Om en enke og hendes sønner
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Om en enke og hendes sønner
Af einni ekkju ok syni hennar [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Der skete det sydpå i Frankrig, at en enke ejede en stor, værdifuld gård. Hun havde kort forinden mistet sin mand. De havde en søn sammen, som var stor og smuk, og da han blev en voksen mand, skete den store ulykke, at hun gav ham plads hos sig i sengen, og som resultat af dette samkvem fødte denne enke endnu en søn. Og da dette blev kendt, blev hun stævnet til at møde for paven for at få syndsforladelse, og hun drager af sted med sin unge søn.
Dengang var Urban den fjerde pave med det navn.[2] Der var en af kardinalerne, hvis færdigheder overgik de fleste andres, men det gik med ham som med så mange andre, at hvis Gud skænker nogen store evner, er der fare for, at hovmodet træder i stedet, og det er en slet gengæld for den store gave, som et menneske har fået, hvis den bruges til det, som Gud afskyr mest. Denne kardinal var så overmodig, at han fandt, at alt var ringe og usselt sammenlignet med ham selv; han fandt også fejl ved alt det, andre gjorde, og selv hvis paven dømte i en sag, havde han altid noget at udsætte på det.
Den føromtalte enke kommer til pavepaladset; hun opnår at få adgang til porten, for hun sparede ikke på pengene. Tilfældigvis gik paven samtidig igennem denne samme port, hvor hun stod med sin unge søn i favnen, og enken kastede sig grædende frem og fortalte om sin synd, og hvordan hun havde avlet denne unge søn med sin egen søns kød. Paven siger: »Jeg har ikke tid nu, men kom tilbage til dette sted i morgen, og da skal din sag blive afgjort.«
Da natten var til ende, kom enken til dette samme sted, men paven sad i møde. Og da nogen tid var forløbet, trådte en klerk frem for paven og sagde: »Herre! — ude i svalegangen står denne enke, som De i går lovede at høre på.« »Ja,« sagde paven, »— det er sandt. Gå du nu ud og kald hende ind til mig, afklædt og så nøgen som dengang, da hun begik den slette gerning, hun fortalte om forleden.« Dette sagde klerken til enken. Dette forekom hende at være meget at forlange, men hun tager dog alligevel alt tøjet af på nær natsærken, og hun tager barnet på sin arm og træder frem for paven; hun kaster sig grædende til jorden og bekender sin brøde for alle de tilstedeværende og beder om tilgivelse. »Ja,« sagde paven, »— nu skal jeg tilgive dig på stedet.« Han velsigner hende med disse ord: »In nomine patris et filii et spiritus sancti, amen. Vær du nu i alle henseender løst fra denne synd.«
Da paven havde givet denne tilgivelse, tog den førnævnte kardinal, der altid havde noget at udsætte på paven, ordet og sagde, at det var underligt ikke at pålægge en storsynder en streng straf, og at dette ville tilskynde andre til at begå synd. »Nu går det som så ofte før,« sagde paven, »— at du altid har noget at udsætte på det, jeg gør. Nu skal vi få et sandt bevis for, om jeg har handlet rigtigt, og om jeg har beføjelsen til at tilgive hende denne synd. Jeg påkalder dig — din urene ånd![3] — ved den højeste Guds magt og vælde til at komme op af jorden på dette sted og gribe mig, såfremt jeg i denne sag har overskredet mine beføjelser og ikke fulgt de rette forskrifter.« Og straks dukkede der en sort djævel op, styg og ækel, og han så sig omkring og greb denne kardinal i kinden og slyngede ham ned i gulvet og videre ned i jorden — og det mest sandsynlige er, at han tog ham med sig hjem.
Men enken vendte hjem til Frankrig med sin søn og var godt tilfreds med sine vilkår.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Urban IV, pave 1261-64. Han blev som den første pave ikke valgt blandt kardinalerne.
- ↑ ɔ: Djævelen
