Snorre Sturlassons historieskrivning - Forholdet mellem Kilderne og de enkelte Sagaer

Velg sprák	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►

Snorre Sturlassons historieskrivning

Forholdet mellem Kilderne og de enkelte Sagaer

av Gustav Storm

Kjøbenhavn, 1873.

Ynglingasaga

Skriftlige Kilder:

1. Historia Norvegiæ ("den oplandske Krønike")

2. Skjøldungasaga

3. Are frodes íslendingabók

Ynglingesagaen, illustrasjon av Gerhard Munthe.

At fremstille de gamle Guder som historiske Konger, er ikke nogen ny Tanke af Snorre, om end hans Fremstilingsmaade er ny og har givet hans Theori Anseelse endog ind i det 19de Aarhundrede. Fra flere Sider strømmede der sammen Vidnesbyrd til ham. Allerede Tjodolv fra Hvin havde udledet Ynglingeætten fra Guderne (Njord og Frey), og Eyvind Finnssøn havde talt om den Tid, da Odin og Skade "bygðu i Manheimum". De første Vers i Ynglingatal findes ikke længer, men af den oplandske Krønike, ser man at de indeholdt Leddene: Yngve, Njord og Frey, og kanske endog har betegnet disse som "Sviakonger"; Krøniken nævner dem ialfald som saadanne og tilføier, at deres Etterkommere siden dyrkede dem som Guder. Og Are frode har givet et Udgangspunkt for en historisk Indvandring, idet han kalder Yngve "Tyrke-konge", kanske han ogsaa i sit tabte Værk "har givet Antydninger om Asgaards oprindelige Beliggenhed. Det er rimeligt, at Læren om de historiske Æser har været fremsat i alle Præsteskoler i Norden (og England?); ogsaa Saxo kjender Theorien om "magi", som besad "arlem Pythonicam" og kaldte sig Guder, om Byzantium Gudernes Sæde ved Siden af Upsala og om "Frø", Gudernes Statholder i Upsala. Allerede i Gylvaginning fremfører Snorre den historiserende Theori om Æserne som overnaturligt begavede Mennesker (Ásafólk), der stammede fra Guderne og havde boet i "Ásgarð hinu forna i midjum heimi", men siden var udvandrede til det nye Asgaard i Norden. Man tør tro, at Snorre i Gylvaginning fremsætter Skolens Lære i de almindelige Grundtræk, medens vi i Ynglingasaga finder hans egen modnede Opfatning. Latinskolens Geografi har givet ham Ideen til at udlede Æsernes Navn af "Qfcsia" og Vanernes fra "Vanakvísl eða Tana-kvísl", "er at réttu (ɔ: paa Latin) heitir Tana-is". Vanerne antages derfor at bo vestenfor Tanais i Europa, men Æserne østenfor i Asia ("Ása-land eða Ása-heimr"), tildels i "Tyrkland" (S. 620 efter Are). Ynglingasagaens Fortælling om Æser og Vaner dels udfylder Gylvaginnings (f. Ex. om Mimes Hoved), dels forbedrer den (f. Ex. om Njords Giftermaal med sin Søster). Æsernes Vandring forklares dels af Romernes Erobringer (som Snorre altsaa løselig har kjendt), dels af Odins Spaadomsgave: han vidste forud, at hans Afkom skulde herske i Nordlandene. Stationerne paa Reisen er opdagede ved etymologisk Forskning: "Óðinsey" paa Fyen antyder en Reise fra "Saxland" over Danmark, og Endepunktet "Sigtúnir" svarer aldeles til de mythologiske "Hropts sigtoptir". Om Odin som Konge har Snorre samlet alt, hvad der med det valgte Standpunkt kunde optages fra Odinsmytherne. Medens Snorre i dette ene Punkt ikke har fulgt den "oplandske Krønike", der regner Ingve for Sveriges første Konge, optager han mere villig Njord og Frey; thi om dem var baade Krøniken og Are enige. Foruden hvad der er kjendt af Mythologien, beretter Snorre kun, at Njord dør og bliver brændt, og paa Frey overfører han det bekjendte Sagn om Kong Frodes Død, "thi Svenskerne tilskrev Frey Frodefreden" (S. 110). Efter Frey lader Snorre Freyja herske, og benytter her Leiligheden til at gjøre et Tillæg til sin Eddalære om hendes Døtre. Først om Fjolne kan Snorre støtte sig til virkelige Efterretninger, laante fra Tjodolv og Krøniken: at Fjolne druknede i Mjødkarret (Krøn.) hos Frode (Tj.). Snorre udmaler da at Fjolne og Frode var gode Venner, og bekriver de nærmere Omstændigheder ved Fjolnes Død. Om Svegde siges ellers kun, at han løb ind til Dvergen i Stenen (Krøn) og Tj.). Cap. 15. Hvad Snorre har mere, er ikke Sagn, men Theorier. Han lader ham drage ud for at finde "Goðheimr" og Odin d. gamle (altsaa den historiske Odin), komme til "Tyrkland" og "det store Svitjod" og træffe mange Frænder og ægte i Vanaheim Vana, hvis Søn var den hos Tjodolv nævnte Vanlandi (etymologisk Forsøg). Tilsidst kommer han til Gaarden "at Steini", og Dvergen "i Stenen" byder ham at komme ind, hvis han vil træffe Odin d. gamle (kristeligt: Odin et Trold i Stenen!). - Ogsaa alt, hvad Snorre tilføier til de følgende Kongesagn, om Vanlande, Visbur og Agne, synes at have senere Præg. Det er visselig ikke gamle Sagn, hvori Kong "Sne den gamle", hans Datter Driva (Snedrive), Dattersønnerne Gisl (Skistav) og Öndur (Ski) samt Froste og Loge optræder som historiske Personer; dertil har deres Navne for stor Sammenhæng med Sne og Vinter. Det er let at forklare, at der til Tjodolvs magre Kongesange opkom slige Tillæg; men man har ingen Grund til at antage disse Sagn ældre end Tjodolv og af dem at danne en forsvunden "poetisk Cyklus". lalfald synes Spaadommen, at "ættvig skyldu ávalt vera i ætt Ynglinga síðan", at have lidet ægte og oprindeligt Udseende. Thi om de følgende fire Konger, om hvem Snorre ikke kjender stort mere, end hans Forgjængere har kjendt, gjælder ikke denne Spaadom, og den opfyldes kun i to Slægtled, Alrek og Erik, Alv og Yngve. Der kan da være Grund til at tro, at Snorre selv har skabt denne "poetiske Cyklus". Han er ialfald Stilist og Digter nok til at kunne gjøre det, og han kjendte nok af de gamle Digte til at kunne skade Noget i samme Stil, selv af et magert Stof. - Medens Snorre om Domalde, Domar og Dygve kun gjengiver - ordrigere - sine Forgjængere, kan det være værd at lægge Mærke til, at han til Dygves Historie knytter et Skjoldunge-Slægtregister, der ifølge Prof. Bugge oprindelig tilhører den tabte Del af Rigsmaal ("Norrœn fornkvæði S. 151) og vel har været optaget i Skjoldungernes Saga. Ligeledes er det før paavist (ovenfor S. 24), at Snorre fra den ældre Krønike har laant Stedsnavnene "Skjótansvað eða Vápnavað" i Reidgotaland (Danmark) og Agnafit ved Stokksund, medens Fortællingen paa disse Steder iøvrigt følger Tjodolv (Vörva, Taur). Allerede med K. Hugleik vender Ynglingerne sig fra Ættedrab til Kampe mod ydre Fiender. Naar Tjodolv kalder Jørund "Gudlaugs Bane", kunde Snorre supplere dette med et Vers af Eyvind Skaldespilder. Haaleygeættens Historiker, som lader Gudlaug dræbes af Yngves Sønner (ɔ: efter Snorre Jørund og en yngre Broder); i Overensstemmelse hermed forklarer nu Snorre Jørunds Død (S. 22). Snorre omtaler ogsaa en Fætter af Jørund, K. Hugleik, som hverken Tjodolv eller Krøniken kjender. Han er karrig og ukrigersk, overfaldes af Søkongen Hake og hans 12 Kjæmper og falder mod dem, hvorpaa Hake bliver Konge. Sagnet gjenfindes hos Saxo, hvor det er fremstillet efter Starkadsviser; her er Hugleik Konge i Dublin. Man bør dog ikke antage, at Snorre ligetil har flyttet ham fra Dublin til Upsala; thi Sagnet om Hugleik og Hake er aabenbart ældre end den normanniske Vikingétid, da Nordboerne lærte at kjende Dublin (c. 850). Rimeligere er det, at Hugleik og Hake, der ved sin Broder Hagbard forbindes med Skjoldungesagnene, allerede i Skjoldunge-Sagaen omtales som svenske Konger, skjønt dette ikke forhindrer, at Snorre temmelig vikaarligt kan have knyttet dem til Ynglingerne. - Fortællingen om Aun d. gamle er væsentlig laant fra Tjodolv; Tilknytningen til Landskabsnavnene (især Tiundaland) er et uheldigt etymologisk Forsøg, maaske af Snorre selv, maaske ældre. Desuden spiller de danske Konger, Halvdan og Aale frøkne, en Rolle i Auns Historie; deres Bedrifter er rimeligvis laante fra Skjoldungesagaen. Dog er det her sandsynligt, at Snorre har foretaget væsentlige Forandringer; thi Aales Død (ved Starkad) henføres dog ellers til Danmark (Sjæland). - Hvad Snorre fortæller om K. Egil, gjenfindes i det hele i den oplandske Krønike; Snorre har kun udviklet dennes korte Antydninger og ladet Egil i sin Landflygtighed søge Hjælp hos K. Frode; Grunden hertil ér, at ogsaa Egils Søn Ottar virkelig havde et Sammenstød med Frodes Jarler. Ogsaa K. Adils er knyttet til Skjoldungerne, Snorre henviser derfor Cap. 32. 33. ogsaa til Skjoldungernes Saga (S. 27) for ikke at behøve at drage altfor meget af disses Historie ind i Ynglingernes. Om Adils iøvrigt vidste Snorre ikke mere at fortælle end, at han var lidenskabelig Hesteelsker. Hans Kilde har her været dels Kalvsviserne (Alsvinnsmaal) (Sn. E. I. 482), dels Eyvinds Háleygjatal (om K. Godgest), og hertil har han knyttet Tjodolvs Vers om Adils’s Fald fra Hesten. Men at han faldt, da han red om "Disarsalen", gjenfindes i. den oplandske Krønikes "ædes Dianæ", thi Snorre maatte sætte det mere omfattende "Dis" ind for "Diana", hvortil ingen af vore store Gudinder svarede. - Om K. Eystein fortæller Tjodolv og Krøniken kun, at jydske Cap. 34. 35 Mænd indebrændte ham. Hermed har Snorre forbundet et Sagn om Søkongen Sölve fra Njardø, som var Hordekongen Hjørleivs Jarl paa Sjæland og siden gjorde sig til Konge i Sverige; men Snorre maatte da mod Sagnet lade Sölve have "Rige i Jylland", for at hans Mænd kunde blive Jyder, en Vilkaarlighed, som ikke er større end de før antydede i denne Saga.

Med Anund og Ingjald indtræder et nyt Afsnit af Sagaen: Cap. 37 ff. Vi støder pludselig paa en Familiesaga om den første svenske Enekonge Ingjald illraade med nøje Oplysninger om hans Slægt, Samtidige og Modstandere og med fuldstændig ethisk Fordeling af Skyld og Straf. Det sees, at Sagnet om Kampen mellem Ingjald og Ivar vidfadme ikke var uddød i Norge i Slutn. af det 12te Aarh; det er da rimeligt nok, at ogsaa denne "Saga" - om end ikke saa udarbeidet - har udgjort en Del af Skjoldungesagaen, hvor selvfølgelig Ivar maatte have sin Plads. løvrigt har ogsaa Snorre her vogtet sig vel for at afvige fra sine Hoved-Kilder: saavel Anunds som Ingjalds Død er fremstillede efter Tjodolv, og uagtet dennes Korthed har Snorre dog ikke forsmaaett en Hentydning som "Eistra dólgr" (S. 31 cfr. S. 29). - Om de senere Ynglinger fra Olav Trételgja af har man ikke den detaljerede Kundskab som om Ingjald, men dog var ingen af dem ganske ukjendt paa Island før Snorres Tid. Ogsaa Egilssaga omtaler Olav Trételgja i Værmland, og Are frode nævner hans norske Efterfølgere og (blandt sine egne Forfædre) de irske Konger, som stammede fra Halvdan hvitbein. Ligeoverfor Tjodolv og Krøniken forøger Snorre dog Stoffet ved at fortælle om Kongernes Giftermaal og ved at oplyse Gangen i deres Erobringer. Beretningen om Olav Trételgjas Død er dog baade i Krøniken og hos Snorre kun Forklaring af Tjodolvs Vers om Olav. Dette kan oversættes: "Ilden slugte Olavs Lig ved "Vaagen" (Søen), og Luen sved Klæderne af Sveakongen. Den Ætling af Lovdes Æt forsvandt for længe siden fra Upsala ("hvarf frá Uppsölum")." Dette gjengiver Krøniken: "Olavus, diu et pacifice functus regno, plenus dierum obiit in Svecia"; den forforstaar altsaa "hvarf frá Uppsølum" om hans rolige Død der. Men Snorre fremsætter den Forklaring, at Olaf blev indebrændt som Offer til Guderne, og Snorre gjentager da her Historien om Domalde, at hans Mænd gav ham til Odin "til árs sér". Men der er rigtignok den Forskjel, at Domalde efter Tjodolv virkelig bliver ihjelslaaett og "Stallerne" farvede med hans Blod, saaledes som Offerskikken virkelig var i hedensk Tid, medens det "at taka hús á einum" ikke kan kaldes at "blota". Beretningen om Olavs Død maa saaledes ansees for en uheldig Forklaring af Snorre; derimod fandtes der, som før meldt, virkelige Sagn om Olavs Kongedømme i Værmland; ligeledés er vel de til Olav knyttede Slægtregistre (S. 37) ældre end Snorre, Cap. 48. og skjønt Fortællingen om Halvdan hvitbein knyttes til Olavs underlige Død, slotter den sig iøvrigt til andre Kilder. Beretningen om Olavs Giftermaal med Solørkongens Datter og Halvdans med Hedemarkskongens Datter, og om Halvdan som "Upplendingakonungr" og hans Broder Ingjald som Konge i Værmland, er alle ældre end Snorre. Ogsaa angaaende de følgende Konger Eystein, Halvdan og Gudrød kjender Snorre udenfor Tjodolv og Krøniken kun Sagn om deres Giftermaal og Død. Kong Skjold, som var Aarsag i Eysteins Død, er ikke knyttet til Tjodolvs Digt, men Mindet om ham var ogsaa ellers bevaret paa Island; ligeledes har Sagnet om Gudrøds Død ved Aasa storraade og om Ynglingerigets Udvidelse til Agder været kjendt paa Island før Snorres Tid; det kan* man se af Egilssaga, der udtrykkelig fremhæver, at Oster-Agder hørte til Ynglingeriget. Beretningerne om Forholdene efter Gudrøds Død, da hans Hige blev splittet, og hans Sønner fik den mindste Del, men siden erbvervede alt tilbage, viser sig utvivlsomt som gamle Sagn, thi de stemmer paa mærkelig Maade med frankiske Krønikers Fortælling om Forholdene efter Godefrids Død 810, hvilke Krøniker Snorre ikke har kjendt. Om Gudrøds Søn Olav kjendte iøvrigt Snorre en længere Fortælling, men Snorre har ikke villet optage den i Ynglingasaga, fordi den er ganske fabelagtig og desuden giver Olav en anden Dødsaarsag (Pest) end Tjodolv, der lader ham dø af "fótverkr". Hertil kommer, at de sidste Konger i Ynglingasaga, Olav og Ragnvald, kun omtales af Hensyn til Tjodolvs Vers om dem, medens Slægten føres videre gjennem Halvdan svarte.

Hvis denne Fremstilling blot i det væsentlige er rigtig, har Snorre ikke, som P. E. Müller troede, ligefrem afskrevet en ældre Ynglingesaga, men han har benyttet en kortfattet Kongerække ("den oplandske Krønike"), Tjodolvs Vers, en Skjoldungesaga samt løsrevne Sagn om de senere Konger, og han har af disse spredte Momenter givet en levende helstøbt Fremstilling af den hele Række, uagtet hans Kilder har været magre nok og ofte kun har givet usikre Antydninger. Hvis nogensteds Snorre har vist en skabende Evne som Forfatter, saa maa det netop erkjendes i Ynglingasaga, medens det derfor ikke bliver mindre sikkert, at ved saadan Skabelse fremkommer ikke Historie.

Saga Halfdanar svarta

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 1.

2. Fagrskinna Cap. I-4.

3. Sagaen om Sigurd Hjort, maaske en Del af Skjoldungesagaen.

Det er særegent for Halvdans Saga, at der ingen Skaldeviser findes, uagtet en bekjendt Skald, Audun illskælda, vides at have levet ved hans Hird. At han og andre Skalde ikke skulde være blevne "ret begeistrede af Halvdans Bedrifter, er meningsløst: naar Audun har levet hos Halvdan som Skald, følger det af sig selv, at han ogsaa har sunget om Halvdan. Men intet herom er bevaret til Snorres Tid, som det ogsaa indirekte siges i Fortalen, saa at Snorre ikke her havde Anledning til at benytte sin sædvanlige Prøvestén. Dette har dog ikke forhindret ham fra at afvige fra sine Forgjængere, hvor disse ikke tilfredsstillede ham. Saaledes beretter Fagrskinna om Halvdans Begravelse, at formedelst de gode Aar under ham ("ársæli hans") blev hans Legeme delt mellem Thengelstad (Hadeland), Stein (Ringerike) og Skiringssal (Vestfold); men Snorre har fundet det meningsløst, at Haldans "ársæli" skulde komme kun disse vestlige Provinser tilgode; han har derfor ladet ogsaa Hedemarken og Raumarike faa sin Del af Halvdans Legeme, men har da til Gjengjæld udeladt den ene Del af Hadafylke, Hadeland: da man vilde begrave ham paa Ringerike, kom der Mænd fra Raumarike, Vestfold og Hedemarken for at forlange Liget. - Fra Aagrip har Snorre laant Fortællingen, om "matarhvarf Halfdanar", men han udelader denne Samlings etymologiske Bemærkninger om Jul og "Jolnir" som Kongehistorien uvedkommende.

Da Haandskrifterne af Fagrskinna netop afviger fra hinanden angaaende Halvdans 2det Giftermaal, er det ikke muligt at vide, hvilket Haandskrift Snorre har benyttet; thi selv om Snorre ved hans 2det Giftermaal havde støttet sig til Fagrskinna, har han dog fulgt den vidtløftigere Kilde, Sigurd Hjorts Saga. I de Afsnit, som Snorre ligefrem har optaget af Fagrskinna, om Harald den unge og om Halvdans Drøm, følger Snorre temmelig nøiagtig sin Kilde; dog ytrer sig en tydelig Stræben efter at frembringe den jævne og klare Stil, som vi overalt gjenfinder hos Snorre.

Foruden de skriftlige Kilder har Snorre til en Del af Sagaen (Cap. 1. 2, 4 og Slutn. af Cap. 7) om de østlandske Konger benyttet Sagn, som aabenbart staar i Forbindelse med Sagnene i Yngl. Saga (Cap. 53. 54) og i Harald haarfagres Saga (Cap. 1. 2) om østlandske Konger i 9de Aarh. Disse Sagns Ægthed er for omtalt (S. Ill), og at de var islandske, derom vidner en ældre Samtidig af Snorre, Forf. af Egilssaga, der kjender lange Fortellinger om disse Konger. Hvor langt Snorres Vilkaarlighed ligeoverfor disse Sagn er gaaet, kan ikke lenger bestemmes; del er rimeligt nok, at han har beskaaret og forkortet dem for at benytte dem i sin Fremstilling. Thi Snorres Plan tilsagde ham at udelukke alt, hvad der drog Opmærksomheden bort fra Halvdan. Han har ogsaa koncentreret Alt om ham. Han begynder med, hvorledes Halvdan bliver Konge over en liden Del af sin Faders Rige (halve Vestfold), og fortæller saa, al han ved heldige Krige mod sin Slægts gamle Fiender vandt først halve Vingulmark, saa Raumarike, saa Hedemarken og endelig Toten, Land og Hadeland, at han ved Giftermaal arve de Sogn, at et fiendtligt Overfald gav ham Leilighed til at tilegne sig Resten af Vingulmark, og endelig at et nyt Giftermaal skaffede ham Ringerike. Hermed afsluttes Halvdans samlende Virksomhed, og Snorre benytter Halvdans Giftermaal som Overgang til hans Sons Saga. Cap. 6-8 forbereder han denne ved at forlælle om Halvdans og Ragnhilds Drømme og om Haralds Ophold hos den fremmede Høvding, der spaar hans Enekongedømme.

Haralds Saga hins hárfagra

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 2-4.

2. Fagrskinna Cap. 5-23.

3. Jarlasaga Cap. 4-8).

4. Egilssaga (Cap. 3, 4, 9, 26, 37, 59).

5. Are frodes ældre íslendingabók.

Haralds Saga opfylder, hvad Slutningen af Halvdans Saga lovede. Denne vakte Forventningen om en i Viljestyrke tidligt udviklet Kongesøn (se f. Ex. S. 47 29), der ved Bedrifter skulde aldeles overstraale sine Forfædre, samle Riget og grundlægge en stærk Kongeslægt. Dette flndes ogsaa opfyldt i Snorres Haraldssaga, den ældste ordnede Saga om Harald.

