Trojamændenes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Riddersagaer

Trojamændenes saga

Paa Dansk ved Jón Sigurðsson

Det kongelige nordiske Oldskriftselskab
København, 1848

Kapitel 1
HER BEGYNDER TROJAMÆNDENES SAGA.

Paa den Tid, da Josva var Høvding i Jorsalsland over Jødefolket, efter Moses, ifølge Guds egen Anordning, opvoxede en Mand paa den Ø i Jorsalshav, som hedder Kreta, ved Navn Saturnus, men som vi kalde Freyr; han var ingen rig Mand i sin yngre Alder, men dog var han en dybsindig og raadsnild Mand. Hans Broder hed Titan og havde mange Sønner. Saturnus mærkede, hvormeget større Anseelse de nøde, der vare bemidlede, i Forhold til dem der lidet eller intet eiede; han søger nu med Klogskab at erhverve Midler, iagttager Forholdene i Egnen, og skjønner, at ingen Mand der i Landet forstod at behandle Guldmalm; og da han vidste, at der iblandt Jøderne vare Mænd, som forstode denne Kunst, og daglig forarbeidede Guld til Herrens Tahernakkel, reiser han hemmelig til dem og lærer af dem denne Kunst, hvorpaa han reiser hjem og samler snart store Rigdomme; herved bliver han snart berømt og erhverver en stor Anseelse; han lader nu opføre Borge der i Landet og slutter et hæderligt Giftermaal, og det var Hedningernes Tro, at han havde ingen Fader, fordi han i Anseelse overgik alle sine Slægtninge. Han havde tre Sønner: Jupiter, Neptunus og Plutu; blandt disse elskede han Jupiter høiest. Saturnus var nu bleven saa rig, og hans Anseelse saa stor, at man valgte ham til Konge; han var vennehuld og gavmild; han satte Guldmynt i Gang paa Øen, og da hans Anseelse saa hastig voxede, kaldte Hedningerne det Land, hvorover han herskede Guldhjem (Guldlandet). Et Hundrede Borge vare i hans Rige paa Øen, alle opførte af ham og hans Mænd. Man kaldte ham Landets Ophav og dets Gud; denne Smiger syntes han om og troede hvad man sagde, og ansaae sig selv for mægtigere end alle Konger; det gik saavidt, at han troede at skulle komme til at beherske hele Verden. Helvede havde han ogsaa hørt omtale og tilegnede sig det, med samt Himlen. Sine Sønner elskede han meget, og da han var bleven saa berømt, bad hans Sønner ham om et Rige og det tilstaaer han dem, idet han giver Jupiter Himmelen med disse Ord: ligesom nogle benævne Himmelen Trehed, saaledes giver jeg dig nu med Riget (Magt til) at herske over Lynilden og sende den mod dine Fjender, og du skal stedse lade tre Tordenskrald følges ad, for at alle kunne see Betydningen af dit Riges Trehed. Neptunus sætter jeg som Gud til at beherske denne Verden, og som Magtsymbol giver jeg ham en tregrenet Fork, dermed skal du drage alle Ting til dig til Tegn paa din Trehed. Plutu skal være Høvding over Helvede (Underverdenen); og paa Grund af denne Magt giver jeg dig en Vagthund ved Navn Cerberus, paa hvilken sidde tre Hoveder som Trehedstegn. Det var Hedningernes Tro, at Universet var skabt saaledes og at de (tre Brødre) beherskede disse Verdener. Jupiter syntes at Folket blev uregjerligt, og at Faderens Rige var for stort til ham, derover blev han misundelig og bestak Høvdingerne, for at de skulde jage Kongen fra Regjeringen, de modtoge Bestikkelsen og forenede sig med Jupiter til Angreb, men denne tilbød Faderen et Valg imellem enten at opgive Riget eller at kæmpe. Jupiter havde forud underkastet sig en stor Deel af Riget. Saturnus yttrede, at hans Sønner havde erholdt altfor stor Selvstændighed og at han havde overladt dem altfor store Lehn; han flygtede derpaa nærmere herhen til Italia, hvor han først lærte Indbyggerne Agerdyrkning. Jupiter tog nu det hele Rige og førte vidtløftige Krige; han afskaffede Guldmynt og satte Sølvmynt i Omløb; han ægtede en Kone som hed Junu, og beherskede nu det hele Rige. Dette vakte Misundelse hos Titans Sønner, der ansaae sig selv for ikke mindre berettigede; de samle en stor Magt, angribe Riget og gjøre meget ondt. Kongen samler en Hær imod dem og de mødes ved en Ø. Jupiter gav sine Folk Ordre til at fange dem uden at dræbe dem; derpaa kæmpe de, og Enden blev at Titans Sønner toge Flugten, men kort efter kom de igjen med en betydelig Styrke, og hærgede og brændte; de fik saa megen Magt at de opførte en stærk Borg og hærgede derfra, og da Jupiter hørte dette, drog han imod dem; og en Dag, da Titans Sønner vare dragne ud af Borgen med deres Hær, da saae de, hvor Jupiters Hær rykkede frem, hvorpaa de øieblikkelig vendte tilbage til Borgen og forsvarede den, men Jupiter begyndte et Angreb og fortsatte det, indtil de overgave sig, hvorpaa han lod dem fængsle og nedsætte i Bjerget Etnum og der sulte tildøde. Efter dette bleve alle rædde for ham, og Hedningerne troede at han havde sendt dem til Helvede, fordi der er Jordild i dette Bjerg. Han lod bygge et stort Skib med et udskaaret Tyrehoved i Forstavnen, dette Skib brugte han i alle Ledingsfærd. Hedningerne troede at han drog over store Have i Tyreskikkelse, og virkelig var han saa troldkyndig, at han kunde antage Tyreskikkelse. Han havde en Søn, der hed Merkurius, hvis Moder hed Maja og var hans Frille; Merkurius besad store krigerske Færdigheder og megen Forstand.

Kapitel 2.

En Mand hed Inakus, han var en rig Mand (og boede) i Grækenland; han havde en smuk Datter ved Navn Io, en Kvinde af overordentlig Skjønhed. Jupiter fik Lyst til at see hende og reiser derhen, og saasnart Inakus hører om Jupiters Reise, gaaer han ham imøde med Artighed. Inakus skikkede Bud efter Folk, men den næste Morgen faaer Jupiter Øie paa Io og seer at hun er den skjønneste Kvinde. Da sagde Jupiter den mægtige: Inakus, siger han, overordentlig meget smukt har man berettet om din Datter, og deri er intet overdrevent; du har vel ogsaa hørt om mit Rige og min Magt, og ønsker jeg at du vil gifte mig din Datter, til Hæder for os begge. Han svarede: vel har jeg hørt om eders Rige og tillige at I allerede har en Kone, hvorfor min Datter heller ikke vil blive eders. Jupiter sagde: falder det dig ikke ind at tænke paa, at jeg monne have Magt til at faae hende imod din Villie. Han svarer: det faaer at gaae som det kan, men nu er hele Borgen fuld af Krigere, og nu er der ingen Mulighed for at tage hende. Jupiter vender nu tilbage med uforrettet Sag, men kort efter gaaer han alene afsted paa et mindre Skib og kommer ind i Inakus's Rige. Han gaaer som en vandrende Tigger og træffer sammen med nogle Trælle i en Skov og spørger efter Nyheder, om Kongen er i Landet og hvad der især tales om. De svare, at Kongen sidder i god Fred og Ro, men neppe tales der hyppigere om andet end om Thor fra Kreta, hvorledes han blev til Nar. Han sagde: jeg har noget Sølv, og dette giver jeg eder, hvis I lokke Kongedatteren ud i Skoven; men de vare dumme og toge imod Sølvet og lokkede hende ud i Skoven; Jupiter tog hende da og førte hende bort med sig; dette faaer Inakus at vide og synes det just ikke let at søge efter. Ved Ankomsten til Kreta var Io frugtsommelig, men Juna, Jupiters Hustru, var misfornøiet derover og forvandlede Io til en Kvieskikkelse, idet hun udtalte, at hun skulde ikke føde, førend hun kom til det Sted, hvor en Flod falder i syv Arme i Søen. Juna sendte Fluen Onestio til at stikke hende, men Trællen Argus skulde bevogte hende; han havde hundrede Øine, hvoraf de 60 sade i Nakken, og disse vaagede om Natten. Io kunde ikke forløses, førend Thor (Jupiter) sendte sin Harpespiller Merkurius til at dysse ham i Søvn; han fik Trællen til at sove og slog ham med det samme ihjel. Det berettes om Sif (Juno), Thors Hustru, at i det Øieblik som Io skulde føde, sad hun og spændte Hænderne om Knæet og sang Hexesange, men i eet Nu blev Trællen dræbt og hendes Haand slap af Knæet, og i samme Øieblik blev Io forløst med Herkules. Medens han laae i Vugge, fremkaldte Sif Slanger til at angribe Barnet, men han strakte Hænderne imod og krammede Slangerne tildøde, og da han voxte op, blev han den største Kæmpe.

Kapitel 3.

Likaon hed en Mand i Kreta, ond og rig; mange kaldte ham Trold og Menneskeæder; Jupiter hjemsøgte ham hemmelig, for at erfare om Beskyldningen var sand, og den første Aften seer han Kjødet af slagtede Mennesker i en Kjedel; nu fik Husbonden Anelse om, hvem Gjæsten monne være, og vil forraade ham; men da Jupiter mærker dette, søger han at komme bort; kort efter sender han Folk derhen, og lader Manden dræbe og lægge Beslag paa alt hans Gods. Hedningerne troede at han er bleven (forvandlet til Ulv).

Kapitel 4.

