Lys højt, lys lavt
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 53
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
189. For hundrede Aar siden, ja for meget længere siden, da stod der to Gaarde her østen, de kaldte dem Dalgaarde, og de var bygget saa nær sammen, te Taget paa det ene Hus naaede næsten sammen med Taget paa det andet, og ingen kunde gaa imellem Husene, uden de skulde ikke gaa krum. Nær ved Sønderenden af den Smøge laa der en stor Sten, den var saa stor, te et Menneske kunde sidde paa den.
Saa var det en Aften, det var saa lyst, det var nemlig Fuldmaane, men der var Blaaner paa Sky, da vilde den Mand i den østerste Gaard, de kaldte ham Simon Dalgaard, han vilde ud at give hans Heste saadan ud paa Aftenen. Da kunde han høre noget, der snakkede, og han stod stille en lidt og lyttede, og saa vilde han hen og se, hvad det var. Da var det Nissen, som havde sat sig der paa den Sten og vilde luse om sig - for de var jo saa luse, de Nisser, det blev der altid sagt. Det var jo ogsaa i den Tid, de brugte deher Træplove med en stor Plovstang i, og saa lister Simon sig norden om og faar fat i en Plovstang, og saa kommer han ind imellem Stederne med den og hen til Nis, og han mærkede ham ikke. Hver Gang der saa kom en Blaane for Maanen, saa blev Nis jo gal, for det han kunde ikke se, og sagde:
"Lys højt."
Men naar den saa drev over, var han i hans Bestilling igjen. Saa kom der saa meget en stor Blaane, og Nis bliver gal og raaber alt hvad han kan:
"Lys højt!"
Med det samme giver Simon Dalgaard ham en over Nakken med Plovstokken. Nu tror Nis jo, det er Maanen, der slaar, og han bliver lige saa ydmyg og siger:
"Højt og lavt, lissom du vil, højt og lavt, lissom du vil!"
Nu rejste Simon Dalgaard, han turde ikke være der længere, og Nis han kunde blive siddende, lige saa længe han vilde.
Ane Marie Jensdatter, Bedsted.
190. Et Sted var der en Gaardbonisse, han sad og løskede sig ved Maaneskin i en Kvist, der stod aaben, og der havde han faaet sig stilt an. Saa drev der somme Tider en Blaane for Maanen, og saa mørknedes det jo for ham. Da siger han:
"Lys højt."
Men i det samme staar Karlen bag ved ham med en stor Skavender og giver ham et godt Nakkedrag med.
"Jaja," siger han saa, "højt og lavt, lissom Faaer sjæl vil."
Han havde jo ment, det var Vorherre, der havde slaaet ham.
Peder A. Stærk, Madum Sø.
