Sigurd og Brynhild: Første Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sigurd og Brynhild
Første Samtale

De Talende.
Sigurd:	Søn af Sigmund.
Hjordise:	hans Moder.
Tora:	Hakons Datter, en dansk Prinsesse.
Brynhild:	Datter af Budle Hunekonge.
Odrun:	hendes Søster.
Gjuke:	Konge i Frakland.
Grimhild:	hans Dronning.
Gudrun:	deres Datter
Gunnar:	deres Søn
Hogne:	deres Søn
Guttorm:	deres Søn
Fofner:	Søn af en Jotun Hrejdmar
Fofner:	Søn af en Jotun Hrejdmar
Yrpa:	Torgerd Hørgabruds Søster
Herman:

Første Samtale.

Lejre-skov.

Sigurd:

Hvad vil du mig? du brede Egetop!

Hvad heller du, som bryder stærke Grene,

Du brusende! Jeg kjender ej jert Maal,

Og underlig til Sjælen dog det mæler.

Hvi tuder du, graabenet Ulv, saa højt?

Hvi skrige saa de sultne Odins Fugle?

De sultne! — ja, nu véd jeg det til fulde:

I kræve Brad hin varme af min Haand,

Og jeg er skyldig eder den at unde;

Ja, skyldig vist, thi mange Vintre led

Fra Stunden, da min Faders røde Aadsel

Med Tand og Klo I søndersled, og end

Ej Blodet af hans Banemand I suged.

Hvi har jeg nølet? er vel Armen svag,

Og klapper Hjærtet mig i Liv af Rædsel?

Du véd det, Dravge! høje Guder! I

Er Vidner, at, før denne Morgen gryde,

Min Faders Navn var mig en fremmed Lyd,

Og Lejrekongen kaldte jeg min Fader.

Men nu med Sol og Maane vil jeg vandre,

Og naar det mørknes, skal mit Øjes Ild

Mig lyse gjennem Skov og over Hede,

Til jeg ham finder, Saxlands fule Drot;

Og han skal sande, naar ham Sværdet deler,

At der er Liv i Volsungætten end.

Men Sværdet! — ak! end aldrig har det hamret

I tunge Balg min Lænd; som ussel Træl

Jeg kun en Bue véd mod Hjort at spænde,

Og ramme Ulven med det lette Spyd.

Ak, jeg har sovet, Barn jeg kun har været

Til denne Dag; jeg gik i Ledebaand;

Naar Sværd jeg kræved, rakte man mig Kjæppen,

Og taalig red jeg paa den, red til Hel.

Men nu er ogsaa Barndomstiden omme:

Paa anden Hest jeg Valhal vist skal naa.

Regin:

Hvi raaber du saa højt i Skoven her,

Som om du vilde Stormen overbyde?

Sigurd:

Det vil jeg ogsaa; jeg er mer end den:

Den bryder Eg og løfter høje Bølger;

Men farer kun, naar fule Turseørn

Med Vinger slaar, og stilles, naar han hviler.

Jeg Styrke har til Eg og Jord at ryste;

Den er min egen, virker, naar jeg vil;

Thi fri jeg er af Asarod oprunden.

Regin:

Hin gamle Ørn du ej maa skjælde saa,

Og ikke saa med egen Styrke prale.

Var det dig selv, som med din Vinge slog,

Og Vinden rejste, som nu i dig suser?

Dog, ung du est, og end ukjendt med Livet;

Ja, det mig tykkes fast, som om i Dag

Du mærked først, at der er Liv i Kroppen.

Ej underligt, at Kilden sprudler saa,

Da nys den brød med Magt igjennem Jorden. —

Men sig mig dog, du vakre Ungersvend!

Hvad Forsæt har du alt i Dag undfanget

Og avlet og opfostret? thi ret vel

Jeg mærker, det har faaet tidlig Manddom,

Den Stund det mæler alt saa højt og djærvt.

Sigurd:

Hvor kan du spørge? Er du ej den samme,

Som mig i Morges lærte store Sagn

Om mine Fædres Manddom, og om Sigmunds,

Min Faders Drab? Og mener du, at Sol

I Morgen mig skal finde her i Lejre?

Regin:

Hvor da?

Sigurd:

Véd jeg vel det? Ej lange Vej

Til Saxland kjender jeg; men dog jeg dristig

Vil følge efter sultne Ravnes Skrig;

Ej vise de mig vild: de tørste

Selv efter Linges sorte Hjærteblod.

Regin:

Du er ej raadvild; men du maa betænke,

At der er langt til Saxland: dine Ravne

Med tørre Munde ej kan flyve did;

Og hvis du undervejs skal give

Dem alt det Blod, de tørste efter,

Du kommer næppe did, mens du kan gaa;

Og tro du mig: at Ravne drikke

Saa godt en Volsungs som en Jættes Blod!

Dog, kom du saa vidt end, du ej maa glemme,

At der er langt til Linges Hjærteblod:

At baade Staal og Kjød og Ben maa skæres,

Før du betale kan dit Følgeskab!

Hvormed vil du vel det udrette?

Sigurd:

Hvormed? hvormed vel, uden med et Sværd:

Med den, som bryder Ben og kløver Brynjer!

Regin:

Hvor har du det? mig tykkes ej, ved Lænd

Det hænger, saa som Kæmpesæd mon være.

Sigurd:

Vil du mig spotte, Dværg! hvad Møje

At faa' et Sværd, naar man har Kraft og Mod?

Du har jo et.

Regin:

Ja, jeg, men ikke du.

Sigurd:

Saa ræk mig det! Jeg har ej Tid at tøve.

Regin:

Ja, række! Mener du kanske, at det

Er fløjet mig saa i den aabne Haand?

Nej, mange Dage, mange halve Nætter

Jeg først har svedt ved Ambolt og ved Ild,

Før jeg det fik med Kunst og Kløgt udhamret,

Og Hjaltet er af drevent Guld; en Skjænk

Saa herlig ej til ukjendt Drot man rækker:

Ej, før man véd, hvordan han Gaven lønner.

Hvad giver du mig vel for dette Sværd?

Sigurd:

Hvad, give? gror her Guld i Skoven?

Naar Hundings Arv jeg skifter, kom da kun!

Og hundredfold jeg skal dig Sværdet lønne.

Regin:

Ja, naar; men Hundings-Sønnerne er Kæmper,

Det véd ej ene jeg, det véd al Nord,

Og selv din Fader det paa Valen sanded.

Hvad ikke jeg, og hvad slet ingen véd,

Er derimod, hvad du en Gang kan vorde;

Men æde dine Ravne nu dig selv,

Hvad faar saa jeg for Guld og Møje?

Sigurd:

Du nævned mig min Faders Banemand,

Du tændte i mig Hævnens stærke Lue;

Du er og skyldig da at give mig,

Hvad der kan køle den: det kolde Staal.

Regin:

Nyfigen var du; jeg dig Sagn fortalte,

Som man for Løjers Skyld fortæller sligt;

Jeg sagde dig, du var en Søn af Sigmund,

Fordi mig tyktes, det var sært, at du

Ej skulde vide, hvem din Fader var.

At ægge dig til Hævn, det var et Indfald,

Som jeg vist aldrig fik; det er jo noget,

Som kommer ikke mig det mindste ved.

Hvis du har Lyst, saa rejs! og nu god Nat!

Mit Sværd er ej til fals for Løfter.

Sigurd:

Men dog for Styrke, mener jeg; og flux

Med Magt jeg tager det, hvis ej du giver

Det hid paa Stand.

Regin:

At røve fremmed Mand

I Skov, ej hædrer storlig Kongesønner;

Men vil du være Røver, nu velan!

Saa er det her, vor Styrke er ej lige.

Sigurd:

Ret saa! giv mig, hvad Navn du vil,

Naar kun du giver Sværdet! Selv fra Odins

Den høje Lænd jeg rev det, om mig ej

Et andet undtes. — Ser du: som jeg hugger

I denne Eg, saa skal jeg hugge til

Paa Linges Isse. Trods, om den kan holde!

Regin:

For dette Sværd den holder nok; thi se!

Det sprang jo sønder mod den haarde Bul.

Sigurd:

Det sprang! det var et Sværd, som du er Mand;

Det burde jeg betænkt.

Regin:

Ej maa du laste

Mit Sværd, om end du laster mig;

Thi sandt er det at sige: intet findes

I Nørrelande, gjort af Mandehaand,

Som lignes kan ved det i Haardhed, Styrke;

Og er din Arm til saadant Sværd for stærk,

Du ikkun sent vil finde et, som holder.

Sigurd:

Usalig er jeg med min Styrke da.

Hvi skjænke Guder ej med den og Vaaben,

Som taale kan at bæres højt i Luft

Og falde tungt?

Regin:

Ja, skjæld du kun

Paa Guderne! de har fortjent det ærlig,

Om ej just denne, saa en anden Gang.

Men ellers var det mig, som burde skjælde:

Hvormed betaler du mig nu mit Sværd?

Sigurd:

O, tal ej mer om sligt! men est du kløgtig,

Da raad nu paa min Vaande Bod!

Regin:

Ja, her det gjælder udi flere Maader,

At dyre ere gode Raad, og tit

De kun betales ilde. Dog, din Manddom

Har rørt mit Sind, og slig en Kæmpes Hjælp,

Som du, er og mig selv nødtørftig.

Kom! lad os sidde ned paa denne Sten!

Og, medens Solen sættes, jeg en Saga

Dig vil fortælle; kan vi enes da,

Jeg stræbe vil, dig gode Raad at kjende.

Sigurd:

Hvortil den Nølen? Sig mig, hvad du véd!

Begjær for Raadet alt, hvad jeg kan evne!

Og det skal vorde dit. Kun snart, kun snart!

Regin:

Med Sværdet var jeg snar, fordi jeg vidste,

Du kunde tage det. Jeg er lidt sen

Med Raadet; thi det har jeg sikkert,

Og kom du end til Lejet, hvor det er,

Du fandt det derfor ej. Du haster!

Hvorfor? Du er jo ung endnu, og først

Naar du har Vaaben, er det Tid at haste.

Men Vaaben faar du ej af mig,

Hvis ej med Ro du vil min Saga høre,

Sigurd:

Velan! jeg maa vel høre; saa fortæl!

Regin:

Min Slægt og din er ej saa lidt adskillig,

Og Venskab var kun sjælden dem imellem:

Du stammer ned fra Asamanden Odin;

Om ham, den onde Fjende af min Slægt,

Er Sagnet, jeg hans Ætmand vil fortælle.

Sigurd:

Om Odin vil du tale ondt, du Jotun!

Kan jeg da høre dig?

Regin:

Det véd jeg ej;

Men høre maa du, om du Raad vil have.

Det var da Odin og hans arge Svende,

De ginge langs med Elv, og som de gik,

De saa' en Odder ligge der paa Bredden:

Det var min Broder, han i Fiskeham

Sig skjæmted tit i disse Vande.

Vor utro Frænde, Loke, Lavfej s Søn,

Var og med Odin, og det er hans Gammen

At virke ondt; han tog en mægtig Sten

Og knusede med den min Broders Hoved.

Det var en Lyst for gjerrig Asaflok

At stjæle Bælgen fra den døde Jotun;

Men Loke stundum husker, hvem han er:

Han lokked Odin til min Faders Gaard,

Indbildte ham, han var hos sine Venner.

Da pralede han storlig over Bord

Af Kæmpeværket, som han havde drevet;

Men vi med Hænder bandt den Asaflok,

De maatte love, Odderbælg at fylde

Med røden Guld, og med den samme Malm

Hvert Haar bedække. Guld har Aser ej,

De altid maa det stjæle eller røve,

Og Loke gik afsted, og kom igjen

Med Dværgen Andvars Skat. Vi rejste

Nu Odderbælg paa Fod, og fyldt den blev

Og dækket med; men som nu Hrejdmars Øje

Paa Asamænd og Bælgen vandred om,

Det fandt en fager Ring paa Odins Finger,

Paa Bælgen og et utildækket Haar;

Det maatte Ringen skjule; Odin nødig

Den vilde mistet, og den fule Trold

Med sære Runer den forhexed saa,

At Hrejdmar den til Bane skulde vorde.

Vi kunde dræbt de Niddinge, men dog

Vi lod dem gaa, for ej vor Ed at bryde.

Fra denne Stund min Broder Fofner gik

Omkring med sære Tanker; Odin voldte,

Ham Fadermord blev skudt i Hu.

Jeg raadte ham, som det en Broder sømmed,

Men han det agted ej; thi der han nu

Vor Fader havde dræbt og Guldet ranet,

Han undte mig dog ej det mindste Gran,

Men flygted ud paa Gnytas vilde Hede:

I Ormelignelse han ruger dér

Nu over Guldet; kun forgjæves

Jeg efter Faderhævn og Fædrearv

Har hidtil tragtet. Vil du nu mig love

At dræbe Fofner, med mig Guldet dele,

Saa vil jeg kjende dig et Raad.

Sigurd:

Ej løj du, Regin! dyrt var Raadet:

Om høje Odin har jeg Nid og Løgn

Nu maattet høre, det var værst Betaling;

Thi gjærne vil jeg dræbe leden Orm

Og hver en Jotun, og af Guldet

Du tage maa alt efter Lyst.

Men sig nu snarlig, hvor er Sværdet,

Som i min Haand kan virke slig en Id?

Regin:

Kun ét jeg véd: det skjænked Odin

Til Sigmund fordum, og dets Navn er Gram;

Men ej det findes mere over Mulde:

Din Moder grov det dybt i Jord, og brustet

Det er itu, kun én har Magt og Kunst

Til det igjen at sammensmedde,

Og det er mig. — Saa gak nu flux

Hen til din Moder, søg det prude Vaaben!

Men nævn ej mig! og sig ej, at du véd,

Hvem der har Kløgt til Sværdet at helbrede!

Sigurd:

Jeg iler, hvad jeg kan; bliv her imedens!

Regin:

Saa stander jeg da nu ved Maalet snart,

Som gjennem mange Aar jeg higed efter;

Kun Gram kan Fofner dræbe, og kun én,

Kun Sigmunds Søn, det mægter kjæk at løfte.

Dér ganger han; paa haarde Ambolt snart

Af Jærnet jeg skal røden Guld udhamre.

Min Broder fældes, — ej for Broder han

Mig kjender, og hans Dravge jeg forsoner

Med Blod af Odins Æt.

Fruerburet.

Hjordise:

Har endnu ingen set min Sigurd?

Det mørknes alt, og fra den aarle Morgen

Han ej har været set i Kongens Gaard.

Det er imod hans Sæd, han ej alene

Saa længe plejer løs at vanke om,

Og hele Dagen klemtes jeg om Hjærte,

Men allermest, da Solen skred i Hav.

Mig bæres for, at noget ondt har rammet

Min elskede, min eneste i Skov.

Tora:

Ej maa du, Dronning! saa med Frygt dig ængste

Din Sigurd gangen er at bede Dyr;

Jeg selv ham saa' i Morges ryste Spydet,

At kaste det i Luft, som er hans Sæd,

Og gribe det med Snilde. Efter Hjorten

Og Ulven er han dreven dybt i Skov,

Ej før ved Solesæt han mindes Tiden,

Og med den tunge Byrde gaar han mere sent.

Hjordise:

Du vil mig trøste, mægter det dog ikke;

Jeg véd, hvad som forborgent er for dig:

Den tunge Lov, der over Slægten hviler.

For intet ej jeg stævned hid til Nord,

Ej kunde jeg i hine Egne dvæle,

Hvor mig Uvætter tyktes overalt

Til Undergang den stolte Slægt at lokke.

Og dog det rinder mig saa tit i Hu,

At Norner bygge over alle Lande,

Og at forgjæves kun jeg skjuler mig.

Tora:

Dér er din Sigurd, glæd dig nu! Men se!

Han har ej Vildt, han haardelig fremfarer,

Og bær i Haanden Hælvden af et Sværd!

Hvor Øjet tindrer over blodrød Kind!

Jeg frygter selv, at noget sært er hændtes.

Hjordise:

Ja, visselig!

Sigurd:

O, sig mig snarlig, Moder!

Hvor dulgte du min Faders gode Sværd?

For længe har det hvilet under Mulde.

Hjordise:

For længe? nej, des værre alt for kort,

Hvis nu igjen det skal i Daglys vandre.

Men hvem har i en ulyksalig Stund

Fortalt dig Sagn om Gram, det jordede?

Hvad agter du med Sværdet at udrette?

Sigurd:

Min Fader vil jeg hævne og ved Daad

Bevise, at jeg er af Volsungætten. —

Hvi dulgte du mig, Moder! saa min Æt?

Hvi dulgte du min Faders Sværd i Jorden?

Hjordise:

Just for at dine Ætmænd kunde sige:

De stammede fra Volsung. — Stat ej saa,

Som om du bied kun paa Sværdet,

For dig at skynde fra min Favn

Til Undergang! O, kom og sid

Paa Hyndet! Nu du alt skal vide.

Betænk dig ej, men kom! Maaske

For sidste Gang du sidder hos din Moder.

Sigurd:

Min Tid er knap, mit Ærende er stort,

Men nægte maa jeg ikke, hvad du beder.

Hjordise:

Ej mene du, det Kvindeblødhed er,

At jeg for dig din Æt og Sværdet dulgte!

Ej var din Fader blød, og dog i Døden

Han som Hjordise bød mig vogte Gram.

Sig onde Magter have sammensvoret

Mod Slægten, true den med Undergang:

Sinfjotles Hjærte brast af Edderdrikken,

Og Helge sank for Odins eget Spyd.

Jeg svanger gik med dig, og gamle Sigmund

Nu tyktes vide, du blev sidste Søn;

Paa dig han byggede et tvivlsomt Haab,

Og jeg i Lund de høje Norner spurgte.

Med Sorg og Gammen fyldte Svaret mig;

Thi stor Bedrift og prisomgærdet Minde

Forkyndtes dig, men Slægten Undergang,

Hvis Gram du fik i Hænde nogen Sinde.

Den høje As til Frelse for sin Æt

Har Sværdet brudt, evindelig forbandet

Den Haand, som helt det række vil i din.

O, grib et andet! bær det højt med Kraft!

Og jeg skal glædes.

Sigurd:

Du din Søn vil spotte;

Thi sikkerlig du véd, at intet Sværd,

Foruden Gram, kan taale, jeg det svinger.

Hjordise:

Jeg aned det, men vidste det dog ej,

Og mangen søvnløs Nat mig Tanken voldte.

Det pinte mig at se dig uden Daad

Hendøse Livet, og dog ej jeg turde

Dig række Sværd, ej sige dig din Æt.

Din Styrke saa' jeg, og jeg frygted saare

At vække Attraa i din unge Sjæl,

Som ej jeg kunde, ej jeg maatte stille. —

Nu er den vakt, og dobbelt er min Kval.

Sigurd:

Og kan du dig et Øjeblik betænke?

Og vil du, at, naar Fremtids Skjalde kvæde

Om Volsungers Idrætter, da de skal

Din Søn, som ejer baade Mod og Styrke,

Benævne Fætten i den prude Æt?

Er det ej bedre, den forgaar med mig,

Og hæderfuld igjennem mange Aldre

Med den jeg lever højt i Skjaldekvad,

End at i mig, mens end jeg Livet frister,

Den skal med Skam og Skændsel undergaa?

O, jeg besværger dig ved Valhals rige Guder:

Lad Gram opstande af det sorte Muld!

Det skjænkedes til Kamp mod sorte Jætter,

Og til at straale vidt i Dagens Lys;

O, lad mig snarlig det i Haanden veje,

Og virke med det, som jeg kan og maa!

For Skæbnen raade da de høje Norner!

Hjordise:

Din Tale rører mig til Sjælen, Søn!

Og vidste jeg — Dog nej, det hjælper ikke.

Desuden, Sværdet er jo brudt.

Sigurd:

Kan det ej sankes, er mig Lodden kastet;

Og til at bide mig ved Hjærterod

Behøver det vel ej at sammenføjes.

Hjordise:

I høje Aser! og min Sigmund, du!

Tilgiver mig! jeg er jo Sigurds Moder,

Og kan ej stride mod mit eget Blod. —

Du fanger Sværdet, Sigurd! Kun en Ed,

Enddog jeg véd, at Eder lidet mægte

Mod Norners Lov, en Ed du sværge maa:

At ej du kæmpe vil paa Gnytas Hede,

Ej drage Sværdet dér.

Sigurd:

Det kan jeg ej.

Hjordise:

Det kan du ej! Saa er da Haabet ude,

Saa er du viet alt til Undergang!

Ej kan jeg standse Strømmen, dig henriver,

Det ser jeg grandt; men kaste dig deri,

Det kan jeg endnu mindre. Vrede Norner,

Som i det Mulm, jeg kunstig om dig svøbte,

Dog skjænked dig et ulyksaligt Lys,

De mægte vist at gjennembryde Mulmet:

Det lette Muld, som hviler over Gram;

Men jeg i Værket være vil uskyldig.

Ej bede du mig længer, elskte Søn!

Jeg kan, jeg vil, jeg maa ej række Sværdet.

Sigurd:

Du vil det ej! Maaske du kan det ikke.

Velan! jeg gaar da; og om end jeg skulde

Med Negle grave Jorden milevidt,

Saa vil jeg finde Gram; hvis ikke,

Da har du set mig, Moder! sidste Gang.

Hjordise:

Og finder du det, gak da aldrig mer

For mig at staa! din rædselsfulde Gammen

Den vilde mer end dræbe mig. —

Saa kom da nu, min eneste! min Søn!

Og kys mig sidste Gang! Og naar i Valhal

Du møder Sigmund, naar han vaander sig

Ved Synet af den lange Volsungbænk,

Som nu maa evig stande tom og øde,

Hvor nederst du til Ragnarok maa sidde, —

Da sig ham, om han ikke alt det véd:

Jeg er uskyldig.

Sigurd:

Kjære Moder! ti!

Hvis jeg var Konning over Verdens Hælvde,

Og du mig bad at gange bort fra Land, —

Hvis alt det Guld, som er i Drotters Sale,

Var mit, og du mig bad det sænke ned

I Issefjord, — jeg gjorde det med Gammen;

Men her det gjælder: om jeg ned til Hel

Skal stødes mellem Niddinge og Jætter,

Hvad heller jeg ved Faderhævn og Daad

Skal kjøbe mig en Plads paa Odins Bænke. —

Langt heller vil jeg mangle Søn ved Side,

End at min Fader skulde savne sin,

Hvis høje Norner har det saa beskikket. —

Da ej du vil mig se med Gram ved Lænd,

Saa ses vi aldrig mer. Far vel!

Hjordise:

Far vel, min Søn! Saa gjærne Hjærtet vilde,

At vel du fór; — men ak! du farer ilde.

O, Tora! du har kunnet sidde tavs.

Hvad vilde jeg ej givet for din Lykke!

Tora:

Din Vinding var ej stor, om end

Vi Hjærte skifted. Mener du, det kvæger,

At have Øre kun og ingen Mund?

Og piner Sorgen mindre, naar den lukkes

I Hjærtet ind, end naar i stadig Strøm

Den gjennemfarer og i Ord udbryder?

Vel maa det tykkes dig en ringe Trøst,

At Sigurd laa en Gang dig under Hjærte

I lange Maaneder; og dog var den

Vel til paa Jord, som gjærne Livet vilde

Hengive, for at være ham saa nær

I korte Timer. Men, du prude! sig,

Hvad er paa Gnytas Hede? hvorfor skifted

Dit Aasyn tvende Gange Lød,

Da Sigurd ej dig Eden vilde sværge?

Hjordise:

Hvad nytter det, at onde, svare Sagn

Jeg tynger paa dit arme Hjærte, Tora!

Hvi vil du, at jeg briste skal af Kval,

I det fra egen Læbe jeg maa høre

De Navne, som jeg gyser, gruer for,

Naar jeg dem ser i Tankens dunkle' Hvælving?

Dog, snart min Tid er omme; det er godt,

Jeg dør, før Tidende mig bæres

Om blodig Strid imellem høje Frænder,

Om Asaslægtens Undergang paa Jord. —

Vil end du høre, skal jeg Sagn fortælle.

Tora:

Ej véd jeg selv min Villie; jeg gruer

Ved Tanken om, at dine sanddru Ord

Kan brænde Saften ud af Haabets

Den tynde Kvist, som bærer Ønskets Fugl;

Og dog, om Sigurd maa jeg alting vide.

Hjordise:

Saa hør da! Men jeg føler mig for svag,

Det hele Sagn at mindes og fortælle.

Ét mindes jeg, det ganger ej af Sind:

Paa Gnytas Hede ligger Ormen Fofner

Og ruger over høje Dynger Guld;

I Dyngen er en 'Ring, til den er knyttet

Forbandelse, og hver dens Ejermand

Maa sørgelig af Slægt og Ven forraades;

Ja, otte Konger, mangen Kæmpe bold,

Maa falde, før den onde Lov er ude.

Selv Odin har Forbandelsen stadfæstet,

Som første Ejer, Andvar, gav den med;

Ej vidste Odin, sine egne Ætmænd

Han skabte Undergang.

Tora:

Hel grueligt!

Men hvorfor, kjære! sagde du ej Sigurd

Den onde Lov? og hvis han maatte did,

Hvi vared du ham ej for Uheldsringen?

Hjordise:

Det nytter ej; thi den jo Ringen har,

Som Ejermanden dræber; og desuden,

Hvor kunde jeg vel den Gang saadant mindes?

Maaske, jeg véd det ej, maaske det kunde

Dog hjælpe, — gid han var her end!

Tora:

Jeg løber gjennem Skov og over Gærde,

Og Midnatsmulmet skal mig ej forfærde.

Skoven.

Sigurd:

Her stander jeg i Skovens tavse Nat,

Og vender mig mod Verdens fire Hjørner.

Hvor findes Sværdet? Hvilken Vej og Sti

Kan lede mig til Højen, hvor det hviler?

Saa tit jeg hørte, at en blaalig Lue

Om Nattetide blusser op fra Jord,

Hvor Malmet vogtes af de dødes Dravger;

O, kunde Øjet finde sligt et Skin,

Da var jeg glad, og uden Frygt jeg vilde

Med Dravgen brydes, gange gjennem Ild;

Men intet ser jeg, intet uden Mørke.

O, vilde dog en Fugl sin Stemme røre!

O, vilde dog en Ulv med hæse Glam

Mig kalde til en Side! Her jeg stander,

Som om min Fod var groet fast til Jord;

Ej tør jeg flytte den, thi onde Magter

Kan lede mig fra Skatten, som jeg søger.

Ak, Odin! — Dog, det hjælper ej, min Bøn

Til dig at vende: du kun ser paa Slægten,

Og ej paa mig; jeg og i Dag

Dig vist fortørned. — Høje, strænge Norner!

Min Moder sagde, det var eders Værk,

At store Sagn om Gram jeg fik at høre.

O, er det saa, da hjælper mig af Nød!

Jeg villig under eders Dom mig bøjer. —

Hvad rasler hist? det er den første Lyd,

Jeg hører, det er Tegn fra Norner,

Og følge vil jeg.

Yrpa:

Hvad er det,

Som skygger over mig og Tornen?

Af Alder er mit Øje dumt, jeg ej

Kan se. Est du et levende, da svar!

Sigurd:

Jeg er en Mand; men hvem er du?

Yrpa:

Jeg er en gammel Kvinde; og hvis ikke

Mit Øre slaar mig fejl, du vist

Er Sigurd, Sigmunds Søn, af Volsungætten.

Sigurd:

Det er jeg, Kvinde! du har Kløgt;

Du kan vist Bod min Vaande raade.

Yrpa:

Du leder om et gammelt, broddent Sværd;

Ej saa' jeg det, thi dumt var alt mit Øje;

Men lydhør er jeg: da det faldt i Jord,

Jeg Klangen hørte, og jeg end den hører;

Thi det i Jord har ingen rolig Søvn.

Vil du mig følge, Ungersvend! til Højen?

Sigurd:

Til Midgaards Ende og til Jotunhejm

Jeg følge vil, naar mig kun Sværdet lønner.

Yrpa:

Saa træd da fast!

Ej Tjørnebusk,

Ej Stub og Stød

Dig standse maa.

Min Vej er brad,

For blind er jeg;

Men følg kun med!

Saa! hurtig frem!

Lad sove de Drotter

I gyldne Sal!

Du springer hel kjæk

Paa Stok og Sten;

Din Idræt lønnes:

Det bedste Sværd

Du snarlig vejer

I Kæmpehaand;

Og stor Bedrift

Du virke skal,

Og vorde berømt

Som Fenris-Ulv.

Sigurd:

Hel trang er Vejen over Stok og Sten;

Men sig mig, Kvinde, du, som ejer Kløgt!

Er onde Lov. da ej til Sværdet bundet?

Yrpa:

Saa var det vel, og mangen Jætteisse

Det kløved alt; men det er snart forbi:

Naar du har Fofner dræbt paa Gnytas Hede,

Da følges Sværdet af hin bedste Lov.

Sigurd:

Skal ej jeg frygte Gnytas nøgne Hede?

Yrpa:

Er bange du?

En Bunke af Guld

Du finder vist,

Og fanger Kys

Af væne Mø'r,

De væneste,

Som mødes maa

I Midgaards Egn.

Men kom i Hug:

En kunstig Ring

I Øjne falder

Paa Fofners Haand!

Dit Liv det gjælder:

Forgjæt den ej!

Hvor blev du? Sigurd! ej jeg hører

Dit Traad; hvor est du? Sigurd! kom!

Sigurd:

Vi vanke jo paa Gynger i en Mose;

Jeg sank, og først da du mig kaldte lydt,

Jeg atter fik mit Ben af Dyndet.

Yrpa:

Det volder Mørket. Jeg vil tænde Lys.

Som Lygtemand hopper

Fra Knold til Knold,

Saa spring du efter!

Og synker du ned,

Saa nævn mit Navn!

Det Yrpa er,

Yrpa, Yrpa,

Husk det vel!

Sigurd:

Det er hel underligt at fare saa

Ved Midjenat. Du skuffer mig vel ikke? —

Jeg sank, jeg synker dybere; o, hjælp!

O, hjælp mig, Yrpa!

Yrpa:

Saadan! det var godt,

Du huskede mit Navn og bad saa kjønt.

Det vil I Asabørn kun saa nødig.

Se hist paa Høj!

Se Luen dér,

Hvor blaa den blusser

Mod sorten Sky!

Det eneste Lys,

Mit Øje kan se,

Er Luen saa blaa.

Nu lider det brat,

Nu Vejen er endt.

Nu kommer her ud,

I Dravger af Høj,

Og bærer mig Gram!

I Yrpas Navn,

I Torgerds Navn,

Efter Norners Dom,

Jeg byder dig Gram.

Nu brug det flink,

Og sov saa vel,

Du vakre Kæmpe!

Et andet sted i Skoven.

Regin:

Han kommer ej. Mon saa det skulde svigte,

Det sidste Haab? Mon Hjordis ej

Ham giver Sværdet? Vel jeg tvivled;

Thi Sagnet véd hun; men jeg tænkte,

Hun trøsted paa, at Gram var brudt,

Og kunde ej sin Sigurds stærke Bønner

Modstaa. Dog underligt det er.

At ej han kommer, nye Raad at søge. —

Hvem raaber hist paa Sigurds Navn?

Det maa jeg vide.

Tora:

Sigurd! Sigurd!

Saa hør mig dog! Jeg bærer Bud

Fra Hjordis. Hør mig! svar mig dog! jeg ængstes

I Natten saa. Jeg raaber, for at dog

Jeg noget levende kan høre.

Regin:

Hvem est du, ædle Kvinde! som ved Nat

Dig vover ud imellem Ulv og Dravge?

Hvi raaber du saa højt paa Sigurds Navn?

Tora:

Hvem est du? Dværg!

Regin:

Kun Dværg i Skabning;

I Sind og Styrke Kæmpe, Sigurds Ven.

Vil Hjordis nu ham Sværdet unde?

Tora:

Du véd det alt! Hvor gik han hen?

Regin:

Han gik at søge Sværdet som en galen.

Du finder ham vist ikke; men du kan

Jo sige mig dit Budskab; jeg tør mene,

Vi mødes end en Gang, om ikke før,

Saa dog i Saxland; jeg skal bære

Ham Budet vist.

Tora:

O, vil du det?

Men skuf mig ikke! — Hjordis tør

Ej give Sigurd Sværdet; men som Moder

Hun varer ham: at hvis han finder Gram

Og Fofner dræber, at da ej han rører

Den fagre Ring, som skinner paa hans Haand;

Thi stor Forbandelse er til den knyttet.

Regin:

Det er et vigtigt Budskab og nødtørftigt,

Og Ærendet jeg vist skal røgte, som

Det gjaldt mig selv; gak kun til Huse

Og sov i Ro!

Tora:

Ja, gange vil jeg;

Thi jeg dog selv ej mægter ham at finde.

Men glem ej Budet!

Regin:

Glemme det? Nej, før

Mit Navn og alt paa Jorden jeg skal glemme.

Imidlertid, hvad nytter det nu alt, naar ej

Han finder Gram! og hvor skal han det finde?

Naar man kun vidste, hvem det grov i Jord,

Hvem Hjordis trode bedst! Fordømt! nu kunde

Jeg truet hende til at sige det. —

Ej! hør! hvor blev du? Sigurd er her. —

Nej, borte er hun. Vidste jeg endda,

Hvor Sigurd var, maaske man fandt paa Raad.

Jeg maa dog se, jeg finder ham.