Thord Hredes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

THORD HREDES SAGA

Besørget og oversat af H. Friðriksson

Nordiske Oldskrifter VI,

udgivet af det nordiske Litteratur-Samfund

Kjøbenhavn, 1848

Forord.

Nærværende Saga, der omhandler Begivenheder fra Slutningen af det tiende og Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede i den nordlige Deel af Island, antages af P. E. Müller (Sagabibliothek, I, S. 273) at være nedskreven ikke senere end i det fjortende Aarhundrede. Sagaen er før bleven udgivet, efter et middelmaadigt Haandskrift, af Vice-Lavmand B. Markusson i „Nokkrer marg-frooder Sögu Þætter Islendinga”, Holum, 1756. Ved nærværende Udgave ere fornemmeligen benyttede følgende Haandskrifter: 1) Et Membranfragment Arnæ-Magn. Nr. 551d, 4to. Dette Fragment indeholder Sagaens Begyndelse, og ender med Ordene: at Þorkell kemr, Side 12⁹. 2) Papirshaandskriftet Arnæ-Magn. Nr. 139, Fol. 3) Membranhaandskrifterne Arnæ-Magn. Nrr. 471, 4to, 586, 4to, 152, Fol., 554 h β, 4to. 4) Papirshaandskriftet Nr. 27 i Rask's Samling paa Universitetsbibliotheket. 5) Membranerne Nr. 1003 og 1147 paa Kongens Bibliothek. 6) Papirshaandskrifterne Arnæ-Magn. Nr. 163, b, Fol., og 564, b, 4to. Af disse har jeg især lagt 551d til Grund, saa langt dette Membranblad naaede, og derefter fornemmeligen 139, da dette Haandskrivt, uagtet først skrevet i en senere Periode (i det 17de Aarhundrede), skjønnedes at have været en temmelig nøiagtig Afskrift af den Membran, hvoraf nu kun hint Brudstykke haves tilbage.

Det navnlig ved sine vigtige Genealogier interessante Tillæg, der indeholder et Slutningsbrudstykke af en fra den sædvanlige Redaction ikke lidet forskjellig Bearbeidelse af Thord Hredes Saga er aftrykt efter et nu paa enkelte Steder ulæseligt Membranfragment Arnæ Magn. Nr. 564A 4to der tillige indeholder Bergbua Þáttr og Kumlbúa Þáttr. Ved de ulæselige Steder har jeg benyttet en Afskrift af samme med Arne Magnussons Haand i hvis Tid Membranen vel har været mere læselig end nu.

THORD HREDES SAGA

Der var en Mand, som hed Thord, en Søn af Harde-kare; han var en meget anseet Mand; han var Høvding over de Herreder, som vare i Nærheden af ham. Han var Herse af Rang, men stod over Jarler i mange Henseender. Han havde ægtet en Kone af fornem Slægt. Han havde med sin Kone tre Sønner og en Datter. Den ældste af hans Sønner hed Steingrim, den anden Klypp, den tredie Eyulv; men Datteren hed Sigrid. Deres Børn vare alle haabefulde; men dog var Klypp den første af sine Brødre. De vare alle udmærkede og overmaade stærke, smukke og anseelige, som deres Slægt var. Deres Søster, Sigrid, var en særdeles smuk Kvinde, pralende og højsindet. Hun havde den største Færdighed i kvindelige Haandarbejder af alle de Kvinder, som der opvoxede samtidig med hende. Og da Brødrene næsten vare fuldvoxne Mænd, blev deres Fader syg og døde. Han blev stedet til Jorden med megen Pragt efter gammel Skik, Og efterat Arveøllet var holdt, fødte Thords Hustru et Drengebarn, der var baade stort og smukt. Ham blev givet Navn, og Hustruen vilde, at han skulde hedde Thord efter hans Fader, da hun meente, at han vilde blive en stor Mand, dersom han slægtede sine Frænder paa. Da Thord voxede til, var han høj af Væxt og stærk, smuk og anseelig, haardfør, uskaansom mod alle dem, som han var uvenlig sindet imod, men afholdt af Folk i Almindelighed. Han var gavmild, blid i Tale og vennefast. Han var meget munter og særdeles behændig i alle Slags Lege. Han var en bedre Svømmer end nogen, og en god Skjald. Paa den Tid, da dette gik for sig, raadede Gunnhildssønner over Norge. Da Thord voxede til, fik han Lyst til at tage til Kong Gamle Gunnhildssøns Hof, som var den meest afholdte Konge i Norge, næst efter Kong Hakon Adalstensfostre. Dengang Thord tog til Kong Gamles Hof, var han tolv Vintre gammel. Kongen syntes, han var en fremragende Mand i alt, hvad han skulde udføre. Han opholdt sig hos Kongen tre Vintre. Han gik, altid foran Kongen i enhver Livsfare, naar Kongen var i Kamp; han opnaaede stor Anseelse og Ære, og blev vidtberømt. Da Thord havde været tre Vintre hos Kong Gamle, sagde han til ham, at han ønskede at tage til sine Ejendomme. Kongen sagde: „Et godt Følgeskab har du ydet os, og en anseet Mand vil du blive.” Kongen laaste fra sit Bælte et Sværd, som han plejede at bære daglig og sagde til Thord: „Her er et Sværd i som jeg vil give dig, og hvormed jeg troer at Lykke vil følge; dermed skal følge mit Venskab.” Thord takkede ham for denne Hædersbeviisning ligesom alle de andre, som han viste ham. Kongen sagde: „Det beder jeg dig om, at du ikke giver dette Sværd til nogen Mand, eller skiller dig af med det, med mindre du skal kjøbe dit Hoved fri, hvilket heller ikke er usandsynligt, at du vil komme til at behøve.” Thord svarede: „Jeg agter, Herre! ikke at være fjærnet fra eder for længere Tid, saalænge det staaer til mig at følge eder.” Da sagde Kongen: „Det vil ikke gaae saaledes til; thi vi ville aldrig see hinanden, efter at vi nu skilles ad.” Thord blev taus ved Kongens Ord, og svarede ikke; siden tog han Orlov af Kongen og foer hjem til sine Godser, og hans Frænder bleve glade ved hans Komme. Hans Broder, Klypp, havde overtaget Bestyrelsen af alle hans og hans Brødres Ejendomme, og var bleven Høvding over de Herreder, som deres Fader havde været sat over. Han var ogsaa Herse af Titel. Men kort efter at Thord, tog bort fra Kong Gamle, sloges denne og Kong Hakon den gode; og i det Slag faldt Kong Gamle, som der er fortalt i de norske Kongers Sagaer.

Kong Sigurd slefa (Fraade), Gunnhilds Søn, havde stor Lidenskab for Fruentimmer. Han lagde i sin Seng Oløv, en Datter af Skjegge paa Yrje. Hun var Herse Klypp Thordsøns Hustru. Thord æggede ofte sin Broder, Klypp, til Hevn. Og engang kom Thord til at tale med sin Broder og sagde: „Hvorledes er dette? vil du ikke ryste den Vanære af dig, som hviler paa dig i Forhold til Kong Sigurd, og vil du saaledes blive til et Vidunder og blive dadlet af hver Mand, og vil aldrig synes at kunne ansees for slig en Mand, som dine forrige Frænder have været, dersom du vil taale af Kong Sigurd, at han skal tilføie dig en Saadan Vanære, at han lægger din Ægtehustru i sin Seng, uden at du forsøger at hevne det? Skjøndt der er nogen Forskjel paa Styrke, er det bedre, at lade sit Liv med Ære, dersom Skjæbnen har det saaledes bestemt, end at taale slig en Vanære uden at gjøre noget. Jeg og mine Brødre ville hellere tilbyde dig at fare med dig, end at taale dette længere, uden at vi forsøge at hevne det, hvorledes det end gaaer.” Da svarede Klypp: „Sandt siger du, Broder! at fuldelig var det nødvendigt at hevne denne Vanære, dersom der gaves Leilighed; og fuldbegjerlig er jeg efter at hevne paa ham min Vanære.” Efter denne Samtale gjøre alle Brødrene dem færdige til at reise hjemmefra med en stor Flok Mænd, og begive dem paa Veien til Uplandene, hvor de spurgte at Kongen var til Gilde. Og da de kom til den Gaard, hvor Kongen var tilstede og sad ved Drikkebordet, stillede Brødrene deres Folk i den Orden, i hvilken de skulde gaae ind. Thord sagde, at den skulde gaae først ud, som gik sidst ind. Klypp skal gaae først ind, næst efter ham Thord, dernæst Steingrim, derpaa Eyjulv, og saa siden de andre, enhver efter hans Orden. Alle havde de fuld Rustning, med Hjelme og Skjolde og dragne Sværde. Og da Herse Klypp kom hen til Kongen, svang han sit Sværd og hugger Kongen i Hovedet og kløvede ham lige ned til Skuldrene. Kongen segnede da død frem paa Bordet. Derefter vendte Brødrene om og vilde ud af Hallen; og i det samme hører Thord en Larm bag ved sig, og seer, at hans Broder Klypp var bleven huggen til Bane. Det gjorde en Mand ved Navn Hroald, en Søn af Øgmund, der var en Søn af Hardekare. Han var en nær Slægtning af Thords Sønner. Han stod og opvartede ved Kongens Bord, da de kom ind, og derfor toge de dem ikke i Vare for ham. En anden Mand dræbte han ved Navn Øgmund Valthjofssøn, og da Thord seer sin Broders Fald, huggede han til Hroald, og huggede ham sønder i to Dele ovenfor Hofterne. Siden løb Folk op over hele Stuen og droge deres Vaaben og gjorde et stærkt Angreb paa Brødrene, men de forsvarede dem godt og tappert. Thord benytter da vel det Sværd, som Kong Gamle havde givet ham, og blev Manges Banemand, førend han kom ud. Det gik der, som altid, at naar man mister pludselig sin Høvding, blive de fleste forvirrede, naar de skulle forfølge deres Fjender; saaledes gik det ogsaa her. Brødrene foere nu hjem til deres Gaarde. Kong Harald spørger snart disse Tidender, sin Broder, Kong Sigurds Fald, og har i Sinde at udsende Mænd for at dræbe Brødrene. Da han var nordpaa i Landet, blev det udsat i længere Tid, end det ellers vilde have blevet Tilfældet. Han stevnede til Ting, hvor han forviste dem fra hele Norge, men tilkjendte sig alle deres Ejendomme. Nu er der at fortælle, at Brødrene kom hjem og fortalte Kong Sigurds og deres Broder Klypps Fald. Da kvad Thord en Vise:

Jeg de Drab beretter,
som Krigerne øved'.
Klypp med Gunnhildssønnens
Blod sit Sværd bestænkte.
Da faldt Klypp i Hallen,
fik Bane af Hjelmens Bærer.
Fire Sværdførere der
fældede jeg med Sværdet.

Brødrene tyktes nu at vide, at de ikke vilde kunne holde dem i Landet formedelst Kong Haralds og Gunnhilds Overmagt. Deres Frænder og Venner raadede dem til at sælge deres Jordegods imod Løsøre og at de skulde søge til Island; de sagde, at derhen vare dragne mange fornemme Mænd, der havde maattet flygte ud af Landet for Norges Konger. Da svarer Thord: “Ikke havde jeg havt i Sinde, at flygte fra mit Odel, men eftersom mange fornemme Mænd have ladet sig nøie med, at bosætte sig paa Island, kan det være, at noget Lignende bliver min Skjebne.” Derefter beredte Thord sig til Islandsreisen, og med ham hans Brødre, Steingrim og Eyulf, og hans Søster Sigrid. De havde meget Løsegods. Han havde nitten Mænd paa Skibet med sig; siden seilede han til Havs. Det var tidlig paa Sommeren. De vare en Maaned underveis og kom til Vestmannøerne; siden seilede de vest for Landet, og saa nordpaa forbi Strande; der styrede de ind i Bugten, og holdt sig nærmest Nordkysten, og seilede ind i en Fjord, og landede der henved Vinterens Begyndelse. Snart kom der Folk til dem. De spurgte, hvad den Fjord hed, som de vare komne til. Man sagde dem, at de vare komne til Midfjord. De landede i Midfjordsos. Midfjord var dengang aldeles bebygget. Skjegge, som blev kaldet Midfjord-Skjegge, boede paa Reyke. Han var en Søn af Skinde-Bjørn. Af den Grund blev han kaldet Skinde-Bjørn, fordi han pleiede at sejle paa Handelsrejser til Østersøeslandene og medbringe derfra Graaskind, Bæverskind og Sobelskind. Skjegge var en stor Helt og Tvekampsmand. Han var længe paa Vikingetog; og engang kom han til Danmark. og foer til Lejre, til det Sted, hvor Kong Hrolf Krakes Høi var; han opbrød Høien og tog bort Kong Hrolfs Sværd, Skøfnung, som er det bedste Sværd, der er kommet til Island; ligeledes tog han Øxen, som Hjalte den modige havde eiet; men han fik ikke taget Laufe fra Bødvar bjarke, thi han kunde aldeles ikke bøie hans Arme. Fra den Tid bar Skjegge Skøfnung. Midfjords-Skjegge var en stor Høvding og rig. Han havde mægtige Frænder. Alle Midfjordingerne havde taget ham til deres Høvding. Hans Fader Bjørn var den første, der kom til Midfjorden, og havde taget den i Besiddelse. Han var Gode over Midfjorden og paa mange andre Steder. Eyulv hed en god Bonde, som boede paa Os og var en rig Mand. Der var en anden Bonde ved Navn Thorkel, han boede paa den Gaard, som hedder Sande, paa den vestre Side af Fjorden, ligeoverfor Os. Han var feig af Sind, men rig, og en Ven af Skjegge paa Reyke. Thorkel havde tilbudt Skjegge, at opfostre et Barn af ham, og den Tid, da Thord kom til Midfjord, var Skjegges Søn, Eid, til Opfostring paa Sande. Eyulv, Bonde paa Os, var den første Mand, der kom til Kjøbmændene; han gav sig i Tale med dem. Thord spurgte, hvorfor Bønderne vel kom saa seent til Skibet. Eyulv sagde, det var Sædvane, at Skjegge altid foer først til Skibs, og tog det af Varerne, som ham behagede; ligeledes tog han dem af Kjøbmændene, som han vilde, til Vinterophold hos sig. Thord sagde, at hans Overmod var meget stort; “mig er derimod fortalt, at det er dette Lands Beboeres Skik, at besøge Kjøbmænd, som ere nyligen komne fra Havet, for at spørge om Tidender.” Eyulv svarer: „Lader os fare hen og besøge Skjegge, og vil han tage vel imod slig en Mand, som du er.” Thord sagde: “Hjemme monne jeg blive ved mit Skib, og vente saaledes, hvad der end kommer.” Da sagde Eyulv: „Jeg vil gaae og tale med Skjegge, og underrette ham om Skibets Ankomst.” Thord siger: „Monne du ikke gjøre, hvad dig behager?” Siden skiltes de ad. Eyulv foer til Reyke for at besøge Skjegge, og fortalte ham Skibets Ankomst, og hvo der var Styrmand. Skjegge sagde, at han kjendte Thord nøie og hans Forældre; sagde, han var en gjæv Mand, „og har ingen fornemmere eller fortrinligere Mand kommet før til dette Land,” og roste ham meget. Eyulv bad, at Skjegge skulde ride til Skibs og vælge dem af Kjøbmændene, som han vilde tilbyde Vinterophold hos sig. Skjegge svarer: „Altid har jeg Ærgrelse af, at I vise mig Æren i alle Ting; men engang vil jeg unde eder den Ære, at vælge dem af disse Kjøbmænd, som I ville; thi ingen vil jeg tage i mit Hjem af disse Skibsfolk. Men det raader jeg dig, at du kun lover Thord det, som du holder godt; thi han vil ikke gjøre sig stor Samvittighed over, at lade en eller anden segne til Jorden, dersom det falder ham ind.” Siden skiltes de ad. Eyulv red til Skibet og traf Styrmanden, og fortalte Thord hans Samtale med Skjegge. Thord svarer: „Du viser dig ædelmodig; men jeg tykkes at see af dette, at Skegge vil yppe Uenighed med mig; det er ogsaa desto mere sandsynligt, at jeg viser ham kun liden Eftergivenhed.” Eyulv sagde: „Det vilde være mit Ønske, at vi besøgte Skjegge.” Thord svarer: „Jeg gaaer aldeles ikke; men eftersom Skjegge ikke vil tage nogen Kjøbmand for at sidde ved hans Side i Vinter, saa lad ham underholde sin Stolthed ved sin ene Side, saalænge det behager ham. Eyulf tilbød Thord Vinterophold hos sig paa Os, men bad, at han skulde skaffe de andre Kjøbmænd Ophold omkring Fjorden. Thord takkede ham for hans Tilbud, men sagde, at han ikke vilde have Ophold hos ham. Thord bad Eyulv, at overlade ham Gaarden til Leie om Vinteren, og det gjorde han, og tog selv til Torvestade, hvor han havde et andet Bo, men Thord overtog Boet paa Os. Derefter lod han føre hjem hele Skibsladningen, og drog Skibet op paa Land. Thords Brødre og Søster og alle Skibsfolkene foere hjem med ham. Thord forholdt sig rolig den Vinter. Skjegge lod som om Intet var skeet. Thord og han tale ikke sammen, skjøndt de træffes. Skjegge lader sig ei mærke med at han veed noget af Thords og Eyulvs Overeenskomst eller Forhold. Thord holdt mange Mænd, og var en meget munter Mand, og det vare ogsaa de andre Brødre. Thord blev snart yndet af Beboerne af Herredet. Skjegge syntes ikke videre godt derom; ham tyktes det sandsynligt, at Thord ønskede at blive Høvding over Midfjorden, og derfor bar han Nag til ham, thi han var af haardt Sindelag og taalte ikke, at andre bleve holdte i ligesaa megen Ære som han. Thord holdt Lege om Vinteren, og toge Brødrene Deel i Legen og Beboerne af Gaarden Bæ. Der var ingen, som var Thords Ligemand, hverken i nogen Slags Behændighed eller Legemstyrke. Thord var meget arbeidssom og en udmærket Smed. Tord byggede den Vinter en Baad nede ved Mundingen af Midfjordsaa, og der var han som oftest om Dagen. Det var hans Agt, at denne Baad skulde gaae til Strande næste Foraar paa Fiskeri. Saaledes forløb Tiden til Jul, og henimod Jul sendte Skjegge en Mand til Thorkel paa Sande, og bød ham og hans Kone til Julegilde; han bad ogsaa, at Drengen Eid skulde komme med dem. Eid var dengang ung og dog temmelig voxen. De gjorde dem færdige til at tage hjemmefra fra Sande Dagen før Jul, og Drengen Eid med dem. Veiret var af den Beskaffenhed, at der var Tøveir med Regn, og Midfjordsaa ikke mulig at komme over. Isen paa Aaen begyndte at tøe op længere oppe, men man kunde paa en Baad komme over den nede ved Fjorden. Da Thorkel stødte Baaden ud paa Aaen, kaldte Thord paa ham og sagde: „Aaen er ubefarlig, Mand!” siger han. Thorkel svarer: „Pas du dit Arbeide, jeg skal sørge for min Reise.” Thorkel stødte nu Skibet fra Land. De vare tre paa Skibet, og da de vare komne rigtig ud paa Aaen, begyndte Isen paa det stærkeste at brydes løs. Overfarten gik derfor langsomt for dem. Isen og Strømmen drev dem nu nedad Aaen, og Enden blev, at Baaden kæntrede. De gik under Vandet, og det var nærved, at de druknede. Men eftersom dem var længere Liv beskaaret, fik Thorkel dem bragt op paa Kjølen af Baaden, og den drev nu ned ad Søen til, og lige over for det Sted, hvor Thord var ved sit Arbejde, og hans Broder Steingrim hos ham. Thorkel kaldte paa Thord og bad om Hjælp. Thord svarer: „Jeg monne varetage mit Arbeide, men du din Rejse.” Steingrim sagde: “Gjør vel, min Broder! og red Folkene, thi nu er deres Liv i Fare, og viis din Kunst. Thord kaster da de yderste Klæder, kaster sig siden i Vandet, og svømmer ud til Skibet; han maatte bryde Isen og støde den fra sig snart paa denne, snart paa den anden Side. Og da han kom til Baaden, tog han først Drengen Ejd, og lagde ham imellem sine Skuldre, og bandt ham fast med et Baand og svømmede til Land med ham, og bad sin Broder Steingrim at sørge for Drengen, saa at han kunde blive varm, thi han var bleven kold. Siden svømmede han ud til Skibet og tog Thorkils Kone, der var meget udmattet, og førte hende i Land. Tredie Gang svømmer han ud til Skibet, og bringer Thorkel i Land; han var næsten død af Kulde. Steingrim spurgte: „Hvorfor flyttede du Drengen først?” Thord svarede: „Derfor bragte jeg Eid først, at jeg aner, at jeg vil have stort Gavn af denne unge Mand, og at han vil skjenke mig Livet; men af den Grund tog jeg Thorkel sidst, at jeg syntes, han maatte kunne bedst udholde Kulden; men ogsaa tyktes jeg, at der var mindst Skade, om han døde.” Derefter skiftede Thorkel Klæder; han kom da til Kræfter igjen og hans Kone, og siden begive de dem til Reyke, men Thord bød Eid hjem med sig til Os. Eid sagde, at det vilde han gjerne, og han blev der i lang Tid. Nu er der at fortælle, at Thorkel kommer til, Reyke og beretter om sin uheldige Reise. Skjegge siger, at en stor Ulykkesreise havde han havt, og „saa har du ladet min Søn blive tilbage hos den Mand, som er den voldsomste Mand;” han sagde, at det anede ham, at den Tid vilde komme, at man maatte ville give meget til, at Eid aldrig havde kommet til Thord. Da Julen var forbi, tager Thorkel hjem, og kom paa Veien til Os, og bad Eid at fare med ham. Eid svarer: „Ikke vil jeg med dig, og skal du ikke oftere gjøre Forsøg paa at omkomme mig.” „Ikke vilde jeg meer forvolde dig Døden end mig selv,” siger Thorkel. Thorkel foer hjem, og er ude af Sagaen.

Eid var meget følgagtig imod Thord; Ogsaa var denne meget føielig imod ham. Thord var som Oftest nede ved Flodmundingen ved at bygge sin Baad, og Eid hos ham. Det begav sig en Dag, at Thord var ved at arbeide paa sin Baad, og den unge Eid hos ham. Thord havde stedse hos sig Sværdet Gamlesgave, og saa var det og denne Gang. Eid tog Sværdet op og legede med det. Dette seer Thord og sagde : „Synes du godt om Sværdet, min Fostersøn?” Han sagde: “Meget godt,” siger han. Thord sagde: “Saa vil jeg give dig Sværdet.” Eid sagde: „Aldrig vil jeg kunne lønne dig en saa stor Kostbarhed; men mit Venskab. vil jeg give dig, min Fosterfader! og monne den tykkes lidet værd.” Thord svarer: „Hav Tak derfor, min Fostersøn! og baade ofte og storligen vil du gjøre Gjengjeld!” Siden gik de hjem, og Eid viste alle Husets Folk Sværdet, og var meget glad over det. Kort Tid efter kom Eid til Reyke for at besøge sin Fader. Skjegge modtog ham uden Venlighed og spurgte: „Hvi tyktes du, at det Opfostringssted var bedre hos Thord, end det, jeg skaffede dig hos Thorkel?” Eid svarer: „Særdeles uligt er dette Opfostringssted i alle Henseender hiint; thi Thord er en stor Mand, og af ham kan man erholde noget Godt, men Thorkel er en ubetydelig Person og dum; han vilde dræbe mig formedelst sin Enfoldighed og Uforsigtighed, men Thord skjenkede mig Livet, og han har givet mig den største Kostbarhed.” Skjegge sagde: „Ved Thorkels Omsorg monne det være, at du beholdt Livet, han vilde vist ei snarere din Bane end sin egen eller sin Kones; men see vil jeg den Kostbarhed, som du berømmer saaaledes, for at see, om mig synes den saa meget værd.” Eid viste ham da Sværdet. Skjegge trak det udaf Skeden og syntes godt om det, og sagde: „Det er øiensynligt, at fornemme Mænd have eiet dette Sværd, som er en meget stor Kostbarhed, og jeg kan ikke troe, at han har givet dig en saa sjelden Kostbarhed.” Eid siger: „Ikke synes mig da sandsynligt, at du vil hjælpe mig i at gjengjelde den, dersom du ikke vil troe, at han har givet mig den.” Skjegge sagde: „Jeg havde ønsket, at du ikke havde modtaget denne Kostbarhed.” Eid svarer: „Deri ere vi ikke enige.” Siden tager Eid hjem til Os, og Afskeden imellem Fader og Søn var ikke synderlig venskabelig den Gang. Thord modtog godt sin Fostersøn, og spurgte om Eids og hans Faders Samtale. Eid sagde Alting, som det havde gaaet. Thord svarer: „Det ventede jeg, og stort Fjendskab vil din Fader vise mig, og det aner mig, at der ville flere Vanskeligheder opkomme imellem mig paa den ene Side, og din Fader og hans Frænder paa den anden Side, end man kan forudsee, hvilket Udfald de faae; og du vil altid med stor Fare være nødt til at gaae imellem.” Eid svarer: “Det var godt, dersom jeg kunde udrette noget Godt imellem eder.”

Asbjørn hed en Mand; han var en Søn af Thorstein hvide og Sigrid, Søster til Midfjords-Skjegge. Han kom hid til Island denne Sommer, og landede i Blandeos i Langedal. Da Skjegge spurgte sin Frændes Ankomst, red han til Skibet, og modtager vel sin Frænde Asbjørn, og byder ham at tage hjem med sig med saa mange Mænd, som han vilde. Asbjørn modtager dette Tilbud; han sætter sit Skib op og farer siden til Reyke, selv tredje. Asbjørn var meget stor af Væxt, og særdeles smuk og elegant i Fremgang. Han var saa stærk, at der neppe fandtes hans Ligemand i Styrke. Han var munter af sig. Han gik jevnligen i Bad for Fornøielses Skyld. En Dag gik han og Skjegge i Bad, som de pleiede; de laae ved Badestedet, og talede sammen. Den samme Dag gik Sigrid paa Os til en varm Kilde med sine Lerreder og gjorde sig da færdig til at gaae hjem. Hun gik der forbi, hvor de laae. Asbjørn var meget pralende i Klædedragt. De saae, hvor Kvinden gik. Hun var iført en rød Kjortel, og havde en blaa Overkappe. Denne Kvinde var baade smuk og stor, og i alle Henseender meget anseelig. Asbjørn reiste sig op paa Albuen, og saae over Skulderen hen til hende. Hun standsede og saa hen til ham, og gik derpaa hjem. Asbjørn spurgte, hvad for en Kvinde det var hiin anseelige; „mig tykkes det rimeligt, at den Kvinde vilde vinde min Kjærlighed.” Skjegge svarer: „Hun hedder Sigrid, og er en Datter af Thord Hardekaresøn; men det raader jeg dig, at du ikke giver dig noget af med hende.” Asbjørn spurgte, hvorfor det skulde saa være. Skjegge svarer: „Hendes Brødre ere fulde af Overmod og meget voldsomme. Troer du, at de ville skaane dig, dersom det falder dem ind, eftersom de dræbte Kong Sigurd Sleve, Kong Eiriks Søn.” Asbjørn svarer: „Jeg havde tænkt, at være selvraadig for hver Mand i dette Land.” Skjegge svarer: „Det vil vise sig, om du er dig selv nok, førend I skilles, dersom du tager dig nogen større Frihed imod dem end de synes om.” Derefter gik de hjem.

Nu er der at fortælle, at Sigrid kom hjem til Os. Hendes Broder Thord gik hende imøde, og sagde: „Hvorfor er du saa bleg, Søster? Det kommer mig for; som Asbjørn Sumpegalt har bragt dig til at skifte Farve; men mange Ting ville tildrage sig imellem os, førend han faaer dig til Ægte.” Det gik saaledes om Vinteren, at alt var roligt. Asbjørn talte aldrig om Sigrid. Man legede Boldspil paa Isen paa Midfjord imellem Os og Reyke; thi Fjorden var tidlig bleven lagt til. Dengang var der mange raske Mænd i Midfjorden. Thord og Asbjørn, Skjegges Frænde, vare de raskeste af dem, som deeltoge i Legen. Skjegge tog ingen Deel i Legen, da han begyndte at blive gammel, men var dog meget rask i at bruge Vaaben. Han sad hos, og havde stor Fornøielse af Legen. Aldrig talte de sammen, han og Thord, og snarere herskede Kulde imellem dem. Det begav sig en Dag, at Thord og Asbjørn deeltoge i Legen, og de skulde lege sammen. Og engang kastede Thord Asbjørn til Jorden, saa det lød bums i hans Krop. “Nu faldt Sumpegalten,” sagde Thord. Han svarede intet der paa. Og anden Gang, da de tog sammen, tog Asbjørn saa stærkt fat paa Thord, at han faldt paa Knæerne. „Der faldt Manden med Møkinden”, siger Asbjørn, „og burde du neppe deeltage i Leg med raske Folk.” Thord siger: “Det veed du først, Sumpegalt! naar vi prøve Vaabenkamp, hvem af os har at see op til den anden, naar vi holde op med den Leg.” Asbjørn sagde, at han var beredt dertil nu strax, og greb sine Vaaben. Man gik da imellem dem, og de bleve skilte ad. Nu forløber Vinteren. Om Foraaret red Asbjørn til sit Skib, og gjorde det færdigt til Bortseiling. Skjegge fulgte Asbjørn til Skibet med mange Mænd; thi han syntes at der intet Ondt var, som man jo kunde vente af Thord. Thord sidder hjemme, og lader som om han intet veed. Asbjørn siger til Skjegge: “Det forholder sig saaledes, Frænde! at jeg længes efter at faae en Kone, og jeg vil gifte mig.” Skjegge siger: „Hvor er den Kvinde, som din Hu staaer mest til?” Asbjørn svarer: „Ikke vil jeg fordølge, at det er Sigrid, Søster til Thord paa Os; hun er den Kvinde, som min Hu staaer mest. til.” Skjegge svarer: „Ikke tykkes mig det sandsynligt, at dette vil lykkes os, og nødig vil jeg tale om denne Sag med Thord, formedelst den Kulde, som hersker imellem eder i Forveien.” Asbjørn mente, at deres Uenighed havde været af liden Betydning, og sagde, at han ikke for den Sags Skyld vilde gaae glip af et saa godt Parti, „dersom jeg ellers kan faae det.” Det kom saavidt, at Skjegge lovede at frie til denne Kvinde paa hans Vegne. „Mig tykkes det rettest”, siger Skjegge, „at du ikke af den Grund opsætter din Udenlandsreise.” Skjegge red hjem, men Asbjørn reiste udenlands den Sommer. Ikke længe efter Skjegges Hjemkomst spurgtes den Tidende, at der var ankommet et Skib i Hvitaa i Borgefjorden; og da man hørte det, foer en Mængde Folk fra de nordlige Herreder, baade Midfjorden og andre Steder, for at handle med Kjøbmændene. Skjegge gjorde sig ogsaa færdig til at ride til Skibet med et stort Følge. Da Eid hørte, at hans Fader havde i Sinde at tage til Skibet, sagde han til Thord: „Tænker du vel paa at fare til Skibs, Fosterfader!” Thord siger: „Hvorfor monne jeg mindre behøve Varer end andre Bønder? og skal jeg visseligen fare.” Eid sagde: „Jeg vil ride med dig, for at høre paa Folks Tale, og gjøre mig saaledes bekjendt med Markeder.” Thord svarer: ”Til Baade vil det være for vor Reise, at du følger med, min Fostersøn! Jeg aner, at paa denne Reise vil jeg komme til at trænge meget til dig, dersom mine Drømme varsle noget.” Eid sagde: „Hvad drømte du, min Fosterfader?” Thord svarer: “Jeg drømte, jeg var kommen til Hvitaaa i Borgefjorden, og talte med udenlandske Mænd især angaaende nogle Kjøbslutninger; i det samme kom der ind i Boden en Mængde Ulve, der indgød mig Afsky; siden angreb de mig og vilde dræbe mig, og rev Klæderne af mig; men jeg drog Sværdet og huggede en af Ulvene over i Midten, og Hovedet af en anden; siden angrebe Ulvene mig fra alle Kanter, men jeg tyktes at forsvare mig, og blev jeg meget mødig; det tyktes mig, at jeg ei kunde forudsee, hvorledes det vilde gaae mig. I det samme løb foran mig en Bjørneunge, og vilde værge mig, og da vaagnede jeg. Denne Drøm tykkes mig at varsle Tidender.” Eid sagde: „Det er let at indsee, at dette er Folks fjendtlige Sindelag imod dig. Det vilde være mit Raad, at du red hjemmefra til samme Tid, som min Fader, skjøndt I ikke tale med hinanden.” Thord sagde: „Det kan jeg gjøre, min Fostersøn! paa din Bøn.” Thord gjorde sig reisefærdig og Eid med ham. Og da Thord beredte sig, sagde hans Søster Sigrid: „Jeg ønsker, min Broder! at du kjøber mig en god Kaabe.” Thord svarer: „Saaledes skal det være, Søster! men jeg aner, at den bliver fuldkommen dyr, førend det er kommet til Enden.” Thord og Eid red til Skibet til samme Tid som Skjegge; thi Eid havde bedet Thord derom. Og da de kom til Skibet, satte begge deres Telt over samme Bod.

En Mand kommer ind i Sagaen, som hed Jon; han boede paa Hvassefjeld i Norderaadalen; han var en rig Mand, men ubillig og ilde lidt. Gudrun hed hans Kone; hun var pralende i Væsen og hovmodig. Hendes Broder hed Audulv. Glum hed deres Fader; han boede paa Skardshamre. De vilde ride til Skibet paa den Tid, da Thord og Eid vare der. Og da de red hjemmefra, sagde Gudrun til sin Husbond, at han skulde kjøbe en god Kaabe til hende; thi hun plejede at klæde sig smukt. Dette lovet Bonden. De rejse nu deres Vej, indtil de kom til Hvitaavalle; da var Forsamlingen paa Markedet paa det talrigste. Jon og Audulv gik fra den ene Bod til den anden. De kom i en Bod som tilhørte en Mand ved Navn Thore den rige, og spurgte om de kunde faae en Kaabe tilkjøbs. Thore sagde, at en Kaabe var der, „men den vil synes eder dyr, Bonde!” Jon svarer: ”Lad høre, hvad den skal koste.”, Nordmanden satte Priis paa Kaaben. Jon tyktes den for dyr. Audulv vilde, at de skulde kjøbe den, og bød at give noget til af sin Pung. Jon vilde ikke indlade sig. Da de kom ud, tilskyndede Audulv ham at kjøbe Kaaben; „det lovede jeg min Søster.” Hvorfor skal du ikke raade?” siger Jon, „lad os da gaae hjem efter Betalingen;” herved bleve de noget opholdte. Det er fortalt, at Thord og Eid gik fra den ene Bod til den anden, og spurgte om Varer tilkjøbs. De kom i Thore den riges Bod, og ønskede at kjøbe Kaaben af ham. Thore sagde, at han kjendte Thord og hans Forældre, „og jeg vil ikke sætte nogen Priis paa den for dig: jeg vil at du skal modtage Kaaben.” Thord takkede ham, „og dette Tilbud vil jeg modtage, og lad den ligge her, imedens jeg gaaer for at hente Betalingen.” „Jeg vilde hellere,” siger Thore, at du tog - den med.” „Det kommer ikke an paa noget,” siger Thord. Han gik da tilligemed Eid for at hente Betalingen. Og da Thord var gaaet bort, kom Jon og Audulv ind i Teltet, og bad Nordmanden at overlade dem Kaaben. Han sagde, at Kaaben var da solgt; „thi du vilde ikke give saameget for den, som jeg anslog den til.” Jon sagde, at han skulde have den, og i det samme kom Thord og Eid ind i Teltet med Betalingen for Kaaben. Thord greb fat i Kaaben. Audulv trak Sværdet og vilde hugge til Thord. Jon løb ogsaa henimod Thord og vilde hugge til ham. Thord drog hurtig sit Sværd, og vendte sig imod Audulv, og huggede ham i Hovedet; han faldt strax død paa Gulvet. Da Eid saa Jons Angreb, løb han frem foran Thord og afparerede Hugget med Skjoldet, men tog Kaaben under Armen. Dette seer Thord, og svinger Sværdet imod Jon. Hugget træffer ham over Midten, og huggede ham isønder ovenfor Hofterne. Jons og Audulvs Reisefæller angrebe ham da. Thord trak sig tilbage ud af Boden og løb op paa et Vedkast, og forsvarede sig der vel og tappert. Herredets Beboere og Borgfjordingerne stimlede derhen og vilde hevne Jon og Audulv. Eid gaaer da for at søge sin Fader, og beder ham at yde Thord Hjælp med sine Folk. Skjegge spurgte: „Hvad har Thord gjort, saa at han ikke er sig selv nok: „Eid. siger: „Han har dræbt to Mænd.” „Hvilke ere de?” siger Skjegge. „Audulv og Jon,“ siger Eid. „Hvad var Aarsagen ?” siger Skjegge. Eid svarer: „De vilde frarane ham en Kaabe, som han havde kjøbt, og den ene af dem vilde have dræbt ham, havde jeg ikke forsvaret ham. Lad nu ikke den Kulde, som der har hersket imellem eder, gaae saavidt, at du tager mere Hensyn dertil, end til det, at han er fra det samme Herred, som du; han er ogsaa mit Livs Frelser og min Fosterfader.” Skegge svarede intet. Eid gik da bort og derhen, hvor de angreb Thord, og trak Sværdet. Og da Thord saa sin Fostersøn Eid, sagde han : „Udsæt dig ikke for Fare for min Skyld.” Men da Eid var gaaet ud af sin Faders Telt, stod Skjegge op og sagde: „Grynte vil Galten, dersom Grisen bliver dræbt.” Han tog da sit Sværd Skøfnung og gik derhen, hvor de sloges med Thord. Denne havde forsvaret sig saa tappert, at de intet Saar havde kunnet bibringe ham; men han havde saaret mange Mænd. Da Skjegge kom til, angreb han dem saa heftig, at de, som havde angrebet Thord, maatte vige tilbage. Siden bragte Skjegge Forlig i Stand imellem dem; han skulde ene afsige Kjendelse i Sagen; hvilket han ogsaa strax gjorde. Thord skulde udrede to Hundreder Sølv for Jons Drab; men Audulv skulde falde retløs for Anslag imod Thords Liv og Angreb paa ham. De Mænd, som vare blevne saarede af Thord, skulde ingen Bøder erholde for deres Saar formedelst Anslag imod hans Liv og Overfald ; og saaledes skiltes de ad. Skjegge red hjem da han var færdig. Til samme Tid red ogsaa Thord nordpaa og Eid med ham. Skjegge og Thord talte ikke et Ord med hinanden den hele Vei. De ride fremad, indtil de komme til Midfjordsaaen. Da sagde Skjegge: „Her skulle vi stige af vore Heste; thi jeg har noget at tale med dig, Thord!” Da de havde gjort det, sagde Skjegge: „Min Frænde, Asbjørn, bad mig at frie paa hans Vegne; han vil, at jeg skal frie til din Søster Sigrid, for ham; og nu vil jeg vide, hvorledes du vil svare derpaa.” Thord svarer: „Lidet Venskab er der imellem mig og Asbjørn; du har heller ikke viist dig som, nogen Ven af mig hidtil; og jeg anede ikke, at du vilde søge her Svogerskab paa dine Frænders Vegne. Vel veed jeg, at Asbjørn er af høi Byrd og rig, og selv en tapper Mand; men ikke veed jeg, hvorledes mine Brødre eller hun vil synes om denne Trolovelse.” Skjegge svarer: „Derfor talte jeg til dig om denne Sag, men ikke med dine Brødre, fordi jeg veed, at de ville følge dine Raad, baade i dette og alt andet” Thord svarer: „Det er sandsynligt, at de ville følge min Villie; men ikke bortgifter jeg hende til nogen, med mindre hendes Samtykke er dertil; men mig tykkes det sandsynligt, at hun ikke vil bryde imod det, som jeg raader til.” Da siger Eid: „Jeg vilde, min Fosterfader I at du skulde give min Fader et gunstigt Svar paa Frieriet, og tog meget Hensyn til hans Anbefaling.” Thord siger: „Saaledes skal det ogsaa være; thi stor Bistand ydede Skjegge mig paa denne Rejse, og det skal jeg nu ogsaa paaskjønne; thi jeg vil indlade mig paa Frieriet formedelst din Anbefaling, Skjegge! Hun skal sidde i Fæste tre Vintre; og dersom Asbjørn ikke kommer til Island før de tre Vintre ere forløbne, saa er denne Aftale uden Gyldighed; kommer han før hertil Landet, saa har han Ret til Giftermaalet med Sigrid.” Dette samtykker Skegge. Thord rækkede da Haanden frem, og Skjegge modtager hans Haandslagsløfte. Vidner bleve derpaa tagne paa Trolovelsen. Da sagde Skjegge: „Nu har du viist dig fra en fordeelagtig Side, Thord! men et Held var det, at din Søster fik hellere Kaaben, end Jons Kone; mig tykkes og stor Sandsynlighed for, at Borgfjordingerne ville erindre, hvilket Udfald eders Møde fik. Nu vil jeg forlænge dit Navn og kalde dig Thord Hrede.” Thord sagde:, “Godt synes jeg om, at de have nogen Erindring om min Didkomst; og saa har jeg intet imod dette Navn; men jeg aner, at der sjelden vil blive roligt i dette Herred.” Derefter red de hjem; og da Thord kom hjem, blev han vel modtaget. Han blev spurgt om Tidender. Han fortalte Alting, som det gik. Siden kaldte han sine Sødskende til Samtale og fortalte dem om Sigrids Trolovelse. Hun svarer: “Jeg synes, at du har været noget rask i at afslutte mit Fæstemaal, eftersom jeg ikke blev spurgt derom i Forveien.” Thord svarer: “Dette Forbund skal ikke have videre Gyldighed, end du selv vil samtykke.” „Det havde jeg ventet af dig, og med din Forsorg vil jeg være fornøiet heri.” Thord sagde, hun skulde have Tak for Svaret. Siden gav han hende Kaaben og fortalte hende sin Kamp med Jon og Audulv, og kvad en Vise:

Jeg til Jorden lod falde
tvende af Guldets
Kastere, fagre
Havlysets Bærerske

(Den sidste Deel af Verset er forvansket og uden Mening.)

“Sligt var at vente,” siger hun. Derefter holder Thord sig rolig hjemme, og var Eid stedse hos ham.

Denne samme Sommer kom et Skib til Blandeos i Langedal. Med dette Skib kom til Landet Orm, en Søstersøn til Skjegge og Broder til Asbjørn. Da Skjegge spørger sin Frændes Ankomst til Island, rider han til Skibet og byder Orm hjem med sig til Vinterophold. Orm tog hjem med ham. Orm var større og stærkere end andre Mænd, udrustet med store Legemkræfter og særdeles rask, og fuld af Overmod, og tyktes, at ingen var hans Ligemand. Han var meget krigerisk og anmassende. Det traf sig en Dag, da Orm gik i varmt Kildebad, at Sigrid fra Os var der og en anden Kvinde tilligemed hende. Han syntes meget godt om hende, og spurgte, hvad for en Kvinde hun var. Man sagde ham, hvad hun hed, og hendes Slægt. Han traf Skjegge og sagde: „Det forholder sig saaledes, at jeg ønsker, at du skal frie til Sigrid paa Os for mig.” Skjegge svarer: „Det vil jeg ikke gjøre til denne Kvinde; men til hver anden Kvinde; som du ønsker, vil jeg frie for dig.” Orm svarer: “Enten vil jeg, at du skal frie til Sigrid, eller ingen.” Skjegge svarer: „Hvorfor skulde jeg frie til din Broder Asbjørns Fæstemø?” Orm svarer: „Det bryder jeg mig ikke om, skjøndt hun er hans Fæstemø; vil du ikke frie til hende paa mine Vegne, da vil det blive uroligt i Herredet; thi da skal jeg forføre hende, men det ville hendes Brødre forbyde, men det vil jeg ikke bekymre mig om, og da vil du blive nødt til, at blande dig i Sagen.” Da sagde Skjegge: „Ikke vil Sigrid lade sig forføre af dig; og du har en stor Daarskab i Sinde, at faae hende paa en saa uhæderlig Maade, og monne dette bringe dig Døden; thi et større Læs har Thord ladet vælte, da han og hans Brødre dræbte Kong Sigurd Gunnhilds søn Sleve.” Orm svarer: „Det gaaer som det vil, dette skal jeg vove, dersom du ikke vil frie til hende paa mine Vegne.” Skjegge siger: „Hellere vil jeg paatage mig dette Hverv, end at nogen Ulykke skal forvoldes; og dog vil du blive misfornøiet hvorledes end Svaret lyder.” Eid blev dette vaer da han var paa Reyke i Besøg hos sin Fader. Han og hans Fader sende Thord Bud, at han skulde komme til Reyke. Thord foer til Reyke, og hans Brødre med ham. Skjegge hilser paa Thord med Venlighed. Denne optog vel hans Hilsen, og spurgte, hvilken var Hensigten med hans Budskab. Skjegge sagde, at hans Frænde Orm ønskede at faae hans Søster Sigrid til Ægte. Thord svarer: „Underlig er slig Fremgangsmaade fra din Side; thi jeg synes, at din Frænde Orm er mere udrustet med Heftighed og Daarskab, end Lykke; og det er ikke usandsynligt, at det prøves snart; eller veed han ikke i Forveien, at Kvinden er fæstet til hans Broder?” Skjegge sagde: „Orm er ikke hjemme; han er reden ud til Langedal til sit Skib.” Eid sagde: „Jeg ønskede, min Fosterfader! at du gjorde noget Vilkaar derpaa formedelst min Faders Anbefaling.” „Saa skal det være som du beder,” siger Thord, „jeg skal gjøre Vilkaar derpaa, men intet vilde jeg have gjort, dersom Orm selv havde friet til Kvinden. Det Svar vil jeg, Skjegge! give paa din Begjering: for det første, at jeg vil ingen Forandring gjøre i det, som jeg har lovet Asbjørn; jeg vil, at Orm skal fare udenlands i Sommer, og blive udenlands i to Vintre, men skal kunne vente at faae dette Parti, dersom Asbjørn ikke kommer tilbage.” Skjegge syntes, at Svaret var meget gunstigt, og der bleve tagne Vidner paa deres Aftale. Thord red hjem til Os og Eid med ham. Lidet brød Sigrid sig om dette. Nu lider Tiden frem indtil Orm kom hjem og havde gjort sit Skib færdigt. Orm spurgte Skjegge, hvilket Udfald Frieriet havde faaet. Skjegge fortalte Alting, som det havde gaaet. Orm syntes, at Skjegge havde gaaet til Værks uden Kraft. Skegge sagde, at han skulde optage det, som han vilde. Orm sagde, at han ingen Tak skulde have af sig for Udførelsen af hans Hverv, og blev meget vred, og sagde, at han aldrig vilde bryde sig om hvad Thord syntes godt om eller ikke; “hun skal da være min Frille.” Skjegge sagde, han var en meget ufornuftig Mand, da han talede saaledes. Ikke havde Orm været hjemme mange Nætter, førend han red til Os og begyndte at samtale med Sigrid. Hun bad ham ikke at gjøre det, og sagde, at Thord vilde synes ilde derom; „og du vil snart see Følgerne, dersom du ikke holder op.” Orm sagde, at han i ingen Henseende var uforberedt mod Thord, hvad som de skulde prøve. Hun sagde: „Det er ogsaa det Sandsynligste, at du prøver det, dersom du gjør det til en Vane, at komme hid. Du kan ogsaa være forvisset om, at jeg intet bekymrer mig om, hvad der angaaer dig, saalænge jeg ikke hører noget fra din Broder Asbjørn.” De ophørte da med deres Samtale. Thord var nede ved Flodmundingen ved at bygge et Færgeskib, som han havde i Sinde at lade gaae til Strande, for at hente Fisk, og vilde tage selv med. Orm kom tre Dage efter hinanden til Os, og da sagde Thord til ham: „Jeg vil, Orm! at du ikke skal komme hid til min Fortrydelse og min Søsters Vanære.” Orm svarede uhøfligt, og sagde, at han havde været selvraadig i sin Færd for hver Mand, og mente, at det fremdeles ogsaa skulde være saaledes. Thord sagde, at de ikke skulde være begge i Live. dersom han kom den fjerde Dag. Orm holdt op med at komme der i nogle Nætter. Thord gjorde sit Skib færdigt; og da han var færdig, traf det sig en Morgen, at Vejret var godt. Den Dag agtede Thord at seile ud af Aaen. En Tjenestepige paa Os gik ud, og sagde, at det var godt Vejr til at vadske sine Lerreder. Sigrid pleiede at vadske sine Lerreder i en stor Bæk, som falder forbi Hjemmemarksgjærdet paa Os. Hun gik med sine Lerreder og Tjenestepigen med hende. Orm faaer denne Morgen Nys om, at Thord vil snart seile. Han lader sig da tage en Hest — Skjegge veed intet derom —; siden tager han sine Vaaben og red ud til Os, og kom i den lille Dal, hvor Sigrid var. Han steg af Hesten og bandt den fast; siden lægger han sine Vaaben fra sig, og gaaer hen til Sigrid, og sætter hende ned, lægger sit Hoved i hendes Skjød, og hendes Hænder paa sit Hoved. Hun spurgte; hvorfor han gjorde sligt; “thi dette er imod min Villie; eller erindrer du ikke min Broders sidste Ord? det vil han holde; belav dig derpaa.” Han svarer: “Ikke bryder jeg mig om eders Skræmselsbilleder.” Da Orm kom hen i Dalen, løb Tjenestepigen strax ned til Skibet, og underrettede Thord om, at Orm var kommen i Dalen til Sigrid. Thord tog hurtig sit Sværd og Skjold og løb op i Dalen. Orm laa paa Sigrids Skjød. Thord løb henimod Orm og sagde: “Staa op og forsvar dig; det er nu langt bedre end at krybe til Kvinderne og ludske for mig.” Orm gjorde en hurtig Bevægelse og strakte Armen ud efter sit Sværd, og i det samme huggede Thord til Orm og huggede den høire Arm isønder, idet han trak Sværdet; og i denne sin Bevægelse brak Orm Benet. Thord huggede da Hovedet af ham, og gik derpaa hjem til Os og forkyndte, at han var Orms Banemand. Sigrid bad Thord at undflye. Han smilte til hendes Ord, og sagde: “Intetsteds vil jeg tage hen; thi jeg kjender ingen Veie. Jeg vil skikke en Mand til Reyke for at underrette Skjegge om Orms Drab.” Hun svarer: „En underlig Mand er du, Broder! thi Skjegge vil snart komme her med stort Følge, for at hevne sin Frænde; og skjøndt du er en stor Helt, har du dog ikke Styrke til at kjæmpe med ham.” Thord sagde, at derom brød han sig ikke. Siden traf han sin Faarehyrde, og bad ham, at han skulde fare til Reyke og underrette Skjegge om Drabet. Han sagde, det gjorde han nødig, men han vilde dog gaae, dersom Thord ønskede. „Sig ogsaa, at Skjegge skal lade føre sin Fjante bort.” Drengen foer ligesom Thord bad, og berettede til Skjegge hans Frænde Orms Drab. Skjegge blev meget vred. Drengen sagde: „Thord bad mig sige dig, at du skulde lade din Fjante bringe bort.” Skjegge samler nu Folk og rider ud til Os; men Thord var hjemme selv tiende og bereder sig til Forsvar, da han seer Skjegge komme. Der vare begge hans Brødre. De vare alle vel bevæbnede. Thord sagde, at han nu i ingen Henseende vilde give efter for Skjegge, hvad de end skulde prøve. Der fortælles, at denne Morgen havde Eid faret op i Linakredal for at see til sine Stodheste; disse havde Thord givet ham; og da han hørte, at Orm var dræbt, skyndte han sig hjem til Os, og vilde see at komme der før, end hans Fader, hvilket ogsaa lykkedes ham. Da han kom hjem, saa han deres Forberedelser; han tog sine Vaaben og gik i Flok med sin Fosterfader Thord. Thord sagde: „Jeg ønskede ikke, min Fostersøn! at du skulde være paa dette Møde; thi ikke skaaner jeg din Fader mere end hver anden, der som han gjør Angreb.” Eid siger: „Hos dig skal jeg blive, min Fosterfader! hvad der end skeer; thi en og samme Skjebne skal ramme os; det tænkte jeg, dengang du skjenkede mig Livet, at jeg skulde forene mit Liv med dit.” Thord sagde: „Du vil yde mig størst Hjælp, naar jeg har den mest Behov.” Og da de havde talt sammen, kom Skjegge med mange Mænd; han var meget vred. Og da han seer sin Søn Eid iblandt Thords Folk, standsede han sine Folk. Thord tiltalte Skjegge, og sagde, at han skulde angribe dem; „thi nu er jeg aldeles beredt til at hugge Oxen, skjøndt den er fed; thi nu er den bleven temmelig gammel.” Skjegge siger: „Ikke vil jeg begynde Angreb; thi jeg slaaes ikke med Eid; men mange Ulykker vil du foraarsage.” Thord svarer: „Dersom du ikke gjør Angreb, saa troer jeg, at Frygt bevæger dig snarere dertil end Godhjertethed.” Skjegge svarede intet og red bort og hjem. Orm blev begravet paa Midfjordsnæs.

Nu skulle flere Mænd nævnes i Fortællingen. En Mand hed Thorvald; han var en velhavende Mand; han boede paa Gaarden Engehlid i Langedalen. Han var en god Læge. Han havde to Sønner; den ene hed Einar, den anden Bjarne. Der var en Mand, ved Navn Indride, Orms Fostbroder. Han var en tapper Mand og særdeles god Fægter, og en ædelmodig Mand. Han var kommen til Island og havde landet med sit Skib i Mundingen af Kolbensaa. Dengang dette begav sig, var han seilfærdig. Øssur hed en Mand. Han boede paa den Gaard i Skagefjorden, der hed Grund. Hans Fader hed Arngrim, men hans Moder Jorun, Søster til Midfjords-Skjegge. Øssur var en stor Høvding; thi han var Gode over den øverste Deel af Skagefjorden, og hans Distrikt grændsede til Hjalte-sønnernes. Han var anmassende og ilde lidt, tapprere og stærkere end de fleste, utro og underfundig. Thorhall hed en Mand; han boede paa Miklebæ i Oslandshlid. Oløv hed hans Kone. Hun var en smuk Kvinde og af kraftig Karakteer. Thorhall var meget rig; ingen Helt blev han anseet for; han var snarere feig, og i alle Henseender en ubetydelig Person. Han var meget broutende og den største Praler, og tyktes at vide Raad i Alting. Hans Kone Oløv var en Datter af Hrolleif, den samme, som først tog Hrolleifsdal i Besiddelse. Denne Dal gaaer op fra Slettehlid. Hun stod over sin Mand i alle Henseender. Hun var bleven gift med ham for Pengenes Skyld; hun var ung, men Thorhall en aldrende Mand. Hun var en god Læge. Paa Kalvstade i Hjaltedal boede en Mand ved Navn Kalv, en anseet Bonde.

Nu skal Fortællingen begyndes dermed, at da Skjegge havde ladet begrave sin Frænde Orm, skikker han en Mand nordpaa til Orms Fostbroder Indride, for at underrette ham om Drabet, og beder ham at gjøre sig færdig til at reise nordfra, dersom han vil forsage at hevne sin Fostbroder; thi de havde tilsvoret hinanden Fostbroderskab, førend de rejste til Island. Indride gjorde sig strax færdig og tog sine Vaaben. Han bar Hjelm og et rødt Skjold, og et stort Spyd med Hager i Haanden, og om sig spændte han et skarpt Sværd. To Nordmænd fulgte ham og to Islændere. Indride red fra Skibet, da han var færdig. Nu er der at fortælle, at da Thord og Skjegge skiltes ad paa Os, sagde Eid til Thord: „Det var min Villie, min Fosterfader! at du skulde ride bort fra dette Herred for det første, men jeg skal drage Omsorg for dit Bo imedens du er borte.” Thord svarer: „Du skal raade; men ikke er jeg meget villig til at rømme min Bopæl.” „Det maa nu være saaledes denne Gang,” siger Eid; „thi ikke kjender jeg min Faders Iver, dersom du faaer Lov til at sidde saa nær ved ham for det første.” Siden gjorde Thord sig færdig til at tage hjemmefra. Han tog sine Vaaben, Skjold, Hjelm, Sværd og Spyd. Hans Brødre tilbød sig at følge ham. „Ikke vil jeg det,” sagde Thord; „thi jeg vil ikke indvikle eder i nogen Ulemper med mig, da I ikke have taget nogen Deel i Manddrab med mig; forholder eder derfor rolige med min Fostersøn, indtil der begiver sig noget af større Betydenhed.” Siden besteg han sin Hest; og sagde Farvel til alle sine Folk. Han red op paa Bjergaasen til Linakredal, og en Mand med ham som Vejviser. Han standsede ikke før, end han kom til Engehlid i Langedal silde om Aftenen. Han havde en Maske over Hjelmen og vilde ikke kjendes. Thorvalds Sønner tyktes at kjende ham, og fortalte det til deres Fader. “Og dersom det er ham, betyder det vist noget, da han rejser igjennem Herredet og vil være ukjendt.” Bonden spurgte den store Mand om hans Navn. Han sagde, at han hed Thord. „Er du Thord Hrede?” Han siger: „Saaledes kan du nævne mig, dersom du vil; den er Manden.” Bonden spørger: „Hvorledes forholder det sig med din Rejse?” Thord fortæller ham Orms Drab, og hvorledes Alt var gaaet til, og kvad en Vise:

Spydkaster! kun lidt jeg fortæller:
en Slange jeg fælded';
forinden Guldets Gudinde
den vanære vilde.
Hidsig jeg blev da Møen
af Havhestens Styrer blev favnet.
Ikke Guldets Asynje
vilde Slangen bedaare.

Thorvald sagde: „Store Tidender fortæller du: at Orm, Skjegges Frænde, er dræbt, og der ville mange Frænder understøtte Skjegge.” Thord kvad en Vise:

Jeg veed, at Frænderne monne
Guldets Bærer forfølge,
at de med Blodets Vaand
mig ville stræbe at hugge.
Men om end blanken Eg
den mægtige Skjegge mon svinge,
ei dog jeg veed, om for Een
jeg flygter fra Vaabenkampen.

Thorvald svarer: “Ikke er det heller vist. Men hvor har du nu i Sinde at ride hen: “Jeg har i Sinde at ride for det første nordpaa; til et Skib, som staaer oppe ved Mundingen af Kolbensaa, hvad som da vil skee.” Thorvald tilbød ham sin Søn Einar til Følgemand; thi Thord var ubekjendt med Veien. Han skulde følge ham nordpaa over Vatnsskard (Vandpasset), til det Sted hvor Veiene skiltes. Thord takkede ham, og trak en Guldring af sin Haand og gav ham. Thorvald takkede ham for Gaven og bad ham at tye til sig, dersom han vilde. “Det aner mig, at du vil blive prøvet paa denne Reise i Vaabendygtighed og Tapperhed; du maa kunne vente, at Orms Frænde Øssur vil stræbe dig efter Livet, naar han faaer det at vide; thi han er en stor Høvding og voldsom i Færd.” Thord sagde, at det vilde møde ham, som Skjebnen havde bestemt; „og da have min Slægts Følgeaander intet at betyde, dersom ikke nogle af Orms Frænder ville miste Livet ved min Haand, førend jeg ligger som Lig. Men ædelmodig viser du dig, Bonde! og hav Tak derfor; dit Venskab vil jeg føre mig til Nytte, dersom jeg behøver.” Derefter red Thord bort og Einar med ham, og skiltes Thord og Thorvald som gode Venner. De ride op ad Langedal og nord paa ad Vatnsskard. Og da de vare komne nordover Passet, bleve de uenige om Veien. Thord vilde ride over Grindarhole, og han fik sin Villie igjennem. De red til Arnarstape og bedede der. Thord sagde, at han var søvnig, og at Ufredsaander forfulgte ham.

Nu er der at fortælle, at Indride spørger sin Fostbroder Orms Drab. Han red fra Skibet og fire Mænd med ham; to Nordmænd, den ene hed Sigurd, men den anden Thorgrim; de vare særdeles vaabendygtige Mænd. De andre to vare Islændere; den ene hed Bard, men den anden Thorfinn; de vare baade store og stærke. De vare vel bevæbnede. De red ad den almindelige Vei fra Skagefjord op til Vatnsskard den samme Dag, som Thord red over Passet. Thord og hans Reisefælle see nu fem Mænd ridende med Vaaben. Thord spurgte sin Reisefælle, om han kjendte dem, som red der. Han sagde: „Ikke kan jeg kjende noget Menneske, dersom det ikke er Indride Styrmand, Orms Fostbroder, med et rødt Skjold og et stort Hagespyd i Haanden.” Thord svarer: „Vel kan det være, at Indride vil mødes med mig. Men hvilken Hjælp kan jeg vente af dig?” Han sagde: „Ingen Stridsmand er jeg, og ikke taaler jeg at see Menneskeblod, og ilde er det, dersom du skal miste Livet for dem.” Thord sagde, at det var ikke afgjort, „hvo der i Aften bliver Styrmand til Indrides Skib.” Derefter belaver Thord sig til Forsvar, men sagde, at det var Skade, at hans Rejsefælle var modløs, og kvad en Vise:

Ei for Sølysets Kastere
Monne jeg Flugten tage
paa denne Aas — det skulle
gjæve Mænd spørge;
men hjelmbeklædt jeg længe
Sværdsangen vil lade lyde,
skjøndt sex Skibsførere angribe
mig i Vaabenmessen.

Da de traf sammen, spurgte Indride, hvad der opholdt Orm. Thord sagde, at Orm havde kjøbt sig Bopæl paa Midfjordsnæs. Siden fortalte han ham Drabet, „og hevn ham nu; thi ikke vil der gives dig en bedre Leilighed end nu.” Indride sagde, at det skulde ogsaa være saaledes. Siden angribe de ham alle. Nordmanden Sigurd kaster et Spyd henimod Thord. Spydet traf Skjoldet, men løb derfra ned i Jorden. Han bukkede sig idet han stødte til, og da Thord saa det, huggede han til ham, og overhuggede ham over Midten. Idet samme huggede Thorfinn til Thord og traf Skjoldet og skar en Deel bort af dette. Thord huggede Thorfinn i Laaret ovenfor Knæet, saa at Benet gik af. Thord sagde, at Indride skulde gjøre et stærkere Angreb, „dersom du vil hevne din Fostbroder.” Indride løber da henimod Thord og angriber ham med Iver. De kjæmpede længe, men Udfaldet blev, at Indride faldt for Thord, efter at have faaet mange Saar. Thord løb da hen imod Indrides Fæller; og deres Kamp havde ikke varet længe, førend Thord havde dræbt dem begge, hvorefter han sætter sig ned, og forbinder sine Saar; thi han havde faaet mange og store. Han gaaer hen til Indride og spurgte, om han stod til at læge. Han svarer: „Det tykkes mig sandsynligt, dersom Læger komme til.” Thord trak da Indride op af Blodet, og sætter ham op paa hans Hest. Derefter tager Thord sin egen Hest og rider vesterpaa til Bolstadehlid, hvor han fortæller Tidenderne. Derpaa red han med Indride til Engehlid. Thorvald tager vel imod Thord, og tilbyder ham al den Tjeneste, som han vil modtage, og spørger om Tidender. Han fortæller ham Kampen ved Arnarstape og de fem Mænds Fald. „Men derfor er jeg kommen her, at jeg vilde, at du skulde læge Indride, thi der findes ikke en tapprere Mand.” Thorvald sagde, at det var ikke mere end Pligt. Han tog da imod Indride, og tilberedte ham et Bad i et Kar og rensede hans Saar, hvoraf dog ingen vare dødelige. Thorvald tilbyder Thord at helbrede ham; men det vilde han ikke. “Jeg vil søge nordpaa, hvad der end møder mig.” Indride sagde: „Nu har jeg, som I vide, forsøgt at hevne Orms Drab paa Thord, men det gik saaledes, at mine fire Fæller faldt for Thord, men jeg selv blev farlig saaret, og Udfaldet af min Kamp med Thord blev, som der var at vente; thi han overgaaer alle i Vaabendygtighed. Det er nu mit Raad, Thord! at du skal ride nordpaa til mit Skib, og vente der paa mig. Hustruen paa Miklebæ hedder Oløv, hun er en storsindet Kvinde og en fortrinlig Læge; bed hende at tage imod dig, indtil jeg kommer, og at læge dine Saar. Øssur hedder en Mand; han boer paa Thveraa i Skagefjord. Han er Orms Frænde, og vil stræbe dig efter Livet.” Thord sagde, han skulde have Tak for sine Raad; men for Øssur vil jeg reise min Vei, som jeg har bestemt.” Derefter red Thord nordpaa over Bjergpasset til Skagefjorden, og lige til Skibet. Han kom til Miklebæ silde om Aftenen, og traf Husbonden. Bonden spurgte om hans Navn. Thord nævnte sig. Thorhall siger: “Ofte har jeg hørt dig omtale. Hvad foraarsager, at du kommer hid?” Han fortalte ham om sit Møde med Indride, og kvad en Vise:

Visselig i viden Vatnspas
en svar Kamp jeg kjæmped;
Livet jeg der lod tabe
Sværdsvingere fire;
men Indride den fagre,
i Striden blev vunden;
Ham, som Snækken kan styre.
Jeg skjenkede Livet.

Thorhall sagde, at han var en stor Helt, “og det synes mig, at du er haardt saaret.” Thord sagde, at hans Saar ikke vare af megen Betydenhed, men nogle Skrammer havde han. I det samme kom Hustruen ud, og sagde: “Hvem er denne hiin store Mand, som her er kommen?” Thord sagde sit Navn. Hun siger, at hun ofte har hørt ham omtale, og bad ham staae af Hesten og blive der Natten over. Thord sagde, at hun skulde have Tak for sit Tilbud. Thorhall sagde: „Farligt tykkes det mig at modtage denne Mand, der er indviklet i svare Drabssager, og selv er han haardt saaret og behøver Lægedom; ogsaa ere mægtige Mænd, der ville forfølge ham og hevne Orm; det tykkes mig, at den, der yder ham nogen Hjælp, hverken vil sørge for sit Gods eller Liv.” Da siger Hustruen: „Ikke ere vi heri af een Mening; mig tykkes, at den vil erholde den bedste Lod, som yder ham nogen Hjælp; jeg vil, Thord! tilbyde dig, at blive her saalænge, som du vil, og at jeg skal forbinde dine Saar, og helbrede dig, dersom det kan lykkes.” Thord takkede hende og siger, at dette Tilbud vil han modtage, dersom Husbonden samtykkede deri. Thorhall sagde, at det gik nu, som det plejede, „at du vil raade; love skal jeg Thord, at være ham tro i alle Henseender; reen Mund kan jeg holde om Thords Ophold her.” Thord steg da af Hesten, og Hustruen fulgte ham til et afsides Fadebuur, men Husbonden tog Sadelen af hans Hest. Hustruen dækkede Bord for Thord, og han satte sig til at spise; derefter tilberedte hun ham et varmt Bad i et Kar og rensede hans Saar, der vare baade mange og store. Thord var paa Miklebæ i Løndom indtil alle hans Saar vare lægte. Da sagde Thord til Thorhall og hans Kone: „Saavidt er det kommet, at jeg er helbredet for mine Saar, og vil jeg ikke længer holde mig skjult, eller opholde mig længer her, end I Ægtefolk ønske.” Hustruen svarer: „Det er min Villie at du bliver her, indtil denne Sag er paa en eller anden Maade afgjort.” Thorhall sagde: „Det vil jeg, at Thord bliver her i Vinter; men dog er det blevet mig fortalt, at Øssur paa Tveraa monne have i Sinde, at udøve Hevn paa dig.” Thord sagde, at det brød han sig ikke om; „det er ikke vist, hvo af os lægger Stenen over den andens Hoved. En Dag red Thord til Skibet; det var blevet ført ud til Elinarholm. Paa samme Tid kom Indride til Skibet. Skibsfolkene havde gjort Skibet seilfærdigt imedens Indride var i Engehlid. Indride tilbød Thord at reise udenlands med sig, men sagde, at han formedelst Orms Frænder, som baade vare mange og mægtige, ikke kunde holde ham i Norge; „men Forlig har jeg sluttet paa dine Vegne; om alle de Drab, som skete paa vort Møde, og har givet Bøder for dem af mine Penge.” Thord takkede ham for alt dette, og trak en Guldring af sin Haand og gav ham, men sagde, at han ikke vilde reise udenlands denne Gang. Derefter skiltes de ad med Venskab. Indride reiste udenlands, og er ude af Sagaen. Thord red til Miklebæ. Thorhall tog meget vel imod ham, og sagde, at det var godt, at han ikke var reist udenlands; „du har opholdt dig her nogen Tid, og du behager mig; jeg veed ogsaa, at min Kone vil, at du skal opholde dig her saa lang en Tid, du vil. Jeg er ogsaa uden Børn, og det er godt at gjøre sig slige Mænd til Venner, og understøtte dem med Penge, dersom noget tilstøder dem. Der mangler mig hverken Mod eller Forstand til gode Raad, dersom Øssur begynder Fjendtligheder imod dig.” Thord svarede venligt. Da siger Husfruen: „Ikke ønskede jeg, Thord! at du skulde stole paa Thorhalls Visdom eller Bistand; men det mener jeg er godt, at du prøver det for en Gangs Skyld, dersom du trænger til Thorhalls Tapperhed.” Thord opholder sig hos Thorhall om Vinteren.

Ketil hed en Bonde; han boede indenfor Osland. Han havde givet Thord en god Hest, som hed Svidgrim, efter hvilken Svidgrimshøie have faaet Navn. Bonden Kalv paa Kalvstade bød Thord og Thorhall til Julegilde, hvilken Indbydelse Thord modtog. Men førend de red hjemmefra, sagde Husfruen til Thord: „Jeg ønskede, at du skal fare forsigtig; thi Øssur paa Tveraa lurer paa dit Liv; han har gjort det Løfte at hevne sin Frænde Orm.” Da sagde Thorhall: „Stole maa du derpaa, Hustru! at vi ikke ere fortabte, hverken med Hensyn til Raad eller Tapperhed, om det end kommer til en Prøve, skjøndt der er nogen Forskjel paa Styrke, ikke saa liden endda.” Hustruen sagde: „Gid din Selvroes aldrig maa trives! Jeg raader dig, Thord! ikke at forlade dig paa Thorrhalls Manddom.” Thord svarer: „Vel vil han prøves.” Siden ride de til Kalvstade, hvor de bleve vel modtagne; der var et godt Gilde i Julen. Nu er det at fortælle om Øssur paa Tveraa, at han lader speide efter, naar Thord tager fra Julegildet. Han samler Folk og rider selv nittende Natten før sidste Dag i Julen hjemmefra ud til Hjaltedal, og standser i Nærheden af Gaarden Vidvig, i en lille Dal, som kaldes Gardshvam. Tidlig om Morgenen efter Jul beder Thord sine Folk gjøre sig færdige til Hjemreise, og sagde, at mange Ting havde baarets ham fore om Natten. Kalv spurgte Bonden, hvad han havde drømt. „Det drømte jeg,” siger Thord, „at mig tyktes, at vi Kammerater red op ad Hjaltedal, og da vi kom i Nærheden af Vidvig, da sprang op imod os nitten Ulve. En af dem var den største af dem alle; han løb henimod mig med gabende Mund og overfaldt mig; mig tyktes, at de bed mine Mænd til Døde. Jeg tyktes, at dræbe mange af Ulvene, og den største Ulv tyktes jeg at saare; og da vaagnede jeg.” Bonden Kalv sagde, at det varslede Ufred, „og betyder dette Folks Sindelag,” og tilbød ham, at blive der den Dag, og lade speide ned til Vidvig. Thord vilde det ikke. „Da vil jeg,” sagde Kalv, “give dig flere Mænd med, for at forøge dit Følge.” Thord siger: „Ikke skal det spørges, at Thord Hrede frygter for blotte Drømme og forøger sit Følge fordi han af den Grund ikke tør ride igjennem Herredet.” De ride syv i Tallet fra Kalvstade : Thord og Thorhall og fem af deres Hjemmefolk. Bonden Kalv gav Thord til Følgeskab sin Tjenestekarl, som hed Hall, en stærk Mand. Eyvind hed en Bonde, som boede paa As i Hjaltedal; han havde været paa Kalvstade i Julen. Han havde givet Thord et Spyd, beslaaet med Guld, og lovet ham sin Bistand, hvorsomhelst Thord behøvede Folk. Eyvind fulgte med Thord. De foere ned ad Dalen, og vare ikke komne langt, førend en Mand, hvem Kalv havde sendt for at speide, kam dem i Møde. og fortalte dem, at Mænd sad i Baghold for dem, ikke færre end atten. Thorhall spurgte, hvem det var. Han sagde, at Øssur fra Tveraa var Anfører. Thord sagde, at der gaves da Leilighed til at prøve Folks Raskhed og Vaabendygtighed. Thorhall sagde: „Det er ikke raadeligt, at fare hen mod dem, saa stor en Forskjel paa Styrke der er, og monne jeg give et andet Raad.” Thord siger: „Hvilket er det?” Thorhall svarer: „Vi skulle dreie af over paa Aasen, og derpaa ned i Kolbeinsdalen, og siden hjem, saaledes at de ikke blive os vaer.” Thord svarer: „Liden Forskjel tykkes mig der at være paa Styrke, skjøndt de ere atten, men vi ni. Jeg veed, at Mange have seiret over en slig Overmagt; og ikke vilde min Frænde Hardekare have flygtet, skjøndt der havde været en noget større Forskjel paa Styrke; mindre monne jeg ikke slægte ham eller mine andre fornemme Slægtninge paa, end at jeg ikke flygter uden at have gjort noget Forsøg. Nu vil jeg fare og mødes med Øssur, hvorledes det end gaaer; men du, Thorhall! skal ikke være tilstede ved dette Møde; jeg vil ikke lønne din Hustru eder Velgjerninger paa den Maade, at udsætte dig for nogen Livsfare.” Thorhall sagde han skulde raade; „men mine Uvenner ville sige at jeg forlader dig paa en uhæderlig Maade.” Thord bad Eyvind ogsaa ride hjem. Han sagde: „Ilde vilde jeg holde Staldbroderskab med en gjæv Mand, dersom jeg skulde løbe fra dig, naar du mest behøver Folk; aldrig skal det og skee, at mig hænder den Skam.” Siden fare de fremad, indtil de see Øssurs Baghold. Thord sagde: „Vi skulle gaae ud af Veien op paa Skrænten nærved os; der have vi en god Forsvarsborg.” De gjøre saa, og bryde der Stene op. Og da Øssur og hans Folk see det, løbe de op ad Skrænten. Thord spurgte: „Hvem ere disse, hvis Færd er saa fjendtlig?” Øssur sagde sit Navn, „er vel Thord Hrede der paa Høien?” Han svarede: „Den er Manden; og er det nu bedst, for dig at hevne din Frænde Orm, dersom nogen Kraft er i Eder, thi I have Overmagt nok.” Øssur bad sine Folk at angribe dem. Der begyndte nu en haard Kamp. Thord blev snart Banemand til en Mand. Han og hans Folk kastede Stene ned paa Øssur og hans Følgere, men de værgede dem med Skjoldene. Nogle Mænd faldt da af Øssurs Folk, medens Stenene strakte til. Derpaa løb Thord og hans Ledsagere ned af Bakken; da begyndte Mandfaldet. En Mand ved Navn Ørn huggede til Thord, og traf ham i Laaret medens Thord vendte Ansigtet bort; thi en Mand, som hed Havthor, en Frænde af Øssur, angreb ham forfra. Og da Thord fik Stødet, vendte han sig om, og huggede til ham med den ene Haand med Sværdet, og traf ham over Midten og huggede ham sønder midtover. Næste Gang huggede han til Havthor; Hugget traf Skulderen og skilte Armen fra Siden; han faldt død til Jorden. Nu har Thord dræbt tre Mænd. Da Øssur seer dette, beder han sine Mænd, at gaae frem. Han tilligemed fem Mænd angribe nu Thord, men de andre angribe Thords Ledsagere. Men Udfaldet af Mødet blev, at Thord havde dræbt sex Mænd, og saaret Øssur, saa at han var udygtig til Kamp. Af Øssurs Folk bleve ni dræbte, fem af Thords. Da Kampen var til Ende, gik Thord hen til Øssur, og trak ham op af Blodet, og lagde et Skjold over ham, for at Ravnene ikke skulde sønderrive ham; thi han kunde ingen Hjælp yde sig selv. Alle Øssurs Folk flygtede; ikke var Thords Folk i Stand til at forfølge dem; thi der var ingen, som kom usaaret bort fra dette Møde. Thord tilbød Øssur at lade ham helbrede. „Ikke behøver du at tilbyde mig at lade mig helbrede,” siger Øssur, “thi lige saasnart skal jeg dræbe dig som der gives mig Leilighed.” Thord sagde, at det brød han sig ikke om, og sendte Thorhall over til As til Thorgrim, som boede der, med Bud, at han skulde hente Øssur, og læge ham. Han gjorde saa og førte ham hjem til sig. Øssur laa længe i sine Saar, men blev omsider helbredet. Høie bleve opkastede over Ligene af de Mænd, som faldt der. Efter Mødet i Gardshvam, foer Thord hjem med Thorhall; han havde faaet mange Saar, men ingen dødbringende. Oløv spurgte Thord om Mødet. Han kvad en Vise:

Under Sværdenes Larmen
af Havildens Bærere
femten bleve dræbte;
syv saarede bleve.
Sex jeg der fælded' af Slyngerne
af Strandbæltets Ild;
en Usling, for Seier modløs,
— Øssur han hed — jeg saared'.

„Dette ere store Tidender,” sagde hun. Hustruen lægede Thords Saar. Vinteren forløber, uden at noget mærkværdigt tildrog sig.

Om Vaaren red Thord op i Herredet; thi en Bonde, ved Navn Thorgrim, havde sendt ham Bud om at opbygge hans Beboelseshuus, thi Thord var den mest udmærkede Bygmester. Thorgrim boede paa Flatatunge; det er høit oppe i Skagefjorden. Thord var beskjæftiget ved Bygningsarbejdet om Sommeren. Og da Bygningen var næsten fuldført, kom et Skib fra Havet til Gase i Øefjorden. Thord siger til Bonden, at han vil ride til Skibet og kjøbe det Tømmer, som han tyktes at mest behøvedes. Bonden siger, at han skal raade, og medgiver ham tre Tjenestekarle for at føre Tømmeret hjem. Siden fare de nord paa, og opholde dem paa Markedet saalænge de behøve, og medtage nord fra Tømmer paa mange Heste. Thord rider i Følgeskab med dem. Han var fuldt bevæbnet; han havde Hjelm og Skjold, Sværd i Beltet og Spydet, det gode. De red ad Hørgaadalshede, ned ad Norderaadalen og over Aaen oven for Gaarden Egilsaa og derefter ned ad Aabredderne. Da see de tolv Mænd springe op foran dem med Vaaben. Det var Øssur paa Thveraa. Thord sprang strax af Hesten og holdt Skjoldet foran sig. Hans Reisefæller vise strax megen Kjækhed; de stige af deres Heste og drage Vaabnene. Thord bad dem om ikke at udsætte dem for nogen Livsfare. De sagde, at den skulde aldrig trives, som stod hos, medens han trængte til Folk. Da sagde Thord til Øssur: „Ikke er du endnu hørt op med Baghold for mig; mig tykkes at vort Møde maatte fæstet sig i dit Minde; ikke monne Udfaldet blive bedre for dig nu end sidst.” Øssur svarede: „Det sagde jeg dig, at aldrig skulde jeg være i Fred med dig, dersom jeg da beholdt Livet, og det skal jeg holde; lader os nu angribe ham, og føre os til Nytte vor større Styrke.” Thord siger: Ikke har jeg endnu opgivet alt; mig tykkes det ikke vist, hvad I vilde kunne udrette, om jeg end var ene; men nu dobbelt uvist, da disse Mænd følge mig.” Siden løb han frem mod Øssur, og gjennemborede den Mand, som stod forrest, med Spydet. Thord sagde: „Der faldt nu en, og derved er Sandsynligheden ikke mindre for, at det gaaer en anden ligesaa.” Øssur med sex andre angribe nu Thord, men fire af Øssurs Folk angribe Thords tre Ledsagere; Udfaldet af de sidstes Kamp bliver, at de falde allesammen. Men om Thord og Øssur er der at fortælle, at Thord dræber fire af Øssurs Folk, og gav ham selv mange Saar. Nu maa der fortælles, at Bonden Thorgrims Faarehyrde seer Kampen fra Aasen af og tykkes at vide, hvem Mændene ere; han veed ogsaa, at Thord behøver Folk. Han løber hjem til Flatatunge, og fortæller Bonden om Sammentræffet, og beder ham at ile med at yde Thord Hjælp. Bonden gjør sig hurtig færdig, og rider selv tiende op paa Aabredden. Og da Øssur seer de kommende Mænd, skynder han sig til sin Hest og bestiger den med Nød og neppe, og rider bort saa stærkt han kan, indtil han kommer hjem til Thveraa, og er ilde tilfreds med sin Reise; sine Folk havde han mistet, men er selv haardt saaret. Thords tre Ledsagere faldt, og bleve de begravede der paa Bakkerne, hvor Mødet fandt Sted. Bonden Thorgrim spurgte Thord om Tidender; han kvad en Vise:

Tolv af Muldormens Skattes
Krystere havde i Hu mig
Bane at bringe;
sand Skade jeg dem tilføied'.
I Fart jeg sendte
syv af Blodkampens Søgere
med blanken Sværd
til Odins skjønne Hal.

Thord opholdt sig nu i Flatatunge, og endte Bygningsarbeidet; det var et saare stærkt Huus, og det stod lige til den Tid, da Egil var Biskop paa Holum. Og da Thord vil bort, følger Bonden Thorgrim ham, selv tiende; de ride nedad Skagefjorden; og da Øssur seer deres Færd, tyktes han ikke at have Styrke nok for at ride efter dem. De ride ad deres Vei, indtil de komme til Miklebæ i Oslandsliden. Thorhall modtager Thord vel, men Hustruen bedre. Bonden Thorgrim red hjem, og han og Thord skiltes ad i meget Venskab. Thord bliver nu meget berømt over en stor Deel af Landet. Dette spørger Midfjords-Skjegge, og lader, som om han ikke veed, hvad der foregaaer imellem hans Frænde Øssur og Thord. Thord sidder i Ro næsten til Jul. Det var en Morgen før Julen, at Thord vilde fare hen at see sin Hest Svidgrim. Den stod med fire Hopper. Thorhall bad Thord vente og fare tre Nætter senere, „thi jeg fører mit Hø fra Høstakkerne.” Thord sagde han skulde raade; “men ikke kommer det mig uventet, om vi komme til at møde Mænd.” Thorhall sagde, at alt var ikke tabt, skjøndt der var nogen Forskjel paa Styrke. Thord smilte til hans Ord og sagde: „Saa monne det være, dersom du staaer ved min ene Side.” Konen sagde: „Gid aldrig din Selvroes maa trives; mig tyktes, at Thord havde liden Nytte af dig paa det Møde, du var med paa; og er den Kone ilde gift, som har dig til Mand; thi du er baade pralende og feig.” Thord siger: „Ikke er det saa at forstaae; Thorhall er ingen Angrebsmand, og forsigtig, men er vistnok den djærveste Kæmpe, dersom det kommer til en Prøve.” Thorhall siger: „Ikke behøver du, Hustrue, at være saa haard i din Tale; thi jeg har ikke i Sinde, at vige Pladsen for een, dersom vi ere lige godt bevæbnede.” De lod nu deres Samtale falde. En Landstryger var tilstede ved deres Samtale. Han løb afsted og kommer om Aftenen til Thveraa.

Øssur spurgte ham om Tidender, eller hvor han kom fra. Han sagde, at han ingen Tidender kunde fortælle, „men paa Miklebæ i Oslandslid var jeg i Nat.” Øssur spurgte: „Hvad tog Helten Thord Hrede sig for?” Drengen svarer: „Visseligen kan du sige det, at han er en Helt, saa skammelig du er blevet behandlet af ham; men jeg saae ham Intet bestille, undtagen at han nettede Hjaltepladen paa sit Sværd. Men Thorhall hørte jeg sige, at de monne føre Hø fra deres stakker inden tre Nætter.” Øssur spurgte: „Hvor mange Mænd monne de blive!” Drengen svarer: „Ikke flere end Thord, Eyvind og Thorhall.” „Vel fortæller du, Dreng!”, siger Øssur. Derpaa tilkaldte han tolv Mænd til Følgeskab og red ud til Oslandslid. Denne samme Morgen ride de hjemmefra, Thord, Eyvind og Thorhall: Thord bad Eyvind medtage sine Vaaben, og meente at det vilde ikke være overflødigt for dem. Han gjorde saa. De ride ud til Svidgrimshole. Da sagde Thord: „Det er mit Ønske, Thorhall! at du bliver her tilbage, men Eyvind og jeg skulle opsøge Hestene! Thorhall sagde, han skulde raade. De gik da op ad. Skrænten. Snee var der i Skrænten, og paa mange Steder var der faste Sneedynger. Øssur kommer til Høgjerdet med sine tolv Ledsagere, og de slaae strax en Kreds om Thorhall, droge deres Vaaben, og opfordrede ham til at følge dem hen til Thord. Thorhall blev yderlig forskrækket, og segnede ned ved Siden af Gjerdet, og sagde, at Thord var gaaet op ad Skrænten med en Ledsager. Øssur sagde: „Ilde er det, at have Træl for sin Eneven,” og slog ham med Øxehammeren, saa at han besvimede. Derpaa løb de op ad Skrænten. Da sagde Thord til Eyvind: “Mænd komme fra neden op ad Skrænten og kjender jeg dem grant; det er Øssur, som er der, og vil end engang mødes med mig. Nu skulle vi see til, om vi kunne naae til Skeggjahamarr (Skjeggesklint) og derfra til Svidgrimshole, der er et godt Forsvarssted. Eyvind svarer: “Vel kunne vi naae til Klinten.” De løb til Klinten. I det samme komme Øssur og hads Ledsagere til. Thord gik yderst ud paa Klinten. Glat Snee var der paa Klinten, og heelt ned til Foden af samme, og det var overordentlig steilt. Det var forbundet med den største Livsfare at gaae der ned. Siden satte de Spydene imellem Benene og lode dem saaledes glide nedad. De kom da til Svidgrimshole. Øssur og hans Ledsagere kom nu snart til. Thord sagde: “Megen Iver viser du for at faae mit Liv, Øssur! ikke vilde det være ilde, at det gik ud over dig selv; vi skulle heller ikke begge komme bort fra dette Møde.” Øssur sagde, at det havde han ogsaa havt i Sinde, at Thord skulde ikke længer undslippe. De angribe nu Thord og Eyvind. Thord kastede et Spyd henimod Øssur og i det samme løb en af dennes Mænd frem foran ham, og Spydet fløi igjennem ham. En Mand huggede til Thord, men han satte Skjoldet imod, og Hugget traf dette, og Thord blev ikke saaret. Thord huggede til denne Mand og gav ham Banesaar. Han huggede strax til en anden; det traf Halsen og Sværdet løb ned i Brystet; han faldt død paa Jorden. Den tredie gjennemborede han med Sværdet. Eyvind dræbte den fjerde. Øssur angreb dem nu med megen Heftighed; da faldt endnu to af hans Mænd. Eyvind fik da flere Saar; han blev da mat formedelst Blodtab, han satte sig ned og var overmaade mødig. De andre sex angreb nu Thord, han forsvarede sig saaledes, at de intet Saar fik ham bibragt. Thord sagde da til Øssur: „Vanskeligt falder Angrebet Eder sex; og hvad monne jeg mindre ville, end hedde Formand for disse Folk, og bruge dem alene til Skjold idag; nu skulde du snarere gjøre et Angreb og hevne din Frænde Orm og al den Vanære, som jeg har tilføiet dig.” Øssur bliver nu meget vred ved altsammen, baade ved Thords krænkende Ord, og formedelst det Had, som han bar til ham; han løber da henimod ham og hugger til ham med begge Hænder. Sværdet traf i Skjoldet og der gik et stort Stykke deraf. I det samme huggede Thord til Øssur; det Hug traf Øssur paa den venstre Side; Sværdet løb ned langs Rygraden og løsnede den fra Ribbenene, og siden ind i Hulheden; Øssur faldt da strax død ned. Øssurs Folk, som vare i Live, flygtede bort, og fortalte Øssurs Drab. Thord lod Eyvind føre hjem; han havde mange Saar, hvorfor han længe blev sengeliggende, men blev helbredet tilsidst. En Høi blev opkastet over Øssur. Thord fortalte Øssurs Drab paa Miklebæ og kvad en Vise:

Endnu Krigere sex,
du kløgtige Guldets Stamme!
har til Odin jeg sendt;
thi Hjertet svulmer i Barmen.
Der jeg, Armbaandsbærerske!
Øssur lod Livet tabe;
Havildskvisten, Kvinde!
den syvende var af de dræbte.

Oløv var meget misfornøiet med Thorhall, fordi han havde fortalt, hvor Thord var; og det var nærved, at hun af den Aarsag skilte sig fra ham. Thord søgte jevnligen at udjevne deres Trætter, og sagde at det var til at undskylde, at han havde frelst sit Liv, og der var intet, som man jo havde kunnet vente af Øssur. Nu forløber Julen saaledes, at der begav sig intet mærkværdigt. Thord forholder sig rolig.

Nu er der at fortælle, at Midfjords-Skjegge spørger sin Frænde Øssurs Drab; ham tykkes, at Thord har hugget ham nær, og bliver meget vred paa ham; dog yttrer ban sig ikke derom til nogen, fordi at han ikke vilde at hans Søn Eid og Thords Brødre skulde faae nogen Anelse om hans Planer, førend de udførtes. Han lader hemmeligen sætte tolv af sine Heste ind, og agter at ride hen for at dræbe Thord strax efter Julen. Han farer da hemmeligen hjemmefra, selv tolvte. Han rider nord over Vatnspasset, ned over Hegrenæs og ud ad Bøigden om Natten, og de komme noget før Daggry til Miklebæ. Det var klart Maaneskin. De banke paa Døren. En Mand gik til Døren, og spurgte, hvem der vare komne. Skjegge sagde ham sit Navn og spurgte om Thord Hrede var der. Manden svarer: „Hvad vil du ham?” Han sagde: „Sørg ham, om han vil taale Hug af Skøfnung ude eller inde.” Da Fortællingen kom ind, hvilket hans Ærinde var, staaer Thord op og tager sine Vaaben. Da sagde Hustruen Oløv: „staaer nu op, Mænd! og væbner, Eder og værger en brav Mand; thi mange raske Mænd ere her tilstede, og lader nu Skjegges Tog herhen faae et slet Udfald.” Da svarede Thorhall: „Det forbyder jeg alle mine Hjemmefolk, at gjøre Skjegge Modstand, og gjøre Gaarden Skam hos en Udenherreds høvding.” Hustruen svarer: „Længst vidste jeg, at du er udygtig til Kamp og feig til Manddomsgjerning.” Thord sagde: „Husbond skal over Huus raade, Hustru!” hvorpaa han gik ud i Døren. Skjegge opfordrede ham til at gaae ud, og give sig Plads til at hugge til ham. Thord kvad da en Vise:

Vilkaar herpaa jeg gjør dig,
da du egger mig, Skjegge!
henunder Krigersværdet,
det eghvasse, ud at ile,
dersom Odins Ilds Hestes
Styrere mig ville føre,
den stærke, didhen, hvor Øssur
fro jeg fældede forhen.

„Og monne jeg gaae ud paa den Betingelse,” siger Thord, „at jeg følger dig derhen, hvor jeg dræbte din Frænde Øssur; det vil da blive endnu fastere i din Erindring, hvilket Skaar jeg har hugget i din Æt.” Skjegge sagde: „Ikke ville dine haanende Ord yde dig Hjælp nu, men vedbørligt tykkes det mig, at Hevnen bliver der udøvet.” Siden foer Thord med dem til det Sted, hvor Øssur var blevet begravet. De gik nu omkring Høien. Thord kvad da en Vise:

Nu i mit Blod Eg at væde
jeg dig raader, mægtige Skjegge!
hvis for mit Liv du raader,
naar det lakker mod Aften,
og mindes saa de tvende
mordeggende Kjæmper,
de i Striden vante,
dig nærbeslægtede,
som jeg dræbte.

Skjegge drog da Sværdet Skøfnung og sagde: „Her skal det ikke tilkomme nogen anden at dræbe Thord end mig.” Thord drog sit Sværd og sagde: „Ikke kan du vente, Skjegge, at jeg skal staae rolig under dine Hug, medens jeg ikke er bunden. I dette Øieblik sprængte henimod dem atten Mænd, alle med dragne Sværd. Der vare da komne Eid samt Eyulv og Steingrim, Thords Brødre. Eid spurgte om Thord endnu var i Live. Thord svarede, at sig var ikke Døden nær. Alle sprang de nu af Hestene. Eid satte nu sin Fader to Vilkaar at vælge imellem, enten at give Thord Fred, saa at han kunde ride hjem til Os og sidde der i Ro; ellers erklærede han at ville hjelpe sin Fosterfader og kæmpe sammen med ham. Skjegge svarer: “For længe siden havde jeg dræbt Thord, naar jeg havde seet Leilighed dertil, dersom jeg ikke havde seet, at du, Eid, har skattet høiere at du er opfostret af Thord, end dit Slægtskab med mig.” Eid sagde, at alt det fortjente Thord. „Thord har ikke udøvet andre Drab, end i Nødværge, med Undtagelse af Orms Drab, og dette var dog at undskylde.” Skjegge svarede: „Det er rimeligt, Eid, at du vil komme til at raade, thi ikke monne jeg kæmpe mod dig. Efter dette rider Skjegge til Miklebæ om Natten, og gaaer ind med draget Sværd, og til Thorhalls Leie, og opfordrede Hustruen til at staae op, og sagde, at altfor længe havde hun anseet det sømmeligt, at have saadan Usling til Mand. Hun gjorde saa. Hun bad ham skaane Thorhall. Han svarede, at det Menneskedrog havde levet alt for længe. Derefter greb han ham i Haaret, og rykkede ham ud paa Sengekanten og huggede Hovedet af ham og sagde: „Meget bedre er det, at væde Skøfnung i dit Blod, end i Thords; thi stor Skade var det, om han døde, men aldeles ingen Skade i din Død; og nu har jeg indfriet min Gjeld til Skøfnung, for at jeg drog den ud af Skeden.” Skjegge rider nu bort, og hjem til Reyke og er ilde tilfreds med sin Reise. Thord og Eid kom til Miklebæ til samme Tid, som Skjegge red bort. Oløv fortalte dem om Thorhalls Drab. Eid sagde, at noget mindre havde man ikke kunnet vente. „Dertil var min Fader altfor vred da vi skiltes.” Oløv bød dem at opholde dem der saalænge som de vilde. Eid sagde, hendes Tilbud var ædelmodigt. De opholdt dem der en Uge og udhvilede deres Heste. Derefter gjorde de dem færdige til Bortreise. Thord gik da til Oløv og sagde: “Bede vil jeg dig om, ikke at gifte dig med nogen Mand inden tvende Vintre, dersom du hører, at jeg er i Live, thi du er den af alle Kvinder, som helst vilde kunne vinde min Kjærlighed.” Hun svarer saaledes: „Dette vil jeg love dig, thi jeg venter mig ikke noget ærefuldere Giftermaal, end dette.” De ride nu vester paa til Midfjord og hjem til Os. Eyvind fulgte med Thord, og tog en til at forestaae sit Bo, thi han vilde ikke skilles fra Thord, medens han ikke havde opnaaet Forlig i sine Drabssager. Nu forløber Vinteren, og Alt er roligt.

Der fortælles nu, at et Skib kom over Havet til Blandaos. Dermed var Styrmand Asbjørn, Skjegges Frænde. Skjegge rider til Skibs, og byder Asbjørn hjem med sig. De toge til Reyke atten i Tal. Asbjørn var ikke glad om Vinteren. Thord Hrede sad hjemme paa Os og havde mange raske Mænd hos sig. Eid var der selv tiende. Kort Tid havde Asbjørn været paa Reyke, da han fortalte Skjegge, hvad hans Hensigt var mod Thord i Henseende til deres Mellemværende; han sagde det var tungt, ingen Bod at faae for hans Broder, Orms Drab, medens man dog havde Styrke nok til Hævn. Skjegge sagde, det var en vanskelig Sag, “eftersom Eid altid gjør fælleds Sag med Thord, og indseer jeg ikke, hvad bedst vil fare til Maalet i Henseende til vort Forhold til dem paa Os. De slutte nu Samtalen. Denne samme Sommer kom et Skib til Hvitaa i Borgar-fjorden. Man red til Marked fra Nord-Egnene, baade fra Midtjord og andre Steder. Thord Hrede red til Skibs selv tolvte, de vare fortrinligen bevæbnede. I hans Følge vare hans Brødre, Eyolv og Steingrim. Det Rygte gik, at han havde i Sinde at ride op langs Borgarfjorden i sine Erender, og paa Vejen syd fra at tage over Arnarvatnshede. Dette spørger Skjegge og gjør sig færdig til at reise fra sit Hjem, selv attende, hemmeligen, saa at Eid ikke blev det vaer, og har i Sinde at sidde i Baghold for Thord, naar han rider syd fra. Asbjørn var med paa Toget. De ride nord paa over Aasen til Videdalen sønden for Bøigden, og derefter syd paa ind paa Heden, der hvor Vejene skilles og det skraaner ned mod Videdalen. Med Skjegge fulgte en Mand, der hed Thorbjørn og blev kaldt den Usle; han boede paa Skjegges Grund og var hans Arvsalgsmand (Fledføring). Han var meget rig, og saa gnieragtig, at han hverken nænnede selv at bruge hvad han eiede, eller at overlade Noget til andre, og derfor blev han kaldt den Usle; han havde faa Folk hos sig foruden sin Kone. Eid var reden ud paa Midfjordsnæs for at see til en Mands Bo, der hed Thorbjørn, og blev kaldt Stakkel. Han var Thord Hredes Arvsalgsmand, i hvis Følge han havde været. Han eiede alle slags Græsgangs-Kreaturer. Han boede nordlig paa Midfjordsnæsset, hvor hans Kreaturer i Skoven gik paa Græsgang uden nogensinde at behøve Foder. Thord maatte tage saa mange af hans Kreaturer som han vilde. Der opholdt Eid sig nogle Nætter, og red derefter hjem til Os, og erfarer nu hvad der var paa Færde. Han samler nu Folk og rider, selv femtende, syd paa ind paa Heden efter sin Fader.

Nu er der at fortælle, at Thord opholder sig paa Markedet saalænge han behøvede. Han rider derefter op ad Borgarfjorden, og derefter nord paa til Heden, lige indtil de see Bagholdet. Thord sagde: „Hvilke Folk kjende I her?” Eyolv svarede: “Ikke veed jeg det nøie, men meest ligt tykkes mig det Skjegge.” Thord sagde: „Længe vedblive de Frænder med Baghold for mig. Men, uagtet der er stor Forskjel paa Styrke, saa skulle de dog finde Modstand.” De rede nu videre hen til dem med dragne Sværd. Skjegge sprang da op, og sagde: „Lader os nu angribe dem, Frænde Asbjørn, og lad dem nu fornemme, at vi have Overmagt, og lader os nu hævne din Broder, Orm.” “Saa skal det være,” sagde Asbjørn. Thord svarer: Ikke er endnu Kaalen søbet, skjøndt den er kommen i Øsen.” De angribe nu Thord og hans Folk. Thord kastede et Spyd imod Skjegge og sigtede paa hans Midte. Den Mand løb da frem foran Skjegge, som hed Halldor, en nær Frænde til Skjegge. Spydet traf hans Midte og, gik igjenneim ham, og derefter i den Mands Bryst, der stod bag ved ham, og faldt de begge døde til Jorden. Den tredje huggede han med Sværdet paa Halsen, saa at Hovedet fløi af. Angrebet bliver nu paa det haardeste. Thord og Skjegge slaaes en lang Tid af Dagen, saa at Fordelen er paa ingen af Siderne. Eyolv og Asbjørn angrebe hinanden med Ivrighed; man kunde ikke see, hvem af dem vilde overvinde den anden; de tilføiede hinanden store Saar. Steingrim sloges med megen Djærvhed, og blev Banemand til fire Mænd. Kampen vexlede nu saaledes, at Steingrim staaer imod Skjegge, men Thord slaaes med Skjegges Folk med sine Mænd; han dræbte nu endnu fem Mænd; Navnebrødrene Thorbjørn den Usle og Thorbjørn Stakkel kæmpede meget hæftigt mod hinanden, og deres Kamp endte saaledes, at de faldt begge døde til Jorden. I dette Øieblik sprængte Eid hen til dem med sine fjorten Mænd. Eid sprang strax af Hesten, og gik imellem dem og skilte dem fra hinanden. Skjegge var yderligt vred; han og Asbjørn med Fæller red hjem til Reyke og vare lidet tilfredse med deres Foretagende. Asbjørn laae længe til Sengs formedelst sine Saar, men blev dog helbredet. Thord og Eid red hjem til Os efter Kampmødet. Tretten Mand faldt i Kampen paa Skjegges Side, men syv paa Thords Side. Begge Partier forholdt dem nu roligt. Det lakker nu ad Vinterens Ende. Det var en Dag, at Eid rider til Reyke, selv tiende. Hans Fader modtog ham vel. Eid sagde han vilde søge at mægle Forlig. Skjegge sagde, dertil var der Tid nok, „og bliv nu her i Vinter.” Eid sagde, det skulde saa være. Imellem Eid og Asbjørn var Forholdet koldt om Vinteren. Altid havde Eid Mistanke om Skjegges og Asbjørns Samtaler, at de sad hans Fosterfader Thord efter Livet. Han sendte Thord Bud, at han skulde tage sig vare.

Det var en Gang om Vinteren, at Eid blev vaer, at hans Fader red hemmeligen hjemme fra op i Herredet. Han troede at vide, at Reisen gjaldt et stort Foretagende; thi red han efter ham. selv tiende. De traf hinanden oppe ved Kroksmele. Skjegge spurgte Eid, hvorhen han agtede. Eid svarede: „Jeg vilde forøge Tallet af dine Ledsagere, min Fader.” “Smukt er det for dig, Frænde. Men jeg vil ride hjem igjen, thi jeg er syg.” „Det maa saa være,” sagde Eid, “men jeg vil ride til Torfustad, thi jeg har Erinde did.” Derpaa skilles de. Denne samme Dag havde Asbjørn begivet sig til den varme Kilde, og sex Mænd med ham. Nu er der at fortælle om Thord Hrede. Han vaagner denne samme Morgen og sagde til sine Brødre: “Saaledes have mine Drømme gaaet, som monne Midfjords Skjegge og Asbjørn sidde mig efter Livet. Nu monne jeg fare hjemmefra i Dag, og berede en eller anden Snare, der som Leilighed gives dertil, thi jeg vil ikke længer have dem begge, Asbjørn og Skjegge, over mit Hovede. Vi skulle nu fare syv tilsammen, mine Brødre, Eyvind og tre andre Mænd.” Siden tage de deres Vaaben og ride til Reyke. Paa denne Tid gik Asbjørn fra Kilden og saae de ridende Mænd. Asbjørn sagde til sine Mænd: „Der farer Thord Hrede, og deres Færd tyder paa Ufred, og monne han ville søge mig. Vi skulle begive os op paa Høien og vente der.” De gjøre nu saa. Thord kommer nu til, og Kampen begynder strax; der var den største Hidsighed paa begge Sider, thi der var ingen Forskjel paa Styrke. Thord blev hurtig Banemand til en Mand. Der faldt tre Mand paa Asbjørns Side, men en paa Thords Side. Da angreb Thord Asbjørn, og. tilføiede ham mange Saar, saa at han næsten var ukampdygtig. I dette Øieblik kom Skjegge til med Skøfnung draget; han sagde til Asbjørn: “Hvi flyer du ei, du arme?” han svarede med at kvæde en Vise:

I Tankerne den skjønne
Guldets Eeg jeg fremkalder,
din Hjelp i haarde Vaabenkamp
Frænde Skjegge, jeg derfor behøver;
men ikke jeg flygter, thi i min Sjæl
Traadens Gudindes Minde staaer;
den Dyst med os Frænder begge
for Fjenden haard vil blive.

Asbjørn satte sig nu ned, thi Blodtabet gjorde ham mat, saa at han var kommet til det Yderste. Skjegge huggede til Thord og traf ham i Skulderen, det var et Saar langs Overfladen. Og i dette Øieblik kom Eid til, selv tiende, og løb strax imellem dem, og sagde, de skulde ei længere slaaes. Han sagde ogsaa, at han skulde dræbe Asbjørn, med mindre han fik Lov til alene at bestemme Forligs vilkaarene. Asbjørn svarede: „Det var mit Erinde hid ud til Landet at hente min Fæstemø. Men da jeg spurgte min Broders Drab, da blev det min faste Beslutning at hevne ham. Men nu er vor Kamp falden saaledes ud, at jeg vælger helst Fred med Thord.” Thord svarede: Min Fostersøn vil jeg unde Anseelse af disse Sager, men ikke skjøttede jeg ellers om Forlig. Legen maatte da gaae endnu ligesom før, som den kunde gaae.” Det ender saaledes, at de forliges, og skal Eid afsige Voldgiftskjendelse om alle deres Sager, og udøvede Drab. De gik da og sluttede med Haandtag Forlig, Thord, Asbjørn og Skjegge. I Thords Arm kom der Hævelse og den svulmede op. Eid skar da bort af Saaret Kjødet der var blevet berørt af Sværdseggen. Da forsvandt al Smerte. Eid stevner nu Folk til Herredsmøde; der kom de alle, Skjegge, Asbjørn og Thord. Eid afsagde da Voldgiftskjendelse i deres Sager. „Det er min Kjendelse, sagde Eid, „at for Øssur bestemmer jeg to Hundreder i Sølv, men det tredje Hundrede skal bortfalde formedelst Drabsplan mod Thord og al Ufred mod ham, men alle Øssurs Mænd skulde være bodløse formedelst deres Angreb mod Thord; men for Orms Drab bestemmer jeg to Hundreder i Sølv; men for det Saar min Fader tilføiede Thord bestemmer jeg et Hundrede i Sølv. Derefter skal Asbjørn faae Sigrid til Ægte, som det var fra først af bestemt. Thord skal hos sig holde Brylluppet. Her er ogsaa et Hundrede i sølv, Asbjørn, som jeg og min Fosterfader ville give dig i Frændebøder.” Alle takkede ham derfor. Skjegge var kun lidet tilfreds, men sagde, at han vilde holde Forliget og Freden. Thord takkede sin Fostersøn for Kjendelsen, “men ikke vil jeg have det Hundrede, som du tilkjendte mig. Den Bod skal Skjegge ikke udrede, thi ikke vilde min Fader Thord, eller Harde-Kare have taget Pengebod for deres Krop og ikke skal jeg tage.” Dette vandt meget Bifald; Thord havde megen Ære af disse Sager. Nu bereder Thord sig til Bryllup og indbyder dertil mange Folk. Og om Aftenen anviser Eid Gjesterne deres Sæder. Skjegge sad paa det øverste Sæde paa den høiere Bænk og Thord næst ham. Ligeover for Skjegge paa det andet fornemste Sæde sad Brudgommen Asbjørn og Eid nærmest ham. Brudekvinderne sad paa Tversbænken. Der blev beværtet vel om Aftenen. Alle Mænd vare der muntre undtagen Skjegge, han var noget bister af Udseende. Man gik til Søvns om Aftenen og om Morgenen gik man til Drikkebordet efter Sædvane. Skjegge var ilde til Sinds, og faldt i Søvn ved Bordet. Han havde lagt Skøfnung bag ved sig. Thord var det ubehageligt, at Skjegge ikke var munter under Gjæstebudet; han tog Sværdet Skøfnung og drog det af Skeden. Eid sagde: „Dette var en unødig Gjerning, min Fosterfader.” Thord svarer: „Hvad mon det gjør til Sagen?” Eid svarede: “Det er Sværdets Natur, at noget maa man hugge med det, hvergang det drages af Skeden. Thord sagde: „Det skal forsøges”, og løb ud, og sagde, den skulde gnave Hestebeen og hugger en Hoppe, som stod paa Hjemmemarken. Eid sagde, det var ilde, det var skeet. Nu vaagner Skjegge og savner baade Sværdet og Thord. Han blev vred og løb ud, og spurgte om Thord havde taget Sværdet. Eid sagde: „Min Skyld er det, min Fader, at Thord huggede Hoppen, thi jeg fortalte ham Sværdets Natur.” Thord sagde, han var selv Skyld deri. Da sagde Skjegge, meget vred: „Jeg vil nu, at vi prøve Kamp med hinanden.” Thord sagde, han var dertil fuldkommen beredt. Eid og Asbjørn gaae da imellem dem, saa at de ikke kunde naae at slaaes. Da sagde Thord: „Eftersom de ikke ville at vi prøve Styrke med hinanden, saa anseer jeg det passende, at Skjegge endnu bestemmer Forligsvilkaarene, om ham tykkes, at ham er bleven gjort nogen Vanære.” Eid sagde: „Dette er vel tilbudt, Fader, at tage mod Voldgift i sin egen Sag af en saadan Mand Thord som er.” Dette Tilbud modtager Skjegge, og tilkjendte sig ti Køer. Thord svarede: „Dette skal blive vel udredet.” Nu var man paa begge Sider særdeles vel tilfreds, og skiltes de med Venskab.

Snart efter Brylluppet talte Thord til Eid og sagde: „Jeg vilde, min Fostersøn, at du skulde ride med mig nord paa til Miklebæ, for at beile til Oløv Hrolleifsdatter for mig.” Eid sagde: „Du fortjener af mig, min Fosterfader, at jeg rider hvorhen som du vil.” Siden ride de hjemmefra, Thord og Eid, Asbjørn, Eyulv og Steingrim. De ride indtil de ankom til Miklebæ. Der bleve de vel modtagne. Om Morgenen fremførte Thord sit Erende og friede til Oløf. Hun gik villig ind derpaa, og Kjøbet blev snart sluttet; der vare Vidner til Fæstemaalet, og derefter ride de hjem. Husfruen Oløf holdt Brylluppet hos sig. Thord bød Eid til Brylluppet og sin Svoger Asbjørn, og gav dem ved Afskeden hæderlige Gaver. Om Foraaret satte Thord Bo paa Miklebæ; men hans Brødre Eyolv og Steingrim boede paa Os i Midfjorden. Thord blev snart en rig Mand ved sine Haandværksarbeider.

En Mand hed Thorgils, en god Bonde; han boede paa Ravnegil i Øfjorden. Han sendte Thord Hrede Bud, at han skulde komme nord paa til ham for at opføre en Beboelsesbygning for ham. Thord lovede at komme, og red hjemmefra, da han var rejsefærdig, med een Ledsager, op ad Skagefjorden og nord paa ad Øxnedalshede. Paa den Tid kom et Skib over Havet til Base i Øfjorden. Paa det Skib var en Mand der hed Sørle, og han blev kaldt Sørle hin Stærke. Han var overordentlig stærk og kampdygtigere end nogen. Han besad Dannelse, og enhver fandt Behag i ham. Han var en Farbroder til Orm, som Thord Hrede dræbte, og til Asbjørn. Sørle anskaffer sig Heste, og har i Sinde at ride vester paa til Midfjorden til sine Frænder. Spurgt havde han sin Frænde Orms Drab. Han red fra Skibet, selv attende, op ad Øxnedalen, og derefter frem op paa Heden til Lurkesteen. Denne samme Dag red Thord Hrede over Heden, lige til han kom nord paa til Bakkerne ovenfor Lurkesteen. Han saae da atten Mænd ride sig imøde, og kan ei tænke sig hvem det var, og stiger af Hesten. Disse Mænd kom snart til. Thord hilser disse Mænd, og spørger deres Anfører om hans Navn. Han sagde, han hed Sørle. “Kaldes du Sørle hin stærke,” sagde Thord. “Kalde maa du mig, hvad som du vil,” svarede Sørle; „men hvem er du?” „Jeg hedder Thord,” sagde han. „Er du Thord Hrede, som dræbte min Frænde Orm?” „Den er Manden, hin samme,” sagde Thord; „og nu kan du hevne ham, om du vil; men ikke har jeg nu beredt mig paa at træffe sammen med dig, thi jeg vidste ei, at du var kommen til Landet; men hørt har jeg dig omtale, og Bod har jeg givet for Drabet af din Broder.” „Intet har du bødet til mig,” sagde Sørle; „og skal jeg ikke misbruge den Magt, jeg har over dig. Alle mine Mænd skulle sidde hos, men vi to skulle slaaes alene, saa at, om jeg end falder for dig, saa forbyder jeg enhver at gjøre dig noget Meen.” Siden gaae de imod hinanden, og kæmpe meget djærveligen. Thord fandt snarligen, at Sørle var en Mand af overordentlig Vaabendygtighed, og ikke tyktes ham, at han nogensinde havde fundet nogen tapprere Mand. De tilføiede hinanden store Saar og mange. Men saaledes endte det, at Sørle faldt død til Jorden. Og var Thord ogsaa saa overvældet, at han kunde ikke komme selv paa Hesten, uden ved at hans Ledsager støttede ham, og, dog kun med Nød og neppe, og rede de nu ned i Øxnedalen til en Gaard, som hed Theraa. Der boede en Bonde, som hed Einar. Han modtog Thord vel. Han laae der længe formedelst sine Saar og blev helbredet. Sørle blev høiet der paa Bakken, hvor Sammentræffet fandt Sted, og ansaaes hans Død for den største Skade. Hans Mænd rede vester paa til Midfjorden til Reyke, og fortalte Asbjørn og Skjegge deres Frænde Sørles Drab. Dem tyktes det var store Tidender, men fandt dog, at Thord var at undskylde for at han havde værget sit Liv.

Nu er der at fortælle, at Thord bliver helbredet for sine Saar, og rider derfra ind til Ravnegil og opførte der Beboelsesbygningen om Sommeren, den som endnu staaer der i Dag. Han har og bygget Beboelsesbygningen ude paa Høfde i Høfdahverf. Efter dette red Thord til Vestherrederne, og forligtes for Sørles Drab med sin Svoger Asbjørn og med Skjegge. Derefter red han nord paa til Miklebæ til sit Bo. Asbjørn kjøbte Bakkaland i Midfjorden og boede der tre Vintre. Han var en Mand af voldsomt Sind, saa at han ikke kunde være sammen med sine Frænder her. Han solgte da Jorden, og reiste til Udlandet, og satte sig ned i Norge, og formerede der sit Æt. Godt var hans og Sigrids ægteskabelige Forhold, og ansaaes hun for en Kvinde af kraftig Karakteer, som hendes Æt var til. Eid var længe paa Handelsreiser, og opholdt sig hos fornemme Personer, og blev altid meget hædret. Men da han blev kjed deraf, satte han Bo. Den sidste Deel af sit Liv tilbragte Skjegge syd paa paa As i Borgarfjorden hos sin Søn Eid, til hvem han begav sig, og der døde han. Der blev opkastet en Høi over ham norden for Gjerdet; man kan der see hans Been i Nattmalavarden. Eid boede paa As til sin Alderdom. Jævnlig traf Eid og Thord hinanden og gave hinanden Gaver. Deres Venskab hørte ikke op, medens de levede. Ikke kom Thord til Norge, siden han forlod det, thi han blev gjort landflygtig og hans Brødre formedelst Drabet af Kong Sigurd Sleve Eirikssøn. En stor Æt er kommen fra Thord Hrede, og mange fornemme Mænd baade i Norge og Island. Det er en Folkemening, at de Ord have havt Kraft, som Thord sagde, at altid vilde der i Midfjorden blive nogle Hreder (Uvorne). Der har altid været større Tilbøielighed til Stridigheder end i andre Herreder. Thord Hrede døde af Sot. Mere have vi ikke hørt med Sandhed fortælle om ham. Og ender her Fortællingen om Thord Hrede.

Tillæg

... sin. For det andet, at jeg vilde undgaae Fjendtligheder med Skeggi formedelst din Skyld, min Fostersøn! For det tredie, fordi jeg seer, at Skeggi baade har mange Mænd og er mægtig i Herredet. For det fjerde, hvilket gjør Udslaget, at jeg ikke kan stole paa de Mænd i Midfjorden, som lade som de ere mine Venner; og jeg seer, at naar du er borte, vil jeg ikke kunne holde mig, dersom det kommer til aabenbare Fjendtligheder imellem mig og din Fader; og det forekommer mig ikke usandsynligt formedelst begge vores Karakteer; jeg har ogsaa for en Deel erfaret deres Utroskab imod mig, for Exempel Børk den gamles paa Barkarstad, Svertings paa Svertingsstad, de Brødres, Thorveigs Sønners paa Steinstad og Grim Skarasøns paa Skarastad i Østeraadal.” Nu gjøre de sig alle færdige til at tage bort fra Midfjorden. Eyvind red med dem. Da de kom til en Klippehøi, som kaldtes Bessaborg, vendte Thord sig om og saae ud over Fjorden og sagde: „Fager er du Midfjord, skjøndt jeg nu maa skilles fra dig. Høvdingerne vil nu tykkes, at det vanskeligste er overstaaet, da jeg er borte. Men det vil jeg have sagt, at de fornemste Mænd i Midfjorden aldrig skulle blive enige flere Aar efter hinanden; og for det Andet, at det skal vedblive, som mig tykkes nu at være, og jeg har Erfaring for mig om, at her ere Folk mere ordsnedige og løgnagtige end i de fleste andre Herreder. For det tredie, at i Midfjorden skal Havn for Skibe, der gaae imellem Lande, ophøre. Det ønsker jeg ogsaa, da jeg holder af Herredet, at her skal Folk være mere gjestfrie end andre Steder, og dog mere formuende. For det andet, at her skal være større Udvalg af Bønder, end paa mange andre Steder, og at der sjelden skal komme Uaar. For det tredie, at den Mand, som voxer her op, aldrig skal blive hængt.” Siden red de alle nord paa til Miklebæ. Oløf modtager dem meget godt, og tilbyder dem at blive der hvilket de ogsaa gjorde. De underrette hende om deres Ærinde. Hun gav et gunstigt Svar, men vilde dog gjøre det i Følge Kalfs og hans Søn Eyvinds Raad. Siden gik dette for sig, at Oløf blev gift med Thord. De boede paa Miklebæ i lang Tid; men Thord gav sine Brødre Gaarden paa Os og hele Besætningen med; derpaa skaffede han dem anstændige Partier, der sømmede sig for dem; thi de ansete Bønder. De boede paa Os til deres Død og fra vare dem nedstamme mange Mænd og særdeles stor Æt. Eid og Thord skiltes ad som gode Venner, og deres Venskab vedblev saalænge de levede begge.

Den samme Sommer, som Thord satte Bo paa Miklebæ i Oslandslid og han havde ægtet Oløf, rejste Eid og Eyvind Kalfssøn udenlands og vare paa Reiser i nogen Tid, og opholdt sig hos fornemme Mænd, og viste sig som særdeles tappre Mænd i al Fare. Eid blev ogsaa en meget lovkyndig Mand og snild i Raad. Eyvind var en højmodig Mand, og kunde godt tee sig hos fornemme Mænd, og klædte sig meget prægtig, og derfor blev han kaldet Eyvind den prude. Al den Tid, Eid og Eyvind vare paa Handelsreiser, vedblev de deres Staldbroderskab; men da de hørte op med Handelsrejser, foer Eyvind nord paa til Miklebæ, til sin Svoger og Ven Thord. Thord og Oløv modtoge ham med stor Ære, og tilbød ham at være hos dem, hvilket Tilbud han ogsaa modtog, og blev der Vinteren over. Men om Foraaret spurgte Thord Eyvind, hvad han vilde foretage sig. Han svarer: „Jeg har især bestemt, at opgive Handelsreiser og gifte mig; thi saa har min Fælle Eid gjort.” Thord siger: „Jeg skal staae dig bi, hvor du end vil forsøge det, og ikke spare noget, hverken Penge eller Manddom; men hvor vil du vende dig hen?” Eyvind sagde: „Der er en Mand ved Navn Eyulv; han boer paa Gunnolfsstad i Olafsfjorden, og er en Søn af Thorbjørn Thjot fra Sogn. Eyulv dræbte Vegeir, Fader til Vebjørn Sygnekappe. Han har en Kone ved Navn Groa, Datter af Thorvard paa Urde. De have fire Børn; deres Sønner hedde Steinulv, Thore og Thorgrim, men deres Datter hedder Thorarna, den mest dannede Pige; hende vil jeg faae til Ægte.” „Saa skal det være,” siger Thord. De gjøre dem reisefærdige med ti Mænd, og ride nord paa til Gunnolfsstad. Deres Ærinde faaer det bedste Udfald, thi Eyvind fik Thorarna til Ægte, og hun rejste hjem med ham. Om Foraaret satte de Bo paa Osland, og der boede de fra den Tid af; og fra dem nedstamme mange Mænd. Efter Eyvinds og Eids Skilsmisse, foer denne syd paa til Borgarfjorden til Grimsgil for at frie. Der boede en Mand ved Navn Grim, han havde en Datter ved Navn Ingeborg. Hende fik Eid til Ægte. Hendes Brødre vare Thorgils Øie paa Øiestad og Hrane paa Hranestad; denne sidste var Fader til Stafngrim, der boede paa Stafngrimsstad; denne Gaard kaldes nu Sigmundsstad. Nogle sige, at Eid havde en anden Kone senere. Eid havde mange Børn. Hans Sønner hed Thorhall, Eysten og Illhuge. Han havde endnu en Søn ved Navn Bjørn, som Grim og Njal, Sønner af Helge paa Kropp, dræbte. Kort efter druknede Njal i Hvitaa, men Grim blev fredløs Mand; og imedens han levede i denne Fredløshed, opholdt han sig paa Bjergene; han var stor og stærk, Eid var dengang gammel, og derfor blev Grim ikke efterstræbt. Paa denne Tid var Thorkel Eyulvssøn paa Reiser; han var en meget berømt Mand og af fornem Slægt; han var en stor Ven af Snorre Gode. Han opholdt sig ogsaa jævnligen hos Thorstein Kuggesøn, naar han var her i Landet. Thorkel var en nær Slægtning af Eid; thi Hrodny, Eids Søster, var Moder til Eyulv, Thorkels Fader. Man lagde Thorkel Eyulvs søn det til Last, at han ikke hevnede Bjørns Drab. Om Vinteren, da Thorkel rustede sit Skib, der stod oppe ved Vadal paa Bardestrand, farer han syd paa til Borgarfjorden, skaffer sig der en Hest, og rider alene, og standser ikke før, end han kommer til As, til sin Frænde Eid. Eid modtager ham med stor Glæde. Thorkel fortæller Eid sit Ærende. at han vil forsøge at tage Hevn over Grim, Eids Landsforviste. Thorkel spørger Eid, om han vidste, hvor han havde sit Opholdssted. Eid svarer: “Det vil jeg ikke gjerne; mig tykkes du vover for meget, hvilket Udfald din Reise faaer, da du har med en saadan Kjæmpe at gjøre, som Grim. Men dersom du vil gaae, da skal du lade saa mange Mænd ledsage dig, at du ikke har noget at frygte.” “Det tykkes mig ingen Forfremmelse,” siger Thorkel, „at drage med en Mængde Mænd imod een Mand; men jeg vilde, at du skulde laane mig Sværdet Skøfnung, og da haaber jeg, at jeg skal kunne seire over en Landstryger, skjøndt han er tapper.” „Du skal raade,” siger Eid; „men ikke kommer mig det uventet, om du engang vil komme til at fortryde denne din Egenraadighed. Men eftersom du tykkes at paatage dig dette for min Skyld, saa vil jeg ikke negte dig det, som du begjerer; thi jeg mener, at dette Sværd er vel anbragt, dersom du har det. Men den er Sværdets Natur, at Solen maa ikke skinne paa dets Hjalt, og ikke skal det trækkes blank i Kvinders Nærværelse. Dersom man bliver bibragt et Saar ved det, da lader det Saar sig ikke læge, medmindre det bliver smurt med den Lægesteen, som følger med.” Thorkel siger, at han nøiagtigen skal iagttage dette, og modtager nu Sværdet. Eid sagde han troede, at Grim havde sit Opholdssted nord paa paa Fjeldene ved Fiskevandene. Derefter rider Thorkel nord paa op paa Heden, den Vei, som Eid havde anviist ham. Og da han kommer op paa Heden, den Vei, som Eid havde anviist ham, seer han en stor Hytte ved en Indsø, og søger derhen. Men da han kommer til Hytten, seer han, hvor en Mand sidder ved Udløbet af en Bæk nede ved Søen og fisker; denne havde en Skindhue paa Hovedet. Thorkel staaer af Hesten og binder den fast ved Hytten; siden gaaer han frem til Søen, derhen hvor Manden sad. Grim saae Skyggen af Manden og sprang hurtig op — thi Skyggen faldt ud paa Vandet. Thorkel var da kommen lige hen til ham, og hugger til ham; Hugget traf ham paa Armen ovenfor Haandleddet; men Saaret var ikke stort. Grim gik løs paa Thorkel og de tage Tag i hinanden. Der viste sig snart Forskjel paa Styrke, og faldt Thorkel og Grim ovenpaa ham. “Hvem er denne Mand?” siger Grim. Thorkel sagde, det vedkom ham ikke. Grim sagde: „Det er nu gaaet anderledes, end du monne have troet; thi nu er dit Liv i min Magt.” Thorkel sagde, at han ikke vilde bede om Fred. Grim siger: “Skjøndt jeg dræber dig, ville mine Ulykker tiltage; thi jeg synes godt om dig, og du forekommer mig at være en Lykkens Mand; din Skjebne vil ogsaa blive en anden, end den, at døe paa vort Møde, og jeg vil skjenke dig Livet, men beløn det, som du vil.” De staae nu op og gaae hjem til Hytten. Thorkel seer, at Grim bliver mat formedelst Blodtab; han tager Skøfnungs Steen og smører Saaret med den og forbinder armen, og strax forsvinder al Hævelse og Svie af Saaret. De ere der om Natten, men om Morgenen gjør Thorkel sig færdig til at tage bort, og spørger, om Grim vil tage bort med ham. Grim sagde, at det vilde han visseligen. Thorkel reiser strax vester paa, uden at træffe Eid, og standser ikke med sin Reise førend han kommer til Sælingsdalstunge. Eid spørger dette og syntes, det havde gaaet, som han gjettede. Han er meget misfornøiet med Udfaldet, men der var ikke noget ved at gjøre. Thorhall Eidssøn havde to Sønner: Skjegge og Eid. Skjegge ægtede Gudrun Thorkelsdatter. Thorkel var en Søn af Brand Thorgrimssøn, der igjen var en Søn af Kjallak den gamle. Deres Børn vare Ulv og Halldor, Thorleik og Thorarna. Ulv var gift med Helga, Datter af Eyulv, Søn af Snorre. Disse vare deres Børn: Snorre og Eyulv, Sigurd og Sumarlide, Thord og Einar, Hallbera og Kolterne, som Lopt Thorgrimssøn var gift med. Men Hallbera ægtede Thormod Lytingssøn. Deres Søn var Lyting. Eid Thorhallssøn var Fader til Thorhall. Han fik Hallbjørg Hafthorsdatter til Ægte. Deres Børn vare Steen, Eid, Thorgeir og Oddny. Hende fik Arne, en Søn af Manddrabs-Gunnar, til Ægte. Deres Datter var Geirlaug; hende ægtede Høgne den rige paa Bæ. Deres Datter var Snjalaug, som Præsten Thord Bødvarssøn giftede. Deres Sønner vare Bødvar paa Bæ, Thorleif paa Garde og Markus paa Mele. Denne sidstes Søn var Mele-Snorre. Han ægtede Helga, en Datter af Præsten Ketil Thorlakssøn, der var en Søn af Ketil Thorsteinssøn. Deres Søn var Thorstein den kugledannede, der var Abbed paa Helgefell.

Skjegge levede en kort Tid efter at hans og Thords Stridigheder vare afgjorte. Han var dog en gammel Mand, og blev anseet for en stor Høvding og den største Helt og meget modig. Thord Hrede boede paa Miklebæ i Oslandslid til det sidste, og opnaaede en høi Alder. Han var en stor Helt og altid stridig. Han var en særdeles god Haandarbeider baade i Træ og Jern. Han byggede et Huus paa Ravnegil, som endnu staaer den Dag idag, og mange andre store Huse byggede han paa Island, som endnu ere tilbage. Gudrun, Datter af Herse Klypp, hans Broderdatter, giftede han med Einar Eyulfssøn Thveraaing. Disse vare deres Børn: Jernskjegge, Klypp, Thorleiv og Aslak, Halldora, Hallfrid, Helga, Jorun, Valgerd og Vigdis. Jernskjegge fik Jorun, Datter af Hjalte Skjeggesøn, til Ægte. Halldora Einarsdatter ægtede Thoraren Sæling. Hallfrid Einarsdatter ægtede Snorre Gode. Deres Søn var Halldor, Fader til Gudrun, som Kjartan Asgeirssøn ægtede. Deres Søn var Thorvald, Fader til Ingerid, som Gudlaug Thordarsøn, der var en Søn af Audun, ægtede. Deres Datter var Vigdis, som Ole Thorvardssøn fra Sande i Dyrefjord fik til Ægte. Deres Søn var Odd den rige, Fader til Herr Hrafn og Herdis, Moder til Bjørn, der var Fader til Gizur Galde, Fader til Hakon, Fader til Jon. Helga Einarsdatter ægtede Ljot, en Søn af Hall paa Side. Deres Datter var Gudrun, Moder til Hallbera, der var Moder til Thorgils Oddesøn. Jorun Einarsdatter ægtede Thorkel Geitesøn. Deres Datter var Ragnheid, som Lopt Thorarenssøn, der igjen var en Søn af Lopt den Gamle paa Eyre, havde til Ægte. Deres Datter var Thurid, som Thord Klængssøn, der igjen var en Søn af Ørnolf Thorolvssøn, ægtede; men Thord Klængssøns Moder var Hallgrima Thorbjørnsdatter; Thorbjørn var en Søn af Eirik Ørdiskjegge af Goddale. Thurids og Thord Klængssøns Datter var Margrete. Hende ægtede Bard den sorte af Selaadal, Fader til Hrafn, Fader til Steinun, Moder til Bjørn, Fader til Gizur Galle, Fader til Hakon, Fader til Jon. Valgerd Einarsdatter ægtede Grim Oddesøn, der var en Søn af Asolf. Deres Datter var Hallbera, Moder til Lovsigemand Markus, Fader til Valgerd, som Thord Skulesøn ægtede. Skule var en Søn af Egil, som var en Søn af Hrifla, der var en Søn af Thorstein, der var en Søn af Egil, der var en Søn af Skalle-Grim, som var en Søn af Kvæld-Ulv. En Søn af Thord og Valgerd var Bødvar, som var Fader til Gudny, som Sturla fra Hvamm var gift med. Deres Søn var Herr Sighvat, der var Fader til Thord Kakali, som var Fader til Kolbein, der var Fader til Thord, der var Fader til Arne, som var Fader til Ingileif.