Sankt Laurentii saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Laurentii saga

Laurentius saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

1. Her begynder sagaen om den hellige ærkediakon Laurentius

Sankt Laurentius
Kalkmaleri i Vor Frue kirke, Skive

Kong Decius og grev Valerian lod pave Sixtus og dennes præster pågribe og lede for deres domstol. Men da de blev taget til fange, sagde Sixtus til sine mænd: »I skal ikke være bange — brødre! — for alle helgener udholdt mange pinsler og prøvelser, før de med sejr kom til det sande liv. Vorherre Jesus Kristus gav os et forbillede, da han led pinsler for vores velgåendes skyld, og derfor skal heller ingen af os frygte at udstå pinsler for hans navns skyld.« Hans diakoner Felicissimus og Agapitus svarer: »Hvor skal vi gå hen efter dig — fader?«

Decius sagde til Sixtus, da denne blev ledt for hans domstol: »Véd du, hvorfor du er blevet ført hertil?« Sixtus svarer: »Det véd jeg ganske nøje.« Decius sagde: »Hvis du véd det, så gør sådan, at din følgerskare kan øges og vide det og leve vel.« Sixtus svarer: »Måtte det være sandt, at min følgerskare vil forøges og leve vel.« Decius sagde: »Bring du et offer til de udødelige guder og til mig, præsternes høvding.« Sixtus svarer: »Jeg har altid tjent, og sådan vil jeg tjene, den almægtige Gud og hans søn, Jesus Kristus, og Helligånden, og jeg bringer ham hver dag en ren offergave.« Decius sagde: »Vær du nu vis i din alderdom, således som jeg er vis.« Sixtus svarer: »Jeg har hidtil prædiket det råd for mig selv og mine følgere, at jeg ville føre alle med mig væk fra syndens og dødens afgrund.« Decius sagde: »Så bring du et offer til guderne, så du ikke må dø som et afskrækkende eksempel for dem, der ikke vil blote.« Sixtus svarer: »Jeg har allerede fortalt dig, at jeg hver dag bringer min Gud og hans søn, Jesus Kristus, en offergave.« Decius sagde til sine riddere: »Før ham hen til Frejs hov, men kast ham i fængsel, såfremt han ikke bringer Frej et offer.« Sixtus sagde til dem, der førte ham hen til gudehovet: »Hvad gør I — ynkelige mennesker! — I, som tilbeder menneskeskabte ting, blinde og døve statuer, som hverken formår at hjælpe sig selv eller andre. Lyt I hellere til mig — mine sønner! — og frels jeres sjæle fra evige kvaler, og frygt ikke de legemlige pinsler og evige kvaler, som venter de syndige mennesker, der ofrer til afguder. Gør bod for jeres synder, og forkast jeres konges falske befaling!« Og da Sixtus ikke ville blote, blev han sat i fængsel sammen med sine to diakoner Felicissimus og Agapitus.

2. Om diakonen Laurentius

Men da diakonen Laurentius erfarede, at pave Sixtus var blevet lagt i lænker, kom han til ham og sagde: »Hvorfor har du så travlt — fader! — uden en søn, og hvor skal du hen — hellige lærer! — uden en diakon? Du har aldrig været vant til at skænke Gud offergaver uden en diakon i dit følge. Hvad er det ved mig, der mishager dig — fader! — eller anser du mig for at være uden styrke, således at du afslår min nærværelse, når dit blod udgydes? Du kan være sikker på, at du har udset en passende tjener at overlade gudstjenesten til, for du overdrager mig hermed Herrens hellige kød og blod. Du vil sande, at din hæder ikke mindskes ved mine gerninger, og det er ilde, såfremt læremesteren afviser disciplens blodsudgydelse, for de bedste mænd dyrkes ikke mindre på grund af deres disciples sejr end deres egen ophøjethed. Patriarken Abraham gav Gud sin søn, og Peter sendte sin diakon Stefan ud for sig. Vis du også din styrke — fader! — gennem din søn, og giv Gud den, som du oplærte, så jeg med sikkerhed vinder sejr med din støtte.« Sixtus svarer: »Jeg ringeagter dig ikke — min søn! — du har snarere større prøvelser i vente. Jeg er gammel og er holdt op med at kæmpe, men du er ung og må udstå flere kampe og vil vinde en større sejr. Vær ikke uglad, for du skal følge mig efter tre dage. Hvorfor søger du del i mine pinsler, som om du har brug for en læremesters støtte for at opnå sejr? Jeg overlader dig al min formåen i arv. Hvorfor ønsker du min nærværelse? Elias skiltes fra Elisa, men tog alligevel ikke sin styrke fra ham, så tag du også imod kirkens penge, og del dem ud, hvor du mener, at der er behov.« Derpå overdrog Sixtus alle kirkens penge til sin diakon Laurentius.

Og da Laurentius havde fået pengene, drog han omkring i herredet og søgte efter lærde mænd og ulærde, kristne folk, der levede i skjul, og han delte penge ud til dem, således som han mente, de hver især havde behov for. Og da han kom til det fjeld, der hedder Seleus, traf han dér en enke, som hed Ciricia. Hun havde levet i kyskhed i 30 år efter sin mands død, og de havde været sammen i 11 år. Hun havde mange kristne boende i sit hus; de var flygtet fra hedenske folks fjendtligheder. Men da Laurentius kom til enkens hus om natten, vaskede han fødderne på alle de kristne, som var dér, og tjente dem med ydmyghed. Og enken kastede sig for fødderne af Laurentius og sagde: »Jeg beder dig inderligt for Kristi tro, at du lægger dine hænder på mit hoved, for jeg har slemme hovedsmerter.« Og da Laurentius i Jesu Kristi navn gjorde korsets tegn over hendes hoved, da forsvandt al hendes hovedpine. Og Laurentius forlod stedet igen den samme nat og fortsatte sin søgen efter kristne mennesker, der havde skjult sig i huse og klippehuler. Han kom da til den by, der hedder Ciriacus, og dér traf han en blind mand, der hed Crescensian, og manden bad i tårer Laurentius om at gøre korsets tegn for hans øjne og give ham syn. Den hellige Laurentius sagde i tårer: »Herre Jesus Kristus, der åbnede disse øjne, som blev født blinde — skænk du denne blinde mand syn!« Da åbnedes hans øjne, og han kunne se lyset. Men Laurentius drog derfra videre til den by, der hedder Patritus, hvor han fandt 63 mennesker i et jordhus, og blandt dem var præsten Justinus, som pave Sixtus havde viet. De blev glade for at se hinanden, da de mødtes, og kastede sig for hinandens fødder. Da sagde Laurentius til Justinus: »Lad mig få min vilje på den måde, at jeg vil vaske jer alles fødder med mine hænder.« Præsten Justinus svarede: »Det er Guds befaling. Herren Jesu Kristi vilje ske!« Og derefter vaskede Laurentius fødderne på alle de tilstedeværende, og han kyssede præsten Justinus’ fødder. Og da han havde vasket alles fødder, gav han sig under præstens bønner og uddelte de penge, han havde med sig, blandt de trængende folk, hvorefter han tog derfra.

3. Om pave Sixtus

Og mens disse ting skete, blev pave Sixtus ledt for kejserens domstol sammen med sine to diakoner, og Decius sagde til ham i vrede: »Du skulle rette dig efter det gode råd, som jeg giver dig, og blote.« Sixtus svarede: »Du kan give dig selv gode råd — ynkelige mand! — men lad være med at spotte Herren Jesu Kristi navn, og du bør angre, at du udgyder hellige mænds blod.« »Ingen vil frygte mig,« sagde Decius, »— hvis den slags ikke bliver dræbt.« Valerian svarede: »Hug hovedet af ham!« Felicissimus og Agapitus sagde: »Hvis I — uslinge! — ville lytte til vores faders ord, så kunne I undgå de evige pinsler, der venter jer.« Valerian sagde: »Hvorfor skulle de mænd, der truer os med pinsler, leve? Før dem til Frejs hov, og halshug dem, såfremt de ikke vil blote!« Og da de blev ført ad den vej, der hedder Appia, så Sixtus afgudsbilleder stå til begge sider, og han sagde: »Her står blinde og døve statuer lavet af sten, som de ynkelige mennesker bøjer sig for, hvorved de går glip af det evige liv. Måtte Kristus, Guds levende søn, knuse dem!« Og da kristne folk svarede og sagde amen, styrtede en stor del af Frejs hov ned og knuste det afgudsbillede, der blev ramt. Da kom Laurentius derhen og sagde: »Forlad mig ikke nu — hellige mand! — for jeg har sørget for de penge, som du overdrog mig.« Men da ridderne hørte pengene blive omtalt, pågreb de Laurentius og udleverede ham til den dommer, der hed Parthemius. Og de førte pave Sixtus og hans diakoner Felicissimus og Agapitus til Frejs Bakke ved gudehovet og halshuggede dem alle dér på den sjette dag i den måned, der hedder august. Men om natten kom kristne folk og tog deres lig med sig væk og begravede pave Sixtus på kirkegården Calisti, mens de begravede diakonerne på kirkegården Pretextati.

4. Om Laurentius og Hippolytus

Efter dette sagde Parthemius til kong Decius, at pave Sixtus’ diakon, Laurentius, som vidste, hvor pavens pengebeholdning befandt sig, var blevet pågrebet. Dette glædede Decius, som bad om at få Laurentius ført frem, og han sagde til ham: »Hvor er de kirkepenge, som folk siger, du kender til?« Laurentius gav ham intet svar. Da overgav Decius Laurentius til grev Valerian og sagde til ham: »Udspørg ham grundigt om kirkepengene, og tving ham til at blote, og lad ham pine ihjel, hvis ikke han bloter.« Valerian overlod ham til den mands tilsyn, der hed Hippolytus, og han låste ham inde i et hus, hvor også mange andre var spærret inde. Derinde sad en blind, hedensk mand, som hed Lucillus. Han havde mistet synet på grund af overvældende gråd. Laurentius sagde til ham: »Tro på Herren Jesus Kristus, og lad dig døbe, og da skal du få dit syn tilbage.« Lucillus svarede: »Jeg har længe haft lyst til at lade mig døbe i Jesu Kristi navn.« Laurentius svarede: »Tro af hele dit hjerte!« Lucillus svarede: »Jeg tror på Jesus Kristus og fornægter afguderne.« Hippolytus stod udenfor og hørte deres samtale. Derpå primsignede Laurentius Lucillus, og han viede siden vand og døbte ham: »Tror du — Lucillus! — på den almægtige Gud Fader og hans søn, Jesus Kristus, som blev pint og begravet, men genopstod fra døden på tredjedagen og steg op til Himlen og nu sidder ved Gud Faders højre hånd, hvorfra han skal dømme levende og døde, og tror du, at han selv kan frelse din sjæl og dit legeme?« Lucillus svarede: »Jeg tror på alt dette.« Da åbnedes hans øjne, og han råbte og sagde: »Lovet være Herren Jesus Kristus, som gav mig synet igen på forbøn fra Laurentius! Nu kan jeg se, men jeg har længe været blind.«

Mange blinde mennesker, som havde hørt om dette, kom til Hippolytus’ hus, og Laurentius gjorde korsets tegn over deres øjne, og de blev alle raske. Men da Hippolytus så dette, sagde han til Laurentius: »Vis mig kirkepengene.« Laurentius sagde: »Hvis du tror på Gud Fader og hans søn, Vorherre Jesus Kristus, da vil jeg kunne vise dig den sande Gud og love dig evigt liv.« Hippolytus sagde: »Hvis du kan holde det, du lover, da vil jeg gøre, som du opfordrer til.« Laurentius sagde: »Hør på mig, og lad dig døbe, for afguderne er til ingen gavn.« Han primsignede da Hippolytus og døbte ham siden. Men da Hippolytus rejste sig fra døbefonten, råbte han og sagde: »Nu så jeg retfærdige sjæle glæde sig i ophøjethed, og derfor beder jeg dig inderligt — Laurentius! — om at døbe hele min husstand for Jesu Kristi skyld.« Nitten mennesker i Hippolytus’ hus blev da døbt, både kvinder og mænd.

5. Om Decius og Laurentius

Da sendte grev Valerian bud til Hippolytus og bad ham føre Laurentius til sine haller. Men da Hippolytus fortalte Laurentius om dette, sagde han: »Vi tager begge af sted, for vores berømmelse er nært forestående.« Og da de kom til hallerne, sagde Valerian til Laurentius: »Opgiv din trodsighed, og giv os de kirkepenge, som du råder over!« Laurentius svarede: »Giv mig to eller tre dages frist, så skal jeg vise dig kirkens formue.« Valerian sagde til Hippolytus: »Han har to dages frist under dit opsyn!« Da samlede Laurentius en skare nødlidende mennesker i Hippolytus’ hus — halte og blinde og syge. Og Valerian fortalte Decius, at Laurentius havde lovet at fremvise kirkens formue i løbet af to eller tre dage.

Og da Laurentius på tredjedagen kom til kongens haller, sagde Decius til ham: »Hvor er den formue, som du lovede at vise os?« Laurentius lod da alle de nødlidende mennesker, som han havde samlet i Hippolytus’ hus, lede ind sammen med sig. Han sagde: »Her er kirkens formue, som aldrig vil mindskes, men snarere vokse til hæder for dem, der varetager den.« Valerian sagde: »Nu ikke mere snak! Bring guderne et offer, og opgiv den trolddom, som du tror på!« Laurentius svarede: »Hvorfor gør du dig til nar — djævelske mand! — over for forstandige mennesker, siden du vover at bede kristne folk om at ofre til afguder? Finder du det rigtigt, at vi bøjer os for djævlebilleder snarere end for skaberen af alle synlige og usynlige ting? Eller hvem bør hædres: Den, der skabte, eller den, der blev skabt?« Decius sagde: »Hvem blev skabt, og hvem skabte?« Laurentius svarer: »Gud, Vorherre Jesu Kristi fader, skabte himlen og jorden, mennesker og dyr, fisk og fugle og alle skabninger, men du befaler os at blote til blinde og døve statuer.« Da blev Decius vred, og han lod Laurentius piske med svøber: »Lad være med at spotte vores guder!« Laurentius svarede: »Jeg takker min Gud, der forener mig med mine brødre, og du — ynkelige menneske! — plages nu af din vrede, men jeg i mine pinsler.« Decius sagde: »Vis ham alskens torturredskaber, så han bliver skræmt og bloter.« Man frembar da glødende stænger, jernsvøber og lejer, der var lavet af bly. »Alle disse redskaber vil blive brugt på dig og dit legeme, medmindre du bloter.« Guds kriger svarede: »Jeg har altid haft lyst til disse nydelser, for det er pinsler for jer, men evig hæder for os.« Decius sagde: »Hvis dette er hæder for jer, så fortæl, hvor flere af dine ligesindede skjuler sig, så I allesammen kan vinde hæder.« Laurentius svarer: »Deres navne står skrevet på himlen, men du er ikke værdig til at se dem.« Decius sagde: »Vis os alle kristne mennesker, således at vores by kan blive renset, og blot du selv til guderne, og opgiv de penge, du har fået i din varetægt.« Laurentius svarede: »Jeg er tryg ved den pengebeholdning, som jeg har.« Decius sagde: »Tror du, at pengene kan købe dig fri fra pinslerne?« Laurentius svarede: »Jeg er tryg som Kristi træl, og jeg har støtte fra Jesus Kristus med hensyn til rigdom.« Da blev Decius vred og lod ham slå med jernstænger. Men den hellige Laurentius sagde til Decius: »Du må forstå — ynkelige mand! — at Kristi overflod giver mig sejr, og jeg mærker ikke de smerter, du påfører mig.« Decius sagde til bødlerne: »Øg pinslerne! Og hold glødende jernspader mod hans sider.« Da så den hellige Laurentius mod himlen og sagde: »Herre Jesus Kristus, Guds gud! — vis mig, din træl, barmhjertighed, for jeg fornægtede dig ikke, da jeg blev anklaget, og jeg bekendte mig til dig, da jeg blev spurgt.« Decius sagde til ham: »Jeg ser, at du kan lindre pinslerne med dine trolddomskunster, men du kan på ingen måde påvirke mig. Jeg sværger ved guder og gudinder, at du enten skal blote eller i modsat fald blive udsat for flere pinsler end nogen anden mand.« Laurentius svarede: »I Herrens navn skræmmes jeg ikke af dine pinsler. Gør du nu det, du har lyst til, og hold ikke igen!« Da lod Decius ham piske længe med svøber med blyknapper. Da sagde Laurentius: »Herre Jesus Kristus! Du, som antog en træls skikkelse for vores velgåendes skyld, således at du frigjorde os fra Djævelens trældom, tag nu min sjæl!« Da lød der en stemme fra himlen, som Decius og alle, der var til stede, hørte: »Du har endnu mange pinsler i vente, inden du sejrer!« Da fyldtes Decius af stor vrede og sagde: »Hørte I — kloge borgere i Rom! — hvordan Fandens glæde er over denne mand, som hverken frygter guder eller høvdinge eller pinsler eller døden? Pin ham derfor endnu mere, og slå ham med jernsvøber, og bind ham til en stejle!« Da smilede Laurentius og sagde: »Lovet være dig — Herre Gud Fader, Herre Jesus Kristus! — som skænkede barmhjertighed til os uværdige. Giv du os i din mildhed den hjælp, at alle, som er til stede her, får at vide, at du trøster dine trælle.«

6. Om henrettelsen af Romanus

På samme tid antog en af kongens riddere, der hed Romanus, den kristne tro, og han sagde til Laurentius: »Jeg ser den mest strålende mand stå over dig, og han renser dine sår med rene linklude. Derfor beder jeg dig inderligt om, at du ikke forlader mig for Kristi skyld — ham, der sendte sin engel til dig.« Decius sagde til Valerian: »Vi bliver overvundet af denne mands trolddomskunster.« Da spurgte Romanus, om der var mulighed for, at han blev døbt af Laurentius. Og da Laurentius blev overladt i Hippolytus’ varetægt, mens Decius og Valerian drøftede, hvorledes pinslerne skulle foregå, da kom Romanus med et vandfyldt kar og kastede sig for fødderne af Laurentius og bad om at blive døbt af ham. Da viede Laurentius vandet og døbte Romanus.

Men da Decius erfarede dette, lod han straks Romanus pågribe og lede for sin domstol. Så snart han fik øje på kongen, råbte han og sagde: »Jeg er kristen!« Decius lod ham straks føre ud af byen og halshugge på den vej, der hedder Salaria. Men præsten Justinus tog natten efter hans lig og begravede det på det jordstykke, der hedder Veranus. Men den samme nat sendte Decius og Valerian besked til Hippolytus, at han skulle føre Laurentius hen til dem. Da blev han nedtrykt og fældede tårer. Laurentius sagde til ham: »Du skal ikke græde, men hellere glæde dig, for jeg farer til Guds herlighed.« Hippolytus sagde: »Hvorfor skal jeg ikke følge med dig og sige, at jeg er kristen, og dø sammen med dig?« Laurentius sagde: »Skjul du Kristus i den angrende mands gemmer en stund, men så skal jeg kalde på dig kort tid efter, og da skal du høre det og komme.«

7. Laurentii pinsler og død

Og da den hellige Laurentius blev ledt for Decius, lod kejseren alskens torturredskaber bære frem for sin domstol: blysvøber og stænger og stegerister og glødende jernspader. Og derpå sagde han til Laurentius: »Hold op med dine trolddomskunster, og fortæl, hvor du stammer fra!« Laurentius svarede: »Min slægt stammer fra Spanien, men jeg er født i Rom. Jeg har været kristen hele mit liv og lært alle gudelige love.« Decius sagde: »Hvad kender du til guds love, når du ikke tilbeder guden? Bring guderne et offer, ellers vil jeg denne nat besejre dig med pinsler.« Laurentius svarede: »I Herren Jesu Kristi navn: Jeg frygter ikke dine pinsler. Min nat har intet mørke, den stråler snarere i lys.« Da lod Decius ham slå i ansigtet med sten. Laurentius blev derved endnu stærkere og sagde: »Jeg takker dig — Herre! — for du alene er den almægtige Gud.« Decius sagde: »Tag plads på denne seng, som du bliver tilbudt. Den passer til en trodsig mand.« Da blev en jernseng båret frem, og den var udformet som en stegerist med fødder under, og den blev anbragt oven på gløderne. Laurentius blev lagt på stegeristen i overværelse af Decius og Valerian, og bødlerne tvang ham op på stegeristen med jernspaderne og lagde gløder under den. Da sagde Laurentius til Decius: »Nu har jeg givet mig selv som offergave til Gud, for pinte sjæle er en gave, der behager Gud, men du — ynkelige mand! — skal vide, at disse gløder er en bekvemmelighed for mig, men til evig plage for dig, for Herren véd, at jeg ikke fornægtede ham, da jeg blev anklaget, men bekendte mig til ham, da jeg blev spurgt. Og nu takker jeg ham, fordi jeg bliver stegt.« Valerian sagde: »Hvor er den ild, som du truede os og vores guder med? Vil den ikke snarere brænde dig end guderne?« Laurentius svarede: »Hvorfor forstår I ikke — ynkelige mennesker! — at disse gløder giver mig hvile, men ikke branker mig?« Alle undrede sig over Laurentius’ styrke og Decius’ grusomhed ved at lade en levende mand stege. Den hellige Laurentius sagde: »Jeg takker dig — Herre Jesus Kristus! — fordi du gav mig styrke.« Derpå så han hen imod kongen og sagde: »Nu er jeg stegt på den ene side; vend mig nu om, og spis!« Så rettede han igen blikket mod himlen og sagde: »Jeg takker dig — Herre Jesus Kristus! — fordi jeg opnåede adgang til dine haller.« Da lød der en stemme fra himlen, der talte således: »Kom du — kære ven! — mine engle henter dig.« Derefter forlod den velsignede sjæl hans legeme.

Men da Laurentius var død, gik Decius og Valerian til hallerne og lod hans lig ligge på stegeristen over gløderne. Men Hippolytus tog liget og sørgede for det med rene linklæder og duftende salver, og han gav præsten Justinus besked og fortalte, hvor ærefuldt Laurentius havde forladt denne verden, men også hvor grusomt Decius og Valerian havde gjort det af med ham og ladet hans lig ligge over gløderne. Og Justinus og Hippolytus bragte liget af den hellige Laurentius hen til gården, der tilhørte enken Ciricia, som Laurentius havde kureret for hovedsmerter. Og om aftenen begravede de hans lig ved den vej, der hedder Tiburtina, og de fastede i tre dage sammen med en stor skare kristne mennesker og mindedes med stor sorg den hellige Laurentius’ pinsler. Siden sang præsten Justinus messe, og alle, der deltog i messen, modtog corpus domini.

8. Om Hippolytus

Efter dette vendte Hippolytus hjem og frigav alle sine trælle og trælkvinder. Og bordet blev dækket, men førend han nåede at spise, kom nogle riddere og pågreb ham og førte ham for kejser Decius. Og da Decius så ham, smilede han og sagde: »Har du ikke lært trolddomskunster af Laurentius, nu da du begravede hans lig?« Hippolytus svarede: »Det gjorde jeg ikke som troldkyndig, men snarere som kristen.« Decius blev straks vred, og han lod ham slå i ansigtet med sten og lod ham afklæde og sagde: »Adlyd min befaling, og bring guderne et offer!« Hippolytus svarede: »Du gør mig ikke nøgen, men klæder mig snarere på.« Decius sagde: »Du må være blevet tosset, siden du ike skammer dig over at være nøgen.« Hippolytus svarede: »Jeg er blevet klog nu og kristen, men jeg var uforstandig, da jeg troede på afguder.« Decius sagde: »Blot til guderne og lev, medmindre du ønsker at dø i pinsler som Laurentius!« Hippolytus svarede: »Det var udmærket for mig at følge hans eksempel, men det er dristigt at nævne Guds ven med en beskidt mund.« Da blev Decius vred og lod Hippolytus slå med stænger. Hippolytus lo ad dem, der slog ham. Da sagde Decius, at de skulle piske ham med jernsvøber. Bødlerne piskede Hippolytus, til de blev udmattede. Men Hippolytus blev mere styrket derved og sagde: »Jeg er kristen!« Decius lod ham da iklæde den ridderudrustning, han havde haft, da han var hedning, og sagde til ham: »Mindes du den riddergerning, du havde engang? Vær du nu min ven som før, og blot til guderne!« Hippolytus svarede: »Jeg er Kristi ridder, og jeg vil altid tjene ham, og jeg ser frem til at drage til ham med sejr.« Da sagde Decius til Valerian: »Overtag du al hans ejendom, og slå ham ihjel på grusom vis!« Da lod Valerian Hippolytus og hele dennes husstand, der var blevet kristne, lede for sin domstol. I denne flok var Hippolytus’ fosterdatter, der hed Concordia. Da sagde Valerian til dem: »Tænk nu over jeres valg, så I ikke mister livet sammen med jeres herre, Hippolytus.« Concordia svarede: »Vi foretrækker at dø rene sammen med vores herre frem for at leve i urenhed sammen med dig.« Valerian sagde: »Den eneste måde at styre trælfolk på er med slag og smerte.« Han lod da Concordia piske ihjel med blysvøber. Hippolytus stod ved siden af og sagde med glæde: »Jeg takker dig — Herre! — fordi du sender min fosterdatter i forvejen til din skare af helgener.« Valerian sagde til Hippolytus: »Så du henholder dig stadig til dine trolddomskunster og adlyder ikke høvdingens befaling og tilbeder ikke guderne.« Derpå lod Valerian Hippolytus og hele dennes husstand føre ud på den vej, der hedder Tiburtina. Da sagde Hippolytus til sine folk: »Vær ikke bange — brødre! — for vi har alle én Herre!« Valerian lod da hele Hippolytus’ husstand halshugge for øjnene af ham. Og i alt atten mennesker blev halshugget dér, både mænd og kvinder. Men han lod Hippolytus’ ben fastgøre til halsene på utæmmede heste, hvorefter han lod dem drive over stengrund og gennem tornekrat. Og mens den hellige Hippolytus blev trukket sådan rundt, døde han tre dage efter Laurentius. Men præsten Justinus kom den samme nat og begravede ligene af alle dem, der var blevet halshugget, på den samme grund, hvor de var blevet dræbt.

Og Decius og Valerian lod indkalde til ting, fordi de agtede at pågribe alle de kristne, som man kendte til. Men da de steg ud af deres vogne, før de skulle gå til mødet, blev Decius besat af Djævelen og råbte: »Du — Hippolytus! — har bundet mig med flammende lænker og taget mig til fange.« Valerian råbte og sagde: »Jeg beder dig — Laurentius! — om at lindre mine smerter en tid.« Der hørtes da megen gråd i kongens haller. Triphonia, Decius’ kone, var hedning, men da hun så Decius blive plaget af Djævelen, lod hun alle de kristne, som sad i fangenskab, løslade. Og da Decius var død, gik hans kone, Triphonia, og deres datter Cirilla hen og kastede sig for fødderne af præsten Justinus og bad om at blive døbt. Han tog med glæde imod dem og påbød dem seks dages faste, hvorefter han døbte dem. Men dagen efter døde Triphonia, mens hun bad, og præsten Justinus begravede hendes lig i det jordhus, hvor han også havde begravet Hippolytus.

Men da ridderne erfarede, at Triphonia og Cirilla havde antaget den kristne tro, kom de 46 mand med deres hustruer og kastede sig for fødderne af Justinus og bad om at blive døbt. Men han førte ridderne hen til Dionysius, som var blevet valgt efter Sixtus, og han døbte dem. Men kong Claudius lod Decius’ datter Cirilla og disse 46 riddere pågribe, og han lod alle, der nægtede at blote, halshugge. Og Justinus tog deres lig og begravede Cirilla ved hendes moder, Triphonia, og ridderne ved den vej, der hedder Salaria.

Og dér, hvor de blev halshugget, sker der ved deres bønner mange mirakler endnu i dag i Vorherre Jesu Kristi navn — ham, som med Faderen og Helligånden lever og regerer som én Gud i fuldkommen treenighed i al evighed. Amen.

---

Noter: