Puslingen eller katten bag kakkelovnen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 70
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
272. Ole Krogslunds Fader i Krogslund kjørte til Mølle over ad Kollund. Da hørte han noget raabe til ham, te han skuld hilsen Biltser fræ Baltser, te Baltser wa dø. Da han kom hjem, fortalte han det, og saa vandt der en bitte én op i Kakkelovnskrogen og sagde:
"Åå, er Baltser død."
Kristine Marie Birk, Bestyrerens Kone paa Navtrup Fattiggaard.
273. Der boede nogle Nissefolk i en Gaard her i Byen i deres Ovn, og de havde Familie i Tophøj her sønden for Byen, den ligger paa Udbreds-Agre.
Saa kjørte Manden til Randers, og da han tog hjem igjen, kom der nogle Smaafolk fra Højen og spurgte, om han var Man den fra den Gaard. Han sagde ja. Om han saa ikke vilde hilse Hikke fra Hakke, at Hakke var død.
Da Manden kom nu hjem og sad for deres Bordende og fik noget at leve af, fortalte han det her. Saa gav det sig til at græde inde i Ovnen.
Lærer S. Sørensens Kone, Gjerlev.
274. En Mand kjørte hjem fra Randers og kom forbi en Høj lige tæt ved Gjerlev Kro. Da raabte én fra Højen:
"Hils Hekke fra Haakke, te Hakke er død."
Kom hjem. Fortalte det til Konen. Det tog til at hyle i Bagerovnen:
"Aa, er Hakke død . . ."
Mette Marie Olesdatter, Hem.
275. Min Gammelfader gik hjem en Aften og kom da over et Vadested. Saa kom der én rendende ned til Vadet, men kunde ikke komme over. Han raabte da:
"Naar du kommer hjem, sig saa til Vissi, te Vassi er død ..."
Da han sagde det hjemme, kom der én op under Kakkelovnen og klappede i begge Hænder:
"Aa, er Vassi død, er Vassi død!"
Mads Peter Kristensen, V.-Grønning.
276. En Mand, der hed Thomas Fisker og boede i Lund, kom kjørende fra Jordbro Mølle, og som han nu kom om ad Ormedal ude sønder i Hald Hede, hørte han, det sagde:
"Bi, bi!"
Saa holdt han, og da kom der nogen til ham og sagde:
"Naar du kommer hjem, skal du sige Atti, te Watti er død."
Da han kom hjem og kom ind i Kjøkkenet, stod Konen der og rørte Mel i noget Melgrød i Skorstenen. Saa fortalte han hende, hvad Bud han havde faaet med hjem. Med det samme han sagde det, kom der pludselig et Kvindfolk op bag ved Ovnen, hun havde Bryster saa store, at hun kunde slaa dem over hendes Agsel, og hun siger:
"A vi å vi, er Watti nu død."
Dermed forsvandt hun af Gaarde, og de mærkede aldrig siden til noget.
Peder Nielsen, Hald.
277. Min Gammelfader tjente i Stenbæk, Broager Sogn, som lille Dreng paa 10 Aar. Der er 4 smaa Bjærghøje ovre efter Vemmingbund-Siden (æ Bundside).
En af dem kom den gamle Mand i Gaarden forbi en Aften, han kom kjørende fra Mølle, og da hørte han en Røst ud fra Højen, der sagde:
"Hils hjemme til Vitte, te Vatte er død."
Da han kom hjem, og de sad og spiste deres Nadre, saa fortalte han, hvad der var passeret. Da kom der en lille blaa Puge ud fra Kakkelovnskrogen (og Forhænget derom) og sagde:
"Er han død, saa skal æ hjem, for det var min Fader," og dermed var han væk.
Saa vilde de have de Høje udgravet, og de grov ogsaa i de tre, men den fjerde maatte de ikke grave ud. Da fandt de saadan en lille udskaaren Kiste med Penge i, den var fejt udarbejdet, og den kom til Gaarden, og Pengene blev delt imellem dem, der var med til at grave. De sagde til hinanden:
"Den lille Dreng maa ikke faa det at vide" (det var jo min Fader, de mente) men han blev klog paa det alligevel, de kunde ikke hytte det for ham. Han har fortalt os den Historie mange Gange.
Cæcilie Magdalene Hansen.
278. En Mand kom kjørende fra Sæby og kom forbi Posthøjen paa Ørtoft Mark. Da kom der en bitte én og sagde: Han skulde hilse Fattig-Bonde, at Kong Davfæt var død.
Saa kom han hjem og sagde, at han kunde ikke forstaa det, for der kom . . .
Saa rejste Hunden under Kakkelovnen sig og strækkede sig og sagde:
"Nu skal a ikke være her længere, nu maa a afsted."
De vidste forhen ikke, hvad den Hund laa der efter, og havde ikke kunnet faa den afsted derfra.
Jens Jensen, Volstrup.
279. I gamle Dage gik de indtil en 11, 12 og høstede sammen paa en Mark, og de blev ved saa længe det var dem muligt at se. Saa en Aften, da de gik og høstede ved en Bakke (Esmosebakken), hørte de noget, der sagde:
"Skravelille, Skravelille."
Saa sad de om Aftenen, da de kom hjem, og talte om, hvad de havde hørt, og da springer der et sort Spøgelse ud fra Kakkelovnskrogen og siger:
"Det var mit Moor, det var mit Moor."
Den hoppede ned af en Stol, og dermed gik Døren op, og saa forsvandt den. Det maa have været et Barn, Bjærgfolkene kaldte paa der ude i Marken, og det var Moderen til det, der kom ud fra Krogen.
1906. Kristen Olesen, Ovrø.
280. En Mand fra Agerskov var en Dag kjørende ovre i Kollund, og da han saa vilde hjem om Aftenen og kom forbi nogle Høje ved Vejen, gav det med ét et lille Sæt i Bagenden af Vognen, som om noget tungt var faldet ned i den, eller en Person var sprungen op i den, og han hørte saa én raabe:
Hils Biltser, te Baltser er død.
Men da han nu saa sig tilbage, var der intet at mærke. Da han kom hjem, fortalte han hans Kone, hvor løjerligt det var gaaet ham, han fortalte jo, hvordan det lød, som der var sprungen én bag op i hans Vogn, men han havde dog ingen Ting mærket, og saa havde han hørt én raabe:
Hils Biltser, te Baltser er død.
"Hvad, er Baltser død!" vinder det saa lige op i Kakkelovnskrogen, "ja, saa maa I have Farvel !"
Men hverken Mand eller Kone saa nogen Ting.
Jørgen Jakobsen, Busk.
281. Manden i Middiholm var kjørende til Kallerup en Aftenstund. Saa skulde han forbi en Dos, der ligger sønden for Vejen omtrent i Skjellet mellem Skjoldborg og Kallerup. Da sprang der en sort Hund op i Vognen til ham, og den kjørte med ham til Todbøl. Der sprang den af igjen, og saa siger den til ham:
"Hils Bilter fra Bulter, at Balter er død."
Den Gang Manden han kom hjem og havde sat sig ved Bordet for at faa lidt at spise, saa vilde han fortælle, hvad han havde oplevet paa Vejen. Da rejser der sig en stor sort Hund under Kakkelovnen og klapper i sine Poter og siger:
"Aa, er Balter død, er Balter død, aa, er Balter død!" og saa forsvandt den.
Manden hed Jakob Bollesen, og Kristen Povlsens Fader tjente der den Gang som Dreng. Han hørte det og har siden fortalt det, det er vel en 40 Aar siden han døde.
Hedevig Kirstine Aagaard, Skjoldborg
282. Det var i den Tid, de brand Brændevin. Saa hændte det sig i en Gaard i Kjættrup i Ingstrup Sogn, der var en bitte Dværg, der vilde ligge lige ved Kjedelmunden. Pigerne ragte ham af Vejen og vilde ikke have ham der, men han vilde nu være der. Han snakkede ikke noget og svarede dem aldrig, i hvor meget de snakkede til ham.
Saa var det en Dag, Manden kom fra Løkken, da kommer der nogen ud fra en Høj og raaber til ham, om han vilde sige til Nættefæt, te Dawwfæt var død.
Siden Manden kommer hjem, fortæller han dether, og hvad de har raabt. Saa siger Dværgen:
"Er han det?" og saa rejste han, og de saa ham aldrig mere. De mente jo, det var én, der var udhadt fra de andre Dværge, især af Dawwfæt.
Johanne Marie Kristensdatter, Ugilt.
283. Der var en Mand, der skulde til Mølle, og han havde Stude at kjøre med. Da han saa skulde hjem igjen, var det blevet i Halvmørkningen. Som han saa kjører forbi Kjeldsbjærg, tykte han, der kom en stor Kat springende lige ud af Bakken og hen til Vognen og saa op i den og sætter sig paa Mølleposerne lige bag ved ham. Der sidder den saa nok saa fornøjet og bliver siddende.
Manden kommer hjem og holder i Gaarden og begynder at spænde fra; og Katten bliver siddende. Saa kommer Konen ud:
"Naa, saa kommer du nu, Faaer." -
"Ja," siger han, "men det var da en sær Ting, der gik for sig, da a kom forbi Kjeldsbjærg. Der kom en Kat springende lige ud af Bakken og hen i min Vogn, og den er kjørt med mig hjem. Skal vi beholde den?"
Ja, det tykte Konen godt nok, de kunde, det var jo en fuldvogsen Kat, og taalle var den, "vi har ingen Kat og nok af Mus, a vil nok beholde den, dersom den ellers vil blive ved os."
Hun tager saa en skaaret Sætte og hælder en Slat Mælk i, og sætter hen under Kakkelovnen, og Katten kom og drak af det, og den spandt og strøg sig op ad hende, og de var strags gode Venner. Det var nu i Efteraarstiden, dether gik for sig, og Katten var ude af og til og jage efter Mus, og den sad under Kakkelovnen og fik sin gode Mælk tre Gange om Dagen.
Tiden gaar, til de kom hen i Faste, da skulde Manden til Mølle igjen, og det var koldt den Dag. Han havde taget et Par graa Luffer paa Hænderne, de var jo saadan af Tov, der var sammenkartet. Saa kjører han atter forbi Kjeldsbjærg, og da kommer der en lille Mand hen til ham, han havde saadanne smaa korte Ben, og en rød Lue paa og graa Kofte. Han siger saa:
"Hør du, Mand med de hvidgraa Vanter, vil du ikke sige til Kissekanius, te Karollus er død i Kjeldsbjærg."
Det var et mærkeligt Ærinde, men nu fik han da at vide, hvad Katten hed.
Han kommer saa hjem i Mørkningen og spænder fra, og Konen kommer ud i Gaarden, da hun agter, Manden er kommen.
"A kan ikke forstaa det," siger han saa, "det er aldrig rele fat der ved Kjeldsbjærg" -
Katten var fulgt med hende ud og stod og hørte paa det -
"den Gang a kom der forbi, kom der en lille Mand ud af Bakken med saadanne korte smaa Ben og en rød Lue paa hans Hoved, og han siger til mig: Hør du, Mand med de hvidgraa Vanter, vil du ikke sige til Kissekanius, te Karollus i Kjeldsbjærg er død."
Saa siger Katten:
"Er Karollus død i Kjeldsbjærg, saa er a Konge i Kjeldsbjærg," og saa springer den op over deres vestre Hus og ad Kjeldsbjærg til, alt hvad Remmer og Tøj kan holde.
Mand og Kone kan nu forstaa, det er en Bjærgtrold, de har huset, og de gaar saa ind og er helt forundrede over, hvad de har set. Saa siger Konen:
"Den gamle Sætte, Katten har haft at drikke af, den vil vi ikke have standende og have til nogen Ting," og saa tog hun og kylte den ud paa Møddingen den samme Aften.
Derefter gik de i Seng, men om Morgenen, lav Konen kom op og ud at malke, da saa hun, der laa noget og glimtede i Møddingen; hvad det var, det vidste hun ikke. Hun gik nu derhen for at se efter, hvad det var, og blev nu helt forbavset, for det var et stort Stykke Guld af Form som den skaare Sætte, og det var ligefrem den, der var bleven til Guld. Det var Betalingen, for det, de havde huset Kissekanius.
Ane Marie Nielsen, Egsgaard Mark.
284. Lidt øst for Rønne findes en Høj, som kaldes Tiis Høj, og det Navn har den faaet efter en Trold.
Et Stykke fra Højen ligger et lille Hus, og her til kom en Gang en sort Kat løbende. Folkene havde længe ønsket sig en Kat, og den fik da Lov at blive i Huset.
En Aften kom Manden forbi Højen, og da kom der en lille Kvinde ud af Højen og raabte til ham:
"Sig til din Kat, at Til er død."
Da han kom hjem og fortalte sin Kone, hvor underlig det var gaaet ham ved Højen, sad Katten imens og spandt under Kakkelovnen. Men saa snart den hørte, at Til var død, saa sprang den ud og raabte:
"Er Til død, saa maa jeg skynde mig hjem."
Nu vidste de, at det var en Trold, de havde huset.
J. Kamps Saml.
285. En Gang kom der saa meget en smuk broget fremmed Kat til en Gaardmand. Den var saa meget afholdt og rar. Før havde de været saa plagede af Uting, Rotter og Mus, men siden han kom, var de fri for det.
Mandens Fader havde været en velstaaende Mand, men Sønnen var en Ødeland, alting gik for ham, og til sidst gik han til enAagerkarl og laante paa sølvlaaget Krus og Sølvskeer og Sølvknapper og slige Ting, der var i Gaarden. Det tog Aagerkarlen jo billigt, og naar Manden saa kom og vilde løse det, saa kunde han ikke faa det. Derover gik han naturligvis i Armod.
Katten blev hos ham i mange Aar og sad ved ham ved Bordet, og fik et Stykke Brød og somme Tider ogsaa noget Sulemad.
En Gang havde han været i Byen og blevet af med hans sidste Hest, en dejlig Skimmel. Den havde han ogsaa pantsat til Aagerkarlen. Den Gang han gik saa hjem, kom han forbi en lille Høj, og dér kom et Kvindemenneske til ham og sagde:
"Hilsen Natterbonde, te nu er Dawwfæt død."
Han vidste ikke, hons den Hilsen betydd, og gik hjem og skulde have Maaltid, mens Katten sad ved ham. Da fortæller han hans Kone, hvad der er passeret:
"Da a kom forbi Højen, kom et bitte Fruentimmer rendende ud til mig og sagde, a skulde hilsen Natterbonde, te Dawwfæt er død."
Saa siger Katti:
"Er nu Dawwfæt død?"
Dermed rejste han ud, og de saa ham aldrig mere.
En Dag gik Manden op paa hans Loft, og iblandt andet Skrammel finder han hans Faders gamle poldet Hat, den var jo luvslidt og ubrugelig. Han tager denher Hat og vil flytte den, og da er den saa tung. Han vil saa se, hons det er, og finder da alle de pantsatte Sager i den, tillige med en Merskums sølvbeslagen Pibe og hans Klokke, som han ogsaa havde faaet pantsat.
Saa lod han hans Ødselhed være, og blev nu til en velstaaende Mand. Det træffer, at hans Naboer kommer til at snakke om det. Ja, det kunde han takke Natterbonde for, der hentede hans Sager hos den rige Morten - saadan hed Aagerkarlen - og bar hjem, sagde en Kone til ham. Nu forstod han, hvem Katten var.
Niels Madsen, Bratten.
286. For en hundrede Aar siden var der kommen en grumme stor Hankat til Boller Vandmølle, og han bed alle de andre Katte ihjel, og æde kunde han alt det, han kunde faa.
Der gik et halvt Aars Tid, da kom der en Mand kjørende dertil med Møllekorn fra Rønnebjærg i Vrejlev, og han siger til Møllerkarlen:
"Det var saa mærkeligt, for lige som a kom over Rønnebjærg Bro, da kommer der en Kat rendende ud af denher Høj, der ligger lige ved Siden af Vejen (den ligger lige paa norder og vester Side), og siger til mig: Du kan gjærne sige til Jafet, naar du kommer til Boller Mølle, te Dafet er død."
Saa siger Katten, som gik der inde:
"Saa maa a til Gang," og saa rejste den vesten om Boller ud til Højen efter. Saa saa de ikke Katten mere, og det var Folk godt fornøjet med, for den var saa gruelig til at æde og til at stjæle.
Men en kan jo nok forstaa, de Herrer i Højen havde været tratte, og derfor var den ene rømt fra Højen, saa længe den anden levede.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.
287. Der er en stor Høj lige her øster fra, der kaldes Tværhøj, der har været Bjærgfolk i. Der laa en stor Kat i Hytten, og den kom der Bud til, men hvem der kom med Budet, vidste ingen: at David var død, nu kunde Davfæt komme hjem. Saa sagde Katten:
"Ja, er David død, saa maa Davfæt af Sted."
Niels Mølhus, Skjæve.
