Nibelungekvadet 36

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nibelungenlied 2.jpg
Nibelungekvadet


oversat af
Chr. Fledelius


36. Æventyr, hvorledes Dronningen lod stikke Ild paa Salen


1411.
 
 
 

„Nu løs eders Hjelme,"      mælte Hagen kækt.
„Befal jer trygt i Folkers      og min Varetægt.
Vil Etzels Helte atter      binde med eder an,
varer jeg mine Herrer      saa snarligt, jeg det kan."

2018.
 
 
 

1412.
 
 
 

Da tog sin Hjelm af Hovedet      mangen en Ridder god:
de sad paa de slagne,      der laa henstrakt i Blod,
dem de gæve Helte      havde i Døden sendt.
Dér blev de ædle Gæster      kun saare slet betjent.

2019.
 
 
 

1413.
 
 
 

Endnu før Aften maged      Kong Etzel det saadan,
i Samraad med Krimhild,      at mangen Hunemand
paa ny fristed Lykken.      Da saa man hos dem staa
vel endnu tyve Tusind:      til Strid skulde de gaa.

2020.
 
 
 

1414.
 
 
 

Den haarde Strid vared,       til Natten dem afbrød.
Gæsterne sig værged,      som deres Ære bød,
mod Etzels Helteskare      den sommerlange Dag.
Eja, hvad kække Helte      sank om for deres Slag!

2022.
 
 
 

1415.
 
 
 

Det hændte ved et Solhverv,      det store Mord fandt Sted,
at Fru Krimhild hævned      den Kvide, som hun led,
paa sine næste Maage      og derhos mange Mænd:
thi groed for Kong Etzel      kun Sorg sidenhen.

2023.
 
 
 

1416.
 
 
 

Dem var Dagen leden:      de mærked deres Nød.
Bedre det dem tyktes      at dø en snarlig Død
end længe dér at lide,       hvad grufuldt de led.
De stolte tapre Kæmper      forlangte da en Fred.

2024.
 
 
 

1417.
 
 
 

De bad, man skulde bringe      Kong Etzel hen til dem.
De tre stolte Konger      traadte for Salen frem,
blodstænkte og sorte      af Brynjen, som de bar.
Hvem skulde de klage      deres Nød og Kvide svar?

2025.
 
 
 

1418.
 
 
 

Etzel og Krimhild      didhen begge kom.
De to raadte for Landet,      dem flokkedes man om.
Til Gæsterne han mælte:      „Nu sig, hvad ønsker I?
I tænker Fred at vinde:      den Tid er dog forbi.

2026.
 
 
 

1419.
 
 
 

Paa al den svare Skade,      som I mig her har gjort
(om jeg mit Liv bevarer,      nytter det jer ej stort),
mit Barn, som I fældte,      og mange Maage med,
aldrig kan jeg skænke      jer Soning mer og Fred."

2027.
 
 
 

1420.
 
 
 

Dertil svared Gunther:       „Os tvang den haarde Nød.
I Herberg mit Følge      segned til Hobe død
for dine Heltes Hænder:      gav jeg dig dertil Grund?
Jeg kom paa Tro og Love      og vented Venskab kun."

2028.
 
 
 

1421.
 
 
 

Da mælte af Burgunden      den unge Giselher:
„I Etzels gæve Helte,      som end i Live er,
hvad har I mig at laste?      hvad har jeg gjort af Ondt?
I Venskab jeg rejste      til eder fra Burgund."

2029.
 
 
 

1422.
 
 
 

De mælte: „For din Godhed      fyldes den hele Borg
og alt vort Land med Jammer.      Thi ser og vi med Sorg,
at du kom nogen Sinde      fra Worms over Rhin.
Vort Lands Fædre vog I,      du selv og Slægten din."

2030.
 
 
 

1423.
 
 
 

Da mælte Helten Gunther,      fortørnet var hans Hu:
„Lad eders stærke Fjendskab      komme til Soning nu;
os hjemløse gavner I      og lige fuldt jer selv.
Hvad Etzel gør imod os,      det gør han uden Skjel."

2031.
 
 
 

1424.
 
 
 

Da mælte Landets Herre:       „Min og jer Fortræd
har ingenting til fælles.      For alt, hvad jeg led
af Jammersnød og Skade,      dertil Skam og Tort,
skal Ingen af jer mere      slippe fra Borgen bort."

2032.
 
 
 

1425.
 
 
 

Mælte stærken Gernot      dernæst til Landets Drot:
„Saa byde Gud jer gøre      een Velgerning blot:
os hjemløse dræb kun,      men giv os Lov at gaa
ud til jer i Luften:      jer byder Æren saa.

2033.
 
 
 

1426.
 
 
 

Ihvad os end skal times,      I gøre Smerten kort.
I har saa mange karske,      at ikke vi slipper bort,
om de tør overfalde      os kamptrætte Mænd.
Hvor længe skal vi stedes      i denne Vaande end?"

2034.
 
 
 

1427.
 
 
 

Havde Kong Etzels Helte      da nær føjet dem,
saa at de lod dem træde      for Salshuset frem.
Det erfor Fru Krimhild:      hun græmmed sig derved.
Thi nægted man de hjemløse      brat hver en Fred.

2035.
 
 
 

1428.
 
 
 

„Nej nej, Hunekæmper,      hvad dér I tænker paa,
jeg raader jer for sanden,      I gøre ikke saa:
slipper I nu de mordgridske      ud af Etzels Sal,
da ligger eders Maage      døde snart paa Val.

2036.
 
 
 

1429.
 
 
 

Om ikke Andre leved,      men Utes Sønner tre,
mine saare ædle Brødre,      herude lod sig se
og køled deres Brynjer,      da blev det Alles Død.
Mer uforsagte Helte      blev ikke i Verden fød."

2037.
 
 
 

1430.
 
 
 

Mælte da ung Giselher:       „Fagre Søster min,
det tænkte jeg kun lidet,      dengang du over Rhin
bød mig hid til Landet      til denne store Nød.
Har jeg fortjent at finde      i Huneland min Død?

2038.
 
 
 

1431.
 
 
 

jeg var dig stedse trofast      og ingen Tid til Sorg.
Jeg red i den Fortrøstning      herhid til Etzels Borg,
at du, ædle Søster,      var mig af Hjertet god.
Ej andet Raad vi kender:      nu vis os naadigt Mod."

2039.
 
 
 

1432.
 
 
 

„Kan jeg vise jer Naade,      som kun Unaade har?
Mig har Hagen af Tronje      voldt en Kummer svar,
saa aldrig det kan sones      igen i dette Liv.
Thi skal I alle bøde,"      mælte Etzels Viv.

2040.
 
 
 

1433.
 
 
 

„Vil Hagen I alene      mig dog til Gidsel give,
da vil jeg ikke nægte      at lade jer i Live:
I er mine Brødre,      os een Moder bar:
da raader jeg til Soning      de Helte, hér jeg har."

2041.
 
 
 

1434.
 
 
 

„Forbyde Gud i Himlen",      Gernots Gensvar lød.
„Og var vi saa end tusind      af samme Moder fød,
vi laa til Hobe døde,      før vi dig gav een Mand
til Gidsel af vor Midte.      Det skal ej ske for sand."

2042.
 
 
 

1435.
 
 
 

„Vi maa dog dø til Hobe,"      mælte Giselher.
„At værge os som Helte,      skal Ingen hindre her.
Vil Nogen kæmpe med os,      da er vi rede end,
thi aldrig har jeg troløst      sveget nogen Ven."

2043.
 
 
 

1436.
 
 
 

Da genmælte Dronningen:       „Helteskare stolt,
nu nærm eder Trappen      og hævn, hvad mig er voldt.
Det vil jeg altid tjene,      som Ret er og Skjel.
Hagens stolte Hovmod      skal lønnes ham fuldvel.

2045.
 
 
 

1437.
 
 
 

I slippe ej af Huset      en eneste Mand:
paa Salens fire Ender      lader jeg sætte Brand :
saaledes faar jeg Hævn      vel for alt, hvad jeg led."
Etzels Helteskare      var dertil fluks bered.

2046.
 
 
 

1438.
 
 
 

Dem, som end stod ude,      dem drev man ind paa ny
med Slag og Skud i Salen:      da lød et stærkt Gny.
Dog skiltes ingen Sinde      Fyrsterne og deres Mænd:
trofast holdt de sammen,      ihvad dem skete end.

2047.
 
 
 

1439.
 
 
 

Bød da Salen antænde      Etzels stolte Viv.
Da pinte man med Luer      de bolde Heltes Liv.
I Blæst fænged Huset,       snart det stod i Brand.
Værre Kvaler aldrig      et Folk led for sand.

2048.
 
 
 

1440.
 
 
 

Mange skreg derinde:       „Ak ve for denne Nød!
Langt bedre, om i Kampen      vi alle fandt vor Død.
Gud unde os Naade:      forbi er snart vort Liv.
Sit Had hævner grufuldt      paa os Kong Etzels Viv."

2049.
 
 
 

1441.
 
 
 

En derinde mælte:       „Vis er os vor Død.
Hvad hjælper vel den Velkomst,      os Hunekongen bød?
Mig volder Tørst og Hede      saa frygtelig en Vé,
at snart af denne Vaande      min Død I skal se."

2050.
 
 
 

1442.
 
 
 

Mælte Hagen af Tronje:       „Hver ædel Ridder god,
hvem Tørsten saare plager,      han læske sig med Blod.
Det er i saadan Hede      end fuldt saa godt som Vin.
Vi faar ej bedre Vilkaar,      vi gæve Mænd fra Rhin."

2051.
 
 
 

1443.
 
 
 

Da traadte En af Heltene      did, hvor en død han fandt:
han knælte ved hans Vunde,      og Hjelmen af han bandt:
han gav sig til at drikke      af det rindende Blod.
Hvor uvant det var ham,      ham tyktes Drikken god.

2052.
 
 
 

1444.
 
 
 

„Nu lønne jer Gud, Herr Hagen",      den trætte mælte saa,
„at jeg ved eders Lære      saa god en Drik kan faa.
Sjælden har man skænket,      saa bedre Vin jeg drak.
Om jeg faar Lov at leve,      skal jeg vide eder Tak."

2053.
 
 
 

1445.
 
 
 

Dér de andre hørte,      at han fandt Drikken god,
da var der mange flere,      som Iigesaa drak Blod.
Saalunde vaktes Heltene      paa ny til Kraft og Liv.
Thi græd for kære Frænder      engang mangen en Viv.

2054.
 
 
 

1446.
 
 
 

Da faldt paa dem i Salen      mangen Brand fuldstor:
dem fanged de paa Skjolde      og kasted dem til Jord.
Røg og dertil Hede      voldte dem dobbelt Vé.
Aldrig skal vist Helte      en større Jammer ske.

2055.
 
 
 

1447.
 
 
 

Mælte Hagen af Tronje:       „Mod Væggen eder stem,
lad ingen Brande falde      paa eders Hjelmes Rem,
men træd dem under Fødder      dybere ned i Blod.
Den Fest, Krimhild giver,      den er os lidet god."

2056.