Lappernes liv - Om lappernes doktorkunster

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

IV.
Her begynder fortællingen om lappernes doktorkunster

Lapperne har allerede i gamle dage været nødt til at finde paa raad, naar folk blev syge; og læger har Lapperne ikke kunnet faa paa stedet; en del har ikke engang vidst, at der fandtes læger. Og paa den maade har de maattet spekulere saa meget ud, at de blev klar over, hvad slags sygdomme det var, og hvorledes de skulde faa hjælp for dem. Og de har faaet klaret saa meget, at mange sygdomme kan de helbrede, ogsaa dem, som nogle læger ikke forstaar at helbrede; men dette sigter ikke til alle læger. —

Her nedenfor finder man forklaring paa, hvorledes man skal lette enhver sygdom, ja undertiden endog helbrede den og ogsaa hurtigt. Men det er ikke heldigt at skrive alle raadene i denne bog, fordi bogen vil blive læst over hele verden, og mange lærde herrer passer det slet ikke at høre om alle raadene, de tror ikke paa dem, de spotter kun Lappens dumhed, skønt, hvis de saa alt, hvad Lappen udrettede, saa undredes de over den kraft, og hvorfra den kommer. —

62. For brystdaarlighed

Lapperne er ofte daarlige under brystet, og det stiger til hovedet og gaar i benene. Og den sygdoms lægemiddel er aareladning af legemsaaren. Den aare er paa benet paa den udvendige side af ankelen, og der nedenfor paa den indvendige side af vristen. Og paa den udvendige side af foden aarelader man igen for rygdaarlighed og lændesmerter. Og naar madlysten ophører og man føler smerte under brystet, saa aarelader man paa stedet ovenfor vristen.

Og naar man er syg i brystet, og det ikke gaar til hovedet og ikke i benene, saa aarelades paa den indvendige side af armen i armhulen de aarer, som gaar paa undersiden af armen. Og en anden aare gaar ovenpaa armen, og af den aarelader man hovedpineblod, naar hovedet smerter og det ikke er noget andet sted end i hovedet. Og naar sygdommen er i skuldren, saa aarelades (ovenpaa) haanden mellem fingrene. Og naar man har sting i kroppen, saa aabner man en aare paa den udvendige side af armen. — (s. 185-186).

63. Skræk

er ikke saa slemt til at paakomme andre end barselkvinder, eller en kvinde, som nylig har faaet et barn og endnu ikke er bleven rask. Ligeledes er en kvinde jo slem til at blive skræmt, ogsaa før barnet er født; naar hun er frugtsommelig, plejer de at skræmmes saadan ogsaa, at de føder for tidligt. Og den skræk kommer undertiden, naar hun ser en styg drøm. Og børn skræmmes ogsaa ofte, og det varer længe, lige til de bliver fuldvoksne.

For skræksygen. Man skal ikke aarelade en hjerteblodaare (pulsaare) for anden sygdom, end naar man paa grund af skræk bliver daarlig, saa nødes man til at aabne en hjerteaare; men der skal ikke flyde mere end sprøjte tre gange og saa lukkes. Og den er slem til ikke at forblive lukket; men der er et raad: at trykke den til med en ny 10-øre af sølv. (s. 186).

64. For besvimelsessygdom

Og naar besvimelsessygen kommer, saa er der et raad: at brænde de klæder, man bærer nærmest kroppen lige med det samme, og hvis de ikke lige straks bliver brændt, saa er det slemt at faa bort; men man kan nok faa den bort, naar det ikke har beskadiget blodomløbet altfor slemt. For besvimelsessygen aabner man ogsaa aarer — mange — 9 aarer, og der skal man ogsaa i hovedet aabne en saadan aare, som er en hjerteaare. Den aare, som gaar mellem øret og øjet, gaar opad i mange grene, Og deraf er hjælp for tandpine ogsaa, hvis smerten er i overmunden; men naar den er i undertænderne, saa er der en aare, som gaar over kæbebenet; at aabne den er herfor lidt hjælp ogsaa. (s. 186).

65. For gigt

aarelader man ogsaa. Man skal aarelade paa den udvendige side af armen og paa den udvendige side af benet paa ankelen, der, hvor skobaandet svøbes, der, hvor man ser aarerne bedst. Og til aareladning hører ikke mere end det, der her ovenfor allerede er forklaret. (s. 186).

66. Kopsætning

er ogsaa et raad, hvormed man helbreder mange daarligheder. — Naar man har ondt i hovedet, skal man kopsættes i nakkehulen og paa begge sider af nakken. Og naar man har smerte i ryggen, saa skal ryggen kopsættes. Og naar man er syg i brystet, derfor kopsættes ryggen ogsaa 3 gange efter hverandre; naar saarene er lægt, skal der igen kopsættes. For tandpine kopsætter man ogsaa, der hvor smerten er haardest. Paa fødderne kopsættes ogsaa; hvis fødderne fryser, saa skal der kopsættes paa den udvendige side af dem. Og naar armene værker, saa kopsættes den udvendige side af armen. Men man skal gnide meget først, før der kopsættes. (s. 186-187).

