Tørvekirker på Island

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Dansk.gif


Tørvekirker på Island
af Carsten Lyngdrup Madsen
© 2014


Den traditionelle islandske byggestil og materialebrug har rødder tilbage til de første landnamsmænd, som slog sig ned på Island i det 9. årh. Selv om der antageligt har været skovområder på Island dengang, har træ til alle tider været en mangelvare. Dels bliver træer på Island aldrig specielt høje, dels er de ofte krogede og ubrugelige til tømmer og endelig vokser træ uhyre langsomt på grund af klimaet. Derfor spiller drivtømmer en vigtig rolle både i sagatiden og op gennem historien. Dette fremgår også af landets første lovgivning, hvor retten til drivtømmer udpensles. Sagaerne beretter flere gange om, at skibe bliver sendt til Norge efter tømmer, når der skal bygges.

Med dette i mente er det ikke overraskende, at der blev sparet på træ og at andre materialer blev taget i brug. De fleste gårde havde jorder, hvor der kunne skæres tørv. Tørven var med andre ord gratis og inden for rækkevidde. Desuden havde tørv en række kvaliteter, som gjorde, at den i mange tilfælde var at foretrække frem for træ. Et tørvehus væltede ikke i en storm. De metertykke vægge isolerede langt bedre og kunne holde både fugt og kulde ude. Til gengæld var holdbarheden af tørv ringe. I det sydlige Island kunne tørvevæggene ikke holde mere end 20-25 år, hvorimod de i det mere tørre klima mod nord kunne holde i 50-70 år. Tørvevægge skulle altså udskiftes fra tid til anden.

På Island er der bevaret seks tørvekirker/bedehuse, som er restaurerede, så de helt eller delvist fremstår, som de gjorde, da de blev byggede. Fire af disse hører til på Nordisland medens to er sydislandske.


OO Vidimyre kirke (Víðimýrarkirkja)

Inderst i Skagafjord på Nordisland finder man den smukke Vidimyre kirke. Ifølge de ældste optegnelser over kirker lå her allerede en kirke i 1318, men Vidimyre menes at have haft kirke helt tilbage til den første tid efter landets overgang til kristendommen (år 1000). Gården Vidimyre, på hvis jord kirken ligger, spillede en central rolle under fejderne i 1200-tallet og er bl.a nævnt i Sturlunga saga. Den nuværende kirke er bygget i 1834 af tømrer og altingsmand Jón Samsonarson.

Landets tidligere præsident, arkæologen Kristján Eldjárn har udtalt, at Vidimyre kirke er "det reneste og smukkeste eksempel på bevaringsværdig islandsk arkitektur" (Hundrað ár í Þjóðminjasafni). Kirken er opført af drivtømmer, den har sidevægge af tørv, gavle af træ og græsbevokset tag. Kirkens mål er 10,8 meter i længden og 8,6 meter i bredden. Dens indre er beklædt med umalede paneler. Kirkerummet er delt i to med en halvvæg, som adskiller skib fra kor. Øverste halvdel af skillevæggen består af ti lodretstående ranker skåret i træ. En del af kirkens inventar stammer fra en tidligere kirke. Altertavlen, som viser den sidste nadver, er dansk og stammer fra 1616. Klokketårnets to klokker er fra 1630. Også de malede motiver på prædikestolen går længere tilbage end den nuværende kirke. Kirken er omkranset af en kirkegård, som er afgrænset af en tørvevæg.

Vidimyre kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO


OO Árbær kirke (Árbæjarkirkja)

På Frilandsmuseet i Reykjavik er der opført en række huse både fra hovedstaden og fra andre dele af landet. Iblandt disse er en tørvekirke. Oprindeligt lå kirken ved Skagafjord ikke langt fra Vidimyre kirke. Kirken blev opført i 1842 men da der i 1896 skulle bygges en ny kirke, blev den gamle tørvekirke revet ned. En gård blev bygget på den gamle kirketomt og da tømmer var en kostbar vare, blev kirketømmeret genbrugt til badstuen på den nye gård. I 1959 blev badstuen revet ned og det meste af tømmeret blev transporteret til Reykjavik. Her blev kirken genopført i sin oprindelige form på Frilandsmuseet og i efteråret 1960 kunne den genindvies. Den oprindelige kirkes arkitekt var tømrer og altingsmand Jón Samsonarson, arkitekten bag Vidimyre kirke.

Med sine sortmalede gavle og de krydsede vindskeder har kirken stor lighed med søsterkirken fra Skagafjord, Vidimyre kirke. Som de øvrige tørvekirker har den tykke sidevægge af tørv og græsbevokset tag. Indvendigt er den beklædt med træ fra gulv til loft. En halvvæg med fint og malet træskærerarbejde adskiller kor fra skib. Skønt kirken er lille, har den dog plads til tolv korte træbænke og som i enhver protestantisk kirke: en ophøjet talerstol i højre hjørne af skibet.

Árbær kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO


OO Gröf kirke (Grafarkirkja)

Gröf kirke ligger midt ude på en åben mark på østsiden af Skagafjord i det nordlige Island, et par kilometer syd for byen Hofsóss. Den regnes blandt de ældste bygninger på Island, idet den er opført i slutningen af 1600-tallet af Hólar-biskoppen Gísli Þorláksson (1657-1684). Gården på hvis jord kirken blev bygget er desuden kendt for at være fødested for den islandske salmedigter Hallgrimur Pétursson (1614-1674). Efter dekret fra den danske kong Frederik 5. blev kirken dog nedlagt i 1765, hvorefter den forfaldt og endte med at blive benyttet som redskabsskur. I begyndelsen af 1950erne overtog Nationalmuseet bygningen og lod kirken genopføre i sin oprindelige form og i 1953 blev den genindviet som bedehus af den islandske biskop.

Den lille kirke er en traditionel tørvekirke med sidevægge bygget af tørv og gavle af træ. Indvendig er kirken helt og aldeles beklædt med træ, og såvel udvendig som indvendig er den dekoreret med barok træskærerarbejde (bl.a. alteret), som for en stor del er udført af Guðmundur Guðmundsson, hvis træskærerarbejde også er kendt fra andre kirker. Gröf kirke er omkranset af en cirkelformet kirkegård, afgrænset af en meterhøj tørvevæg. Den cirkelformede kirkegård er udtryk for en meget gammel byggetradition.

Gröf kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO


OO Saurbær kirke (Saurbæjarkirkja)

Saurbær kirke ligger langt inde i den smukke Eyjafjordsdal, ca. 25 km syd for Akyreyri i Nordisland. Saurbær som kirkested går helt tilbage til tidlig middelalder, måske helt tilbage til tiden efter trosskiftet. I slutningen af 1100-tallet blev der grundlagt et kloster på stedet, som ganske vist kun nævnes i kilderne gennem en kort årrække. I katolsk tid var kirken viet til Jomfru Cecilie og Sankt Nikolas. Den nuværende kirke er bygget i 1858 under præsten Einar Thorlacius (1790-1870), men blev nedlagt 50 år senere, da sognet blev lagt ind under Grund kirke. Stedet vedblev dog at være præstesæde frem til 1931. I dag hører kirken under Nationalmuseet. Kirken er bygget af tømreren Ólafur Briem, der også var arkitekten bag bl.a. Holar kirke i Eyjafjord.

Efter nogle års forfald tager Saurbær kirke sig pænt ud i dag. De massive sidevægge måler for neden næsten to meter i tykkelsen og er bygget som væg uden på væg. Materialerne er både sten og tørv. Gavlene er beklædt med sortmalede brædder med hvidmalede vinduer, dør og stern. På den vestre gavl er der desuden ophængt to klokker over indgangsdøren. Indvendigt er kirken beklædt med træ på vægge, loft og gulv. Kirken, der er den største af de bevarede tørvekirker, virker rummelig og har bænkeplads til 60 personer.

Saurbær kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO


OO Hof kirke (Hofskirkja)

Mellem Vatnajökul og den kilometerbrede sorte sandstrand på Sydisland ligger Hof kirke, der er den seneste af de traditionelle tørvekirker. Hof har været kirkested i mere end 700 år og med tørvebygningers korte levetid - ikke mindst i denne del af landet - må her have stået adskillige kirker gennem årene. I katolsk tid var kirken helliget sankt Clement. Den nuværende kirke, er bygget i 1883-85 af den lokale tømrer Páll Pálsson. I 1954 gennemgik kirken en større restarering og kom under Nationalmuseet. Kirken fungerer stadig som sognekirke.

Hof Kirke er 11,5 x 9 meter. Sidevæggene er bygget af sten forbundet med meterlange tørvestrimler. Taget er belagt med tørv og gavlene er beklædt med malede brædder. Kirken er opdelt med en halvvæg mellem kor og skib. Indvendigt er kirken moderniseret og ikke holdt i den oprindelige stil. Kirken er omgivet af en kirkegård og omkring den en kirkegårdsmur af tørv.

Hof kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO


OO Núpsstaður kirke (Núpsstaður kirkja)

På den smalle landstrimmel mellem Islands største gletcher Vatnajökul og det brusende Atlanterhav ligger helt ind under det 700 meter høje fjeld Lómagnúpur Núpsstaður kirke, der er den absolut mindste af de islandske tørvekirker. Den første kirke, som er registreret her, går tilbage til 1340, men antageligt har der været kirke her væsentlig længere. Omkring år 1600 blev der bygget en ny kirke, der dog ligesom den første forfaldt med årene. I 1765 blev kirken opgivet men vedblev at fungere som bedehus. I 1930 overtog Nationalmuseet bygningen og i 1958-60 og igen i 1972 blev kirken restaureret med nænsom hånd. Grundstrukturen af den gamle kirke blev bevaret, men vægge, tag og beklædning blev udskiftet.

Ikke meget lys slipper ind gennem kirkens to små vinduer. Den lille og trange kirke er indvendigt beklædt med træ på vægge og loft men har stengulv. Dele af inventaret fra den gamle kirke er bevaret, således det mere end 200 år gamle alter. Kirkerummet er delt af en korvæg med udskæringer og har plads til en træbænk langs hver af siderne. En kirkegårdsmur bygget af lava og sten omkranser kirken. Nogle få rønne- og birketræer står ved den østre gavl.

Ifølge sagnet skulle fjeldet bag Núpsstaður kirke have været tilholdsstedet for den jætte, som med en jernstang skræmte Harald Blåtands udsending væk fra Island. Samme jætte ses i dag i det islandske rigsvåben.

Núpsstaður kirke - (Carsten Lyngdrup Madsen, 2001)
OO