Om sten med særlige egenskaber
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Náttúrusteinar
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
AMETYST er purpurfarvet som dråber af vin. Den kan også være hvidlig som vin dryppet i vand. Den findes i Indien. Den er ganske let at skære i. Den modvirker menneskers drukkenskab. Den er kostbar, hvis den er tilgængelig. Der findes fem forskellige slags.
KRYSOPRAS kommer fra Etiopien. Den er lys i mørke, men mørk i lys. Den skinner som ild om natten, men er som blegt guld om dagen.
GERANIT kaldes en sten, som er sort af udseende, men hvis en mand har den i sin mund, kan han straks sige, hvad andre synes om ham, for den besidder tavshedskraft. Da vil man vide, om en kvinde vil svare ja til eller afvise en bejler. Men hvis en mand bliver smurt med denne sten blandet med mælk eller honning, da vil fluerne straks sætte sig på ham for at suge og stikke.
MAGNETIT kaldes den sten, der findes i Indien hos det folkeslag, der hedder Trogodi[2]. Den er mørkeblå. Den tiltrækker jern. Mederne[3] opdagede dens kraft. Den kan lægges under halsen på en sovende kvinde, hvis man ønsker at vide, om hun er pålidelig: Hun er ren, som i søvne favner sin husbond, mens en hore falder ud af sengen, som blev hun kastet ud, og hun stinker, og denne stank er tegn på hendes skjulte laster. Og hvis en tyv går ind i et hus for at stjæle, og han lægger gløder hist og her og hvert sted noget af denne sten ovenpå, således at der opstår varme og røg fire steder, så vil alle, der befinder sig i dette hus, flygte i hver sin retning, og tyven kan tage, hvad han vil. Og hvis man drikker noget af den med vand og honning, så er det godt mod vattersot og også mod forbrænding, hvis du stænker med det.
DIAMANT af malabarisk krystal er den bedste sten, der kommer fra Indien, og den er ikke så lys, men har et mørkt skær, og den er således mørkeblå. Den er så hård, at den ikke giver efter for jern og ild, men den brister mellem jern og ambolt, hvis den er vædet med gedebukkeblod, og med brudstykker af den kan man tildanne andre ædelsten, men den findes ikke større end en valnød. En anden slags kommer fra Arabien. Den er ikke tilsvarende hård; den brister under hammeren uden at være vædet med blod, og den er ikke så klar, og den er mindre værd. En tredje slags kommer fra Cypern. En fjerde fra det folk, der hedder filipper[4]. Den findes i jernårer. De har alle den samme egenskab, at de tiltrækker jern, men en sten af magnetit bliver ved tilstedeværelsen af diamant så meget ringere til at tiltrække jern, at den slipper, hvad den har fat i. Diamanten har tjenlige trylleevner: Den bortjager spøgelser, den fjerner menneskers ulykker og forfængelige drømme, den modvirker skadelig gift, den betvinger strid og trætte, den helbreder galskab, den holder hårde fjender i ave, men den skal da bæres på venstre hånd indfattet i enten guld eller sølv.
ALECTORIUS kaldes den sten, der findes i maven[5] på en kastreret hane, der er 3 eller 4 år gammel. Den er større end en bønne. Den ser ud som en ædelsten eller klart vand. Den gør ejeren meget gejl. Den slukker tørsten, hvis man tager den i munden. En konge besejrede i gamle dage mange konger med dens egenskaber, men den er en uregerlig sejrssten. Den vender tilbage, hvis den er bortkommet, og giver manden fornyet hæder og genskaber fordums hæder. Den gør enhver mand god og standhaftig i alle henseender og giver stor formåen i lysten til kvinder, men han må vare sig for ikke at overdrive det med sin kone.
CHELIDONIUM kaldes den sten, som svaler har i maven. Den er ikke lys. Den er lille og hæslig at se på, men dens nytte overgår mange kostbare stens. Der findes to slags: sort og rød. Den lindrer epilepsi. Den helbreder galskab. Den forkorter sygdomsforløb. Den gør folk veltalende og vellidte. Og hvis den røde svøbes i linklæde og bæres under venstre arm — eller den sorte på samme måde bæres under højre arm — vil den fremme igangværende sysler til det rette udfald. Den dæmper kongers vrede, og skyllet i vand helbreder den dårlige øjne. Og det siges, at hvis den svøbes i et gult klæde med et linklæde udenom, dæmper den feber og alle slags dårligdomme.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 544 4to (Hauksbók), der har sit navn efter skriveren, den berømte Haukr Erlendsson († 1334). Teksten er et norrønt uddrag af bogen Liber lapidum af biskop Marbodius af Rennes († 1123).
- ↑ ɔ: huleboere (troglodytter)
- ↑ Et iransk oldtidsfolk
- ↑ Fra byen Filippi i Makedonien
- ↑ ɔ: kråsen
