Saivvo eller Saivvo aibmo, Livet efter Døden

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
4. Underjordiske Guder

§ 29.
Saivvo eller Saivvo aibmo, Livet efter Døden


Læren om Livet efter Døden har været en af de aller vigtigste Artikler i den lappiske Folketro. Men allerede paa de første Missionærers Tid var deres Forestillinger saa paavirkede af Kristendommens Lære om Himmerig og Helvede, at det er meget vanskeligt af de forskjellige Forfatteres uklare og modsigende Fremstillinger at udfinde, hvad der har været de hedenske Lappers oprindelige Anskuelse. Ved at sammenholde alle Oplysninger synes det dog klart, at Lapperne ikke blot have troet paa den menneskelige Sjæls Udødelighed og det menneskelige Legemes Fornyelse efter Døden, men ogsaa paa en fortsat Tilværelse for alle Dyr. Ligeledes have de tænkt sig to forskjellige Tilstande efter Døden, en lykkelig som Belønning, og en ulykkelig som Straf for det her paa Jorden førte Liv. Om de ogsaa, før de lærte noget af Kristendommen at kjende, have tænkt sig 2 forskjellige, til disse Tilstande svarende Opholdssteder, er ikke ganske klart.

Med Ordet Saivvo eller Saivvo-aibmo har Lapperne betegnet det Sted, hvor de lykkelige Afdøde med fornyede Legemer skulde opholde sig. I Sproget forekommer nu Adj. saivva, fersk, saivva čacce ferskt Vand, saiveldet, opvælde. Saivvo betyder saaledes oprindelig et Sted, hvor der af Jorden opvælder klare Kilder, dernæst et Sted, der stod under overnaturlige Væseners Beskyttelse, et helligt Sted. Jessen bruger Ordet snart i Betydningen et helligt Sted, snart i Betydningen af et Væsen, der boede paa et saadant Sted.

I Saivvo fandtes ikke blot Saivvo-olbmak (Mænd) og Saivvo-nieidak (Piger), men ogsaa alle de Slags Dyr, som levede her paa Jorden. "De opholdt sig," siger Jessen, "ganske nær under Jordens Skorpe, og Befolkningen drev samme Næringsvei, som de havde drevet her paa Jorden, kun med den Forskjel, at de Væsener, som bo i Bjergene og under Jorden, have i Alt opnaaet en større Fuldkommenhed og leve i en lykkeligere Tilstand, end Lapperne, som flakke om ovenpaa Fjeldene, ja, det allerlykkeligste Liv, som noget Menneske kunde nyde. De ansaa Saivvo-olbmak, eller de Folk, som boede indeni Bjergene, ikke blot for et herligt og rigt Folk, men ogsaa for at være vel bevandrede i Trolddom og Runekunster." "Al deres Attraa," siger samme Forfatter et andet Sted, "stod derfor efter at komme didhen, og dette var den fornemste Aarsag, hvorfor de saa høit ærede Saivvo. Selv betragtede de sig som usle og arme Mennesker, men haabede, naar de havde endt dette usle Liv, at maatte forflyttes til Saivvo, hvis Indvaanere de holdt for Lapper og Saadanne, som i levende Live flittigt havde ofret og sunget Troldsange for Saivvo og derfor nu i det andet Liv nød en saa stor Lyksalighed."

Der fandtes efter Lappernes Forestilling mange Saivvo-Steder. Saaledes var ethvert større Fjeld altid et Saivvo — eller Opholdssted for Afdøde. "Fire til fem Mænd kunde bo paa hvert Sted. I nogle Saivvo skulde opholde sig blot gifte Mænd med sine nieidak (Piger) og Børn, men i andre de ugifte, som hverken havde Kvinder eller Børn." Naar Talen er om Saivvo, nævnes aldrig Ordet akka eller Hustru, men ikkun nieida, Pige, rimeligvis for at antyde, at Ægteskab ikke længer existerede i Saivvo.

Imellem de forskjellige Saivvo-Steder var der Samfærdsel, saaledes at man kunde komme fra det ene Sted til det andet. Dette skede paa samme Maade eller med samme Befordring som her paa Jorden, nemlig med Ren og Hest. I Nærø-Manuskriptet fortælles saaledes, at "Lapperne ofre til sine Slægtninger i Saivvo Rensdyr og Heste, hvormed de kunne kjøre omkring og divertere sig fra den ene Saivvo til den anden, men dog mest i sin egen Saivvo."

Ikke blot imellem de forskjellige Saivvoer var der Samfærdsel, men Beboerne af Saivvo kunde aabenbare sig i synlig Skikkelse for Menneskene her paa Jorden, og omvendt kunde idetmindste Noaiderne gjøre Besøg i Saivvo. Forholdet var altsaa omtrent det samme som det, der efter Folketroen endnu undertiden finder Sted mellem Menneskene her paa Jorden og de "Underjordiske." "Lapperne foregave," siger Jessen, "at de ofte selv havde været i Saivvo, ja, endog drukket med Saivvo-olbmak, danset, sunget Troldsange og runet med dem og seet der livagtigt sine Mænd, Kvinder og Børn, at de havde hørt dem nævne ved Navn og vidste at opregne disse, at de havde opholdt sig hele Uger igjennem hos dem, nydt Brændevin og andre Traktementer, ja, de havde endog dem at takke for adskillige gode Anslag, Advarsler, Spaadomme og Lærdomme, som de af dem havde modtaget. Nogle foregave at være blevne ledsagede op af Jorden igjen og førte lige til sit Hjem eller goatte (Telt) af Saivvofolket, ikke at tale om andre, dels taabelige, dels uanstændige Ting, som Lapperne have udsagt og indbildt sig selv og Andre."

I det Hele taget var der efter Noaidernes Lære ingen saa uoverstigelig Skranke mellem Livets og Dødens Rige, som andre Nationer forestille sig og Kristendommen lærer. Forholdet var ogsaa af den Beskaffenhed, at de Afdøde, og især Slægtninger og Venner, fremdeles bistode Menneskene her paa Jorden med Raad og Daad. "De tilstaa," siger Th. v. Westen, "at de have gjort sine egne Afdøde til sine Skytsengle eller kanoniseret dem og frygtet dem, f. Ex. en Søn sin Fader eller Farfaders Søskende, en Datter sin Moder eller Mormoders Søskende." "Strax efter Døden," siger Nærømanuskriptets Forfatter, "indflyttede Sjælene i den Saivvo eller det hellige Bjerg, hvis Husbonde eller Beboer havde været deres angelus tutelaris (Skytsengel), medens de levede her paa Jorden. Der blive de Afdøde gjorte til Guder, der en Tid lang have Magt til at holde Døden borte fra gjenlevende Frænder og Slægtninger, og ligesom deres egne Fædre havde været deres Skytsaander, saaledes kunde de nu selv ogsaa blive Skytsaander for sine Gjenlevende." Enhver voxen Lap, og især Noaiderne, havde derfor flere eller færre af disse Saivvovæsener til Skytsaander, ofte 10, 12 ligetil 14, siger Jessen og regner Pag. 40 op Navnene paa en hel Del Saivvosteder. Man kunde erhverve sig dem enten "ved egen Flid i Noaidekunsten eller arve dem eller endog kjøbe dem af Andre." "Jo flere Saivvo en Lap havde," siger Leem, "desto fornemmere holdtes han for at være iblandt Sine; thi Saivvo gik i Arv, ja vare endog Gjenstand for Kjøb og Salg, hvorfor ogsaa Forældrene i levende Live skiftede og delte dem mellem sine Børn, og ligesom de kunde unde et Barn mere end det andet, saaledes lagde de til dets Lod bedre og stærkere Saivvo end til de andres Lod. Dette Slags Saivvo kaldtes Arbbe-Saivvo, (arbbe, Arv). Vare Forældre eller Frænder døde, uden at have delt sine Saivvo mellem sine Arvinger, tilegnede disse sig sine Fædres Saivvo ved Offer. Det ansaaes for at være et lykkeligt Giftermaal, naar man igjennem samme fik mange Saivvo i Udstyr og Medgift eller kunde vente at arve dem." Saivvo-Folket eller de Afdøde udførte dog ikke sine Tjenester mod de Gjenlevende for Intet. Der blev sluttet et formeligt Forlig mellem Lappen og hans Skytsengle. Disse forpligtede sig til at indfinde sig, naar han ved Troldsang kaldte dem tilhjælp i en eller anden Forretning, især naar han skulde slaa paa Runebommen eller udforske en eller anden dunkel Sag. De indfandt sig da "synlige," (men naturligvis blot for ham alene), "og talte med ham i Menneskegestalt, iførte gule, røde, grønne eller hvide Klæder; thi ethvert saadant Fjelds Engel eller Saivvo havde en bestemt Kulør paa sine Klæder, hvorved de adskilte sig fra andre Saivvofolk i andre Fjelde"[1]. Saivvoenglene forpligtede sig ogsaa til at bistaa Lappen med at skaffe ham rigt Gifte, med at bringe ham Lykke i hans Næring, paa Jagt og Fiske, til at redde Menneskers Liv, til at faa Alting at vide og til at hævne sig.[2] Paa den anden Side forpligtede Lapperne sig til at yde Offer; navnlig var det en Saivvo-Skytsaand forbeholdt "selv at udvælge sig af Lappens Hjord hvilketsomhelst Dyr, han behagede."

Ligesom Alt inde i Saivvo var af en herligere Beskaffenhed end det Tilsvarende her paa Jorden, saaledes var ogsaa det Vand, som vældede ud af et Saivvo og kaldtes Saivvo-cačče, helligt og eftertragtedes som den største Vederkvægelse. "Frugtsommelige Kvinder drak af dette Saivvo-cačče eller Jabmeki cačče, (de Dødes Vand), og i Begyndelsen, naar en Noaide skulde antage Saivvo-olbmak til sin Tjeneste, blev han styrket med Saivvo-cačče; ligesaa fik han Saivvo-cačče at drikke, naar han skulde begive sig i Strid med andre Noaider for at prøve Styrke". Det synes heraf næsten, som om Vandet af saadanne Kilder, hvoraf der i Finmarken overalt findes mange, ikke anvendtes til dagligt eller profant Brug.

Som allerede anført, fandtes der i Saivvo ikke blot Mennesker, men ogsaa alle Slags Dyr, og ligesom de afdøde Slægtninger bleve de Gjenlevendes Skytsengle, saaledes var ogsaa især 3 Slags af de Dyr, som fandtes i Saivvo, til Tjeneste for Menneskene her paa Jorden, men fornemmelig dog for Noaiderne. Disse 3 Slags Dyr vare: Saivvo-loddek (Fugle, Runeb. No. 2, Fig. 37 og No.4, Fig. 24), Saivvo-guolle eller guarms, (Fisk eller Orm, Runeb. No. 2, Fig. 36 og No. 4, Fig. 25), og Saivvo-sarvvak, (Renoxer, Runeb. No. 2, Fig. 24 og No. 7, Fig. 42). Med et fælles Navn kaldtes disse Saivvo-vuoiƞak, Saivvo-Aander, eller Saivvo-gaʒʒe, Saivvo-Selskab, medens den sidste Benævnelse ogsaa ofte bruges om selve Saivvo-Folket, naar de fremtræde som Skytsaander.


Saivvo-lodde

"Saivvo-loddek eller Fuglene", siger Jessen, Pag. 24, "vare af forskjellig Størrelse, nogle som Svaler, nogle som Spurve, andre som Ryper, Ørne, Svaner, Heirer, Aarhaner og Høge. Af Farve vare nogle hvide, nogle graa, andre sorte eller hvid- og sortspraglede; nogle vare sorte paa Ryggen, hvide paa Vingerne og graa paa Bugen, nogle lyserøde, andre sortgraa" o. s. v.

Den Tjeneste, som Fuglene viste sin Herre her paa Jorden, bestod deri, "at de strax indfandt sig, naar han "juoigede" eller ved Troldsang kaldte paa dem, at de viste ham Veien, naar han var paa Reiser, og bragte ham hans Jagtredskaber, naar han skulde paa Skytteri. De bragte ham ogsaa Tidende og Budskab fra fjerne Steder. De hjalp ham med at tage vare paa hans Renhjord og andre Eiendele, skaffede tabte Sager tilbage igjen" m. m. Naar de vare af førnævnte Beskaffenhed, kaldtes de slet og ret Saivvo-lodde, og af disse kunde nogle Lapper have mange til sin Tjeneste, andre ikkun faa. Om denne Saivvo-lodde var identisk med Vuokko (§ 28), der skaffede Gandfluer, er uvist.

Men det var ikke usædvanligt, at Noaiderne paakaldte sine Saivvo-loddek for ved deres Hjælp at tilføie andre Noaider Skade. I saa Tilfælde kaldtes de Vuornes lodde, (vuordnot, sværge), Besværgelsens Fugl. Disse kunde tage Noaiden paa sin Ryg og i et Øieblik føre ham langveis afsted, hvorhen han vilde. I Eventyrene er der endnu ofte Tale om Fugle, især Ørne, som udsendes for at indhente Underretning og siden føre Helten i Eventyret paa sin Ryg over Land og Hav til hans Bestemmelsessted.

"De fleste Nationer", siger L. Læstadius, "have tilegnet visse Fugle Evne til at kunne ane og bebude det Tilkommende, især Dødsfald eller anden Ulykke. Ogsaa Lapperne have fremdeles Tro paa enkelte Fugles skadelige Indbydelse. Den, der faar høre, enkelte Vaarfugle skrige, førend han har spist — eller paa fastende Hjerte, skal blive udsat for noget Ondt. Nogle Lapper, fortæller man, ere saa forsigtige, at de have en Bid Brød under Hovedet paa sit Leie for strax at kunne tage det, idet de vaagne. En saadan Madbid kaldes lodde-bitta. Det er dog kun første Gang om Vaaren, naar en saadan Fugl viser sig, at dens Skrig er ildevarslende, og at man maa tage sig iagt. Gjøgen ansees for ildevarslende, om den sætter sig paa Lappens Gamme og galer, førend Nogen har spist. Dersom Gjøgen sætter sig i et Træ, hvorunder et Menneske sidder, skal Mennesket leve saa mange Aar som det Antal Gange, Gjøgen galer. Ogsaa Lommen, Kragen, Svanen og Gaasen ansaaes for ildevarslende Fugle".


Saivvo-guolle

"Saivvo-guolle eller guarms, Fisken eller Ormen", siger Jessen, "var ligeledes med Hensyn til Navn, Størrelse og Farve forskjellig". Den aftegnes ogsaa i forskjellig Skikkelse paa Runebommene, se No. 2, Fig. 36, No. 4, Fig. 25, No. 7, Fig. 45 og No. 8, Fig. 12. Af den Omstændighed, at en Lap havde i sin Tjeneste en saadan Saivvo-guolle, "kunde man ufeilbarligen skjønne, at han var en Noaide, og jo stærkere han kunde "juoige", desto længere var ogsaa Ormen, undertiden indtil 3 Favne lang". Dens Hovedforretning bestod dels deri, at den paa Ordre tilføiede sin Herres Fiender Skade, dels deri, at Noaiden paa dens Ryg uskadt kunde fare ned til Jabmi aibmo eller de Dødes Rige, hvorom mere senere.

Leem fortæller, at der i Saivvo ogsaa var en Namma-guolle, Navn-Fisk, som kun ganske Faa havde. Denne kom man i Besiddelse af, naar man første Gang blev omdøbt og opkaldt efter en Slægtning i Saivvo, som havde havt en saadan Fisk. Med Navnet erholdt man da ogsaa Fisken til sin Tjeneste; men, hvilke Tjenester denne specielt ydede, omtales ikke.

I Folketroen findes endnu Meget, som synes at være Levninger af Troen paa Saivvofisken og Ormen. Befolkningen tror endnu, at enkelte Orme ere Troldorme, der ere opæggede eller hidsede paa Folk af Troldkarle. L. Læstadius fortæller, at Almuen i Norrland tror, at, naar Ormene om Vaaren i Parringstiden samle sig, saa findes der i de store Ormeflokke en Ormekonge, som er større end de andre og hvid af Farve. Denne har en hvid og slet Sten i Munden, hvormed den leger, idet den kaster den op i Luften som en Bold og igjen fanger den med Munden. Den, som kan faa fat i en saadan Ormesten, skal kunne helbrede Sygdomme og blive Eier af Alt, hvad han ønsker. Det er imidlertid farligt at nærme sig Ormeflokken og gribe Stenen, naar Ormekongen kaster den i Veiret; thi saasnart Orme- kongen mister Stenen, bliver hele Ormeflokken rasende og forfølger Ransmanden, som umuligt kan undfly, da Ormene bide sig i Halen og rulle afsted som Tøndebaand, ligesaa hurtigt, som nogen Hest kan løbe. Imidlertid skal det dog have lykkes Enkelte at komme i Besiddelse af Ormestene gjennem Besværgelser. Forskjellige Dele af Ormen bruges endnu som Medicin af Lapperne. Ligeledes virker lidt af Ormen, indgivet i Brændevin, som Elskovsdrik.

I alle Lapmarker findes der enkelte mindre Indsøer, som have saa overordentligt klart Vand, at man kan se Bunden paa flere Favnes Dyb. De dannes nemlig af Opkommer nede i Jorden. Fisken i disse Indsøer er overordentlig sky og lader sig vanskeligt fange ved Garn eller Net. Lapperne paastaa, at slige Indsøer have dobbelt Bund, en Tro, som rimeligvis hidrører fra, at der i slige Indsøer findes store Huller i Bunden, hvorigjennem Vandet synligt strømmer op. I disse kan muligens Fiskene forstikke sig og saaledes ogsaa paa den Maade forsvinde fra Noten. Saadanne Indsøer, siger L. Læstadius, kaldes endnu Saivvo, Troldsøer, og Fisken i samme Saivvo-guolle. Lapperne tro, at Fiskens Skyhed og Vanskeligheden i at fange den ikke hidrører fra de antydede, naturlige Aarsager, men fra de Underjordiske, (Fortidens Saivvo-Folk), der borttrylle Fisken fra Noten, saasnart mindste Støi høres.

Högström fortæller, at naar Lappen gik for at fiske i en Saivvo-Sø, saa gik han aldrig ud af Teltet igjennem den almindelige eller profane Dør, men gjennem Bagdøren i Boaššo. Gjennem samme Aabning bar han den Fisk, som var fanget i Saivvo-Vand. Kvinder maatte ikke gaa over Lappens Vei, naar han gik at fiske i Saivvo. Han maatte heller ikke have nogen Kvinde med sig til at drage Garn eller Not i disse hellige Søer, men alene Mandfolk. Lappen maatte aldrig nævne Gud, (ɔ: de Kristnes Gud), medens han fiskede i Saivvo, og Fisk, som fangedes der, maatte enten renses ved selve Søen eller ogsaa bæres ind igjennem Bagdøren. Naar Lappen gik for at fiske i slige Søer, maatte hans Hunde sættes i Baand. Man gav ikke Hundene Ben af Fisk fra Saivvo-Søer, førend de havde lagt i koldt Vand. Högström, § 20.


Saivvo-sarvvak

Om Saivvo-sarvvak, Saivvo-Renoxerne, finder man kun liden Besked. Jessen og Leem fortælle, at det kun var de aller kyndigste Noaider, som vare i Besiddelse af saadanne. De erhvervedes paa samme Maade som andre Saivvovæsener, nemlig enten ved Arv, eller ved "egen Flid i Tolddomskunsten", eller ved Kjøb af andre Noaider. Disse Saivvo-sarvvak hidsedes paa hinanden af sine Eiermænd, og dette Slags Duel mellem Saivvo-sarvvak var afgjørende for de rivaliserende Noaider. "Naar den ene Ren stangede Hornet af den anden, eller paa anden Maade tilføjede den Skade, blev den tabende Rens Eier syg; undertiden døde han endogsaa". Der er ingen Forfatter, som giver nogen Forklaring over, om Saivvo-Renene aabenbarede sig i synlig Skikkelse og førte Kampen her oppe paa Jorden, eller om muligens Noaiderne udvalgte af sine Hjorder 2 Ren som Repræsentanter for Saivvo-Renene, eller Noaiderne selv, under den almindelige Noaidebesvimelse, i Aanden vare tilstede i Saivvo og saa paa Kampen der. Rimeligvis indbildte de Mængden, at Kampen foregik paa sidste Maade. Om Saivvo-sarvvak findes nu for Tiden intet Spor igjen i Folketroen. De har derfor vistnok heller ikke spillet den vigtige Rolle, som Fuglen og Fisken eller Ormen.

I den hedenske Tid begravede Lapperne altid sine Døde i Stenurde og Klippekløfter, men rimeligvis valgte de stedse et Saivvo-Fjeld til Begravelsesplads.

I den finske Mythologi finder man, mærkeligt nok, intet til Saivvo svarende Begreb eller Ide. Vistnok troede Finnerne ogsaa paa et Liv efter Døden, men de og andre beslægtede Nationer synes at have havt en saa trist Opfatning af dette, at det ingenlunde svarer til Lappernes herlige Liv i Saivvo, men derimod til Livet i Jabmi-aibmo, hvorom i næste §. I Manala eller Tuonela, Finnernes Underverden, fandtes — efter Castrén, Pag. 129 — vistnok alle de Ting, som findes her paa Jorden. Solen skinnede der, som her paa Jorden, der manglede hverken Land eller Vand, Skov eller Mark, Ager eller Eng, der fandtes Bjørne, Ulve, Slanger m. m. Men hvad end Underverdenen gjemte i sit Skjød, saa var det dog Altsammen af dyster, skadelig og farlig Beskaffenhed. Skovene vare mørke og opfyldte af vilde Dyr, Vandet var sort, Agrene frembragte en Sæd, hvoraf Tuoni-Ormen havde erholdt sine Tænder. Tuonelan joki, Tuonelas Elv, skildres som forfærdelig strid og fuld af sydende Hvirvler. Den havde et forfærdeligt Fossefald, som hed vihanen koksi, det onde Vandfald. Endnu forfærdeligere end disse Naturgjenstande var dog de personlige Væsener eller Guder, som beboede Tuonela og herskede i dets "Stuer". Af disse bliver især Husfaderen, den saakaldte Tuoni eller Tuonen ukko, skildret som en meget stræng og ubøielig Herre. Hans egentlige Virksomhed bestod i strængt at bevogte Enhver, som kom i hans Magt, I denne Forretning blev han trolig bistaaet af sin Hustru, Tuonen akka. Hun er en gammel Kvinde, som pleier at beværte sine Gjæster med Slanger og Padder. En værdig Afkom af det elskværdige Gudepar er deres Søn, Tuonen poika, med Tilnavnet verinen, den blodige, fordi han ofte med sit Sværd sønderhugger Manalas Gjæster. Tre Døtre nævnes ogsaa, ligesaa arrige som Forældrene, — Tuonetar, Loviatar og Kiputyttö, (Sygdommens Datter). Den sidste havde dog ikke noget med de Døde at gjøre, men kun med Sygdomme, hvis Herskerinde hun var.

Det synes dog umuligt Andet, end at ogsaa Finnerne maa have tænkt sig Tilstanden i det triste Manala forskjellig for Gode og Onde, en Forestilling, som synes nødvendigvis at maatte findes hos alle Folkeslag, da der uden samme heller ikke kan være Tale om Dyd og Last her paa Jorden.

Lysere vare Grønlændernes Forestillinger om Livet efter Døden for dem, som, efter deres Begreber, her paa Jorden havde vist sig dydige og dygtige, det vil sige, som havde fanget mange Hvalfiske og Sælhunde, som havde udstaaet meget Ondt paa Land og Hav for at ernære sig og Familie, som vare druknede paa Havet, eller Kvinder, som døde i Barselseng. Da Grønlænderne havde sin bedste og meste Næring af Havet, troede de selvfølgelig, at det lykkelige Sted, hvor de Dydige kom hen efter Døden, laa under Havet, dybt nede i Jorden. Der nede boede Torngarsuk, deres fornemste Gud, og hans Moder. Der var bestandig Sommer, smukt Solskin og ingen Nat. Der var godt Vand, en utallig Mængde Sæl, Fugle, Fiske og Rensdyr, som man uden synderlig Møie kunde faa fat i, ja, endog finde kogende i en stor Kjedel. Det Sted, hvor uduelige og lade Folk kom hen, og hvor der var Mangel paa Alt, som en Grønlænder sætter Pris paa, laa derimod oppe i Himmelen. Ved Kristendommens Indførelse maatte der saaledes foretages en fuldstændig Omflytning og total Forandring i Grønlændernes Forestillinger.


Fodnoter

  1. Nærø-Manuskriptet.
  2. Jessen. Pag. 27.