Lappernes liv - Fjældfolket

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

II.
Fjældfolket

25. Koterne paa højfjæIdet

Og koterne har man paa højfjældet ogsaa saadanne steder, hvor der ikke er saa meget træ, at man har brændsel og læ; brændsel hentes en mil borte. Og naar det er uvejr, er det heller ikke behageligt; naar vinden er saa haard, at koten kun bliver staaende, naar man tøjrer den alle steder, og trækker slæderne hen rundt om koten for at tynge teltdugen ned, saa blæsten ikke skal rive den af; men alligevel river blæsten mange gange koten op, og da bliver baade børnene og børnenes mødre uden beskyttelse, og der er ikke andet at gøre end samle sammen og dække til, hvis der ikke er en anden kote i nærheden, hvor de kan gaa hen. Men sneen kan jo komme ind i koten, selv om den ogsaa bliver staaende oprejst. Om morgenen kan alt inde i koten være dækket af sne, saadan at der ligger en alen sne paa folk, og naar man da skal tænde morgenilden, er det et stort arbejde at skovle sneen ud af koten og faa ilden til at brænde. Og de mennesker, som opholder sig langt fra fyrreskovene, de har ikke tørt fyrreved, hvormed de kan tænde ild, de tænder ild i birkebark, og med dette faar de ild, selv om det ikke er saa let. — Og saa spiser de og tilser børnene. Og under saadanne forhold pleier koten at være saa røgfyldt, at det rent ødelægger øjnene, og derfor er mange Lapper halvblinde, røgen i koten og foraarsluften ødelægger øjnene. Foraaret er meget besværligt for Lapperne. (s. 148-149).

26. Beretning om omsorgen for de døde

Naar et menneske dør oppe paa højfjældet sent om foraaret, naar man ikke mere kan naa at komme til en kirkegaard, saa maa det lægges i en slæde, hvis man da ikke har fjæl indenfor rækkevidde (til en kiste), og anbringes paa en ø, hvor rovdyr ikke kan komme ud og æde det, og for at det ejheller skal være paa menneskevej. Man graver først et hul der, og saa lægges det i det hul sammen med den slæde, og saa birkebark over, og saa græstørv paa birkebarken, og det forbliver der, indtil sø og sne fryser, saa først hentes det paa samme tid som de andre slæder. Men om man ingen slæde har, idet man flytter med byrderener, saa er man nødt til at grave et hul i jorden og lægge det deri; hvis man har faet tilstrækkeligt birkebark, lægger man dette over, og derpaa igen græstørv, og det er ikke sikkert, at det senere bliver hentet derfra. Og det gør de, naar de henter et lig bort derfra, hvor det har været, at de synger nogle vers af salmebogen, før de drager derfra. Og dødsstedets mærke er et kors, gjort af birketræ (eller af et par skier). Og om vinteren plejer Lapperne at føre liget med sig, naar sidaen flytter; men det føres noget afsides fra raiden, og som mærke har renen et stykke hvidt lintøj paa takkerne; men er der for faa mennesker i sidaen, saa maa den døde jo være i samme raide som de andre slæder; men naar man spænder fra, anbringer man den slæde noget afsides, og der er liget, til man atter flytter; saa tager man det igen med, og saaledes føres det, til man kommer nærmere kirkestedet, hvor saa en eller to bringer det (til kirkegaarden). Og begravelse bruger de ogsaa, de, som ikke ere altfor gerrige; og de, som ikke holder begravelse, de mister lykken og bliver fattige. Og straks, naar et menneske dør, synger de ogsaa en afskedssalme; men lige naar han er ved at afgive aanden til de døde, da maa ingen sige et eneste ord, for ikke at skræmme ham; om han da skræmmes, kommer han (til at leve som) mellem to verdener (ɔ: fantasere), og lever en uge saadan og er hverken levende eller død, før han igen kommer til at dø, og hvis han er halvdød og ikke kan dø, da skal man hvælve en kedel over hans hoved, saa dør han snart. Og naar den døende er i dødskampen, da er det farligt, da skal man passe paa, at de, som henter, ikke skræmmer en; en saadan døende, som er meget syndig, er endnu værre. Liglugten skal man ogsaa vogte sig for; hvis liglugten slipper ind gennem næsen, bliver man dødssyg deraf. Og naar en er død, forlader folk koten og vender døren vrang og dækker den med vedstykker og lader den staa et døgn. Og saa vasker de (liget) og klæder det, hvis de har hvidt lintøj; hvis de ikke har hvidt linned, hvoraf de kan faa klæder, saa er de nødt til at lægge det i brugte klæder, og med dem lægges det i slæden, eller om man har faaet en kiste. Den døde tager man ikke ud af døraabningen, men under teltdugen lige der, hvor han er død; det er tegn paa, at ikke døde og levende skal paa et spor. Og en anden tro er, at om man tager liget ud gennem døren, saa dør der snart en igen i den kote. Nogle lig er meget slemme til at spøge eller skræmme, og ikke blot dødsstedet skræmmer saadan, at folk lige ser og hører, og det efterligner alt, hvad det i levende live har foretaget sig; det joiger og jager hundene og gebærder sig paa alle maader. Naar det er paa en ø, et saadant menneskelig, saa kommer det fra søen ind mod land som en stor fugl, saa vandet fyger, selv om det er midt paa dagen, og der er mange mennesker; og en gang, da det kom paa stranden, antog det herreskikkelse og skræmte renerne fra hvilestedet. Og det var en ung, 15aarig pige, som var død. Og det hændte 1907. Og paa det samme sted var der samme aar mange saadanne, som vandrede efter døden og skræmte folk paa mange maader. Og naar et menneske er død, saa er der dets klæder, og dem plejer de at efterlade der paa stedet, de klæder som han har paa, naar han dør; men de klæder som er taget af forinden, dem lægger de nok hen og bruger selv, nogle sælger dem ogsaa og giver dem til fattige folk. (s. 149-150).