67. For hovedpine

er der et raad saadan, at man rykkes i haaret; men der tages kun nogle faa haar oven i hovedet, og saa rykker man pludselig til, for at huden skal løsnes, som er groet fast, for at blodet kan rinde paa sin sædvanlige maade. Og gnides skal der, til hovedet bliver hedt, og det sidste efter gnidningen er, at man haardt eller fast stryger opad fra fire retninger, to gange fra kinden; og paa nakken og pandesiden skal man kun lade hænderne glide paa opadstrygende maade tre gange, og tilsidst skal man rykke hele hovedhaaret opad, og saa vaske hovedet i hed, stærk kafife; men nakken skal man gnide mest. (s. 187).

68. Gnidning

er hjælp for mangen sygdom, for rygsmerte, for hovedværk og for mavesmerte og for tandværk. (s. 187).

69. For mavesmerte

stryges blot paa tværs og mod solen omkring navlen. (s. 187).

70. For tandpine

er der mange raad, fordi der er 9 slags tandpine, og er anden sygdom ogsaa 9 slags, fordi mennesket var 9 maaneder i moders liv, før det kom til at se verdens lys. — For tandpine er der endnu et raad. Naar det er haard tandpine, saa finder man kirtelen under kæbebenet, som gør ondt, og den skal man stikke med den trekantede synaal. Om synaalen vikles senetraad netop saa langt, som den skal stikkes ind i kirtelen, og man skal endda vende den til begge sider for at knuse mere, og for at der mulig kan komme i hvert fald 3 draaber blod. (s. 187).

71. For halsdaarlighed

er der et lægemiddel i en selv, menneskeurin, at drikke det, selv om blot en skefuld, og strække halsen i alle retninger og gnide gentagende. Ogsaa bruges jo terpentin mod halsdaarlighed; man tager en skefuld ind og smører den udvendige side ogsaa, og saa svøber man uldent vadmel om halsen om aftenen. Og der er endnu et raad mod halssyge. Det er: om sommeren tages en frø, som kaldes nøgenfrøen. Og man tager om sommeren en frø-unge og lægger den levende i salt ind i et hvidt klæde, og saa dør den snart. Og den skal være lys, i hvert fald den meste del lysplettet. Hvis den er mørk og grim, saa ødelægger den og forgifter. Og naar man nu har taget den smukke slags, saadan som ovenfor allerede er beskrevet, saa skal den skæres lidt fint, og det koges i mælk og drikkes. Og det bruges til halssyge som medicin. Og naar der kommer udslet, saa er det medicin herfor ogsaa at smøre med denne frø; dog læser Lapperne nogen tryllelæsning; men det kan nok hjælpe lidt, selv om man ikke læser heller, naar man blot ikke gør det for at spotte. Hvis man spotter frøerne, saa forgifter de saadan, at det tager livet af en. — (s. 187-188).

72. Her nedenfor en beretning om en pige

Den piges hals hovnede lidt op, og saa tog hun saadan en frø og trykkede med den paa det syge sted; og da hun var færdig med at trykke, saa kastede hun den paa jorden saadan, at det voldte frøen smerte, og da blev den vred saadan, at den forgiftede endnu værre. Og det var altsaa den slags, som forgifter; det er de sortplettede, man skal passe paa. Og den pige blev slemt syg og tog til Luleå; men det hjalp ikke, hun døde. En Lap-doktor saa paa hendes sygdom og sagde: «Du har trykket med en frø og kastet den paa jorden saadan, at frøen blev vred, og saa forgiftede den værre, og det kan man ikke bortvende, den har fordærvet blodet saadan allerede, at det ikke kan helbredes». — (s. 188).

73. Fortælling om frøen

Frøen lever i vandet, og den lever paa tørt land. Om foraaret gyder den samme tid som gedden. Dens æg er i sumpen. Og den har saadan stemme, at den kvækker ligesom renkalven. Men man har lagt mærke til, at frøen falder ned fra oven, saadan som ogsaa andre dyr, hvilke falder ned paa sneen. Det er sikkert, at frøen falder til jorden fra skyen, fordi man finder den paa højfjældet paa sneen, hvor der ikke er aabent vand indenfor rækkevidde. Frøen er saadan et dyr, at den, som tør tage den i haanden, og frøen saa lader vand i haanden, da bliver det menneskes haand en lægedomshaand. Naar man med saadanne hænder kun trykker paa det syge sted, saa letter smerten lige straks.

Og naar der kommer udslet paa munden, dertil er frøen ogsaa lægedom, naar man med den trykker og smører. — (s. 188).

74. Børns svamp

Og hvis et barn faar svamp — svamp er saadan, at barnets tunge bliver hvid —, da er der ogsaa derfor lægedom i frøen; med den trykker man paa tungen (ikke en levende frø, men lidt af en tørret frø), og det er det allerbedste lægemiddel derfor. Og det er godt til mavemedicin ogsaa; saa skal det koges i frisk mælk, og saa tager man det ind og synker det. — (s. 188-189).

75. En anden beretning om frøen

Der var en kvinde, som gik over en sump, og da saa hun en sten i sumpen, og saa traadte hun paa den. Og det var jo ingen sten, men det var frøernes moder, hvilken var saa stor som et menneskehoved. Og saa hagede frøen sig fast i hendes fod saadan, at hun ikke kunde faa den løs paa anden maade end ved at løsne den med staven. Og saa begyndte den fod at smerte, hvor frøen havde hængt ved. Og hun tog ogsaa til Luleå-doktoren; men ogsaa hun døde. Og hun havde som barn spottet frøerne, og saa først skadede den, da hun traf at komme over stammemoderen. — Lunte Andaras' hustru er det gaaet saadan ved Vuoskojaure. — (s. 189).

76. Farligt vand

Fortælling om, naar man drikker frøens æg, saa bliver det en stor frø og begynder at give lyd, saadan som dens lyd nu er, og om man ikke faar den ud, saa tager den livet af en. For den er der ikke mange raad. Lapperne giver blod at drikke — for at kaste op — og raadne fisketarme; og om den endnu ikke kommer ud, saa stikkes renens største bensene ind gennem munden lige til maven, og da er den nødt til at stige op; og hvis den ikke kommer ud, saa dør man jo. Og naar den kommer ud, da er den saa rød som blod. (s. 189).

77. Et farligt dyr

Der er et dyr, hvis navn er ruovdde-goppa. Den opholder sig i vandet, og den er ogsaa saadan, at den kan leve inde i mennesket; og for den gøres paa samme maade som med frøen. Og hvis man heller ikke faar den ud, saa dræber den ogsaa mennesket. Ogsaa den drikker man mange gange med vandet. — (s. 189).

78. Et drikkerør bruger man for dyrs skyld

For saadanne dyrs skyld bruger Lapperne et rør. Det rør er forfærdiget af rentak. Og det bruges ogsaa af den grund, for at munden ikke skal ødelægges om foraaret (af isvandet). Og et andet drikkerør laves af en fugls laarben; deri er som et næt saadan, at dyr ikke kan komme igennem ind i munden. Det bruges i vildmarken. (s. 189).

79. Mod forfrysning

Mod forfrysning er der et godt raad: straks naar man mærker, at der er forfrysning, saa skal man trykke og gnide med sne, saa længe til blodet kommer tilbage, og der kommer liv i det; dog den øverste sne hjælper ikke, men det skal være den sne, som kaldes sænjas, og den er lige mod jorden, den slags sne.

Her en fortælling om et barn for 40 aar siden. Barnet var 10 aar og løb ude i stærk kulde, og saa faldt det i et snehul med de bare hænder, og moderen bemærkede det ikke, og saa forfrøs fingrene; og hun havde ikke forstaaet at trykke og gnide med sne, og fingrene faldt af til midten. Og hun lever endnu, og hendes navn er, Maret Mikesdatter Utsi, og hun opholder sig i Sauco, og hendes mands navn er Hæntot Pito. — (s. 189-190).

80. Mod forstoppelse

bruger man saadant raad: en gedebensknogle, og den skrabes meget glat, og det andet gøres af en kalveblære, og den tørres omhyggeligt og smukt; og saa skal der havregryn, og saa skal der varmt vand og en halv kop gryn, og det fyldes i den blære. Og den ene ende af gedebenet sætter man ind i blæren, og den anden ende stikkes ind i menneskets tarmaabning. Og blæren, som er i den anden ende af det hule ben, den trykker man paa, og saa gaar det ind i endetarmen, og saa kommer det ud. Og kvinder kan gøre paa samme maade for urinaabningsforstoppelse; men mandfolk kan ikke gøre saaledes, men derfor gøres det paa anden maade: man skraber sod under gryden eller kedelbunden og gnider dermed kønsdelen udvendig, og det hjælper, det er prøvet. I gammel tid har der ikke været gryn, — ejheller dertil naar folk fik forstoppelse, — som nutidens mennesker bruger til hjælp for den daarlighed; men i gammel tid gjorde de det paa samme maade, dog det vand, som de kom i den blære, var en anden slags varmt vand og fedt (kogt) af renben, (som) er det allerfineste fedt. (s. 190).

81. Mod hævelse

Naar det hæver, da skal der lægges fedt paa; hvis det ikke endnu kommer sig, saa skal man skrabe kobber deri og blande det sammen. Nok findes der ogsaa saadanne Lapper, at naar de ser og trykker med haanden, saa helbredes hævelsen, hvor slem den end er. Meget fint birkebark (den allerinderste tynde hinde) er særdeles god til at trække materie ud, naar det er en byld eller anden materiehævelse. Og naar der i et saar gaar hede eller kulde eller andet, som tvinger saaret til at hovne op og sætte materie, saa gøres derfor paa samme maade, gammelt fedt lægges paa, naar der ikke er saadanne, som kan bortvende det paa anden maade uden lægemidler. (s. 190).

82. Blodflod

Blodflod er farligt, naar der ikke er læger inden for rækkevidde; men der findes jo saadanne, at naar de faar det at høre, saa holder blodet allerede op med at flyde. Dog mange saadanne er der ikke; men naar de kan komme til at se den syge, saa er blodstansningen mere sikker. Og for Lappen er det farligt. Ogsaa da flyder der for meget blod, naar kvinden er i barselseng, og det strømmer saadan, at hun dør hurtigt. Og dette kan blodstilleren holde eller faa til at stanse. Et raad er der for barselkvindens blodflod. Der er en lille fugl, hvis navn er beskuš (svale), som anbringer sin rede paa gaardenes væg; og saa skal man tage det skrab af redens bund og koge det med frisk mælk, og give barselkvinden det at drikke. Og det hjælper, selv om man ikke kender ordene; men det er jo bedre, om man vidste ordene. — Og af ordets kraft helbreder man mange slags sygdomme; men der er ikke mange saadanne, som kan udføre de kunster, som ovenfor er fortalt. (s. 190-191).

83. Raad for kuldesyge

Og et middel mod kuldesyge er at drikke renens levende blod. Og hvis man ikke kan faa levende blod, da tager man frosset blod, og det blandes, til det bliver jævnt og fint, og saa drikkes det fuldstændig raat. Under barnefødsel kommer kvinden ofte til at fryse fødderne, og ogsaa dertil bruges renblod som medicin, saadan som ovenfor er fortalt. Levende blod kommer ikke paa anden maade, end at en ren stikkes, og saa tages lige med det samme blodet i en skaal, og hun drikker det, hvis ikke det syge menneske har saa megen kraft, at hun orker selv at gaa hen til renen og drikke straks, naar blodet begynder at flyde. Den skal (i dette tilfælde) stikkes bag skulderbladet, (fordi der straaler blodet ud). (s. 191).

84. Fortælling om sene strækning

Til senestrækning læser man ogsaa ord, og det hjælper. Det gøres med uvasket uldgarn, graat treløbet faare-uldgarn. I faareuld er megen kraft, fordi Jesus har talt meget om faaret og taget lignelser af faaret, og ogsaa af den grund, at da Jesus var død, kaldte man ham et faar, og dette deres opholdssteds navn var faarehuset. Og derfor er der i faareuld saa megen kraft. Og det er ogsaa godt til sokker for mennesker.

Og naar det er den sygdom, at huden begynder at klø (med udslet), saa er det lægedom derfor at gnide med birkeaske; og hvis det ikke endda gaar bort, saa skal man tage acciš-ædnes lavče-gippo og koge den, og saa smøre med det der, hvor det kløer. Og der er endnu et raad: at tage lidt af 9 slags træ og koge det, og det er hjælp for mange sygdomme. (s. 191).

85. Testikeldaarlighed

Naar testikelsenerne forstrækkes, saa skal man gnide forsigtigt og lægge varme omslag. Alle sener skal kun gnides opad efter legemet. (s. 191).

86. Om gulsot

Gulsot er ogsaa en grim sygdom; den gør folk gule. Først begynder det at kendes i øjnene, og det hvide paa neglene bliver gult, og urinen er ogsaa gul. Og for den er det medicin at tilberede mad netop saa meget, som man kan spise paa en gang, og den mad skal tilberedes af 9 slags. Og et andet raad er at tage 9 levende lus og give den syge dem at spise i mad, paa smørrebrød eller i vælling, som ikke er altfor hed, for ikke at brænde lusene ihjel; men det er ikke heldigt, at det syge menneske ved det, at det er lus, som han spiser, han kan jo ikke spise, hvis han ved, at det er lus, han spiser. (s. 192).

87. For rygdaarlighed

Og huden paa ryggen gror ofte fast. Og det er saadan, at naar man har faaet hold i ryggen, da er det saa smertefuldt, og det er, som om det strammer, og det er som en byrde paa ryggen. Og det kommer af haardt arbejde, og det kommer ogsaa deraf, naar man sover paa et haardt leje, og af mange andre ting, megen søvn ogsaa, det standser blodet eller gør blodet tykt. Og naar det ikke er altfor slemt, da helbredes det nok med gnidning, og naar man rykker huden og strækker huden, saa at den løsnes. Og hvis det ikke hjælper, da se pag. 66 (aareladning og kopsætning). (s. 192).

88. Om streng hoste

Saa skal man smøre med is under fodsaalerne og (derefter) varme dem saa stærkt, som man taaler. (s. 192).

89. Raad for tandpine

Det allerbedste er, at man gnider begge sider af halsen og helt rundt om munden og fremdeles nakkesenerne og ligeledes rygsenerne lige over hele ryggen, til det er holdt op at værke. Det er sikkert, at det hører op; men det skal være en flittig og dygtig gnider. En bjørnetand er ogsaa et lægemiddel, naar man med den trykker kirtelen; men man skal varme den lidt først og saa hurtigt svøbe et tyndt klæde om, og saa trykke tanden saa smaat med den. Og hvis man finder renens kæbeben, et saadant, som har været saa længe i jorden, at jorden har farvet det med sin farve eller gjort det grønt, og saa varme det ogsaa og saa trykke med det ogsaa paa samme maade som med bjørnetanden. (s. 192).

90. Koahđahussygen

er saadan, at man kaster op meget ofte og meget stærkt. Og der er maalen lægemiddel at maale med fingerspand det syge menneskes bælte og tælle imod, begynde ved 9 og tælle til 1, og der skal tælles 3 gange, og man maaler bæltet 3 gange. Og hvis det er den sygdom, saa skal den nok helbredes. (s. 192).

91. Om kviksølv

Det er medicin til mange steder. Hvis man brækker et ben eller støder sig meget slemt, saa bruger man kviksølv som lægemiddel. Der kommes lidt i en ske, og det tages ind og synkes, og velsigne skal man. Og det er godt for sting ogsaa, og for stærk diarre er det ogsaa medicin. Og den, som har kviksølv paa sig, paa ham bider ikke genfærd. Ogsaa er der i kviksølv medicin for øjnene, naar der kommer bygkorn paa øjet eller udslet (det dryppes i øjet). (s. 193).

92. Naar en hund bider et menneske,

saa skal man tage blod af den samme hund og smøre saaret med det, saa tager det smerten øjeblikkelig.

Koldt vand er ogsaa godt til et friskt saar. Og hvis man brækker et ben, saa skal man ogsaa komme det i koldt vand. Og hvis det gaar af led, saa skal man ligeledes komme det i koldt vand (for bedre at se, hvor skaden er). Og det skal man jo rykke i led, som er gaaet af sit led, og det, som er brækket, det skal man ombinde med træ, saa at det vokser lige sammen.

Renost er et godt saar-lægemiddel. (s. 193).

93. Naar et menneske besvimer,

da er midlet til oplivning saaledes, at man skal tage i armene og løfte op og ned, indtil livet kommer. (s. 193).

94. Om at faa liv i et druknet menneske

Naar et menneske er druknet og der endnu er lidt liv, saa skal man binde et tørklæde for øjnene af ham, før man tager ham op af vandet. Og saa skal man bære ham paa det tørre og lægge ham saadan, at vandet flyder ud. Og saa skal man gnide ham, og der skal ikke være flere mennesker der end 1 eller 2; og ikke skal man tale, ikke et eneste ord, for ikke at skræmme livet bort, naar det er ved at komme, det taaler da ikke at høre noget som helst. Og paa den maade kommer saa livet. (s. 193).

95. For senestrækning

er gnidning ogsaa godt; men der skal jo kun gnides op efter armen, eller hvis der paa et ben er en senestrækning, saa gnides opad der ogsaa, thi senen slipper ikke løs fra benet, men fra kødet kommer den løs, og derfor skal man faa senen til atter at glide i samme retning, hvorfra den er løsnet.

Og saadanne sten finder man, der er lige som glas, og de kan flækkes saa tynde som papir, og deres navn er ræveguld. Og de er gode for leddedaarlighed; men man skal faa dem knust saa fint som mel, og saa tage det i munden med vand og synke det ned i maven. (s. 193-194).

96. Om jordforgiftning

Jordforgiftning er ogsaa en farlig sygdom og en haard sygdom. Og der er ogsaa 9 slags. Det er saadan, at der kommer udslet over hele kroppen, og det klør, og der er ogsaa værk i det saadan, at man ikke faar fred, ikke sove ej heller spise. Og det bortvendes ogsaa med ord saadan, som ovenfor allerede er beskrevet. Og der er en slags, hvis navn er byld, og en anden er hævelse. Og alt dette bortvender man med ord. (s. 194).

97. Om Lappernes kvinder

Her fortælles om saadanne, for hvem det er svært, naar de er i barselseng, koner og piger. Nogle kvinder har det saa svært, at de føler smerter i 3 dage, og folk holder og trykker ryggen, og naar de dog ikke føder, saa er der endnu et raad. Naar der er mange mænd, saa løfter de hendes fødder op og hovedet ned og ryster, for at barnet kan glide tilbage, da det vender galt, den anden del foran; og naar det er rettet, saa plejer hun at føde straks. Og der er endnu et raad, saa er hun nødt til at fortælle, hvem der er barnefaderen. Og det er en hjælp, naar hun fortæller det, men saa gives hun barnefaderens vand eller urin at drikke. Og naar hun endelig har født barnet, saa overskæres navlestrengen, og den ende, som gaar ind i moderen, den bindes fast med kvindens skobaand, for at den ikke skal trække ind, for at efterbyrden kan komme ud. Og kvinden gives kosmør, nu da man ikke har rensmør. Men fortidens Lapper malkede og lavede smør af renmælk, hvilket de da plejede at give kvinden. Og hvis hun ikke bliver kold, saa kommer efterbyrden hurtig ud. Og naar den er kommen ud, da reder man lejet. Nu begynder fortællingen om den stakkels moder, som har saadan møje og smerte igennem hele fødselen, og hun har været nødt til at fryse. Og naar kvinden fryser, saa kommer efterbyrden ikke ud, saa samler den sig under brystet som et barnehoved. Og da begynder det at standse livet, og hvis man da ikke forstaar, hvad der skal gøres, saa dør hun forfærdelig hurtig. Men saa tilberedes noget at tage ind: der tages af birketoppen birkeknopper, dem som ryperne æder, og de knuses fint og saa gives de i kogende syremælkevand. Og hvis det endnu ikke flyder ud eller kommer ud, saa anbringes varmt omslag, varmt sand og aske i en ulden ting, og det anbringes under brystet. Man tager sand og aske i bunden af arnen, fordi man om vinteren ikke kan faa det andet sted, da jorden er frossen. Men man skal passe paa, at man ikke lægger varmen ved benenden. Man skal ikke lægge varmt omslag ved fødderne, fordi det er farligt til at jage kulden op ind i kroppen, og da tager det livet saa hurtigt, at man ikke naar at søge nogen som helst hjælp. Men naar det endnu ikke varmer, saa skal man skifte det, indtil det bliver opvarmet, saa først kommer efterbyrden ud. Og saa begynder der at flyde blod, mere end et menneske taaler, og da er det farligt, paa den maade dør mange af Lapkvinderne, da de er saa sjældne, saadanne som ved raad derfor. Nogle Lapper er saadanne, at naar de blot hører det, saa standser allerede blodets flyden; dog er der faa saadanne; men naar de ser den syge, saa kan de bedre standse blodet. — —

Fortælling om det, at i denne bog er alle Lappernes doktorkunster, men ikke noaidekunster. Og naar den, som ved alt det, som er i denne bog — men det er ikke mange, som kender de kunster — og naar de ikke kender folks sygdom, de som er inde i de kunster, saa begynder de at mene, at det er en dødssygdom, eller de er besat af genfærd eller dødninge, hvilket er noaide-folks arbejde. (s. 194).

98. Om dødningeskarens færden

Naar dødninge færdes, saa flyver de i luften som fugle, undertiden højere og undertiden lavere. Og naar de strejfer om, saa idet de kommer, da suser det med saa stor styrke, at det drøner som den allerstærkeste storm, og endnu stærkere suser genfærdene. Og naar de farer, da farer de ikke højt oppe; men der hvor de gaar frem, der bøjer træerne sig til jorden, og nogle træer knækker. Og naar man hører det, da er det genfærdene; men man ser dem jo ikke, kun lige for et og andet menneskes øje (viser de sig); og uskyldige dyr ser dem nok og hører dem ogsaa (selv), naar de ikke støjer saadan, at mennesker hører dem. Og en dødning er hovedløs, og naar de færdes, saa flyver de, og den ene er over den anden, de fleste er kun efter skulderen, og somme er blot fra midten, underkroppen.

Genfærdene bliver til af de sjæle, som er halvt syndige og halvt kristne, og de slipper ikke til helvede ej heller til himlen. Og de kommer til at opholde sig blot i luften; og de har lyst til at faa arbejde. Og dem faar noaiderne lettest til hjælp, naar de begynder at øve trolddom.

Tegn det paa, naar der er genfærd paa et menneske: saa begynder det menneske at høre og se meget, som andre ikke ser. Og han taler om den sag, hvorfor der er genfærd paa ham og om det, hvad de skal udføre, og hvem der har sat dem paa ham, og de taler lidt om andre folks anliggender ogsaa. Og hvad de siger er for det meste sandt. Det menneske, som er ved at løse genfærd af en eller anden, paa hvem der er genfærd, han taler fremmede sprog, og da forelæser han det syge menneske nogen læsning, som er paa fremmed sprog. (Og den syge skal gentage ordene). Og det menneske, som taler fremmede sprog, naar det udløser eller maner genfærd eller djævle tilbage, det er da saa mærkværdigt, at man ikke rigtig kan beskrive det. Det kommer i bevægelse, naar det ser genfærd eller djævle paa folk, og det ser jo alle saadanne. Og han er nok istand til at mane. Og nok kan de maaske gøre ondt ogsaa, om de vil; men en saadan gør ingen fortræd, hvis ikke onde mennesker begynder at trænge dem haardt; men naar de lige kommer i nød, da er det jo tilladt ham ogsaa at vise sin styrke. (s. 195-196).

98b. (Den sidste store noaide)

Den sidste store Lapnoaide var Dopar, som ogsaa ofrede til sejterne — undertiden rener —, og hvis han endnu ikke klarede sig med en anden noaide, saa ofrede han et 10-aars barn, et saadant som red paa en ren. En gang var han ved at prøve styrke med en anden noaide, og han kunde slet ikke klare sig paa anden vis, han ofrede renen og barnet. Og han valgte den smukkeste hvidplettede trækren og anbragte prydelser paa renen, alle slags prydelser, sølv og klæde og uldgarn, rødt og gult og af enhver slags, som han kendte og som Lapperne brugte til pynt. Og han bandt det alle steder, hvor han kunde. Og saa bandt han dækkener paa, og saa satte han barnet op, og saa viste han med en finger, hvorhen renen skulde gaa. Og saa gik renen straks. Og der er den endnu fremdeles. Og da vandt han jo over den anden noaide saadan, at den anden noaide maatte bede om forlig. Og de enedes saadan, at de to ikke mere prøvede styrke indbyrdes. Og Dopar han var nok en saadan noaide, at han saa i en kop brændevin hvad som helst. Han saa det ogsaa, da hans vært i Norge døde, hvilken ogsaa var en stor noaide. Han (Dopar) var hans renvogter. Og Dopar brugte troldtrommen ogsaa, og han brugte et trækar ogsaa. Og hans søn Kumet brugte ogsaa troldtrommen af birketræ, det skal være af en saadan udvækst, som er i birketoppen, hvilken Lapperne kalder bikka vissis. Og den som fandt en saadan, han havde funden en stor ting efter deres mening. (s. 196).

99. Om troldtrommen

Det er et noaideredskab den troldtromme; og det gøres saadan: i den kommes ringe og 9 stumper af en «troldkost», og saa gav de sig til at slaa med en kobber- eller hornhammer og at fløjte, og undertiden skar han tænder. Og saa var de da ifærd med at øve trolddom. Og naar noaiderne er ved at trolde, da brænder de grydelænken helt rødglødende, og saa slaar de den om sig saa meget, som de orker, og skærer tænder ogsaa saa meget, som de kan, (og vender pelsen og huen bagvendt), men de svor ikke, ejheller stjal de noaider.

En saadan noaide som er udlært noaide og endnu har tænderne, han er endnu i fuld kraft.

Og fortidens noaider har været saadanne, at de har fløjet, og somme har kørt med en ulv paa kirkefærd, og naar han havde naaet kirkestedet, saa havde han spændt den fra, og den forsvandt. Og naar han atter drog tilbage, saa kom samme ulv igen. Og han kørte forbi alle de andre kørende.

Og de noaider har været saadanne, at naar de var ved at øve trolddom, saa har de efterladt legemet som dødt, og livet er gaaet med Birrus engle til arbejde — at gøre ondt paa et eller andet menneske. Og hvis man da rørte ved hans legeme, saa gik det, og da kom de to (sjæl og legeme) aldrig mere. Og saadanne kaldes træraadner-noaider. Og noaiderne ser i brændevin ogsaa, og de ser alle ting, og den som har stjaalet. Og hvis der paa en eller anden er sat genfærd, og han kommer til en noaide og vil have hjælp af ham, saa spørger han: «Har du brændevin?» Og hvis han har, da giver han. Og saa ser han (noaiden), hvorledes det er sendt, og saa begynder han. Og hvis han ser det, hvordan det er sendt, saa kan han nok én gang mane det; men hvis det er meget stærkere, saa sendes det igen; men da gaar det ofte paa det besatte menneskes slægt. Og om det bortmanes igen, da farer det atter paa en eller anden af den samme slægt; men er noaiden meget stærkere, da gaar genfærdet paa den, som har sendt det eller sat det paa det menneske. Og er han endnu stærkere, saa maner han det tilbage til kirkejorden. Men det skal være en saadan, som er noaide af Ibmel eller handler af Ibmels kraft. Og han taler da paa fremmede sprog, og han er ogsaa da som drukken, han er i bevægelse, og han ser da alle noaidesendinger. Og han vinder jo, hvor stærke noaider der end har sendt det, som er sendt ved Birrus kraft.

Og de onde aander sendes med en levende fugl; og den fugl kommer lige hen til det menneske, til hvem den er sendt. Ravnen er den, som jo er Birrus fugl, den bringer saadan post, som er Birrus engle — ikke er saadanne folk (genfærdene) andet end Birrus engle. Og naar de ikke er kendt med en fugl, saa følger de sporet; men over landeryggen er det vanskeligt at komme eller over vandskel. Og hvis de kommer over det, da farer de jo der hen, hvor det menneske er. Og naar de kommer, da forfærder de, og naar de har faaet dem skræmte, da kan de sætte sig fast øjeblikkelig; men hvis man er saa uforfærdet, at man ikke bliver bange, da kan de ikke bide sig fast, saa besætter de et uskyldigt menneske og begynder at plage ham; dog ham dræber de ikke, men plager kun, og de er lette at mane bort. (s. 196-197).

100. Lidt raad for de djævle eller genfærd, som ovenfor er omtalt

Man skal, naar man mener eller ved, at nu kommer genfærd, saa skal man gøre 3 baal og gaa igennem dem, saa kan de ikke spore. Og et andet raad: den som har kviksølv i en fjer, i den store vingefjers rod, han skal have det paa sig altid, og naar man har det paa sig, saa besætter de ikke det menneske. Og hvis man begynder at føle, at man har genfærd paa sig, saa skal man paa tre sprog læse Fadervor, saa bider dødninge ikke paa. Og hvis man havde bævertestikler, saa bider de ikke paa det menneske, som har det.

Der var en noaide, som ogsaa jeg (J. Thuri) har set, hvis navn var Johan Goven. Og han boede i Kistrand, Porsanger i Norge. Og han var rigtignok en stærk noaide og han færdedes vidt om paa Norges kyst og var i Ivgo (Skibotten) alle markedstider. Og han var saadan, at han kurerede syge folk. Og ved markedstider kom mange folk sammen. Og det er klart, at hvor der er mange mennesker og mange slags, saa er der den slags ogsaa, at de stjæler andres ejendele. Og saa kom det til folks kundskab, at J. Goven var saadan, at han kunde faa tyvene til at bringe tyvekosterne tilbage. Og saa efterhaanden som tyvene stjal, saa gik de (bestjaalne) stadig til Goven og fortalte, hvad der var stjaalet; og saa lod han tyven bringe det tilbage, hvor langt han end var naaet at gaa, saa maatte han alligevel drage tilbage, enten det var en Lap eller en Nordmand. Og saa til sidst skræmte han tyvene saadan, at de ikke turde stjæle mere, naar de vidste, at Goven var kommen. Og syge samledes til markedet for at komme til at se Goven, for at han mulig kunde komme til at helbrede dem. Og han kurerede mange syge uden medicin. Og han brugte ogsaa nok lidt medicin, men han helbredte de fleste uden medicin. Og han løste genfærd af folk. Ej heller har jeg hørt det, at han skal have gjort ondt mod nogen eller sendt genfærd paa nogen, selv om han nok kunde, hvis han vilde.

Engang stjal en Nordmand noget fra en Lap, kød og skind. Og saa var de mange i en baad, og saa drog de afsted (tyven og de andre). Og da mærkede Lappen, at nu havde en tyv rapset sager fra ham. Og saa gik han hen til Goven og bad ham give sig til at hjælpe, og saa begyndte han. Og da var den baad faret mange mile, før han naaede at tage vare paa den. Og saa gik baaden rigtignok heller ikke mere fremad, ikke det mindste. Og saa var de nødt til at vende tilbage, skønt der var mange sagesløse folk. Og tyven maatte bringe tyvekosterne tilbage. Og saa kunde de jo atter slippe afsted. Og han gjorde mange saadanne kunster ved tyvene. —

Og en noaidekunst er saadan, at der tages fraade af et dødt menneskes mund, og saa kommes det i en flaske. Og saa giver de det til et menneske, og saa dør det menneske. Og det er saadan, at hvem som har begyndt at bruge den slags, han er nødt til fremdeles stadig at give til et eller andet menneske, før der er forløbet 2 aar. Og hvis han ikke kommer til efter hvert andet aars forløb at give til et menneske, saa begynder den at plage ham selv, og tilsidst dræber den ham. Og derfor er de nødt til at frelse deres liv ved at give til et tilfældigt menneske. Og det kan man gøre, at give det til et hvilket som helst uskyldigt menneske. Og de bruger dødes tænder ogsaa og kirkemuld eller sand. Og det er ogsaa paa samme maade og bruges paa samme maade som de forrige kunster. Og derfor er de kunster onde og farlige, da man kommer til at dræbe den ogsaa, som man ikke engang vilde, og derfor er det en farlig sag. Men det bruges endnu her hos Lapperne af den grund, at det er let, ejheller kan nogen bortvende det, selv en noaide. Men hvis de straks kommer til at kaste det op altsammen, saa kan det menneske nok leve, som har drukket disse foran omtalte ting. En anden grim kunst er, for at det skal gaa godt paa enhver maade — hjorden blive stor og samle mange penge —, derfor lover de sig selv til den Onde og undertiden deres børn. Og det er ikke længe siden, at man har hørt om det sidst, at de har lovet dem selv til den Onde. Og da det var tidens fylde, saa var Birru kommen og havde ført dem bort. Men en og anden er dog sluppen fra Birru, naar han har fortalt det til folk, og folk har ladet det komme til præstens kundskab. Og præsten har begyndt at undervise ham, og endnu et kristent menneske, som var bibellæser. Og da de hørte Birru komme, saa gik de ham imøde med bibelen og læste nogle stykker. Og da fik Birru ingen magt. Saa for han bort derfra, men tre gange kom han, og de to gjorde stadig paa samme maade, naar Birru kom, og saa var han tilsidst nødt til at lade det menneske være. Men hvis der ikke havde været saadanne, saa havde Birru bortført ham. En gang har en mand set, at Birru bortførte et menneske. Og han førte ham løftet, saa han lige rørte ved trætoppene et og andet sted. Og han havde kun fat paa ham med sin ene haands negl hægtet i mandens haandflade. Og Birru havde sagt til det menneske, som gik i nærheden, at det menneske (som han bortførte) skulde leve i samme stilling til verdens ende og saa først høre den fælles dom, som da kommer. (s. 197-199).

__________________________

---

Fodnoter: