Lygtemænd

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Folkeæventyr og mytiske sagn

Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 404

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928

Lygtemænd

1. Lygtemænd er Aander af uretfærdige Mennesker, der ved falsk i Skin leder andre ud i Moser og Uføre. Et Middel mod dem er, at man vender sin Lue med det indre ud ad. Man maa vogte sig for at kalde ad dem, for saa kommer de.
   Over Tornumgaards Mark gaar der en Lygtemand. En Mand i Farre gik om Natten op paa æ Engmark, der hører til Gaarden, og hentede Havreneg, og efter sin Død blev han saa til en Lygtemand og gik der paa de Agre.
P. Johnsen Pedersen, Farre.

2. Her er mange Fortællinger om, at Folk er bleven fulgt hjem af Lygtemanden, og man maatte saa betale ham for det ved at kaste et Pengestykke paa Flammen, hvorpaa den forsvandt.
Chr. Olsen, Store-Torøje ved Fagse.

3. Naar man er bange for at blive vildledt af Lygtemænd, skal man have Fyrjærn i Lommen, og saa hugge Ild, naar han kommer, saa fjerner han sig strags.
J. C. Overgaard.

4. Naar man peger efter Lygtemanden, sætter den sig paa Fingeren, eller man gaar vildt.
Vendsyssel. A. E. Jakobsen.

5. Møder man Lygtemanden, skal man vende sin Frakke avet.
E. T. K.

6. Almindelig fik Lygtemænd Skyld for at ville forvilde Folk. En vildfarende Mand skulde vende sin Frakke og en Kvinde sit Forklæde, saa vidste de strags, hvor de var.
J. Olsen, Maribo.

7. Naar man ser Lygtemanden, skal man vende sin ene Hose vrangt, saa gaar han væk.
Karen Marie Rasmussen.

8. Mens vi gik til Konfirmation, lærte en Dreng fra Fattighuset, at vi skulde krænge Vanterne, naar vi saa' Lygtemanden, for ikke at blive vildfarende. Det kunde være godt nok at vide, for vi skulde færdes hjem ad om Aftenen, da vi kom sent ud fra Præsten, og vi kom ogsaa sent ind.
Kristen Stub, Birket.

9. Vor Nabokone der hjemme i Bakkebølle, hun hed Maren Olesen, var en Aften borte fra Hjemmet, og da hun saa gik hjem ad, saa' hun en Lygtemand og blev vildfarende. Hun kom ind paa en Mark, som hun ellers kjendte godt, og der satte hun sig ned og turde ikke gaa længere. Efter at hun havde siddet noget, kom hun i Tanker om, at det kunde hjælpe at vende Forklædet, og saa gjorde hun det og opdagede nu, at hun var paa Gaardejer Anders Jørgensens Mark et lille Stykke fra Vejen. Nu kunde hun let finde Vejen hjem.
J. Olesen, Museet, Maribo.

10. Naar man gaar vild om Aftenen og vil have Lygtemanden til at følge sig hjem, skal man kaste en Skilling fra sig, og han vil da være villig til at gjøre det. Lover man ham en Skilling og ikke betaler den, saa bliver han staaende uden for Huset og vil ikke gaa bort.
Kr. Østergaard.

11. En Broder til Søren Lassen i Vraa sad en Gang i Tisted og svirede. Da han skulde hjem, maatte Søren Skyts Broder følge ham paa Vej over Kjæret til Vraa. Det var et frygteligt Mørke den Aften, og de døjede med at finde Vej.
   Nu var Søren Lassens Broder forfærdelig slem til at bande, og da de kom ud i Kjæret, saa' de der et Lys, der skred fremad. Han tog nu paa at bande og kalde paa Lyset, at det skulde følge ham hjem. Det kom ogsaa tæt hen til dem og gik foran dem op til Gaarden. Da de kom derop, begyndte han at skjælde Søren Skyts Broder ud og bandte paa, at nu havde han ikke mere Brug for ham. Men han var alligevel bange for at gaa ind, før Lyset var væk igjen, skjøndt han var en vogsen Karl, op i Trediverne. Han gav sig saa til at bande Lyset og befale det at forsvinde, og det gikk ogsaa væk.
   Historien er nu sandfærdig.
Fortalt af Jens Møller, Møltrup. Ved Th. Thomsen, Møltrup.

12. Min Moder var fra Sigen her tæt ved, og hun vilde en Aften gaa et Stykke Vej fra Hjemmet hen at besøge nogle Bekjendte. Saa vaagnede der et Lys op her paa Marken østenfor, og det blev større og større. Hun gik paa Vejen og havde Lyset paa højre Haand. Det skred lige saa stille ved Siden af hende et langt Stykke, og hun var ikke videre glad ved det. Da hun saa drejede lidt til venstre, gjorde Lyset lige saadan. Nu skulde hun over en Bro, og saa tænkte hun:
   "Nu bliver det galt," for nu maatte de jo træffe sammen.
   Men saa tog det Fart op ad Skoven lige saa stærkt, som en Hest kan rende, og saa gav det et Par Glimt inde i Skoven og forsvandt.
   Det var kun et Bøsseskud fra hende.
Kristen Larsen, Lille-Skjærping.

13. Min Fader hed Mads Madsen og boede ude i Grejs Vestermark.
   En Nat kommer han inde fra Byen af og vil gaa hjem, og da ser han det er helt rødglødende inde i Skoven. Han bliver halvt forstyrret over det Syn, men gaar da videre.
   Da kommer der 7 Lygtemænd fra en anden Mands Mark tværs over Vejen, og de forfølger ham, indtil de kommer over en anden Mark. Saa gaar de 4 ud, og da han kommer over paa hans egen Mark, gaar de 2 ud, saa nu var der kun 1 tilbage. Den følger ham helt hen til Huset, og der bliver den standende. Da tænker han:
   "Det maa da være en rigtig Lygtemand," og saa gik den ogsaa ud. Nu var han vild og kunde ikke hitte ind, han stod endda ved Enden af Huset. Han gik runden om Huset og kunde ikke finde Døren, men endelig fandt han da Vinduet og kaldte paa min Moder, hun skulde komme og lukke ham ind. Han kommer saa ind, men er bleven helt forstyrret over at se de Lygtemænd.
   I den Knude, hvor han først saa' dem, siges der for Resten at være, begravet en Krigskasse. Den er tæt til højre for den nye Vej, som siden er bleven anlagt fra Grejs og ned til Grejs Mølle.
Jørgen Madsen, Grejs.

Samme Knude er for Resten i geologisk Henseende ret mærkelig. Jeg var den første, der lagde Mærke til det tykke Lag Sandsten, som findes i den, og de der under værende Huler. Boghandler Kousgaard, der fulgte med mig, havde tit før gaaet den Vej, men aldrig lagt Mærke hertil. Mine Udtalelser gav Anledning til, at Oscar Madsen kom derud og undersøgte Stedet.
E. T. K.

14. Vi boede i Brabrand, og saa var min Fader en Gang taget hen til Mørke og skulde gaa hjem om Aftenen. Det var jo en lang Tur.
   Da han kom igjennem en lille Skov ikke langt fra Hjemmet, saa' han der en meget stor sort Hund komme sig i Møde. Den havde et meget bredt hvidt Halsbaand om, deri var anbragt en lille Lygte med Lys i. Han kom forbi den, og da han saa' paa den, havde den et Par store gloende Øjne, der lyste som Lys. Da den var kommen forbi ham, stod han lidt ved et Træ og besindede sig, inden han gik videre. Da han kom nær til Hjemmet, saa' han, at hans Kone havde Lys tændt, og han gik da hen til Vinduet og bad hende slukke Lyset, da han ikke kunde taale at se det. Han blev ogsaa strags meget syg, og Dagen efter døde han.
Fru Hansen, utterslev.

15. En Mand, der hed Frands og boede tæt ved Maglebjærg, han var en Aften kommen i Kast med en Lygtemand, og den fulgte ham baade over Marker og Gjærder lige til hans Hjem. Saa forsvandt den ned i Bjærget og nu troede han, at Lygtemanden skulde derind i og boede der, for det var en Trold, han var kommen i Kast med.
   Den blev ved at følge ham, og han kunde ikke slippe af med den.
Ane Kirstine Hansdatter, L.-Løgtofte.

16. Lygtemænd kan vise vild. En Mand paa Otterup Mark, der hed Anders Skrædder, han havde været ovre paa Baagø i Odense Fjord og sy, han saa' Lygtemanden og gik efter ham, og saa kom han ud i en stor Rende og blev gjennemblødt. Han gik og stagede omkring og naaede da at faa et andet rigtigt Lys at se i Ole Larsens Gaard i Ørritslev, og da han kom der, var han helt forstyrret.
   Til sidst kom han dog i Redelighed og fik sine fulde Fem igjen.
Jens Pedersen, Nørre-Næraa.

17. Der gaar en Lygtemand ovre fra æ Bjærge i Faaborg og til Gjæstlunde og saa tilbage igjen. Han staar og hvipper lidt og farer saa af Sted. Folk her har troet, at det ligefrem var Djævelen.
Kristen Daugaard, Balslundhus, Faaborg.

18. Det var forhen meget almindeligt, naar man gik fra Gilde om Natten, at tilbyde Lygtemanden en Treskilling (det skulde da i alt Fald være et ulige Antal) for at følge sig hjem. Gav de ham intet, saa fulgte han dem ud i Mosen, og saa kunde de gaa der og tosse, til det blev Dag.
Lærer P. Nielsen, Skuderløse.

19. A saa' en Gang Lygtemanden ved Færgestenene. Først var der en lille bitte Lue, og saa slog det sig ud, til det blev saa bredt som et Menneske. Der hvirvlede som en Røg for neden eller en mørk Lue runden om Lyset. Lidt efter hoppede det med ét over Fjorden og blev staaende paa Kvols Enge en lidt. Saa var det væk.
Hjarbæk. Jens Johansen.

20. Paa Hjortshøj Mark ved Siden af Vejen til Egaa var forhen en Høj (der nu er jævnet), hvorpaa der om Aftenen stod to Lys og brændte. To Mænd gik en Aften ud og saa' efter det, men da de kom til Højen, var Lyset langt længere henne, og saa kom de i Tanker om, at det var Lygtemanden.
Rasmus Hornbæk, Bendstrup.

21. En Mand fra Fensmark gik en Aften ude paa Marken og blev i da vildfarende. Saa kom der en Lygtemand, og til ham sagde han:
   "Følg mig hjem, saa skal du faa min ene Vante."
   Men da han kom hjem til Porten, vilde han ikke give Lygtemanden Vanten, og saa blev han atter vildfarende og maatte gaa ude paa Marken hele Natten.
Testrup Højskole.

22. Mens min Fader var i Tjenesten, skulde han og hans Kammerat paa Vagt, og da saa' de Lygtemanden staa og hvøvte noget henne. Saa siger den anden:
   "Dersom han nu vil komme, saa skal vi overpisse ham."
   Med det samme stod han paa en Stette, de skulde over, og den anden blev saa syg og brækkede sig saadan, at min Fader maatte bære ham hen paa Vagt, og han lovede for, han skulde aldrig sige saadant noget mere eller snakke om Lygtemanden.
Marie Elisabeth Olesdattér, Rostrup.

23. Kvottes Bakke i Fristrup Kjær sydvest for Byen er en rigtig Spøgelsebakke. En stjerneklar Aften gik vi to i Følge fra et Hus ude ved Kjæret og vilde til Fristrup, saa saa' vi Lygtemanden henne paa Kortes Bakke.
   "Nu spiller Lygtemanden for os," sagde vi til hinanden, men da vi nu saa' efter ham, blev vi vilde og kom ud til Rønne, to Gaarde, som ligger paa Søengene mellem Gjøl og Fristrup.
Jens Pedersen Momgaard, Vedsted.

24. En Mand, som hed Jørgen Rytter var Avlskarl i Præstegaarden. Saa var han ovre i Sønderlandet, og da han skulde kjøre tilbage igjen, kom jo Lygtemanden lige i Vejen for ham ved Kane have. Det første Gang flyttede den sig lige godt lidt for ham, saadan han kom da forbi. Saa lod han jo Hestene staa til. Men lige som det gik rask, saa var han i Vejen for ham igjen, og den Gang vilde han ikke vige. Saa maatte Jørgen nu springe af Vognen, og da han havde en god Pisk, saa smurte han paa Lygtemanden med den, te Svovl og Ild røg af ham, og saa bandte han:
   "A skal D- torne lære dig noget andet."
   Saa maatte Lygtemanden vige.
Mette Printz, Nordby.

25. Østen for Lille-Brøndum var et lavt Sted med svært Væld, og der saa' de tit Lygtemanden.
   Maren Pedersdatter fra Hurup, der boede i Lille-Brøndum, hun sagde til mig en Aften, da vi stod og saa' paa ham:
   "Det kan Mænd og Sandhed godt gaa an at se paa ham, naar du staar skikkelig, men du maa ikke pege ad ham."
   Saa siger a:
   "Da vil a prøve det," og a pegte.
   I det samme hoppede det op og ned.
   "Ja, a kunde Mænd og Sandhed nok tænke det, nu er han gal, nu vil a ikke være her længere," og hun ind og smækkede Døren og kom ikke mere ud den Aften
Kristen Andersen, Vive.

26. Der er en Sig, som hedder Rottersigen, den er norden for, hvor de gamle Bygninger imellem begge Fyrtaarnene har ligget, og her nordenfor er en Masse Lygtemænd. Man kan se dem i Tusendvis en Aftenstund, somme Tider hopper en halv Snes paa én Gang. Det er mest om Efteraaret, og det skal være godt Vejr, naar man ser dem, men aldrig med Norden- og Østenvind.
Simon Sørensen, Skagen.

27. Min Moder, som boede i Aaby, var gaaet ned paa Birkelse at besøge hendes Mand, som tjente der for Kusk. Han var kjørende ud med Kammerherren, saa hun traf ham ikke, og gik da tilbage.
   Hun havde aldrig været bange før, men da hun kom forbi Æresstøtten og kunde se Mælport, var det ikke saa fri, hun blev ræd. Der stod ligesom en klar Bue over Vejen, netop der, hvor Gjennemkjørselen var, og den, kunde hun regne ud, hun skulde igjennem. Vel troede hun, at Lyset vilde have svundet væk, naar hun blev ved at gaa, men det blev staaende, og saa vendte hun om og gik tilbage igjen.
   Paa Gaarden fik hun saa én til at følge med sig, og da de saa kom saa vidt, åt de atter kunde se Mælport, stod Lyset der endnu. Men da de kom i Nærheden, rejste det sig og hoppede ud i Kjærene.
   Hun kunde da forstaa, at det var en Lygtemand, og nu kom hun vel beholden hjem.
Ida Thomsen, Vedsted.

Mælport udgjor Skjellet imellem Aaby og Birkelse Ejendomme og er et stort gammelt Digehæv, der er saa bredt, at man godt kan kjøre ovenpaa det. I gamle Dage blev Bønderne bojet til at dige det op, skaffe Fylding til det og i det hele holde det i Orden. Aaby-Birkelse Vejen gaar lige gjennem et Skaar i Diget. Forhen var paa det Sted et stort Led, og her var det, Lysbuen stod med hver Ende paa Digeenderne.
   Æresstøtten er sat af Bønderne for den nuværende Ejers Fader paa Birkelse, der var meget yndet af dem.