Lappernes liv - Om fangstlære

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

III.
Om fangstlære

37. Om ulvefangst. At dræbe ulve ved skiløbning

Ved skiløbning dræber man saadan, at man gaar paa ski, naar sneen er tyk og bærer skierne, naar det er en let og hurtig Lap. Og naar man har indhentet den, saa slaar man den med staven i hovedet eller i nakken under ørerne og over haleroden eller paa snuden lige paa den sorte næsespids, der er den meget ømtaalig. Andre steder føler den ikke, selv om man slog aldrig saa haardt. Men hurtig skal den være, som ikke slipper sin stav og sine skier, ulven er meget slem til at snappe staven med munden, den snapper ogsaa i skierne og rusker saadan, at man slynges af skierne, og naar man falder af skierne, da springer ulven paa og bider, hvor den faar fat; men Lappen har kniven som tilflugt, han griber kniven og stikker øjeblikkelig; dog kan den nok komme til at bide et eller andet sted, somme tider værre og somme tider ikke saa slemt. Der er et raad, naar ulven har snappet i armen, saa skal man stikke haanden i ulvens gab lige ned i svælget og saa klemme den nederste del af svælget, saa kan ulven ikke bide, og med den anden haand skal man stikke med kniven, og nu er der ingen fare. Men hvis ulven naar at faa fat med tænderne i en fod eller midt paa armen — i albuen er det farligt, hvis ulven faar fat der — saa bider den, igennem armen gaar tænderne, og om den faar fat i et ben, saa er det ogsaa meget farligt, naar man der bliver bidt af ulven, som har saa lange tænder, at de naar igennem benet, og saa stivner benet, saadan at det ikke kan bøjes. Det er ofte hændet, at de er blevet bidt saa slemt, at de næsten døde, meget syge blev de i hvert fald og længe, undertiden en maaned og undertiden hele vinteren, og mærker bliver der saaledes, at de varer saa længe, som han lever. — De har ogsaa brugt en spydstav; men derfor kan ulven nok komme til at bide, endskønt det jo er en stor hjælp, naar man har en spydstav. — At løbe paa ski efter ulven er det allerværste til at tage folks sundhed. Der skal man løbe paa ski saadan, at blodet kommer i munden, og man ophedes saadan, at man er nødt til at blotte brystet helt nøgent. Og naar man har løbet paa ski langt hele dagen, da er man saa svedt, at alle klæderne mod huden er vaade, og saa er man træt saaledes, at det ikke er godt at orke tilbage. Men naar man træffer at komme langt ind i skoven, og der saa er tyk sne og passende, ikke altfor haard, ejheller altfor blød, og der ikke er spor i retning af højfjældet, da er det undertiden saa let at indhente den; hvis man bare ikke bliver bidt, indhenter man den straks. — Og naar ulven er indhentet, saa tuder den og spærrer gabet saa vidt op, at det kan rumme om det saa var et menneskehoved, naar det er af den store slags. Og naar det er et frygtsomt menneske, saa bliver han bange og vender om. Men der er et raad for et svagt menneske, naar der er træer paa stedet, han fanger ulven med lassoen, og saa slynger han den op i et træ, og da naar ulven ikke at bide lassoen over; men han skal være hurtig. Og med den kunst kan nok et svagt menneske ogsaa dræbe ulven. — Men naar det er en modig mand, saa naar han kommer i nærheden, da raaber han til ulven: «Far nu ikke mere, du slipper ikke længere!» Og saa vender ulven sig om øjeblikkelig og gaar frem og tuder og gør og spærrer gabet saa vidt op, som den kan; men naar det er en dristig mand, saa frygter han ikke, paa hvad maade den end skaber sig.

Men det er den allerværste, som lægger ørerne tilbage og bevæger halen; dog, er han modig og hurtig, da har han i beredskab to stave, og den ene stikker han i ulvens gab, og med den anden slaar han. Og naar han har faaet den halvdød, saa begynder han at mane og bande og siger: «Du har ædt mine trækrener og mine renkøer og æd nu fremdeles, forbandede sæd! vov du nu at vise tænder, men du skal heller ikke mere, forbandede afkom! æde mine renkøer og trækrener. Sidste nat har du sønderrevet min bedste køreren, Birru, Bærkalak, Helvede, Satanas, Gavflab, Langtand! men du skal heller ikke mere sprede min hjord, forbandede sæd. Hvis du ikke selv har dræbt mine rener, saa har dog din bandlyste slægt gjort det!» Og saa slaar han igen som lynilden og stikker den ogsaa samtidig.

Men nu er det svært at faa den ved skiløbning og vanskeligt paa enhver maade, da renerne er øgedes saadan, at de er overalt paa højfjældet hele vinteren og ved trægrænsen i dalene, saadan at ulven kan faa rener saa mange, den lyster. Og derfor behøver den ikke at søge føde i skoven; ja selv om den ogsaa gik ned i skoven, saa er den heller ikke i nød der, da der er spor overalt. Hvis man gaar ud paa ski, saa er der frosne renspor overalt, saa at man ikke finder saa megen hel sneflade, at man mulig kunde indhente den ved skiløbning. Og saadan er det ligeledes slemt at fange den med andre fangstmaader, da der er saa mange mennesker og rener her i Jukkasjærvi sogn. Aar 1908 gik ulvene ned i de sydlige skove, og folk løb paa ski overalt, hvor de fremdeles kom; men de fik dem ikke, da hele egnen var opsparket frossen sne. Blandt hjorder og mennesker kan man ikke jage. Men afsides er det bedste; hvis der mulig var en sida afsides fra de andre sidaer, og der var godt bete, saa kunde man nok faa den; hvis der ikke er ubevogtede rener paa højfjældet, saa er den nødt til at krese kun om den samme sida. Og naar det er en saadan jæger, som kan fange med saks og med gift, saa skal han nok faa ulve og ogsaa andre dyr, jærver og polarræve og ræve. — Ulven skal man fange med saks og paa sporet. Ulvens eget spor er godt; men man skal vælge et saadant sted, hvor den er gaaet lige ud og i spring, for at den ikke skal lugte saksen, naar den farer hurtigt afsted. Saksen spænder man saaledes: først gør man et hul af den størrelse, som saksen har, og saa skal man anbringe den lige der, hvor den træder, og dække den med (tynde flade) fyrrespaan og med sne atter dække spaanene. Og de skal dækkes saa fint, at det ikke kendes, at sneen er rørt. Og ens egne spor skjuler man saadan, at de ikke er synlige nogen steder; man skal kaste den fine sne opad, og naar den falder ned, da er det, som om det havde nylig sneet, og saa først ved den kunst dækker man alle menneskespor og saksen, og da mærker vilddyret intet, saa gaar det let i saksen. — Og paa et slædespor er det ogsaa godt, naar der har gaaet rener og igen bagefter folk med slæder. Og den spændes paa samme maade der ogsaa, som ovenfor er fortalt.

38. Her fortælles om fangst med gift

Fangst med gift er igen saaledes: Naar ulven har dræbt en ren, og om den dertil har skjult den, saa har den til hensigt at komme og æde senere. Og naar man giver sig til at fange, saa skal den tilberedes i det renaadsels sted, som den havde skjult. Og det gør man saaledes, at man tager hele aadselet bort og i stedet lægger man kødstumper i alle retninger paa aadselets plads, og der skal saa mange kødstykker, som man mener, der har været ulve der, da de dræbte renen. Og ind i de kødstykker skal giften. Og en anden maade er det, naar man kommer giften ind i en hel renkrop. Og om ulvene kommer og æder den, saa dør de allesammen. Men i saksene gaar der ikke mere end en ad gangen, og den er slem til at forskrække de andre, som ser, hvordan det gik den ene. Den gift skal være den, hvis navn er stryknin. Den som begynder at bruge gift eller tilberede den, han skal passe paa, at der ikke er saar eller rifter paa hænderne, det er farligt, hvis der kommer gift i et saar. Og under flaaningen er det ogsaa farligt, hvis man har saar, og man skal passe paa, at lugten ikke kommer i næsen. Og under tilberedningen skal man passe paa, at der ikke falder gift paa klæderne eller nogen steder paa saadanne ting, hvor mulig et eller andet dyr kan æde det. — Og denne tilberedning skal laves paa mange maader. Hvis man kommer den i kød, saa skal kødet være halvt frosset, og saa gør man et lille hul med kniven, og saa kommer man giften der i, enten det er i en hel ren krop eller i kødstykker.

Og man kommer den i det bare fedt ogsaa, det er ulven begærligere efter; men den er lidt værre til at kaste op; men deri skal man komme rigtig fintskaaret bly, saa det ikke er let at kaste op. Og man kan komme giften i talg ogsaa, i saadan lysetalg er den let at tilberede. Og der skal først gøres en udhuling, hvori det er nemt at helde giften, stadig en portion ind i hvert agn. Man skal lave en form saadan, at man tildanner enden af en pind, som man stikker i den smeltede talg og trækker den igen ud, og naar den er kold, saa stikker man den igen i fedtet, indtil den er bleven saa stærk, at den kan taale, at man tager den af og kommer giften i. Og naar man har anbragt denne, saa skal man trykke en klump fedt for aabningen og saa gøre en traad fast i agnet og saa igen lade det gaa ned i fedtet og blive ved med det, indtil det bliver saa stærkt, at det taaler, at man færdes med det. Men den traad skal være fin rulletraad. Og det gør man til alle dyr; dog til ræven skal det være det mindste, den tør ikke æde stort agn; men ulven og jærven synes om at finde store stykker, den sluger det hurtigt. Ræven gaar ikke i agn-saks, ejheller ulven; men jærven og polarræven og maaren de gaar i agn-saks. Agn-saksen spænder man, og i snoren binder man kødet, og saa stiller man den mod en sten eller mod et træ, og den dækkes med sne ogsaa, kun lokkemaden anbringes udækket. Agnet skal helst være fedt eller kød. — Polarræven er god at fange ved hulen, den benytter hulen hele vinteren paa højfjældet. Og naar det er et lemming-aar, saa lever den ved at opholde sig paa eet sted. Og naar den bor i hulen, saa gaar den om natten i vildmarken, og om dagen kommer den til hulen. Og naar saksen er dygtigt spændt foran hulens dør, saa er det den sikreste fangst, hvis de ikke er skræmte; men hvis de er skræmte, saa skal man spænde den med snor foran hulens munding, saa gaar den nok i. Men saa skal man ikke lade den være længe uefterset, den plejer at brække benet over, naar den længe er uefterset; men smækker den om halsen, da kvæles den hurtigt. Men om den højre fod brækker oven for knæet, saa dør den jo; men hvis venstre fod brækker, saa lever den og gaar til højfjældet saadan, at man aldrig finder den. Og saadan er det med alle andre dyr ogsaa, de dør af det højre ben; naar det brækker over foroven, da brister hjærteaaren, og blodet rinder saadan, at de dør. — Ogsaa maaren gaar i agnsaks, og for den anbringer man ogsaa saksen foran indgangen, den gaar ind i moræner. Og odderen fanger man ogsaa med agn-saks; men der skal en fersk fisk som lokkemad, og til den skal der en stærk saks, samme slags som til jærven og ulven. Ogsaa fanger man den paa sporet med skjult saks.

39. Om ulveyngel

Ulven yngler paa de samme tider som renen — kun en uge senere. Og den yngler i tæt krat og gør et hul i sandet lige som ræven og yngler der. Og den vælger den ujævneste egn, hvor den yngler, og under klippestykker yngler den ogsaa. Og naar man giver sig til at søge, saa skal man passe paa, hvorhen sporene gaar, og hvorfra de kommer, og om man dertil har en saadan hund, som sporer, saa finder man dem jo lettere. Og ulvens unger vokser ikke altfor hurtigt til, dem indhenter man lige indtil slutningen af hømaaned (august); men naar man har en god hund, kan man nok indhente dem, selv om de ogsaa er større.

40. Om jærvfangst

Jærven yngler ved Mariedagstid (25. marts). Og den yngler inde i en moræne, hvis der findes en moræne paa det sted, hvor jærvens ynglested eller tiden kommer. Og naar der ikke er en moræne, saa gør den et hul i jorden eller i sneen eller under en fyrrerod. Den yngler heller ikke ofte i en snebar moræne, men hvor der er tyk sne. Jærven yngler ikke paa dagsiden (syd) af bjærget, men paa natsiden (nord), hvor der er tyk sne. Og naar dens unger begynder at løbe, saa drager den om fra sted til sted i 5te maaned. Og ræven begynder ogsaa at drage rundt den 15/5. Og jærven har 2 og 3 unger.

41. Fortælling om, hvordan man skal faa jærvens unger, naar den begynder at vandre omkring

Naar jærven drager afsted, saa fører den dem op paa fjældet, og det er let at spore den, hvor den fører dem hen; dog hvis man ikke har hund, saa er den vanskelig at indhente; men naar man har en hund, saa indhenter den dem straks, og mennesket indhenter dem ogsaa, da hunden opholder den. Og hunden er ogsaa en hjælp der, da den følger sporet, selv om det er snebar mark eller sneskorpe. — Og ved denne sporing finder man ulveungerne ogsaa (hvis ulven kommer i tanker om, at der er folk i nærheden, saa fører den ungerne bort). Og naar den finder dem, saa begynder den at gø, og hvis den finder ulven selv, saa begynder ulven at forfølge hunden og gaar selv der hen til den side, hvor ungerne ikke er. Og saa kan man gætte sig til, at der henne er ungerne, hvor den kom fra. Og saa er det ikke andet end at tage ungerne. Men hvis de er i en moræne, saa er det slemt at finde dem, ungerne springer imellem stenene, og somme sten er saa store som huse. (s. 166-167).

42. Mere om jærvfangst og om rævefangst

Naar jærven er i færd med at æde en ren, som er død, eller som ulven har dræbt eller jærven selv, saa skal man spænde saksen paa jærvens eget spor; og naar man har spændt den paa samme maade som for ulven og er færdig, saa skal man med sneskovlen kaste sneen op, og naar den sne falder til jorden, saa er det som om det sneede fra luften, og saa bemærker ikke et eneste vilddyr, at der er friske spor. Og det skal man gøre for alle vilddyr, naar man har spændt og dækket saksen.

For ræven skal man paa samme maade ogsaa spænde og dække saksen; men man skal ikke gaa over rævens spor nogen steder, naar man har til hensigt at spænde saks. Og saksen skal skrabes helt ren for rust, og saa gnides med enebærgrene og med den slags jord, hvor man har i sinde at spænde saksen. Og man skal ikke røre ved jærnet med bare hænder, det skal være rene vanter, ej heller skal de være vasket med sæbe. Ejheller skal man have dem i kisten, hvor (lugten af) den megen medicin hænger ved vanterne. Og ny skindvanter er endnu bedre, naar de er aldeles ny. (s. 167).

43. Om at kælve og at yngle

Renen kælver ved Valborgstid i det tidligste, naar den om efteraaret har været i kraft. Og ulven yngler ogsaa — den tidligste — paa samme tid. Og ulven har fra 3 til 10 unger. Og polarræven yngler før Eriksdag (18. maj). Og polarræven har ogsaa mange unger, fra 5 til 12. Og jærven yngler ved Mariedagstid, ræven lidt senere, og ræven har 5—9 unger, og saadan som det træffer. Og bjørnen har 2 og 3 unger. Og elgen kælver ogsaa tidligt, som den tidligste ren. Og maaren yngler paa samme tid som hvidræven. Og ørnen og høgen yngler ogsaa lidt efter Mariedag. Og ryperne yngler mellem Eriksdagene (18. — 29. maj) og senere, og fjældrypen endnu senere. Og nogle af vandfuglene er ogsaa senere. (s. 167).

44. Om elgjagt

Ved elgjagt skal man ogsaa passe paa, at man ikke taler, ej heller skal man gaa grimt, saadan at man knækker grene eller gaar imod træerne; den har øren og næse, den hører og lugter, og saa frygter den. Men den er saa klogt et dyr, at den lever blot, hvor der er tæt skov, og den er vanskelig at se. Maaske var det bedst at vogte den paa det sted, hvor den holder til. Men det vilde være bedst, om man mulig havde en elghund, med den fik man den nok hurtigt. (s. 168).

45. Om bjørnefangst

Naar man ser, hvor bjørnen er, saa gaar man og lister, og saa forsigtig skal man liste, at man ikke engang maa knække en kvist. Og man skal liste med(!) vinden, for at den ikke skal faa færten. Og naar han er modig og ikke frygter, saa skyder han den som en rype; men hvis han ikke skyder den død, saa er det farligt, saa bliver den jo vred og springer paa ham; men saa skal han løbe til siden fra det sted, hvor han skød. Bjørnen springer der hen, hvor den hørte bøssen knalde, og naar den kommer derhen, hvor den hørte bøssen knalde, saa staar den og ser, hvor han er, og hvis den da ser ham, saa sønderriver den ham øjeblikkelig; men naar den ikke ser ham, saa gaar den sin vej, hvis den ikke har faaet dødssaar. Og det har man ogsaa hørt, at naar bjørnen er anskudt, saa kan den ikke mere dø, det er, som var den kuglekyndig, naar kuglen kommer, saa snapper den kun med munden der, hvor kuglen kommer, og selv om blodet sprøjter ud der, hvor kuglen rammer; men naar den snapper med munden, saa standser den blodet og tager smerten bort. Det har bjørnejægere set aldeles tydeligt. Men med denne tids bøsser er det ikke saa farligt som med fortidens bøsser, som man ikke fik ladet saa hurtigt som nutidsbøsserne, hvilke lades fra den bageste ende af bøssepiben, og som kaldes et gevær. —

En fangstkunst til bjørnefangst: man skal have et spyd, hvormed man stikker bjørnen, og det skal stikkes paa den maade, at spydet skal være skjult under armen og spydskaftet der langt omme bag ryggen, og naar bjørnen gaar løs paa en, saa skal man kaste sig bagover, og saa falder bjørnen i spydet, og saa skal man dreje den rundt og drive spydet ind i bjørnen og trykke den mod jorden. —

Undertiden finder man bjørnen, naar den er gaaet i hi for at sove. Den faas saadan: naar man om efteraaret paa den første sne bemærker bjørnens spor og saa gaar efter det, indtil den begynder at danne sporet bugtet, saa skal man gaa uden om. Og naar man er naaet rundt om sporet, saa skal man lade det være saadan den dag, og næste dag begiver man sig afsted og gaar igen uden om sporet. — Og naar man er kommen rundt om det dyr, som man er ved at fange, da er det dyr meget tryggere eller modigere, det kan man meget bedre komme til at skyde. — Og hvis den ikke er gaaet sin vej, saa sover den der, og saa skal man gaa rundt indenfor hver gang, indtil man ser, hvor aabningen er der, hvor den er gaaet ind. Og saa skal man lade den være, og atter gaa efter en uges forløb for at undersøge, og saa skal man sætte mærke foran aabningen, for at man kan se, om den endnu er derinde, naar man senere kommer for at dræbe. Og naar sneen er bleven tyk, saa skal man gaa at dræbe, og saa skal man være tre, to stikker stænger korsvis foran bjørnehiets døraabning, og den tredje skal være beredt til at hugge i hovedet, naar bjørnen kommer ud for at se, naar de kalder den ud. Og naar den stikker Hovedet ud, saa undersøger den, hvor mange de er, og hvis man da ikke naar at hugge, saa er bjørnen, naar den for anden gang kommer ud, som ild, saa naar man ikke mere at hugge. Men da, naar den første gang kommer for at undersøge, da er det let at se sit snit, hvis man da ikke er altfor frygtsom. Og de mænd med stængerne er der, fordi de skal holde, saa bjørnen ikke slipper ud saa hurtigt, før den er hugget i hovedet, saa slipper de den jo ud, og naar den lige er sluppen ud, saa dør den. Og saa flaar de den og tager mange lægemidler af bjørnens krop. Galden er god for hjertesygdom og for saar og fremdeles for anden indvendig daarlighed. Og luftrøret er godt dertil, naar der kommer svamp (hos smaa børn), saa skal mælk heldes igennem det tre gange, og saa drikke det. Og bjørnefedt er særdeles god senesmørelse for gigtdaarlighed og for sting og for vabler. Bjørnen fanger man ogsaa med snare, og den bliver hængende, naar det er en, som kan sætte snarer. Snaren skal være et kvarter oppe fra jorden, og saa hænger den fast deri. Og den har tænder; dog bider den ikke rebet over, men kaster urin paa rebet, og saa prøver den stadig at sønderrive rebet der, hvor urinen har brændt rebet. Og der behøves ikke lang tid, før det er blevet skørt, saadan at det brister. Men den, som fanger, han skal efterse snaren ofte. Og paa den maade er der dræbt mange bjørne. Og rebet skal være barket, for at bjørnen ikke skal lugte rebet. Og man skal lave et gærde paa tværs der, hvor bjørnen plejer at færdes og saa der aabningen som en ring og deri snaren. (s. 169-169).

46. Og den fangstmaade at drikke bjørnen fuld

Man skal vide, hvor bjørnen færdes. Saa skal man komme brændevin i en blaa lerskaal ind i en enebærbusk eller ind mellem dværgbirkene. Og naar bjørnen kommer til de steder, saa lugter den det langt borte allerede og gaar straks for at søge. Og naar den finder det, drikker den det hele, hvor meget der end er. Og da bliver den saa fuld, at den ikke sanser noget som helst, og den hviner og gebærder sig paa alle maader. Og da hører man det langt borte. Og man gaar i morgen- og aftenskumringen for at lytte, og naar man hører den, saa gaar man og skyder den, da hører den ikke ej heller vejrer. Og den kan endogsaa drikke saadan, at den besvimer. Og der er det ogsaa, naar den een gang finder brændevin og drikker og bliver ædru igen, saa giver den sig meget ofte til at søge. Og det er overmaade let, naar man har faaet den een gang til at drikke, saa sætter man igen og giver sig til at vogte, den skal nok komme jævnlig for at efterse, ej heller gaar den langt fra de steder, hvor den har fundet brændevin en gang. — Renerne skræmmer ogsaa bjørnen fra dens sovested om vinteren. Og da kan de, som har bøsser, nok faa den; men uden bøsse faar man den dog ikke selv om vinteren. Men det kan ogsaa gaa saadan, at man jager og skyder med daarlige bøsser; thi naar det er en altfor lille bøsse, kan den nok beholde livet og rømme og da gaar den til højfjældene, og saa taber man sporet. Højfjældet har ogsaa været fæstning for mange i fortiden og er det endnu for en og anden. Naar Lappen frygter, saa gaar han tilfjælds, og da finder man ikke noget som helst der oppe. Der er det raad, at man gør et hul i sneen og gaar der ned og dækker aabningen. Og der nede er meget lunt. Og dette gør han ofte, naar han er paa højfjældet og ikke naar til koterne, og det bliver snefog. Og naar de er ved at vogte hjorden, da gaar de ogsaa ned i sneen, naar det er koldt, men ikke helt, kun fødderne stikker man ned i sneen, og der er meget varmt. (s. 169-170).

47. Om bjørnen

Bjørnen er et mærkeligt Dyr, som lever uden at æde hele vinteren. Og den bliver ikke vred paa det menneske, som kommer hen til den og ikke vil gøre den noget. Den har lovet, at den ikke vil gøre den noget, som kommer til den i hiet, selv om den tog hovedet af Savolačen, da han begyndte at binde den og kradsede dens øjne med krumme fingre, derfor blev den vred og tog hovedet af Savolačen. Og Savolačerne er nu ogsaa en egen slags folk. Men andre, som kommer til bjørnens kote, undertiden flygtende for Ruošaerne, dem gør den ikke noget, dem bliver bjørnen ikke vred paa, selv om de blev hele vinteren. Og jeg har hørt, at en pige har opholdt sig en hel vinter i bjørnens kote, og Uldaerne fødte pigen ogsaa. — Bjørnene og Ulda bor sammen om vinteren, Ulda bringer føde til bjørnen, og bjørnen kan ikke leve paa anden maade end, at Ulda føder den — og hun sov særdeles godt den vinter lige som bjørnen. Og bjørnen var en han, og den besvangrede pigen. Og det barn var en dreng, og den ene haand blev en bjørnelab, og den anden en menneskehaand. Og den haand havde han aldrig utildækket. Og en mand vilde, at han skulde vise den frem, skønt han sagde, at han ikke kunde vise den, det var farligt, dog det menneske troede det ikke, men vilde han skulde vise den. Og saa endelig fremviste han den. Og da han afdækkede den for manden, saa kunde han ikke styre sig, men sønderrev mandens ansigt. Og da saa folk, at det var sandt, hvad han fortalte om sin haand. (s. 170-171).

48. Den farligste jagt

Naar man giver sig til at forfølge bjørnen og følger efter sporet, da er det farligt paa den maade, at naar bjørnen opdager, at folk er efter den, saa gaar den og danner et bugtet spor, og saa gaar den og lægger sig ved siden af sporet, og naar man kommer langs sporet, saa vogter den ved siden af sporet, og da anfalder den og river mennesket ihjel. Og dette er hændet ofte, naar folk er gaaet for at følge sporet.

Fortælling om et menneske, som gik for at forfølge bjørnen om foraaret og indhentede den mange gange og saa den stadig ikke, og saa skræmte han den, og bjørnen blev vred og gik ind under en snedrive, som hang ud over en lille elv; og da manden gled paa ski over snedriven, saa anfaldt bjørnen og sønderrev ham paa stedet, han naaede ikke noget som helst, og bjørnen rev huden af ansigtet helt over hovedet, og benene rev den lige til begge sider. Og det menneskes navn var Maunos. Og den lille elv har endnu det navn, salig Maunos'kløft eller -elv. Og det sted er i Norge østen for Raisa, østsiden af Malesjokka, sydsiden af den lille elv, hvis navn er nævnt ovenfor. Og det ligger ikke mere end 80 aar tilbage fra 1908. — Bjørnens lov er saadan, at hvis bjørnen dræber et menneske, da faar den ikke ro til at sove om vinteren. Og det har fortidens Lapper forstaaet, at bjørnen har samvittighed; og for det andet, hvis Uldaerne er dens forsørgere om vinteren, saa vil de ikke tage sig af den mere, naar den har besmittet sig med menneskeblod. Og en anden begivenhed var paa de samme tider, og samme slags hændelse er forefalden i Karesuando.

Da Lapperne i Karesuando øvre kirkeby fandt bjørnens friske spor, saa gik de for at opspore den. Og de var 7 Lapper; og deres anførers navn var stærke Morto. Og de havde ingen bøsse ejheller et spyd, men en økse havde de hvormed, de tænkte at dræbe den, da det var sneskorpe saadan, at sneen ikke bar bjørnen, men folk bar den som ryper. — Og da de fandt bjørnen, saa anfaldt den, da den vidste, at de ikke var brødre, hvilke bjørnen frygter værst. Den ved, at de hjælper hinanden; men naar de ikke er brødre, saa ved bjørnen, at de er mere bange og efterlader een til at bides ihjel. Og derfor angreb den dem, skønt den saa, at de var mange, og da den dertil saa, at de allerede skræmtes bort. Men stærke Morto var ikke bange, og endnu een, som skulde komme Morto til hjælp; men han turde ikke, dog flygtede han heller ikke bort, men saa til, hvordan det gik. Og bjørnen for paa Morto, og Morto sagde: «Tag livtag»! Og saa begyndte bjørnen at tage livtag, og bjørnen truede til at blive vred, da Morto var saa stærk. Og saa gav bjørnen sig til at bide; Morto sagde til bjørnen: «Brug ikke hundekunster!» Og saa tog de livtag, og Morto raabte sin fælle til hjælp. Og da bjørnen hørte det, saa gik den hen til karlen og snappede ham og traadte et stort hul i sneen, og saa lagde den knøsen ned i hullet og dækkede med sne. Og han gjorde ham ikke noget som helst andet, dog rørte den med spidsen af en klo ansigtet lidt. Morto turde ikke gaa bort, skønt han saa, at nu kunde bjørnen jo gøre, hvad den lystede Og da bjørnen var færdig med drengen, tog den igen fat paa Morto, og saa tog de atter livtag; og da fik bjørnen Morto under sig, og saa anstillede Morto sig som død. Og da slap bjørnen og gik et lille stykke og kom igen for at føle sikkert, om han var død. Og den følte med snuden til næseborene og følte under armene. Og manden gjorde sig saa død, han aandede ikke det mindste, medens bjørnen var ved at undersøge. Og bjørnen følte med snuden til bagen ogsaa; men da manden ikke rørte sig, saa troede den, at død det er han, og saa gik den bort. Og da den gik, saa den stadig efter, om han rørte sig. Og da den ikke saa ham røre sig, saa gik den sin vej. Og Morto blev liggende, indtil han saa, at bjørnen gik. Og saa gravede han knægten ud af sneen, og de to gik hjem. Dog havde bjørnen bidt næsen og læberne af Morto, saa tænderne sad bare tilbage. Men han levede jo længe der efter.

Og da en gammel bjørnejæger hørte, at bjørnen havde været der i nærheden — han havde dræbt mange bjørne, og han havde faaet navnet Bjørne-Mikkal — og da han drog afsted, saa forbød hans egen kone ham det: «Gaa ikke efter en vred bjørn, det er farligt.» Men den gamle bjørnedræber forstod ikke at frygte. Han drog afsted og gik efter sporet. Og bjørnen var gaaet ved siden af sporet for at passe paa, saadan som det jo er en vred bjørns skik. Og som manden gik langs sporet, saa idet den saa manden, anfaldt den ham og rev ham øjeblikkelig ihjel. (s. 171-172).

49. Fortælling om, da to mænd var gaaet for at opsøge «pelsgubberne»

Og de var stærke begge to, og den ene havde dræbt mange bjørne; men den anden havde ikke jaget bjørne før, han var bange og uøvet. Og da de fandt bjørnen, da var den saa arrig, at den anfaldt øjeblikkelig, og de løb om bag et stort fyrretræ, og bjørnen sprang imod fyrren og omslyngede træet med labberne eller forbenene. Og den gamle bjørnejæger holdt bjørnens labber fast og raabte: «Kom du og dræb!» men han kom ikke, han gik hjem. Og efter et døgns forløb gik han for at se efter. Og han saa, at hans kammerat var levende endnu, han mente, at han var dræbt. Og da han kom nærmere, sagde han, som holdt bjørnen: «Kom du nu og hold, her er ingen fare, bjørnen er allerede træt, og dens kløer er saa dybt inde i fyrren, at man kun behøver at trykke ganske lidt mod fyrren.» Og saa kom han og gav sig til at holde, og den anden sagde: «Hold nu, du ogsaa et døgn, hvis du ikke holder fast, saa bliver du ædt!» Og han turde ikke slippe, da den anden lod ogsaa ham holde lige saa længe, som han selv havde holdt. Og da et døgn var forløbet, saa kom han og dræbte bjørnen. Og saa spurgte han: «Er det godt, naar den ene lader den anden alene i livsfare?» (s. 172-173).

50. Fortælling om, da bjørnen anfaldt en mand

Han var ene, og han løb om bag et fyrretræ, og bjørnen omslyngede fyrren, og saa hængte kløerne fast i træet, og den mand huggede begge bjørnens labber over. Og bjørnen rev sig løs og drog afsted paa to ben, og manden løb efter den og huggede den i hovedet, og bjørnen faldt til jorden og døde. Og han fik den med en økse, og det har man ikke hørt før, at nogen har dræbt pelsgubben med en økse.

I Fauras-orda var der meget græsrigt og smukt efter folks mening, og derfor kaldtes det «den smukke skovrand». Og der var meget af alle slags græs og syre. Og der levede mange bjørne. Og der var det farligt for syresamlerne; men naar hundene var med, saa frygtede dog bjørnene. Naar bjørnen angreb, saa gav hundene sig til at snappe bjørnen i bagen, og saa maatte den skræmmes. Engang var der gaaet een op med en syrebyrde, og saa kom bjørnen ad stien foran. Og mennesket orkede ikke at løbe med den tunge byrde, han lagde sig bøjet ned paa stien. Og bjørnen havde ikke set, at det var et levende menneske, den vandrede rundt om ham og snuste alle steder og den snuste ogsaa til bagen, og manden slap en vind, og bjørnen blev forfærdet og sprang bort; og da den var kommen lidt afvejen, saa kom en anden bjørn, ogsaa den snuste og vandrede langsomt omkring, og saa aabnede den mandens byrde — syren var samlet i en afslidt stiv skindpels. Og da bjørnen kradsede med kløerne, aabnede den sig, og da blev bjørnen saa forfærdet og sprang afsted og for til skovs, som en sten falder ned, det var i en bragen og knagen. Og da manden hørte, at den gik, saa drog han af og gik hjem. Men han var endnu bange, da han kom hjem, saa vidskræmt var han. —

Bjørnen har 1 mands sind og 9 mands styrke, og derfor frygter den ikke mange mennesker, men for to brødre frygter den, fordi en broder ikke elsker sit eget liv højere end broderens liv. (s. 173-174).

51. Fortælling om ulven

Ulvens sang begynder saadan:

Over ni dale springer den i en skumringstime —
voia voia, nana nana
over ni dale gik den i en skumring —
voia voia nana nana.

Ulven har Bærgalak (Djævelen) gjort — Ibmel (Gud) blæste liv gennem næseborene — og derfor vil ulven blot gøre ondt lige som Bærgalak. Men ikke har den gamle djævel magt til at gøre noget færdigt, men ødelægge færdige ting havde han kraft til. Men han var den engel, som var Ibmels bedste engel, og Ibmel blev vred, da han begyndte at gøre noget, som ikke passede sig, og den gang gjorde han ulven ogsaa, og derfor har noaiden endnu kraft til at gøre folk til ulve. I gamle tider vidste de troldkyndige mange slags kunster; for ulven har der ogsaa været det raad, at de, naar de fandt et friskt ulvespor, saa skar de med kniven det spor i firkant lige under sporet, og saa skal man vende sporet tre gange i den retning, ulven er gaaet, og sige: «Jesus Kristus velsigne, juoksat, fremad, fremad over vand og land fremad, fremad!» — Men man skal ikke gaa over sporet, før man har læst dette. Og det skal siges ligesaa mange gange, som der er ulve. Ulven er saadan, at den kan forgøre kuglen, saa den ikke træffer, ejheller fænger det i bøssen; men derfor er det raad: man sigter først med kolben og saa der efter med løbet, og saa træffer man nok. Og ulven er ogsaa saadan, at den bringer folk søvn, naar man vogter paa ulven, naar den er ved boet eller ved et aadsel. Og naar renvogteren vogter hjorden for ulvens skyld, saa dysser ogsaa ulven dem i søvn. — Og ulven har en mands styrke og 9 mands sind. — Og den som rigtig skal jage ulven, han skal vide alle ulvens navne paa lappisk, de steder hvor ulven færdes, og dertil skal han tænke paa 9 slags fangstmaader, idet han giver sig til at jage ulven, og den skal han vente med til sidst, som han agter at anvende.

I fordums tid har noaiderne gjort tyve til ulve, og saadanne, som ikke kunde læse Fadervor udenad eller Herrens bøn paa tre sprog, saa kunde de forgøre dem. Og de som vilde dræbe mennesker uden nødvendighed og uskyldige mennesker, saadanne kunde noaiderne forvandle til ulve.

Og naar de lige havde faaet den færdig, saa havde de befalet: «Anfald nu renen, tag frisk kød!» Og saa anfalder den øjeblikkelig, og hvis han faar blod af renen, saa bliver han ulv. — Og de har gjort mange mennesker til ulve, og der er fundet mange beviser for det, saadanne beviser, at i en ulvs hudfolder (under flaaningen) har man fundet fortidens menneskers fyrtøj, staal og trøske og svovlkar og flint. — Og saadanne kan noaiderne endnu lettere forvandle til ulve, som har dræbt uskyldige mennesker, saadan som i fortiden, da mange Ruoša-Tsjuder strejfede om her og dræbte Lapperne og tog Lappernes ejendele, penge og rener og spiste disse, saa mange, som de behøvede. Og Lapperne var dengang nødt til at skjule sig i klipperevner ogsaa. Og dengang gik de ofte til Uldaernes boliger, og da Uldaerne vidste, at Lapperne var paa flugt, saa var de overordentlig gode og gav raad: «Sæt koterne under jorden, for at ikke Ruoša skal finde dem, og vi kan hjælpe eder og komme til at tale med eder,» sagde Uldaerne. Og endnu et raad gav de: «I kan gøre Ruoša til ulve, naar de har ædt eders rener raa ligesom ulvene». Og Uldaerne lovede hjælp. Og saa Gieddegæš-galggo (Engkonen), da hun nu hørte den sag, saa sagde hun til karlene, som gik i vildmarken og søgte rener til føde: «Naar I nu mærker, at Ruoša er i nærheden, saa skal I komme og fortælle mig det, og hvis der er rener nær ved, saa jag dem hen i den retning». Og da karlene havde mærket, at Ruoša var i nærheden, saa gik de straks til Gieddegæš-galggo. Og da de kom til Gieddegæš-galggo, saa gik hun til Uldaerne; hun var kendt med Uldaerne og vidste, hvor de boede og hvornaar man skal gaa til dem. Uldaerne sover om dagen, og om natten er de vaagne, da er det lyst for dem. Og da Gieddegæš-galggo var kommen til Uldaerne, saa lovede Uldaerne hjælp med det samme. Og saa bød Uldaerne: «Gaa imod Ruoša og befal saa: spring nu som ulv, se der, en ren, fang den, den har lækkert kød, I faar ikke rener paa anden maade». Og saa gjorde hun saadan. Og saa sprang Ruoša, og da der var rener i nærheden, saa anfaldt de de rener og fik renblod, og saa blev de ulve. Og saa gav de sig til at æde mennesker, og de var mange. Og da Gieddegæš-galggo hørte, hvordan sagen stod, saa gik hun atter til Uldaerne og spurgte om raad hos Uldaerne og fortalte, at det jo nok var gaaet saadan, som det jo skulde; men ulveflokken var begyndt at æde mennesker: «Hvad nu?» Uldaerne sagde: «Nok er der raad for det ogsaa». Nu gav Ulda hende en lille flaske og bød hende at hælde det paa ulvesporet og befale dem at gaa tilbage til Ruošariget, «hvorfra I er kommen». Og saa gjorde hun saadan, som Uldaerne havde befalet, og da hun havde gjort det, saa sprang ulveflokken og fo'r saadan, at røgen stod. Og de gik tilbage til Ruošariget, og derfor er der i Rusland saa mange ulve og saa slemme, at de æder mennesker. —

Og fra den gang begyndte folk at forfærdige koter under jorden, de folk, som Uldaerne raadede. Og Uldaerne bød at gøre grave, hvormed de kunde fange mange vildrener og bjørne og ulve og alle vilddyr. Og det gjorde de, og det var gode raad. Og Uldaerne gik ofte hos dem som gæster, og de var gode imod dem, som ikke bandede; men joigning synes Uldaerne om; og Uldaerne selv joiger ofte, og Lapperne har lært joigning af Uldaerne. Og de, som endnu kan blive ven med Uldaerne, saa er Uldaerne ogsaa nu lige saa gode; men nutidsmenneskene kan ikke mere gøre sig Uldaerne til ven, fordi de er begyndt at bande saadan, og saa er Uldaerne bleven vrede paa denne tids mennesker. Nu for tiden finder man ikke mere end lige en og anden, som er ven med Uldaerne. — Og de huller (i jorden) findes endnu som tegn paa, at det er sandt. Og fra den gang lærte Lapperne mange troldkunster, og den gang gjorde de stadig de slemme tyve til ulve, og derfor var der i fortiden ikke saa mange tyvelapper; men da noaiderne tog af, saa begyndte tyvene at tage til. — (s. 174-176).

52. Om Govka Vulle og ulven
For 40 aar siden.

Bjærget Davanjunje er højt paa østsiden. Og de var tre, han ogsaa, paa ski efter ulve, saa løb de op paa Davanjunje. Og da havde ulvene lagt sig i ring (som en hund, der vil sove), og det plejede at være deres hvileplads — og er det ogsaa endnu. Og saa fik de øje paa ulvene, og ulvene sprang paa østsiden ned fra det høje sted, og ulvene for ned ved at glide og styrte. Og Govka Vulle gled paa ski efter dem. Og saa snappede han fat i en ulvs hale og gled ned, og ulven trak ham i sin hale. Og da han kom under bjærget, saa dræbte han den som en hund. Og de, hans kammerater, de turde ikke gaa ned der; de mente, at han slog sig ihjel, og de gik uden om den fremhængende fjældskrænt. Og da de to kom, da havde Govka allerede flaaet skindet af den. Og paa det sted er ikke noget andet menneske gaaet om vinteren, saadan, at folk da har hørt det. Og han var nu ogsaa som et egern, saa rap i vendingen og saa hurtig til at løbe. — Skrevet aar 1908. (s. 176).

53. O. N. Svonni

Svonni løb paa ski i ødemarken, og han havde en spydstav med. Og da saa han, at ulvene gik over en sø. Og saa standsede han og ventede, til ulvene gik op paa bredden. Og da ulvene gik til søkanten, saa fo'r han efter. Og da han kom tilsyne, saa gik den største ham imøde og gik under et stort grantræ, og han skulde stikke den med spydstaven, men den ventede ikke, den sprang igen; og han blev vred. Og da den største jog igennem de andre, saa fo'r han ogsaa bag efter, og de andre sprang til hver sin side. Og da han indhentede den, saa stak han den store med spydstaven; og en anden var lige paa den modsatte side af den stores bag. Og denne anden anfaldt og bed ham i knæet, og den bed saa haardt, at tænderne gik igennem benet. Og saa stak han den i øjet saadan, at kniven gik helt ind i øjet, og saa slap han den og den sprang bort og begyndte at slingre. Og den anden ulv var endnu paa spydspidsen, han turde ikke slippe den, han var bange, at de begge to skulde falde over ham, og da havde de jo dræbt ham; men han trykkede spydstaven mod en busk, og den sprællede og skrabede der i dødskamp, og da er alle dyr slemme til at bide og ulven i særdeleshed, som er det mest hadefulde dyr, der findes her. Han slap den dog ikke, før han saa, at ulven mistede kræfterne; saa slap han den. Og da satte han sig der ved siden af; og saa stivnede hans ben, saa det ikke kunde bøjes, ikke det mindste, ej heller taalte han det, det blev saa smertefuldt ogsaa. Og saa tænkte han, at nu døde han der paa stedet. Men saa kom to Finner, som var ude paa ski efter de samme ulve, men de var bleven saa langt bagefter. Og de vidste ikke af hverandre at sige, men de mødtes her. Og da de hørte, han havde sluppen en ulv halvdød, saa vilde de afsted for at forfølge den; men Svonni slap dem ikke, han sagde: «Hvis jeg bliver ene tilbage her, saa dør jeg paa stedet.» Saa lovede de at hjælpe med hvad de kunde. Og han bad dem flaa ulven. Og da de havde flaaet skindet af, saa bad han dem aabne ulvens mave, og det gjorde de. Og saa bad han dem tage galden og skindstrimler. Og saa heldte han først galden i saaret og svøbte skindstrimlerne om benet over saarene. Og det tog smerten bort øjeblikkelig. Og da en lille tid var gaaet, saa ophørte pinen, og han forsøgte at bøje det lidt. Og i førstningen taalte han ikke mere end ca. en millimeter; og saa forsøgte han stadig lidt, indtil han fik benet rettet ud. Og da han fik benet rettet, saa prøvede han straks at gaa paa skierne. Og saa prøvede han, om benet kunde følge med skien. Og da begyndte det at bøjes og at kunne taale det. Og saa sagde han til sine kammerater: «I maa nok gaa efter ulven, jeg ser, at jeg slipper hjem.» Og Svonni drog hjem. Og da han satte sig paa bærbmed, og de saa begyndte at koge kaffe, saa før kaffen var færdig, da var hans ben som træ; det var slet ikke til at bøje. Og folk var nødt til at hjælpe ham derfra hen i loaiddo til en hvileplads. Og der laa han i tre uger, før han slap ud af koten. Og de saar føler han nok indtil døden. Og han lever endnu og er Lappernes politi (en slags sognefoged). —

En Lap løb paa ski efter en ulv, og da han indhentede den, saa skulde han jo til at slaa den; men ulven snappede i skierne og slyngede manden af skierne og bed en ski itu. Og saa snappede den i mandens arm og bed saadan, at haanden mistede kraften. Og han kom under ulven og kunde ikke engang faa fat i kniven. Og ulven fik fat i den anden haand og bed den ogsaa. Og saa fik han omsider fat i kniven, og saa stillede han knivspidsen mod ulvens side og trykkede den saa ind med sit bryst, og da skar kniven ind i ulven. Og saa slap ulven, og den døde rigtignok; men han havde ingen kraft i hænderne, slet ingen. Han havde ikke saa megen styrke i hænderne, at han orkede at stikke ulven, han var nødt til at trykke kniven med brystet. Og saa slap han dog halvdød hjem, men blev syg hele vinteren og var nær ved at dø. (s. 176-178).

54. En lykkelig færd

En Lap drog ud paa ski efter ulven (1898), hans Navn er Ruvdas Lasse; han lever endnu. Han løb paa ski efter en flok ulve, og han indhentede 6 ulve og dræbte dem blot ved at slaa dem. Og han havde naturligvis ofte dræbt ulve ved skiløbning. Ogsaa han havde nok engang faaet ulven over sig, og ulven havde snappet i hans haand; men han havde stukken haanden i ulvens gab, indtil han naaede svælget og saa klemt struben og med den anden haand stukken ulven, og han dræbte den, som var det en hund. (s. 178).

55. Om hunden

Hunden har ogsaa været et vilddyr, og den begyndte at finde det besværligt at søge føde i vildmarken, da den undertiden sultede meget, fordi den ikke fandt føde, naar ikke ulven var sammen med renerne paa samme sted. Naar ulven og renen var paa de samme steder, saa var der nok føde til alle vilddyrene, og da var alle vilddyrene forsamlede, jærvene, rævene og ravnene, ørnene og hundene; og da var der jo nok føde; men da var der jo ogsaa jag og frygt, og kom ulven og jærven, de to var stærkere, saa røvede de; og hvis den svagere ikke flygter bort, saa bliver den dræbt. Ulven dræber ofte svagere dyr: ræve, hvidræve, harer og hunde. Og hunden begyndte at tænke: «Jeg gaar til Lappen og tjener». Den huskede, da den engang var gaaet til Lappens sida i førstningen, da Lappen samlede sin hjord, og hunden saa til og hørte, medens Lappen samlede hjorden. Og da Lappen var i knibe, fordi han ikke kunde faa sin hjord samlet, saa fo'r han viltert frem og bandede og hylede, og saa kunde han gø som en hund. Og da hunden hørte det, saa begyndte den at gø og jog afsted i retning af Lappen, og saa skræmtes renerne og løb sammen i flok. Og saa syntes Lappen om hunden og vilde, at den skulde give sig til at være dreng hos ham, og dengang vilde han, at den skulde komme paa besøg, og han gav den suppe at drikke. Og hunden syntes om maden, og den saa i loaiddo mange ben og kødstumper og havde lyst at faa dem at æde, men den turde ikke, den var lidt bange for, at de skulde dræbe den. Den gik endnu ud i vildmarken og vandrede der ude og søgte føden der. Og den fandt et ulvespor og fulgte det, indtil den fandt, hvor ulven havde dræbt en hare, og den søgte der, men den fandt ikke andet end et forben, og det gnavede den. Og da den var færdig, saa gik den atter for at spore. Og saa fandt den et renaadsel, og der var mange andre dyrespor. Ogsaa der var et ben og knogler, og den tog det og aad det og bar med sig og gik derhen, hvor der var mange andre spor. Og den fandt derhenne, at der var en ræv dræbt og ædt saadan, at der ikke var andet end halen. Og den syntes nok om, at ulven ryddede den afvejen, den, som altid plejede at æde ethvert sted, hvor der var føde. Og da den sporede videre, saa fandt den, at dens fælle var dræbt og ædt, der var kun hoved og hale; men den kendte bestemt, at det var dens kammerat. Og saa begyndte den at blive ræd; «saaledes dræber den mig ogsaa». Og da den hørte ulvene komme, saa blev den bange og sprang uden ophold hen til Lappen. Og da den kom, saa sagde den: «Tag mig nu som dreng, jeg har ikke mere lyst til at være vilddyr». Lappen spurgte: «Hvad vil du have i løn?» Hunden svarede: «Jeg vil ikke have andet end suppen og hvad jeg kan snuse mig til, og ikke faa prygl, fordi jeg ikke kan arbejde mere». Og saa blev de enige, og hunden begyndte som tjener. Og det var overmaade godt for Lappen. Og saa lod Lappen hunden hente flere hunde. Og den hentede flere. Og en var saadan en hund, som vidste i forvejen, naar ulvene kom, og den fortalte til sin herre, at ulvene var i nærheden; og ejeren gav sig til at samle sin hjord og vogte den strengt. Og endnu er nogle hunde saadanne, som er vagtsomme og ved, hvornaar ulven kommer. Men nu kan ingen mere tale hundens sprog og derfor forstaar man ikke, hvad hunden fortæller; dog nogle hunde forstaar nok, hvad mennesket siger. — I gamle dage kunde alt tale, alle dyr og træer og stene og alt, som findes paa jorden, og saadan skal det tale paa den sidste doms tid ogsaa. — Men hunden har forlangt endnu en ting, at naar den bliver gammel, da skal man hænge den; man skal ikke paa anden maade dræbe den. Og man skal hænge den i en tynd snor, som hurtig snærer, for at den ikke skal blive pint. Og den, som hænger hunden ordentligt og har været ordentlig imod den, da hunden havde strengt arbejde og var træt, han faar god hundelykke. Og den, som ikke har gjort saadan, som de aftalte, han faar daarlig hundelykke. Og paa den yderste dag er hunden den første anklager — (59) og derefter de andre dyr, som har været i menneskets vold — mod dem, som har ladet dem arbejde altfor haardt eller paalagt dem tunge byrder og dertil slaaet. Og det stakkels dyr har ikke mund til at sige, at det ikke orker at trække; og derfor er den nødt til at trække og bære saa tungt ogsaa, at det næsten tager livet, og saaledes, at mennesket ogsaa hører den sørgelige lyd, hvilken undertiden er som et suk, i hvert fald saadan bedrøvelig lyd, som næsten gaar gennem marv og ben paa folk, naar det ikke er et altfor haardsindet menneske. Og det skal enhver huske, at de ikke er altfor haarde mod deres undergivne, det være sig mennesker eller dyr. — (s. 178-179).

56. Lidt om fuglene og rævene og musene, som vandrer over jorden

Alle er de omstrejfere, de, som her nedenfor navngives. Og lemmingen er anfører for de andre vandredyr. Naar lemmingen kommer her til dette Nordland, saa kommer efter den ræven og hvidræven og ryperne og falkene og uglen og fjældvaagen (boaimas, Archibuteo lagopus), hermelinerne og mange andre smaa rypeædere. Og naar lemmingen dør eller drager afsted, da gaar alle de andre dyr ogsaa, som ovenfor er nævnt. Og om dem ved man ikke sikkert, hvorhen de gaar. Men renen gaar der hen, hvor den ved, der bliver føde til vinter. Men om ulven ved man sikkert, at den vandrer, fra øst kommer den, og mod vest gaar den, hvis jærnbanen ikke kommer tværs for, den tør den ikke gaa over, næsten aldrig; men den gaar, naar det lige er en meget dristig ulv, og det er stærkt snevejr og snefog, og jærnbanen er standset eller strejke, saadan at vognene ikke gaar hid og did hele tiden. (s. 180).

57. Om rypen

En flittig rypefanger bjærger sig nok. Ryperne opholder sig først paa vinteren paa højfjældselvene mest og i det krat, som strækker sig ned fra højfjældet; men naar vinteren bliver kold, saa kommer de i de skove, som er nærmest højfjældene, og i dem opholder de sig den haardeste vintertid. Og i foraarsvinteren, naar luften begynder at lunes, saa flytter de igen op under højfjældene ind blandt de øverste træer.

Fjældrypen eller giron, den er meget mindre end skovrypen, ligesom Lappen ogsaa er mindre end alle gaardbeboere. Og Lapperne er bøjede og benene krumme, fordi Lapperne kommer til at fryse allerede som børn. — Fortidslapperne har været modigere end nutidslapperne, og nutidslapperne er mere dovne ogsaa. Fortidens Lapper har meget fanget fisk og vildrener og bjørne og alle vilddyr. (s. 180).

58. Om fiskefangst

Lapper, som flytter om sommeren til Norge, har ikke tid at fange fisk uden om foraaret, naar de første aabninger bliver paa søerne, saa meder de med en krog, som de selv har støbt af tin. Og der paa sætter man agn — en stump rødt og gult klæde, indtil man faar en fisk, saa tager man et lille stykke af fiskens maveskind, og det er meget bedre. Og om efteraaret fanger man ogsaa med snare i de smaa elve; der er om efteraaret særdeles mange smaa fisk i de smaa elve. Og med næt og med vod fisker de, men ikke ofte. Men de har ogsaa skudt gedder om foraaret i sumpene inde i stargræsset. Gedden gyder rognen om foraaret og stallingen (Thymallus vulgaris) og aborren, og røjen (Salmo alpinus) gyder rogn om efteraaret og hælt (Coregonus laveretus) og graalaks (Salmo eriox). — Hvis tordenen slaar om foraaret, førend isen paa søen er tøet, saa bliver det en fiskeløs sommer, i hvert fald i nogle af søerne. Fisken frygter og gaar dybt hele sommeren, den sommer, hvor tordenen har rullet over en isbelagt sø. —

Men fangst er ikke blot det, at man kan; men man skal have lykke ogsaa. Og fortidsmenneskene har brugt mange offerkunster for fangstens skyld. De har netop dyrket sejterne mest for fangstlykkens skyld og for renlykkens skyld ogsaa. Og for folks sygdoms skyld har de mest ofret til kirkerne. Og nok er der en og anden, som endnu ofrer til kirken for folks skyld. Og for fangstlykkens skyld ofrer man igen til et eller andet fattigt menneske og til en saadan, som ikke er altfor hedensk eller ondskabsfuld. Og til saadanne, som er vanskabte ofrer man ogsaa, meget halte, saa de bjærger sig daarligt; og ligeledes saadanne gamle fattige mennesker, som klarer sig daarligt. De har lykke, som lover til disse. Og en og anden lægprædikant har ogsaa lykke; dog er man nødt til at prøve hos hvilken, der er lykke; men de har rigtignok undertiden særdeles god lykke. (s. 180-181).

59. Her er lidt forklaring til de offerkunster

Til kirken loves, hvis det gaar saadan, som den ønsker, der bringer offeret. Og det er paa samme maade, hvis man lover noget til mennesker; men det, som man har lovet, det skal man ogsaa give. Og paa den maade har ogsaa fortidens mennesker dyrket sejterne, at de har lovet et offer, naar de gik at jage. Nogle sejter var tilfredse, naar de fik hornene, og nogle vilde have alle benene og saa fuldstændig, at der ikke maatte blive tilbage den mindste bensplint. Fiske-sejten fordrede kun halvdelen af fedtet, saa jagede den fiskene ind i voddet saa mange, som naaede at trænge ind. Og en og anden sejte fordrede en hel levende ren, og prydet skulde den være med al slags prydelse, med klæde og med uldgarn og med sølv og med guld. Og nogle ofrede børn ogsaa. Ejheller er det lang tid siden, at de sidste offer-noaider har levet. De sidste har været Kumen med samt hans hustru og hans fader Dobar, som ofrede en 10 aars dreng sammen med en ren. (s. 181).

60. Lidt om vejrmærker. Om varselsfugle. Om rypen. Om gøgen. Om lavskrigen, (Guovsak, Garrulus infaustus)

Rypen er troldkyndig. Naar rypen i aftenskumringen skogrer, saa bliver det snefog; naar rypen klukker, saa kommer der kun sne, ikke blæst. Det er mest om vinteren, de mærker er. Og renen føler ogsaa vejrforandring, naar den begynder at springe hid og did eller løbe saa meget, den orker, det er et tegn paa haardt snefog. Et andet tegn er, naar renen skraber mod træerne med takkerne, saa bliver det tøvejr. Og naar om sommeren renkoen slikker sin kalv, saa bliver det regn. Naar der kommer mange snespurve i nærheden af mennesker, saa bliver det forfærdelig haard snestorm, det er sidst paa vinteren. Og naar der kommer mange smaafugle, saa bliver der stort snefald. Der er dem, som kaldes troldspurve; naar den sætter sig paa vuggekaleschen, saa dør barnet. Og naar de sætter sig paa et menneskes bælte, saa dør det menneske. Og denne lille fugl (cicaš) lever her hele vinteren; den er mørkagtig, og hovedet er hvidt omkring øjnene. Og snespurven er lidt større og hvid. Og naar om foraaret trækfuglene begynder at komme, saa er der mange varselsfugle. Pibefuglen, bičus, (hjejlen, Charadrius pluvialis) er en. Naar man hører bičus om morgenen, før man har spist noget, da er det uheldigt, og det menneske er det aar meget ulykkeligt; men den, som naar at spise om morgenen, inden han hører fuglen, han bliver ikke beklikket. Og saadan er andre fugle ogsaa, gøgen og lommen. Gøgen er den fugl, som ikke har tid til at pleje sine æg, den bringer sine æg hen i andre fugles rede, og de plejer dens æg ogsaa, og den selv farer og kukker overalt. Og naar den er naaet herop, saa først ødelægges bærrene. Lapperne plejer at sige: «Nu har gøgen gjort paa bærrene, nu kan man ikke spise dem mere.» Gøgen er en troldfugl. — En mærkelig hændelse. Gøgen kom til en lapkote og begyndte at æde kød fra kødstilladset, og det har gamle folk ikke set før. Og i den kote døde paa en sommer 3 mennesker. Kragen er ogsaa paa samme maade en troldfugl, ogsaa den følger Lapperne og æder kød fra kødstilladset hos den, som den ved vil dø. — Og bičus er ogsaa en saadan, af hvis stemme man kender vejret. Naar den føler slemt, koldt vejr, saa siger den: «Bi—bi—i, diril, diril», saa bliver det koldt; men naar den igen siger: «Bibil diril, diril», saa bliver det varmt. Og lommen er ogsaa saadan en troldfugl, ogsaa den beklikker; og den bruger ogsaa at ofre; den giver søen (ved hvis bred den har sin rede) 3 æg. Lommen (gakkur) har ogsaa en anden lyd, naar den føler vejrforandring. Naar den siger: «Ka ko, ka ko,» betyder det, at den takker for sit navn, idet der kommer godt vejr; og naar den føler daarligt vejr, saa raaber den: «Bare jeg havde et regnslag, bare jeg havde et regnslag!» (var' luk, var' luk). Og om lommens fødder er der en lille historie, saadan: Da Ibmil havde skabt alle fuglene og ikke havde husket at give lommen fødder, saa sagde han: «Der, tag de graa fødder!» Men lommen brød sig ikke om graa fødder, den vilde ogsaa have røde fødder lige som gaasen. Og da den ikke fik dem, saa fløj den og sagde: «Paa en vis er jeg smuk nok, men fødder fik jeg ikke.» Og saa fløj den, og saa kastede Ibmel fødderne efter dens bag. Og derfor sidder lommens fødder saa langt bagtil, og derfor føler lommen, at den ikke kan gaa; men til at svømme og dykke er den den allerstærkeste. Og lommen har et langt næb og spidst, og det har i fordums tid været et godt stridsvaaben som buepil; det har de ikke kunnet forgøre, de gamle kugle- eller pileforgørere. De har brugt det som buepil, og de har brugt det som spydspids ogsaa; det har ingen kunnet forgøre. —

Engang var der en Ruoša, som de ikke kunde dræbe; han forgjorde alt jærn; men han var ikke stærk, og han var allerede gammel. Og saa vidste en troldlap, at lommens næb kunde ingen forgøre. Og saa forsøgte en meget stærk Lap at gaa til ham, og han sneg sig derhen, hvor Ruoša boede, for om han kunde slippe til ham under søvnen, saadan at han (R.) ikke hørte ham, før han saa ham, saa maatte han godt staa op bagefter, naar han (Lappen) havde set ham (sovende). Og det er overalt: den, som finder den anden sovende, han vinder. Og denne Lap kom og fandt Ruoša sovende; og saa hørte Ruoša ham, og saa kom de op at slaas; men Ruoša følte, at han vandt ikke nu — han var troldkyndig ogsaa — og han veg allerede og sagde: «Gør mig ikke noget?» Og Lappen lovede, at han skulde ikke gøre ham noget. Og da han løb afsted, saa vendte Lappen ikke tilbage; han gav sig til at løbe efter ham, og da han indhentede ham, saa forsøgte han at stikke med lommens næb, og Ruoša følte, at det stak ind i hans ryg. Og saa forbød han det: «Du maa ikke stikke mig.» Lappen sagde: «Det er ikke mig, det er lommens næb.» Og saa dræbte han den store troldruoša, paa hvem ikke en eneste pil havde bidt uden lommens næb. —

Lavskrigen er altid i skovene hos Lapperne, og den æder kød; men den er dog ingen ond fugl, den er Ibmels engel, og troldspurven (cicaš) er igen Birrus (Djævelens) engel. — Og en lille smuk fugl er der, som kommer fra Barbmo, og dens navn er bjældefuglen. Og den har mange farver, under hagen er den gul, og den er rød og grøn og blaa. Og den kan synge paa hundrede sprog. Og dens navn er ogsaa giella vælggo (Erithacus suecicus). Og naar den føler solskin, saa spiller den paa alle maader, og undertiden ringer den som en klokke. Og naar den føler koldt vejr, saa er dens tunge meget klodset; den kan ikke faa en smuk lyd frem.

Og der er 4 fugle, som følger Lapperne: ravnen og ryperne og lavskrigen og troldspurven. Og de følger med om vinteren, de er kammerat med Lappens sida, og de faar føde ogsaa; de faar kød, som æder kød; og ryperne finder birkekvistene, som Lapperne hugger af paa vedhugningsstedet. Og rypen har mennesket som tilflugt ogsaa; naar høgen kommer og begynder at jage den, saa kommer ryperne til folk, ja, lige mellem folks fødder, og saa maa høgen fly. Og de kommer endogsaa ind i koten, naar de ikke træffer folk udenfor. Og menneskene gør ikke saadan en rype noget, ej heller tillader de hundene at røre den.

Hvis skaden eller kragen giver sig til at følge Lappens sida stadigt, saa ved den; at i den sida dør et menneske. Og hvis den giver sig til at følge en kote og sætter sig ved siden af en kote, saa føler den, at i den kote er et menneske, som skal dø. (s. 181-184).

61. Fortælling om slangestenen

Den, som faar den, han bliver aldrig overvunden af loven — men hvem, som bare kunde faa den! — Man skal finde slangernes parringsplads; naar de parre sig, da kaster de denne hvide sten hid og did, og den, som da gaar og stjæler sig til at bevogte dem, naar de kaster stenen, han skal snappe stenen og løbe til vand, og hvis han kommer til vandet før slangen, da faar han stenen; men hvis slangerne kommer først i vandet, saa er det jo farligt. Men den, som forud har undersøgt, hvor det nærmeste vand er, han kommer først; nok opholdes de lidt med at søge etter stenen, og imedens er manden løbet langt til vandet. Og naar han har faaet den, da er han jo et lovmenneske i sin levetid. (s. 184).

__________________________

---

Fodnoter: