Råb eller tale til bjergfolk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 101
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
377. Lild Sogn er paa en stor Strækning, nemlig ud imod Havet, dækket af store Lyng- og Sandbakker.
En fattig Mand, der var nedtrykt af Næringssorg, gik en Dag ude blandt disse Klitter og lagde sig træt af Livet paa en af de ældste Lyngbakker, hvor han faldt i Søvn. Han vaagnede dog snart ved en forfærdelig Støj nede i Bakken, det var ligesom Alverdens Smede havde sat hverandre Stævne her. Med ét blev der stille, og Manden hørte tydelig flere sige der nede:
"Tag mig min Hat I"
Han tænkte:"Maaske jeg ogsaa kunde faa én", og saa sagde han:
"Lad mig ogsaa faa én."
Strags kom der en Hat ud af Bakken til ham, og den laa lige for hans Fødder. Han satte den paa Hovedet, og den passede ham udmærket. Siden den Tid led han ingen Nød og blev snart en hovedrig Mand.
P. Bliksted.
378. Bitte Rytters Fader i Agselterp var en Gang nede i Rytterkrattet ved Madum Sø, og der var en Bakke, hvorfra han hørte én raabe:
"Giv mig min Hat, giv mig min Hat!"
Der blev samtidig slaaet Kistelaag i.
Bitte Rytter sagde da:
"Ja, giv ogsaa mig en Hat!"
Der kom saa én op af Bakken til ham. Det var jo en Nisse, der boede i den Bakke.
Skovfoged Anders Halds Kone Johanne, Agselterp.
(Ved Th. Thomsen, Møltrup.)
379. Lige øst for Diget om Vesterø Kirke ligger Dværgeklilten, som er bevogset med noget Krat. Her holdt Dværgene til og boede der inde.
En Dag vilde en Dreng drille dem og løb saa der hen til Klitten og raabte:
"La-dum, La-dum!" saadan som Dværgene plejede at raabe, naar de vilde ind i deres Bolig. Men da han havde raabt det, var de ude efter ham. Han stak i Rend hjem ad, men de forfulgte ham, og det var lige akkurat, at det lykkedes ham at smække Døren i efter sig, da han naaede hjem til Moderens Hus. Da havde han løbet saa rask, at Blodet stod ham ud af Næse og Mund.
Ane Kirstine Bak, Vesterø.
380. Det var i den Tid, de holdt Legestuer her paa Egnen, da gik de unge Folk her fra Matlofte til Snabe og skulde lege Jul. Saa førte der en Sti forbi Moreshøj (de gamle sagde for Resten Moerhøj), hvor Jættestuen er i.
Folk paa Egnen troede, at den var beboet af Bjærgfolk, og da nu de unge gik forbi Højen, saa var der én af Kaadhed og raabte til dem der inde, om der var ingen af dem, der vilde med til Snabe og lege Levi (en Juleleg).
Da hørte de en Stemme inde i Højen, der sagde:
"Mose, tag mig min Hose, jeg skal med de Martofte Drenge til Snabe at lege Levi."
Folkene blev nu bange og løb alt hvad de kunde, og de kunde mærke, at Bjærgmanden var i Hælene paa dem, men de naaede alligevel at komme til Snabe og fik Vangeleddet lukket i - der var jo ved hver By et Led, der kaldtes Vangeleddet - for naar de kom der indenfor, saa havde Troldtøjet ingen Magt længere over dem.
Lorents Nielsen, Martofte.
381. Der ligger et stort Gravkammer imellem Martofte og Snabe. Flere Folk har set det staa paa Pæle ved Nattetid og set Lys der inde.
En Gang gik de unge Folk fra Martofte til Snabe for at lege Jul, og da de nu kom forbi Højen, hørte de en Stemme, der raabte:
"Per Mose, tag mig mine røde Hoser, jeg skal med de Martofte Folk til Snabe at lege Jul."
De løb nu det bedste de kunde ad Snabe til, og de var aldrig saa snart komne inden for Porten, før de hørte et Bulder paa den, og de var glade ved at være slupne ind.
Peder Hansen, Hersnab.
382. Udi Legeveds Mark i Fjelkinge Sogn der ligger en Høj, som kaldes Mjøje Høj. Der siges endnu paa denne Dag, naar nogen om Aftenen silde ager der frem og vil kalde paa Mjøje Højs Kaffuen, da kommer han strags og ager med hannem.
"Kaffuen" uvist, da en Rettelse, selv ulæselig, har gjort det oprindelige utydeligt.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Fjelkinge, Villands H.
383. Udi den nørre Vang, som hør til Raabelev, vesten ud mod Landevejen, ligger to Høje, Rolf høje, hvad heller de have Navn af Rolf, den trettende Konge fra Dan, eller af den, som førmældes udi de Normanners Herkomst udi Frankrige, eller og af en anden, som haver haft saadant et Navn, det er lige meget.
Men det, jeg her om vil skrive, det er sket i Sandhed. Det haver sig begivet og tildraget 30 Aar forleden, at en Mand velbeskjænket haver gaaet sildig om en Nat fra Raabelev og ind til Raaby, som han havde sit Hjem.
Der han nu kommer jævnsides ved disse Høje, gaar han op paa en af dem og begjærer af Rolf 100 Daler til Laans, lovet, at han vil paa Dag og Stunder redelig betale hannem dem igjen. Men han maatte gaa derfra hjem foruden nogen Besked og Gjensvar.
Som han nu havde lagt sig i sin Seng til Hvile, da kom der et forskrækkeligt Sus og Bulder i hans Gaard, som man havde kjørt der udi med store Rustvogne, hans Heste, Øxen og Fæ sledes løs, man hørte saadan Bulder, ligesom Gaarden skulde undergaa; da stod samme Mand op, faldt paa sine Knæ, befalede sig og sit ganske Hus Gud allermægtigste i Vold, gik saa frimodelig ud, forviste Rolf af sin Gaard og sagde:
"Jeg haver dine Penge intet behov, jeg vil ikke være udi din Gjæld, men jeg vil nøjes med det, som Gud allermægtigste haver undt og givet mig, far du din Vej, jeg vil intet ydermere have med dig at gjøre."
Dermed blev han kvit og erlediget fra saadant Spøgeri.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Raabelev. Villands Herred.
384. Der var en Mand i Raabelev, hed Niels Tostensøn, som var et værkeligt Hoved og havde Lyst til at erfare allehaande æventyrlige Spil.
Denne Niels gik en Nat udi sin Drukkenskab til en liden Høj, liggendes nordøst for Raabelev Kirke og kaldes Bondes Høj, og sagde:
"Bonde, her ud, jeg vil slaas med dig."
Bonde forsømmer sig ikke, kommer flugs ud som en liden Dreng, slaar vel tæt paa Niels Tostensøn, løfter hannem op fra Jorden, slaar hannem hart ned igjen og siger:
"Kald intet paa Bonde, kald intet paa Bonde, lad Bonde være, kald intet paa Bonde!" og legte saa med denne Niels, at han laa derefter mere end en Maaned paa sin Sotteseng.
En anden Tid begav det sig, at denne Mand aag en Nat fra Filkested og havde sin Hustru med sig paa Vognen, og havde han samme Tid en god Rus paa. Da kjørte han op paa en Høj, som ligger østen for Raabelev Kirke og kaldes Kirkehøjen. Som han var midt paa Højen med Heste og Vogn, kom en liden kullet Dreng ud, slog Hestene udi Næse og Mund og sagde til hannem:
"Lod jeg det ikke for den Dannekvindes Skyld, som sidder paa Vognen hos dig, da skulde jeg saa kjøre for dig, at det skulde spørges."
Dermed kom han skadesløs derfra hjem til sit Hus.
(Præsteberetn. til Ole Worm.) Raabelev, Villands H.
385. Ligger der og et Bjærg, stakket fra Vangeby imellem to Tørper: Figelstørp og Espery, til hvilket Bjærg en Mand, som endnu lever og er vel ved Alder, er en Aften silde gangen, der han var sager, thi han havde skjødt en Mand ihjel, hvilken han siden bødte for, og saa af Bjærget komme 12 Trolde, hvilke der han saa, vendte han Bøssen, som han gik med, imod dennem og vilde skyde blandt dennem. Svarede en af dem og sagde:
"Hold op og skyd ikke, men læg det først, du haver skødt."
Med det samme forsvandtes denne Troldehob, hvilket mange Mennesker for mig haver beret; siges og af gamle, at de have set hele Jagter udkomme og fare omkring Bjærget.
Have de og set om Højtidsaften Bjærget at have standet paa tre Støtter, og at Troldene gloendes have dandset der omkring, ligesom de havde dandset i Ild.
Der siges og for sandt, at et halvvildt Menneske skulle have været, hvilket i sin Drukkenskab er gangen op til dette Bjærg og haver daarlige udbødet disse Bjærgtrolder, sigendes:
"Herud, I Ellekulds Hofmænd, jeg vil slaas med eder."
Samme Stund er Troldene udkommen, som haver taget fat paa ham, kryst og kast hannem i en Bæk, kaldes Figelstorpe Bæk, hvor de haver ladet hannem ligge og faret til Bjærget igjen: Han havde og blevet der, havde ikke en Mand af Figelstørp uforvarendes kommen og hjulpet ham til Hjemmet.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Vange, Villands Herr.
386. Det hændte sig en Gang, at en Herremand jagede paa dette Bjærg, paa hvilket ligger en stor Sten besynderligen, som kaldes Tyvestenen, og er samme Sten slet paa den ene Side ned til Jorden. Paa denne Sten hængde de Tyve paa i gamle Dage(1), og er endnu Pæle til Syne over (!) paa Stenen i Rev(n)erne, som de havde slaget ned med Reb, som de hængde Tyvene med, ned ved Jorden.
I denne Sten findes et stort Hul. Der løbe 2 af Herremandens Mynder ind efter en Hare. Da nødde Herremanden sin Smaadreng ind efter Hundene, og der han kom ind i Bjærget, da sad samme Jættekjælling der inde paa en Stol og havde fat paa Hundene og grov Øjnene ud paa dennem. Da sagde hun til Smaadrengen:
"Hvad vil du her inde?"
Han svarede og sagde:
"Min Junker haver nødt mig herind efter disse Hunde."
Da sagde hun til Smaadrengen:
"Havde du ikke været nødt herind, da skulde du have faaet Skam her ud."
Saa tog hun strags fat paa hans lille Finger og bed et Stykke af hannem og sagde:
"Det skal du have til et Tegn, du haver været her inde, og sig din Junker, han skal finde sine Hunde i Vange Sø(2)," som ligger en halv Fjerdingvejs fra Bjærget, udi hvilken Sø Herremanden strags fandt sine Hunde.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Fjelkinge, Villands.
(1)I margenen står: Fjelkinge Fole.
(2)Rettet af den samtidig Haand til Vognesø.
Paa samme Bjærg findes to Stene, ere hule og slette inden i ligesom en Funte. Udi samme Stene siges, at forne Jættekjælling skulde have ladet sine Børn døbes.
387. I en Høj østen for Lyby Kirke har de altid sagt, der var Dværge. Mange har set tre bitte smaa Drenge der.
Min Fader, min Mand og mig og mine to Børn, en Dreng og en Pige, kom en Aften gaaende forbi Højen. Vi gik norden om og vilde vester paa. Drengen, Mads Peter, der var en halv Snes Aar, løb op paa Højen og sagde:
"I bitte smaa Drenge, der er her i Højen, kan I ikke komme ud og spøge med mig i Aften?"
Lige i det samme kommer der tre smaa Drenge og dukker op ikke mere end to Favne fra mig, og vi saa dem alle sammen.
Saa sagde a:
"Kom nu ned, din forskødt Dreng, hvad staar du der og gaber efter?"
Dermed forsvandt Drengene, de sank lige ned, og da var a kommen dem lige paa en Favn nær. A saa, de var i graa Klæder. Mads Peter blev saa syg, da han kom ind til Lyset, og var syg den hele Aften.
Marie Madsen, V.-Grønning.
388. Min Moder fortalte, at alle Byens Folk drev med Kræ, og saa vilde Hjorderne hen og spise deres Meldmad ved en Bakke, der er enten paa Haarup eller paa Føvling Mark for at sidde i Ly. De havde Aal og Brød, og da de havde gnavet Aalene, smed de Benene til hverandre og sagde:
"Send din Nabo det."
Det blev saadan ved fra den ene til den anden, og den sidste smed dem hen paa Bakken og sagde:
"Bjærgmand, der har du saa det."
Saa gav det et Skrald, ligesom naar én slaar en Kiste i Laase, og saadant Rabalder, te de rendte derfra, og siden kom de aldrig paa den Høj at sidde. Neden for Bakken er Hald Dale.
Anders Pedersen, Kodallund.
389. I Kjøge-Egnen ligger en Høj, som kaldes Navrbjærget, og der skulde efter Folks Sigende bo en Troldkvinde i. Oppe oven paa Højen var et stort Hul ned i den, og der røg det tit ud af.
En Dag var nogle Børn oppe paa Højen at lege, og en Dreng løb hen og spyttede ned i Hullet og sagde:
"Jeg vil spytte i din Nadvergryde, Navrbjærgkjælling."
Lidt efter kom en lille graa Person op af Højen og rørte ved ham. Han blev nu meget syg og visnede bort, og en Maanedstid efter var han død.
Ryslinge Højskole. Martinus Stougaard.
390. To Jomfruer i Jerslev Præstegaard talte med hinanden om, hvem af dem der var mest dristig, og det skulde da prøves.
De havde saa indgaaet Væddemaal om, at de turde gaa op til Storehøj paa Niels Skolens Mark, hvor der var Tro til, at der var Bjærgfolk, og sige: Ellefolk, Ellefolk, kom herud!
Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup, Jerslev.
391. Der er en Bakke her paa Navtrup Ejendom sydøst for Kirken og norden til Dal Mølle, der kaldes æ Dalbakke.
En bitte Dreng, Povl fra Dalstrup, havde hørt sige, at naar en satte 15 Bøgepinde paa Højen runden om det Hul, de havde Udgangen af, saa kunde en kalde dem ud. Han fandt jo Hullet, og saa raabte han og sagde:
"Ellekon', Ellekon', er du herind', saa skal Fanden før' dig ud paa 15 Bøgepind'!"
Saa kom hun ogsaa ud; hendes Bryster var saa lange, te hun lagde dem paa hendes Agsler, ellers kunde hun ikke rende noget. Saa rendte hun efter ham. Han var endda saa heldig at komme ned til Aaen og komme over den. Der kunde hun ikke komme over, og saa var han fri. Men han fik jo Skjænd af hans Forældre, da han kom hjem og fortalte dem det. Han turde ikke gaa over Aaen siden.
Maren Primdal, Navtrup.
392. Bjærgfolkene gik fra Jebjærg til Møgelbjærg St.-Hans Aften. Drengene kaldte paa dem med at sige:
"Bjærremand, Bjærremand binnd,
æ du hærinnd,
saa skal a jaw dæ ud mæ fæmten Jegepinnd."
Frederiksborg Højskole. Kristian Olesen, Orten v. Varde.
393. Der ligger en Høj her sønden Byen, den hedder ..... *), og den var der Bjærgfolk i. Da min Mormoder hun gik og passede Høveder og kom sammen med de andre Hjorder, morede de dem med at rende runden om Højen.
En Dag fandt de paa at kalde Bjærgmanden ud, og hun var med til det. Naar de rendte om Højen tolv Gange i Træk og hver Gang sagde:
"Bjærgmand, Bjærgmand brind', er du her ind', saa skal Fanden føre dig ud med tolv Egepind' og en stor Staalstang paa din Nakk'", saa skulde Bjærgmanden komme.
De gjorde det ogsaa, og da gav det et Skrald som et Kanonskud. Saa blev de rædde og rendte derfra, men mærkede ellers ikke til mere.
Niels Peter Rasmussen, Øse.
*Navnet huskede han ikke.
394. Ovre i Rovsthøje er en Høj, som Byen har Navn efter. Den ligger nord for Byen, og naar Folk gik ud fra Byen og op i Nordvest efter Udflyttergaardene, løb de altid vild og kom langt østen for Højen.
I den Høj var en Bjærgmand, og ham kunde man raabe ud, naar man gik 24 Gange rundt omkring Højen og raabte:
"Bjærremand brind', er du der ind'."
Vi prøvede tit paa det, men turde ikke blive ved saa mange Gange.
Der har været gravet i Højen efter Skatte, og de kom saa vidt ned, at de fik fat i en Kjedel med Penge, men da de saa flere Gaarde i Byen staa i lys Lue, saa rendte de .
Gjerlev Hansen, Sjætergaard, V.-Nebel.
395. I Nærheden af Byen (Varde) er der adskillige Høje, hvis øverste Del er falden ind og gaber, som paa Grund af Sammenstyrtning af en Slags Hulheder eller Hvælvinger.
Paa Østsiden af Byen er der et Bjærg, hvori i gamle Dage forskjellige Vætter har spøget, saa at én derfor, efter at have boret et Hul i den, skal have raabt til de i Højen boende følgende, som endnu gaar i Folkemunde:
"Tulli med din Taa,
est du her inde, da skal du ud gaa."
(Resen VI. 727.)
396. I Sale Sogn er et Vandhul, som kaldes Truds Pyt efter Trolden Trud, som boer der.
Mellem Karlene paaFrisholt opkom en Gang et Væddemaal om, at en af dem skulde ride derhen om Natten og raabe paa Trud, om han var der inde. Men han var ikke hjemme, hvorimod hans Kone svarede:
"Nej, Trud er ikke her inde,
men du skal faa mig at befinde."
Han red nu tilbage, alt hvad han kunde, og Troldkvinden forfulgte ham. Hun havde ogsaa nær indhentet ham, og idet han red over den Bæk, som fører fra Frisholt Sø ned til Guden Aa, var hun saa nær, at hun greb efter Hestens ene Bagben, men hun fik kun fat i Skoen, som hun beholdt.
Videre kunde hun ikke forfølge ham, da Troldfolk ikke kan komme over rindende Vand.
Th. Leth.
397. Paa Gaardejer Mads Møllers Mark i Vinding vest for Gaarden og sydvest for Byen er en Høj eller Sandgrav, og den paastod Mads Møllers Fader Peder Møller, at der boede en Bjærgmand i.
Han havde flere Gange set ham, sagde han, men en Dyrlæge, der den Gang boede i Vinding, sagde, at det ikke passede for ham, og drillede ham med det.
De slog saa en Gang et stort Væddemaal det angaaendes, og Peder Møller sagde, at han kunde kalde ham frem og vidste, hvad Ord han skulde bruge til det. Der blev saa fastsat en Aften, de skulde følges med hinanden derud, og det skulde jo være ved Midnatstid.
Men da de nærmede sig Bakken, fortrød den gamle Møller lige godt hans Væddemaal, og da de kom helt derhen til, turde han lige godt ikke kalde Bjærgmanden frem. Han turde ikke sige Ordene, og de gik tilbage igjen, og dermed havde han tabt Væddemaalet.
Skrædder Davidsen, Vinding.
398. Paa Mads Møllers Mark vest for Vinding Kirke er en lille Sænkning i Jordsmonnet, som kaldes æ Bjærgmandshul. Der skal bo en Bjærgmand, og Mads Møllers Fader sagde, at han stod i Pagt med ham og havde faaet sine Penge fra ham. Han vilde gjærne give det Udseende af, at han var rig, og da han var født Julenat, sagde han, at han var et Søndagsbarn og kunde se mange Ting. Han kunde ogsaa se Varsel for Ligskarer.
Pastor Hagemann, Vinding.