Den første Del af Sagaen, "er Haraldr gékk til rikis", viser os den ungdommelige Kriger, som drives til selvstændig Virksomhed dels af urolige Naboers Had, dels af sin egen Trang til Stordaad, vakt ved Gydas stolte Ord. Snorres Kilder har her mest været Skaldevers og mundtlige Sagn, enkelte Træk er laante fra Egilssaga og maaskee fra Skjøldungasaga, mindst fra Fagrskinna, hvis Fremstilling her er meget famlende. Sagaens første Capitler viser sig at være laante fra anden Kilde end Dele af Halvdans Saga allerede derved, at der paa Ringerike fremstaar en Konge af en Æt, aldeles forskjellig fra Sigurd Hjort, Høgne Kaarassøn; det er før omtalt, at disse Capitler i Haralds Saga sammen med andre Sagn i Halvdans Saga udgjør en liden Cyclus, som Snorre har indflettet i Kongehistorien. Fortællingen om Haralds Frieri staar i mærkeligt Forhold til Fagrskinnas (Cap. 15-19). Her frier han til den 12aarige Hersedatter Ragna Adilsdatter fra Toten. Hun giver ham det Svar, at hun vil vide, om han eller Gandalvs Sønner skulde raade for Nerid Jarls Arv; men uagtet altsaa Gandalvs Sønner (i Alvheime) har Magt nok til at gjøre ham denne Arv stridig, forlener Harald dog samme Dag Guthorm med den nordlige Del af (disses Rige) Alvheime (Odinssal, Saltvik, Saltviksstrandene øst til Svinesund! Cap. 19). Da Ragna siger, at hun kun vil have Enevoldskongen i Norge til Mand, lover Harald ikke alene, at han vil gjøre alle Norges Mænd til sine Thegner, men ogsaa, at han ikke vil have anden Kone end Ragna, og at han vil dyrke den Gud, som er mægtigst og raader for Alt; dertil knytter han Bemærkninger om de hedenske Guder "som ikke har større Rige end en Sten eller en Skov" og om den Gud "som har skabt alt, selv Mennesket" og slutter med at give en Lov om Kvindernes Ret, som staar i liden Forbindelse med det øvrige. Denne Fortælling indeholder meget, som Snorre maatte forkaste. Snorre vidste, at Harald var "meget kvindekjær", og fortæller adskillige Historier derom; følgelig kunde Harald ikke love at ægte Ragna alene. Snorre kjendte ogsaa for godt den hedenske Gudelære til som de kristne Prester at tale om hedenske Guder, "som kun raader for en Sten eller en Skov". Han havde desuden en anden Forfatters Autoritet for, at Guthorms Herredømme strakte sig meget videre end de nævnte Herreder ved Glommens Munding, nemlig over hele Viken. Følgelig maatte alt forene sig i Snorres øine til at vække Mistanke mod Fortællingen om Ragna og sandsynliggjøre Sagnet om Gyda, hvilket ogsaa Forf. af Egilssaga synes at have Kjendt, thi han kjender ialtfald Haralds Løfte om ikke at klippe sit Haar. Dog har Snorre alligevel beholdt ét Træk fra Fagrskinna, at Harald aflægger hofte til "guðs þess, er mik skóp ok öllu ræðr". løvrigt ser vi, at Snorre har forfattet Gydas Svar under Indflydelse af den islandske Fremstilling af de svensk-danske Kongers Historie (Skjøldungasaga?), idet Erik Emundssøn og Gorm d. gamle betragtes som Enevoldskonger ved Aar 862. - Om Erobringen af Thrøndelagen har Snorre ikke havt mange selvstændige Efterretninger. Egilssaga siger kun i Almindelighed, at Harald havde mange Kampe, før han blev Herre der, og det er kun om én Kamp, med Kong Gryting i Orkedal, at Snorre kjender noget nærmere, ligesom ogsaa Hornklove antyder, al det gik meget let med Erobringen, og kun omtaler én Kamp paa Opdalsskoven forud for det første Søtog. Naar nu Snorre alligevel beretter i Cap. 7. geografisk Orden om 8 Slag og 8 throndhjemske Konger, saa er denne Regelmæssighed altfor unaturlig og viser klart, at der ikke havde holdt sig Sagn om Kampe i det Throndhjemske til Snorres Tid. Derimod har allerede Egilssaga bevaret Sagnet om Namdalskongerne, og Snorres lidt ordrigere Beretning meddeler ikke egentlig noget nyt. - Kampene om Mørerne og Romsdalen har ogsaa sit Forbillede i Egilssaga; dog har Snorre til Skildringen af det 1ste Slag ved Solskel benyttet et Vers af Hornklove og tillagt Navnene "Solskel" og "Nøkkve", som vel i Sagnet var knyttede til Verset. Ogsaa Erobringen af Firdafylke er fortalt efter Egils Saga, idet dog der Sölve personlig ophidser Søndmørskongen og ved Sendebud Fjordekongen, medens Snorre lader Søndmørskongen af egen Drift, som nærmeste Nabo, slutte sig til Sölve, og denne saa personlig ophidse den fjærnere Konge i Firdafylke til at deltage; endvidere har Snorre optaget enkelte Træk i Skildringen af det 2det Slag ved Solskel efter Hornkloves Vers, medens han udelader Alt angaaende Kveldulv og dennes Slægt. - Kampen mellem Haakon Ladejarl og Atle mjove fremstiller Snorre noget anderledes end de andre islandske Forff. (i Landnáma og Fagrskinna). Disse fortæller, at Atle kjed af Hirdmændenes Overmod jog dem fra sig, og at Haakon benyttede sig af Kongens Vrede herover og lod sig udnævne til Jarl i Sogn; men Snorre vil, at Kongen allerede efter Erobringen af Firdafylke overdrager til Haakon dette Jarledømme, og at denne saa i Overmod vil fordrive Atle fra Sogn. Da Snorre her ogsaa afviger fra Egilssaga, hvor Roald bliver Jarl i Firdafylke, kan hans Fremstilling af Aarsagerne ikke være efter islandsk Kilde; han har da vel hørt Sagen fremstille saaledes i Ladejarlernes Hjemstavn; det vil ogsaa senere blive fremhævet, hvor mange Sagn om Ladejarlerne Snorre har samlet, og alt leder til at tro, at han har samlet dem i Norge selv. - At Harald erobrede Værmland, omtales ogsaa i Egilssaga, men Striden med K. Erik kjendes kun af Snorre. Fremstillingen er her mærkelig ujævn, idet selve Erobringen fortælles kortelig, men Hovedinteressen hviler paa Gjæstebudet hos Bonden Aake; dette har aabenbart sin Grund i, at Forf. ved dette Gjæstebud, hvor den unge K. Harald drikker med sine Mænd i en ny Stue med nye og straalende Guldkar, men den gamle K. Erik i en gammel Stue med gamle og kun forgyldte Kar, billedlig fremstiller det ungdoms friske norske Riges Fremspiren ved Siden af det "eldgamle "Sviarike". Medens vi her vel maa søge Grundlaget for Fortællingen i en skriftlig Kilde (Skjøldunga saga?), hviler Fortsættelsen af Krigen, Kampen om Ranrike, kun paa Hornkloves Digt; her er ogsaa den fremmanede K. Erik ganske forsvunden. Til Undertvingelsen af disse sydøstlige Landskaber knytter Snorre Gulhorms Udnævnelse til Statholder i Viken. At Harald allerede 12 Aar gammel skulde have givet Guthorm denne Post, som Fagrskinna melder, fandt Snorre meningsløst, thi Guthorm havde jo efter Sagnet netop optraadt som Hærfører, "er Haraldr gékk til lands". Egilssaga henlægger Begivenheden til efter 872; men Snorre har fundet det rimeligere, at Viken efter Svenskekrigen og efter Haralds paafølgende Reise nordpaa nok kunde trænge til en kraftig Styrer som Guthorm; hvorvidt Snorre har fundet Sagn om Gulhorms Udnævnelse ved denne Leilighed, kan da være ligegyldigt. Dette har han derimod uden Tvivl havt i Fortællingen om Haversfjordsslagel: kun Snorre nævner alle Haralds Modstandere. Ogsaa islandske Sagaer (Vatnsdæla, Grettla, Landnáma o. a.) fortæller Sagn om Slaget, som kan have været Snorre bekjendte; men da de alle handler om Bipersoner, maatte han udelade dem ligesom Egilssagas Beretning om Torolv og Baard. Hans Hovedkilde var det Digt om Slaget, som Snorre tilskriver Hornklove, men Fagrskinna (og tidligere ogsaa Snorre i "Edda") Tjodolv. - Som Følge af Slaget nævner Snorre, at Harald blev Enekonge i Norge, og at hans Fiender flygtede fra Landet og bebyggede store ød Han de: Jæmtland, Færøerne, Island, Hjaltland og Orknøerne. Disses Bebyggelseshistorie fortæller han dog ikke vidtløftigt, som de to ældste norske Krønikeskrivere har gjort, det maatte være ham nok i de norske Kongers Historie at nævne dem.

Den senere Del af Haralds Saga hviler mere paa skriftlige Kilder og Skaldevers end den tidligere. Det originate er da her Fremstillingsmaaden. Snorre henfører altid Haralds Virksomhed til ydre Anledninger, hvorved han altsaa drives til at handle: de første Kampe var saaledes fremkaldte ved Naboernes Overfald, Erobringen ved Gydas ophidsende Ord. Ogsaa i hans Regjeringshislorie viser sig den samme Mangel paa Initiativ forbundet med samme Virksomhedsevne: han bliver drevet til at erobre de skotske øer ved sine gamle Fienders Herjetog til Norge, Toget mod Torveinar var han nødt til for at hevne sin faldne Søn, mod Halvdan svarte for at sikre sin Søn Eriks Overkongedømme. Samtidigen bringer hans Svaghed overfor Sønnerne hans Ungdomsværk i Forfald, og efter hans Død kræves en voldsom Løsning for at afgjøre Rigets Skjæbne.

Det er før omtalt, at en ikke ubetydelig Del af Sagaen er et Uddrag af Járlesagaen, navnlig Alt hvad der angaar Haralds Vesterfærd og Einar Jarl; i det hele taget har Snorre fulgt Sagaen ganske nøiagtig, kun har han forkortet Stykket om Sigurd Jarl (Cap. 22), udvidet Stykket om Ragnvald Jarl (Cap. 30), rettet Enkeltheder og optaget et Vers af Glymdraapa. Selvfølgelig knytter Snorre til disse Jarler ogsaa Gangerolvs Historie; Sagnet om ham støtter sig nærmest paa Vers om ham af Hild og Torveinar og paa en Slægttavle i Fagrskinna (Cap. 210), hvorved Snorre begaar samme Feil som Fagrskinna at henføre Tilnavnet "longumspaða" til Hertug Robert le diable. Sagnet om Snefrid og Svase har Snorre ordret optaget fra Aagrip (Cap. 3); men det har om Snefrids Sønner faaett et Tillæg, der støtter sig til Vers af K. Harald og Tjodolv.

Erik Blodøxes Historie er helt igjennem bygget paa Kvæder, som dog ikke citeres af Snorre, men allerede var optagne i Egilssaga og Fagrskinna; dertil hører dog ikke Eventyret om Gunhild og Finnerne, som vistnok allerede Forf. af Egilssaga kjendte; det er optaget for at forklare hendes hemmelighedsfulde Magt over Erik. Ogsaa om Kongens øvrige Sønner gik der Sagn, som først Snorre optegnede; det kan her fremhæves, at Snorre kun dvæler længere ved dem, som fik Betydning for Kongeættens senere Historie (f. Ex. Bjørn Farmand). Sagnene om Haralds Sønner er ikke alle lige paalidelige; kun til enkelte af dem (Ragnvald, Gudrød og Halvdan svarte) knyttede sig Vers. Slutningen af Haralds Saga handler ellers mest om den Søn, hvem Harald i levende Live overdrog sin Kongemagt (Erik), og om den Søn, som virkelig tog Arv efter ham (Haakon). Fortællingen slutter paa det Punkt, da Erik er bleven - tilsyneladende ubestridt - Eneherre i sin Faders Rige, og Haakon er færdig til at fremtræde. Beretningen om Haakons tidligere Skjæbne og fornemmelig Forholdet til K. Adalstein har Snorre laant fra Fagrskinna, hvis Slutningsbemærkning han endog ordret optaget. Til Eriks sidste Kamp med sine Brødre har Snorre benyttet Egilssaga, dog har han nærmere beskrevet Slaget ved Tønsberg efter sine topografiske Kundskaber; og Capitlet om Haralds Død og Begravelse er helt Snorres eget Arbeide; her har han bl. a. skildret Gravhaugens Udseende paa sin Tid (Aar 1218) og forklaret Dronning Ragnhilds Drøm som opfyldt i Haralds Historie.

Saga Hákonar góða

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 5-6.

2. Fagrskinna Cap. 24-34.

3. Egils Saga, især Cap. 62.

4. Are frodes ældre íslendingabók.

Det Enevælde, som Erik Blodøxe besad, var vundet ved Broderblod. Derfor kan den yngste Broder allerede ved sin første Optræden vinde Folk og Rige uden Sværdslag som den ligefremme Modsætning til Erik og som Arving af Faderens bedste Egenskaber. Erik maa flygte og dø i Utlægd, hans Sønner voxer op som Vikinger. Haakon har givet Folket Odelen tilbage og værger Landet kjækt mod danske Vikingetog ved endog at gjøre Gjengjæld i Danmark. Derfor modtager den danske Konge "Blodøxes Hevnere" og udruster dem til Tog mod Haakon. Denne har bygget Landet med Lov, vundet Jæmtland for Norge og har søgt at vinde Folket for Kristendommen; ved dette Forsøg kommer han i Strid med Thrønderne, men da Fienden herjer Landet, forsoner han sig med Thrønderne for at forene Kræfterne mod Eriks Sønner. Efter tre seirrige Slag falder Haakon og hauglægges under Folkets Sorg.

Saaledes fremstiller Snorre Haakons Saga, idet han i streng Sammenhæng søger at udvikle Begivenhederne af deres historiske Aarsager. Det har sin Interesse hermed at sammenligne ældre Fremstillinger af Haakons Historie, der enten fortæller kronologisk, hvad der forefaldt i Haakons 16de, 17de, 20de Regjeringsaar o.s.v. (Fagrskinna), eller uden nærmere Tilknytning fortæller alle hans vigtigste Handlinger efter hinanden uden indbyrdes Sammenhæng (Aagrip), idet dog begge antyder, at Kampen med Erikssønnerne (skjønt seirrig) var en Straf fra Gud, fordi han havde opgivet Kristendommens Sag . Are frode maa have fortalt, at Haakon var 15 Aar gammel, da han kom til Norge; ellers kunde vanskelig Snorre forkaste Aagrips og Fagrskinnas samstemmende Vidnesbyrd, at han var nær 20 Aar. Aagrips Beretning, at Haakon var indkaldt til Norge af "vítrir menn", var allerede forkastet i Egilssaga og Fagrskinna, følgelig optager heller ikke Snorre den. Han forkaster ogsaa Fagrskinnas vidtløftige Beretning om Haakons Reise til Norge og beretter efter Egilssaga, at Haakon drog til Throndhjem og der vandt Folket for sig ved at give Odelen tilbage; hertil føier Snorre selv, at Haakon handlede efter Overlæg med Sigurd Jarl. Ligeledes efter Egilssaga beretter han, at Haakon strax blev tagen til Konge i Throndhjem, saa at om Vinteren var begge Brødre Konger i Norge, men at om Vaaren Erik maatte flygte fra Landet for Overmagten; Fagrskinna og Aagrip derimod siger, at Haakon opholdt sig en Vinter i Norge uden at antage Kongenavn. Og alene Snorre tilføier, at Haakon om Vinteren drog til Viken og sluttede Forbund med Trygve og Gudrød. Atter efter Egilssaga fortæller Snorre, at Erik flygtede til Orknøerne og deretter herjede i Skotland og England, hvor Kong Adalstein indrømmede ham Rige i Northumberland; dog nævner han ikke (som Egilssaga) i Eriks Følge Arinbjørn Herse, og fortæller ikke (som Egilssaga og Fagrskinna), at Erik selv gifte de sin Datter Ragnhild med en af Orknøjarlerne; thi paa Grund af Tidsregningen foretrækker han Jarlesagaens Udsagn, at dette Giftermaal først kom istand efter Eriks Død. Snorre forkaster baade Beretningen om, at Erik først flygtede til Danmark (Aagrip), at han var indkaldt af Adalstein selv (Fagrskinna), og at han havde Landeværn mod "Irer og Skotter" (Egilssaga); thi saameget kjender Snorre til Englands Historie, at han véd, at de Fiender, England dengang havde at kjæmpe mod, var Daner og Nordmænd, "thi Daner og Nordmænd herjede ofte der, etterat Magten i Landet var gaaet fra dem. Derimod fortæller Snorre efter Fagrsk., at Erik lod sig døbe, og uagtet han forkaster Fagrskinnas Forklaring af Navnet "Norðumbraland" af "heiti Norðmanna", optager han dog den dertil knyttede Bemærkning om nordiske Stedsnavne. - Medens Aagrip lader Erik flygte fra Northumberland, fordi han var forhadt, og falde i Spanien, har Snorre foretrukket Fagrskinnas Beretning - der stemmer med Jarle-Sagaens - at Erik efter Adalsteins Død, da Edmund var Konge, herjede i Skotland og i Bretland og faldt i det sydlige England med 5 Konger og 2 Jarler mod den engelske Underkonge Olav; thi Fagrskinna slutter sig her til Digtet Eiriksmaal og maatte derfor foretrækkes; dette Digt har Snorre kjendt fuldstændigere, end vi har det, thi han nævner ved Navn de 5 Konger, som faldt med Erik, og som har været omtalte i de udeladte Vers i Eiriksmaal . Oplysningen om hvor længe Adalstein var Konge, har Snorre rimeligvis laant fra Are frode. - Om Erikssønnernes Ophold paa Orknøerne fortælles kun i Jarlesagaen, men Snorre maatte foretrække den for de øvrige (Fagrskinna, Egilssaga og Aagrip), som strax lader dem reise til Danmark; thi kun Jarlesagaen lader sig forene med Glum Geiressøns Vers om deres Vikingetog mod Irer og Skotter.

I Erik Blodøxes Historie har Snorre saaledes havt det vanskelige Arbeide at vælge mellem afvigende Beretninger, alle af omtrent lige meget eller lige lidet Værd; kun undtagelsesvis har han kunnet benytte samtidige Kvæder (Eiriksmaal og Glums Viser), men har væsentlig været henvist til, hvad hans egen sunde Sans og historiske Blik anviste ham. Saa meget mere paaskjønnelsesværdigt er det, at han overalt har kunnet vedligeholde Begivenhedernes og Karakterernes Enhed.

Langt lettere har det været for Snorre at fortælle om K. Haakons tidligste Bedrifter, især om hans danske Tog. Han behøvede her kun at følge Guthorms Kvæder, idet hans nøgterne Blik hjalp ham til at se de virkelige Forhold bag den stortalende Skalds Lovprisning. Naar saaledes Skalden siger, at Haakon lagde under sig Sjæland og Venderne ved Skaane, og at han skatlagde Gaulerne, og Aagrip omsætter dette til: "Í þeirri for lagþi hann under sic Selund oc Scanay oc Gautland et vestra", og Egilssaga ligeledes omtaler Vestergøtlands Erobring, opfatter Snorre det hele ikke som et Erobringstog, men som et Herjetóg, og henlægger iøvrigt Begivenheden til Kysten af østergotland ("austr fyrir Gautland"), ikke Vestergøtland. Derfor er det rimeligt nok, at Snorre udelader alle Hentydninger til Tilbageerobringen af Værmland, som Forf. af Egilssaga har knyttet til Gølalandstoget. Det er Snorre alene, som (efter Jarlasaga) har erkjendt Forbindelsen mellem dette Haakons Danmarkstog og Gunhildssønnernes Komme til Danmark. Han lader disse gribe Leiligheden, saasnart de hører, at Haakon har faaett Dan erne til Fiender (Cap. 10).

Om de indre Begivenheder under Haakons Regjering har Snorre ikke havt mange skriftlige Kilder; mest giver Aagrip, lidet Fagrskinna. Aagrip og Styrme lader Haakon "sætte" Gulathingsloven, men Snorre véd ogsaa, at Haakon "satte" Frostathingsloven med Sigurd Jarls og de øvrige Thrønders Hjælp. Vi ser her atter Snorre vise større Kjendskab til Ættesagnene om Ladejarlene, ligesom han ogsaa kort efter fortæller de nærmere Omstændigheder ved Haakon Jarls Fødsel (Cap. 12). Ogsaa den følgende Fortælling, om K. Eysteins Tog til Throndhjem og om Udvandringen til Jæmtland, knytter sig til Thrøndelagen, og Skjæmtesagnet om Hundekongen samt Elymologierne (Jæmtland af Ketil Jamte, Helsingjaland af Thore Helsing) røber Fortællingen som Sagn, der ubearbeidede er indgaaende i Snorres Værk. - Omvendelsesforsøget, der endte med, at Haakon maatte blote, synes derimod sammensat efter forskjellige Kilder. Cap. 15 (kristnihald Hákonar) har fra Aagrip laant, at Haakon holdt Søndagshelg og Fredagsfaste, at han overtalte mange til at blive Kristne eller ialfald ophøre at blote, og at han reiste Kirker og satte Præster ved dem; ligeledes har ogsaa Cap. 19 laant Smaatræk fra Aagrip. Men Aagrips Beretning, at Haakons hedenske Kone virkede til hans Frafald, har Snorre forkastet, fordi det vilde fremstille Haakon som en svag Karakter - hvad han efter Snorres Mening ikke var - og derved skade Fremstillingens Enhed. I Cap. 16 ("frá blótum") meddeler Snorre ikke Sagn, men skildrer en "blótveizla" aabenbart efter den almindelige Tradition, som endnu i det 13de Aarh. var bevaret paa Island; og hertil føier han Bemærkninger om Sigurd Jarls Iver for Gudsdyrkelsen og Liberalitet ligeoverfor Bønderne, skildret efter et Vers af Skalden Kormak. Til de mundtlige Sagn, som er ukjendte for Snorres Forgjængere, maa regnes Efterretningerne om, at Julehelgen blev henlagt til den kristne Festtid, at det var paa Møre Kirkerne blev byggede, Fortællingerne om Frostathinget, Høstblotet paa Lade, de kristne Præsters Drab og Julegildet paa Mære. Det er aabenbart, at dette er lokale thrønderske Sagn, og rimeligt, at Snorre selv har samlet dem i Norge. Dog ser det heller ikke her ud til, at Snorre har gjenfortalt dem uden videre Behandling; dels er nemlig Talerne paa Thinget saa mærkelig overensstemmende med den øvrige Saga, at de vække Tanken om, at de er forfattede af Snorre, dels er Regelmæssigheden i Antallet af Fylkeshøvdinger - 1 paa hvert Fylke - noget mistænkelig. Men om end Snorre selv har skrevet Talerne, viser dette kun hans Stræben efter en fyldig og plastisk Fremstilling og hans Evne til at udføre dette.

Ligesom Snorre sammenknyttede K. Haakons Tog til Danmark med Gunhildssønnernes Optagelse der, saaledes forbinder han Haakons Kristendomsforsøg med hans Kamp mod dem, medens Forgjængerne kun har antydet en overjordisk Forbindelse mellem disse Forhold. Snorre havde den Opfatning af Haakons Karakter, at han ikke af Svaghed havde ladet sig lokke til at "blote", men at han ligefrem havde været nødt dertil; det var heraf en nødvendig Følge, at han ikke lod nogen ustraffet kue sig. Selv om Snorre ikke havde Sagn om, at Haakon vilde hevne sig paa Thrønderne, men maatte forlige sig med dem paa Grund af Krigen, maatte Snorre alligevel have forklaret sig Kongens Opførsel paa en saadan Maade; vi kan derfor ikke vide, om Snorre her har gaaet paa egen Haand eller har fundet Sagn. Til Skildringen af Kampen med Gunhildssønnerne har Snorre fornemmelig benyttet Fagrskinna samt Skaldene. Fagrskinna omtaler ellers ikke det første Felttog med Slagene ved Sotenés og Agvaldsnés, uagtet ialfald Aagrip omtaler det sidste og lader tre Gunhildssønner (Guthorm, Halvdan, Eyvind) falde der. Skalden Guthorm derimod omtaler Slaget, Erikssønnernes Flugt og "Hærkongens" Fald, kanske han i et andet Vers har omtalt Trygves Kamp ved Sotenés; disse Vers har Snorre benyttet, han kunde derfor kun nævne én af Gunhildssønnerne som falden og maatte da vælge Guthorm, som ogsaa Fagrskinna nævner blandt dem, medens de to andre kun omtales i Aagrip.

Den Afvigelse fra Fagrskinna, at Snorre henfører Indretningen af Skipreider og Veter til Tiden efter Slaget ved Agvaldsnés, medens Fagrskinna først nævner det efter Slaget paa Frædø (som der er Frændernes første Sammenstød), kan let forklares deraf, at det stod klart for begge Forff., at Forandringen kom istand efter den første Kamp mod Gunhildssønnerne, hvorved denne Forskjel maatte indtræde, og Snorre maatte flytte den tilbage til Tiden 953-55. Som Følge heraf maatte Snorre udtrykkelig forklare Grunden til, at Fienderne ogsaa paa 2det Felttog kunde ubemærkede komme lige op til Nordmøre. Om selve Slaget paa Frædø har jeg før søgt at vise, at Snorre paa Grundlag af egne lagttagelser har omarbeidet Fagrskinnas Fremstilling. Afvigende fra Fagr. lader Snorre Gamle falde paa Stranden, ikke drukne, fordi Eyvind i et Vers siger, at Haakon farvede sit Sværd i Gamles Blod, da han drev alle Eriks Sønner ud i Søen. Ifølge dette maatte Snorre ogsaa forkaste det lokale Sagn i Aagrip, at Gamle kavde flygtet til Gauldal og var kleven dræbt paa "Gamlaleir".

Ogsaa Haakons sidste Kamp giver Leilighed til at fremhæve Snorres Evne til af forskjelligartede Kilder at skabe helstøbte Billeder. Grundlaget for Snorres Fortælling om Slaget paa Stord danner Fagrskinnas Samling af Sange og Sagn derom. I det meste har han fulgt dennes Fortælling, om han end sjelden gjengiver den ordret; dog lader Snorre Haakon sende ikke "Brev", men mundtligt Budskab til Gunhildssønnerne, og han optager mere af det oprindelige Grundlag i Aagrip f. Ex. Forklaringen til Eyvind Skreyjas Spørgsmaal om, hvor Kongen var bleven af; den dobbelte Beretning, at enten var Gunhilds Skosvend Kongens Banemand, eller ogsaa var det ubekjendt, og endelig Beretningen om hans Begravelse. Paa andre Steder har Snorre holdt sig til det endnu levende Folkesagn f. Ex. at der paa Fiendens Side var sex mod en at Høvdingerne over Erikssønnernes Hær var deres Morbrødre Eyvind Skreyja og Alv Askmand (ellers nævnes ikke Alv, ikke engang i Versene), at Toralv dræbte Alv Askmand, og at Gunhilds Skosvend hed Kisping. Derimod er det vel ikke saa sikkert, at nogen Kilde har berettet Kongens Dødsord, at "hvis han beholdt Livet, vilde han fare fra Landet til kristne Mænd og bøde det, som han havde forbrudt mod Gud." Disse Ord passer til Snorres Opfatning af Haakons Personlighed, men stemmer rigtignok ikke ganske med Eyvinds Dom i "Haakonarmaal". Med dette Digt afslutter ellers Snorre Haakons Historie som det bedste - samtidige - Vidnesbyrd for sin Skildrings Rigtighed.

Sagan af Haraldi konungi gráfeld ok Hákoni jarli

Skriftlige Kilder:

1. Åagrip Cap. 8-10.

2. Fagrskinna Cap. 35. 36.

3. Odd Munks Olavssaga.

4. Are frodes ældre íslendingabók.

Vistnok skulde Erik Blodøxes Sønner efter K. Haakons Bestemmelse være hans Efterfølgere, men deres Fortid var ikke saadan, at de kunde vente megen Tilslutning. Da Høvdingerne i Viken og i Throndhjem ikke underkastede sig, og Gunhild og hendes Sønner ikke havde Magt til at tvinge dem, maatte disse søge at naa sit Maal ved List. Det lykkedes dem virkelig at myrde Sigurd Jarl, men denne Udaad vakte kun hans Søn Haakon til Hevner og Forsvarer af sin Faders Magt. Da han som naturlig sluttede sig sammen med Kongerne i Viken, brugte Gunhilds Sønner samme Middel mod dem, idet de overlistede og dræbte K. Trygve og K. Gudrød. Deres Magt steg derved saa betydelig, at Haakon og Gudrøds Søn Harald Grenske saa sig nødte til at forlade Landet, Trygves Enke Astrid maatte skjule sig, og Gunhilds Sønner staar da som seirrige Arvinger af Harald haarfagres Rige,- skjøndt forhadte af Folket og omringede af Hungersnød og Dyrtid. Med dette deres Magts Holdepunkt slutter Sagaen, idet Forf. gaar over til at fortælle om de to Mænd, som Gunhilds Sønner ved sin Færd havde vakt til livsvarige Fiender, Trygves nyfødte Søn Olav og Haakon Jarl.

Ligesom Snorre afsluttede Haakons Saga med den samtidige Eyvind Skaldespilders Mindedigt, saaledes indleder han, efter korte Bemærkninger om Magtfordelingen ved Haakons Død, Haralds Saga med at fortælle om hans Optræden mod Eyvind for nærmere at belyse Kongernes Fremfærd og Folkets Harme over deres Uelskværdighed. Snorres Kilde har været Fagrskinna, som beretter omtrent det samme, dog i forskjellig Orden og nærmest kun for at vise, at Haakons Mænd ikke længe kunde holde ud ved Haralds Hird. Snorre har herfra udskilt i et eget Capitel Beretningen om Kongernes Fremfærd mod Religionen og mod Landslovene, medens Fagr. indskyder Bemærkninger derom mellem Eyvinds Vers. - Sagnet om Graafelden er islandsk, og Snorre har været den første til at optegne det. - Haralds Vikingstog, som Fagrskinna optegner for fire Somre, omtaler Snorre kun leilighedsvis, og blot om ét af dem, Bjarmelandstoget, medlager han Enkeltheder, fordi han der kan henvise til Glums Viser. - Medens Forf. af Fagr. om Sigurd Jarls Død kun har Eyvinds Vers at stolte sig til, fremfører Snorre en egen Fortælling om hans Død i sin sædvanlige jævne Stil. Gunhild ophidser sine Sønner til efter Harald haarfagres Exempel at bemægtige sig hele Norge eller ialfald Throndhjem, hvor Sigurd herskede, endog uden Kongenavn. De overlægger at udføre med List, hvad de ikke formaar ved Magt. Kongerne opnaar vistnok ved Forbindelse med Jarlens Broder Grjotgard at indebrænde ham, men Thrønderne tager hans Søn Haakon til Høvding og værger sig, indtil Fred sluttes, og Haakon beholder sin Faders Land. Derpaa fortæller Snorre om Haakons senere Skjæbne indtil hans Flugt fra Landet. Alle disse Sagn, som ikke tidligere har været nedskrevne, handler om Jarleætten paa Lade eller Begivenheder, som staar i Forbindelse med den, og viser atter Snorres nøie Forbindelser med Throndhjem; kun undtagelsesvis synes nemlig Skalden Einars Viser at have havt nogen Indflydelse paa Fremstillingen af Haakons Faderhevn. Ogsaa Fortællingen om Gudrød Bjørnsson og hans Søn Harald Grenske er første Gang nedtegnet af Snorre, og det er vel hans Fortjeneste at forbinde den med Trygve Olavssøns Død, hvorom hans Hovedkilde har været Odd Munk. Med Cap. 9 begynder nemlig Laanene fra Odd, en Forf., som Snorre meget har benyttet til 2den Halvdel af 10de Aarh.s Historie, skjønt han altid benytter ham med Mistænksomhed. Odd fortæller, at Trygve og Harald Grenske (ikke Gudrød Bjørnssøn!), begge Konger paa Ringerike (!), i Forbindelse med Haakon Jarl og "Gullharalldr, sonr Knútz Dana-ástar" (!) holdt hemmelige Møder paa Oplandene. Gunhild faar at vide ved "Fretl", at de lægger Planer mod hendes Sønner Harald og Gudrød (Odd lader Gunhild have kun disse 2 Sønner!). Ved et Gilde i Sogn bliver disse uenige, men Moderen mægler, saa at Harald udløser Gudrød med 30 Skibe. Med dem lægger Gudrød sig i Veggjadarsund og sender to Mænd (nl. Tord Ingeleivsson og Tord Eigeleivssøn) til K. Trygve for at opfordre ham til at deltage i et Vikingstog. Skjønt Astrid advarer ham, møder Trygve, bliver overfaldt og dræbt og begraves "der paa Nesset" i "Tryggvareyr". Da Snorre tillige kjendte Beretningen om Gudrød Bjørnssøn, maatte han indsætte dette Navn istedetfor Harald Grenske og indlemme hele Sagnet om Gudrøds Død i Odds Fortælling; ligeledes har han istedetfor Gullharald indsat "Dale-Gudbrand", fordi der ikke var nogen Rimelighed for, at den danske Viking overvintrede paa Oplandene; der er ingen Grund til at tro, at Dale-Gudbrands Navn her skulde have bedre Hjemmel. Gunhilds "Fretl" har Snorre udeladt som overflødig; at Striden mellem Brødrene var forstilt, kan man ikke tydelig se af Odds Beretning, hvor heller ikke dens Betydning udhæves rigtig. Hos Snorre fremtræder Forstillelsen tydeligt og med Overlæg, uagtet den ikke nævnes med et eneste Ord, et Exempel paa den Kunst, hvormed Snorre udarbeidede sin Stil. Tord Ingeleivsson og Tord Eigeleivssøn hører til Sagnkredsen om Sunniva, og da Snorre ganske lader denne udgaa af Norges Historie, kunde han saameget lettere her udelade disse Personer, der heller ikke spiller nogen Hovedrolle. Istedetfor Veggjadarsund betegner Snorre Stedet nøiagtigere "fyrir austan Sotanes við Veggina" (nu Vegger). - Sigurd Slevas Død fortæller Snorre efter Aagrip (og Fagrskinna); her er atter Leilighed til at fremhæve, hvorledes Snorre altid omarbeidede sine Forgjængeres famlende Stil. Begge disse fortæller først, at Klypp dræbte Sigurd, og derpaa bagefter Aarsagen til Drabet. Snorre foretrækker altid den historiske Orden og fortæller derfor først, at Sigurd kom til Klypp Herse, Sønnesøn af Hørdakaare, medens han ikke var hjemme. Hans Kone (hvis Slægtskabsforhold alene Snorre kjender) modtager Sigurd, men denne benytter Leiligheden til at voldtage hende og drager derpaa bort. Om Høsten kommer Sigurd og Harald op til Voss for at holde Thing. Bønderne anfalder dem, men Harald frelser sig til Hardanger og Sigurd til Alreksstad (Aagrip). Klypp samler sine Frænder, Høvding er "Vermundr völubrjótr" (Aagrip). Klypp dræber Sigurd, men bliver selv dræbt af Erling gamle (Aagrip). Aagrip beretter Kongernes Flugt saaledes: "en þeir (Kongerne) comosc undan, en þeir (Bønderne!) drǫþo siþan Sigurþ slefo", men saadanne klodsede Udtryk er naturligvis fjærnede fra Snorres selvbevidste Fremstilling.

Det er ikke tilfældigt, at ogsaa Slutningen af Haralds Saga ender med Eyvinds Vers. Med disse vilde nemlig Snorre illustrere, hvorledes hele Landets Erobring, som netop var lykkedes, lidet kunde hjelpe Kongerne, naar Folkets Stemning var vendt mod dem ikke alene formedelst deres mange slette Egenskaber, men ogsaa fordi selve Naturen nægtede dem sin Tjeneste. Og Tolk for disse Følelser var netop Eyvind. Hans Vers om Sneveiret midtsommers fremføres ogsaa i Fagrskinna, men alene Snorre kjender Verset om Kappespænden, som Eyvind maatte kjøbe Slagt for, uagtet den var givet ham som Nationalbelønning.

Saga Ólafs Tryggvasonar

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 9-17.

2. Fagrskinna Cap. 37-84.

3. Odds Olavssaga.

4. Jómsvíkingasaga.

5. Are frodes større íslendingabók.

Harald Graafelds Saga endte med, at Haralds Magt strakte sig over hele Landet, at Kongerne Trygve og Gudrød var dræbte og Haakon Jarl i Landflygtighed. Olavs Saga begynder da med, at der lodes Trygve efter hans Død en Søn Olav, som foríølges al Gunhild, men alligevel frelst føres ud af hendes Magtomraade til lsland (Cap. 1-7). Dernæst fortælles, hvorledes Straffen rammer Gunhild og hendes Sønner gjennem deres Overmand i List og Krigerdygtighed, Haakon Jarl. Olavs Historie føres derpaa videre indtil hans Giftermaal med Burislavs Datter, for at han som dennes Svigersøn kan deltage i Kampen ved Danevirke og saaledes for første Gang kjæmpe mod Haakon Jarl. Efter Kampen tvinges Haakon til at lade sig døbe, men Harme herover driver ham til at løsrive sig fra Danmarks Overherredømme (Cap. 28). Medens derpaa Olav forlader Venden og færdes i Vesterviking (Cap. 29-35), gjør Harald Blaatand Tog til Norge for atter at bringe Haakon til Lydighed; da Toget er uheldigt, sender siden hans Søn Svein Tjugeskegg Jomsvikingerne did. Ogsaa dem beseirer Haakon, men hans deraf følgende Overmod vækker Folkets Had. For at sikre sig lokker han Olav til Norge, men denne gang kommer hans List tilkort. Olav bliver Konge og virker i flere Aar før Kristendommen (Cap. 56-95). Allerede ved Haakons Død har Olav faaet en Arvefjende i hans Søn Erik; dog bliver denne ikke farlig, førend Olav tillige har fornærmet den danske Konge og den svenske Konges Moder, og selv da bliver han kun ved Svig beseiret. Slaget ved Svolder ender med Olafs Fald og bevirker Norges Deling mellem Seirherrerne (Cap. 121).

Snorres Hovedkilde for Olavs Barndom har været Odd, men han har ingensteds fulgt ham uden Omarbeidelse. Odd fortæller, at Olav fødes ved Randsfjorden paa Flugten til Ovrestad, at Gunhild tvinger Haakon Jarl til at søge etter Olav, at Gunhild ved sin "fjölkyngi" altid er paa Spor etter ham, at Bonden Torstein "á Vizum" i Skaun skjuler Astrid i en Holme i Mjøsen, at Haakon Jarl forfølger Olav ogsaa i Sverige og gifter sin Datter Unn med Erik Seirsæl, som netop har skilt sig fra Sigrid Storraade o.s.v. Grunden til Snorres Afvigelser herfra er let at indsé. Snorre lader Herredet "Skaun" være kun en Dagsreise fra Ovrestad og har altsaa kjendt (eller troet at kjende) disse Steders indbyrdes Beliggenhed. Deraf kunde han se, at Astrid paa Flugten fra Ranrike til Ovrestad ikke kunde komme til Randsfjorden, han nævner derfor kun "vatn eitt"; men da han ogsaa istedetfor "Mjøsen" kun nævner "vatn eitt", har han altsaa vidst, at "Skaun" ikke er Stange paa Hedemarken, men et andet Herred af samme Navn (maaskee Skaun - Sørum paa Romerike). - Gunhild havde ikke saadan Magt over Haakon Jarl, at hun kunde tvinge ham til at opsøge Olav; derfor har Snorre istedetfor ham indsat "ríkr maðr, vin Gunnhildar, er Hákon er nefndr", og Snorre kunde saaledes udelade del urimelige Giftermaal mellem K. Erik og en Datter af Haakon Jarl, som da selv kun var c. 33 Aar gammel (f. 937). Ligeledes har Snorre udeladt alle uvæsentlige Træk f. Ex. om Gunhilds "fjölkyngi", om Trælkvindens Barn, som Haakon fandt i Skoven o. a.; men det sees dog, at han ikke har benyttet anden Kilde end Odd, som han følger overalt, hvor han ikke er altfor urimelig og barnagtig. Naar han saaledes beretter, at Gardekongens Moder om Julekvelden spaar, at en norsk Kongesøn skal opfødes i Rusland og støtte Kongens Magt paa mange Maader, men siden blive en berømt Konge i sit Ætteland, saa staar denne Spaadom uden Indflydelse paa Fortællingens Gang, og Snorre kunde derfor udelade den. Olavs Fangenskab, Trældom og Løskjøbelse beretter Snorre i Uddrag efter Odd, som her er trættende vidtløftig. Klerkons Drab har Odd fortalt saaledes, at Olav simpelthen udfører en Skarpretters Rolle; det kan da ikke forundre os, at Snorre her har foretrukket Aagrips Beretning (med en uvæsentlig Forandring); og da Klerkons Drab efter denne Fremstilling bevirker, at Olav bliver optagen hos Gardekongen, kunde Snorre udelade ogsaa den anden Spaadom, som (efter Odd) skulde have hendraget Dronningens Opmærksomhed paa Olav.

Hovedkilderne for Haakon Jarls Historie har været den eventyrlige Jomsvikingasaga og dens mere historiske Bearbeidelse i Fagrskinna; Snorre har ikke fulgt nogen af dem i ét og alt. Forhandlingerne mellem Haakon Jarl, Harald Blaatand og Gullharald gjenfindes i det væsentlige i Fagrskinna, men Snorre har, især i Samtalerne, ladet stærkere fremtræde Haakons Evne til at lade andre handle for sig og selv tage Fordelen; hvad der stred mod Snorres Synsmaader, har han udeladt f. Ex. Omtalen af Gorm som den store Erobrer (Fagr. Cap. 40); og hvor han syntes Udtrykket ikke blev kraftigt nok, har han forbedret det f. Ex. S. 130, hvor Harald siger, at ingen krævede af K. Gorm, at han skulde være Halvkonge, ei heller af Hardeknud, Sigurd Ormøie eller Ragnar Lodbrok

Til Harald Graafelds Danmarkstog har Snorre benyttet Glum Geiressøns Viser, en Bemærkning om Arinbjørn Herse er laant fra Egilssaga, og Slutningsordene om Tidsregningen er, som ogsaa siges, laante fra Are frode. - Snorre har ligesom allerede Forf. af Fagr. forkastet Sagnet om Gunhilds Død i Danmark (omtalt i Aagrip og Jomsvikingasaga), fordi Gunhilds Alder ved Aar 975 ikke kunde gjøre et Giftermaalsforslag nogenlunde rimeligt. Om Haakon Jarls Færd til Norge fortæller Einar Skald; men at Harald Grenske ved den Leilighed fik Vingul mark, Vestfold og Agder, fortæller Snorre alene; her maa han have havt en paalidelig Kilde, siden han kunde optage et Sagn, som endog strider mod hans egne Ord i Cap. 20, at nogle Aar senere fik Erik Jarl Vingulmark og Raumarike. - Kampen mellem K. Ragnfred og Haakon Jarl fortæller Snorre efter Fagrskinna, dog udelader han Versene om den første Kamp og omskriver dem i sin egen Stil paa Prosa. - Ogsaa Striden mellem Erik Jarl og Tidende-Skofte er laant fra Fagrskinna, men Snorre har optaget i Fortællingen som handlende Person Eriks Fosterfader Torleiv spake, som han kjendte fra islandske Sagn (Hallfreds Saga?), og dertil knytter han et Vers af Eyjulv Daadaskald, som viser, at Erik Haakonssøn fik et Jarledømme paa østlandet.

Med Olavs Reise fra Gardarike begynder Hallfreds Viser, som Snorre har tillagt en uindskrænket Troværdighed, og som han stiller op, hvor han kan, mod Odds tvivlsomme Sagn. Istedetfor at Olav hos Odd vinder tilbage for Gardekongen "alle de Borge og Kasteller, som før havde ligget under hans Rige", og underlægger mange udenlandske Folk under Kong Valdemar o.s.v., finder vi hos Snorre det nøgterne: "átti Ólafr þar nokkurar orroslur, ok varð herstjórnin vel i hendi" (!). Men Anledningen til Olavs Afreise, at Kongen blev mistænkelig mod ham, og at han derfor ikke længer fandt sig vel der, har Snorre atter laant fra Odd. At Olav derpaa seilede til Grækenland, lod sig primsigne, førte Biskop Paal med sig til Rusland og kristnede baade Konge og Folk (Odd), maatte Snorre forkaste, da jo Olav selv først senere blev kristen, og desuden hverken Skalder eller skriftlige Kilder omtaler dette Storværk, skjønt de nævner alle de Lande, som Olav kristnede. Den første Kamp, Olav havde efter Afreisen fra Rusland, var ifølge Hallfred ved Bornholm. Snorre omtaler derfor ðette før hans Ankomst til Venden. Forhandlingerne med Venderen Dixin og Ægteskabet med Geira, Burislavs Datter, er atter Uddrag af Odd, ligeledes Olavs Vinterfelttog for at hævde sin Hustrus Rettigheder (Cap. 25), medens Sommertoget til Skaane og Gotland atter støtler sig til Hallfred.

I Cap. 29 paaviser Snorre (efter Hallfred), at Olav har bestaaet en Kamp i Danmark "søndenfor Hedeby"; som rimelig maatte han forstaa dette om Kampen ved Danevirke, hvor Joms. Saga lader Olav deltage og endog spille en Hovedrolle. For Snorre kunde intet stride mod disse Vidnesbyrd, da Fagrskinna (vel ogsaa Are?) henførte Danevirkeslaget til Haakon Jarls 13de Aar (988), og det ganske passede til Olavs Alder og daværende Ophold i disse Egne. Snorre har ogsaa gjort alt muligt for at rense Sagnet fra uægte Tilsætninger, og med de Hjælpekilder, som stod til hans Raadighed, har det været umuligt at komme Sandheden nærmere. Han har i alt fulgt den samtidige Skald Einar og forkaster alt, som strider mod hans Vers. Derfor lader han Haakon med Held værge Virket og benægter Erobringen, som andre Kilder beretter om; han lader Keiseren efter Haakons Afreise seile over Slé og saaledes komme ind i Jylland. Snorre udelader alle Legender og Usandsynligheder f. Ex. at Olav kom Keiseren tilhjelp som ubekjendt, ikke som Burislavs Svigerson; at Keiserens Hær fastede i fire Dage, at saa Regnen faldt i rette Tid til at slukke Ilden; at Haakon Jarl kom uden Hær til Danekongen og fik Skattefrihed af ham mod at bringe ham en Hær tilhjelp o.s.v. Sagnet om Poppo har Snorre beholdt, thi det hørte til den Cyklus af Sagn, som beviste Kristendommens Guddommelighed, og endog for den rationaiistiske Forf. af Fagrskinna havde det fundet Naade. Slutningen om Haakon Jarls Daab, Frafald og Herje tog har Snorre fortalt efler Fagrskinna og Einars "Vellekla". Snorres Fremstilling af Kampen ved Hanevirke vidner saaledes godt om hans kritiske Standpunkt; naar den har mistet noget af hans Stils sædvanlige Jævnhed, maa det komme af, at han idelig har været nødt til at fremhæve sine Kilder ligeoverfor de afvigende Forgjængere.

Om Olavs Vesterfærd har Odd kun havt lidet at fortælle; han indskrænker sig til hans Daab, hans Forbund med Sigurd Jarl af Northumberland, hans Giftermaal med Gyda og Fortællingen om Hunden Vige. Af Odds Fortælling om Olavs Daab har Snorre (som Fagrskinna) kun beholdt Stedsnavnet "Sylingar", iøvrigt foretrækker han Aagrips Fortælling om Eneboeren, som først ved sin Menneskekundskab vakte Olavs Ærbødighed og dernæst, da hans Spaadom gik i Opfyldelse, Olavs Tro paa hans Guds Kraft. Snorre gjengiver her ordret Aagrip (se dennes Cap. 16); dog medens denne ender med "alt gecc efler þesso sogo", skildrer Snorre ogsaa Spaadommens Opfyldelse. - Fortællingerne om Gyda og Hunden Vige har Snorre derimod beholdt; dog forelager han Rettelser. Han lader saaledes Gyda ikke ride, men som naturlig gaa rundt paa Thinget for at betragte Mændene; han kalder hendes Broder, Olav Kvaran, Konge i Irland (som han var), ikke Skottekonge, og fortæller Tvekampen mellem Alvine og Olav lidt anderledes, men man kan ikke se, at han har havt andre Kilder. Togene i Vesten derimod (Cap. 30. 31) har han fortalt eiter Hallfreds Vers, og ved Siden af dem tager han ikke Hensyn til Odds Fortælling f. Ex. om den ellers ukjendte Sigurd Jarl af Northumberland.

Haakon Jarls senere Aar var nærmest optagne af Uafhængighedskampen mod Danerne, først mod K. Harald og saa lidt senere mod Jomsvikingerne. Om Haralds Tog kunde Snorre følge baade Joms. Saga og Fagrskinna, som her er enige; derimod er det kun Joms. Saga, som nævner det paatænkte Tog til Island, og Snorre har hertil knyttet Sagnet om Finnen, som Landvætterne jog bort. Ogsaa senere i Norges Historie har han dvælet ved de Erobringer, som har truet Island fra Norge; det kan dog ikke siges at være inkonsekvent af Snorre at optage dette og lignende Sagn, thi de fremhæver dog de norske Kongers Forhold til Island og adskiller sig ialfald ganske fra andre islandske Forfatteres Indblanden af islandske Privatpersoner i de norske Kongers Historie. - Fagrskinnas Beretning, at Harald Blaatand døde af Sygdom, har Snorre forkastet; men paa den anden Side kunde han om Sveins Opstand mod sin Fader og dennes sidste Kamp kun gjøre Uddrag af Joms. Saga, som baade er eventyrlig og indeholder alt for meget Norge uvedkommende. Der skulde Snorres Forsigtighed til for at nævne Palnatoke uden at omtale ham som Jarl i Jomsborg - hvad Cap. 38. han efter Sagaen var og for samtidig at fremdrage Sigvalde som Jarl der. Og alt maatte fortælles ganske kort, da Jomsvikingernes ældre Historie ikke vedkom Norge. Derimod maatte han fortælle om K. Sveins Fangenskab hos Sigvalde, fordi dette blev for Svein Anledning til at sende Jomsvikingerne til Norge; her har Fagrskinna været Hovedkilden, ligesaa i Fortællingen om "Arveøllet". Men Snorre afviger fra Fagr. ved at skildre Jomsvikingerne som kristne (de drak Kristsminne og Mikjalsminne, ikke Bægre til Guderne); Snorre kjender nemlig ikke til K. Sveins Frafald fra Kristendommen, han véd kun, at han var døbt, og har derfor bragt Fortællingen i Overensstemmelse hermed. Efter Vagns Løfte tilføier Snorre: "margir høfðingjar aðrir strengðu heit til ymissa hluta", hvor paa tilsvarende Sted Fagrskinna fortæller om Bjørn den bretske; Snorre har altsaa været mistænkelig selv ligeoverfor denne, fordi han var Palnatokes Fostbroder, ligesom han ogsaa har undladt at omtale Vagns Nedstammen fra Palnatoke: han kalder ham slet og ret "son þeira Áka ok þorgunnu". - Fagrskinna beretter, at Vikingerne efter Gildet i al Hemmelighed skyndte sig nord til Norge, og at Bonden Geirmund fra Jæderen først bragte Nyheden til Haakon Jarl, som ikke vilde tro ham. Snorre véd fra Tord Kolbeinssøns Eiriksdraapa, at Erik Jarl fra Viken havde meldt sin Fader den store Nyhed; følgelig forkaster Snorre Beretningen om Jarlens Mistro til Geirmund. - Det er tidligere paapeget, at Snorres Skildring af Slagpladsen hviler paa en topografisk Undersøgelse i Forbindelse med Skaldeversene. Men selve Slagordningen har Snorre fremstillet mere vilkaarlig. Han kunde nemlig ikke bruge Fagrskinnas Ordning, hvor den længe forhen dræbte (Tidende-)Skofte nævnes blandt Lendermændene, og alle Haakon Jarls fem Sønner optræder som Høvdinger hver for sin Fylking, uagtet de tre af dem ikke kunde være voxne, og den ene endog maaskee blev ofret af Faderen under Slaget. Snorre kunde kun anerkjende. Tre norske Høvdinger (Haakon, Erik og Svein) og maatte fordele Lendermændene mellem disse; man ser, at han har henført de to østlandske Lendermænd til Eriks Fylking, fordi han var Jarl paa østlandet; de øvrige har han vel fordelt efter løst Skjøn. - I Bekrivelsen af Slagets Gang følger Snorre dels Skaldene dels Fagrskinna; han forkorter Fremstillingen, udelader Biomstændigheder (f. Ex. om flere Vikingers Dødsmaade) og ligeledes Henvisningen til de islandske Beretninger. Dog har han ogsaa her optaget Enkeltheder fra Jorns. Saga, f. Ex. Bues Ord: "fyrir bord allir Búa liðar", og Sagnet om, at Haakon under Slaget ofrede sin Søn, hvilket dog betegnes som usikkert.

[Fortællingen om Harald Grenskes Død og St. Olavs Fødsel Cap. 48. 49. følger af kronologiske Grunde lige efter Jomsvikingeslaget; om Kilderne hertil bør dog rettesl tales i Forbindelse med Olav d. helliges Saga].

Odd fortæller, at Haakon Jarl sendte Tore Klakka til Olav i Gardarike for at lokke ham til Norge ved Fortællingen om Haakons Død, at Haakon tvang Olavs Morbrødre Jostein og Karlshoved til at følge med for at sande Tores Ord, men at disse aabenbarede Sagen for Olav ved "Tjalvehelle" og dræbte Tore. Dette Sagn har Snorre betydelig beskaaret. Skaldene sagde ham, at Olav kom vestenfra, følgelig retter Snorre Gardarike til Irland og tilføier (efter Jarlasaga) "hos Olav Kvaran". Jostein og Karlshoved var mægtige Mænd i Viken, og det stod saaledes ikke i Haakons Magt at sende dem udenlands; derfor udelader Snorre dem af Fortællingen, følgelig maatte ogsaa Tore Klakkas Drab udgaa. - Dernæst beretter Snorre efter Jarlesagaen om Sigurd Orknøjarls Daab paa Olavs Reise til Norge, medens Odd henfører Daaben til en Englandsreise, som Olav Aar 996 skulde have foretaget fra Norge. - Fortællingen om Bøndernes Oprør mod Haakon synes Snorre at have sammenstøbt af flere. Aagrip beretter, at Haakon vilde hente til sig Gudrun Lundesol fra Lunde i Gauldalen og sendte sine Trælle fra Medalhus efter hende; hun samler Folk og nægter at komme, og da Haakon drager op til Gauldal, vækker Haldor paa Skerdingstedja Oprør mod ham. Det samme fortæller Snorre, med den Forskjel, at her Gudruns Aland, Orm Lyrja, samler Folk mod Trællene. Snorre vidste nemlig (fra Odd), at Gudrun var gift med Orm Lyrja, og vilde derfor ikke udelade ham. Men Snorre tilføier: "Litlu áðr hafði jarl tekit konu manns þess, er Brynjolfr hét ok var þat verk allmjøk úþokkat, ok var þá við sjálft, at herr mundi upp hlaupa". Snorre har nemlig her villet mægle, idet han helt optog Aagrips Beretning og delvis Odds, at det var Brynjulv, hvis Kone Jarlen lod hente og som vakte Oprøret mod ham. Ogsaa om Haakon Jarls Flugt har han søgt at forlige begge Beretninger: efter Aagrip fortæller han Karks Drømme i Jarlshellen, efter Odd hans Drømme i Svinebølet paa Rimul. Men Jarlens Død og Begravelse fortæller Snorre afvigende fra begge, rimeligvis efter Folkesagn fra Throndbjem.

Kongesteinen ved Moster kirke, "hvor man endnu paa Odds Tid viste den Sten, som Olav stod paa." Steinen, med navnetrekkene til Haakon IV og Olav V, har tradisjonelt gått under navnet "Tingsteinen", og i følge tradisjonen skal Olav Tryggvason ha stått på den da han talte til tingsamlingen på Moster 995. (Foto. Knut Rage 2020. Commons.)

Skulde Snorre benytte Odd for Olav Trygves sons Regjeringshistorie, maatte han istandbringe en ordentlig Tidsregning for de 5 Aar; thi Odd beretter sine Sagn næsten uden Orden. Uagtet det siges, at det var om Vaaren, at Haakon døde (Aagrip), har Snorre aabenbart ment, at Haakon Jarl døde senhøstes 995, da Isen allerede laa paa Gaular, mens Fjorden (som al tid) var aaben; derfor taler han strax efter om "hinn fyrsta vetr (995-96) ok eptir um sumarit". Allerede Sæmund har sagt, at Olav holdt Thing og paabød Kristendommen paa Dragseid i det 2det Aar (altsaa mellem Høsten 996 og Vinter 997), følgelig maatte Snorre gruppere Kristendommens Indførelse paa Vest- og østlandet om dette Thing, og han har da valgt den naturlige Fremgangsmaade at lade Olav begynde fra Viken af, hvor han havde sine Frænder, og gaa vest- og nordover, medens Odd først nævner Thinget paa Moster, saa Gulathinget, saa Viken og dernæst Throndhjem. Dermed fylder Snorre da Aarene 996 og 997. Ifølge Odd blev Olav gift med Tyre lige efter Toget til Haalogaland, og herfra kom han efter Kristnisaga hjem om Høsten 997), følgelig skede Toget om Sommeren 999, og Brylluppet holdtes om Høsten derefter. Men da er Snorre nødt til at forkaste Beretningen om, at Olav og Tyre fik en Søn Harald, som døde ét Aar gammel, om Sommeren Aar 1000, før Olav reiste fra Landet. Da Odd lader Forhandlingerne med Thrønderne paa Frostathing og Mære foregaa Aaret efter Haalogalandstoget, og disse umulig kunde henlægges til Aar 1000, maatte saaledes Snorre flytte dem tilbage til Aaret før Haalogalandstoget, altsaa til Aar 998. Men Odd fortæller ogsaa om et tidligere (mislykket) Tog til Haalogaland kort efter Thinget paa Dragseid, hvorfra Olav drog ned lige til "Elven" for at møde Dronning Sigrid. Denne Reise maatte saaledes henlægges til Vinteren 997-983), og dertil kunde Snorre knytte Olavs Ophold paa Ringerike, hvor han efter Styrme havde staaet Fadder til Olav d. hellige. Efter disse Hovedpunkter har Snorre fordelt de øvrige Sagn om Olavs Regjering, og man vil se, at han har gaaett frem med en god Del Vilkaarlighed. Fortællingen om Lodin og Astrid antydes hos Odd, men først Snorre anfører den fuldstændig. Odd vil, at Olav faar kristnet Viken ved at bortgifte 2 Søstre med Høvdingerne Torgeir og Hyrning; men da Sigvats Vers (Hsk. 230) omtaler, at Olav giftede sine to Søstre med Erling Skjalgssøn og Ragnvald Jarl, maatte Snorre anse det for sikkert, at han ikke giftede flere end to Søstre bort; han lader derfor Hyrning og Torgeir have ægtet Olavs Halvsøstre før Olavs Hjemkomst. Det er da ikke alene disse Svogre, men hele Olavs Frændestyrke, som Cap. 61. støtter Kristendommens Sag i Viken. - Jærtegnet med de tre hedenske Talere, som forstummede, hendte efter Odd paa Olavs 1ste Thing paa Moster, hvor man endnu paa Odds Tid viste den Sten, som Olav stod paa. Dette har imidlertid ikke hindret Snorre fra at henlægge denne Begivenhed til Rogaland (hvor ellers ingen Sagn om Kristendommens Indførelse omtales), fordi det var aldeles overflødigt at afholde Thing paa Moster, naar der alligevel skulde holdes Thing for Hordaland paa Gula. Forhandlingerne her fortælles som hos Odd, Snorre nævner endog den usikre Ölmod, Hørdakaares Søn; men da kun Snorre anser Astrid for Kong Trygves Datter (hos Odd er hun Lodins og Astrids Datter), kan kun han kjende til hendes Uvilje mod at ægte den utigne Erling Skjalgssøn; det vil siden sees, at Snorre har bevaret ogsaa andre ægte Sagn om Erling Skjalgsson og hans Æt. - Toget til Lade, hvor Olav nedbrød Hovet og tog Haakon Jarls Ring fra Hovdøren, nævnes ikke ellers; men da Snorre fra Odd vidste, at Olav fra Viken var kommen til Throndhjem, og at han sendte en saadan Ring til Sigrid Storraade (om Vinteren 997-98), maatte han knytte det ham fra et saadant Tog bekjendte Sagn hertil. Da Olav denne Vinter for sidste Gang opholdt sig længere Tid paa østlandet, indskyder Snorre her Beretningen om St. Olavs Fødsel; naar han skulde bringe Orden i den legendariske Sagas Beregning, at St. Olav ved sin Navnes - Olav Trygvessøns - Død var syv Aar gammel og ved sin Daab fem Aar gammel, maatte han nemlig henføre Daaben til omkring Aar 998. - Efter Mødet med Sigrid Storraade - det skildres som hos Odd, kun bedre fortalt - indskyder Snorre Beretningen om Seidmændene. For at faa denne Begivenhed med i Rækken af Olavs Bedrifter og tilskyndet ved at deres Formand Eyvind Kelda var Sønnesøn af Ragnvald Rettilbeine paa Hadeland, har Snorre henlagt Begivenheden til den nærmeste Kjøbstad (Tunsberg) og til Vaaren 998. Derfor henfører Snorre ogsaa Eyvinds Hevntog til Agvaldsnes til Paaskenat 998 , uagtet det efter Odd skulde være forefaldet om Julen. En væsentlig Forandring i Fortællingen om Eyvind er, at hos Odd Seidmanden Eyvind staar i Forbund med Odin, og at begge gjør Forsøg mod Olav samme Nat; men Snorre har anseet denne Forbindelse for uægte og har stillet Fortællingen om Odin paa en Plads for sig selv, saa at hver kjæmper i sin egen Sag. - Thrønderne omvendes hos Odd derved, at Kongen i Jule veitsle paa Lade tvinger Høvdingerne til at lade sig døbe ved at true dem med ellers at ofre dem til Guderne, senere holder han Frostathing, hvor de samme Høvdinger (især Jernskegge og Orm Lyrja) nøder ham til at love at møde ved Hovedblotet paa Mære; der kommer han ogsaa, lader Jernskegge dræbe og tvinger de høvdingløse Bønder til at lade sig døbe. Snorre har fundet det usammenhængende, at Høvdingerne først kristnes paa Lade og siden paa Frostathinget optræder mod Kongen; han har derfor forandret Ordenen og stiller Gildet paa Lade mellem Thinget og Blotfesten. Derved forklares ogsaa, at naar Jernskegge bliver dræbt paa Mære, falder Modstanden mod Kristendommen; thi de øvrige Høvdinger er imidlertid kristnede. Særegent for Snorres Fortælling er enkelte Høvdingsnavne: Kaar af Gryltøng, Aasbjørn af Varnés, Orm af Lyxa; Snorre har aabenbart stræbt efter at faa Tallet fuldt, men har dog maattet lade fem Fylkeshøvdinger uden Navn. Særegent for Snorre er ogsaa, at Olav som Bod for Jernskegges Drab efter Aftale med Frænderne ægter hans Datter Gudrun, men at hun vil dræbe ham om Bryllupsnatten og derpaa maa reise hjem. Snorres Tillæg, at Jernskegges Lig blev ført ud til Yrje "ok liggr hann nú i Skeggja- haugi á Austrátt", - viser atter, at Snorre her har optegnet et Lokalsagn, ligeoverfor hvilket han kunde forkaste Odds Beretning, at Gudrun var Olavs Frille, og at han efter Faderens Død sendte hende fra sig, hvorover hun fornærmes.

Allerede før har Snorre efter Odd omtalt Olavs første frugtesløse Forsøg mod Haalogaland; nu tager Olav atter fat med større Kraft og med større Held. Haareks Historie fortælles som hos Odd; derimod meddeler Snorre med samme Vidtløftighed Eyvind Kinnrivas Skjæbne, som Odd kun antyder. Kampen med Tore Hjort sættes i Forbindelse med Kampen med Raud den ramme i Godø, der svarer til Odds Hroald i Godø. Odds Sagn om Hjorten, der sprang nd af Tores Legeme og kjæmpede mod Vige, forandrer Snorre til, at Tore selv kjæmpede mod Vige. Dog har Snorre foruden Odd ogsaa havt Sagn om disse Kampe, thi Navnet Æauðr hinn rammi kan vel ikke være laant andenstedsfra; og Sagnet har bl. A. bevaret Mindet om Skibet "Ormen skamme", som Raud ejede, og om Rauds Dødsmaade, som fortælles afvigende fra Odd.

Afsnittet om Islændingerne er laant dels fra Odd, dels fra Are (Cap. 80) og Kristnisaga; Snorre har gjort selvstændigt Udvalg af dem. Han vidste, at Thangbrand og ligeledes Gissur hvite og Hjalte Skeggessøn kom til Norge Aar 999. Rigtignok fortalte Odd, at Islændingerne Kjartan og Hallfred m. fl. blev døbte i Julen kort før Thangbrands Ankomst fra Island; men ved Juletid gik ingen Skibsfart mellem Norge og Island, desuden maatte Kjartan og Hallfred være døbte før Thangbrands Ankomst; følgelig har Snorre efter Kristnisaga ladet Daaben foregaa ved Mikjalsmesse og tænkte sig saa Thangbrands Ankomst i October (999). Man har altsaa ikke Ret til at paastaa, at Snorre har sammenblandet Kjartans og Hallfreds Reise Aar 996 ved Hjaltes og Gissurs Reise 999; thi allerede Odd og Forf. af Kristnisaga ssetter disse Reiser samtidige og først de senere Sagaer (navnlig Laxdœlasaga) adskiller dem.

I Cap. 92 giver Snorre en klar Skildring af Olavs Personlighed, dels i Uddrag efter Odd, dels ifølge sin egen Opfatning af ham. Denne meddeler Snorre vistnok her, fordi han med de foreg. Kapitler har afsluttet Olavs Virksomhed for Kristendommen og saaledes kan stille hans Karakter i Forhold til denne hans Livsgjerning. De følgende Capitler (om K. Gudrød Eriksson og om Ormen lange) er kun kronologisk sideordnede som hørende til Aar 999; de afviger kun uvæsentlig fra Odd; alene Snorre nævner Ormens Bygmester ved Navn, delte er aabenbart dannet i Folkesagnet efter hans Handling (Skafhøggr af at "skaka", se Cap. 95).

Med Cap. 96 indledes de Begivenheder, som foraarsager Olavs Død. Snorre optager Traaden fra Cap. 56 og fortæller først om Olavs Hovedfiende Erik Jarls Skjæbne i Aarene 995- 1000. Snorre har havt liggende for sig Fagrskinnas Beretning herom (Cap. 83), men kun optaget, hvad der stemte med de ham bekjendte Viser af Eyjulvs Drapa. Dernæst vender Snorre sig til Svein Tjugeskegg og hans Giftermaal med Sigrid, den svenske Enkedronning. Dette Giftermaal indtræffer efter Snorres Ordning før Olavs med Tyre, før Høst 999 (man erindre, at Snorre har flyttet dette ét Aar frem i Tiden). Følgelig kan ikke Snorre følge den almindelige Fremstilling (Odd), som lader Sveins tidligere Dronning Gunhild faa istand Ægleskabet mellem Burislav og Tyre. Snorre maa først fortælle om Gunhilds Død, saa om Sveins Ægteskab med Sigrid, og han maa da lade Burislav selv fordre Giftermaalet med Tyre opfyldt (Cap. 99). Odd fortæller videre, al Tyre afholdt sig fra Mad og Drikke i ni Døgn, at saa K. Burisleiv lod hende reise, at hun drog med sin Fosterfader til Falster og sendte Bud til Olav, som da seilede derned og ægtede hende. Det er ikke underligt, at Snorre her foretrækker Fagrskinnas rimeligere Beretning, at hun efter syv Nætters Ophold blandt Venderne flygtede med sin Fosterfader til Danmark og derfra til Norge, hvor Olav ægter hende. Fremdeles efter Fagrskinna fortæller Snorre om Tyres Fordring til Olav, at han skulde kræve hendes Ejendomme af Burislav; men Snorre optager ogsaa, efter Odd, den nærmeste Anledning til Toget, Tyres ophidsende Ord om Kvanneroden, fordi den er karakteristisk for Olavs heftige Sind. Derimod forkaster han aldeles Odds Fortælling om Sigvaldes Sendefærd fra K. Svein til Olav for at lokke ham udenfor sit Rige til Forhandlinger om at indføre Kristendommen i Sverige. Dette Motiv for Olavs Reise er ogsaa aldeles overflødigt, naar allerede Tyres Ophidselser har drevet ham udenfor Riget. Derefter samler Snorre i Cap. 106 alle Bevæggrunde, som K. Svein og Sigrid kunde have til at vække Kamp mod Olav. Ogsaa hos Snorre er Sigvalde Deltager i Forbundet, dog væsentlig kun som svigefuld Veiviser for K. Olav ifølge den ligefremme Udtydning af Stevne’s Vise om Forræderen, som "lokkede Trygves Søn. Mandtallet paa "Ormen lange" er forsaavidt forskjelligt hos Odd og Snorre, som Odd derved alene nævner dem, der stod tilbage efter det første Angreb, men Snorre (vistnok rigtigere) nævner dem allerede ved Udreisen som de Mænd paa Ormen, hvorom Mindet var bevaret. Snorre har her vistnok kun benyttet Odd, og han har fordelt dem over Skibets tre Hoveddele (rausn, krapparúm, fyrirrúm) efter Antydninger hos Odd f. Ex. at Elv røde var Stavnbo, Einar Tambarskelve i Krapperummet o.s.v.); derfor kan Snorre ogsaa som Odd efter Orm Storolvssøn tilføie: "ok margir aðrir menn ágætir váru á Orminum, þótt vér kunnum eigi nefna". Odds Beretning om Slaget havde allerede Forf. af Fagr. omarbeidet i en Retning, som ligger Snorres nær. Denne har derfor i Regelen foretrukket Fagrskinnas Fremstilling (f. Ex. Olavs Spørgsmaal om Fienderne S. 210), uagtet han paa enkelte Steder end yderligere afsliber Stilen, f. Ex. Skildringen af Forbiseilingen (S. 208-09). Dog optager han ogsaa fra Odd Episoder, som var udeladte i Fagrskinna f. Ex. om Ulv røde S. 210, om Sverdeuddelingen S. 214, om Vendersnekken S. 216. Mod begge anvender han sin Kritik; han retter "Styrkaar af Gimse" (Odd, Fagrsk.) til Eindride af Gimse (S. 208), fordi denne maatte være med, hvor ogsaa hans Søn Einar var med, medens Rimelighed talte for at den gamle Styrkaar var død eller hjemme; og han indsætter efter et Vers af Tord Kolbeinssøn Hyrning istedetfor Ulv røde som den, der første Gang drev Erik Jarls Angreb tilbage. I det Hele benytter Snorre langt fuldstændigere end Forgjængerne de Skalder, som har besunget Slaget og kan derfor, ved disses Hjælp forkaste alle Sagn om Olavs Frelse fra Slaget (se Cap. 120). Kun et Sagn, om Einar Tambarskelve og hans Bueskud, kan antages at være tilflydt ham udenfor de skriftlige Kilder; dog har Snorre ogsaa her taget Hensyn til Odd ved om den anden Bueskytte at sige "er sumir (ɔ: Odd) nefna Finn, en sumir segja at hann væri flnnskr." Overalt hvor Snorre har forandret Odds snart svadsige, snart mirakuløse Beretning, kan det sees, at han har havt gode Grunde.

Den Fornedrelse, hvori Norge og Kongeslægten sank ved Olavs Død, skildrer Snorre i Slutningskapitlet, hvor Erik tager Ormen lange, og Norge deles mellem Seirherrerne og lægges i Skat til fremmede Magthavere, som holder sine beskikkede Jarler der. Tilstanden formildes kun ved disses Personlighed, som ellers kun kort omtales , da Snorre betragter Jarlene som illegitime Herskere og derfor ikke vier dem nogen særegen Saga.

Olafs Saga hins helga

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 18-28.

2. Fagrskinna Cap. 83-125.

3. Styrmes Olavssaga (i Uddrag, Christiania 1849).

4. Jarlasögur.

5. Are frodes íslendingabók.

(6.Morkinskinna og Haakon Ivarssøns Saga.)

Baade i videnskabelig og i kunstnerisk Henseende er Olav den helliges Saga Snorres Mesterværk. Ingensteds fremtræder hans Samlerevne og Kritik stærkere, ingensteds hans ordnende Sans og Fremstillingsevne med større Sikkerhed, man kan tilføie, ingensteds er Sandheds og Rets Seier gjennem Historien stærkere haandhævet. Sagaen er saaledes det klareste Billede paa, hvor langt den norrøne. Historieskrivning naaetde, den viser baade dens Fortrin og dens Begrændsning.

Snorres Opfatning af Olav den hellige er overmaade forskjellig fra hans Forgjængeres. Forf. af Aagrip tager sit Udgangspunkt fra Jarlene, som lod Kristendommen forfalde; for at forebygge dette sendte Gud til Landet K. Olav, som da endnu tænkte blot paa verdslige Seire, men siden blev en Kristi Stridsmand og ved sin Fasthed i Troen fik evig Salighed og Hellighed. Om hans Virksomhed fremhæves derfor, at han "styrkede sit Rige med Kristendom og alle gode Sæder", og Grunden til hans Ulykke var, at "mange anfaldt ham baade indenlands og udenlands, allermest for Kristendommens Skyld, som han paabød. Endnu mere religiøs-præstelig er Styrmes Betragtningsmaade, hos hvem Olav ligefra Fødselen er underfuldt begavet og underfuldt understøttet af Gud; hans Liv er en Række af Jærtegn og gode Gjerninger; hans Fjender er enten Kristi Modstandere eller Olavs avindsyge Misundere; det kan da ikke vække Forundring, at han ogsaa efter sin Død virker gjennem Jærtegn. - I Modsætning hertil har Fork, af Fagrskinna, skjønt Styrmes Bog har været hans Hovedkilde, fremhævet Olavs verdslige store Egenskaber. Han kjender kun den tapre Kongesøn og Viking, som ved heldige Krige vinder Landet fra sin Slægts Fiender, tvinger Folket til Kristendommen, hævder sin Myndighed baade mod ydre og indre Fiender, ved Strænghed i Revselse og Retfærdighed mod ringe og mægtige driver sine indre Fiender til Had og Forræderi; disses Forbindelse med den danske Konge tvinger Olav til Flugt, men han kommer tilbage og falder mod Overmagten. Uagtet han saaledes skildres nærmest som den myndige, men strengt retfærdige Konge, sker der dog efter hans Død Jærtegn baade ved hans Blod og hans Legeme, ligesom han ogsaa paa underfuld Maade hjælper sin Søn og sin Broder. Det Særegne ved Snorres Opfatning er, at han har samlet sine Forgjængeres ensidige Opfatninger til et nyt og helt Karakterbillede af psychologisk Sandhed. Den forener den energiske Kriger, den troende Stridsmand for Kristendommen, den ivrige og ofte hensynsløse Kjæmper for Fred og lovlig Orden og endelig Martyren, der lider for det Had, hans stærke Arbeide har vakt, og falder kjæmpende for sin Ret, men gjennem Døden vinder Seir for sin Sag og gjennem sin Hellighed et evigt Kongedømme.

Allerede i Olav Trygvessøns Historie sigter Snorre paa Olav den hellige: han lader ham fødes samme Aar som Olav Trygvessøn bliver Konge (995) og siden døbes af ham (998). Ogsaa senere er der en mystisk Forbindelse mellem begge Olaver, idet Olav Trygvessøn gjennem Syner har afgjørende Indflydelse paa Olav Haraldsson i to kritiske øieblik i hans Liv.

Det første fremtrædende Træk hos Olav er, at han allerede som Barn "vildi fyrir vera öllum öðrum"; som tolvaars Gut begynder han sin Færd som Søkonge og udmærker sig allerede da ved Krigerdygtighed og Klogskab. Her byder et Syn ham "at fare til sin Odel, fordi han skulde være Konge i Norge til evig Tid", og i Tillid til Synet farer han hjemad. Veien var banet for ham hjemme, idet hans farligste Modstander Erik Jarl var død i England og hans Søn Haakon et Barn, som det var Olav en let Sag at overraske. Olav knytter derpaa den naturlige Alliance med de beslægtede Smaakonger paa Oplandene, der gjerne vilde være fri for fremmed Overherredømme, og med Folket paa Oplandene ved Løfte om at værge Landet mod udenlandske Hære og Høvdinger. Støttet til disse seirer han i den afgjørende Kamp med Svein Jarl og bliver erkjendt over hele Landet som Konge (Cap. 54). Endnu er der intet væsentligt Træk, som adskiller Olaf fra andre dygtige og af Gud(erne) beskyttede Konger, medens dog allerede her Snorres Skildring adskiller sig fra Styrmes ved sin historiske Karakter og fra Fagrskinnas ved sin bredere og personligere Behandling. Men netop fra Olavs Regjeringstiltrædelse udvikles hos Snorre hans Personlighed i forskjellige Retninger af kraftig og myndig Virksomhed ligeoverfor Kristendommen (Hovedsagen hos Styrme), ligeoverfor Lovenes Forbedring og Overholdelse, især i Forholdet til Stormændene (Hovedsagen i Fagrskinna), ligesom ogsaa hans Foretagsomhed ytrer sig i at forsvare og befæste Riget mod fremmede Magthavere og i at fremme Kongemagtens Anseelse mod de stridige Stormænd. Det er denne kampdygtige Karakter, Snorre skildrer, først gjennem Striden med Svenskekongen, som ender med, at Norge erkjendes som uafhængigt Rige og indgaar i selvstændigt Forbund med Sverige (Cap. 97), samtidig Kampen mod Oplændingekongerne, endt med disses Afsættelse og Olavs Enekongedømme (Cap. 74), saa Forhandlingerne smed Orknøjarlerne, endt med disses Underkastelse (Cap. 109), saa Kristendomspaabudet i Throndhjem og paa Oplandene (Cap. 113-20), saa Striden med Erling Skjalgssøn og det derpaa følgende Fiendskab med Nordlændingerne, saa Forsøgene mod Island og Færøerne og endelig Olavs Svar til K. Knuts Fordring paa Lénshøihed. Naar denne Fordring er fremkommet, kan Olav efter denne sin Karakter ikke roligt oppebie Knuts Angreb: han styrker Forbundet med Svenskekongen og gjør med ham Anfald paa Danmark; men Knut er dem for mægtig, selv det heldige Overfald ved Helgeraa kan ikke hjælpe, Olav maa efterlade sine Skibe i Sverige og drage hjem tillands. Knut vinder derpaa for sig alle Olavs hemmelige og aabenbare Fiender i Hjemmet ved Guld og fagre Løfter om at fremme deres egennyttige Formaal, kommer til Norge og bliver taget til Konge i Kystlandene, medens Olaf uden Skibe maa - mod sin Vilje - ligge uvirksom paa Oplandene. Saasnart han har hentet sine Skibe, gjør han et Forsøg paa atter at vinde Landet, er heldig mod Erling Skjalgssøn, men maa for Overmagten flygte til Oplandene og derfra ud af Landet; han drager bort med det sikkre Haab, at hans retfærdige Sag ikke er tabt for bestandig og at Knuts Slægt ikke vil have Lykke i Norge (Cap. 190). Her gjør Snorre udtrykkelig opmærksom paa, at Grundene til Opstanden mod Olav ikke var hans Haardhed, men hans Vaagen over Fred, Orden og Retfærdighed, især ligeoverfor Stormændene, paa hvis Selvraadighed han lagde Baand: "Var þat upphaf til þeirar uppreistar, er landsmenn gerðu í móti Ólafi konungi, at þeir þoldu honum eig i réttendi; en hann vildi heldr lata af tigninni en af réttdæminuni". Naar han er kommen til Gardarike, taber han ikke Tilliden til sin Sags Retfærdighed, skjønt han i Stilhed har megen Strid i sit Sind og er nedbøiet i Selvbetragtning, men henskyder sin Sag til Gud, at han skal afgjøre, om han skal vende hjem til Norge eller modtage Rige i Rusland eller gaa i Kloster. Da saa Olav Trygvessøn i et Syn byder ham at fare tilbage til sit Rige - "því at guð mun þér bera vitni, at þat er þín eiga" - saa hærder han sin Hu og gjør sig rede til at drage hjem. Beslutningen har styrket ham: paa Hjemveien er han "jafnan glaðr ok margmálugr við menn sína i ferdinni, ok gladdi svá allaþá, er nær honum váru"; hans Sind er vendt til Mildhed og Kjærlighed: han byder at spare de oprørske Bonders Gaarde, da det nu kun er mod ham, de bryder sin Troskab; han giver Sjælemesser for dem, som skal falde mod ham, og i Troen paa sin Sag afskediger han alle Hedninger og haaber, at de, som falder i Kampen for ham, vil frelses allesammen. Derfor kan Snorre i Slutningen af Olavs Liv optage Træk af den Hellighed, som ellers først viser sig efter hans Død: han har Syner, helbreder Syge og udtaler Spaadomme, som alle gaar i Opfyldelse. - Da Olav nu falder, og hans Hær slaaets, slutter ingenlunde Sagaen; thi her er netop Vendepunktet, her begynder Seiren. Straffen kommer strax over Thrønderne, thi Danerne bliver ganske Herrer i Landet og indfører Love, som er meget haardere end Olavs og mere krænkende for Nationalfølelsen. Og snart vender Stemningen sig til Olav; man erkjender nu hans Sag som retfærdig, ham selv som hellig, tror paa alle Jærtegn af ham og tilsidst dømmer Folket ham hellig og skrinlægger ham med stor Høitidelighed. Deretter slutter Snorre Sagaen med disse Ord: "Nú er sagðr nökkurr hlutr sögu Ólafs konungs, frá nökkurum tiðindum þeim, er gerðust, meðan hann réð Noregi, ok svá frá falli hans ok því er helgi hans kom upp"; men Forf. tilføier, at til Sagaen hører egentlig ogsaa alle hans Jærtegn efter Døden, skjønt han har foretrukket at fortælle disse efter Tidsfølgen.

De sidste Capitler i Sagaen (261-65) danner et Slags Epilog og Overgang til Magnus’Saga; de fortæller den umiddelbare Følge af Erkjendelsen af hans Hellighed: heie Folket forlader den udenlandske Konge, og Olavs Fjender forener sig med hans Venner om Olavs Søn og henter ham tilbage til Landet.

Næst efter Olav selv mærker vi os den dygtige Behandling, som alle Bipersoner i Sagaen har været Gjenstand for. Vi gjør først Bekjendtskab med den storsindede Aasta, hvis Karaktermærke Olav har arvet, den fredsommelige og forsigtige Storbonde Kong Sigurd Syr (Cap. 30-33), den kloge og beregnende K. Rørek og hans svage, men velsindede Broder K. Ring, som begge siden falder fra Olav og lider Straf, hver efter sin Optræden. Dernæst fremtræder Einar Tambarskelve og Erling Skjalgssøn. Hin er en stor Krigsmand og Jarleættens noget egoistiske Tilhænger, der forliger sig med K. Olav efter Svein Jarls Død, atter falder fra, da Haakon Jarl faar Magten, og efter dennes Død vil arve ham, men da Haabet herom glipper, holder sig udenfor Striden mod Olav og siden stiller sig i Spidsen for Bevægelsen mod Danevældet (Cap. 255 ff.). Erling derimod tragter kun efter Uafhængighed som "Rygekonge", og da Olav her træder ham i Veien, slutter han sig til K. Knut og falder i Kamp mod Olav. Saa møder os en Række af Olavs Tilhængere, alle forskjellig tegnede; først maa nævnes Arnessønnerne: den hidsige og haarde, men trofaste Finn, den mere sindige Torberg, den af sine Brødre afhængige Arne og den egennyttige Kalv. Forskjellen mellem Brødrene fremhæves allerede i "Steins Saga" (Cap. 148), og end stærkere bliver den, da de øvrige Brødre følger Kongen i Landflyglighed, men Kalv forlader ham, sværger Fjenden Troskab for at beholde sine Lén og kjæmper mod sin Velgjører for at vinde Jarledømme, men siden, da han skufles, alligevel stiller sig i Spidsen for det nationale Parti, der kjæmper for Olavs Søn. En Modsætning til Kalvs Egennytte (Cap. 191) har Snorre fremstillet i Cap. 196 (om Bjørn Stallare), thi Bjørn falder for en lignende Svaghed, Gjerrighed, men han reiser sig igjen og bøder sin Feil ved at følge Olav til begges Dødsdag. Ligesaa individuelt har Snorre skildret Haarek af Tjotta, Aasmund Grankelssøn, Tore Hund og Olavs Skalder Tormod og Sigvat. Ogsaa Olavs Hovedfiende K. Knut har Snorre fremstillet klart ligeoverfor Begivenhederne i Norge. Han har naturligvis forkastet den legendariske Betragtning, at Knut som Olav stræbte efter Hellighed og af Misundelse optraadte mod Olav, uagtet denne i sin Tid havde hjulpet ham til Englands Kongestol. Snorre har fundet K. Knuts rette Karaktermærke i hans Erobringslyst, som drev ham til at tilegne sig alle Lande, han havde Skin af Krav paa, og gjorde ham ligegyldig for Midlerne hertil. Ved at fremhæve den midlertidige Seir ved underfundige Midler og det endelige Tab aabenbarer Snorre det umoralske i Knuts Stræben, ligesom han i St. Olavs endelige Seir hævder, at Retten var paa hans Side.

Ordningen af Begivenhederne er ogsaa i Olavs Saga den synkronistiske. Han følger Tidsregningen Aar for Aar, men samler Begivenhederne i Grupper efter det Tidspunkt, hvortil de væsentlig hører. Det har derfor været Snorre en Hovedsag at ordne Tidsregningen, saameget mere som Kilderne her var dels uenige, dels selvmodsigende. Aagrip regner, at Erik Jarl herskede 12 Aar (1000-1012), Erik og Haakon tilsammen 14 Aar (1000-1014), at Olav "bar Kongenavn" 15 Aar og døde 1029, "halffertugr at aldri" (altsaa født 994), og at han flygtede fra Landet i sit Kongedømmes 14de Aar (altsaa Vinteren 1027-28). Are frode har ogsaa ladet Erik og Haakon herske 14 Aar (1000-1014), men han sætter Olavs Flugt til hans 15de Aar (1028-29), hans Død til 1030 og altsaa hans Fødsel til 995, hvilke Aarstal Snorre følger. Styrme er mere usikker: han regner Olavs Fødsel samtidig med Svein Jarls Flugt fra Landet efter Haakon Jarls Død (993 el. 995?), sætter hans Daab ved Olav Trygvessøn til hans 5te Aar (998 el. 1000?) og Olav Trygvessøns Død til hans 7de Aar (1000 eller 1002?); videre sætter han Svein Tjugeskeggs Død til Olavs 18de Aar, 6 Aar efter Olav Trygvessøns Død (1006 el. 1008?), lader Adalraad igjenindsættes i Olavs 13de eller 14de Aar, lader Knut angribe England 3 Aar efter K. Sveins Død (1009 el. 1011) og være Konge i 24 Aar (1009 - 33 el. 1011-35) og lader Olaf blive Konge 20 Aar gammel (1013 el. 1015); men desuagtet optager han efter Aagrip, at Olav døde 1029 efter 15 Aars Regjering (fra 1014!), 35 Aar gammel (f. 994!). Her er to Feil, at Olav Trygvessøn regjerer i 7 Aar istedetfor i 5 Aar (995-1000), og at Styrme Illsint har optaget Aagrips Beregning, uagtet den ikke passer. Snorre har altsaa flyttet Olav den helliges Fødsel og Daab 2 Aar tilbage (til 995 og 998), men har ladet K. Sveins Død i Olavs 13de Aar (1008) blive staaende, da Knuts Dødsaar 1035 var sikret og sattes 27 Aar efter K. Sveins Død. Snorre har saaledes faaet disse faste Aarstal: K. Sveins Død 1008, Knuts Englandstog 1011, Eriks Englandsreise 1012, Olavs Hjemkomst 1014, hans Flugt fra Landet 1028-29 og Død 1030. Om disse Hovedpunkter har han grupperet Begivenhederne; dog har han ogsaa havt nærmere Tidsangivelser fra Are frode, hvis nøie Kjendskab til St. Olavs Historie han udtrykkelig fremhæver; deraf alene kan man forklare sig, at f. Ex. Ingegerds Ægteskab med Jaroslav (1019) og Helgeaaslaget (1027) netop ansættes til de Aar, hvortil de ifølge fremmede Kilder maa sættes. Imidlertid har der vistnok ogsaa her som ellers været levnet Snorre Rum til Vilkaarlighed.

Sagnet om Harald Grenskes Død og Olavs Fødsel, som Cap. 1-26. Snorre efter Tidsordningen har indskudt i Olav Trygvessøns Saga, er nærmest laant fra d. leg. Saga, men Snorre har udeladt den der stedfindende Forbindelse med den gamle "Landvætte" Olav Geirstadalv, som skulde være gjenfødt i St. Olav og ved sit Belte hjalp Aasta til at forløses med denne. Fremdeles har Snorre fundet det urigtig at skildre den "storsindede" Sigrid som vellystig ("bauð sik sofa hjá honum um nóttina"); han antager derfor, at hun som "forspá um marga hluti" aner Olavs tilkommende Storhed og derfor gjerne vil være Olavs Moder. Snorre lader ogsaa Rane følge Harald paa hans sidste Reise, føre hans Skibe hjem og melde Aasta hans Død, medens d. leg. Saga imidlertid lader Rane udgrave Olav Geirstadalvs Haug, tage hans Ring, Belte og Sverd, forløse Aasta og frelse Olav fra at udsættes ved at vise hans Morfader det Lys, som skinnede over ham. Snorre lader videre Aasta - ifølge sin Karakter - ved Efterretningen om Haralds Død blive mere fornærmet over hans Utroskab end sorgfuld over hans Død, lader hende "brátt eptir fall Haralds" gifte sig igjen med Sigurd Syr og forkaster saaledes Beretningen, at hun først gjorde dette i Olavs 6te Aar og tog ham paa Raad. Det eneste Sagn, Snorre har beholdt om Olavs Barndom, er om Bukken, som han sadlede for sin Stedfader; men Snorre udelader de ubehøvlede Ord, som Olav efter Styrme skulde have udtalt - at Sigurd var blandt andre Konger som Bukken blandt andre "Ridderhester" -, og han lader - rigtigere - Sigurd i Handlingen se en Ytring af Olavs allerede da vaagnede Uafhængighedsstræben (Cap. 2). Med Olavs Udfærd i Viking (Cap. 3) begynder Skaldene, især Ottar og Sigvat, at kvæde om Olav; Snorre retter Forgjængerens Vildfarelser efter sin bedre Kjendskab til hine. Sótenés, hvor den første Kamp staar, ligger ikke i Viken, men (efter Ottar) i Sviaskjærene, og Snorre reducerer (efter Sigvat) denne Seir betydeligt (Cap. 5). Til denne Begivenhed knytter Snorre Sagnet om Olavs Ophold i Mælaren, da det var den eneste Udvei til at redde delte for Historien. Ved at optage Svenskernes afvigende Fortælling, som ser mere historisk ud, slipper han fra Legenden om Jorden, som aabner sig for Olavs Bønner. I det følgende henfører Snorre efter Fagrskinna Balagardssida til Finnland istedetfor til Sjæland og "Suðrvík" til Danmark, ikke til England. Styrme fortæller om Englandstoget, at Olav hjalp K. Knut til at vinde Londons Broer, og knytter hertil en "Flokk", digtet af Olav. Denne Etterretning har allerede Forf. af Fagr. forkastet, men ved at sammenstille Sigvals Vers om Londons Broer (Aar 1009) med Ottars Vers om Adalraads Tiibagekomst ved Olavs Hjælp (Aar 1014), har han fundet ud, at Adalraad og Olav i Forening har angrebet de danske Vikinger i London. Denne Forklaring, som ikke stod i Strid med noget, Snorre bekjendt, Sagn, maatte Snorre anerkjende og har derefter rettet Sagnet om Londons Broer. Men alle de følgende legendariske Sagn hos Styrme, som ikke støtter sig til Skalde, bar Snorre ligesom Forf. af Fagr. udeladt: om Olavs Enekamp mod en hel Hær, om Margygren i Karlsaa, om Olavs Løfte at ophøre med Vikingefærd, hvis han frelses fra en stor Hær, og Spaadommen om hans Hellighed. Derimod har Snorre som Fagrskinna beholdt Sagnet om Drømmen, som bevægede Olav til at drage hjem, og Snorre giver at forstaa, at det var Olav Trygvessøn, som aabenbarede sig for sin Navne. - Olavs Vesterhavstog afslutter Snorre med hans Vinterophold i "Signa", hvor han havde Fredland. Snorre er ene om at forklare dette Cap. 19. af, at han da opholdt sig hos Jarlerne i Normandi, "som altid var Nordmændenes store Venner" , hvilken Antagelse iøvrigt er rigtig. Derimod er det urigtig, naar han lader Rane (Vaaren 1014) fare forud til England i den afdøde K. Adalraads Sønners Ærinde; thi K. Adalraad døde først April 1016, og da var Olav i Norge; men Snorre regner jo, at Adalraad døde 1012, og det var da naturligt for Snorre at antage, at Olav, som før havde kjæmpet for Adalraad, i Kampen ved "Jungufurða" kjæmpede for hans Sønner. Forud for Olavs Afreise fra Normandi indskyder Snorre en kort Karakteristik af Einar Tambarskelve, Erling Skjalgssøn og Erik Jarl: til Skildringen af Einar har han benyttet Haakon Ivarssøns Saga, Erling fremstiller han dels efter Styrme, dels efter Vers, dels efter selvstændige Sagn, og om Forholdet til Jarlene og Erik Jarls Kampe i England benytter han Fagrskinna og Tord Kolbeinssøns Viser.

Sammenstødet med Haakon Jarl har Snorre fremstillet mere efter Fagrskinna end efter Styrme, idet han med den første har udeladt de to Spaadomme og iøvrigt forkorter paa samme Maade Samtalerne mellem Haakon og Olav. At Haakon kom "með skeið skipaðri", ikke med ett Langskib og én Skude (Tjodrek, Aagrip, Styrme), skyldes ogsaa Fagrskinna, som her rigtignok støtter sig til et Vers af Ottar. Derimod kjendes intet Forbillede til Snorres Skildring af Mødet med Sigurd Syr og Aasta. Hvis der her ikke udtrykkelig henvistes til Sagn ("svá er sagt um bunað hans"), og ikke ogsaa Styrme omtalte Gildet som bekjendt ("hævir su veret æin kallað skarulegazt væizla i Norege"), kunde man tro, at Snorre ganske paa Frihaand havde udkastet Billedet af den fredsommelige Smaakonge og hans storsindede Hustru; ialfald er det aabenbart, at ikke alene Talerne er udarbeidede af Snorre selv, men at ogsaa Skildringen er bleven paatrykt sit egentlige Stempel af ham. Vintertoget i Thrøndelagen fortæller Snorre efter Fagrskinna; dog omtaler han, efter Folkesagn, flere Enkeltheder, især om Opreisen (Cap. 36. 38.) og Opholdet i Nidaros (dels efter Sigvats Viser). Til Slaget ved Nesje har Snorre bedre end Forgjængerne benyttet Sigvats Nesjeviser. Han forkaster derfor Styrmes Beretning, at Olav bad Svein Jarl ikke at kjæmpe Palmesøndag; thi efter Sigvat udgik Angrebet fra Olav. Han benegter ogsaa, at Olav havde flere Folk end Svein, uagtet Styrme hertil citerer et Vers af Sigvat; thi Snorre har ogsaa et Vers af Sigvat for sin Paastand. Einars Bueskydning, da han raabte til Svein "Noregr or hendi (-) þér", kunde Snorre ikke henføre hid, allerede fordi Svein ikke var Herre over Norge. Sigurd Syrs Raad efter Slaget har Snorre omarbeidet, fordi det hos Styrme ogsaa her spaaets Olav, at han skal blive "hinn helgasti maðr ok munu vér þa miok þín þurva". Allerede Forf. af Fagr. har bortskaaret Haarek af Thjotta og Kalv Arnessøn fra Skildringen af Nesjeslaget, og Snorre kunde ikke andet end godtende dette, thi ialfald om Kalv vidste han, at han først i Olavs Tid vandt sin Anseelse.

Ogsaa Forholdene til Sviakongen og Oplandskongerne har Snorre kjendt bedre end Forgjængerne. Sviakongens Skattekrævere i Thrøndelagen maatte Olav træffe, før han drog sydover til Viken, følgelig maatte Snorre lade Olav opholde sig nordenfjelds den første Vinter efter Nesjeslaget. Derfor beskriver Snorre allerede her Olavs Levevis og hans Virksomhed i Throndhjem, navnlig angaaende Lovene (Cap. 56). Kongens første Ophold i Viken begynder saaledes Aar 1016, ikke Aaret før, som Forf. af Fagr. mente. Til Grænsekrigen med Svenskerne (Cap. 59-62) kjendes ingen skriftlige Kilder; vi kan derfor her ikke vide, hvor stærk en Bearbeidelse Snorre har ladet Sagnene undergaa. Beskrivelsen af Sarpsborg er topografisk nøiagtig, og skriver sig vel fra Snorres Ophold i disse Egne Aar 1218-192). Forhandlingerne med Svenskekongen ("Friðgerðarsaga") har faaett Indskud fra Fortællingen om Oplandskongerne, fordi deres Oprør og Straf, som indtraf samtidig, havde Indflydelse paa de svenske Begivenheder og derfor maatte fortælles før disses Afslutning. Fortællingen om Hjalles Reise synes at hvile paa en bedre Fremstilling af Hjaltes egen Fortælling; dog kan den ogsaa tænkes som en Omarbeidelse af Styrmes Fortælling om samme; hertil har Snorre knyttet Viser af Sigvat, som var Bjørns og Hjaltes Følgesvend (Cap. 70). Snorre skildrer Svenskekongen som kraftløs og daadløs, men stortalende og overmodig og stiller ham derved i Modsætning til Bøndernes kraftige Talsmand, Torgny. Om denne Torgny har der været Sagn paa Island, og Snorre har vistnok benyttet sit Kjendskab til samtidige svenske Forhold til levende at skildre hans og Thingbøndernes Optræden mod Kongen. At Sagnet om Torgny ikke er ligefrem overleveret af Snorre, sees deraf, at Torgny (ligesom Svenskekongen) i sine Taler netop kjender saa meget til den ældre svenske Historie, som Snorre kjendte f. Ex. om svenske Konger i 10de Aarh.; det eneste Træk, som synes overleveret, er Sagnet om de 5 Konger, som Folket styrtede ned i en Brønd paa "Mulathing"; men selv dette Sagn kan Snorre paa egen Haand have sat ind paa passende Sted i Torgnys Tale. - De følgende Forhandlinger støtter sig dels til Sigvats Viser (Cap. 92), dels til Forgjængerne, som dog er vilkaarlig behandlede. Snorre har saaledes hverken villet tro Styrrne, at Astrid friede selv til Olav, og at den svenske Dronning var vendisk, eller‘Fagrskinna, at Svenskekongen, da han nægtede ham sin ægte Datter, selv tilbød ham sin Frilledatter. Beretningen om Svenskernes Oprør ("Saga Emundar lögmanns") støtter sig til temmelig forvanskede Sagn; thi de har glemt den sande Grund til Oprøret (Kongens Kristendom), og Spaadommen om Gøternes Ophøielse over Sviarne er desuden aabenbart kommet til efter Steinkelsættens Ophøielse ved Aar 1056. Beretningen har Snorre ikke ligefrem laant fra Sverige; thi Svenskekongen dømmer efter norsk Ret. Sagnet har altsaa gjennemgaaet enten en norsk eller islandsk Bearbeidelse. Da et enkelt Sagntræk udtrykkelig siges laant fra Islændingen Torstein frode, er kanske den islandske Bearbeidelse sandsynligst.

Om Oplandskongerne fortæller Styrrne, at Olav den første Vinter (før Nesjeslaget) "a æinum morne milli rismala oc dagmala" tog tilfange 11 Konger eller kongebaarne Mænd. og citerer til Støtte herfor et Vers af Sigvat. Selv Odd og Fagrskinna regner 9 Konger, den sidste henfører Begivenheden til Vinteren efter Nesjeslaget. Men Snorre indskrænker efter Ottar Tallet til, og ved Siden af Ottar har han havt Adgang til Sagn om Ketil Kalv paa Ringenés, om Farmanden Toraren Nevjulvssøn og om K. Rørek; fra de to sidste er Sagnet kommet til Island og nedarvet til Snorres Tid. Tidspunktet for denne Begivenhed har Snorre tiltrods for Forgjængeres Vidnesbyrd henlagt til 1017, fordi Olav 1015-16 havde opholdt sig nordenfjelds og den følgende Vinter (1016-17) været beskjæftiget i Viken.

Cap. 99-109 er dels Uddrag, dels Afskrift af Jarlesagaen, og til Bestyrkelse er optaget et Vers af Ottar svarte fra Styrme. Begyndelsen afviger noget fra Snorres egen Fortælling om Torveinar. Snorre har altsaa paa Grund af K. Olavs Odelskrav fundet det rigtigt at fremhæve, at K. Harald haarfagre havde tilegnet sig Odelen i øerne, og at saaledes Olavs Arvefordring var berettiget, medens Snorre tidligere lader Torveinar kjøbe Odelen. Skjønt disse Begivenheder strækker sig over to Aar (1019-21), fortælles de sammenhængende uden at indskydes i den øvrige Fortælling. Derefter optager Snorre atter Traaden fra Aar 1019 og lader Olav komme i nærmere Forhold til flere af de nordenfjeldske Bondehøvdinger: Haarek af Thjotta, Tore Hund, Ölve paa Egg, Arne i Giske og hans Sønner og Einar Tambarskelve. Disse Snorres Optegnelser, som iøvrigt bærer samme Præg af Gjennemarbeidelse som Hovedfortællingen, synes at være mere paalidelige end de korte Notitser, vi kjender andetstedsfra (f. Ex. hos Styrme, hvor Ölve paa Egg forvexles med Sønnen Grjotgard. Det er før nævnt, at disse Fortællinger kan Snorre have hentet fra sine Forbindelser ved Skule Jarls Cap. 117- Hird. - Fortællingen om Dalegudbrand slutter sig mere end noget andet i Olavs Saga til Styrme ; men Snorre har med mærkelig kritisk Blik opdaget, at hos Styrme Sagnet om Dalegudbrand, hvor Olav omtales at have omvendt Lom, hører sammen med Sagnet om Olavs Ophold i Lom og Lesje paa Flugten til Sverige, hvor Loms Omvendelse virkelig foregaar; derfor har han med faa Forandringer stillet denne sidste Fortælling foran Fortællingen om Dalegudbrand. Han behøvede kun, da Gudbrandsdalen først ved denne Leilighed kristnedes, at rette "hverfa aptr til kristni" overalt til at "taka við kristni" (S. 342). - Fortsættelsen om Hedemarkens, Hadafylkes og Raumarikes Omvendelse hviler ogsaa paa Styrmes Bog, men er omskreven i Snorres Stil; en Levning fra Styrmes Bog er: "Raumar frágu, at Ólafr bjóst upp þannug" S. 348 (uagtet Olav kommer fra Ringerike, ikke neden fra Søen), idet Snorre har udeladt Mellemstationen Oslo, som ikke var til paa Olavs Tid; hos Styrme læser vi nemlig: "þaðan for hann til Osloar oc var þar nokcorar nætr. Nu frago Raumar, at Olafr konungr bjozc upp þangat". Resten af Capitlet (120) om Ottar svarte, Svenskekongens Død og Heidsævisthing har Snorre knyttet til, han har derved forkastet Fortællingen om Ottars Unaade hos Kongen og hans "mansöngsdrápa" til Dronning Astrid. - Fortællingen Cap. 123 om Kongens Strid med Erling Skjalgssøn og Asbjørn Selsbane er en Bearbeidelse af Styrmes, men medens denne afbryder med "marga luti aðra alto þæir saman i viðrskiptum", har Snorre ført Sagnene til Afslutning ved at knytte dem sammen med Sagn om Aasmund Grankelssøn, Haarek af Thjotta og Tore Hund, de før omtalte nordlandske Sagn. Endnu tydeligere er Sagnet om Haugene, hvor Norges Konger ikke maa komme, et Lokalsagn fra Vors og knyttet til Beretningen om Kristendommens Indførelse der og i Valders (Cap. 129).

Ligesom Forholdet til Orknøerne saaledes omtaler Snorre ogsaa Olavs Forhold til Færøerne og Island; han behandler disse, ikke alene fordi Kongens Karakter her atter viser sig i det dobbelte Skjær af Herskesyge og Kristendomsiver, men hvad Island angaaer, fordi han her atter havde et Forsøg mod Islands Frihed at omtale, og endelig fordi disse Forhandlinger gjennem de tilbageholdte Gisler kavde Indflydelse paa Kongens senere Skjæbne (se især Steins Saga). Alt hvad der fortælles om Færøerne er laant fra "Færeyingasaga" (Cap. 136. 145. 152. 153), maaske med Undtagelse af Tilknytningen til samtidige Begivenheder; men Forhandlingerne med Island kjendes ikke andenstedsfra, og det er da rimelig, at Snorre har skildret med mere Frihed og f. Ex. lagt sine Tanker i Einar Tveræings Mund (S. 370-371.)

Forud for Forhandlingerne med K. Knut, hvis Fordring paa Norge efter Styrme hensættes til Olavs 11te Aar (1025), indskyder Snorre som Indledning til den store Kamp mellem Knytlinger og Ynglinger en Forklaring over, hvilke Fordringer K. Knut havde paa Norge, hvorfor han ikke før havde fremsat dem, og hvorledes han havde forberedt sig Veien ved Gavmildhed mod alle Nordmænd, som kom til ham. Knuts Krav og Olavs Svar har Snorre fremsat efter sin egen Opfatning af begge (Cap. 140); thi Styrmes Fortælling om de 3 Thing, hvor Knut blev dømt uberettiget til Norge, kunde ikke tilfredsstille ham. - Underhandlingerne mellem K. Olav og K. Anund omtales i de utrykte Fragmenter af d. leg. Saga, hvor de sammenblandes med Toget i 1027; ligeledes henføres hos Styrme K. Knuts Gesandtskab til K. Anund til Aar 1027; Snorre har følt Urigtigheden af begge Dele og henlagt dem til den Tid, da Fiendtlighederne endnu ikke var begyndte, men forestod (Cap. 142. 144.).

For Tiden 1027-30 var Styrmes Bog bleven underkastet en gjennemgaaende Kritik i Fagrskinna, og Snorre kunde saaledes i det væsentlige følge dennes rigtige Ordning af Begivenhederne; men da Fagrskinna som sædvanlig kun giver et Udtog af disse, blev det Snorres Opgave at give en fyldig og levende Fremstilling. Det er heller ikke til nogen Del af Olavs Historie, at Snorre bringer flere nye og overraskende Oplysninger, end til denne. Saaledes har Snorre givet Felttoget i 1027 et nyt Udseende ved til Helgeaaslaget ikke alene at knytte Sagnet om Egil Hallssøn og Tove, hos Styrme en Jærtegnshistorie, men ogsaa Ulv Jarls Historie og Død, som f. Ex. Fork, af Fagr. sætter til Tiden efter 1030. - Om selve Kampen mellem Knut og Olav har Snorre samlet ikke alene de spredte Oplysninger hos Styrme, men ogsaa alle Viser. Dem har han ogsaa benyttet til at skildre Olavs Vinterophold 1027-28, som Snorre mod Styrme og Fagrskinna henlægger til Sarpsborg, fordi Olav ikke, som disse vilde, kunde opholde sig i Nidaros om Vaaren 1028, da Knut kom did, og han desuden havde Sagn om Olavs Ophold paa østlandet ved den Tid, da Folket faldt fra. Snorre meddeler nemlig her en liden Sagnrække om Raud og hans Sønner, om Tord og Grjotgard ølvessønner; den findes ogsaa i Flatøbogen, men saa vidtløflig, at det ikke kan være Tvivl om, at Snorre her har forkortet en længere Fortælling.

Følgende Fagrskinna lader Snorre Knut seile til Norge om Sommeren 1028, medens Olavs Skibe ligger i Sverige, og han selv derved er hindret fra at kjæmpe mod Knut; thi at Knut skulde have seilet med hele Danehæren midtvinters til Norge, som Styrme siger, var visselig meningsløst, ligesom han da heller ikke kunde have undgaaet at møde Olav, som paa den Tid kjæmpede med Erling Skjalgssøn. Denne Kamp er i alle Kilder skildret efter Sigvats Viser, som dog Snorre har kjendt bedst. Olavs Fjeldreise har Snorre helt optaget efter Styrme, uagtet han derved har maattet optage adskillige legendariske Træk, men han udelader alt, som angaaer Oplændingernes Frafald og Kristendomspaabudet paa Lom og Lesje. Det er her, at Snorre udtrykkelig for sin Tidsregning citerer Are frode og fremhæver hans Troværdighed; og Aarsagen, hvorfor han paa dette tilsyneladende upassende Sted har indskudt disse Bemærkninger, er at der paa de tilsvarende Steder hos Styrme og i Fagrskinna netop findes de urigtige Aarstal, mod hvilke han protesterer.

Efter Olavs Bortreise fra Norge fæster Snorre først Opmærksomheden ved den Mand, som tog Olavs Skib "Visunden" at styre og fik Gjengjældelse derfor (Cap. 193), dernæst ved Hovedmændene Kalv Arnessøn og Haakon Jarl; ligeoverfor dem stiller han som Exempel paa Olavs Mænd Bjørn Stallare, om hvem Snorre beretter ganske anderledes end Styrme.

De skriftlige Kilder til Olavs Hjemreise og sidste Kamp har ikke været meget brugelige. Fagrskinna forkaster alle Episoder, Mirakler og Spaadomme og giver iøvrigt kun det tørre Omrids af Begivenhederne. Styrme fortæller selve Begivenhederne meget forvirret, gjentager sig selv, dvæler især ved Mirakler og Legender og udkaster en Reiserute, som hører til Umulighederne (mellem Oplandene og Sverige til Stavamyrar Cap. 81, over Helsingeland og Jæmtland Cap. 82, mellem Mjøsen og Vænern Cap. 86 o.s.v.); endelig modsiger han sig selv ved Cap. 80 at lade Olav komme hjem, "da Landet var høvdingeløst efter Haakon Jarls Død", men desuagtet før Olavs Hjemtog at omtale K. Svein, hans haarde Love og det Had, han vakte (Cap. 77). Snorre har derfor ladet Sagaen undergaa en saa gjennemgribende Bearbeidelse, at kun lidet findes igjen af det oprindelige Stof. Han har maattet omflytte Begivenheder f. Ex. Kalvs Møde, forkaste alle overdrevne Mirakler f. Ex. at Vand forvandledes til Vin og kun beholde dem, som Einar Skulessøn omtaler: Drømmen S. 481, Solformørkelsen S. 489, Jærtegnet med den blinde Mand S. 500; han maatte omarbeide Talerne i enhvers Karakter, fremstille Kampens historiske Gang og i det Hele skildre Begivenhederne etter Skaldene og de Sagn, som stemte med dem. Da den allerstørste Del af Snorres Fortælling her er uafhængig af skriftige Kilder, kan det her være nok at fremhæve enkelte Punkter, hvor Snorre kan sees at have taget Hensyn til Styrme.

Dennes Cap. 81 kan sammenstilles med Snorres Cap. 213.

Styrme 83 86 - 87 88 91

Snorre: 214 207. 209. 11. 219. 215. 227. 222. 238.

osv.

Det er en Selvfølge, at Snorre har optaget Fagrskinnas Rettelse, at K. Svein først kom til Landet etter Olavs Død; men han retter ogsaa Fagrskinnas Ulv Jarl, som skulde have fulgt K. Svein, til Harald Jarl. Snorre har iøvrigt rigtig opfattet Omslaget etter Olavs Død som bevirket dels ved det nyvakte Had mod de danske, dels ved de udspredte Rygter om Olavs Hellighed, dels ogsaa ved de egennyttige Høvdingers Skuffelse over den ringe Løn, de havde faaet af Knytlingerne.

Til Fortællingen om Olavs Skrinlægning, hvortil Snorre vel foruden Sagaen og Einar Skulessøns Geisle har benyttet de paa Stederne bevarede Folkesagn, knytter Snorre som afsluttende Ord det Lovkvæde, hvori endog K. Sveins Hirdskald hylder Olav som Norges evige Konge ("þar vill ey ævi sína bauga-brjótr bygðum ráða"). Dermed slutter Snorre Sagaen, ligesom Haakon den godes med Haakonarmaal; thi Slutningskapitlerne danner som sædvanlig kun Overgangen til Sagaen om den næste legitime Konge, Magnus; da de ogsaa i Oprindelse slutter sig til denne, vil de siden blive omtalte.

__________

Det har af Mange været antaget, at Jærtegnene om St. Olav først efter Snorres Tid er indførte i Heimskringla, og man har i den Anledning fremført, at de fleste Haandskrifter og endog de ældste Oversættere (Laur. Hanssøn og J. Mortensen) ikke kjender dem. Imidlertid har Unger i sin Udgave paavist, at netop det ældste Haandskrift Kringla har medtaget dem alle og fordelt dem i Kongernes Historie, ligesom de ogsaa alle findes i Snorres reviderede Udgave af Olav d. helliges Saga. Ogsaa de senere Haandskrifter viser sig at have kjendt Jærtegnene, idet de endog har beholdt enkelte (f. Ex. Jærtegnene i Kristkirken S. 631 og om Kolbein S. 696); at de øvrige er udeladte, kan forresten let forklares, da de alle var optagne i den meget udbredte særskilte Olavssaga. Og at Oversætterne fra 16de Aarh. ikke har optaget Jærtegnene, siger intet, da de som Lutheranere aabenbart med Vilje har udeladt dem alle. Medens saaledes de ydre Vidnesbyrd ikke taler imod, at Jærtegnene er optagne af Snorre selv, vil en nærmere Betragtning af Jærtegnene lade alle Tvivl bortfalde; man vil nemlig ogsaa i dem gjenfinde den Selvstændighed ligeoverfor bornerte Forgjængere og det historiske Blik, som vi i hele den norrøne Litteratur kun finder hos Snorre. Forf. har nemlig ikke simpelthen afskrevet enten den oprindelige Jærtegnssaga (f. Ex. fra Homiliebogen) eller Styrmes noget fuldstændigere Afskrivt: han har ladet Jærtegnene undergaa en selvstændig Bearbeidelse, har forkastet mange, har optaget andre, har lagt Einar Skulessøns Digt til Prøvesten for Legendernes Troværdighed og efter Evne kompletteret Sagnene fra andre Kilder. Einar Skulessøn stod nemlig ikke alene Olavs Tid nærmere, men han var for nogle af Legenderne samtidig Kilde. Han citeres derfor kun for samtidige Begivenheder, og Bearbeideren af Jærtegnene har saaledes her fulgt de af Snorre i Fortalen udtalte Principer om samtidige Skálde. De øvrige Jærtegn, som Einar omtaler, er alle optagne i de senere Sagaer, men uden Henvisning til ham:

1. Om Magnus’ Drøm paa Lyrskovshede.

2. Om Guthorm, som Olav frelste i en Kamp med Irekongen.

3. Om Brødet, som blev forstenet, da Olavsdagen ikke blev helligholdt i Danmark.

4. Om Haldor, hvis Tunge Venderne udskar.

5. Om Presten, som blev lemlæstet.

6. Om Væringerne paa Petzinavoldene.

Foruden disse er 3 Capitler optagne fra Homiliebogen og Styrme (S. 632. 656. 657), ét fra Styrme alene (S. 589) og endelig ét fra ukjendt Kilde (S. 631). For flere af Jærtegnene, navnlig dem, der er udførte i Norge, er det særegent, at Heimskringlas Fremstilling er nøiagtigere, mere udført, meddeler før ukjendte Navne (f. Ex. Haldor S. 745, Kolbein S. 696, Rikard S. 746) og tilføier nøiagtigere Stedsbetegnelser f. E. i Fortællingen om Presten Rikard S. 746-48. Med andre Ord, Bearbeideren maa have reist i Norge og har overalt forespurgt sig om de i Sagaen omtalte Legender, saaledes som det før er paavist, at Snorre har gjort. Desuden kan det mærkes, at Bearbeideren kjender Sagn, som knytter sig til Kirkernes Bygning (se S. 631 om Kristkirken i Nidaros). Thi ogsaa i delte Punkt udmærkede Snorre sig fremfor sine Forgjængere, at han bedre end disse kjender de norske Kirkebygningers Alder, og hvem der har byggel dem, som senere skal vises. Endelig kan omtales, at Bearbeideren stræber overalt at indordne Jærtegnene i Historien eller giye dem en historisk Karakter; ogsaa denne Stræben har vi før tillagt Snorre. Efter alt dette kan der, synes mig, ikke være Tvivl underkastet, at Snorre selv har optaget Jærtegnene i Norges Historie. Og dette skal heller ikke bebreides ham; snarere maa det regnes til hans Ros, at han har optaget dem med Kritik og ikke, som sin geistlige Forgjænger, simpelthen afskrevet dem; derfor har heller ikke hans ukritiske Efterfølgere i Flatøbogen kunnet undlade at gjøre Skridtet tilbage igjen henimod Styrme.

Saga Magnus góða

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 28-34.

2. Morkinskinna S. 1-46 (se desuden Lakunerne i Flatøbogen III, 251-287).

3. Fagrskinna Cap. 131-147.

4. Are frodes íslendingabók (?)

Næsten alle Forarbeider til Magnus d. godes Historie var gjorte før Snorre. Magnus’ Karakter stod temmelig klar allerede for Forgjængerne, Tidsregningen havde faa væsentlige Mangler, Sagn var samlede om ham i stor Mængde (i Morkinskinna) og endog allerede rensede (i Fagrskinna). Det stod da tilbage at indordne dette under samme Synspunkt som Snorres øvrige Sagaer, uagtet Kilderne ikke var saa talrige om Magnus som om hans to Forgjængere.

Ved Siden af Morkinskinnas Holdningsløshed, hvor Magnus snart er den haarde Tyran, snart den hellige Konges vennesæle, af Gud særlig ved Jærtegn beskyttede Søn, fremstiller Snorre konsekvent Magnus som Olavs rette Arving: ligeoverfor hans Faders Fiender fremtræder den samme Haardhed, som hos Olav var iført Lovens Strenghed; men den mildnes snart ved klog Besindighed, da Olavs Ven Sigvat forestiller Magnus hans Uret. Og fornemmelig i den Henseende er Magnus sin Faders rette Arvtager, at han fuldbyrder den Leir, som Olav først efter sin Død vandt, ved at underkaste sig hans Modstanders eget Ætteland, og det paa den eneste for Olavs Søn værdige Maade, ad Rettens Vei.

I Tidsregningen afviger Snorre kun i et enkelt Punkt fra sine Forgjængere, vistnok for at følge Are. Morkinskinna regner, at Magnus blev Konge 11 Aar gammel (1035), at K. Knut døde Vinteren efter (1035-36), at Hardeknut døde og Magnus drog til Danmark i Magnus’ 6te Aar (1040), at Magnus 3die Sommer efter (1042) paa Hjemreisen gjorde Svein Ulvssøn til Jarl, at denne om Vinteren (1042-43) gjorde sig til Konge, at Magnus det følgende Aar (1043) kjæmpede ved Jomsborg, Ré og Lyrskogshede og det næste (1044) ved Helgenes og Aarhus og saa Vaaren derefter (1045) var 20 Aar gammel. Samme Tidsregning har ogsaa Forf. af Fagrsk., dog har han efter et Vers, af Odd Kikinaskald, sat Slaget ved Aarhus til samme Aar som Venderslaget (Dec. 1043); ogsaa han gjentager, at Magnus Vaaren efter Helgenésslaget (Vaaren 1045) var 20 Aar gammel, og regner dette 16 Aar efter K. Olavs Død (1029), 10 Aar efterat Magnus blev Konge (1035) og 5 Aar efterat han blev Konge i Danmark (1040). Beregningen af de 20 Aar hviler paa en falsk Forklaring af Arnors Vers, hvor der staar, at man ved den sidste Kamp paa Fyen (Høst 1044) mindedes, at Magnus fyldte "annan tug" (20 Aar). Snorre sætter derfor Magnus’ Fødsel til Aar 1024. Snorre har endvidere vidst, at K. Knut døde "Idus Novembris" 1035, at Harald Harefod døde 1040 og Hardeknut 1042 (man tør vel tro, at disse Aarstal er laante fra Are frode). Men naar Hardeknut først dør 1042, bortfalder de 2 Aar, som Magnus skulde have opholdt sig første Gang i Danmark (1040-42), og Magnus bliver Konge og Svein Jarl Aar 1042.

Der findes i Morkinskinna en anselig Mængde Sagn om Magnus den gode, men de fleste angiver Enkeltheder om Forholdet til Harald, opholder sig ved reisende Islændinger og andre ringere Personer eller er Legender om Magnus’s Forhold til sin bader St. Olav. De har saaledes ingen Betydning for Magnus’ Regjeringshistorie, og Snorre maatte efter sine Principer, ligesom Forf. af Fagr. efter sine, udelade dem alle. Derimod har Snorre, tro mod sin Opfatning at betragte Magnus som Fortsætter i Aand og Sandhed af Olav, optaget i Magnus’ Saga nærmere Oplysninger om Olavs Samtidiges senere Skjæbne: om Tore Hund, Haarek af Thjotta, Kalv Arnessøn, Einar Tambarskelve og Sigvat Skald; om hans Kilder til disses Historie gjælder saaledes, hvad der er sagt under Olavs Historie.

I Begivenhederne under K. Svein Knutssøn har Snorre søgt at fremstille en historisk Udvikling, hvilket hans ukritiske Forgjænger ikke har tænkt paa. Misfornøielsen med K. Svein var stærk, Einar havde med stor Kløgt ledet den i Retning af St. Olav, Kalv sluttede, sig af personlige Grunde til Bevægelsen og forsonede sig med sine Brødre. Da saa Trygve Olavssøn gjør Indfald i Landet, sidder derfor alle Arnessønner hjemme og lader K. Svein udkjæmpe Striden alene; og medens han er fraværende fra Throndhjem, bliver Kalv og Einar enige om at afkaste Aaget og hente Magnus hjem. Snorre har saaledes forkastet Styrmes Beretning om, at Einars fiendtlige Optræden mod Alfiva paa Thinget bevirkede, at Svein og Danerne drog bort fra Throndhjem; thi det kunde ikke gaa an at lade Einar optræde saa overmodig, naar samtidig K. Svein uagtet Høvdingernes Neutralitet kunde seire over K. Trygve. Ligeledes har Snorre forkastet Morkinskinnas vidtløftige Beretning om, at K. Jarisleiv for at forsone sig med sin Dronning Ingegerd lod hente Olavs Søn Magnus til sig fra Norge, at Magnus (ligesom Olav Trygvessøn) som Barn dræber en voxen Mand, der har fornærmet ham, at Jarisleiv sender Karl vesæle til Norge for at hverve Tilhængere, at han vinder Kalv og Einar for sig, bliver fangen af K. Svein og frelst af Kalv. Det eneste Træk, Snorre har beholdt, er Kalvs Ord om de norske øxer, han skal skaffe K. Svein; men da Snorre har udeladt Anledningen, maatte han fortælle Ordvexelen uden Sammenhæng med det øvrige. Morkinskinna fortæller iøvrigt, at Kalv ikke var med i Rusland, men modtog Magnus i Norge; men da Forf. af Fagr. ved et Skaldevers har paavist, at ogsaa han var med, kunde Snorre ikke andet end følge Fagr.

Magnus’ Hjemreise fra Rusland fortælles efter Skaldevers, Cap. 1 -7. og Snorre er ene om at citere Sigvats Vers om Astrids Optræden paa Tinget "at Hömrum" Allerede ved denne Leilighed, Aar 1035, omtaler Snorre Emund som Konge i Sverige, medens Forf. af Fagr. og Mork. lader Anund leve endnu 1042; vi kjender ikke her Snorres Kilde.

Efter K. Sveins Flugt, fortalt efter Fagrskinna, kjender Snorre ingen Krig mellem Magnus og Sveins Arving Hardeknut, uagtet baade Mork. og Fagr. siger, at de gjorde megen Skade i hinandens Riger. Men ingen Skalde omtaler saadan Bedrift af Magnus (el. Hardeknut), og desuden siger Aagrip, at der uden Krig kom istand et Fredsmøde i Brennøerne (Cap. 30). Da Magnus paa dette Møde var bleven erkjendt som norsk Konge, kan Snorre deretter gaa over til Bipersonerne, alle kjendte fra Olavs Saga: først og fremst Sigvat Skald, der fik saa afgjørende Indflydelse paa Magnus’ Karakterudvikling (Cap. 9 ff); hans Historie og Forhold til Magnus’ Moder og Stifmoder belyses ved Sigvats egne Vers; dem benytter Snorre ogsaa til at dokumentere Olavs Skrinlægning og Indstiftelsen af Olavsmessen. Dernæst berettes om Tore Hund og Haarek af Thjotta etter nordlandske Sagn. Om Kalvs Flugt fortælles efter Mork; dog tilføier Snorre Torgeir Flekks ophidsende Vers og Navnet Haug paa Kongsgaarden ved Stiklestad. Derimod udelader Snorre Mork.s Fortsetting om Kalvs Modløshed som stridende mod Kalvs Karakter og Trætten mellem Kalv og Einar, da Einar satte sig paa Kalvs Skuldre (som ubetydelig). - Ligeoverfor Sigvats "Bersöglisvísur" kan Snorre ikke beholde Sagnet om Bonden Atle og de to Thingmøder, hvor Sindsforandringen kun forklares ad overnaturlig Vei: "guð hafði mykt skapi hans" eller "skipt skapi hans. - Snorre alene véd, at Magnus lod skrive den Lovbog "er enn er í Þrándheimi ok kölluð er Grágás", men Ordene selv viser, hvorfra Etterretningen er laant.

De vigtige Begivenheder i Magnus’ Manddomstid, da Danmark frivillig underkastede sig ham, da han fordrev Venderne fra Jylland og siden atter ved Kamp underlagde sig Danmark, er saa nøiagtigt belyste af Skaldene, at disse allerede for Snorres Forgjængere var den vigtigste Kilde, skjønt først Snorre forstaar at bruge dem. Uagtet Arnor Jarleskald fortæller, at Magnus etter Hardeknuts Død seilede sydover fra Norge, har dette ikke hindret Fort, af Mork. fra at berette, at Hardeknut ved Magnus’ Besøg i Danmark fik Gift af sin Moder Alfiva og døde. Men da allerede Forf. af Fagr. har forkastet dette og rigligere beretter, at Hardeknut døde i England, har Snorre hertil kun at føie, at han (som sandt er) blev begraven i Winchester. Til Magnus’ Danmarkstog, efter Tjodolv og Arnor, føier Snorre sin egen Forklaring, hvorfor Danerne tog saa venligt imod ham: først fordi Høvdingerne havde svoret ham Ed, dernæst fordi K. Knuts hele Æt var død, og endelig fordi K. Olavs Hellighed og Jærtegn var vidkjendt i Landene. Det er derfor ikke nødvendigt at lade Magnus opholde sig to hele Aar i Danmark, som Mork. og Fagr. gjør, han kan allerede om Høsten drage hjem og sætte Svein Ulvssøn til Jarl. - Felttoget i Danmark har hos Snorre undergaaet den Forandring, at han forklarer Slaget ved Ré som en Træfning mellem Magnus og Svein efter Slaget paa Lyrskogshede (28. Septbr. 1043), men før Slaget ved Aarhus (18 Decbr.), medens Mork. og Fagr. lader Magnus kjæmpe i hint Slag mod Vikinger paa Hjemreisen fra Jomsborg (Vaar 1043). Aarsagen til Forandringen findes Cap. 36, hvor Arnor Jarleskald lader K. Magnus vinde 4 Slag i Løbet af et Aar (Sommer 43 - Sommer 44). Om Slaget paa Lyrskogshede fortæller Snorre efter Skaldene Arnor og Tjodolv; derfor maa han udelade de mange i Mork. bevarede Sagn og Legender om Slaget: om St. Olav, som viser sig for sin Datter Ulvhild; om Hertug Ottos Helbredelse ved Olavs Belte; om Bonden, som bringer Bud fra Olav om Opstillingen i Slaget o.s.v. Magnus’s Drøm før Slaget har Snorre (efter Einar Skulessøn) beholdt, ligeledes med Fagrskinna antaget, at til Grund for Sagnene om Ulvhild og Otto laa den faktiske Omstændighed, at den saxiske Hertug virkelig var med i Kampen4). - Sagnet om Lægerne efter Slaget røber sig som islandsk5), og var ogsaa allerede ved Aar 1220 optegnet paa Island af Forf. til Ravn Sveinbjørnssøns Saga; dog kan det ikke paastaaets, at Snorre netop har laant Sagnet derfra. Det er før omtalt, at allerede Forf. af Fagr. sætter Slaget ved Aarhus (Dec. 1043) forud for Slaget ved Helgenes; denne Autoritet har Snorre fulgt; hans Afvigelser iøvrigt beror paa bedre Kjendskab og bedre Benyttelse af Kilderne.

Snorre slutter Magnus’ Saga med at fortælle om Magnus’ Arvefordringer paa England, hvilke han lader falde, efterat K. Edvard har forestillet ham sine bedre Adkomster. Det er naturligvis ikke tilfældigt, at delte er Afslutningen paa den lange Feide mellem Knyllinger og Ynglinger. Thi atter fremstiller Snorre Knytlingerne som de haarde og hensynsløse Erobrere, medens Magnus paa Rettens Grund gjør Arvefordringer efter Hardeknut, men da han hører, at Hardeknuts egen Ret var mér end tvivlsom, strax opgiver sine Fordringer for at beholde de Riger, som Gud har ladet ham tilegne sig. Denne Synsmaade, der ligesom forsvinder i Morkinskinnas Ordrigdom, har Snorre atter draget lydelig frem i Brevene mellem Edvard og Magnus.

Sagan af Haraldi hardráða

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 34-37.

2. Morkinskinna S. 46-123 (og Flat. Ill, 287-400).

3. Fagrskinna Cap. 148-214.

4. Saga af Hákoni Ívarssyni (se Tillæg II).

5. Jarlasaga (Flat. II, 423).

Medens Snorre i Magnus d. gode har fremstillet den mildere Side af Olav d. hellige, har han i Harald haardraade fremstillet den haarde og verdslige Side af ham, og han har selv udtalt denne sin Opfatning af ham i Sammenligningen mellem Olav og Harald.

Tidsregningen i Snorres Haraldssaga afviger kun i et enkelt Punkt fra Forgjængerne. I det Hele mangler der fast Tidsregning for den største Del af Haralds Regjering, selv hos Snorre, og det er tydelig at mærke, at han her ikke har benyttet kronologiske Optegnelser af Are frode. Mork. regner, at Freden mellem Svein Ulvssøn og Harald sluttedes i 3die Aar efter Nissaaslaget (Tjodolv), at Harald derpaa en Sommer kjæmpede med Haakon Ivarssøn, og at K. Edvard døde i hans 20de Aar. Fagrskinna regner, at Nissaaslaget var i Haralds 16de Aar (1062), Freden 3die Aar deretter (1065), Edvards Død ligeledes i 19de Aar i Julen (1065-66), og henlægger Feiden med Haakon Jarl og Oplændingerne til Tiden 1062 - 65. Snorre retter Nissaaslagets Aarstal til "da 15 Vintre var ledne efter Magnus’ Død" (Sommer 1062), og sætter ogsaa Edvards Død til Haralds 19de Aar (Jan. 1066), men da han finder i et Vers af Tjodolv, at K. Harald i "3 Halvaar" var sysselsat med Oplændingerne, indskyder han disse 3 Halvaar mellem Edvards Død og Freden, som saaledes maa sættes til Sommeren 1064, 2 Aar efter Nissaaslaget.

Snorres Fortælling om Haralds udenlandske Bedrifter holder Cap. 1-17. Middelveien mellem den ordrige Morkinskinna og den kortfattede Fagrskinna, idet han dog i vanskelige Punkter altid holder sig til den sidste. Saaledes har han forkastet den underlige Beretning om Haralds Reise til Konstantinopel over Vindland, Saxland, Frakkland, Langbardaland, Rom og "Púl", ligeledes uanstændige Historier, som Haralds Svar til Zoe, og legendariske Fortellinger: Fordrivelse af en ond Aand fra Erlends Kone, Haralds Seir ved K. Olavs Hjælp og Olavskirkens Indvielse, samt Edderormen, som Harald dræbte. Derimod har Snorre beholdt Sagnene om de Borge, Harald vandt; hertil lægger han endvidere et Sagn, som direkte stammer fra Halldor Snorressøn, der selv bragte det til Island. - Om Haralds Hjemreise antager Snorre, at han havde opsagt sin Tjeneste, da han fik høre om sin Brodersøn Magnus’ Magt, at han saa blev fængslet, blindede Grækerkongen og flygtede; derimod beretter hans Forgjængere, at han blev fængslet paa Grund af Bagvaskelser; det sees ikke, at Snorre har Kilder for sin Antagelse.

Større Afvigelser findes i Fremstillingen af Forhandlingerne mellem Harald, Svein og Magnus, førend Harald blev Konge. Mork. beretter, at Harald traf Svein i Sverige, men ikke vilde slutte Forbund med ham, førend han havde talt med Magnus; at Magnus vægrede sig efler Einars Raad for at dele Landet med ham; at Harald og Svein indgaar Forbund og herjer i Danmark; at Magnus og hans Venner omstemmes og sender hemmeligt Bud til Harald, som bryder med Svein og beskylder ham for Svig; at Harald drager til Norge, at Tore paa Steig giver ham Kongenavn i Gudbrandsdalen, og at Magnus og Harald endelig forliges og deler Landet. Af dette har Forf. af Fagr. kun udeladt de hemmelige Forhandlinger mellem Harald og Magnus og det derefter følgende Brud mellem Harald og Svein, fordi Harald senere optræder fjendtlig mod Magnus og saaledes ikke kan have faaet Tilbud fra Magnus eller have brudt med Svein. Men Snorre har havt mere at indvende mod Mork.’s Beretning. Da et Vers om Haralds Reise fra Sverige til Danmark siger, at "alle Sviar hjalp ham", kan Snorre kun forstaaet dette, naar Harald og Svein allerede fra først af har indgaaet Forbund. Derfor maa det første Møde mellem Magnus og Harald, hvor Harald faar Afslag, bortfalde. Men naar Harald ikke har faaet noget Afslag, bliver de hemmelige Underhandlinger mellem Magnus og Harald saa meget sandsynligere, og Snorre beretter derfor om disse. Derimod er det umuligt, at Harald uagtet disse skulde optræde som Kronprætendent i Norge, ligesom dette ogsaa maatte synes at stride mod Tjodolvs Vers, at "Harald for østenfra Danmark og Magnus bød ham halve Land og Thegner, da Frænderne mødtes med megen Glæde. Snorre har forresten ogsaa her sluttet sig til en skriftlig Kilde, Aagrip, der heller ikke kjender til noget Fiendskab mellem Magnus og Harald. - Man har bebreidet Snorre, at han her tiltrods for de store Afvigelser fra Mork. og Fagr. ikke har undseet sig ved at nævne Torgils Snorressøn som Kilde; men det maa dog mærkes, at Snorre netop ikke som Mork. henfører hele Fortællingen til Torgils Snorressøn, men kun lader Thorgils omtale Alterklædet, som blev gjort af Haralds Kappe.

Da Snorre regner Haralds og Magnus’ Samregjering til kun ét Aar, kan han ikke optage de mange Begivenheder, Mork. omtaler, men henviser kun til dem uden at erklære dem for upaalidelige. Kun har han optaget Kongernes Trætte om Skibsleiet, fordi den viser atter Magnus’ Fasthed ligeoverfor sin Het, og som Sidestykke hertil fortæller han Magnus’ Drøm paa Dødsleiet, hvor det viser sig, at Magnus, netop fordi han stod fast paa sin Het, veg tilbage for uretfærdige Overgreb. Medens Snorre forkaster Mork.s legendariske og mod Harald uretfærdige Sagn om Magnus’ Død, har han, forledet af et eller andet Necrologium, forvexlet Magnus Dødssted med K. Svein Ulvssøns: Suðaþorþ.

Begivenhederne under Haralds Eneregjering fortæller Snorre mere afvigende fra sine Forgjængere end nogen anden Del af Sagaerne efter 1030. Thi Snorre omtaler især de norske Høvdingers Skjæbne - efter Haakon Ivarssøns Saga - medens Mork. fornemmelig dvæler ved Islændingerne, og Fagr. kun forkorter sin Forgjængers Beretning.

Toget til Hedeby sætter Snorre (efter Fagr.) allerede til Sommeren 1050 (ikke 1051), fordi Mork.s Sommertog 1049 godt kunde udelades. Her er det, at Snorre retter Forgjængernes "Samsø" til Læssø, fordi Harald havde seilet langs Jyllands Vestside og da ikke kunde drive saa langt sydover som til Samsø. - Istedetfor de mange Sagn om Islændinger har Snorre fra Mork. kun optaget Stykket om Haralds Forhold i Almindelighed til Island og Islændinger og hertil knyttet en kort Skildring af de eneste to Islændinger, som havde Betydning for Haralds Historie, Halldor Snorressøn og Ulv Uspakssøn. Den sidstes Slægtrække er udskrevet fra Fagrskinna, og et lidet Tillæg er gjort om ham efter en "Ulfsflokkr". - Det er før nævnt, at Snorre har særskilt Kjendskab til Kongernes Byggeforetagender, især i Nidaros: af Magnus og Harald nævner han saaledes Bygningen af Olavskirken, Mariekirken, Kongehallen ved Aaen og Gregoriuskirken.

Sagaen om Haakon Ivarssøn, som Snorre har lagt til Grund for Fremstillingen af Begivenhederne c. 1050-1065, har han fulgt næsten i ét og alt, saa vidt vi kjender den; men han har overalt kun gjort Uddrag af Sagaen, fordi dens Vidtløftighed ikke passede til hans eget Arbeide. Naar undtages Toget til Limfjorden, Viser om Nissaaslaget, Fortællingen om Finn Arnessøns Ordskifte med Kongen (ordret efter Morkinskinna), og maaske Fortællingen om Krigen i Værmland, som ialfald har modtaget Laan fra Morkinskinna, har Snorre, saavidt sees kan, taget alt andet fra den omtalte Saga. Dog véd vi ikke, om det ogsaa er efter Sagaen, han har henlagt Kampen med Oplændingerne til Tiden 1064-65; ialfald ser vi, at han heri har været uafhængig af Mork. og Fagr., som nævner denne Begivenhed tidligere i Haralds Regjering og ikke sætter den i Forbindelse med Haakon Ivarssons Historie. - Ogsaa i nyere Tid har Enkelte (f. Ex. P. A. Munch) villet foretrække Mork.s Fremstilling af Haakon Ivarssons Historie for Snorres, og mod denne indvendt, at det ikke er rimeligt, at Magnus’ Datter Ragnhild og Aasmund, Sveins Brodersøn, er voxne kort efter Einars Død; denne har man nemlig villet sætte til c. 1050, da den kort efter fortalte Historie om Guthorm Ketilssøn (Cap. 56-57) hører til Aarene 1051-523). Men man lægger da ikke Mærke til, at denne Tidsbestemmelse ikke er fra Snorre, der her ikke kjender Aarstal; Snorre kan saaledes gjerne have ansat Einars Død til et Aar nærmere 1060, og da maatte dog Ragnhild og Aasmund være voxne; endelig er det tydeligt, at der i Sagaen gaar lang lid mellem Einars Død (Cap. 45) og Haakons Giftermaal med Ragnhild (Cap. 52). Disse Indvendinger mod Snorres kritiske Evne synes saaledes lidet betydende.

I Fortællingen om K. Haralds Englandstog har Snorre ikke alene lagt Morkinskinna til Grund, men endog afskrevet lange Stykker efter den (f. Ex. Cap. 87. 88. 90 94, 97 99 o. m.). Enkelte Forbedringer har han laant fra Fagrskinna f. Ex. at Hastingsslaget var 19 Nætter efter Haraid Haardraades Fald, ikke 12 Maaneder, og fra Jarlasaga f. Ex. at Ellisiv, ikke Tora fulgte med ham, og at han efter Beleiringen af Skardaborg indtog Hellornés. Men Godvinessønnerne Harald og Toste har Snorre skildret ganske afvigende fra disse sine Kilder. Snorre gjengiver her aabenbart en norsk Opfatning af Cap.77-80. Toste og hans Broder, der gjør Tostes Sag til den retfærdige, medens Harald er baade mensvoren, uærlig og uberettiget til Kronen. Harald er nemlig den yngste af Godvines Sønner (i Mork. den ældste); han bliver opdragen af K. Edvard, der elsker ham som sin Søn, medens hans ældre Broder Toste er Høvding over Hæren og sat over alle Jarlerne. Harald bliver paa en Reise til Bretland dreven ind til Normandi og trolover sig med Vilhelms Datter (i Mork. sendes han did af Edvard og sværger Vilhelm Troskabsed); Harald er tilstede ved K. Edvards Død og fortæller, at han har givet ham Kongedømmet (5te Jan., ikke 5te Dag Jul), hvorpaa han bliver kronet "13de Dag". Da Toste gjør Indvendinger, tager Harald fra ham Hærstyret og al hans Magt. - Særeget for Snorre er det, at han nævner Helsingjaport (ɔ: Hastings), lader Svein Godvinessøn († 1049) være med i Slaget ved Hastings og fortæller nøiagtigere Valtjov Jarls Skjæbne (efter "Valþjófsflokkr"), og endvidere, at han benægter Reinsættens Nedstammelse fra Toste Jarl; man maa næsten tro, at hans Autoritet her er Skule Jarl selv, til hvem ogsaa Skule paa Rein’s Æt føres ned. Snorre siger nemlig, at med Olav kyrre kom vestenfra England Skule Kongsfostre og hans Broder Ketil Krok, begge "göfgir menn ok kynstórir af England!", medens Forf. af Mork. lader Skule være Søn af Toste Jarl og Ketil være fra Haalogaland. Snorre benegter endog, at Skule hentede K. Haralds Lig i England, og siger kun, at en Vinter efter Haralds Død blev hans Lig ført vestenfra England til Nidaros. Hertil knytter Snorre en Karakteristik af Harald, udarbeidet paa Grundlag af Tjodolvs Vers, og den føromtalte Sammenligning mellem K. Harald og K. Olav, hvilken han lægger i Halldor Brynjulvssøns Mund, fordi han "var samtidig med begge Brødre".

Saga Ólafs kyrra

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 37. 38.

2. Morkinskinna S. 123-30.

3. Fagrskinna Cap. 209. 216-21.

Snorre havde i Olav kyrres Saga (hertil regnet ogsaa Kapitlet om hans ældre Broder Magnus) ikke Anledning til at vise stor Originalitet, da Kilderne om Olav var usædvanlig magre, og desuden allerede Forf. af Fagr. havde foretaget den nødvendige Beskjæring ved at udelade Stykkerne om Olavs Samtale i Myklegilde, om Forholdet til Danekongen Knut og om Kraakekarlen, hvilke Kapitler heller ikke findes i de bedste Haandskrifter af Heimskringla. - Snorre har efter et Vers af Svein ladet begge Haralds Sønner føre Krig mod K. Svein, medens Forgjængerne lader Olav alene føre den. Derimod har Snorre betragtet den hele Krig som mindre væsentlig eller, rettere sagt, ladet Kongerne forhindre dens Udbrud ved et Fredsmøde (S. 628). løvrigt indskrænker Snorre sig til at fortælle om de nye Sæder, Olav indførte, om hans personlige Forhold og om hans Byggeforetagender, navnlig i Bergen og Nidaros, som Snorre vistnok selv har seet Spor til (Cap. 2. 6). I Anledning af Svogerskabet med den danske Konge opregner Snorre de samtidige danske Konger (1076-1103) og knytter hertil Beretningen om Olavs Giftermaal med den danske Kongedatter og om hans Søn Magnus, hvis Moder han kalder Tora Jonsdatter (ellers kaldt Arnadótlir tága8). Kongens Dødssted og dets Beliggenhed har Snorre laant fra Aagrip, medens de andre Forff. giver mindre nøiagtige Oplysninger.

Saga Magnus konungs berfœtts

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 39-44.

2. Morkinskinna 8. 130-156.

3. Fagrskinna Cap. 222-240.

4. Jarlasaga (Flat. II, 427-30.)

Snorre har i denne Saga stærkere end i de øvrige senere Sagaer drevet sammenlignende Kildestudium, idet han har benyttet Aagrip og Jarlesagaen til at korrigere Morkinskinna og (tildels) Fagrskinna. Naar saaledes Aagrip beretter, at Egil af Aurland var gift med Ingebjørg, Datter af Øgmund Torbergssøn paa Giske, at Oprørerne flygtede til Hesjutún, som de troede var Fastland, og at de derfra blev førte ud til Holmen "Vambarhólmr", saa har Snorre foretrukket disse Vidnesbyrd for Morkinskinnas Beretning om, at Egil var Steigartores Svigerson, og at Seljutun (ɔ: Hesjutún) var paa øen Vambarholm. Ligeledes har Snorre efter Jarlesagaen optaget, at K. Magnus paa sit Tog 1098-99 afsatte begge Orknøjarler, sendte dem til Norge og satte sin Søn Sigurd til Høvding over øerne, at Magnus giftede sin Søn med Datter af K. Myrkjartan Tjalvessøn i Konnaught (ikke Datter af Skottekongen Melkolm), og at ved Magnus’ Hjemkomst begge Jarler var døde i Bergen og Nidaros). I Tidsregningen har Snorre foretaget en enkelt Rettelse. Mork. og Fagr. regner, at Haakon og Magnus vare Konger sammen i to Vintre (1093-95) og tilbragte den sidste Vinter (1094-95) sammen i Nidaros. Da saaledes en Vinter maatte være hengaaet uden Begivenheder,’ har Snorre foretrukket Aagrips Vidnesbyrd, at de vare "einn vetr báðir ok þann i Niðarós". Snorre har nemlig ikke kjendt Olav kyrres Dødsdag (22de Sept. 1093), men antaget, at han døde tidligere paa Sommeren; det blev derfor alligevel Tid nok for Haakon til først at komme alene til Nidaros, ved hvilken Leilighed han da har maattet give de Thrønderne behagelige Retterbøder. Haakon er saaledes efter Snorre død allerede Febr. 1094.

Hovedkilden for Vinteropholdet i Nidaros (1093-94) og for Steigartores Oprør er Morkinskinna, men Snorre har, som før nævnt, ogsaa taget Hensyn til Aagrip; derefter afslutter han ogsaa Fortællingen om Oprøret med de samme Ord om Magnus’ stærke Styrelse og kraftige Personlighed, som findes i Aagrip. Og medens Mork. nævner som Deltager i Opstanden "Skjalgr af Jaðri", har Snorre udeladt dette Tillæg "af Jaðri", fordi han paa denne Tid ikke kunde anerkjende nogen Skjalg paa Jæderen (ɔ: af Sole-ætten). løvrigt har Snorre bragt mere Orden i Begivenhederne under Oprøret: først Slaget ved Viggen, saa Magnus’ Forfølgelse, saa Overfaldet paa Bjarkø og Oprørernes Tilfangetagelse, medens Mork. fortæller om Slaget ved Viggen og Overfaldet paa Bjarkø som parenthetiske Indskud. Ogsaa for Vesterhavstoget (1098-99) har Snorre lagt Morkinskinna til Grund, men forkortet den noget (f. Ex. ved at udelade endel Viser) og taget Jarlesagaen tilhjelp. Han har af denne seet, at Haakon Paalssøn deltog i Krigen med Sverige (1099-1101) og saaledes ikke kunde være efterladt som Formynder for Sigurd ved Afreisen 1099, som Mork. mener. Svenskekrigen har Snorre bearbeidet selvstændigere end de foregaaetnde Dele af Sagaen. Han kjender nøiagtigere Stridens Gjenstand, herrederne i Dalsland, han skildrer nøiagtigere Beleiringen af Kvaldensø, han forkaster det islandske Sagn om det vundne Slag ved Foxerne, og kjender Sagn om et tabt Slag ved Foxerne, hvor Kongen blev reddet af Øgmund Skoftessøn (Cap. 16). Mærkeligt er det, at Snorre skildrer Svensketogene ganske som Munken Tjodrek, uagtet han ikke har kjendt dennes Skrift. Ogsaa Tjodrek fortæller, at Magnus paa det første Tog udrettede lidet, men paa det andet blev slagen og maatte flygte med kun én Følgesvend, Øgmund Skoftessøn (Cap. 31). Det kan da ikke være Tvivl om, at Tjodrek og Snorre har benyttet samme Kilde, norske Sagn. Snorres Forgjængere er enige om, at paa Fredsmødet i Kongshelle blev det vedtaget, at Magnus skulde med Margreta faa de omstridte Landskaber i Dalsland. Men Snorre, som bedre kjendte Krigens Gang, maatte anse det for umuligt, at Magnus skulde have opnaaett saa gunstige Vilkaar. Dertil kom ogsaa, at Snorre fra sin svenske Reise vidste, at disse Landskaber senere hørte til Sverige; Snorre nævner derfor kun Giftermaalet, ikke Afstaaelsen.

I Forbindelse med Magnus’ Giftermaal fortæller Snorre om Magnus’ Børn og disses Mødre, om Magnus’ forskjellige Tilnavne og Anledningerne hertil; Hovedkilden er som ellers Morkinskinna. De Mænd, som mest udmærkede sig i Svenskekrigen, var Skoftessønnerne Finn og Øgmund, derfor har Snorre i Spidsen for Svenskekrigen stillet disses Slægtregister. Og efter Krigen fortæller han - vistnok efter mundtlige Sagn - om disses og deres Slægts Uenighed med Kongen og derpaa følgende Udvandring, nærmest fordi deres Tog var det første "Korstog" fra Norge og det umiddelbare Forbillede for K. Sigurds store Reise.

Toget til Irland indledes i alle Bearbeidelser med en Opregnelse af de deri deltagende Høvdinger. Forf. af Mork. nævner Øgmund Skoftessøn, Sigurd Sigurdssøn, Sigurd Ullstreng, - Dag Eilivssøn, Vidkunn Joanssøn, Sigurd Ranessøn, Ulv Nikolassøn (Feil for Ranessøn) samt Serk i Sogn og Eyvind Alboge. Forf. har nemlig (som før nævnt) af Aagrips to Lister slaaet de tre førstnævnte Mænd, som var med paa Svensketoget, sammen med de øvrige, som var med paa Vesterfærden. Allerede Forf. af Fagr. har lagt Mærke til Forvanskningen og derfor udeladt Øgmund og de to Sigurder og som Følge deraf den lange Samtale, som i Mork. Sigurd Sigurdssøn fører med Kongen ved Dublin. Og Snorre havde end større Grund til at foretage samme Udeladelse, da han netop havde ladet Øgmund drage paa Korstog. Snorre regner blandt K. Magnus’ Følge paa dette sidste Tog Jarlesønnerne Magnus og Erling, uagtet Jarlesagaen lader Erling falde i Angelsøsund (1098) og Magnus flygte samme Aar til Skotland. Snorre har her fulgt Mork. og Fagr., der lader Erling Erlendssøn falde med K. Magnus paa Irland (1103), og har da fundet det rimeligt, at hans Broder Magnus’ Flugt er skeet paa samme Tog (S. 637. De øvrige Tillæg, Snorre har gjort i dette Togs Historie, er ubetydelige: 2 Samtaler mellem Eyvind Alboge og Kongen (S. 658 og 659), korte Bemærkninger om Kongens "silkihjúpr", om Vidkunn Jonssøn og Dag Eilivssøn og om Elv Banessøns Fald, og endelig, at man endnu til hans egen Tid mindedes K. Magnus’ Ord: "til frægðar skal konung hafa, en ekki til langlifis".

Saga Sigurðar Jórsalafara, Eysteins ok Olafs

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip Cap. 45-50.

2. Morkinskinna S. 156-198.

3. Fagrskinna Cap. 242-251.

4. Jarlasaga (Flat. II, S. 430).

Disse Brødres Saga er den sidste i Morkinskinna, som optager Episoder om Islændinger i Norge (f. Ex. om Ivar Ingemundssøn, Gullaasas Tord, Toraren Sluttfeld o.s.v.). Alle disse har Snorre udeladt, og i denne Saga har han ogsaa, efter Fagrskinnas Monster, udeladt Episoder om Nordmænds Forhold til Kongerne (f. Ex. om Sigurd Ranessøn, Ottar Birting, Aslak Hane o.s.v.); derved har han formaaett at knytte Sagnene ganske til Kongernes Person, saa at Sagaen etter en kort Indledning (Cap. 1-2) først handler om Sigurd og hans Tog (Cap. 3-14), dernæst om Kongernes Samstyre til K. Eysteins Død (Cap. 27) og saa om Sigurds senere Aar, hvor hans Efterfølgere Magnus og Harald deler Interessen med ham.

I Tidsregningen har Snorre afveget ganske fra Morkinskinna for at følge Aagrip. Mork. regner, at Sigurd drog ud 3 Aar otter Magnus’ Død (1106), var (3 el.) 4 Aar borte og ved sin Hjemkomst 20 Aar gammel. Olav, som bliver Konge 3 Aar gammel, dør 12 Aar eller i det 13de etter Faderens Død (1115-16), og Eystein 6 Vintre etter (1121-22) eller efter Fagr. 7 Vintre etter Olav (1122-23). Men Snorre siger efter Aagrip at Sigurd reiste 4 Aar efter Magnus’ Død (1107), kom hjem 3 Vintre efter (1110), da han var 20 Aar gammel, Eystein 21 og Olav 12. Olav dør 17 Aar gammel efter 12 Aars Kongedømme (1115) og Eystein efter 20 Aars Kongedømme (1123); dette sidste Tal findes ikke længer i Aagrip, som her har en Lakune; men det har staaet der, allerede Tjodrek har det (Cap. 32). Sagaen om Sigurd begynder med at fortælle, at Magnus barfods Fald drog Sigurds Interesser bort fra Vesterlandene: han forskjød sin irske Hustru, opgav sit Herredømme over øerne og drog tilbage til Norge; hertil føier Snorre, at han ogsaa fornægtede sin Faders Princip at knytte Vesterlandene til Kongeætten, ved at han gav Orknøerne tilbage til Jarlen Haakon Paalssøn. Men alene Snorre ved at forklare, hvorledes Sigurds og Nordmændenes Hu blev vakt for Korstoget, nl. ved Rygtet om Arnungernes Reise (S. 661. Derved forsvinder den religiøse Trang, som ellers virkede med til Korstog; thi Snorre har fundet det naturligere, at Magnus barfods Søn og hans Mænd drives af Lyst til Hæder og Bytte, end at Folk og Konger i Norge saa pludselig skulde gribes af den nye Tanke "at kaupa sér guðs miskunn ok góðan orðstír". Snorre lader Sigurd (elter Skaldene) kun opholde sig to Vintre underveis, i England og "Jakobsland"; Opholdet paa Sicilien henfører han rigtigere til Vaaren (S. 666). Snorre skildrer Toget mere kortfattet end Mork.; det Praleri, som udmaler Sigurds stolte Optræden i Palæstina og Konstantinopel, indskrænker Snorre noget ved at udelade Beretningen om de kostelige Klæder, som udbredtes for Sigurd ved Indtoget i Jerusalem, og som Sigurd rider over "með miklu drambi", om Guldskoen, som Sigurd lod falde af sin Hest ved Indtoget i Konstantinopel, om "Padreimen" og Sigurds Gjæstebud for Keiseren. Ved Sigurds Hjemreise lager Snorre Feil, idet han lader Sigurd fra Ungarn og Pannonien komme først til Schwaben og saa til Baiern og kalder Keiseren Lotharius istedetfor Henrik (V); men han retter dernæst en Feil i Morkinskinna, hvor Sigurd først i Hedeby møder K. Nikolas, som følger ham nord i Jylland, og derpaa i Slésvik møder Jarlen Eiliv, medens Snorre lader Sigurd først mode Eiliv og derpaa Nikolas, som ledsager ham til Jyllands Nordspids.

Snorres korte Skildring af K. Eystein (Cap. 15-17) giver ikke meget nyt hverken i Henseende til hans Karakter eller Bedrifter. Den føier til Eysteins Byggearbeider en Nikolaskirke, som Snorre roser, vel efter eget Kjendskab, og den gjengiver Eysteins Tale til Jæmterne, hvor Mork. nøier sig med at omtale hans Samtaler med dem. At mærke er, at Snorre uafhængig af alle skriftlige Kilder henfører Afskaffelsen af Svein Alfivassons Love til Aarene 1110-16 (Cap. 19) og Sigurds Giftermaal med Malmfrid til Aarene 1116-232). løvrigt har Snorre havt selvstendige Sagn om Aarsagen til K. Sigurds Sygdom (Cap. 26) og om Borghild Olavsdatter (Cap. 24). Da det sidste Sagn settes i Forbindelse med Byggeforetagenderne i Kongshelle (Cap. 24. 41), er det rimeligt, at det er fra samme Kilde som Fortellingen om Konghelle og om Vendertoget, nl. Jon Loftssøn. Skildringen af Brødrene Eystein og Sigurd finder sin Afslutning i den merkelige "mannjafnaðr konunga". Snorre har søgt en anden Anledning til denne Samtale end den nærliggende, at Sigurds og hans Mænds Overmod havde fornærmet Eystein, og denne derfor havde benyttet Anledningen til at sige sin Broder drøie Sandheder. Snorre har fundet en bedre Anledning i et tilfældigt Udbrud af Eysteins Lyst til at glede sine Omgivelser ved interessante Samtaler ("nøkkur skemtanarrœða"). Og den stigende Modsætning mellem Brødrene har Snorre gjennemført i Ordskiftet. De fremhever først hver sine legemlige Færdigheder lige fra Barnsben, dernest sine aandelige Fuldkommenheder og endelig hvad hver af dem anser for sin Stordaad. Derimod har Snorre udeladt f. Ex. de i Morkinskinna hyppigt gjentagne Udtryk af Sigurd "oc sá ec þic eigi þar" og af Eystein "mono þeir menn muna, at Eysteinn hefir konungr verit i Noregi".

Den senere Del af Sagaen afviger mest fra Mork., ikke alene ved at forkaste Episoderne om Toraren Stuttfeld, Ottar Birting og Aslak Hane, Skjøgen og Cecilia, men ogsaa ved at tage mere Hensyn til Aagrip (om Kalmarledingen og Harald Gille). Fortællingen om Kalmarledingen, hvoraf kun Slutningen er bevaret i Aagrip, har Snorre bedre redigeret (f. Ex. "laogþu vistagiald Smálendingar oc toco viþ kristni" er rettet til: "ok tokn Smálendingar við kristni"), og han har tilføiet selvstændige Bemærkninger (f. Ex. "þann einn leiðangr réri Sigurðr konungr, meðan hann var konungr"). Det samme har vistnok været Tilfælde med det Stykke af Fortællingen, hvori vi ikke har Aagrip til Sammenligning; Snorre har f. Ex. vel tilføiet Bemærkningerne om Blótsvein og Erik aarsæle og Danekongen Nikolas’ Giftermaal. Som Inledning til Harald Gilles Historie har Snorre efter Mork. optaget Sigurds Drøm, der giver Anelse om Haralds store Betydning som Stamfaderen for en ny Kongeslægt, hvis Medlemmer har meget forskjellig Begavelse og Betydning ("mjök misstórt"). Snorre dvæler meget ved Haralds første Hændelser i Norge, fordi disse lægger Grund til Fiendskabet med Magnus og derved til Borgerkrigene. Ogsaa Beretningen om Jærnbyrden er paavirket af Aagrip f. Ex. om 9 (ikke 7) Plogjern, om Troskabséden til Magnus o.s.v. Fortællingen om Kapløbet og Svømningen (Cap. 35-37) er uafhængig af Mork. og dennes Autoritet Einar Skulessøn, og P. A. Munch har vistnok Ret i, at Snorres Fortælling om Svømningen, der udelukkende omtaler norske Lendermænd, er optagen efter den norske Tradition. - Snorre nævner ikke, som Mork., K. Sigurds senere illegitime Ægteskab med Cecilia, hvad enten det nu sker af Partiskhed for K. Sigurd eller fordi Cecilia ikke nævnes i andre skriftlige Kilder (Aagrip, Fagrskinna, Jarlasaga). Snorre kan saaledes heller ikke forlælle, at Kongens Sygdom forværres, fordi Cecilia vil forlade ham. Og medens Mork. lader Sigurd dø "oster i Viken" og hans Lig blive ført til Oslo, beretter Snorre (efter Aagrip og Jarlasaga), at Sigurd døde i Oslo, hvilket iøvrigt ogsaa stemmer med Mork.s senere Fortælling om, at Magnus blev hentet ind til Oslo efter Sigurds Død. (Dødstiden angiver de ældste Haandskrifter af Heimskr. til Natten efter Mariemesse om Høsten (efter et Necrologium?), medens de senere Haandskrifter, ligesom Jarlesagaen, har Mariamesse i Fasten.

Saga Magnus blinda ok Haralds gilla

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip (defekt).

2. Morkinskinna (mangler Aar 1130-35) S. 198-207.

3. Fagrskinna Cap. 252-56.

4. Erik Oddssøns Hryggjarstykki, tabt.

Sammenligningen mellem Snorre og hans Kilder til Harald Gilles Saga vanskeliggjøres derved, at Blade mangler i Morkinskinna (fra Sigurds Død 1130 indtil Slaget i Bergen Jan. 1135), og i Aagrip (fra Sigurds Død 1130 indtil c. 1150), ligesom Erik Oddssøns Bog kun kjendes fra Mork. og Heimskringla selv. Imidlertid er det tilsvarende Stykke af Fagrskinna fuldstændig bevaret, og forsaavidt man kan antage, at dette som ellers væsentlig har forkortet Mork. og kun gjort faa Tilføielser (efter Aagrip?), maa man tro, at Snorre i det væsentligste har fulgt Mork.s Text. Man ser ogsaa af Frisianus og Hulda, at disses Skrivere i Mork. udenfor Snorres Text kun har fundet Vers af Ingemar paa Ask, af Haldor Skvaldre og Einar Skulessøn at optage. Hermed stemmer det, at hvor Mork. atter er uskadt, der følger Snorre den næsten overalt. Han afviger kun i, at han omtaler Korset, som K. Magnus havde skjult, lader Biskop Reinald blive dømt i 15 (ikke 30) Marks Bod, og (som Fagr.) udelader Bemærkningen om Guds Straffe over Norge for Biskoppens Henrettelse.

En særegen Afdeling af Haralds Saga hos Snorre udgjør Forlællingen om Venderne i Konghelle. Det er denne Begivenhed, hvorom i Aagrip kun meddeles nogle ganske korte Oplysninger, nærmest af Hensyn til "det hellige Kors", og som ellers ikke nævnes hverken i Morkinskinna eller i Fagrskinna, og det er denne udførlige Fortælling om,Venderne, som Snorre selv har indført i Kongesagaerne efter Fortælling af sin Fosterfader Jon Loftssøn. Fra samme Kilde skriver sig ogsaa aabenbart, hvad der i Sigurd Jorsalafares Historie berettes om Konghelle (Cap. 24); thi disse Beretninger, som ogsaa er ubekjendte for Snorres Forgjængere, danner ligefrem Indledning til den senere fuldstændige Beretning.

Om Sigurd Slembe

Slutningen af Harald Gilles Saga (Cap. 14-16) og Begyndelsen af hans Sønners Saga (Cap. 1-12) hører egentlig sammen som en egen Saga om Kongernes Modstander Sigurd Slembe, medens ellers overalt Kongerne selv er Sagaernes Hovedpersoner. Foruden Mork. og Fagr. (og Aagrip, forsaavidt den har indeholdt noget selvstændigl) har Snorre her benyttet Erik Oddssøns "Hryggjarslykki" om Sigurd Slembe. Allerede Tidsordenen i Sigurds Ungdomsliv har dog Snorre fremstillet afvigende fra de sædvanlige Kilder. Han siger, at Sigurd først drog til Jorsal, derpaa i Kjøbfærd, kom til Orknøerne og var med ved Torkel fostres Drab, var siden hos K. David i Skotland, bar Jærnbyrd i Danmark og kom saa til Norge og blev fængslet under Paaskud af Mordet paa Torkel fostre, som havde fulgt Harald Gille til Norge. De andre Kilder, Mork. og Jarlasaga, sætter Jorsalsfærden efter hans Ophold paa Orknøerne og i Skotland; men Ivars Viser taler ikke absolut for denne Ordning, da de ogsaa efter Jorsalfærden omtaler, at han drog vest i øerne, og det derfor ligger nær at antage, at Versene S. 202-203 om Orknøerne og Skotland vilkaarligt (maaske efter Jarlesagaen?) er adskilte fra Versene S. 204. Og at Sigurd har baaret Jærn i Jerusalem, er aabenbart fremkommet ved Omsætning af Versene; Mork. selv beretter senere, at Sigurd bar Jærn i Danmark, ligesaa Fagrskinna; Snorre kunde foretrække det sidste Vidnesbyrd, som maaskee stemmede med Eriks Bog, og alligevel henvise til Ivars Vers, thi løsrevet nævner delte intet Sted. Man ser, at Fagrskinna i Sigurds Historie forlæller en Del Enkeltheder nøiagtigere og rigtigere end Morkinskinna, og alle disse Enkeltheder gjenfindes hos Snorre. Blandt disse Forbedringer kan nævnes, at "Ivarr Kolbeinsson vann fyrst á Haraldi konungi", at Harald blev jordet i den gamle Kristkirke, at Sigurd Slembe gjorde et Forsøg mod Nidaros, førend han tog K. Magnus ud af Klostret, at Jarlen i Gautland hed Karl Sunessø, at Munaan Ögmundssøn var blandt de faldne paa Krokskogen, at Vatnorm var Høvedsmand i Tønsberg o. fl. Det kan være Spørgsmaal, om hvilken Kilde Snorre - og Fagrskinna - her har valgt. Meget taler for Erik Oddssøn, som jo Snorre udtrykkelig citerer; men da er det underligt, at denne i et enkelt Punkt netop strider mod Morkinskinna, nemlig at "Ivarr Kolbeinsson vann fyrst á Haraldi", og desuden maatte man da antage, at ogsaa Forf. af Fagrskinna havde benyttet Eriks Bog. Det er vistnok rigtigere at tænke paa Aagrip; det er ialfald sikkert, at én af disse Forbedringer henviser til en senere Tid end Erik Oddsøn; naar der nemlig siges, at Harald Gille blev begravet i den ældre Kristkirke, henvises vi til den Tid, da der ogsaa fandtes en senere Kristkirke, hvilken ikke synes at være fuldført før c. 1160-703). Men udenfor disse enkelte Forbedringer følger Snorre i det Hele Morkinskinna, dog med Udeladelse af Ivars Vers. De eneste egentlige selvstændige Tilføielser, Snorre har gjort til Fagrskinna, er, at Guthorm paa Rein og Ottar Balle var Brødre, at Ivar Skrauthanke var Fader til Erkebiskop Erik († 1213) og Munaan Ögmundssøns Slægtregister. Derimod har han omredigeret Beretningerne, hvor den historiske Sammenhæng fordrede det (f. Ex. han nævner Sigurds og Inges Formyndere strax ved deres Tiltrædelse S. 725, ikke leilighedsvis senere), og i Slutningskapitlet om Sigurds Pinsler har han omarbeidet de ligefremme Citater af Erik Oddsøns Bog, som Mork. giver, til en med det øvrige ligelig Fremstilling. Snorres Fortjeneste af Sigurds Slembes Historie er saaledes ikke den at have skildret denne Karakter levende - det var gjort allerede af Erik Oddssøn - men at have renset Eriks Skildring fra uægte og uvæsentlige Tilsætninger, og ligeoverfor Fagrskinna atter at have fortalt Sigurds Dødsmaade.

Saga Inga Haraldssonar ok brœðra hans (fra Cap. 13.)

Skriftlige Kilder:

1. Aagrip (Cap. 52, resten mangler).

2. Morkinskinna 8. 222-37.

3. Fagrskinna Cap. 259-62.

(4. Jarlasaga.)

Regner man Sigurd Slembes Bedrifter for en egen Saga, begynder Haraldssønnernes Saga først med 1142, da Eystein og Magnus blev Konger med de 2 andre Brødre, og den ender med Eysteins Død 1157. Snorre udelader her af Mork alle uvæsentlige Episoder f. Ex. om Einar Skulessøns Viser (Mork. 226) og Geirstein og hans Sønner (Mork. 228 ff.), fordi han kun om Brødrene vil fortælle det, som syntes ham at have foraarsaget de største Begivenheder ("er mér þykkir mestum tiðindum sætt hafa" S. 744 ^). løvrigt danner som i Mork. saa ogsaa hos Snorre Sagaen vel saa meget Indledning til de følgende Tiders Historie, idet der fortælles om den følgende Tids Hovedmænd: Orm Kongsbroder (og hans yngre Brødre), Erling skakke og Haakon Herdebred. Allerede Mork.s Fortælling er kronologisk ordnet; dog omtales der først Eysteins Ankomst (Aar 1142) som et Indskud i Fortællingen om Ottar Birtings Død, da Eystein optraadte som Mægler mellem Sigurd Mund ogThrønderne. Snorre har gjenoprettet den historiske Tidsfølge ved, førend han omtaler Ottars Drab, at berette, hvorledes Eystein blev tagen til Konge i 1142, og i Forbindelse dermed, at ogsaa en 4de Søn Magnus, som kun nævnes i et Vers af Einar Skulessøn, blev Konge med sine Brødre. Efter Ottars Død fortæller Snorre om hans Enke Ingerid og hendes senere Ægteskab og Børn; hertil har han benyttet sit Kjendskab til de senere Kongers Historie, Sagaerne om Sverre, Haakon, Inge o.s.v., idet han i Lighed med disse kalder Ingerids Elsker Ivar Sneis (ikke som Mork. Ivar Sveinsson) og hendes Datter, K. Philippus’ Moder Margret (ikke som Mork. Ingegerd). Ligeledes har han rettet Erling skakkes Slægtregister, der i Mork. var baade ufuldstændigt og feilfuld). Erlings Korstog fortæller han efter Mork., dog gjør han efter Jarlasaga smaa Rettelser (Eindride har 6 Skibe, ikke 5) og beskriver nøiere Indlagelsen af "Dromunden", hvortil han ogsaa knytter et Vers af Torbjørn Skakkesskald. - Om de kongelige Brødre er ikke meget at fortælle: om Sigurd kun hans Eventyr med Tjeneslepigen Tora, om Eystein hans Kamp mod Rænerne (ɔ: Indbyggerne i Ránríki, ikke Remir, som Mork. har) og hans Vesterfærd. Deretter samler Snorre, som Udgangspunkt for den senere Broderstrid, i ét Kapitel Alt, hvad der tjener til at oplyse Brødrenes forskjellige Karakter (Frá háltalagi Haraldssona), ikke alene fra Mork. (S. 226) og Aagrip (Cap. 52), men ogsaa fra et Vers af Einar Skulessøn, samt desuden fra nu ukjendte Kilder: om Eysteins Hustru Ragna, om Inges Udseende, om at Harald Gilles Datter Brigida ogsaa var gift med Karl Sunessøn.

Om Broderkrigen indtil Eysteins Død følger Snorre i det Hele taget Morkinskinna; dog retter han aabenbare Feil, og forbedrer af og til Stilen f. Ex. naar Mork. først fortæller, at Simon Hallkelssøn gik over til Inges Parti, men derpaa kort efter nævner Simon og hans Broder Jon som horende til dette Parti. - Snorre slutter Sagaen med et Citat af K. Sverre om Eysteins Død: "svá hefir Sverrir konungr rita látit" o.s.v.; men da her baade Mork. og Aagrip mangler, og Fagrskinna som sædvanlig er for kortfattet, kan det ikke sees, om dette Citat ogsaa har tilhørt Forgjængerne eller om Snorre selv har laant det fra et Skriít af K. Sverre, som ikke længer kjendes.

Sagan af Hákoni Herdibreið og Saga Magnus konungs Erlingssonar

For denne Periode har vi af Snorres Kilder kun Fagrskinna tilbage, og selv i denne findes en Lakune for Tiden 1160-1162. - Da vi imidlertid om Frisianus og Hulda véd, at disse, hvor Morkinskinna er vidtløftigere end Snorre, altid optager Stykker fra den første, men heller ikke disse Haandskrifter for Tiden 1157-77 nogensteds er vidtløftigere end Heimskringla, tør det ansees for sikkert, at Mork. ikke for dette Tidsrum har indeholdt Episoder, som Snorre har forkastet. Og da vi om Fagrskinna véd, at dennes væsentligste Afvigelse fra Morkinskinna bestaar i at forkorte Beretningen, kan man ikke andet end antage, at hvor Snorre er mere ordrig end Fagr., men dog fortæller Begivenhedernes Udvikling som denne, der følger han Morkinskinna uden Forandringer; men hvor Snorre afviger i Begivenhedernes Ordning, der er han original.

Om Begivenhederne 1157-60 finder vi saaledes kun den Forkjel mellem Fagr. og Snorre, at Snorre er vidtløftigere. Naar derimod Fagrskinna (Cap. 263) siger, at K. Inge og Gregorius opholdt sig i Bergen "den sidste Vinter" (1160-61), saa har Snorre her foretaget den Rettelse at henlægge Bergensopholdet til Sommeren 1160, naturligvis fordi han har kjendt Aarsdagen for Gregorius’ og Inges Fald, 7. Jan. og 4. Febr. 1161, og saaledes ikke kan lade dem opholde sig om Vinteren i Bergen. Med Ordene "þá spurðu þeir, at Hákon" (Hsk. 768) begynder et Hul i Fagrskinna paa 2 Blade, og Texten fortsættes først paa et Sted, som svarer til Cap. 10 af Magnus Erlingssøns Saga (= Hsk. 788). Den Del af Magnus Saga, hvis Kilder vi saaledes har noget Kjendskab til (Cap. 10-44), omfatter altsaa Begivenhederne fra Høsten 1162-Jan. 1177. I de første Aar 1162-64 findes store Afvigelser i Begivenhedernes Ordning. Fagrskinna melder, at Markus paa Skog om Vaaren (1163) skaffede sig Skibe i Viken, at han om Høsten fik Hjælp af Hisingboerne og havde en Fægtning med Erling ved Konghelle, at Markus maatte flygte op i Marker, og at Erling om Vinteren (indtil Jan. 1164) holdt Dom over Hisingboerne; derpaa drager Markus til Throndhjem og lader Sigurd tages til Konge paa ørething. Om Vaaren og Sommeren (1164) bliver Markusmændene indespærrede mellem Erling i Viken og hans Mænd i Bergen og adsplittede, Sigurd og Markus fanges og henrettes; senere paa Aaret fanger Erling paa et Tog fra Tønsberg ogsaa Fredrik Kona og Bjarne ille. Derpaa fortælles, at én Vinter efter K. Haakons Død (altsaa Aar 1163) kom Legaten Stefanus til Norge, at Vaaren efter (1164) kom Erling til Nidaros og aftalte med Erkebispen Mødet i Bergen om Sommeren (1164), hvor Magnus blev kronet 7 Aar gammel. Her er aabenbare Modsigelser, at Erling paa én Gang om Vaaren 1164 er syd og nord i Landet m. v., men Snorre har undgaaett dem alle. Han véd, at K. Magnus blev kronet, da han havde baaret Kongenavn i 3 Aar og var 8 Aar gammel, altsaa Sommeren 1164; endvidere véd han, at Markus og Sigurd blev henrettede ved Mikalsmesse, følgelig, da Oprøret var betvunget før Kroningen, i Aaret 1163. Det bliver altsaa det samme Aar, 1163, at Markus om Vaaren kjæmper ved Konghelle, lader Sigurd hylde paa ørething og i Sept, bliver henrettet med Sigurd, men Dommen over Hisingboerne holdes om Vinteren efter deres Henrettelse (Oct.- Dec. 1163), og Erling fanger Fredrik og Bjarne om Vaaren 11641, medens Erlings Tog til Nidaros borlfalder. Disse Forandringer støttes derved, at Snorre ikke utydelig nævner sin Hjemmelsmand, Jon Loftssøn, der var tilstede ved Magnus’ Kroning som hans Frænde. Fra ham har vel Snorre de nøiagtige Oplysninger om Forhandlingerne ved Rigsmødet og om Kroningsfesten (Cap. 21. 22), maaske ogsaa enkelte Rettelser i de foregaaetnde Aars Regivenheder f. Ex. at Slaget med Sigurd Jarl stod "á Ré á þeim bæ, er Rafnnes heitir", medens Fagr. nævner det underlige "á Dynduxstöðum", og at Sigurd blev halshugget "út frá Grafdal" og Markus hængt "á Hvarfsnes", medens i Fagr. Stederne ombyttes. Men om Begivenheder efter 1164 støtter Snorre sig ikke længer til Jon Loftssøn; netop Beretningen om Forhandlingerne med K. Valdemar er usædvanlig feilfuld ikke alene i Fagrskinna, men ogsaa hos Snorre, der f. Ex. udelader Valdemars Hyldning i Ranrike og paa Borgarthing (Fagr. 243), lader Fredsforhandlingerne i Banders foregaa allerede 1166 (istedetfor 1170) og endelig lader Erlings Fiender benytte hans Fraværelse i Banders til at begynde Oprør mod ham, skiønt dette (Olav Ugævas) Oprør er en Episode i Krigen mod Valdemar. I Olav Ugævas Historie afviger Snorre kun ved at lade Sigurd Agnhatt være fra Oplandene, ikke fra Viken, og lade Olav dø i Aalborg, ikke i Aarhus. Efter Forhandlingerne i Randers giver Snorre selvstændige Oplysninger om Kristinas Reise til Danmark og Miklagaard samt om hendes Mands Utroskab; ligeledes meddeler han i Episoden om Birkebeinerne - hvor han Cap. 36-44. ellers stemmer med Fagrskinna - mere om K. Eystein Meylas Forhold til Birge Jarl, indskyder en Karakteristik af Erling og hans Son Magnus og fremstiller i Slutningskapitlet, hvilken Berømmelse Magnus vandt som Seirherre over Birkebeinerne og hvorledes Forventningerne om ham steg i det Uendelige. Han indretter derved denne sin sidste Saga til Indledning for Sagaen om Sverre, hvori det viser sig, at disse Forventninger saa sørgeligt skuffedes.