Saga
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
P. L. Møller
Saga
Billeder og Sange
C. G. Iversen
København, 1847
- Midt i de svale Bølger staaer Slottet med Spir og Sal,
- Med Vægge af Sølverplader, og Søiler af klart Krystal.
- I Skatten mat det funkler, men ved den lyse Dag
- Solstraalerne sig bryde imod det gyldne Tag.
- Store, grønne Blade slynge sig om dets Fod,
- Hvor glindsende Perler straale mellem Korallernes Blod.
- Der boer Gudinden Saga, alvorlig er hendes Skik;
- Hendes store, mørkeblaa Øie saae Alt, hvad kom og forgik.
- Hver Dag, naar Solen svinder, gaaer Odin fra Lidskjalv ud,
- Og stiger herned gjennem Bølgen, den store, vise Gud;
- Og sætter sig taus i Hallen hos Saga, paa Bænken blød;
- Og dybt af gyldne Pokaler de drikke den klare Mjød.
- Da flammer Gudindens Øie, da svulmer det høie Bryst;
- Hun bøier sig hen mod Odin og hæver sin milde Røst.
- Og som den kølige Bølge, der suser i Dybets Tang,
- Som Kildestrømmene risle hen gjennem Skov og Vang:
- Saa klinger hendes Tale, snart stærk, snart dæmpet og blid,
- Om svundne Menneskeslægter og evige Guders Id.
- Men Odin sidder og lytter, den store, vise Gud;
- Med sit ene, mægtige Øie han stirrer i Tiden ud.