Sang og musik ved høje
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 133
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
501. Der laa en lille Høj her i Vejen, hvor Post Niels Pedersen nu har sin Have. I min Drengetid fortalte de, at der spillede inde i den Høj, og mange sagde, at de havde hørt det.
Hans Jokum Lavridsen, Vejen.
502. Der var en Høj paa Alsbjærg Mark, der kunde de høre en Spillemand inde.
Lars Spillemand, Gjøttrup.
503. En gammel Mand, Mathias fra Ramsholt, kom forbi en bitte Høj, der ligger tæt østen til Tværhøj, og da saa han Smaafolkene, de dandste, og der var Spil ogsaa. Han skyndte sig med at komme af Sted.
Skjæve.
504. Ved Hvirring Kirke ligger en Høj, hvor der var Bjærgfolk. En Julemorgen, da vi gik til Kirke, saa vi, at Højen stod paa fire Pæle, og der lød en dejlig Musik ud derfra. Kirkestien gik tæt om ved Højen, men da vi nu kom tæt til den, saa var baade Højen og alt rundt omkring den som sædvanlig.
S. P. Pedersen, Gjedsø.
Fortalt for min Fader af Gaardejer Vidrik Thomsens Hustru i Hatting. Hun var fra Hvirring og havde selv været med den omtalte Julemorgen. Det var omkring ved 1820.
505. Min Moder fortalte, at hun havde set en Kone komme gaaende her vesten for og gaa op i en Høj, som vi kalder Bjørnehøjen, og der blev hun væk. Hun saa hende, da hun var ude at flytte og kom forbi. Paa den samme Høj har der været set Lys, og de har hugget Kistelaage i der inde. Min Kone havde en Dag været oppe at flytte, og det var meget taaget. Da hun nu kommer forbi, synger det der inde, som det kunde være i en Kirke.
Jens Larsen Jensen Hejselt, Kvissel.
506. Min Fader var født i Gjødvad og skulde som Dreng passe Faarene nede imellem de store Bakker der ovre, men en Broder skulde da ogsaa hjælpe ham med det, de skulde saadan skiftes til.
Saa var det en Dag, Broderen var gaaet hjem til Middag at faa Mad, da havde min Fader drevet Faarene ind i en Kløft imellem Bakkerne, hvor der var saa lunt. De havde nok fortalt af, at der var Bjærgfolk i de Bakker, og at de slog Kister i Laase der inde; men han var ikke ræd. Han hørte godt nok den Banken, og saa hørte han, der blev saadan dejlig Musik; men nu blev han bange og skyndte sig at drive Faarene ud. De Dump brød han sig ikke om, men Musikken blev han ræd for.
Niels Povlsen, Røgind.
507. Der ligger en Høj udi Noselund udi den venstre Ende, der haver en Mand gaaet frem om, vel ud paa Natten. Som han var gaaet den Høj forbi, da begynder en underlig Spillemand at lege der udi Højen saa artig, at han i sine Levedage aldrig havde hørt lysteligere Spil. Da vendte han sig om at gaa nærmere til Højen at høre paa samme Instrumentist. Jo nærmere han kom til Højen, jo længer tyktes han, at Legeren var derfra, saa han paa det sidste saa godt som intet kunde høre til hannem. Da vende han sig atter til Hjemvejen. Saa begyndte Instrumentisten for Alvor at spille op, saa at Jorden rystede under Mandens Fødder. Men han gik sin Vej hjem til sit Hus og lydde intet mere derpaa.
(Præsteberetn. t. Ole Worm.) Raabelev, Villands H.
508. Naar de Martofte Folk havde været i Snabe til Selskab og tog hjem om Aftenen, kunde de høre, Bjærgfolkene spillede og dandsede inde i Jættestuen paa Snabe Mark. Der gik nemlig en Gangsti forbi den, som nu er nedlagt.
Niels Danielsen, Stubberup.
509. I det Krat, der hører til vor Gaard findes tre Kjæmpehøje, to temmelig store og en mindre. Et lille Stykke fra Krattet, er nok en stor Høj, som er helt overgroet med Krat. Om den er der flere Historier.
Der var intet Stenderupgaarde i gamle Dage, de laa den Gang nede i Stenderup By. Naar Beboerne saa om Aftenen red deres Heste ud paa Marken, kom de jo af og til ogsaa op til Krattet, og da saa de den Høj staa paa gloende Pæle, og der straalede Ild og Lys ud fra den. Der hørtes ogsaa Musik og Støj der inde fra. Det var fra Troldene, som boede der.
1906. Pauline Lindholm, Stenderupgaarde ved Toftlund.
510. Paa Ostrup Mark, Ondløse Sogn vesten Jens Andersens Gaard tæt ved Ondløse Skjel er en Høj, som kaldes Rævehøj. Bønderne fortæller, at de ofte, ja endog nylig har set denne Høj ophøjet paa 4 Guldpiller, og de, som er begavede med Sandser til at se og høre Djævelskab, forsikre, at de har set Dands og hørt Musik under Højen, naar den saaledes er ophøjet paa sine Piller.
(Oldn. Ark.) Løjtnant Winther.
511. Jeg var en Dag i Kjellerup tillige med min Kones Søster Frederikke for at besøge hendes Broder, som boede der.
Da vi saa gik tilbage til Rødkjær om Aftenen for at tage med Toget Klokken halvtolv til Viborg, saa vi paa Vejen et underligt Syn. Vi var komne over den store Dal imellem Levring og Elsborg, men ikke endnu hen til Skrænten, der gaar ned imod Rødkjær. Der var Sne paa Jorden, og det føg noget dermed, saa det var ikke nogen meget behagelig Tur. Da hørte vi med et en dæmpet Musik, og til venstre for Vejen saa vi saa lidt inde paa den flade Mark et Sejl spændt ud i en Rundkreds, men der var intet Tag over det, og det var spændt et Stykke oven for Jorden, men inden for Sejlet stod der ligesom en Tønde, hvorpaa stod en Lygte, som lyste svagt der inde i Teltet, og rundt om Tønden dandsede en Del smaa Væsener, som holdt hverandre i Hænderne. De havde Knæbenklæder og var i det hele af Udseende, som vi plejer at forestille os Bjærgfolk eller Nisser. Vi stod stille lidt og saa derpaa, og vi tænkte først, da vi hørte Musikken, at der var Fest eller Lystighed paa en Gaard eller i et Hus der i Nærheden, men der var ingen Beboelser der omkring. Saa med et delte det hele sig i store firkantede Flager af et stærkt blaaligt Skjær, der svævede bort i Retning af Vejen ikke langt fra os, hvor det saa helt forsvandt.
Da vi begge saa det samme og stadig kan mindes dette underlige Syn, kan vi ikke tro andet, end at der maa have været noget underligt paa Færde, hvad enten det saa har været Bjærgfolk eller noget overnaturligt, vi har set.
Vilhelm Hauge, Viborg.
Min Svigersøn og Datter har selv fortalt mig dette.
Evald Tang Kristensen.
512. Der boede en Mand her i Kjærbølling, der hed Niels Jul. Han havde været oppe i Bræsten tillige med en anden Mand, der boede oppe i Lille-Stensgaard og hed Hans Jørgensen.
Da de nu om Aftenen gik derfra og her ned ad Kjærbølling til, og lav de saa havde gaven et lille Stykke hen ad Landevejen, saa stod der en stor Mand lige midt paa Vejen. Lige som de nu kommer hen til ham og siger God-Aften, saa springer han lige ud i en hel Snes Lys, og de stod og bredte sig saadan ud over hele Landevejen. Det saa ud, som de sad paa en lang Stang eller et Læssetræ og fyldte hele Vejen tværsover. De skred saa frem ad, og blev ved at følge Landevejen, og Mændene fulgte bag efter dem saa meget som en halv Fjerdingvej. Da de kom saa her ned til Kjærbølling, saa drejede Lysene sig om og gik op ad en Dal, som vi kalder Sjøskovdal, og den blev de ved at følge, til de kom op til en Banke, som vi kalder Klinksbjærg. Der bredte de dem saa og stod stille paa Banken, og saa gik de lige ind i den og forsvandt der. Mændene var fulgt bag efter af Nysgjerrighed, og vilde se, hvad det var, og saa stod de der uden for og hørte en vældig Sang og Musik der inde. Det varede noget, de stod længe og hørte paa det, og saa gik de hjem ad. Det var for dem, ligesom Banken havde aabnet sig for Lysene, det fortalte de to Mænd mange Gange, og de var ikke rædde af dem.
Rasmus Holgersen, Kjærbølling.
513. Vi havde en gammel Hjorde her i Byen, der hed Jens Hald, han passede alt Kjærbølling Kræ, og saa havde han et Byhorn, naar han Højt i det om Morningen, saa skulde Byens Folk komme med Kræet, og naar han fløjt om Aftningen, saa skulde de komme og hente det.
En Aften han kom hjem, da manglede han en Ko. Saa gik han jo ud i Marken igjen for at ville finde den. Han kommer da om i en Dal, der hedder Povlsdal, og Solen var nu gaven ned, og det var blevet temmelig silde. De havde et Vandsted deromme i Dalen, og lav han nu kommer derom, saa ser han saa mange smaa bitte Folk, og de dandsede der rundt omkring Vandstedet og spillede og sang, saa det var helt forfærdeligt. Jens Hald kunde se, der var Bryllup, og baade Brud og Brudgom var der begge to, og saa kom Bruden hen og bød ham op til en Dands. Men han turde ikke dandse med hende, for han var jo ræd for, han skulde blive bjærgtagen. Det sagde han nu til hende; men det hjalp ikke, hvad han sagde, han maatte dandse med hende. Han havde jo fortalt, te han var ude at lede efter en Ko, der var bleven henne for ham. Aldrig saa snart han havde dandset, saa gav Bruden ham en lille Klump Guld, for det han saadan havde fornøjet hende, og Bjærgmanden kom med hans Ko, den havde de da ladet være med at slagte, for det havde vel ellers været Meningen. Han trak nu hjem med hans Ko, og saa er det forbi.
Dagen efter, da han kom ud til Pladsen, da saa han, at Jorden omkring Dammen var saa overtrampet af mange smaa Fødder, og det var der mange andre end ham der saa.
Det har Jens Hald fortalt mange Gange, at han kom saadan afsted. Han kom siden til at bo i Horsens, og for to Aar siden var han 95 Aar og var endnu ikke død.
Rasmus Holgersen, Kjærbølling.
514. Lige nord for Skovfogedboligen ved Ostrup i Grib Skov findes en Bakke, der kaldes Attehøj, og Præstevejen fra Nøddebo til Esbønderup fører lige over Toppen af Attehøj. Her skal til visse Tider være set Dans af Trolde omkring et Baal, og ved at lægge øret til Jorden skal man have kunnet høre Musik.
Den gamle Jens Skomager, som for mange Aar siden boede i Esbønderup, har til mine Forældre, som den Gang boede i Tumlingehuset ved Esrum Sø, fortalt, at da han en Aften sent gik ad Præstevej en, idet han kom fra Frederiksborg og vilde til sit Hjem i Esbønderup, og omtrent havde naaet Toppen af Attehøjsbanken, saa han lige foran sig paa Vejen en sort Kat, og den blev ved at følge ham tæt paa Siden over Toppen al Højen. Men da den nu kom nærmere og var lige foran hans Fødder, sparkede han ud efter den. I samme Nu var det, som om nogen gav ham et stærkt Slag paa Siden af Hovedet, og med det samme styrtede han hovedkulds ned i Vejgrøften. Da han kom op igjen, var hans høje Hat, som han altid gik med, helt fladtrykt. Men han syntes, at det var, som noget blev slæbt foran ham paa Vejen, og det blev ved, indtil han kom helt neden for Bakken. Men han saa intet og kunde intet se fra det øjeblik, han sparkede efter Katten.
7. Sept. 1901. P. Christiansen, det kgl. Bibl.
