Kúnak helbreder Atsâjik for helvedsild. Fortalt af Kúnitse (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kúnak helbreder Atsâjik for helvedsild

Fortalt af Kúnitse

En vinter — formentlig omkring 1890 – overvintrede Maratses søster Atsâjik hos sin kusine Simiaq og hendes mand Alivtsãkân ved bopladsen Kangârdik, ikke langt fra Kulusuk.

Midt på vinteren, hvor føret var dårligt, og dagene gik med vedvarende nord-øst storm, som holdt bopladsfolkene bundne, blev Atsâjik syg. Hendes hud på venstre skulder og ned over brystet blev rød og blæret. Atsâjik lå på briksen og hylede og skreg, sådan gik over en dag og en nat; hun var blevet ramt af helvedesild.

Til sidst var der ingen, der kunne holde hendes smertenshyl ud. – Og så var man afskåret fra at køre til Sermiligâq efter hendes bror, åndemaneren Maratse, som ved trylleformular kunne have helbredt hende.

Nu boede der ved Kangârdik en mand ved navn Kúnak, også kaldet Ekêrqo, om hvem man mente at vide, at han sad inde med stor viden og skjulte evner udi trolddomskunst.

Man tilkaldte Kúnak, men han undslog sig med den begrundelse, at han ikke var åndemaner. Men Simiaq tryglede og bad: »Du er den eneste, der har et middel!« Til sidst lod Kúnak sig overtale.

Den syge var i besiddelse af et smukt halssmykke af hvide, røde og blå glasperler. Halssmykkets midterparti var fem lange perlepiske, der endte i store, røde perler, hvis kerner var hvide, kaldet »singertun«, de røde kinder. Dette smykke rakte Simiaq Kúnak som belønning, hvis han ved trylleformular ville bortdrive Atsâjiks sygdom. Kúnak sagde: »Jeg er nok ikke værd at betale noget for, men ved perlernes hjælp skal jeg prøve at bortdrive hendes smerter«.

Derpå lagde Kúnak smykket til rette hen over Atsâjiks venstre skulder, så de lange perlepiske delte sig i vifte ned over det ophovnede bryst.

Ved den syges hovedgærde stillede Kúnak sig op med hænderne på knæene og fremsagde sin trylleformular, som gik ud på, at det onde skulle smutte ud gennem perlehullerne.

Kúnak blev efterhånden så varm af koncentration under fremsigelsen af trylleformularen, at sveden silede ned over ansigtet på ham. Da så man, at perlepiskene blev levende, sandelig var der kraft i midlet, og hver gang Kúnak tryllepustede, rejste piskene sig for snart efter at bøje sig og trykke sig ned i det syge kød.

Atsâjik skreg afsindigt af smerte, men Kúnak fortsatte med uformindsket kraft, så voldsomt og indædt manede han, at det var, som en vind blæste gennem hans tarmskindsanorak fra neden og opefter og gik ud ved halslinningen, så denne blafrede.

Langsomt veg de stramme træk om Kúnaks mund, og endnu mens han fremsagde sin formular, var det som han blev afslappet. Stadig mumlende og åndepustende rettede han sig op. Ansigtet var blankt af sved, og der blev så stille i huset, at man kunne høre stormens tuden derude.

Kun en kort stund var der stilhed over Atsâjik. Kúnak sagde: »Hvis jeg har gjort det rigtige, vil hendes smerter fortage sig, når natten vender, og dagningen bryder frem«.

Atsâjik skreg igen, og hendes klage var frygteligere end nogensinde før. Men mod dagning blev smerteskrigene mere afdæmpede, og da det svage dagskær gjorde tarmskindsruderne grå, tav hun og faldt i en dyb søvn. Det prægtige perlesmykke lå stadig hen over hendes venstre skulder og bryst, og det eneste, der bevægede det, var Atsâjiks rolige åndedræt.

Krisen var nu ovre, og som dagene gik, bedredes Atsâjik, og den syge hud løsnede sig, men der, hvor »de røde kinder« havde trykket sig ned i hendes bryst, blev der fem stjerneformede ar.

Da hun igen var så rask, at hun kunne tale, bad hun Kúnak om at komme, og da han kom, rakte hun ham det pragtfulde og dengang sjældne halssmykke som belønning. Kúnak ville ikke tage imod betalingen, men da Atsâjik og Simiaq tryglede ham om at tage det, sukkede han og tog smykket til sig.

Ikke længe efter tabte Kúnaks lille datter, der vist nok hed Qutsuluk, sin sjæl, d. e. hun blev syg. Til sidst blev hun slap, og i sin sorg og fortvivlelse greb Kúnak igen til trolddom.

Kúnak samlede alle datterens klædningsstykker og stoppede dem ned i pigens yderpels og bukser og kamikker. Med sin lille datters klæder stoppet ud til en dukke satte Kúnak sig ved hendes sygeleje og vuggede dukken, alt imens han sang en tryllevise, en sungen trylleformular, kaldet ivngilugtûn:

»Itsâjâ – itsâjâ

itsangâtsiaq ûmarsarpara

jâ-jâ, jâ«.

Natten lang sang Kúnak de samme strofer om og om igen.

»I gamle dage – i gamle dage

I meget gamle dage, jeg manede livet frem

jâ -jâ, jâ«.

Kúnaks husfæller sad omkring i huset og sang med på melodien, mens Kúnak alene fremsagde ordene.

Den lille pige droges med døden; da dagen grånede, udåndede hun.

Kúnak, der havde reddet sin sangkampven Maratses søster fra døden, fortolkede sin datters død med, at Atsâjiks sygdom i stedet havde slået sig på hende.

Klædt i festskrud blev den lille pige stedt i havet.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 167-169, København, 1963.

Næste kapitel ►