Nogle Viser af Kong Regners Sønner

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779

Nogle Viser af Kong Regners Sønner

Kong Regner Lothbrogs Sønner giorde engang et Indfald i Sverrig, hvor deres hele Krigshær, tilligemed den ene af Brødrene, Agnar, blev slaget. Ingen var nu tilovers uden den anden Broder, Erik. Kong Eisteinn vilde skienke ham Livet, hvilket han ved følgende Vise vegrede sig ved at modtage, udbedende sig allene, at han maatte løftes op paa Spydene, og døe paa denne selv-valgte Maade:

Bod vil jeg ei for min Broder,

Ei Møe for Ringe kiøbe:

Jeg hører nu at Eistein

Er Agnars Morder vorden.

Mig Moder ei begræder:

Døe vil jeg over andre,

Det Spyd, som mig igiennem

Skal bore, alt er dannet.

Fortæller det til Aslaug,

Forbi er mine Krigstog'

Mod Østen, at min' Ringe

Skal ømme Pige have.

Det skal fuld af Vrede,

Naar min Død hun spørger,

Min Stifmoder sine

Milde Sønner fortælle.

Da Aslaug fik dette at høre, gik hun til sine Børn. Biørn og Hvitserkr spillede Tavl, og Sigurdr stod og saae til. Da sang Aslaug:

Ei I skulde være,

Om I først var' døde,

Kun et halvt Aar efter

Uden Hævn, I Brødre!

Det vil jeg ei dølge.

Erik nu og Agnar

Mig ufødte Sønner.

Da svarede Sigurdr Orm i Auga:

Det er tre Ugers Gierning,

Om du sørger, Moder,

Skiønt vi lang Vey have,

Krigstoget at begynde.

Ikke skal i Upsal,

Skiønt meget Guld han byder,

Om vor Kaarde duer,

Eistein Beli raade!

Da sang Biørn Jarnside:

Her er Mod og Mands-Hierte

Inden mine Rivbeen.

Skiønt kun lidt jeg taler,

Mod har jeg dog som Ørnen.

Ikke har jeg i Øye

Orme, ei skinnend' Snoge,

Mig glæded' mine Brødre,

Dine Stifbørn jeg begræder.

Da svarede Hvitserkr:

Lad see, at før vi love

At vi vil dette hevne,

Vi med al Ulykke

Glæde Agnars Morder.

Støder Skib i Havet,

Hugger Iis for Stavnen,

At vore Skibe hastig

Tilladne kunne blive.

Da sang Ivar Beinlause:

Stort Mod I have,

Orm og Tillid tillige,

Seer nu til at ikke

Bestandighed feiler.

Man bære mig Beenløse

Frem, der hvor Sverde klinge,

Haand har jeg til at hævne,

Endskiønt jeg ingen bruger.