Lappernes Basek, hellige Steder, Gudepladse og Offerpladse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
4. Underjordiske Guder

§ 31.
Lappernes Basek, hellige Steder, Gudepladse og Offerpladse


Lapperne have hverken havt Templer eller Kirker, saaledes som andre civiliserede Folkeslag, der have forstaaet at indrette Alt komfortablere baade for sig selv og sine Guder. Lappernes Gudsdyrkelse foregik under aaben Himmel, og deres Gudebilleder — eller de Naturgjenstande, der synligt repræsenterede deres Afguder, stode udsatte for Veir og Vind. Anledningen til, at et Sted blev anseet helligere end et andet — eller foretrukket fremfor et andet enten til Offerplads eller Plads for et Gudebillede, kunde være forskjellig. Paa Grund af den hos Lapper, Finner og beslægtede Folkeslag saa almindelige og forud i § 8 og 24 omtalte Anskuelse, at næsten enhver Gjenstand i Naturen beherskedes af et eller andet Aandevæsen, var det naturligt, at de dog især troede, at guddommelige og overnaturlige Væsener foretrak at opholde sig der, hvor Naturen var af en imponerende og storartet Beskaffenhed. "Naar derfor Lappen paa sine ensomme Vandringer stødte paa en Klippe eller en Sten af usædvanlig Beskaffenhed, blev hans levende Indbildningskraft strax paavirket. Han kunde ikke antage eller forstod ikke, at en saadan, undertiden næsten menneskelignende Form var tildannet ved almindelige Naturkræfter, f. Ex. ved Forvitring, men troede, at den var bleven til ved overnaturlige Væsener, og at heri var et Tegn paa, at en eller anden Guddom i Himmelen, paa Jorden eller under Jorden fortrinsvis opholdt sig her — og her gjennem vedkommende Naturgjenstand ønskede at dyrkes ved Offer. " Et Sted af saadan Beskaffenhed kaldte Lapperne et Basse[1], et helligt Sted, og her ofrede de til den Guddom, som de for Tilfældet nærmest tiltrængte eller nærmest havde Grund til at antage havde valgt Stedet til Opholdssted. Umiddelbar Henvendelse i Aanden til Gudeverdenen lærte Lappen først senere af Kristendommen. Et Basse vil altsaa sige det samme som et helligt Sted, en Gudeplads, et Offersted, svarende til Tempel, Kirke eller Alter blandt andre Nationer. Anledningen til, at et Sted blev anseet for et Basse, kunde ogsaa være den, at det paa Grnnd af en eller anden Naturhindring, f. Ex. en Fos, en Isbræ eller deslige var vanskeligt at passere forbi med Renhjorden, og at Ulykker vare indtrufne der. Det kunde ogsaa hænde, at Lappen selv eller nogen af hans Folk pludselig var bleven syg paa et Sted. Det kunde træffe, Lappen en Dag havde stor Vanlykke paa Jagt eller Fiske, strax blev Stedet anseet for et Basse, for usynlige Guddommes Opholdssted, og forsonende Offer bragtes den Guddom, som — alt efter Tilfældet — nærmest paatrængte sig Lappens Indbildningskraft. Omvendt kunde paa den anden Side ogsaa ligesaa ofte Steder, hvor Lappen havde fortrinlig Lykke til Jagt eller Fiske, blive anseede for at beskyttes af usynlige, ham velvillige Væsener, og et saadant Fjeld, en Ø, en Fos, en Indsø blev da kaldt Basse varre, suolo, guoika, javre, helligt Fjeld, etc., og Takoffer bragtes af Udbyttet. Utallige vare Anledningerne til Valget af Barsek, (Plur. af Basse), og utallige vare derfor ogsaa disse. Herom bærer mangfoldige Steder i Finmarken, svensk og russisk Lapmarken samt det nordlige Finland Vidnesbyrd, idet de endnu have Tilnavnet Basse eller det finske Pyhä, (pyhä joki, järvi, saari, koski, outa etc.). "Et saadant Basse eller Offersted kunde være mere eller mindre bekjendt og anerkjendt. Det kunde være fælles for flere Familier eller for hele Distrikter, f. Ex. det navnkundige Jumala Basse i Bjarmaland." Jo større Mængde Ofre der bragtes, des helligere ansaaes ogsaa Stedet. Derfor var der efter de forskjellige Forfatteres Beretning ikke blot Stuora Basek, Storhelligdomme, men Högstrøm nævner ogsaa Stuoramus — (Superl.) — Basse, den største Helligdom. Et saadant var da hele Traktens offentlige Gudsdyrkelsesplads eller Hovedkirke. Et Basse kunde ogsaa tilhøre en enkelt Familie, eller en enkelt Person kunde foruden de almindelige Basek ogsaa have et privat Basse eller Privatkapel, hvor han i al Stilhed ofrede til sin Favoritguddom. Især var dette rimeligvis Tilfældet i Hedenskabets sidste Dage, da Missionærerne, under Forkyndelse af Kristendommen, havde styrtet de fornemste Gudebilleder i Gruset. En og anden Lap holdt endnu i Stilhed fast ved de gamle Guder og ofrede i Hemmelighed ogsaa til dem, uagtet han baade var døbt og konfirmeret samt deltog i Sakramentets Nydelse og i hele Gudstjenesten. Endnu for 20 Aar siden fandtes en Lap, som havde sit Gudebillede, hvortil han ofrede. (Se "En Sommer i Finmarken" P. 85).

"Fjeldlapperne havde vel fortrinsvis sine Basek paa høie imponerende Fjelde, i Trakten af sine Vaar- og Høststationer. Maaske især paa Steder, hvor de opholdt sig under Høstflytningen, da Renslagtningen foregik, og de saaledes havde god Raad til at ofre. Skovlapperne har derimod havt sine Basek paa aabne, vakre Græsflekker i Skoven, paa Holmer i Indsøer og ved store Fossefald, hvor der var godt Laxefiske. Sølapperne endelig havde sine Basek paa fremragende Næs og i bratte Fjeldvægge, der gik lige ned i Søen", (f. Ex. "Finkirken" og "Simalango" samt "Akko" i Kvænangfjord). Da Lapperne af Billederne paa sine Basek eller, rettere sagt, af de ved Billederne repræsenterede Guddomme ventede sig Lykke i alle sine Foretagender, paa Jagt og paa Fiske, saa kunde man, som Castrén antager, være tilbøielig til at tro, at de gjerne vilde have disse Billeder i sin Nærhed og derfor opstillede dem tæt ved sin Bopæl. Men paa den anden Side synes dog den Respekt, Lappen havde for Guddommen, der repræsenteredes ved Billederne, at have gjort, at de ikke gjerne opslog sin Bopæl ganske i Nærheden af et større Basse for, som Leem siger, "ikke at besvære Stedets Afgud ved Barnegraad eller Andet, som kunde foraarsage ham Uro." Ærbødigheden for Helligdommen var saa stor, at Lappen ikke blot fandt det passende at holde Larmen af det daglige Livs Sysler borte fra Helligdommen, men med den yderste Grad af krybende Ydmyghed nærmede han sig sit Basse, "iført sine Helligdagsklæder og gjorde Knæfald." Dersom han for Tilfældet i Forbifarende ikke havde Noget at ofre, rørte han dog idetmindste ved Benene af de forhen ofrede Dyr. Naar Lapperne paa Søen fore forbi et Basse, maatte Ingen i Baaden sove; thi dette ansaaes for Mangel paa Agtelse for Stedets Guddom. De talte ikke høit, skjøde ikke Fugle eller andre Dyr i Nærheden af et Basse, ligesom de i det Hele taget ikke gjorde Noget, der i mindste Maade kunde foraarsage Larm. "Havde de en blaa Kjortel eller andet blaat Klædebaand paa sig, afførte de sig samme og toge det ikke paa sig igjen, førend de vare passerede forbi Basse. Kvinderne saa ikke derhen, hvor Gudebilledet stod, men skjulte sine Ansigter. Naar en Lap besøgte et Basse, maatte han ikke have noget Klædesplag paa, som en Kvinde havde brugt, ja, han vilde ikke engang gaa derhen med Sko, som under Barkningen havde ligget i Kjedel sammen med en Kvindes Sko.[2]"


Fodnoter

  1. Anmærkn. L. Læstadius udleder Ordet Basse af Verbet basset, stege. At stege Maden, især Fisk, er meget almindeligt blandt Lapperne, især paa Reiser, og i ældre Tider blev rimeligvis ved Offermaaltiderne paa afsidesliggende Steder Maden næsten altid stegt. Saaledes fortæller ogsaa Leem, at der ved det berømte Offersted Sølfargapper i Porsanger fandtes endnu paa hans Tid en Mængde "Bassem-muorak", Stege-Pinder, "hvilke Lapperne brugte, naar de gastererede ved at koge, stege og æde kjødet af de Dyr, som ofredes til Afguden." Udtrykket Bassem-muor er fremdeles den Dag idag et gjængs Udtryk paa dette almindeligt brugte Redskab. Basse — (Præs. Particip. af basset) — baikke, varre eller javre etc. betyder saaledes oprindelig et Sted, et Fjeld eller en Indsø etc., hvor der steges, holdes Offermaaltid og ofres. Senere udelodes Ordet baikke, Sted, og Basse alene fik Betydningen Offersted, helligt Sted. Helligdom.
  2. K. Leem. Pag. 144.