I Grækenland var der en Konge ved Navn Agenor, der herskede over et mægtigt og vidtstrakt Rige; han havde to Børn, en Søn ved Navn Kadmus, og en Datter, Europa, af den sjeldneste Skjønhed. Kadmus, hendes Broder, var en meget dybsindig Mand, han opfandt Grækernes Alphabet; hun selv var forstandig og besad mange Færdigheder; Kongen elskede hende høit. Han faaer at høre, hvorledes det gik Inakus og finder det ikke usandsynligt, at lignende Tilfælde kunde indtræffe hos ham selv; han satte derfor sin Søn til at bevogte Datteren. Jupiter faaer dette at høre og drager over Havet til en skjult Havn, men Kretenserne sagde at han svømmede over Havet, fordi han gjorde saa ofte hurtige Reiser. Han kom til et Sted kort fra hvor Kongedatteren opholdt sig, og en Morgen da Kongedatteren gik ud af Borgen, saae hun ved Stranden, hvor der laa en Tyr, saa smuk at hun syntes hvert af dens Haar som af spundet Guld; hun gaaer til den og klapper den ved Mundvigene, og kysser den og syntes den var saa smuk, men hendes Terner talte om at dette Dyr var en udmærket Sjeldenhed; med eet springer Tyren op og tager hende og fører hende til Skibet og reiser hjem til sit Rige. Kongen, hendes Fader, var meget misfornøiet med dette, og siger til sin Søn, at han faaer ikke Riget, med mindre han henter Datteren igjen, i modsat Fald skal han aldrig vende tilbage. Han gaaer da bort med en Hær, og kommer til Kreta og besøger Jupiter, og ved deres Møde slutte de Forlig paa de Vilkaar, at Jupiter tog hans Søster til ægte, og lovede at skjenke ham en tredie Deel af Jorden og bringe ham tilbage til hans Rige. Solguden Apollo var Søn af Jupiter og Europa, han var meget troldkyndig, og frembragte mange overnaturlige Uhyrer og besynderlige Syner. Dette fik Thor at høre, men da han ønskede ikke at nogen, undtagen ham selv, skulde fordriste sig til sligt, sendte han Mænd til ham, og kylede en Lynstraale paa ham, og det blev hans Bane.

Kapitel 5.

Salomon hed den Konge, som blev Jupiters Lige; han havde ladet bygge en stor og prægtig Hal og dertil en stor Bro, med meget kunstige Indretninger og befæstet med stærke Kjæder; naar Fjender angreb ham, pleiede han at sende Lynild imod dem. Derhen drog Jupiter, og vilde ikke taale sligt; han gaaer imod Kong Salomon med en Hær, og kaster imod ham tre Tordenkiler, efter Hedningernes Beretning, og deraf døde baade han selv og en stor Deel af hans Tropper; dette syntes Thor (Jupiter) var ham en passende Tugtelse.

Kapitel 6
Om Edelon.

En Mand, ved Navn Edelon, havde en Datter, der hed Alkonia. Jupiter fik Underretning herom og ønskede at bemægtige sig hende; han pønser paa Raad, og kommer hemmelig til Stedet; og engang da hun sad i sit Jomfrubuur, indtraf det Særsyn, at Guldregn dryppede hende i Skjødet; hun gaaer udenfor og seer en stor Byge, som straalede ned paa Jorden; hun gik efter den, og i det samme griber Jupiter hende og fører hende til Skibet; men hendes Fader forbød at søge efter hende, og gjættede strax, hvem der monne have taget hende. Da Jupiter var ankommen til Skibene med hende, lod han to Nætter blive til een, uden nogen Dag imellem.

Kapitel 7.

I Pelaponense i Grækenland herskede en Konge, ved Navn Peleus; han var berømt og mægtig; hans Broder, ved Navn Eson, levede uden nogen ydre Værdighed. Eson havde en Søn ved Navn Jason, en stor og stærk Mand, modig og kyndig Kriger, og saa vennesæl at snart alle der i Riget vilde tjene ham; han var meget gavmildere end nogen anden samtidig. Kong Peleus frygtede for, at Jason vilde snart fraliste ham Kronen, og fandt derfor paa at sende ham derhen, hvorfra ingen var vendt tilbage; han skikker derfor Bud til Jason, at han skal komme til ham, og saasnart denne faaer Kongens Brev, reiser han derhen; Kongen modtog ham med Glæde … Efter nogen Tids Ophold hos Kongen, gik begge Frænderne i Talestuen; Kongen sagde: Frænde! du er allerede hævet over Sammenligningen med de fleste i denne Verden, forsaavidt vort Kjendskab strækker sig, det vilde derfor nu være nødvendigt at du lader rask den ene Bedrift følge paa den anden, saalænge du er i din Alders og Hæders Blomstertid, derved kunde din Berømmelse og vor Magt yderligere tiltage; men det er, efter alles Mening, det berømmeligste Foretagende at drage til Asien, til den Stad der hedder Kolkos, for at hente derfra et Uldskind, der er af lutter spundet Guld; thi vel er det ikke gaaet synderlig heldigt for dem, der have søgt derefter, men jeg antager at de har gaaet uforsigtig tilværks. Jason yttrede, at han var meget villig til denne Reise, thi han syntes godt om Kongens Roes; da denne tillige lovede ham store Hædersbevisninger, hvis han kom tilbage, og Jason glædede sig til at komme til Verdens berømteste Steder, lovede han at reise. Kongen skikkede da efter en Smed, ved Navn Argus, den kunstfærdigste Mand i Riget, der omtales i mange Bøger, at han skulde bygge et Skib med saamegen Kunst som muligt; og da dette skjønne Skib var sat ud, blev det kaldet Argo. Disse Mænd sluttede sig til Jason, for at reise med ham: den store Herkules, Søn af Thor (Jupiter); Kastor og Pollux af Sparta, Brødre til Elina, den skjønneste af alle Kvinder i Grækenland, gift med Menelaos, og til Klitemestre, der var gift med Agamemnon; ligeledes reiste med ham den vise Nestor fra Pilus, og Telamon fra Salomina og Peleus af Figia; andre nævnes ikke. Efter at de vare rustede, sejlede de bort, og kom til det Land, som hedder Frigia; i dette Rige herskede dengang Lamedon; hans Søn hed Priamus og Datteren Hesiona, Priamus var gift med Hekuba; deres Sønner vare den berømte Hektor og den skjønne Alexander, eller med andet Navn Paris, Deiphebus, Helenus og Troilus; deres Døttre Casandra, Polixena og Troan; Priamus havde ogsaa Slegfredsønner. Saalænge Lamedon levede, herskede Priamus over Tyrkland alene. — Hekuba drømte engang, da hun var frugtsommelig, at en gloende Brand gik frem af hendes Mund, hvorved hele Staden Troja gik op i Luer; hun blev meget forskrækket og fortalte Kong Priamus denne Drøm, men de vise Mænd forklarede den saaledes, at hun skulde føde en Søn, for hvis Skyld hele Troja vilde blive ødelagt. Da Kong Priamus hører slige Ting, befaler han at Barnet skal ombringes; ved Fødselen blev Barnet kaldt Alexander; men da Moderen saae det velskabte Barn, vilde hun ikke lade det ombringe, men lod det hemmelig opføde. Drengen blev da kaldet Paris, og da han voxede op, dyrkede han ivrig Freya, og senere, efter at han vidste sin Herkomst, og han holdt Bryllup med Thetis, indbød han dertil alle Guderne; hun tog frem et Guldæble, hvorpaa der stod skrevet at det skulde tilhøre den skjønneste, og det blev kastet ind imellem Freya, Sif og Gefion. De gik til Jupiter, for at han skulde dømme om, hvem der var smukkest, men han vilde ikke dømme, fordi han anede dens Vrede, som han kom til at erklære mindre smuk; han bad dem derfor at gaae i Skoven Idem til en Hyrde ved Navn Alexander. Og en Dag da denne vogtede Kvæget, kom der en stor Tyr, som han ikke havde seet før, og kæmpede med een af hans Tyre, og Alexanders Tyr blev overvunden. Da satte Thor en Krands af herlige Blomster paa dens Hoved; den anden Dag kom Tyren, og Udfaldet blev som den første Dag; den tredie Dag kom endnu den samme Tyr, og Alexanders Tyr viste sig i Begyndelsen som den svagere; han fæstede da en stor Pig paa Tyrens Pande, hvorpaa den fremmede ikke kunde holde Stand; da blev Alexander fornøjet, og satte en Krone paa dens Hoved, til Ære for den vundne Sejer.

Kapitel 8.

Denne Tildragelse blev berettet for Priamus, hvorpaa han erklærede Alexander for sin Søn, og saasnart han var optaget i Familien, indtog han den samme Hædersplads som hans andre Brødre; han var den fineste Mand i Omgang. En Dag drog han ud i Idus-Skoven, der hvor han havde holdt sin Hjord; der bares det ham for i en Drøm, at Saturnus førte tre Kvinder frem for ham: Sif, Freya og Frigg, og bad ham sige, hvem af disse der var skjønnest; han drømte, at Freya bøjede sig over ham og bad ham sige at hun var skjønnest, men hun lovede til Gjengjæld at drage Omsorg for, at skaffe ham den Kone fra Grækenland, som var den skjønneste; derpaa gik Sif til ham og bad, at han skulde dømme hende smukkest, hun skulde skjenke ham igjen stor jordisk Magt og Hæder; og da han endnu ikke dømte, gik Frigg til ham, og tilbød ham stor Viisdom og Sejer i Kampe (hun var Kampgudinde), hvis han erklærede hende for den skjønneste; men endnu afsiger han ikke Dommen; nu kom Freya til ham og sagde: husk nu paa hvad du har lovet mig, derpaa blottede hun sit Legeme, og han erklærede hende da for den skjønneste; derfor var Sif stedse siden fjendtligsindet mod Trojanerne.

Kapitel 9.

Da Herkules og Jason vare ankomne der til Landet, skikkede Kong Lamedon Bud til dem, og bad dem drage bort, ellers vilde han drive dem bort med Vaabenmagt; og da de modtoge dette Budskab, saae de intet andet for end drage bort, hvorpaa de fortsatte Toget, indtil de kom til Kolkos; der herskede en Konge ved Navn Medius, men hans Datter hed Media, hun var den skjønneste og forstandigste Kvinde. Kong Medeus indbyder nu Jason og hans Følge til Gjestebud, og de opholde sig i Kolkos en tidlang. Derpaa kommer Jason frem med sit Ærende for Kongen, og siger, at han er sendt efter Uldskindet, som hænger oppe i Tyrs Tempel og mange have søgt efter. Kongen svarede: du er en herlig Mand, og skal være velkommen her hos os, men jeg vil sige dig, hvad Vægt der ligger paa, hvis Uldskindet bliver ført bort, at nemlig den herværende Konges Regjering er i saa Fald tilende; du skal ligeledes faae at vide de Vanskeligheder, som ere ivejen, førend Skindet kan erobres : Argus hedder en Træl, som vaager over Templet, han har hundrede Øjne og sover med nogle, idet han vaager med andre; denne skal først dysses i Søvn og derpaa dræbes; en Drage er der i Templet, som du vel har hørt omtale, den mest glubende blandt alle Drager, med mange Øjne og megen Gift; denne skal man da ogsaa dræbe; der ere to Oxer, støbte af Erts, og saa grumme og forfærdelige at Ilden spruder af deres Næser og Munde; du skal dernæst nedbryde Templet og pløje derover med Oxerne, og derpaa skal du tage Dragens Kindtænder og saae deri; der vil da skyde Mænd op, tre Gange tolv, saa store og stærke som Jætter, der alle ville hævne Dragen, og med dem skal man kæmpe; men den som fuld fører alt dette, vil rigtignok aldrig tabe sin Berømmelse, saalænge Verden staaer.

Kapitel 10.

Da Jason hører dette, bliver han meget tankefuld, hvorledes han skal fuldføre dette vanskelige Hverv, og nu fører Kongen ham hen, for at see alt hvad der skulde udføres, men jo nærmere han bliver bekjendt dermed, desto mere stiger hans Forbauselse, og en stor Bekymring opstaaer hos ham. Dette mærker Kongedatteren Medea, at Jason er bekymret; hun fandt ham smuk og syntes det var en stor Skade, hvis en saa herlig Mand skulde omkomme; hun kunde meget af Faderens Trolddom; hun talte da til sin Søster: det er mig en stor Sorg, min kjære Søster, hvis denne herlige Mand skulde omkomme, og det kan jeg ikke taale at være vidende om, hvis jeg formaaer at hjelpe ham; gaa du nu og sig ham at jeg vil tale med ham, og heller vil jeg underkaste mig alt, end at denne Drage skal forvolde ham Døden. Den unge Mø gik nu til den Hal, hvor Jason sov, og sagde: Herre! sover I? han svarede: hvem er du, Jomfru? Hun sagde: jeg er Søster til den herlige Medea, Kongens Datter, og hun sender mig til eder, hun tager Deel i din Bekymring, og staa nu op og følg med mig! — Hun gik foran til en Skov, kort fra Slottet, hvor de fandt den fortræffelige Medea, og da hun saae Jason, reiste hun sig og hilsede paa ham; han modtog hende med Glæde. De samtalede om mange Ting, og da Jason mærkede, hvor forstandig hun var, blev han snart indtaget i hende; de overgave sig da til glade Omfavnelser og søde Kys, og ikke gik de fra Stedet, før end Jason havde erholdt hendes fulde Gunst. Media sagde da, at han skulde være glad og uden Frygt, og lovede ham at han skulde faa sit Ærende frem. Nu gik Jason hjem og var glad; og da den Tid nærmede sig, at den nævnte Heltegjerning skulde fuldføres, kom der en Nat Sendebud fra Kongedatteren til Jason, og derpaa gik de to deres Vej til Templet; hun dyssede da Dragen og Trællen i Søvn, men Jason svang Sværdet og dræbte Trællen, derpaa gjennemborede han Dragen under dens ene Vinge, efter hendes Anvisning; derved vaagnede da den glubske Drage, og spyede forfærdelig Gift, men ved Kongedatterens Hjelp forvoldte det Jason ingen Skade. Kongedatteren fløiter nu til Oxerne og gaaer til dem, lægger Aaget paa dem og spænder dem for en Vogn og fører ud af Templet den hele Skat og dermed det fortræffelige Uldskind, der var helt som Guld; derpaa tænder hun sin Trolddom an og lader Templet styrte ned; derefter knytte de Oxerne sammen og overpløje Templets Grund, tage derpaa Dragens Tænder og saae dem i Jorden, og der skyde da op mange kraftige bevæbnede Mænd, og Jason gysede af Frygt. Da sagde Kongedatteren: frygt ikke, Herre, de skulle selv nedlægge hverandre, og ved hendes Kunst kæmpede de selv indbyrdes og dræbte hverandre. Efter denne Sejer gik Jason hjem, vækkede sine Ledsagere og fortalte dem disse Begivenheder, men Media gik til sin Faders Slot, tog alle sine Guldskatte med og sine prægtigste Klæder, og drog til Jasons Skib. Jason og hans Ledsagere løb nu igjennem Borgen med Skrig og Kampraab, og dræbte alt hvad de traf paa, indtil Udfaldet blev, at Kong Medius faldt og største Delen af hans Hær. Jason blev der Vinteren over, men Kongens Datter var frugtsommelig og fødte to Sønner, og ved Foraarets Begyndelse reiste Jason hjem til Grækenland med stor Berømmelse. En Aften lagde de til en Ø, og laa der om Natten; Jason og hans Ledsagere laa da i et Telt, tilligemed Kongedatteren Media, men hun vaagnede ikke, før end de vare alle borte; hun gik da op paa Øen og saa dem sejle med alle Skibene bort derfra; da raabte hun med heftig Graad og sagde: det veed jeg, at Jason, som vandt den største Berømmelse i Kolkos, har ikke befalet sligt; hun opregnede derpaa mange Modgangs-Tilfælde, men Jason vilde ligefuldt sejle bort, thi han havde en anden Hustru hjemme af god Herkomst, og da han kom hjem, glædede enhver sig over hans Ankomst med Undtagelse af Kong Peleus. Jason blev meget berømt af dette Tog, og blev valgt til Konge efter Peleus.

Kapitel 11.

Da Erkules var kommen tilbage, var han meget misfornøjet over sin Reise og over den Vanære han havde lidt af Kong Lamedon; han drog hjemmefra til den Ø, der hedder Sparta, til Castor og Pollux, hvilke Kong Lamedon havde fordrevet. Derfra droge de allesammen til Salomina, til Telamon, og derfra igjen til Picia, til Peleus; han tog med dem til Pilus, hvor den vise Nestor herskede og denne drog ogsaa med, og havde fem store Skibe med udvalgte Folk. Derpaa sejlede de bort og kom til Frigia ved Nattetid og saasnart de havde lagt til Land, gik Erkules fra Skibene, tilligemed Peleus og Telamon og Halvdelen af deres Hær. Kong Lamedon boede i en Borg, som dengang hed Ilium, men senere Troja, den var til den Tid ikke stærk, hverken med Hensyn til Befæstning eller Besætning; han red ud af Borgen og til Skibene, det kom der til Slag, men det stod kun kort, førend han fik Efterretning om at Borgen var angreben; Kongen vendte da tilbage til Undsætning, men Erkules kom imod ham, og der blev en haard Kamp, der fik det Udfald at Erkules dræbte Kong Lamedon og den største Del af hans Hær; de toge der Hesione, Kong Lamedons Datter, og alt hvad der var af Værdi, derpaa droge de som Sejerherrer tilbage til Grækenland og vare nu vel tilfreds med Reisen; Telamon fik Hesione, og drog med hende hjem til Salomina; i Slaget faldt Lamedons Slegfredsønner: Hipsifilus, Voltuntes og Amphiter.

Kapitel 12
Om Erkules.

Efter disse Begivenheder drog Erkules af Landet for at søge Berømmelse; han dræbte en stor Løve med bare Hænder; Herculesteus hørte megen Ry af Erkules og ønskede at see ham, men da de traf sammen, slog Erkules ham ihjel. Ved en Sump var der en Slange med mange Hoveder, og naar eet blev hugget af, kom to isteden; denne Slange dræbte Erkules; han tog ligeledes Guldæblerne; han drog fremdeles til Spanien og dræbte den forfærdelige Gereon, hvilken Bedrift blev meget berømt; derfra drog han til den vestlige Verden, og det berettes at han er kommet til Verdens Ende og har opreist der store Støtter til Tegn paa, hvor vidt han er reist; derpaa sejlede han tilbage igjennem Norvasund og til Italien. Cacus hed en stor Kæmpe, Søn af Evander, ham tog Erkules af Dage. Derefter drog han ud til Indien, og dræbte der de Dyr, som hedde Centaurer, men nogle tæmmede han; der dræbte han ogsaa de mest berygtede af alle Fugle, der kaldtes Arpine. Derpaa drog han tilbage igjen, og Hedningerne berettede at han kunde paatage sig Skikkelsen af en Vildgalt, hvorfor ingen vovede at forsøge paa at bibringe ham et Saar; de troede ligeledes at han skulde bære Himmelen, derfor berettede de at han var kommen derhen, og gav en Stjerne, der staaer imellem de to Vogne paa Himmelen, Navnet Erkules.

Kapitel 13.

Erkules havde været gift med en Kone ved Navn Deianira, Søster til Meleager, men forladt hende og taget en Bondedatter til ægte. Deianira sendte Erkules et Brev, saalydende: Din Færd, Erkules, begynder i mange Henseender at blive forskjellig fra hvad man for kort siden ansaa for sandsynligt; du har faaet en Bondedatter, som ikke forstaaer sig paa andet end at rive Uld, og der siges at du undertiden reder Ulden med hende, men hvis du reder ikke godt, da slaaer hun dig med Halen af sin Haandteen; dette er ikke den samme Erkules som den, der slog Dragen ihjel i Jætten Atlanus Gaard og borttog derfra de to Guldæbler. Det er mig og sagt, at du drikker Viin Nætter og Dage, og spiser Høns og Paafugle, men visselig havde du ikke overvundet den tappre Erides, hvis du dengang havde baaret dig saaledes ad; heller ikke havde Orpeus troet at du skulde blive saaledes, dengang du steg ned med ham og tog Hunden Cerberus og drog den heelt op i Verdens Lys og paalagde den tre Lænker; dengang var du ikke klædt i Gyldenstykke, ei heller spændte du da Guld om din Hals. Men jeg behøver ikke at henvende min Omsorg til dig; min Skjæbne vil tage sig af mig paa samme Maade som af mine Frænder: min Fader gjennemborede sig selv med sit eget Sværd; mine Brødre dræbte hinanden indbyrdes; mine Søstre druknede; nu sender jeg dig en Kjortel, farvet i mit Blod. — Du var da heller ikke klædt i det bløde Purpur, dengang du dræbte Uhyret Gorgonius, der var en Løve fortil, Ged midt over og en Drage bagtil; det forekommer mig ligeledes, at du snarere var klædt i Ulvevams, dengang du dræbte Gereon, Konge i Spanien, og du herskede ene over hele Spanien. Send du nu vor Søn herhen, for at yde mig den sidste Tjeneste, men jeg, sender dig til Gjengjeld dette blodige Klæde. Derpaa drog hun et Sværd og gjennemborede sig selv og kom saaledes af Dage.

Kapitel 14
Trojas Gjenopbyggelse.

Nu vende vi os derhen, at dengang Kong Lamedon blev dræbt og hans Sønner, og hans Datter bortrøvet, men Borgen nedbrudt og Godset bortslæbt, var Priamus ikke nærværende, men da han fik disse Efterretninger, blev han meget bevæget; han drog da til Ilium med hele sit Gods. Han lod strax anlægge en Borg, meget stærkere end den forrige, men den blev dog ikke fuldført, saaledes som de ønskede det, førend Neptunus og Solguden Apollo fuldførte den. Store Vande bleve førte derind og betydelige Brønde anlagte; der bleve opførte store Kasteller og Taarne; Portene vare heller ikke lettere at angribe, naar de vare lukkede, end selve Murene der hvor ingen Porte var; over enhver Port var et Kastel. Han lod opføre et stort Tempel i Borgen, og indvie det til Thor; og da alt dette var udført, sendte han Antenor til Grækenland for at hente hans Søster Hesione. Han tog afsted med den første gunstige Vind, og kom til Peleus, og sagde at han var sendt af Kong Priamus for at søge Forlig med Grækerne; han udviklede derpaa, hvor meget der var at kræve Erstatning for, da de havde dræbt hans Fader og Brødre, og nedbrudt hans Borg og røvet Godset, og dræbt en Mængde Folk, men bortført hans Søster som Bytte, hvilket han især tager sig nær; han bad derfor at Peleus vilde bidrage til at Hesione blev sendt tilbage. Peleus tog temmelig tvært imod ham, og sagde, at han havde tilføjet dem mindre ondt, end de havde fortjent, og bad ham drage bort derfra. Han tog da bort til Bøotia, landede ved Salamina, kom til Telamon og bad ham sende Hesione hjem til hendes Broder Priamus. Telamon svarede: den Sag vedkommer ikke mig, jeg har ikke gjort Priamus noget, hverken dræbt hans Fader eller taget hans Søster, men den Belønning, som jeg der fik for min Bedrift, troer jeg knap jeg giver bort uden Vanskelighed; hvorpaa han bad Antenor gaae bort det snareste. Han drog ogsaa strax bort og standsede ikke, førend han kom hjem til Priamus, hvem han berettede om hele sin Reise og sagde, at han havde fundet alle dem, der skyldte ham Erstatning, men faaet Spot og Trudsler istedenfor Bøder.

Kapitel 15.

Priamus sendte derpaa Bud efter sine Sønner og Venner, og sagde dem at han agtede at sende en Hær til Grækenland: og skulle mine Sønner være Anførere (sagde han), fordi de ere Mænd af prøvet Manddom og Tapperhed. Ektor, der var den ældste og fortrinligste, stod op og sagde: gjerne vilde vi reise, hvis det kunde føre til Hæder, men jeg befrygter netop, at vor Andeel ikke vil blive bedre i samme Forhold, som vi faa mere med hinanden at gjøre; for mig selv frygter jeg ikke, jeg vil ufejlbarlig opnaae den Alder, som er mig bestemt. Da sagde Alexander: jeg raader til at lade dem for en Stund prøve at være overfløjede af os, og jeg tilbyder mig at være Anfører for dette Tog; det er mig saare uventet, hvis jeg ikke udretter noget. Derpaa berettede Alexander den Drøm, han havde haft i Ida-Skov: der, som jeg haaber, nu vil begynde at gaa i Opfyldelse; jeg venter snarere at hente Lyst end Livsfare, thi alt vil opfyldes, hvad Guderne have forudsagt; ingen er derfor Døden nærmere som reiser, end den som sidder hjemme. Dette Raad understøttede Deiphobus, Priamus Søn, og dreve begge ivrig paa Toget; da reiste sig Elenus, Søn af Priamus og sagde: min Tanke spaaer mig anderledes om dette Tog end mine Brødre, jeg anseer det for at være vor største Lykke, hvis Togets Hensigt forfeiledes, skjøndt det falder noget i det latterlige; men jeg formoder snarere at Toget vil gaa for sig og at dets nærmeste Udfald vil blive efter Ønske, men at vi til Gjengjeld ville tabe vort Gods og Frænder, og tilsidst selv gaa tilgrunde. Da reiste sig Troilus, den yngste af Priamus Sønner, — men ingen var stærkere end han, undtagen Ektor — og opmuntrede ivrig til Toget. Kongen lader nu stævne til Tinge, og siger at han agter at paabyde Leding, og hærge til Grækenland, samt at hans Søn Alexander skal være Anfører for Toget; han udviklede de Anker han havde imod Grækerne, og de Svar som Antenor fik, da han blev sendt derhen; nu bad han enhver yttre, hvad der forekom ham gavnligst, men selv erklærede han at han ikke troede Helenus Uheldspaadomme. Hans Tale blev besvaret af en Mand, ved Navn Pandus, Søn af Euforbius, en Frænde af Priamus, der sagde: her kunne I see den Mand, der troer at Toget vil blive ulykkeligt, thi saaledes sagde min Fader til mig, at hvis Alexander røvede en Kvinde fra Grækenland, vilde vi deraf faa Ulykker og Undergang, og han erklærede, at han foretrak at leve i Uvirksomhed, heller end at du med Skjendsel, ved Mangel paa Omsigt og ved Dumhed, parret med Dumdristighed. Kongen yttrede at slige Ord vare hos ham fremkomne af Frygt og Modløshed; alle tilskyndede da til dette Tog. Kasandra, Kong Priamus Datter, var meget misfornøjet med denne Plan, og sagde, at det vilde koste Troja, og hendes Faders og Brødres Liv, samt fremdeles de allerflestes Velfærd og de flestes Gods; hendes Spaadomme bleve dengang ikke ændsede. Derpaa blev Hæren udrustet og Alexander var Anfører for Toget; de lettede da med Flaaden og Priamus bad Guderne begunstige deres Reise; men da de kom i Nærheden af den Ø, som hed Cerea, hvor Menelaus herskede, da mødte de Menelaus, der var paa Vejen til Pilus, for at besøge Nestor, og spurgte da Menelaus, hvorhen Alexander agtede sig, men han sagde, at han var paa en Lystreise. Menelaus indbød ham da til sig, sagde at Dronningen var hjemme for at modtage dem, og bad ham indrette sig der ganske efter Ønske. Alexander landede da ved Cerea, men paa denne Ø var en stor Tempel-Helligdom, og Templet stod nær ved Søen. Og da Elena, Menelaus Hustru, spurgte at denne udmærkede Kongesøn var ankommen der til Landet, da drog hun til Templet for at hædre Guderne; men tillige var hun noget nysgjerrig efter at see dette udenlandske Folk, der var saa berømt; men hun var den skjønneste Kvinde i hele Verden; hende blev og sagt, at Alexander vilde besøge hende, hvis de ikke mødtes forinden.

Kapitel 16.

Nu bliver det berettet til Alexander, at Elena var ankommen til Templet; han drager da derhen med dyrebare Ofringer, og saasnart de saaes, syntes de godt om hinanden, og begyndte at tales ved; Alexander kastede et Guldæble i Elenas Skjod, hvorpaa disse Ord vare skrevne: jeg sværger ved Guderne, at jeg skal ægte Alexander og være hans Dronning fra nu af. Hun rødmede, da hun fremsagde alt dette, thi ingen vovede at bryde de i Templet aflagte Løfter. Hun ansaa sig for bedragen, og erklærede, at man ikke var bunden til at holde det, som man udtalte uden Vidende og Villie, men Alexander svarede, at dette var skeet efter Gudernes Villie og Foranstaltning, hvilken man forgjeves søgte at modsætte sig, og hvis hun brød hellige Eder, sagde han, aflagte til Guderne, vilde hun møde deres Vrede. Han gik derfor bort fra Templet og til Skibene, men om Natten gik de til Templet igjen og borttoge Elena og nogle Fruentimmer med hende og førte dem ud paa Skibene. Men da Borgerne fik at vide, at hun var bortrøvet, grebe de til Vaaben og vilde føre hende tilbage med Magt; det kom da til Slag, men med det Udfald at Indbyggerne faldt og flygtede, men Alexander seirede og drog derpaa bort, og standsede ikke førend hjemme i Troja. Kong Priamus modtog dem med Glæde og syntes at Toget var lykkedes godt; han mente, at Grækerne vilde nu ikke være bedre fornøjede paa deres Side end de (Trojanerne) havde været før: og nu haaber jeg (sagde han) at de vil sende min Søster Hesione hjem igjen. Elena var i Begyndelsen længe bedrøvet, men omsider begyndte hun at blive gladere ved Priamus's Overtalelser; hun blev da gift med Alexander, og de fattede snart varm Kjærlighed til hinanden. Kasandra, der ogsaa hed Troan, blev heftig, da hun traf sammen med Elena, og sagde, at fra hendes Ankomst vilde al deres Ulykke hidrøre. Priamus blev vred over hendes Spaadomme, og befalede at lukke hende alene inde i et Hus, hvilket man ogsaa gjorde.

Kapitel 17
Toget til Troja.

Nu staaer der for at berette, hvad der tildrog sig i Grækenland, efter at Menelaus fik at høre Elenas Borttagelse og det Mandedrab, som var begaaet i hans Hjem; han og Nestor sendte da Bud efter Kong Agamemnon, Menelaus's Broder, og da han kom der, trøstede han sin Broder og erklærede, at han vilde sende en Hær til Troja; de bød derpaa Leding ud af hele Grækenland, og da Hæren var samlet, besluttede de at forespørge sig hos Guderne paa det Sted der hed Delpos; den Gud, som der blev dyrket, var kaldet Apollo; der kunde ikke lyves. Denne Reise overtog den fortræffelige Akilles og Patroklus; og da de kom der, blev Gudens Svar saalunde, at Grækerne monne seire og Troja blive overvunden i det tiende Aar. Men paa den anden Side sendte Kong Priamus Kalkas, Nestors Søn, til Delpus, for at hente Orakelsvar, men Svaret faldt saaledes ud, at han skulde gaae over i Grækernes Hær, hvis han vilde beholde sin Anseelse, og derfor forenede han sig med Akilles, hvorpaa de vendte igjen tilbage til Hæren, men Priamus fik ingen Efterretning om Oraklets Svar. Da nu Grækerne vare rustede i den Havn, som hedder Athen, havde de tre Skibe paa den ellevte Tier af det tolvte Hundrede. De sejlede ud paa Havet og lagde til Land ved den Ø som hedder Tenedon, røvede der Gods og dræbte Folk. Agamemnon var Konge over Grækernes Hær, men følgende vare de ypperste Mænd med ham: Menelaus, hans Broder, Akilles og hans Fostbroder Patroklus, Palamides, Diomedes, Ajax, Telepus; Ulixes og Nestor vare de viseste Mænd i deres Hær. Men da Grækerne vare ankomne til Landet, sendte Agamemnon Diomedes og Ulixes til Priamus, og bad at Elena maatte blive løsladt, hvorpaa man skulde søge at mægle Forlig, men Priamus afslog dette bestemt.

Kapitel 18.

Criseus hed den Mand der tjente Guden Delpus; hans Datter borttog Kong Agamemnon, og det imod hendes Villie; Criseus elskede hende saa meget, at han ikke kunde afsee hende, og derfor bad han Guden at han vilde sende ham hans Datter igjen; derfor kom der Pest i Grækernes Hær og over deres hele Leir, og en saadan Mandedød kom der af denne Pest, at i tre Miles Omkreds var der lutter Baal, hvor man brændte de Dødes Legemer efter Datidens Skik. Derpaa henvendte de sig til Guderne med Forespørgsel, og da fik de Grunden at vide, hvorpaa hun blev sendt hjem, hendes Fader Criseus til stor Glæde. Men da de, der vare sendte til Priamus, kom igjen tilbage og berettede om Udfaldet af deres Kendelse, lod Kong Agamemnon blæse til Kamprustning over hele Hæren, og rykke frem imod Borgen strax ved Solens Opgang, og nu rykkede de frem til Borgen Troja. Denne Morgen saae Priamus ved en klar Himmel, som om der var en Regnbue over hele Borgen, og derfor ansaae de det for vist at Grækerne maatte være underveis, han lod da blæse til at hele Hæren skulde drage ud af Troja imod Grækerne. Protesilaus gik raskest frem imod Trojanerne, og disse vege tilbage og mange af dem faldt. Da gik Ektor imod ham og fældede ham, hvorved de Tropper som fulgte ham kom paa Flugt, men Ektor vendte da tilbage til Borgen; desuagtet vedblev Kampen, indtil Akilles kom med sine Tropper, hvorved Trojamændenes Hær kom paa Flugt, men Akilles drev de Flygtende heelt hen til Borgen, og Natten gjorde Ende paa Kampen.

Kapitel 19.

Næste Morgen kom Kong Agamemnon med hele Hæren, og opslog sin Leir paa Sletterne ved Byen og lod den omgive med Fæstningsværker og Grave; de saae da, at Troja var saa stærk, at der ikke var noget Haab om at den kunde blive overvunden, saalænge der var Mandskab til Værn. Strax den anden Dag drog Ektor ud af Borgen med Hæren i Slagorden, ligeledes Agamemnon imod med Grækernes Hær, og der blev den haardeste Kamp og snart faldt der en Mængde Folk. Hektor gik rask frem og fældede Fjenderne [til begge Sider; Menon gik da imod ham og kæmpede til han faldt. Ektor vilde nu aflure ham hans Rustning, men idet samme kom Menesteus til og angreb Ektor med Heftighed og saarede ham paa Foden; men da Ektor havde faaet et Saar, blev han endnu meget heftigere og huggede baade stort og haardt, og da havde han ødelagt alle Grækerne, hvis ikke Ajax var gaaet imod ham; de kæmpede længe, saaledes at ingen af dem fik den anden saaret, og da de havde kæmpet en Tid, kjendtes de ved at de vare Frænder og Søstersønner, hvorpaa Ektor lod sin Hær standse, og de to Frænder skjenkede hinanden Gaver og aftalte at være Venner. Derpaa bade Grækerne om Vaabenstilstand paa to Vintre, og det lovede Trojanerne, der blev derfor erklæret Stilstand og den blev trolig holdt; de Dræbte bleve da begravne.

Kapitel 20.

I denne Tid havde Palamedes meget at udsætte paa Agamemnon, som den der skulde herske over hele Grækernes Hær; han sagde, at Agamemnon var ikke istand til at have Bestyrelsen af en saadan Krig. Mange yttrede, at han talte sligt, fordi han vilde være Konge, men man holdt ikke af det Bytte, og derfor blev alt som før. Men da de to Vintre vare forbi, kom deres Kamptid, og lod Kong Agamemnon da blæse ud til Kamp hele Græker-Hæren; med ham var Akilles og Diomedes og Menelaus, men Trojamændenes Hær anførte Ektor og Eneas og Troilus; der blev da den voldsomste Kamp og meget Mandefald. Ektor fældede Høvdingerne Boetes og Archilocus og Protenor, indtil Natten gjorde Ende paa Kampen. Denne Nat havde Kong Agamemnon et Møde og æggede Hæren til tappert Angreb, han bad dem især forfølge Ektor, og udviklede hvad man havde at hævne paa ham; han yttrede, at han ansaae hele Borgen for overvunden, hvis Ektor blev dræbt. Menelaus lod falde Ord om, at han vilde gaae i Tvekamp med Alexander: thi det er urimeligt, sagde han, at saa mange skal undgjelde for de Sager, der ere os imellem; men da Alexander hørte disse Ord, ønskede han gjerne at de kunde træffes, Elena derimod raadte ham derfra og sagde at det var ikke noget for ham: du vil, sagde hun, i alle Henseender staae tilbage for ham, undtagen i Mod. Dagen efter anførte Akilles og Diomedes Grækernes Hær imod Trojanerne, men Ektor og Eneas paa den anden Side; der blev da en haard Kamp og mange faldt; i denne Kamp fældede Ektor syv Anførere af Grækernes Hær, men Eneas to; Akilles fældede fire Anførere af Trojanerne, men Diomedes to. Kong Agamemnon lod da Kampen høre op, og var meget misfornøiet, da han saae slige Uheld ramme sine Tropper, men Trojanerne vare vel tilfredse. Den næste Dag rykkede alle Grækerne ud af deres Leir, og Kong Agamemnon æggede sine heftig imod Ektor og Trojanerne; Trojamændene rykkede imod, og denne Kamp blev saa haard og grusom, at den sagtnedes ikke i samfulde 80 Dage; der gik begge Parter rask frem i Kamp, og hver værgede for sig og sin Kammerat efter Evne, men daglig faldt der mange Tusinder, uden at der var Tid til at begrave dem. Da saae Kong Agamemnon, at sligt kunde ikke længere vedblive saaledes, hvorfor han sendte Ulixes og Diomedes til Kong Priamus med Fredsbud, og blev der da sluttet Stilstand paa tre Vintre, saaledes at hver af Parterne maatte forøge sine Rustninger efter Ønske; de holdt da ogsaa den sluttede Fred saa trolig, at ingen var en anden farlig, om han end forefandt sin Faders Banemand, og jevnlig havde de megen Omgang med hverandre, naar Fredstiden var; nu rustede sig ogsaa begge Parter efter yderste Evne.

Kapitel 21.

Og da tre Vintre vare tilende, kom Krigstimen paany; de førte da Hæren ud af Troja: Ektor og Troilus, Eneas og Mennon, men Grækernes Hær anførtes af Agamemnon og Menelaus, Akilles og Diomedes, og opstod der da den heftigste Kamp; Ektor fældede strax i Begyndelsen af Kampen Philippus og Antippus og Merion, men Akilles fældede Licaon og Eyforbus; der faldt da og en Mængde paa begge Sider, og Kampen varede uafbrudt i tredive Dage; derpaa blev der sluttet Stilstand paa sex Maaneder. Nu stod der en haard og farlig Kamp i tolv Dage, hvori mange Helte faldt paa begge Sider; da bad Priamus om Stilstand, der blev sluttet paa tredive Dage, for at begrave Lig og forbinde de Saarede. Men da Kampens Time kom, stevnede Kong Priamus til Tinge og satte Ektor til Hærfører over Trojamændenes hele Armee, thi Kong Priamus var dengang gammel. Ektor lod da aabne alle Trojas Porte, og befalede alle at drage ud, hvilket man og gjorde; de stillede deres hele Hær i Slagorden. Man siger, at ingen Ridder i Hedenold har været mere udmærket end Ektor i alt hvad der ansaaes for at udmærke en tapper Mand; med ham var Paris Alexander, han har været den skjønneste Mand, som er skabt til denne Verden, foruden Absalon, Kong Davids Søn. Nu stod da Trojanernes og Grækernes Hære saaledes opstillede paa Sletten, beredte til Kamp; da saae Alexander Menelaus staaende lige overfor i Rækkerne med bistert Aasyn og frygtelige Vaaben; han sprang da ind imellem sine Folk, ligesom om han blev bange, paa samme Maade som den der pludselig seer et Syn; dette saae Ektor og sagde: hør hvilken evig Skjændsel, at du skal yttre nogen Frygt, eller vende Ryggen mod dine Fjender i Kamp; for var du ikke bange for at gaae i Brudeseng til hans Hustru, da han var langt borte, hvorfor flyer du nu eller frygter hans Styrke eller hans skarpe Vaaben? Du seer nu her mangen gjæv Kriger udgyde sit Blod for din Skyld, da det dog vilde være rigtigere at du alene gik frem paa Kamppladsen og han imod dig, og I to kæmpede til det yderste, og den af eder som døde burde være den Overvundne, men den Overlevende nyde Elenas hemmelige Elskov, uden nogen Hinder enten af Grækere eller Trojaner; dette samtykkede Alexander; Ektor forebragte nu denne Sag, og alle Høvdinger gave deres Samtykke, hvorpaa begge Konger stadfæstede det med svorne Eder. Menelaus og Paris gik nu ud paa Kamppladsen, og løb dristig imod hinanden; Alexander kastede et Spyd imod Menelaus, der traf ham midt forpaa og vilde have været hans Bane, hvis ikke hans syvdobbelte Pandser havde beskyttet ham; de kæmpede heftigen; Menelaus hug med stor Heftighed i Alexanders Hjelm, et Hug saa stærkt at Sværdet sprang i to Stykker, og da Grækerne saae Menelaus vaabenløs, syntes de ham hjemfalden til Døden og bedrøvedes saare meget; men skjøndt Menelaus havde mistet sit Sværd, var dog hans Mod usvækket, han sprang ind paa Alexander og greb fat i Hjelmen, saa fast, at Alexander faldt heelt til Jorden; derpaa trak Menelaus Alexander ved Hjelmen til Grækernes Hær, indtil Hjelmbaandene gik istykker; da blev Alexander fri og løb til sine Mænd, og det er Hedningernes Tro, at Freya havde taget Alexander og ført ham hen i Borgen til Elena. Menelaus og Kong Agamemnon søge nu efter Alexander, uden at finde ham; de forlange nu at Trojanerne skulde holde deres eget besvorne Fredsforslag, at gaae til deres Borg og give Elena tilbage til Menelaus; men den stærke Pandarus skjød da til Menelaus og bibragte ham et stort og dødeligt Saar, hvorpaa han blev bragt til Leiren; herover blev Kong Agamemnon meget opbragt, og nu blev der den heftigste og stærkeste Kamp, som man har Beretninger om; der faldt da saa mange hundrede Folk, at det var utalligt, og Sletterne fløde overalt i Blod; de kæmpede nu den hele Dag indtil Aften, og mange Høvdinger faldt paa begge Sider.

Kapitel 22.

Den anden Dag droge alle Høvdingerne fra begge Sider til Slaget, med Undtagelse af Akilles, han var i Leiren og spillede Strengeleg for Guderne, og vilde saaledes stemme deres Sind til Sejr for Grækerne; denne Dag blev der den haardeste Strid og om Aftenen skiltes de ad. Om Natten holdt Trojamændene Ting i deres Borg, og blev der besluttet at sende Bud til Grækerne og tilbyde dem: at Elena skulde blive sendt til hendes Mand Menelaus, tilligemed alt det Bytte som Alexander maatte have ført fra Grækenland, men paa den anden Side skulde Grækerne drage bort fra Frigialand. Men da Grækerne hørte disse Tilbud, nægtede Menelaus bestemt at antage dem, og sagde, at han vilde nu aldrig høre op, førend hele Troja var nedbrudt. Og da Ektor hører Beretningen om Sendelsens Udfald . . . Dagen efter antændte Grækerne store Baal, og brændte de Faldnes Lig efter Sædvane, og da den Dag var omme og en anden oprunden, begyndte de Kampen paa ny. Der berettes, at Ektor gik saaledes igjennem Grækernes Hær, at alt flygtede for ham, hvor han gik frem; begge hans Arme vare blodige heelt op til Axlerne; da flygtede Grækerne til deres Leir; de sendte da Bud til Akilles, at komme dem til Undsætning og Hjelp, men Akilles nægtede det haardnakket, fordi at Kong Agamemnon havde taget Briseida fra ham og sat hende i Forvaring; han tilbød da at give hende ukrænket tilbage til Akilles, med saameget Gods som denne selv vilde fordre, men Akilles svarede, at hverken Guld eller Sølv, eller Kjærlighed til Briseida, lokker ham til at understøtte Grækerne. Den følgende Dag begyndte atter Kampen fra begge Sider; Hektor gik da endsaa rask frem med sine Folk, at Grækernes hele Hær vender igjen paa Flugt og trækker hen til Leiren; Trojanerne forfølge dem heftig og dræbe dem i hundredeviis og kaste dem i Gravene; derpaa flygtede Grækerne til deres Skibe, men nogle sprang i Søen; Ektor blev da endnu ivrigere end før; da kastede Ajax Telamonius, Søn af Hesione, Kong Priamus Datter, en Steen til Ektor, hvoraf Stødet blev saa heftigt, at han nær faldt i Afmagt, men da han kom til sig selv igjen, var han allerivrigst og dræbte da Folk til begge Sider. I denne Vending fældede Ajax fem Anførere blandt Trojamændene, og nu faldt Trojanerne tæt, men Enden paa Kampen blev den, at Kong Agamemnon og hans Hær flygtede ud paa Skibene.

Kapitel 23.

En af Grækernes Høvdinger, ved Navn Patroklus, Akilles's Fostbroder og hans kjæreste Ven, havde denne Dag brugt den tappre Akilles's Rustning, og da han saae Grækernes Uheld, og at den Ulykke var at befrygte, at Trojanerne skulde opbrænde deres Skibe, da blev han som rasende og stormer frem op paa Stranden; han gaaer heftig ind paa Trojanerne, og da han var en tapper Helt, bleve Trojanerne bange og tænkte at det var den fortræffelige Akilles, og toge Flugten; og da Grækerne saae dette, rykkede de frem, op paa Landet, og dreve Trojanerne tilbage. Patroklus dræbte en uhyre Mængde, og deriblandt den Høvding der hed Sarpedon; men da Ektor saae Trojanernes Flugt, løb han igjennem Hæren og sagde som irettesættende: du tappre Akilles! hvorfor angriber du Trojanernes svage Rækker? vend dig imod mig, og prøv hvor stærk min høire Arm er! — Og da Patroklus hører hans Ord, vender han imod, og de kæmpe indtil Patroklus falder, hvorpaa den tappre Ektor trak Rustningen af ham; da Ajax saae dette, løb han til og tog Liget; over denne Tildragelse frydedes Tyrkerne (Trojanerne), men Grækerne sørgede, og da Akilles hørte Patroklus's Fald, lagde han sig ned paa Jorden og øste Muld over sit Hoved og sønderrev sine Klæder og kyssede Liget og sagde: du tappre og vældige Ektor, hele Frigialandets Hæder og Pryd! hvor glad du nu end er af Sejren, og berømt af alle Tyrker, skal du dog snart lide Afbræk i din Hæder! Han griber derpaa sine Vaaben og løber midt ind i Hæren, og strax møder ham den tappre Eneas; Akilles gav ham mange og svære Saar, og hvis Eneas ikke havde trukket sig tilbage, vilde ikke den trojanske Slægt have hævet sig, og selve Keiserne ikke kunnet føre til ham deres Slægter. Akilles farer nu som en Løve i en Faareflok igjennem Tyrkernes Hær, og nu kommer Skræk over Trojanerne paany, og mange flygte til Borgen og lade de stærke Steenmure værge for sig, og forsvare sig derfra; men Akilles og Grækerne gjorde Angreb.

Kapitel 24.

Mester Dares beretter, at da Andromacha, Hektors Hustru, vaagnede denne Nat, fortalte hun sine Drømme, og sagde, at de spaaede Ektors Død, hvis han ikke vogtede sig den Dag som da var begyndt, men hvis han kunde vogte sig den Dag, sagde hun, vilde han leve længe; men Ektor sagde, at han ikke ændsede hendes Jamren, og at Døden var ham lige vis den Dag som andre Dage. Andromacha gik da til Kong Priamus, og berettede ham sine Drømme og Ektors Svar, og strax gik Kong Priamus og alle de største Høvdinger til, og bad Ektor tage sig i vare den ene Dag, siden Spaadommen meldte at der da var vunden Sikkerhed for mange Aar, og for deres Bønners Skyld gjorde han det og gav sine Vaaben til sin Broder Elenus; Trojanernes Anførere skulde da være Alexander og Elenus, Troilus, Eneas og Menon, men Ektor blev tilbage hos sin Fader. Under dette Ophold vare Grækerne ankomne og ordnede alle sine Geledder og ventede saaledes paa Trojamændene. Trojanerne drage nu ud af Borgen, og der begynder paa ny en haard Kamp, og snart syntes Grækerne at mærke at Ektor havde ikke selv sin Rustning paa, de gik derfor dobbelt saa dristig frem og Akilles, Ajax og Diomedes fældede mange af Tyrkernes Anførere, men andre flygtede. Grækerne opløftede et stærkt Sejersraab, og da Ektor hører det heftige Kampskrig og seer Tyrkerne flygte, og at nogle ere dræbte, tager han skyndsomt Rustning paa, uden at noget Menneske kunde holde ham tilbage; han løber da ud af Borgen og til Slaget, raabte forfærdelig, æggede Tyrkerne og bad dem vende om og værge for sig, og da alle kjende ham, vende Tyrkernes Flokke dristigen om imod Grækerne, men selve Anføreren Ektor var i Spidsen for alle og hug om sig til begge Sider; i det første Angreb dræbte han en Anfører ved Navn Idoneus, og snart efter to andre; utallig mange Grækere nedsablede han i en kort Vending, og nu kæmper hele Hæren ivrigen, saavel Græker som Tyrker. Nu saae Akilles Ektors Færd og vilde gjerne naae ham, men da Rækkerne svævede til forskjellige Sider, kunde de ikke saa hurtigt naae hinanden. Ektor dræbte da en fortrinlig Anfører, ved Navn Volukrontem, og i samme Øjeblik møder han Akilles; ingen af dem sparer da hinanden store Hug, og der begynder den mest udmærkede Tvekamp, som Oldsagnene have at berette; hver af dem for sig syntes at være uovervindelig, og saa tæt falde deres Hug og Stik, at det næppe var til at skjelne. Begge Parter, baade Græker og Tyrker, vilde da understøtte deres Kæmper, og nu falder der Folk fra begge Sider; men endelig, efter at de havde kæmpet længe, blev Akilles saaret af Ektors Spyd i Laaret, og derfor drog Akilles sig tilbage for det første og lod sit Saar forbinde. Nu har Ektor bestaaet Tvekamp med Grækernes mest udmærkede Helt, og faaet ham til at vige, men skjøndt alle Tyrker berømme ham, skaaner han sig ligefuldt ikke selv, og hugger nu til begge Sider og dræber mange af Grækernes Høvdinger, men bliver nu ogsaa overmaade træt. Men da Akilles havde forbundet sit Saar, vender han tilbage til Kampen og seer at Ektor har nedsablet en stor Mængde Folk; da løb Akilles henimod ham, men Ektor var da særdeles træt, og i samme Øjeblik bares det ham for Øjnene som om Deiphobus, hans Broder, stod der hos ham, og af ham ventede Ektor Undsætning; men dette Syn var som et slags Dødsvarsel; og nu gaae de igjen hinanden imøde og kæmpe med Heftighed, og mærker Ektor nu at Trætheden har formindsket hans Kraft, og seer til Siden og venter Undsætning fra sin Broder Deiphobus, men saae ham ingensteds; og i det samme faaer han et Stik i Halsen af Akilles's Sværd, og det var Ektors Banesaar. Endskjøndt saaledes alle Mænd i Verden, som enten saae ham eller hørte om ham, troede, at han aldrig vilde blive overvunden af een Mand i Tvekamp, fremkaldtes dog dette ved flere Aarsager: først det, at han kæmpede med den ypperste Helt i Grækernes Hær; for det andet, at han var saa modig at han ikke havde sine fulde Kræfter til Forsvar; for det tredje, at han ikke havde sine fortræffelige Vaaben; for det fjerde, hvilket var tilstrækkeligt i og for sig, at han kunde ikke overskride Dødsdagens Stund. Der kunde nu Tyrkerne see deres visse Undergang, og Trojas Hjelp og Værn ødelagt. Herover sørgede Tyrkerne, men Grækerne glædede sig; da sagde Ektor: nu har du, Akilles, vundet en stor Sejer, viis dig nu derfor ædelmodig og giv mit Legeme tilbage til mine Frænder, derimod vil du modtage prægtige Gaver i Guld og Sølv. Da svarede den fortræffelige Akilles: saa langt er det fra, at jeg skjenker dit Legeme til dine Frænder, at jeg snarere agter at rive dit hele Legeme i smaa Stykker, eller ogsaa skulle Rovfuglene sønderslide dit Aadsel; efter disse grusomme Ord opgav Ektor Aanden, og alle gamle Bøger berette eenstemmig, at han med Hensyn til personlige Egenskaber har været den mest udmærkede Mand; men efter hans Fald flygtede alle Trojamændene ind i Borgen og tilsluttede den paa det stærkeste. Da lod Akilles tage Ektors døde Legeme og binde til sin Vogn, og trække tre Gange omkring Borgen.

Kapitel 25.

Nu begræd Trojamændene Ektors Død, og ikke mindre at de forudsaae Borgens Ødelæggelse og sin egen Afmagt at sejre over Grækerne, samt Døden for dem selv, som endnu vare i Live. Akilles lod Patroklus hæderligen begrave, men derpaa lod han Ektors Legeme trække omkring Gravhøjen, og viste saaledes alle Grækere, hvorledes han havde taget Hævn for ham. Nu var Sorgen saa heftig i Troja, at Graaden hørtes overalt igjennem hele Borgen, men Priamus var saa ivrig, at han saae ikke tilbage til sine herlige Sønner, og frygtede ikke Døden, men gik vaabenløs i Grækernes Lejr, uden at frygte den grusomme Akilles. Da Grækernes Høvdinger saae dette, . . . da de saae ham, og da han kom til Grækernes Ypperste, kastede han sig heelt ned paa Jorden, hævede sine Hænder til Himlen og sagde: hør du, Akilles, alle Grækeres Styrke og vort Riges Fjende! dig alene frygter trojanske Mænds Kraft og Styrke, og min Alderdom maa erkjende, at ingen monne overgaae dig i Grusomhed, men dog beder jeg dig, at du viser Medynk med min Sorg og tager imod Guld og Kostbarheder for min Søn Ektors Lig; men hvis du ikke vil formilde din Vrede for mine Bønners Skyld, og heller ikke ved Foræringer, da hærd du din høire Haand og lad mig følge min fortræffelige Søn Ektor til Underverdenen; efter disse Jammerklager erholdt han sin Søns Lig, og det blev jordet hos hans Slægt med alle Hædersbevisninger.

Kapitel 26.

Ved denne Tid fordrede Palamedes anden Gang at være Konge over Grækerne, og henvendte sig i saa Henseende til alle Anførerne, idet han paastod at Agamemnon havde ingen Feltherrekundskaber. Agamemnon stævnede da Grækerne til Tinge og overlod til dem, om de vilde vælge en anden til Konge, idet han erklærede, at han fandt sig ikke det ringeste fornærmet, skjøndt en anden blev prøvet; Palamedes blev da valgt til Konge. Akilles var misfornøjet med Kongeskiftet, og spaaede det et uheldigt Udfald. Nu begyndte Kampen paa ny, og var Deiphobus Trojamændenes Anfører; Kampen varede da i mange Dage, og mange Anførere faldt, men flere paa Priamus Side; derpaa bade Tyrkerne om Fred, og blev der da sluttet Stilstand paa to Vintre. Palamedes sendte da Agamemnon til Miscea (Mæsien) for at hente Proviant; begge Parter forstærkede deres Forskandsninger. Paa Aarsfesten i Anledning af Ektors Dødsdag saae Akilles Polixena, Priami Datter, og fattede strax en heftig Kjærligbed til hende i sit Hjerte, saa at han ændsede intet og stod ikke op af Sengen; den følgende Nat sendte han en Mand til Hecuba, at frie til Polixena paa hans Vegne, tillige skulde han love, at han vilde vende hjem, og det samme, sagde han, vilde mange af Høvdingerne gjøre. Hecuba bragte dette Anliggende for Priamus, men han yttrede, at han vilde give Akilles sin Datter, hvis Freden blev sluttet og alle Grækere droge bort, men under Krigen vilde han ikke gifte hende med ham. Men da Akilles hørte dette, søgte han at overtale Grækerne til at drage hjem, og udviklede for dem, hvormeget eet Fruentimmer havde forvoldt, og hvormange Tusinder Mennesker der vare faldne, men dog bestemte de sig ikke til at drage bort. Da nu Stilstandstiden var tilende, førte Palamedes Grækerne til Slag, men Deiphobus anførte Tyrkernes Hær imod; Akilles tog ikke Deel i Kampen. Dengang udviklede Kampen sig mest imellem Anførerne for Hæren, og Udfaldet blev, at Deiphobus faldt for Palamedes; mange Tusinder faldt desuden paa begge Sider. Da fældede Palamedes en anden Høvding, som hed Sarpedon, i det samme skjød Alexander Palamedes i Struben, saa at han faldt; Trojamændene gik da rask frem, men Grækerne flygtede til Lejren, Trojanerne angreb dem der, og opbrændte mange af deres Skibe, indtil Natten gjorde Ende paa Kampen.

Kapitel 27.

I denne Tid var Agamemnon kommen hjem, og alle Grækere bleve nu enige om at vælge ham til Konge, hvilket de ogsaa gjorde. Den næste Dag fører Kong Agamemnon hele Hæren til Slag, men Troilus gjorde da et skarpt Angreb paa Grækerne og fældede mange af deres Høvdinger; Slaget stod da syv Dage og var temmelig besværligt for Grækerne, hvorpaa en Stilstand blev sluttet paa to Maaneder. Agamemnon sendte da Ulixes og Nestor til Akilles, for at udvikle for ham, hvor nedværdigende det var for en slig Kæmpe, ikke at deeltage i Kampen, og saaledes at blive til Skjendsel; men da de udviklede dette for ham, nægtede han at gaae i Kampen, og forestillede dem, hvilken Dumhed de begik i at kæmpe uafladelig for eet Fruentimmers Skyld. Da nu Agamemnon hørte hans Svar, spurgte han Grækerne til Raads, om man skulde tage noget Hensyn til Akilles's Raad; men Menelaus svarede, og bad dem ikke opgive Kampen, skjøndt Akilles ikke vilde deeltage deri, idet han yttrede, at nu var der ingen slig Kæmpe tilbage som Ektor; men Ulixes raadede til Fred, og sagde at Troilus stod ikke tilbage for Ektor, og at Sejren var usikker. Spaamanden Kalkas raadede fra at slutte Forlig, og sagde at de vilde sejre, omendskjøndt Trojanerne dengang havde Overhaanden. Men da Kampens Tid kom, anførte Agamemnon og Menelaus, Ajax og Diomedes Grækernes Hær, og der blev en haard Kamp, hvori Troilus saarede Menelaus og jagede Grækerne paa Flugt, indtil Natten gjorde Ende paa Kampen. Den følgende Dag kæmpede de, og saarede da Troilus Agamemnon og Diomedes og fældede en Mængde Grækere, hvorpaa der stod en haard Kamp i nogle Dage. Derefter blev der endnu sluttet Stilstand paa sex Maaneder. Da gik Agamemnon og Nestor til Akilles, og bad at han skulde gaae i Kampen med dem, men han nægtede det og raadede dem til at slutte Fred, dog lovede han at hans Ryttere skulde deeltage i Kampen. Men da Kamptimen kom, blev der en haard Dyst; Troilus gik rask ind paa Grækerne, og især paa Akilles's Ryttere, som kaldtes Mirmidoner, hvorpaa Grækerne flygtede; Ajax var den eneste, som Troilus ikke fik Tag i. Derefter blev der kæmpet i mange Dage, og en Mængde faldt, især paa Grækernes Side; Agamemnon bad da om en Vaabenstilstand paa tredive Dage; og da den Tid var forbi, blev der et stort Blodbad, thi Troilus var da allervoldsomst og angreb især Akilles's Folk, indtil de flygtede; da nu Akilles saae sine Mænds Uheld, sprang han op, greb sine Vaaben og gik til Kampen under heftige Kampraab. Da blev Troilus's Hest saaret tildøde. Akilles løb da imod Troilus, og de vexlede voldsomt Hug med hinanden, indtil Enden blev, at Troilus faldt, men Akilles var haardt saaret. Da kom Menon til og saarede Akilles og fratog ham Troilus's Lig. Menon og Akilles kæmpede imod hinanden mange Dage, hvorved Menon erholdt et Ulivs-Saar og døde deraf. Trojanerne flygtede da alle ind i Borgen og overgave sig til dens Beskyttelse.

Kapitel 28.

Hecuba fattede et dødeligt Had til Akilles paa Grund af hendes to Sønner, Ektors og Troilus's Drab, hvorfor hun tænkte paa at overliste ham i Forening med hendes Søn Alexander; hun sendte da hemmelig Bud til Akilles, at han den samme Nat skulde komme til Solgudens Tempel, der stod udenfor Borgen, hvis han saa ivrigt ønskede at ægte Polixena, som han havde ladet forhen; de kunde da afgjøre denne Sag i Mindelighed og stifte Fred med hinanden. Akilles kom til dette Møde, men Alexander var skjult i Templet med mange stærkt bevæbnede Folk, og til det bestemte Tidspunkt, da Akilles og Antilochus, Søn af den vise Nestor, gik i Templet uden Rustning, med Sværd i Haand, gjorde Alexander og hans Ledsagere øjeblikkelig Angreb paa dem, men Akilles og hans Staldbroder svøbte deres Kaaber om den venstre Haand og dækkede sig dermed, men kæmpede med Sværdene, og fældede mange Folk, men tilsidst bleve de dog overmandede og faldt der begge, saaledes at Alexander bibragte Akilles hans Banesaar, hvorpaa han befalede at kaste Legemet ud til Rov for Dyr og Fugle; dette vilde dog ikke hans Broder Elenus, hvorfor Liget blev overgivet til Grækerne, og Kong Agamemnon lod hans Jordefærd prægtigen besørge. Da blev der sendt Bud efter Akilles's Søn Neoptulemus, der ogsaa hed Pirrus, at han skulde komme og hævne sin Fader. Men da Stilstanden var forbi, begyndte Kampen paa ny; Ajax var da i Spidsen for Hæren, uden Dækvaaben, og anrettede megen Skade; Alexander tilføjede ham et Skudsaar i Siden, men da Ajax blev saaret, gjorde han et stærkt Angreb paa Alexander, og vedblev dermed indtil han fældede ham. Ajax blev ogsaa bragt saaret til Lejren, og døde, da Pilen blev trukket ud af Saaret. Alexander blev baaren død ind i Borgen, og Priamus lod ham hæderlig begrave; da flygtede og hele Trojamændenes Hær ind i Borgen og lukkede Portene. Elena sørgede over Alexanders Død derefter saalænge hun levede. Den næstfølgende Dag rykkede Kong Agamemnon med Grækernes Hær frem heelt hen til Borgen og udfordrede dem til Kamp, men der kom ingen ud, derimod føjede de Forsvarsanstalter i Borgen selv efter Evne.

Kapitel 29
Troja forraadt.

Ved denne Tid kom der til Priamus en Kvinde ved Navn Pentisilena, med talrige Hjelpetropper; hun kæmpede som Mænd. Med hende var en Hob andre Kvinder, som kaldtes Amazoner. Da hun kom, rykkede Priamus ud af Borgen, og blev der da endnu kæmpet i nogle Dage, saaledes at Kampen faldt svær for Grækerne og de kom ofte paa Flugt, men Trojanerne toge nogle Lejr-Telte og opbrændte nogle Skibe. I denne Tid kom Neoptolemus til Grækernes Undsætning, og tog sin Fader Akilles's Vaaben med harmfuldt Sind; ved hans Ankomst blev der en haard Kamp i nogle Dage og meget Mandefald. Da kæmpede Pirrus og Pentisilena voldsomt med hinanden, hvorved han fældede hende, men fik et Saar paa Haanden; da flygtede Trojamændene og slap med Nød ind i Borgen, men Grækerne belejrede dem og lode dem ikke komme ud. Høvdingerne i Borgen holdt da en Forsamling, hvor Priamus bad enhver yttre, hvad ham syntes raadeligst: thi saaledes kan det ikke blive længe (sagde han). Da sagde Antenor: store Skaar have vore Hjelpere lidt, idet Hektor er falden og andre vore Kæmper, hvis Lige vi nu ikke mere have, men i Fjendens Hær derimod ere snart alle de tappreste endnu ilive; dertil ere vi indelukkede og have snart ingen frivillig Udvej; det synes os derfor raadeligt, da Alexander er falden, at Elena bliver overgiven i Grækernes Vold, paa det at Freden derved kunde komme istand. Da reiste sig Amphimachus, en ung Søn af Priamus, fuld af Iver; han dadlede Antenor og alle dem, der ønskede Forlig, og sagde at deres Feighed var Grunden dertil, men Sejer eller Død var efter hans Mening to gode Betingelser, hvorfor han opmuntrede til at rykke ud og kæmpe til sidste Mand. Da stod Eneas frem og raadede til Forlig; og efter at enhver af Høvdingerne havde sagt, hvad han syntes, reiste Priamus sig og talte med stor Harme og dadlede stærkt Antenor og Eneas, og alle dem der raadede til Fred; han yttrede, at Antenors Taler havde en stakket Mening, idet denne, der med den største Iver tilraadede Toget til Grækenland, ledsagede Alexander, da han hentede Helena, og tilskyndede paa alle Maader til Ran og Hærværk, nu vil udbede sig Fred af vore Fjender, hvilke vi skylde alt ondt; han sluttede sin Tale saaledes, at han erklærede aldrig at ville slutte Fred, saalænge han var ilive, hvorfor han bad alle være beredte til at drage ud af Borgen, og sagde, at Enden paa dette Slag skulde blive, enten at han fik Sejer eller faldt i sin fulde Hæder; derpaa blev Mødet hævet.

Kapitel 30.

Kong Priamus kaldte sin Søn Amphimachus til Samtale, og yttrede stor Mistanke om, at de Mænd, der ivrigst raadede til Fred, monne ville forraade ham, hvis Freden ikke blev sluttet efter deres Ønske; han vilde derfor, sagde han, indbyde dem alle til Maaltid og Raadslagning den næste Dag i sin Hal, og skulde da Amphimachus komme der med en bevæbnet Flok og bemægtige sig dem. Den samme Dag havde Antenor og Polidamas, Delon og Eneas og andre Høvdinger en hemmelig Sammenkomst; Antenor yttrede da først, hvilken Stivsindethed Kongen viste deri, at han ikke vilde rette sig efter nogen Mands Raad, og vilde heller dø selv tilligemed sin hele Hær, end slutte Forlig med Grækerne; han er (yttrede han fremdeles)heftig og voldsom i Sind, og det falder mig i Tanke, at han har isinde at besnære os, thi han har nu ikke fuld Tiltro til os; see eder nu for, hvad der er raadeligt for os, om det synes eder raadeligt at oppebie hvad der vil indtræffe, hvilket jeg troer ikke vil behøves længe; eller I ville søge en anden Udvei, den nemlig, at vi ikke blive de sidste. Heri vare de andre Høvdinger enige, thi de mente at kunne forudsee, hvilket Udfaldet vilde blive, hvis man indskrænkede sig til de Raad, som Priamus havde truet med, at rykke ud af Borgen og kæmpe, og lade enhver slaaes som han kunde. De sluttede da en fast Aftale, saaledes, at ingen af dem skulde tilintetgjøre eller aabenbare de andres Raad, og i samme Stund sendte de Polidamas hemmelig til Kong Agamemnon, for at berette ham Tingenes Tilstand, at de ansaae deres Liv for at svæve i Fare, og at de vare beredte til at slutte Kjøb med ham og opgive Borgen, imod at erholde Fred for dem selv og hvad deres var. Da han nu kom til Kong Agamemnon, gav han ham sit Hverv tilkjende; Kongen sammenkaldte da sine Høvdinger og spurgte hvilken Tiltro man vel burde skjenke hans Ord; i hvilken Anledning det blev besluttet, at sende en Mand ved Navn Sinon, med Polidamas, til Eneas og Antenor, for at skjønne om dette forekom ham oprigtig meent. Da han nu kom i Borgen og traf sammen med Antenor og Eneas, erfarede han, at alt hvad der var opgivet var fra deres Side sikkert og afgjort, hvorpaa de paany fastsatte denne Plan imellem sig; de aftalte ogsaa indbyrdes Tegn, med Hensyn til hvilken Tid om Natten man skulde begive sig til Borgen og hvilken Port der skulde blive oplukket. Sinon vendte da tilbage til Grækerne, og berettede Udfaldet af sin Sendelse for Kong Agamemnon, at nemlig alt hvad de havde aftalt nu var stadfæstet med Eder. Den samme Nat kom Grækerne til Borgen, og strax aabnede Antenor og hans Staldbrødre Porten og førte hele Hæren ind i Borgen; derpaa droge de med Lys foran Grækerne, indtil de uventet kom ind i Kong Priamus's Slot, hvor største Delen var samlet af de Mænd, som vilde værge Borgen med Vaaben. Da Grækerne kom ind i Slottet, brugte de deres Arme, men ingen var mere ivrig end Neoptolemus Pirrus, han hug først Kong Priamus ned for Thors Alter, og derpaa den ene efter den anden, saa at de fleste monne tænke at han ikke var noget menneskeligt Væsen, som han sprang omkring i Hallen, blodig overalt, og hug om sig til begge Sider med en stor Bredøxe; Grækerne droge om Natten igjennem hele Borgen fuldbevæbnede, og hvor de kom hen nedsablede de Folk og røvede Gods. Dronning Hekuba bad Eneas skjule Polixena for deres Fjender, han betroede hende til Anchises, der skjulte hende for en Tid, men Kasandra og Andromache skjulte sig i Friggs Tempel.

Kapitel 31.

Da det nu blev lys Dag, holdt Grækerne en Forsamling, der holdt Kong Agamemnon en Tale og takkede først Guderne for den Sejr som der var vunden, dernæst ogsaa Høvdingerne og de tappre Riddere og den menige Hær: alle som have fyldt vore Rækker, til Ære for os og sig selv til Hæder, men det er min Pligt at vise eder alt det Gode som jeg formaaer, hvorfor jeg ønsker eders Raad, med Hensyn til hvorledes man skal skjenke de Mænd Fred, som have opgivet Borgen. Alle raadede til at tilstaae dem Fred, der vare bundne ved aflagt Ed, hvorpaa alle disse erholdt Fred for dem og deres hele Gods. Antenor bad da om Fred for Søskendene Elenus og Kasandra, hvilket ogsaa blev dem tilstaaet, samt ligeledes Hekuba og Andromache. De delte hele Byttet lige imellem sig. Derpaa blev hele Troja brændt og nedbrudt, hvorpaa Agamemnon vilde vende tilbage til Grækenland med sin Hær, men kunde ikke komme bort for Modvind; de offrede da til Underverdenens Guder for gunstig Vind. Neoptolemus søgte omkring efter Polixena uden at finde hende; flere gik ogsaa og søgte hende forgjeves; han besværede sig da for Agamemnon over, at hans Faders Drab var foraarsaget ved hende, og forlangte af ham at beordre nogen til at opsøge hende; det gjorde han ogsaa, men uden at hun blev funden. Agamemnon forlangte da at Antenor skulde søge efter Polixena, indtil hun kunde findes, da den dem tilstaaede Fred ellers vilde blive opsagt; dette berettede Antenor til Eneas, og da han og hans Folk nu ikke vovede at gjøre yderligere Modstand, blev Polixena funden og ført frem for Agamemnon, der overgav hende til Neoptolemus Pirrus, men denne førte hende til sin Fader Akilles's Grav og afhuggede der hendes Hoved. Agamemnon blev vred paa Eneas, fordi han havde skjult Polixena, og erklærede, at han for den Skyld skulde forlade sit Odelshjem, hvorfor han ogsaa strax beredte sig til at drage ud af Landet; han havde de samme Skibe, som Alexander havde haft paa Toget til Grækenland, hans Følge bestod af tre Tusinde og fire Hundrede vaabenføre Mænd, men hos Antenor bleve tilbage to Tusinde og fem Hundrede Mand. Derefter drog Kong Agamemnon bort fra Troja for bestandig, tilligemed den overblevne Rest af Hæren, Menelaus tog da imod sin Hustru Elena, der var meget nedslaaet, og vendte de allesammen tilbage til Grækenland, men Helenus og Hekuba, Kasandra og Andromache droge sammen til Kerronesus, med et Tusinde og to Hundrede Mand.

Kapitel 32.

Mester Dares beretter, at Grækernes Beleiring af Troja varede ti Vintre (Aar), sex Maaneder og tolv Dage. Af Grækerne faldt otte Hundrede sex og firesindstyve Tusinde, men af Trojanerne faldt, førend Borgen blev erobret, sex Hundrede sex og halvfjerdesindstyve Tusinde, derimod veed ingen deres Antal som Grækerne nedsablede den Nat, da de erobrede Borgen.

Men følgende Heltegjerninger udførte hver af Høvdingerne: Ektor fældede Protesilaus, Patroklus, Merion, Archesilaus, Oleopenon, Donus, Polixenes, