Korsets oprindelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Hvaðan kominn er ✝ drottins
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Hvorfra Herrens ✝ er kommet
Det fortælles, at efter Adam havde syndet i Paradis, og han på grund af synden var blevet jaget bort derfra i en skindkofte, da bad han Gud om nåde for sig selv og sit afkom; Gud lovede ham da, at ved verdens undergang skulle Gud give ham barmhjertighedens olie, som ville frelse hele hans slægt. Adam og hans kone, Eva, blev siden henvist til den dal, der hedder Hebron i Jorsalaland, hvor han var blevet skabt, og dér måtte de døje mange anstrengelser, og de fortrød til stadighed deres misgerning. De bosatte sig dér og fik mange børn, og deres yngste søn var Set, som Gud gav dem i stedet for Abel, som Kain havde dræbt.
Adam havde levet 932 år i dalen Hebron, og en dag stod han og støttede sig til sin økse, og han blev sorgfuld og meget eftertænksom, for han så sit afkom forårsage så megen ondskab i verden, og han brød sig da ikke om at skulle leve længere. Han tilkaldte da sin søn Set og sagde til ham: »Min søn! Jeg vil sende dig til Paradis til de engle, der kaldes keruber, som bevogter livstræet med flammende sværd.« Set svarede: »Jeg drager gerne af sted, hvor end du sender mig hen, men vis mig vejen, og fortæl mig, hvad jeg skal sige til de engle, du sender mig hen til.« Adam sagde: »Fortæl englene, at jeg ikke bryder mig om at leve, og bed dem på mine vegne om at forklare dig og mig om den barmhjertighed, som Gud lovede mig, da han fordrev mig fra Paradis.«
Da Set havde gjort sig klar til denne rejse, sagde Adam, at han skulle gå østpå, »— og dér vil du komme til en dal, og dér vil der være en græsgroet vej, og hvis du ser nøje efter på den vej, så vil du dér finde mine og din mors fodspor — sorte og uden græsvækst — hvor vi gik, dengang vi blev jaget bort fra Paradis og hen til denne sorgens dal. For vores synder var så store, at der aldrig siden er vokset grønt græs, hvor vi gik, da vi blev drevet bort fra Paradis og kom hertil.« Set drog da mod Paradis efter sin fars anvisninger, men da han var undervejs, undrede han sig over det lys og det skær, der var i Paradis, og han faldt til jorden af rædsel, men tænkte, at det måtte være det ildskær, som hans far havde advaret ham om og sagt, at han skulle signe sig imod lyset med det tegn, der hedder Bethel. Og på den måde kom Set uskadt frem til Paradis.
Da englen så Set, spurgte han, hvorfor han var kommet. Set svarede: »Min far, Adam, som er træt af ælde og ikke bryder sig om at leve længere, sendte mig hertil og beder om, at du nedlader dig til at give ham og mig bevis på den barmhjertighedens olie, som Gud lovede ham.« Englen svarede: »Gå hen til Paradisporten og stik hovedet indenfor en enkelt gang, men husk nøje, hvad der viser sig for dig i Paradis.« Og det gjorde han, og da han havde stukket hovedet ind gennem porten, da så han så stor en skønhed, at ingen menneskelig tunge er i stand til at forklare den, med forskellige frugter og blomster, fuglesang og utallige dufte og søde lugte. Midt i Paradis så han den klareste kilde, og fra denne kilde flød fire floder, som hedder Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat, og fra disse fire floder flyder alt vand i verden. Men over kilden så han et enkelt frugttræ, der stod med mange grene, men dog var uden bark. Han undrede sig meget over, hvorfor det var uden bark, men da kom han i tanker om sin fars fodspor, som han havde set på vejen — sorte og uden græsvækst på grund af hans synd — og på samme måde mente han at vide, at dette træ var sort på grund af hans fars og mors synder. Han gik siden tilbage til englen og fortalte ham alt, hvad han havde set. Men englen bød ham at gå derhen endnu en gang, og da han kom derhen, så han en slange, der snoede sig rundt om det nøgne frugttræ. Og da han havde undret sig over dette, gik han igen tilbage til englen. Da bød englen ham at gå derhen for tredje gang og lægge nøje mærke til, hvad der viste sig for ham. Og da han kom derhen, så han, at det førnævnte frugttræ var vokset op til himlen, og øverst oppe i træets krone så han et grædende barn, som var svøbt i et klæde. Men da han undrede sig over dette og så ned foran sig, da så han træets rødder trænge gennem jorden helt ned til Helvede, og dér genkendte han sin broder Abels sjæl. Og da han havde set disse ting, går han tilbage til englen og fortæller ham alt, hvad han havde set. Da sagde englen: »Det drengebarn, du så, er Guds søn; han kan fjerne din fars og din mors synder, så snart tidens fylde er kommet; han er den barmhjertighedens olie, som de blev lovet. Han er den sande kærligheds rette olie og mildhed.«
Da Set ville forlade stedet og mente, at han havde røgtet sit ærinde godt, gav englen ham tre kerner fra den frugt, hans far havde spist, og sagde til ham: »Inden tre dage efter din hjemkomst vil din far dø, og da skal du lægge disse kerner under tungeroden på hans lig. Og de vil vokse til tre[2] store træer. Et af dem vil være et cedertræ, et andet en cypres og det tredje et fyrretræ. Cedertræet repræsenterer Faderen, cypressen Sønnen og fyrretræet Helligånden. Cedertræet repræsenterer Faderen, for det plejer at blive højere end alle andre træer. Cypressen, som dufter bedre end alle andre træer, er et billede på Sønnens sødme. Og fyrretræet, som bærer mange kerner, er et billede på Helligåndens mangfoldige gaver.«
Derefter drog Set hjem, og han kom uskadt frem til sin far og mor. Da Set havde fortalt sin far om alt, hvad han havde set og fået at vide af englene, blev faderen glad og lo meget. Men i hele Adams liv, siden han blev forvist fra Paradis, havde ingen set ham le førend nu. Og da han havde fået vished om barmhjertighedens olie, påkaldte han Gud og sagde: »Herre! Nu har mit liv varet længe nok. Tag du nu min sjæl!« Og inden tre dage efter, Set var kommet tilbage fra Paradis, døde Adam, således som englen havde forudsagt. Hans søn Set begravede ham i dalen Hebron og lagde de tre kerner, som englen havde givet ham, under hans tungerod, og fra dem voksede tre skud op fra Adams mund, og de stod med grønne frugter både vinter og sommer.
Og det fortælles, at da Gud befalede Moses at drage til Egypten for at frelse sit folk derfra, tog han fra disse træer de to stokke, som han gav Moses, og som brødrene Moses og Aron brugte til alle miraklerne for Israels folk i ødemarken[3], og disse to træer voksede ikke siden.
Men da kong Salomon lod Herrens tempel opføre[4], lod han det træ fælde, som var vokset fra Adams mund, og som endnu stod, og han havde til hensigt at bruge det som tværbjælke i templet. Men træet var enten for langt eller for kort til den brug, man ville gøre af det, og derfor blev det lagt på jorden ved siden af templet. Kort tid efter kom Salomons dronning, der hed Sibylla, men som nogle kalder Saba. Hun var fra det land, der hedder Etiopien, og hun har været den klogeste af alle hedenske kvinder i verden. Hun kom for at prøve Salomons visdom og stillede ham gåder. Han gennemskuede alle hendes gåder og al hendes dunkle snak. Hun fortalte ham også alt, hvad hun vidste, men én ting holdt hun skjult for ham, mens hun var dér. Men siden skrev hun til ham, at på det træ, som ligger ved templet og var udset til tværbjælke, ville man hænge den mand, hvis død ville blive hævnet på alle jøder og føre til deres og hele deres riges undergang. Salomon lod siden dette træ sænke ned i en stor mose ved hjælp af bly i den hensigt, at det aldrig skulle komme op igen. Men i tiden for Vorherre Jesu Kristi lidelser åbenbarede det sig og kom op, og således tog jøderne det og fremstillede deraf det kors, hvorpå de pinte den almægtige Gud. Men ikke mange år efter Herrens pinsler og genopstandelse erobrede Titus, kejser Vespasians søn, Jorsalaborg[5] og solgte alle de jøder, som ikke blev dræbt, til trældom og tvang — 30 for én penning. Og de blev derpå adskilt og spredt over hele verden og fik siden hverken magt eller et rige, og således gik dronningens spådom i opfyldelse.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 544 4to (1290-1360), som er en del af den berømte Hauksbók
- ↑ Forlægget og håndskriftet har syv (vii)
- ↑ Se 2 Mos, kap. 7 ff
- ↑ Se 1 Kong, kap. 6 ff
- ↑ Titus (romersk kejser 79-81) erobrede og ødelagde Jerusalem i år 70
