Offerceremonier

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Offerlære

§ 35.
Offerceremonier


Naar Lappen, der skulde ofre, ikke selv var Noaide, maatte han tilkalde en saadan, der kjendte alle Ceremonierne ved Ofringen. Noaiden maatte da forberede sig til Ofringen ved Faste og ved at vaske sig over hele Legemet. I enkelte Tilfælde, f. Ex. ved livsfarlige Sygdomme, kunde det hænde, at et Dyr skulde ofres helt og holdent. I dette Tilfælde blev der intet Offerkalas holdt, og heller ingen Gjæster indbudne; men ellers holdt Lapperne, som andre hedenske Nationer, Gjæstebud ved Ofringen. Man indbød saa mange Gjæster, som behøvedes, for paa Stedet at fortære Kjødet af det slagtede Dyr. Naar Offerdagen frembrød, og Gjæsterne ankom, iførte Noaiden sig sine bedste Klæder. Omkring høire Haand havde han en Messingkjæde. Et Bælte tog han saaledes paa sig, at det laa over høire Skulder og under venstre Arm, ligesom et Ordensbaand. Over Skuldrene havde han et hvidt Linklæde, og paa Hovedet havde han, naar der ofredes til nogen af Gudinderne, et Linklæde i Form af en Kvindehue, hvorom der igjen, efter Nærø-Manuskriptet, sattes en Krands af Løv og Blomster. "Naar man nu spurgte Noaiden", siger Jessen, "hvad hans Prydelser, Kjæde, Bælte m.m. skulde betyde, svarede han, at det altsammen var Tegn paa den Frivillighed og Beredvillighed, hvormed de frembare sit Offer". Efter saaledes at være redimitus ad sacra peragenda udforskede Noaiden først ved Hjælp af Runebommen, til hvilken Guddom man skulde ofre, — i Tilfælde nemlig af, at man ikke tiltrængte nogen bestemt Guds særlige Hjælp, — og hvilket Offer der skulde bringes. Var dette Offer en Ren, som vel hyppigst var Tilfældet om Høsten i Slagtetiden, medens til andre Tider og i særegne Tilfælder andre Ofre kunde bringes, udsondredes Dyret af Hjorden, og i dets høire Øre fæstedes en hvid, rød eller sort Traad, alt efter den Guddoms Egenskaber, til hvem Offeret var bestemt. Det Dyr, der saaledes udtoges til Offer, maatte være aldeles uden nogen Lyde eller Feil. Samuel Helm har tillige forklaret, at man for at forsikre sig om, at Afguden vilde have Offerdyret, rykkede nogle Haar af paa Undersiden af Dyrets Hals og fæstede disse ved et eller andet klæbrigt Stof til Ringen, som lagdes paa Runebommen. Dersom nu Ringen, siger Rehn, ved Slag paa Trommeskindet bevægede sig hen til den Guds Billede, til hvem man agtede at ofre, da var det et Tegn paa, at Guden vilde modtage Offeret. Rørte Ringen sig ikke af Pletten, maatte et andet Dyr udvælges. Det beroede naturligvis paa Noaidens Kunstfærdighed at faa Ringen til at bevæge sig og standse, hvor han vilde. Var nu Dyret udvalgt og, efter Nærø-Manuskriptet, — ligesom Noaiden eller Blotmanden — udstyret med en Krands om Hovedet, begav hele Selskabet sig hen til Basse, hvor Gudebillederne stode, eller ogsaa opstilledes for Tilfældet et Billede af Træ paa Stedet, i nogen Afstand bagenfor Teltet. Førend man begav sig afsted, maatte man imidlertid drage Omsorg for, at alle Hunde bleve bundne. Slap nogen af dem løs, troede man, at Udyr strax vilde komme over Hjorden, eller at Hundene selv vilde tage sig til at bide Dyrene ihjel. Ingen Kvinde maatte tilstedes at have noget at gjøre med det Offer, som Mændene bragte. Hun maatte ikke komme Helligdommen eller dens indviede Omraade nær, heller ikke gaa over den Sti, som Mændene fulgte, naar de gik til Offerpladsen, ja, ikke engang se i den Retning, hvor denne laa. Derimod var det ikke Kvinderne forment hjemme paa egen Haand at ofre mindre Ting til de kvindelige Guddomme.

Ankomne til Offerstedet, stak Noaiden Dyret lige i Hjertet med en Kniv, saaledes at det efter et Par Minutters Forløb faldt dødt omkuld. Derpaa afdroges Huden, og heri skulde samtlige Gjæster deltage. Efter at Indvoldene vare udtagne, samlede man noget af Blodet i en dertil medtagen Skaal, hvorefter Noaiden sønderlemmede Dyret efter Ledemodene, saaledes at intet Ben blev brudt. "Derpaa afskar Noaiden", siger Jessen, "Næse, Øine, Øren, Hjerte og Lunge samt lidt Kjød af hvert Lem, — men især maatte han ikke forglemme Kjønsdelene, naar det var et Handyr, — og lagde dette tilside til Offer". Alt eftersom det Øvrige af Dyret sønderlemmedes, kastedes det i en Offerkjedel. Efterat Kjedelen havde sydet ½ Times Tid, tog man endnu op nogle Stykker eller, efter Andre, lidt af ethvert Lem til Offer og lagde det hen til det øvrige, medens Resten kogtes. Naar Maaltidet var tilberedt, "faldt Noaiden og alle Offergjæsterne paa Knæ og velsignede Anretningen samt bade den Guddom, hvem Offeret var tiltænkt, at han naadigst vilde modtage Offeret og bistaa dem i den Sag, hvorom han fornemmelig anraabtes". Derpaa forsynede Noaiden sig med et Stykke Kjød, idet han sagde: Dat læ Horagales, Sarakka eller N. N. biergo! — Det er Horagales’s, Sarakka’s eller N. N.’s Kjød! — Ligesaa gjorde og sagde alle Gjæsterne. Naar Alt var fortæret, og, efter Nærø-Manuskriptet, maatte endelig hele Offeret fortæres samme Dag, saaledes at slet Intet deraf blev levnet, tog Noaiden og efter ham de Øvrige en Drik Kjødsuppe med de Ord: Dat læ Horagales eller N. N. garre! — Det er Horagales’s Skaal! — Efter endt Maaltid faldt Alle atter paa Knæ og bad den Gud, til hvem man ofrede, at han ikke vilde forsmaa Offeret, men naadigst modtage samme. Derpaa samlede Noaiden omhyggeligt alle Benene sammen og lagde dem tilligemed det, som tidligere var lagt tilside, i et Traug eller i et Slags Ligkiste af Birkebark, kaldet Damen-garre. Alle Benene lagdes i sin naturlige Orden, og det Hele overstænkedes med det opsamlede Hjerteblod. Dette Offer bragtes nu af Noaiden hen til Billedet. Han maatte nærme sig samme med blottet Hoved og krybende frem paa Knæerne. Idet han satte Offeret hen ved Stenbilledet eller stillede det op paa Luovven, om saadan fandtes, udbrød han: "Kjære N. N., modtag dette Offer af min Haand og hjælp os!" (i dette eller hint). Derpaa bestrøges Billedet ligeledes med Blod og betegnedes med Figurer, medens Øinene besmurtes med Fedme af Offeret. Foregik Ofringen paa et Sted, hvor intet Billede eller Offerluovve fandtes, saa nedgrov man Offeret i Jorden og satte det for Tilfældet dannede Billede over Graven, eller, efter Nærø-manuskriptet, pleiede man endogsaa undertiden "at grave det ned i Jorden inde i Hytten," rimeligvis dog kun, naar Offeret var bestemt til Sarakka, som antoges at opholde sig ved Ildstedet.

"Naar Noaiden," siger Jessen, "skulde forklare, hvorfor Benene saa omhyggeligt bleve samlede i Damen-garre, hed det, at man troede, at Offerdyret fik af den Gud, til hvem det ofredes, ei alene sit Kjød, Liv og Lemmer igjen i fuld, god Stand, men — at det endogsaa — (i Saivvo nemlig) — blev langt større og herligere, end det var dengang, det slagtedes." Efter samme Forfatter synes det dog, som om man ikke altid fortærede hele Dyret paa Stedet, men kun Forparten. "Bagdelen ansaa de uværdig til at fortæres som Offer, og den sendtes derfor hjem til Husbehov." Maaske man da senere bragte Benene til Offerstedet, i Tilfælde af at man ønskede, at Dyret skulde gjenoplives i Saivvo.