27. Her fortælles om alt, hvad der hører til Lappernes arbejde om foraaret

Naar Lappen er kommen tilfjælds med hele sin hjord og med alle raiderne, saa er der meget arbejde, naar de skal tørre kød og reparere slæderne og vogte hjorderne, som er skilt i to dele, den ene renkøer, den anden del trækrener og andre løsrener. — Forklaring paa, hvorfor en sida skal have sin hjord paa to steder: Det er fordi løsrenerne er saa viltre, at de skal jages saa haardt. — Løsrener galopperer omkring og springer hid og did i alle retninger, hvis det endnu er koldt og knapt med føde, daarligt lav og ikke megen snebar mark. Og renkohjorden er farlig; den skal man kunne vogte saa forsigtigt som mulig; hvis renkøerne bliver jaget haardt, saa bliver de viltre, og for det andet, om de jages meget, saa kaster de, og hundene er slemme til at æde kalvene. Og den renko, som først er ved at slikke kalven, den skræmmes bort fra kalven, naar hunden jager haardt efter renerne derhenne. Og netop af den grund er man nødt til at skille hjorden i to dele, renkøer og trækrener. Og naar de begynder at kælve, saa higer renkøerne jo derhen, hvor de har plejet før at kælve, og der er ikke paa sydsiden (den svenske side) af højfjældene saadanne steder, hvor de kan bjærge sig under kælvningen, uden en og anden sida, og derfor er de nødt til at flytte med renkøerne over højfjældene til den norske side af grænsen, fordi renerne er altid magre siden den gang, da Finland blev forbudt; der har i forrige tider mange sidaer opholdt sig om vinteren; der er god renlav og gode betesforhold. — Og nok har Lapperne opholdt sig paa højfjældene i kælvningstiden ogsaa, og for dem er det gaaet meget galt, da der frøs ihjel, alene for en sida, saa mange kalve, at de ikke engang naaede at flaa skindene af. (s. 150-151).

28. Beretning om det, naar renkøerne kælver paa de steder, hvor de har plejet at kælve før, og hvor egnen er saadan, at renkoen kan bjærge sig med sin kalv, hvor der er føde og læ

Renkøerne er saa rolige, at de kælver ordentligt og plejer deres kalve, folk behøver ikke andet end at gaa paa ski omkring og se efter, at der ikke kommer rovdyr til hjorden og begynder at sprede den, og passe paa, at de ikke gaar paa livsfarlige steder. Og naar renkøerne har kælvet, saa er der ikke flere flytninger, saa kan kalvene vokse i fred. Og paa havsiden (den norske side af grænsen) kommer græsset tidligt, og det ved renen, den ren, som er nær, og den, som er langt borte. Og om det er der ikke meget mere at fortælle. — (s. 151).

29. Beretning om kælvningspladserne

Nogle lader kælve paa højfjældet i nærheden af rigsgrænsen, og for dem er det et stort besvær at flytte over højfjældene, da de skal lade bære alle sagerne og koterne og børnene. Og det er meget farligt at færdes med renkøerne og de nyfødte kalve. Og paa den flytvej er mange store elve, som det er farligt at komme over, da der ikke er broer, ejheller findes baade. (s. 151).

30. Her begynder en beretning om dem, som lader kælvningen foregaa paa sydsiden af grænsen og ved grænsen

Der er kun lidt snebart, og renkøerne er saa urolige og vilde, de skal vogtes saa strengt, at vogteren ikke har tid at standse et øjeblik; og hvis det er uduelige vogtere, saa omkommer mange rener, fordi de skal forfølges af hunden, saa meget som den orker; og hunden plejer at blive træt, og saa slipper hjorden fra vogteren. — Og ulven er ogsaa værre mod syd. Og naar renkøerne nu har kælvet, og kalven er vokset lidt til, saa begynder ogsaa renkøerne at hige bort, de begynder at længes efter græs, naar græsset er ved at komme frem i havskovene (de norske skove). Og da giver alle renerne sig til at søge mod nord, saadan at det næsten er umuligt at holde dem. Saa er man nødt til at foretage flytningen ind i Havriget, hvor der er græs og svalt i den varme tid. Og luften er sund i Havriget, hvor der er mange snebjærge, og fra havet kommer ogsaa frisk luft, som er sund for renerne. Og paa bjærgene ved havkysten kunde renerne nok endnu taale at malkes, men pladsen er for indskrænket, gaardfolkene giver ikke mere Lapperne saadan jord, hvor de kan have renerne, saa de kan malke; dertil kommer ogsaa, at om man malker paa den tid, da bliver kalvene saa smaa, at de ikke kan overleve en haard vinter. Og af disse grunde er man nødt til at lade være med at malke, næsten i det forhold som man i gammel tid har malket. (s. 151-152).

31. Mere om kælvningstiden

Nu begynder renkøerne at kælve, og kælvningstiden er en farlig tid for Lapperne, og der er meget arbejde, naar man skal vogte renerne og tørre kød og reparere slæder og tjære dem. Og renvogtningen er streng, og i kælvningstiden er det nødvendigt at vogte hele tiden. I gammel tid vogtede Lapperne saa haardt, at de jagede (hjorden sammen) to gange i hvert døgn, og saa malkede de renkøerne, og naar saa renkoen var ved at slikke sin (nyfødte) kalv, saa skræmte de de unge renkøer bort fra kalven, og saa turde nogle ikke komme tilbage til kalven igen, og naar de er uduelige til at passe renerne, skræmmer de mange renkøer fra kalvene, og paa den maade er det et stort tab, da alle de kalve dør, som renkoen forlader. Nogle Lapper fanger de renkøer, som har forladt kalvene, og holder dem fangne i uger, og nogle tager kalvene, og andre tager den aldrig, hvor længe den end var bunden, og heller ikke har man nu tid at binde dem. Og der er endnu en anden fare, naar de er uduelige til at vogte renerne: naar de lader hundene jage haardt saadan, at de drægtige renkøer kommer til at springe saa stærkt, at de kaster; kastning er det, naar renkoen føder for tidligt, lige som mennesket, og af de grunde dør mange renkøer, og saa maa Lapperne hjælpe, for at renkoen kan magte at føde kalven, og det kaldes kastning, og saa siger man, at man skal forløse renkoen. Nogle Lapper er særdeles gode fødselshjælpere, men nok kan de (renkøerne) træffe at dø ogsaa, naar de er altfor slemt beskadigede. Nogle skærer kalven itu inde i renkoen og tager saa stykkerne ud, og det er en god kunst; paa den maade holder man liv i mange rener. Og det er godt. Naar renkoen længe, en uge, har haft skaden, da er kalven død og lidt raadden, og saa er den blød og kommer lettere ud. Og naar man har faaet kalven ud, saa skal man se efter, om renkoen vil give sig til at slikke kalven, saa kommer efterbyrden ud, og om renkoen slet ikke slikker, saa kommer efterbyrden ikke ud, og saa dør den jo; men om man giver renkoen smør, saa kommer efterbyrden nok ud, og saa lever renkoen nok, men kalven er jo ødelagt; men det er godt, naar renkoen lever. Og der er endnu en slem ting, naar hunden jager altfor haardt, naar renkøerne kælver, da plejer de at være meget bange, naar renkoen er ved at slikke kalven — det er det, naar renkoen med tungen vasker sin kalv, — saa springer den bort, og efterlader kalven der; en og anden kommer nok og tager sin kalv, men nogle tager den ikke, naar de engang har efterladt den, men den tager forrige aars kalv, og begynder at lade den die, og paa den maade ødelægges mange kalve. — —

Naar den drægtige renko er ved at kælve, saa løber den. Forklaring paa denne løben: Renkoen springer afsted, naar den skal føde kalven, og den løber saa meget, som den orker, og naar renkoen er fed, løber den endnu værre — naar der er snebar mark om foraaret. Det plejer at være mere slemt, naar hjorden er lille, saa springer renkøerne meget stærkere, og i skovene er de værre endnu; de er saa slemme, at man maa binde dem, indtil renkoen kælver. Og renkoen er i den tid saadan, at om den kommer til det, saa springer den op paa bjærget, hvor højt det end er, og den higer blot efter et højt bjærg, selv om kalven fryser (ihjel) øjeblikkelig. Og grunden til denne løben er, at kalven sparker saa haardt, naar moderen er kraftig eller fed; en mager renko er dog ikke saa slem til at løbe, og naar det er et koldt foraar, saa er de ikke saa slemme til at løbe, ejheller den fede renko. Men det er meget bedre, naar det er en stor hjord, og den er spredt vidt, og der er et bjærg, og naar der langs det bjærg er rener, eller hjorden, saa holder man der de løbende renkøer; naar renkøerne kan komme til at løbe paa det bjærg fra den ene side af hjorden til den anden, og naar der er folk ved alle yderkanterne, som standser den stadigt, naar den kommer til kanten og gaar ud i vildmarken, saa er vogteren færdig til at stoppe den; og naar de har løbet hid og did mange, mange gange omkring det bjærg, saa kælver de, som har løbet to og tre døgn, før de kælver, og naar de har kælvet, saa begynder andre paa samme maade, og dette vedvarer saa længe, til de har naaet at kælve allesammen. Og naar de har kælvet allesammen, behøver man ikke at vogte renkøerne; hvis der ikke er rovdyr, behøver man ikke at vogte andre end løsrenerne; men dog plejer man at lade et menneske være ved renkøerne ogsaa for at passe paa, hvis der kommer et eller andet dyr til renkøerne og begynder at æde kalvene. De er mange, kalvens fjender: ulven og bjørnen og ræven og polarræven og ørnen, de er allesammen kalvens fjender, og der er mange farlige steder, hvor kalven kan omkomme, saadan som vandhuller, klipperevner og elve, større og mindre. — (s. 152-154).

32. Her begynder beretningen om hvordan man skal vogte renerne, saa at de trives godt, renkøerne og kalvene

Man skal kunne vende hjorden forsigtigt og ikke lade hundene jage; det skal være en meget klog hund, som kun løber udenom de yderste rener, ejheller skal man jage dem tæt sammen; det er bedre, naar de er spredt, og man kun gaar paa den udvendige side af de yderste rener. Naar det er et koldt foraar, da er det meget slemt, fordi renerne af sult er nødt til at gaa saa langt omkring, at man maa forfølge dem haardt, da renerne springer for at søge føde, fordi de er sultne, da det er sneskorpe og endnu ikke snebart saa meget, at de kan leve uden at gaa saa vidt omkring. Og om det længe er koldt, saa slipper renens føde helt op; paa de faa snebare steder er den allerede forlængst forbi, saadan at der ikke er lav mere; der er ikke mere andet end bærris nu for tiden her oppe, hvor der er bleven saa mange rener, og derfor nødes man til paa det omhyggeligste at holde sida eller vogte paa renerne; thi for den, som er dygtig til at passe renerne, trives de meget bedre, end for den, som ikke rigtig kan styre eller kommandere, som en krigsherre kommanderer krigsfolkene, og saadan gaar det med enhver sag, som styres daarligt. Men nok er somme tjenere bedrageriske og uduelige, og det skader husbonden meget, naar vogteren ikke selv gider gaa rundt om hjorden, men blot sender hundene afsted, ligegyldig hvor mange rener de ødelægger. Saadanne tjenere plejer at ombringe mange renkøer og kalve, saadan som allerede ovenfor er fortalt. Men naar der er ulve, saa er der endnu meget mere arbejde og skade. Ulven passer paa, om vogteren lader hjorden sprede sig, thi saa anfalder den øjeblikkelig og dræber, som var det i krig, hvis man ikke straks naar at faa den skræmmet bort. Somme ulve er saa drevne eller dristige, at de ikke skræmmes, før mennesket er lige i nærheden; men hunden plejer at være en stor hjælp; hunden er hurtigere end mennesket, den springer i en fart hen til ulven, gør heftigt og snapper ulven i bagen, og saa er ulven nødt til at blive bange; dog dræber ulven ofte hunden. Og hvis der om foraaret er mange ulve, saa nødes man til at holde renerne saa tæt samlede, at de sulter, og renkøerne kaster, og kalvene dør; naar mødrene er udsultede, saa har de ikke mælk. Der er endnu en farlig sag i kælvningstiden: naar der nu ikke er føde for renerne i skovene, da er de nødt til at være paa højfjældet, hvor blæsten har blæst sneen bort, og der er lidt snebart de vindaabne steder, og derfor er der lidt bedre paa højfjældet; ogsaa plejer sneen at holde sig blødere der oppe end i skovene, selv om der er sneskorpe. Og af den grund er der dog bedre paa højfjældet; selv om der er kulde og snefog, saa man ikke kan se spidsen af siderne; og da kan man ikke se at vogte renerne, selv om ulven aad aldrig saa mange. Og naar renerne er magre, da fryser spædekalvene ihjel og aarskalvene, ja af enhver slags, saadanne, som er magre, og de dør i hundredvis, sommetider mange hundrede; men er renerne kraftige eller fede, dør ikke saa mange, eller om de er et sted, hvor der er mange sten, thi de er et godt læ; men naar der er meget jævnt, da fryser de som ovenfor omtalt. Vogterne fryser ogsaa, saa de knapt kan holde livet. Benene fryser, saa de ikke kan bøjes, og de kan ikke staa paa dem, før de har gnedet og bevæget dem i alle retninger; da begynder de endelig at blive varme som før; men ledene bliver ikke lige som andre menneskers. (s. 154-155).

33. Her begynder beretningen om, naar det bliver tiden til at flytte fra kælvningspladsen for de sidaer, som har ladet kælvningen foregaa paa sydsiden af grænsen

Saa efterlades vintersagerne, slæderne og alt det, som hører til vinterbrug, og sommersagerne tager de med. Og saa giver man sig til at ordne sagerne for at efterlade dem. Først lægges (tingene) i slæderne, og saa (sættes) slæderne paa træstykker, og over slæderne lægger man renskind og saa igen birkebark paa skindene og græstørv atter paa birkebarken, og sten der paa igen og birkestammer allerøverst. Ogsaa kan man efterlade sagerne paa en buk, en buk er en træstamme (lagt paa tværs) mellem to træer, og paa denne rygning hænger man klæder og ting, som derefter dækkes med teltduge. Og saadanne efterlader man mange steder, for at nogle af sagerne er nærmere, naar man atter flytter mod syd, selv om man ogsaa flytter lidt en anden vej, men det er dog nærmere, end hvis man skulde hente dem ved sydenden af højfjældene. Og saa tager de fat paa at gøre byrderne i orden med mad og sager for sommeren. Det er en renbyrde 20 kg. paa hver side, naar den er kraftig eller fed; men er den mager, saa bærer den ikke mere end 15 kg. paa hver side.

Og nu er man færdig til at flytte og nu begiver den sida sig paa flytning, som har opholdt sig syd paa i skattelandet, og dens rener er kraftige. Og nu skal alt bæres af bærerenerne, mad, klæder, koterne og børnene over mange store elve. Og saa drager den sida afsted paa denne maade: hjorden med renkøerne for sig og raiderne og løshjorden foran, men renkøerne er dog ikke langt borte og naar de nu har flyttet en dagsrejse, saa efterlader de igen vintersager paa en buk, og saa flyttede de atter. Og da er paa den tid fjældelvene, ja enhver lille bæk, saa store, at man ikke kan vade over dem; og enhver lavning er snesjap. Og sneen er endnu tyk paa højfjældene, som er høje og kolde, men paa den tid er den mildnet saa meget, at den ikke bærer trækrenerne med byrderne paa, og saa er det bedst at vente, til der kommer sneskorpe eller til det bliver koldt, og somme tider plejer det ikke at blive koldt før Eriksdag (18. Maj), og om kulden ikke kommer ved Ny Eriksdag, saa kommer den i hvert fald ved Gammel Eriksdag (29. Maj); og saa flytter man, da er alt snesjap frosset og de smaa elve, og de store elve er svunden meget ind, men da kan det undertiden være en saadan snestorm, at man ikke kan komme til at flytte, og man maa da blive paa højfjældet i uger, og der er ikke andet brændsel end dværgbirkene og knapt med dem ogsaa, og de er overføgen af sne. Birketræ er der ikke indenfor rækkevidde, og man har ikke slæden mere, som man mulig kunde hente brændsel med. Rigtignok har man ikke lyst til at blive her, men i saa- dant haardt vejr er man nødt til det. Og for renkohjorden er det ogsaa slemt; thi kalvene plejer at fryse ihjel i saadant vejr; om man indhentes af uvejr paa de høje bjærge, da fryser mange hundrede ihjel, og det er endnu værre, om man begynder at drive dem et andet sted hen; det er bedst at lade dem blive, hvor de er; men om der i nærheden fandtes et sted, hvor der var læ eller en skov, saa kunde man jage dem der hen, naar man mærkede uvejret nærme sig; men skoven er langt borte, den naar man ikke.

Og naar det bliver opholdsvejr, er det første arbejde at opsøge de døde kalve og flaa skindet af dem. Kødet er daarligt af de kalve, som fryser ihjel, en fed kalv fryser nemlig ikke, hvor koldt det end er. Og naar man er færdig med dette, saa flytter man igen, naar det er blevet godt vejr. Og nu er der en forfærdelig stor elv, som de skal over, og det er meget vanskeligt, da den er saa dyb, at kun mændene kan vade over den, og de er da nødt til at bære alle børnene og kvinderne og gamle folk. (s. 155-156).

34. Fortælling om, hvordan det gaar under vadn ingen over elven med raiderne,

hvis renerne falder, eller byrderne kastes af, da vandet er saa dybt, at det slaar imod byrderne, og byrderne saa falder af renen; saa begynder elven at føre dem med sig, og saa forvikles hele raiden, og det hele driver afsted med strømmen, endogsaa mennesket, hvis han vikles fast i raiden. Men somme mænd er saa hurtige, at naar de ser elven begynder at føre raiden, saa skærer de hurtigt tømmerne over og naar at faa en og anden af de værdifuldeste byrder, og det meste af raiden svømmer og slipper til bredden. Men naar de er klodsede, saa gaar det med strømmen hele raiden og mennesket; men det hænder kun en og anden gang, det er dog de fleste tider saadan, at man slipper vel over. Og naar de er sluppen godt over elven, saa gaar de der til, hvor de plejer og hvor det passer dem, og saa slipper de bærerenerne og rejser koterne, saadan som de plejer. Og nu er rigtignok byrderne vaade fra elven, og dem er det nødvendigt at tørre. Og naar de har spist, saa gaar de for at hente renkohjorden over den store elv. Nu skal de, som jager hjorden, drive den meget omhyggeligt, og ikke lade hundene forfølge, naar renkøerne svømmer, thi skræmmes renkøerne og kalvene, da vender de om og begynder at svømme omkring i elven, og saa fryser kalvene eller stivner af kulde og driver med strømmen, og renkøerne følger dem. En del vender tilbage til bredden, og kommer de op igen, er de saa bange for elven, at de ikke mere gaar i den, selv om de ser en del af hjorden paa den anden side. Og gaar det saadan, da kan dette arbejde undertiden vare en uge, og endda faar man ikke alle over. Der er et raad, hvis det er gaaet saadan, som ovenfor er fortalt: man lader løshjorden blande sig med renkøerne, saa svømmer de over; thi renkøerne er meget dristigere, naar de er sammen med løshjorden, fordi løshjorden er dristig, den gaar i elven, hvor stor og brusende end strømmen er. Men de rener som da bliver tilbage, dem faar man ikke mere til at gaa i elven. Undertiden arbejder man en hel uge uden at have tid til at sove. Ogsaa har man prøvet den kunst at opsætte et gærde mod elven, og saa skræmme dem i elven; nogle af kalvene bærer man over, desom ikke mere selv vil gaa i elven. Og paa den tid er foraars isvandet saa koldt, at de mennesker, som hele tiden vader i elven, de fryser benene, saa de faar kuldesyge for livstid. (s. 156-157).

35. Fortælling om det, naar hjorden er kraftig, og det er dygtige ledere

Nu naar lederen selv gaar i elven, saa svømmer følgerenerne øjeblikkelig bagefter, og hele hjorden gaar som var det fugle, og kraftige kalve svømmer endnu hurtigere end mødrene, og det gaar saa strygende, at der ikke forløber mere end en time med overgangen, og naar de er kommen vel over, saa hviler de; men vogterne kan ikke komme til at hvile, men andre folk. Naar de har hvilet saa flytter de igen, og nu kommer der en elv med stejle bredder og saadanne fald, at hvis man styrter i elven, suges man øjeblikkelig ned under fossen, og om man falder ned i en saadan fos, da bliver man knust med det samme. Over saadanne elve kan man ikke komme paa anden maade end med snebroer, som er over elven; men elven gaar under sneen, og om den falder, da er det den visse død; men man prøver jo at kaste sten der ved vejen: er den mon saadan, at den bærer folk og raider og hjorder. Og Lapperne har bygget broer over saadanne elve, som er farlige; men de har ikke naaet at bygge bro over enhver elv, hvor det kunde være nødvendigt for færdselen af mennesker og rener.

En elv er der, hvis navn er Giebmijokka, og i den elv er paa en gang omkommen en hel sidas hjord paa den maade: det var en pige, som vogtede renerne ved bredden af den elv, og saa svømmede de over elven, og elven var saa rivende, at den førte dem ned; og derfra er ikke mere end nogle faa favne, før den styrter ud over en klippevæg, og man antager, at den styrter i kilometer ned over klippen, og der knustes renerne paa en gang. Men der blev endnu tilbage en lille halvdel eller 1/3 del. Og den mand blev pludselig fattig; men det varede ikke længe, før han var ligesaa rig igen. Og hans søn blev ogsaa rig. Og folk plejer at sige, at det menneske, som har levet rigtigt eller redeligt, deraf er der velsignelse ogsaa for børnene; men for tyvagtige mennesker varer rigdommen kun i deres egen tid, og somme tider varer den ikke engang i deres egen levetid; undertiden kan den nok række indtil tre slægtled, saadanne som er gode til at give til de fattige og til Guds tjenere eller dem, som man kalder kristne.

Og paa den maade drager de over mange elve og kommer til Norge, de ogsaa; men mange vanskeligheder og mange farer bliver det at gaa igennem for dem, som lader kælvningen foregaa paa grænsen; men flytvejene er jo ikke ens alle steder.

Og naar de har naaet trægrænsen (paa de norske fjælde), saa er fjældrisene saadan, at barken let afrives (et tegn paa foraar), og saa higer hjorden efter skoven, hvor der er græs og lunt, renen ved jo allerede langt borte, at der er græs i skoven, og da frygter den ikke hunde, ikke mennesker, selv om man slog den i hovedet; og derfor plejer man at være nødt til at knække hornene halvt over paa de værste bærerener, saa den ikke kan springe, da det smerter i de nye horn, som er halvt udvoksede, og hvorfra blodet strømmer, naar de knækkes over. Og paa den maade holder man dem sammen, indtil man er naaet dertil, hvor man altid plejer at være; men naar man kommer til skoven, saa sætter de jo i spring ind i skoven for at faa græs.

Og naar Lapperne om foraaret kommer over højfjældene, hvor der har været koldt og megen sne og ikke ret meget snebar mark, men dog saa meget, at renen lige netop har levet og naar de kommer til Norge, saa de kan begynde at se havskovene (de norske skove) og i dem er græs og løv, og det er saa skønt og herligt synes Lappen. Og naar de kommer nærmere, saa begynder man at høre gøgen og alle fuglene, som efter Lappens sind er liflige, og saa giver de sig til at joige:

«Mødre og skønne kære græsdale, kalvens moder v. v. n. n.
Hil, hil jer nu mødre, v. v. n. n.
Tag nu imod min kære hjord og plej den, som I før har gjort — voia — voia n. n. —
Vær atter, mødre, mine venner! — v. v. n. n.
I mødre! græs nu mine rener sunde! v. v. n. n.«

Og saa:

»Skønne kære bopladser, v. v. n. n.»
De er saa skønne, at de lyser — voia — voia.»

Og da er det saa lifligt, at knøsene ikke har tanke for andet end pigerne, og pigerne igen tænker paa knøsene, og at de skal se at komme sammen. Og saa drikker de brændevin og hælder lidt paa jorden og giver til enhver, som er der, og de joiger, men bande maa man ikke. Og Lapperne har endnu en lidt gammel skik, naar de om foraaret kommer til sommerbopladsen, saa hilser de paa denne maade: «Hil, hil jer nu mødre og bopladser!» og da giver de ogsaa noget, der er et eller andet sted, hvortil de giver, og saa beder de Halderne pleje deres hjord, saa renerne ikke omkommer, og kalvene bliver store.

Lapperne kalder jorden eller bopladserne duovddagat, de siger, (naar) det er smukke bopladser, og gode ren-duovdagat saadan, (at) de er saa smukke bopladserne (duovddagat), at de ler.

Og naar mennesket er godt, og alle sager gaar godt, da synes han, at hele bopladsen glæder sig, og naar det er trist for mennesket eller han sørger, da synes han, at hele bopladsen græder og alle sten og træerne og alt i hele verden, og intet glæder ham af det, som før voldte glæde, og dagene er saa lange, at de næsten aldrig faar ende. Og naar det et sted er en daarlig egn (for renen) saa er det en daarlig boplads.

Og i fordums tid kunde Lapperne græsse renerne i fred overalt. Og i fordums tid var renerne meget større end nu, fordi de dengang kunde komme til at græsse, hvor de havde lyst; men da menneskene øgedes i Norge, saa begyndte de at hade Lapperne, sine steder saa haardt, at de røvede og slog, og nogle dræbte de ogsaa, fordi Lappernes hjorder græssede paa de steder, hvor de før havde plejet at græsse. Og nok vilde Lappen være flygtet endnu længere bort; men der er ikke mere græsland udenfor, og nu faar saa Lappen leve i saadanne forhold, som man ikke kan forklare lige netop, hvordan de er. — Nu er loven imod Lapperne saadan i Norge, at den er som et slør, hvorigennem ikke de skarpeste øjne kan se, hvad der er bag det slør. Og dette slør har allerede gjort mange forhold usikre for Lapperne.

Nu er der ikke mere herligt for Lappen i Norge, da han er bleven som en fremmed hund, og fra den gang endnu værre, da Norge blev skilt fra Sverig. (s. 157-159).

36. Her nedenfor fortælles mere om Lapperne, og det er næsten om hovedsagen

Nu har Lapperne begyndt at tænke paa deres fremtid, og de ser nu, at renen kan ikke leve mere her paa disse Jukkasjærvi jorder og Karesuando jorder, da renlaven er forbi. Saa nu begynder Lappernes unge sønner at søge andre leveveje. Nok ved Lappen sin egen levevej, ejheller har han lyst til at opsøge andre næringsveje; men naar kronen har taget jorden fra Lapperne og givet den til bønderne, saa har kronen ikke mere magt over den jord, sletingen, og af den grund har Lapperne nu forstaaet, at paa den jord, hvor det er tilladt Lappen at opholde sig, der kan renen ikke mere leve, — thi der er det aldeles forbi med renlaven. For 40 aar tilbage har der endnu omkring Kattovuoma været smuk hvid lav, ja saa meget, at jorden var hvid, og da var der ikke mange sidaer i Talma ej heller i hele Jukkasjærvi sogn. Men da der begyndte at komme flere Lapper oppe fra Karesuando og Koutokæino, saa begyndte renlaven at tage af, lidt hvert aar, og naar der er mange lemæner, da æder ogsaa de megen lav, og paa den maade faar den ende; den vedbliver at tage af, hvor der endnu somme steder findes lidt. Herpaa er det et tegn, naar man regner 25 aar tilbage i tiden, hvilket er let at huske, da var der endnu godt med renlav i Talma og hele Jukkasjærvi sogn, og nu er alt, som det var brændt, saaledes at i de egne kan ikke de rener leve, som allerede er der, hvordan skal man saa tro, at de kan leve, som begynder at arbejde med rener for sig selv? naar de begynder at tænke paa det, da forekommer det dem som en umulighed, at en renhjord her kan formere sig yderligere, naar ikke de, som er her nu, kan leve, for de ovennævnte grundes skyld, fordi kronen har taget jorden fra Lapperne og givet bønderne alle sumpene og det tørre land. Og endnu værre er det med den jord, som er delt land mellem Finnebyerne; hvor der er saadant skatteland, der har de fastboende størst magt over deres skatteland, og det er Lapperne nødt til at købe, hvor meget end gaardfolkene forlanger; og saadan bliver det fremdeles med skatteland i Jukkasjærvi sogn, endskønt det er Lappernes land, saadan som det ogsaa har været Lappernes land overalt længere nede lige fra Haparanda og hertil; men da har kronen stadig taget fra Lapperne og givet til gaardfolkene, og den har fremdeles flyttet grænsen, indtil landet nu er blevet saa lille, at Lapperne ikke mere kan bjærge sig. Nu skal kronen aabne for Lapperne, hvad den har lukket, om den vil, at Lapperne skal leve med deres egen næringsvej, eller ogsaa maa den give dem en eller anden slags livsophold, for at ikke Lapperne skal blive pint altfor haardt. Og jeg, som skriver, kender alt dette, jeg behøver ikke at spørge nogen som helst om det, og jeg kan vise, at det er sandt, om det gøres nødigt.

Nu kan jeg nok tro, kronen ser, at Lappen er som et uægte barn blevet forbigaaet; men ejheller kan den tage tilbage hvad den har givet gaardfolkene. Nu er det tungt at hjælpe Lapperne, saadan at mulig alle kan leve af rener, de som er nu, og de som vokser op. Og om Lapperne saa, at de mulig kunde leve flere, saa giftede de sig i en yngre alder og formerede sig; men da de ser, at der ikke kan leve flere Lapper, naar de ikke fra anden kant kan faa livsopholdet, saa bliver de nødt til at leve uden at formere sig, ugifte og uden børn; men ogsaa heri er lidelse, naar legemets krav skal undertrykkes, og hjertets kærlighed tilintetgøres. Og det forstaar enhver, som tænker over den sag. — Og vi ser andre folkeslægter, hvordan de vokser og fylder, heroppe i Sverig ogsaa, saadan at de rejser til Amerika i tusindvis om aaret, ja jeg mener, der gaar 10,000 fra Sverig og Norge. Og Lappen, som her har været det første folk, han har ikke formeret sig videre; man har ikke hørt, at Lappen er rejst til Amerika eller er bleven bonde, og dog er de endnu ikke døde af sult, endskønt de er indeklemte mellem Sverig, Norge og Finland. (s. 160-161).

__________________________

---

Fodnoter: