Superstitioner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk religion

Uddrag af Knud Leem:
Beskrivelse over Finmarkens Lapper



22. Capitel
Om Lappernes Superstitioner


Lapperne havde i deres Vanvittigheds Tid megen Overtroe. Somme holdt Torsdagen hellig, især vilde de ey benævnte Dag spinde Uld. De helligholdte og Løverdagen, somme ogsaa Fredagen, og merkeligt er det, at de i deres Sprog haver givet sidstbenævnte Dag det Navn Fasto-Beive, Danice: Faste-Dagen.

En udi Smør-Fiorden i Porsanger udi Kielvigs Prestegield i Vest-Finmarken boende Søe-Lap, ved Navn Peder Pedersen, fortalte en Aabenbarelse, som var skeet ham paa følgende Maade: Da han en Løverdag gik i Marken paa Hare-Skytterie, og havde sat sig ned at hvile, kom en til ham i en Mands Skikkelse i sorte Klæder, og spurgde hvad han bestillede, hvorpaa han svarede, sig at ville skyde til sin Præst en Hare. Spøgelset sagde da: din Præst kand alligevel leve, om du ikke for at skaffe ham Hare, overtræder Sabbaten, ved at gaae paa Skytterie paa Løverdagen, der bør holdes hellig. Du skal ikke arbeyde paa Løverdag, ey heller paa gamle hellige Dage. Dyr, Fugle og Fiske etc flye bort, fordi Folk anvende saadanne Dage, der bør holdes hellige, til verdsligt Arbeyde. Hidindtil havde Spøgelset ladet sig see i revne Klæder, men strax derpaa fremviste sig sømmeligen klædt, og sagde til Manden: Du skal ofre mig en Koe, saa skal der blive Forraad paa Fiske, Fugle og andre Dyr. Efter denne Samtale, forføyede Manden sig til sit Huus overmaade forferdet, og efter Hiemkomsten satte sig ned, drog sin Kniv ud, og strax segnede ned, som en Død. Imedens han saa laae, holdt Folk Vagt over ham, og nu og da stødte paa ham; men han følede det ikke. Imidlertid forekom ham selvsamme Spøgelse, som han havde seet paa Marken i Drømme, og sagde til ham: Du skal ikke komme til Live igien, uden du lover mig en Koe til Offer; Efter giorte Tilsagn derom opvaagnede Manden, var heftig syg, og kunde ikke gaae, men maatte krybe, og, saasom han endnu efter Opvaagnelsen saae tit-bemeldte Spøgelse paa Gulvet i en heslig Dragt, gav han et Raab fra sig, og bød de hosværende slaae Trolden, paa det at den ey skulde dræbe ham, Derefter, som han kom noget mere til sig, fortalte han, hvad han havde seet og hørt, og forbød sit Huus-Gesinde at arbeyde paa Løverdagen og de gamle Hellige Dage. Siden læste han Herrens Bøn, og et Stykke af Catechismo. Dagen derefter kom Folk fra en og andre Steder til ham, for hvilke han fortalte sin Syn; hvorover mange fattede det Forsæt, ey allene at helligholde Løverdagen, men endog at ofre Lam, paa det at der igien kunde blive Forraad paa Dyr, Fiske og Fugle; dog fandtes der en Deel, som ansaae denne Aabenbarelse ikkun for Satans Bedragerie og beloe den.

Om bemeldte Aabenbarelse var virkelig eller ikkun et Opdigt, overlader jeg enhver at dømme efter Behag. Men dette vil jeg alleneste erindre, at bemeldte Lap var en stakkels eenfoldig Mand, een af de allereenfoldigste og ærligste der paa Stedet. Det er jo ellers vitterligt, at Dievelen kand iføre sig allehaande, ja endog en Lysens Engels Skikkelse, og torde han i en synlig Gestalt friste Christum, i hvilken al Viisdoms og Kundskabs Liggendefæe laa skiult, ere det ikke utroeligt, at han i en synlig Skikkelse fristede en eenfoldig, for at styrte ham og flere med ham i Fald.

Lapperne helligholdte de gamle Høytider, saasom: den gamle Juule-Høytid, gamle Vor Frue Dag; En i Lerrets-Fiorden i Altens Præstegield udi Vest-Finmarken boende Søe-Lap ved Navn Anders Pedersön fortalte en Aabenbarelse, som saaledes var skeet ham: Da han paa en Dag, som een af de gamle Juule-Høytids Dage indfandte sig paa, bar Høe hiem af Marken til sit Qvæg, (Lapperne have ey allene en Stillatz, eller saa kaldet Loaawe, i Nærværelsen hos deres iboende Hytte, hvorom er meldt i det Capitel om Lappernes Boliger; men de have og ligeskikkede Stillatzer for Høet, opsatte i Skoven langt fra bemeldte Hytte) og havde paa Veyen sat sig ned at hvile, hørte han nogle Gange efter hverandre en blafrende Lyd; hvorfor han stod op for at forføye sig hiem. I det samme hørtes en Røst sigende: Bie! jeg vil tale med dig. Derpaa vendte Manden sig om, og saae en i et Menniskes Gestalt i hvide skinnende Klæder, som straffede ham, fordi han ved at bære Høet, arbeydede paa en Dag, som een af den gamle Juule-Høytids Dage indfaldte paa, og sagde derhos: Jeg er en Guds Engel, kommen for at undervise dig. I skal allene helligholde den gamle Juule-Høytid og andre gamle Høytider; Men den nye Juule-Høytid og andre nye Høytider ere ikke uden Menniskes Bud. I skal og holde Torsdags Eftermiddag og Løverdagen hellig. Derfor er der Mangel paa Næring i Landet, fordi Folk ved verdsligt Arbeyde vanhelliger saadanne Dage. Derpaa forsvandt Spøgelset. Manden gik hiem, og, som han var kommen nær Stedet, hvor hans Hytte stod, faldt han i Besvimelse paa Marken, og maaskee havde døet der, dersom Folk ey havde blevet ham vaer, og baaret ham ind i Hytten. I denne Besvimelse laae han et par Timers Tiid. Da han var kommen til sig igien, formanede han sit Huus-Folk og andre, som ham forekom, at efterleve den sig indbildte Engels Bud, ved de gamle Høytiders samt Torsdags og Løverdags Helligholdelse. Min Slutning om denne Aabenbarelse, der ligeledes hendte en stille og eenfoldig Mand, er, ligesom om den foranførte[1]

Tab. XCIII

(Vid. Tab. XCIII.) Lapperne holdt det for en Misgierning at æde Kiød Dagen for Juule-Aften; En Lappe-Dreng fortalte mig, at, da hans Fader den Dag havde hængt en Kiød-Gryde over Ilden, og han, da Kiødet var kogt og Faderen var gaaet ud, havde taget et Stykke af samme at æde, kom faderen ind, i det han tyggede paa Kiød-Stykket, stak Fingrene ind i hans Mund, tog Kiødet ud igien, og gav ham dygtig Prygl.

De fastede paa den gamle Juule-Aften Joulo-Gadze, om hvilke meldes i det 19. Capitel om Lappernes Afguder, til Ære, og gamle Vor Frue Aften for Børnenes gode Optugtelse. Gamle Juule-Dag toge Qvinderne adskillig Slags kogt Mad op i deres Forklæde, bar den hen i Fæe-Huset, hengte den der op, og lode den sammesteds forblive i 3 Dage, efter hvilken Tiids Forløb de aade den op paa Stedet. (Vid. Tab. XCIII.) I Juulen pleyede Lapperne bære en og anden Slags Mad ud til Kragerne, for at tractere dem.

En Mand vilde ikke sove under eet og samme Dække med sin Hustrue, naar hun havde sin Tiid, ey heller vilde en Mands-Person røre ved en Qvindes Klæder, som derved vare besmittede. En Qvinde, der havde sin Tiid, var det ikke tilladt at trine over en Mands-Persons Fod, naar han siddende paa Jorden havde rakt Beenet fra sig, ey heller at gaae op paa Taget af Hytten, som man boene udi, ey heller at gaae saa langt ned i Strand-Bredden, at hun kom paa det Sted, hvor Fiskerne efter sin Hiemkomst fra Fiske-Fangst havde slengt dem ud af Baaden, ey heller at malke en Koe. Naar en Qvindes Maanedlige Tiid var forbie, toede hun sit Hoved i Vand af en Kiedel, skurede den derpaa med Meel, og bagede en Kage i den, hvilken det var Qvinderne allene tilladt at æde. Saasnart en Qvinde befandt sig at have undfanget, gav hun Agt paa en vis Stierne hos Maanen, og efter sammes kortere eller længere Distance fra Maanen giorde sig Slutning, om det Foster, hun var bleven frugtsommelig med, skulde døe i Moders Liv, eller lykkelig fødes til Verden. Man maatte ikke sette en Øxe paa Skaft inde i det Huus, hvor Hustruen var frugtsommelig. Naar en Barsel-Qvinde var under Fødsels Smerte, maatte hun intet knyttet have paa sig; thi man indbildte sig, at Barnets Fødsel derved hindredes, hvorfor om der nogensteds paa hendes Klæder befandtes et Baand med en Knude paa, løste man den op. De Klæder, som hun havde paa, naar hun fødde, forkastede hun, og brugte dem ikke mere. Paa det Sted i Hytten, hvor hun var falden i Barsel-Seng, maatte hun stedse blive liggende, uden at omskifte det, indtil hun var bleven tilpas og stod op igien.

Lappe-Qvinderne give gierne deres Børn lenge Die, somme vel i 2 Aar, ja lengere. I Vanvittighedens Tiid indbildte de sig, at i desflere Faste-Tider Børnene gaves Die, jo lykkeligere bleve de. Lapperne gave deres Børn Navn efter Drømme.

Foruden at de have Døbe-Navne, hvilke gemeenligst ere de samme, som andre Norske Folkes, saasom: Niels, Oluf, Peder etc. men anderledes udføres, i det at Anders nævnes: Anda v. Adda, Svend: Spein, Jens: Juntze, Joseph: Juks, Lauritz: Lalla, Niels: Nikke, Oluf: Wulle v. Volab, Peder: Piettar, Povel: Pave, Johan: Anthe og saa fremdeles, have og nogle af dem besynderlige, dennem i et Bad Hiemme i Huset tilegnede Navne, saasom: Utze Beivatzh Danice: lille Soel, Qvive, Mielze, Akkie, Guia, Nokke og flere saadanne. (Vid. Tab. XCIII.) Det haver været, og endnu, som jeg selv utallige Gange haver seet, er en Skik iblandt, at de hver Dag, fra det første Børnene ere fødte, indtil de ere temmelig store, bade dem udi en Kiedel med varmt Vand i, hvilken Baden i sig selv er uskyldig, og skeer for Børnenes Sundheds Vedligeholdelse. Naar noget Barn skulde i bemeldte Bad gives et andet Navn foruden dets rette Døbe-Navn, skede samme, de allerførste Gang det efter Navle-Strængens Frafald badedes, hvorved saadanne Ord bleve brugte: De mon baasam duu dam Nabmi N.N. ja dam Nabmi buurist kalkak ællet, Danice: Nu toer jeg dig i dette Navn N.N. og i dette Navn skal du leve vel, og lode de det da faae et af ovenmeldte Navne eller andet deslige Navn, som nogen af dets Forfædre havde havt. I bemeldte Bad brugtes Elle-Bark; efter Beretning pleyede de og krydse Barnet; Siden, om det blev sygt eller græd heftig, indbildte de sig, at Aarsagen dertil var en Forseelse ved at have givet det et uret Navn, saasom en anden af Forfædrene vilde blevet opkaldet, og derfor, naar de atter badede det, navngave det efter nogen anden af dets afdøde Forfædre; deraf kommer det, at nogle Lapper have 3de Navne, et, som de have faaet i Daaben, de andre i tit-bemeldte Bad. At der gives Lapper, som foruden deres rette Døbe-Navn have a parte Navne, derpaa er det, som jeg her vil anføre, et klart Beviis: Udi Porsanger-Fiorden i Kielviigs Præstegielde udi Vest-Finmarken i en Finne-Bye, som de Norske kalde Horvigen, men Lapperne: Vueppe, boede, da jeg var Missionaire der paa Stedet, 2de Søe-Lapper, af hvilke den eene havde i Daaben faaet det Navn: Niels, den anden: Gunner; naar disse 2de Mænd talte hinanden til, kaldede de (Norske Folk, der have eet og samme Navn, kalde hinanden: Navne) hverandre: Gaimazhjam, det er: min lille Navne; jeg i Begyndelsen forundrede mig høylig over, at disse 2de, der havde bemeldte ulige Døbe-navne, kaldede, ligesom 2de, der have eens Navn, hinanden: Gaimazhjam v. min lille Navne, men erfarede siden, at de i Barndommen i et Bad Hiemme begge havde eet og samme Navn, nemlig Qvive, og derfor kaldede hinanden Navne.

Efterat Barnet havde, som meldt, bekommet Navn i et Bad i Huuset, har det tildraget sig, at man tillavede det en Mad og Drikke, hvilken blev kaldet Noaaide-Borramush og Noaaide-Jukkamush, Danice: Troldmands Spise og Troldmands Drikke, og gav det samme ind, indbildende sig, at det derved fik en besynderlig Kraft til at blive med Tiden en duelig Troldmand; derpaa fastede man for det, og siden, imedens det endnu var i spæde Barne-Aar, øvede det i Juoigen, en iblant Trold-Mændene og andre Lapper brugelig Rune-Sang, mere lignende en Tuden, end Sang, hvorom er meldt i nest foregaaende Capitel, saa at, førend Barnet kunde tilgavns tale, havde det allerede lært Tonerne til bemeldte Sang. Derefter ved Alderens Tiltagelse underviste man det om Afgudiske Ofringer, og anden deslige i Satans Skole opfunden Lærdom. Lapperne lagde Staal i Vuggen hos de smaa Børn, indbildende sig, at, naar Staalet laae der, skulde intet ondt komme dem nær.

Tab. XCIV

For Syges Helbredelse lovede de Gaver til Kirken; hvorved af somme brugtes den Skik at fare ud paa Vandet, vende Baaden 3 Gange om efter Solens Gang og dybt bukke sig; bemeldte Løfte kaldte man: Kirkoi Zhjuorvot, i.e. at raabe til Kirken. De vilde ikke gierne tilkiendegive, hvor Folkerige de vare, befrygtende, at samme maatte foraarsage en hyppig Død iblandt dem. (Vid. Tab. XCIV.) Nogle gave sine Afdøde Mad med i Liig-Kisten: udi Altens Kirke i Vest-Finmarken blev i Vaaben-Huuset et Liig indsat, som formedelst indfaldende sterke Frost ikke strax kunde begraves, men maatte blive der nogen Tiid staaende. En vis Person aabnede Liig-kisten og befandt hos den Døde en Skee, samt en Kage af Meel og Vand stegt paa Gløder. Efter Beretning lagdede og fordum i Kisten hos den Døde, Buen og een af de Piile, han var vant at skyde med. Rensdyret, som slæbte Liiget til Graven, slagtede de, aad dets Kiød og grov Beenene ned i Jorden. Naar en Død var udbaaren, lagde de en Steen i Rummet, hvor Liiget havde ligget, og derefter forlode den Bolig, som de havde der, hvor Mennesket døde, og satte Boe paa et andet Sted.

Somme havde et med lidt Uld og Høe omviklet Faare-Been, hengende paa deres Høe-Huus, hvilket skulde tiene Qvæget til en Beskyttelse imod Giø-Maanedens strænge Veyrlig. De tegnede deres Qvæg med Kryds. Naar en Koe skulde kalve, satte de paa Stedet Staal over dens Hoved. Naar hun havde fød, satte de et Kryds i hendes Pande, og betroede baade hende og Kalven med Meel. En Mands-person fik ey Tilladelse at æde af den første Melk, som malkedes af en Koe, efterat den nylig havde kalvet, førend man havde ladet lidet Meel derudi.

Undertiden hender det, at en styrtende Død paakommer Rensdyrene, hvorover Lapper, der før vare Eyere af mange Dyr, have inden kort Tiids forløb ikkun faae tilbage. Saadant Uhæld tilskrev de Stedet, og derfor ey allene forlode samme, flyttende et andet Steds hen langt derfra; Men det skal og have tildraget sig, at de for Bortflyttelsen satte al den Rensdyr-Mosse, som sammesteds havde været, i Brand. Qvinderne var det ey tilladt at æde et Rensdyrs Hoved-Kiød; hverken en Mands- eller Qvindes-Person vilde æde det Lem af et Dyr, i hvilket de selv befandt sig med Svaghed behæftede, saa at, havde de svage Øyne, vilde de ikke æde Dyrets Øyen; vare de plagede af Ryg-Verk, vilde de ey æde det Kiød, der sad ved Ryg-Beenene, ogsaa fremdeles.

Lapperne æde ikke Svine-Kiød; thi de, som der siges, indbildte sig, Svinene at være Noaaidernes eller Trold-Mændenes Riide-hest. At de ikke æde Sviine-kiød, er sandt, det kand jeg melde af egen Erfarenhed; men, om bemeldte Indbildning er den virkelige Aarsag til Afhold fra det Æden, veed jeg ikke; Ellers kalde Finmarkens Lapper Skiertzviis et Sviin: Tazhja-Guouzhja, Danice: Nordmands Biørn; thi det var for deres Øyne i sin Skikkelse noget at ligne en Biørn, og dets Kiød spises af de Norske Landets Beboere.

Lapperne indbildte sig, at vilde Dyr, Fugle og Fiske skye det Sted, hvor en Kirke staaer, saa at man derfor i den Egn, hvor en Kirke var bygget, ikke formodede sig Lykke til Fiskerie og Skytterie. Naar de øvrige af Huusets Folk vare borte paa Fiske-Fangst, vilde de hiemme værende ikke stikke en tændt Brand i et Kar med Vand udi, for at slukke den. Efter Hiemkomsten fra bemeldte Fangst vilde Fiskerne ikke legge de bekommede Fiske høyt oppe i Strand-Bredden, hvor Qvinderne pleyede at have sin Gang, indbildende sig, at Fiskeriet derved skulde vanlykkes. Naar de havde trækket den Krog, hvorved en Helle-Flynder var fanget, ud af dens Kiæft, krydsede de for Kiæften med samme og tillige sagte blistrede. De tilstedde ikke, at det Vand, som Kiødet af en Helle-Flynder var kogt udi, maatte gives Gieder at drikke, af Frygt for, at benævnte Fiskes Fangst derved skulde aftage.

Nogle vilde ikke nævne en Biørn med dens sædvanlige Navn: Guouzhja, saasom befrygtende sig, at den da skulde dræbe deres Qvæg; men i dets Sted kaldede de ham: Moedda-Aigja, Danice: Beste-Faderen med Skind-Kiolen.

Naar de havde taget Livet af en Biørn, førte de den hiem med en slags Triumph. Efter Hiemkomsten opsatte de et Telt i Nærværelsen af Vaanings-Teltet, og omskiftede sine Klæder, som de begave sig derind, agtende det ulovligt, at gaae ind i det i de samme Klæder, som de havde havt paa, da Biørnen aflivedes. Her forbleve Mændene for sig selv i 3 Dage, og Qvinderne derimod lige saa længe i Vaanings-Teltet. Imidlertid var det ingen af Parterne tilladt at komme ind til hverandre. i bemeldte ikke langt fra Vaanings-Teltet opslagne Telt kogte Mændene Biørnens Kiød, hvorom ey brugtes Verbum, Vuoshjam, jeg koger, som andet Kiøds samt anden Spises Kogen i det Lappiske betydes ved, men i dets Sted Verbum, Guordestam. Efter at Kiødet var kogt, giorde Mændene sig dermed tilgode, lode ogsaa tilbringe Qvinderne en Deel deraf, men derhos toge nøye i Agt, at ikke noget Stykke af Biørnens Bagdeel dem blev givet; (Vid. Tab. XCIV.) man bar ey heller Kiødet ind til dem igiennem Døren, men løftede en Fliig af Teltets teppe op bag ved det Rum, som Gryderne og Kiedlene hensettes paa, hvorom er meldt i det 5te Capitel om Lappernes Boliger, og der stak samme ind. Her, hvor Biørne-Kiød, ligesom og Kiødet af et vildt Rensdyr, blev indstukket, var det aldrig en Qvinde tilladt enten at træde ind i eller ud af Teltet. Naar Biørnens Kiød var ædet, grov man Beenene ned. Efter de 3 Dages Forløb, som var Mændenes og Qvindernes Fraskillelses Tiid, fik de igien Frihed at omgaaes hinanden. En, som havde skudt en Biørn, fordrog ikke, at nogen efter den Dag skulde gaae bag hans Ryg.

Schefferus haver vidtløftig beskrevet de mange overtroiske Skikke, som brugtes for, under og efter Biørne-Fangsten, hvilke alle at være sande jeg ikke kand bevidne af Erfarenhed eller Fortællelse; thi i mit Missionaire District blev sielden nogen Biørn skudt; dog bifalder jeg næsten al hans Relation om denne Handel, og holder den ikke utroelig. Lapperne brugte utugtige Ord hos Kugle-Støbning. De indbildte sig, at en Ulv kunde fortrylle en bysse, at den ey gik løs.

De agtede en liden med hviid Ring om Halsen begavet og i øvrigt sort Fugl, der holder sig hos Elve-Fosser, og af Lapperne kaldes: Kuoik-Garheek, men af de Norske: Elve-Kald [2], for en Lykke-Fugl, og derfor, naar de fik den fanget, forvarede den, som en Helligdom; En riig Field-Lap, ved Navn Hans Jonsen, kaldet af Lapperne Hano, og boende udi Ozejok udi Svensk Lapmarken, havde benævnte Fugl giemt i en hviid Skoe eller Kamag; endskiøndt samme var død, holdt han den dog for en Lykke-Fugl, indbildende sig, at, saa længe den var i hans Eye, skulde Lykken føye ham. Læs mere om samme Mand i det 15de Capitel om Lappernes Maneerer.

(Vid. Tab. XCIV.) Lapperne troede, at, om man kom at staae under et træe, hvor en Giøg galede, førende den begav sig paa Flugt, blev man lykkelig. Iligemaade troede de, at den blev lykkelig, som fandt en Giøgs Æg, og, naar man aad samme, havde man en omhvælvet Kiedel paa Hovedet, den derimod holdte de for ulykkelig, som skiød en Giøg; de indbildte sig, at, dersom nogen var fastende, naar han første gang hørte benævnte Fugl gale om Foraaret, virkede det hos ham et ondt Hiertelav til sin Næste; den derfor, som samme var hendet, beed i Barken paa et Træ, og gik 3 Gange omkring det imod Solens Gang, forsikrende sig om, at Giøgens Galen, som han fastende havde hørt, ey da skulde giøre ham bemeldte slemme Virkning.

De troede, at den, som fastende første Gang hørte Lommen (Lom er et Slags store Fugle) [3] skriige om Foraaret, træffede den Vanlykke, at Melken af hans Qvæg ikke løb sammen. De indbildte sig, at, ved at skiertze med Ild tilføyedes Rensdyr-Kalvene Blindhed. De satte Kryds paa sine Dørre.

Det er bekiendt, at, som Solen i Finmarken om Sommeren i 7 samfulde Uger baade Nat og Dag lader sig tilsyne, saa er den i lige saa mange Uger om Vinteren aldeles borte af Horizonten. Den første Gang Lapperne fik den efter bemeldte Udeblivelse at see igien, besmurte de sine Dørre.

En Steen, som ikke var ret stor, men derhos af en usædvanlig Tyngde, indbildte de sig at være noget overnaturligt hos.

De troede, at Torden skrekkede og ødelagde Trold. Samme Overtroe hengte og ved mange af gemeene Mand iblandt de Norske, hvoraf det endnu bekiendte Ordsprog er kommen: Dersom Torden ikke var, lagde Trold Verden øde. Man sagde, at, naar Torden slog, bleve Trold seet at løbe af Banghed om i Skoven, indtil de fandt et huult Træ at skiule sig udi, og at Lyn-Ilden derpaa antændte samme.

Lapperne have vel og havt adskillige andre Superstitioner; men de anførte ere mere end nok til at beviise deres Vildfarelse i Vanvittighedens Tiid.




Fodnoter

  1. Man bør dog ey derhos forglemme, at en udsvævende, fordervet og ophidset Indbildnings Kraft, er fuldkommen i Stand til at tilveyebringe deslige Syner.
  2. Eller Fosse-Kall, saa og Elvekonge, Sturnus cinclus (Fn. Sv. 214). Jeg besidder heraf 3 Exemplarer, som alle ere hvide, ikke blot paa Brystet, men og paa Halsen og Struben lige op til Hovedet og de smaa Fiere, som besidde Roden af Under-Nebbet. Det er besynderligt, at denne Fugl, da den ingen Svømme-Fødder har, tør vove det at fare i Vandet efter Insekter. Dog giør han det med hastig Fart, saa at han ikke længe bliver i Vandet. I Voldens Præstegield paa Søndmøer bliver denne og, efter Velærværdige Hr. Strøms Beretning til mig, kaldet: Laxe-Titing.
  3. Denne er Colymbus Lumme, collo antice ruso vel ferrugineo. Act. Nidros. I. 244. tab. II. fig. 2. Thi denne allene kaldes her i Stiftet Loom, da man derimod, saasom nyelig er meldet, kalder Colymbum arcticum Wormii Hymber eller og Vas-Hymber.