Nissehjælp
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 33
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
121. En Pige i Nestelsø kom gaaende paa en Sti og skulde over en Stente. Da sidder der en lille Pusling lige midt paa Stenten, og han havde en rød Hue paa Hovedet med lang Dusk i.
Saa siger hun:
"Flyt dig lidt, min Dreng, og lad mig komme over."
Saa flyttede han sig Ogsaa Og lod hende komme frem.
Seminarist Holmsø, Jelling.
122. Der haves adskillige overtroiske Fortællinger om Nissepugen, som skal have været sine Tilhængere eller Forsørgere særdeles tro, hvorfor mange redede ordentlig Seng og kogte Grød til ham.
R. Balslev, Haarslev.
23. Det var i en Gaard de havde en Nisse, og han havde hans Plads oppe paa Staldloftet. Han hjalp Pigen bestandig med at malke, og han var hende saadan i det hele behjælpelig med alting. Derfor gav hun ham ogsaa Smør i hans Grød hver Aften.
Men saa en Aften glemmer hun det, og derover blev han saa fornærmet paa hende, te han tager hende af hendes Seng om Natten, den Gang hun laa og sov, og bærer hende ud paa Møddingen.
Der laa hun om Morgenen, da hun vaagnede.
Kirstine Andersen, Vestervig,
Skomager Mikkel Mikkelsens Kone.
124. En Gaardmand paa Strynø havde en Nisse, med hvem han stod paa en meget god Fod, hvorfor ogsaa Nissen gjorde meget Arbejde for ham.
En Dag havde Manden rendt omkring hos Venner og Naboer og bedt dem hjælpe sig en Stak ind den næste Dag. De lovede det, og næste Morgen mødte de allesammen, men blev meget forbavsede, da de kom ud og skulde til at begynde, for Stakken var borte. Da de nu saa ind i Udhuset, var alt paa sin Plads, saa de ikke selv kunde have gjort det bedre.
Som de nu stod og talte herom, bemærkede Manden, at der hang dog ikke saa lidt Straa ned, som Køerne kunde naa, saa Nis skulde have passet bedre paa. Han antog nemlig, at det var ham, der havde flyttet Stakken.
Men Nissen tænkte, at Manden ikke skulde beklage sig for ingen Ting, og da han næste Morgen kom ud, var Stakken paa den forrige Plads igjen.
Saa havde Nissen hævnet sig.
Pastor L. Prip.
125. Det var jo et Sted i Vesterø, de havde en Nisse, men Konen var kjed af at have ham, fordi han altid skulde have Grød til hans Nætter.
Saa en Dag kom hendes Søster der i Besøg, og hun fik Nissen med sig hjem og havde ham i lang Tid, men saa blev hun ogsaa kjed af ham.
Derfra kom han saa over til Naboen, som var Kjøbmand og desuden havde Landbrug. Der skar Nissen baade Hakkelse og tarsk Kornet og røgtede Hestene og Kreaturerne, og alting trivedes vel, skjøndt Manden var slem til at spille Kort og mange Gange forsømte sine Sager.
En Aften han saaledes sad et Sted og spillede Kort, pikkede det paa Vinduet udenfor, og en Stemme sagde:
"Skynd dig at komme hjem, den røde Kvie er ved at faa Kalv."
Manden smed da Kortene og løb strags hjem. Det forholdt sig ogsaa, som Nissen havde sagt.
Manden vilde ikke af med ham for aldrig det og beholdt ham.
Jens Ghr. Andersen, Bostrup Hedeby.
126. Der var en Boelsmand her paa Helnæs, der hed Lars Peter, og hans Kone kaldte de Mette Peter. De var begge meget paaholdende for ikke at sige gjerrige. Da de kom her til Stedet, var det meget smaat for dem ligesom for andre Folk her, men de blev snart velstaaende.
Folk troede om dem, at de havde tre Nisser, der hed Nissen Dissen og Emmaut, og flere paastaar, at de har set dem og mødt dem. Pigen havde ondt ved at taale deres Spektakkel paa Loftet, men naar Lars Peter gik op ad Trappen og aabnede Loftslemmen og raabte derop, saa blev alt stille.
Samme Mand havde altid liggende uden for sin Port en Tyvetorn, det vil sige, saa mange Torn en kan bære paa en Træfork eller Tyve, og man mente, at det stod i Forbindelse med noget overnaturligt, enten med Nissen eller med den Slemme selv. Nogle unge Karle stod en Aften udenfor og vilde gjøre noget Spektakkel, men da blev der med et saadan en Uro i de Torn, saa de blev bange og løb deres Vej.
Folk paa en 60 Aar kan huske, at de Torn laa endnu udenfor Porten, men for en 40 Aar siden kom de væk. De laa udenfor Porten, der var ud til Vejen.
Dem, der havde set de Nisser, de beskrev dem som Smaafolk med røde Topluer.
P. Runge, Helnæs.
127. En gammel Husmand, der er død for en 30 å 40 Aar siden, havde 3 Nisser, der var ham til stor Nytte. De bar andres Korn hjem i hans Lade o. s. v. og gjorde ham til en efter Forholdene meget rig Mand.
Sikkert er det, at han al Tid baade Vinter og Sommer havde en Tyve (lille Bunke) Torn liggende uden for sin Port. Man mente, at der var noget ved de Torn. En rask Karl kom ved Nattetide forbi Porten, og da det kom ham for, at noget puslede i Tornene, saa sparkede han til dem, men da lød der et Brag, som om alle Tornene knækkede paa 'en Gang. Karlen skyndte sig hjem, og for Fremtiden fik Tornene Lov til at ligge i Fred.
Jeg kan huske den Husmand og véd om ham, at han var overordentlig gjerrig. Al Ting kom i Betragtning hos ham, Ben og gammelt Jærn, der flød omkring ved Naboerne o. s. v. Han var den Gang en gammel Mand.
Der blev kun kogt Kaffe én Gang om Aaret i hans Hjem, nemlig naar han tog mod Vullemælk (han var nemlig ogsaa Træskomand). Den levnede Kaffe blev tyllet paa en Flaske og gjemt, til Grisen skulde slagtes. Naar han gik paa Arbejdet om Morgenen, saa skar han Brød til Konen og Pigen, og satte derefter Kjende i Brødet.
Da han laa paa sit Yderste, tog han kun en Teskefuld Medicin, hvor han skulde have benyttet en Spiseskefuld. "Der skal spares," sagde han.
Hans Hest stod bunden i en Træklove for ikke at slide paa Grimen. Fra den tidlige Morgen til den sene Aften var han i Arbejde, og var meget nævenyttig og paatog sig alt, hvorpaa der kunde tjenes Penge, var Stenhugger, Brøndsætter, Træskomand og Landmand, saa han nok uden Nissernes Hjælp kunde have blevet en rig Mand.
Men man paastod, at de var der, og flere har set dem. Naar de kom gaaende, gik de al Tid Haand i Haand. Hans første Kone, som i min Barndom var en gammel Kvinde, sad paa Hesten som et Mandfolk med Markriven under Armen og vrikkede en Maske, som hun sagde (d. v. s. hun bandt paa en Strømpe). De tog altsaa begge to Tiden i Agt.
Der var Spøgeri i deres Hus. Han gik flere Gange op paa Loftet om Natten for at stille det, og han blev vred, naar Konen eller Pigen forlod Sengen under dette hans Arbejde.
En anden Form af Sagn 126.
Gaardejer P. Runge, Helnæs.
128. De Nisser ved Lars Peters var i Katteskikkelse og rendte med Posen under Halen, og dem havde de Korn i.
Tjenestefolkene kunde aldrig have Ro for de Nisser, der var saadant Spektakkel oppe paa Loftet oven over, hvor de laa. Der var en, der kom forbi, da de rendte derind, og saa slog han efter dem, men blev da lige kylt over Hegnet ind i Marken ved Siden af.
Lars Peter kunde bruge af sit Korn hele Vinteren og saa om Foraaret sælge lige saa meget, som han havde avlet Aaret før.
Jørgen Nielsen havde ogsaa Nisser. Den Mand havde altid Korn, for hans Nisser gik og slæbte til.
Der var en Karl, der tjente der, han forsikrede, at de avlede en halv Snes Tønder Ærter, og dem brugte de af hele Vinteren, men naar Foraaret kom, solgte han lige ti Tønder.
Niels Hansen, Rørmosegaard.
129. Lars Peter havde Nisser, og de hjalp ham med at blive formuende. Som Skoledreng var jeg ikke dristig ved at gaa forbi hans Sted om Aftenen.
Kristian Simonsen, Helnæs.
130. Min Stifmoder tjente i Anders Vævers Gaard i Egaa i 14 Aar. Der var en Nisse, som boede i en hul Esk i Toften, og han gik og fodrede baade Bæster og Køer. Hun var født selve Julemorgen, og derfor kunde hun se ham.
Hun saa ham tit i en Gyde, naar han skulde gaa efter Vand, og han sagde til hende, at hun skulde ikke være ræd for ham, for han skulde ikke gjøre hende nogen Fortræd.
Anders Væver sagde til nogle andre Mænd, at han vilde sætte et stort Væddemaal med dem, at de kunde ikke faa nogle Æbler i hans Have. Saa prøvede de det. Nogle skulde op i Abilden og ryste ned, og andre samle op. Men dem kom der et stort Dyr, som lignede en Ræv, og skød til Side, og der kom saa mange Kokke og flagrede om dem oppe i Træet, saa de fik ingen Æbler, og det var Nissens Skyld.
Denher Anders Væver sad for Bordenden efter hans Død og talte hans Penge, og det slæbte med Sække paa Loftet, for han havde nok gjort Uret med at maale galt op.
De fleste af Kreaturerne døde, og havde Sønnen ikke trukket de andre til Løgten* og solgt dem der, saa var de døde allesammen.
De Børn var saa rige til at begynde paa og havde Penge nok, men de blev til sidst saa ringe alle sammen. Sønnen blev saa ussel af Kraft, saa det helt aad Struben af ham.
*Løgten: Løgten Kro, hvor der holdtes Marked.
Margrete Jensdatter, Mejlhy.
131. Smed-Lavs i Retlestrup havde i sin Ungdom Tjeneste hos Gaardmand Mads Baskerøv i samme By.
Han havde Cyprianus og kunde gjøre allehaande Kunster. En af hans første Bestillinger var at kjøre i Kongerejse, og Mads formanede ham da til, naar han kom hjem om Natten, at kjøre ind gjennem Porten, kaste Tømmen paa Stenbroen, forlade Kjøretøjet og gaa i Seng. Det syntes han ikke ret om og blev staaende for at se, hvad der vilde gaa for sig. Saa saa han Faarehusdøren blive aabnet, og en gammel graa Vædder komme ud og give sig i Lag med at spænde Hestene fra. Lars tog nu Vædderen i Nakken og smed den igjen ind i Huset. Næppe var det gjort, før den kom igjen. Først da han var smidt tilbage tredje Gang, lod han være med at spænde fra og stod og saa til.
Nu gik Lars ind i Foderloen for at fodre Hestene, og da det var besørget, og han igjen vilde gaa ud, rejste Hakkelsekisten sig paa Bagbenene og hakkede Lavs i Nakken med Forstillingen. Saa smækkede han Døren i paa den, saa den ikke kunde komme ud, og saa gik han igjen hen i hans Seng, men fik ingen Ro, for Gavntræet i Huggehuset ved Siden begyndte at tumle og banke i Væggen ind til Karlekammeret.
Da han nu ikke fik Søvn i Øjnene, stod han op og gik ind til Manden og sagde, at de Kunster vilde han ikke finde sig i.
"Du kunde jo have gjort, som jeg har sagt, men gaa nu i Seng, og nu skal intet forstyrre dig mere."
Lærer P. Nielsen, Skuderløse.
132. Mens vi boede nede i Dronninglund, havde vi en Nisse, det er nu vist nok. Han kunde gaa hen ad Loftet og træde fast paa det, ja, sætte Knæene ned mod det, og det var endda stoppet helt fast og fuldt af Foder.
Vi havde en lille Hund, den kunde se ham og gjøede ad ham. Det kunde rasle med Panden og Ildklemmen, og undertiden var det henne, men vi sagde altid:
"Det kommer nok igjen".
Et Aar var der Misvægst, og vi havde kun tre Dragbaarer Foder til en stor sorthjælmet Ko. Min Nabo sagde, at a maatte helst slagte den, for a kunde ikke føde den over. Men a kjøbte en Tønde Kartofler, og Nissen hjalp mig og fodrede den, saa Koen var formelig fed om For aaret, mens de andres var helt forarmede.
Jens Mosen, Ø.-Br.
133. Der er tre Gaarde her norden til St.-Brøndum, de kalder dem Hedegaarde. I den ene af dem var der en Nisse, og han hjalp til med alting.
Manden havde en Tærsker og han skulde en Aftenstund sige ham, hvor meget der var i Dyngen, han nu havde torsken. Saa sagde han ogsaa det.
"Ja," siger Manden, "du skulde have sagt lige saa meget til."
Næste Gang han spurgte om det, lagde han ogsaa lige saa meget til, og saa var det der, da de skulde bære Kornet op.
Hans Lund, ved Madum Sø.
134. I en Gaard i Nærheden af Fiskerlejet Listed paa Bornholm saa man tit en Nisse sidde overskrævs paa den nederste Halvdør ind til Stalden, og naar man om Aftenen efter Klokken 10 gik ind og tog Hakkelse til Hestene, fik man altid fat i et laaddent Dyr, og det var lige meget, hvor man saa tog i Hakkelsen.
I den Tid Nissen var der, havde Manden Held med sig, baade til Landbruget og til de Fiskekvaser, han ejede. Men saa blev Nissen væk, og nu gik det uheldigt i alt hos Manden. Saa var der heller intet laaddent at faa fat i, naar man gik ud i Loen efter Hakkelse.
H. Johansen, Gjedved.
135. Per havde været Tjener for Herskabet paa Fuglsang i sine yngre Dage, og derfor kaldtes han altid Per Tjener. Saa kjøbte Herremanden Krølgaarden paa Hesselø til ham og gav ham for lang og tro Tjeneste.
Da han nu kom sejlende til Øen for at tage imod Gaarden, da mødte der paa Broen en lille Mand, som spurgte ham, om han ikke havde Brug for en Tjenestedreng.
"Jo, jeg kunde jo nok bruge en Dreng," siger han, "men du ser mig ud til at være noget lille." -
"Ja, du kan da prøve mig," og saa tog han ham med, og den lille Fyr var ham ogsaa til megen Nytte.
Naar Per skulde sejle over for at besøge sit gamle Herskab paa Fuglsang, fandt han altid Baaden sejlklar, Aaretoldene sat i Tofterne, og Aarerne lagt til Rette, og det havde Nissen jo gjort. Saadan var han stadig til Tjeneste.
Men Kvindfolkene paa Gaarden kunde ikke ret komme ud af det med ham, og derfor drillede han dem jævnlig. Naar de sad og malkede, saa kunde han godt sidde oppe paa Stænget og pisse ned gjennem et Hul, saa det løb ned i Spanden og i Hovedet paa Pigerne.
Til sidst blev Manden nødt til at skaffe sig af med ham, men Dagen efter laa hans bedste Ko død i Stalden.
Lærer J. Mikkelsen, Flintinge.
136. Min Fader tjente i en Præstegaard i Karlum, og der havde de saadan en gammeldags stor Sal, som kun blev fejet hver Løverdag. Derefter blev der strøet frisk Sand der inde, og saa blev Døren lukket af, og aldrig nogen kom saa derind før Søndag Morgen, men saa opholdt Familien sig ogsaa der inde om Søndagen. De havde dog aldrig noget for at have strøet det kjønne Sand og gjort det saa pynteligt, for Sandet var hver Søndag Morgen saa overtraadt af ene bitte smaa Nissefødder. Mange af de smaa Spor var helt tydelige, og det saa ud, som det hele var overfejet og over trippet. Min Fader har mange Gange set de Spor og har tit fortalt om det. Det var min Tante, der var Præstefrue der, og hun sagde:
"Lad os gjøre noget for det, vi skal nok faa Fred, naar blot vi forstaar det."
Saa satte de nymalket Mælk og Grød der op hver Løverdag Aften, og saa blev der Ro.
De fandt en Gang en bitte rød Nissehue, som Fader siger, at han har haft i Haanden mange Gange, og den gjemte de som et Minde om Nisserne.
Om det saa var Præsten, var han vis paa, at de havde været der, og han sagde, at de forsvandt under den store Sten, der laa i Kjøkkenet foran Skorstenen. Samme Præst ligger begravet paa Burkal Kirkegaard.
Fru Christine Bennetsen, Skjoldager.
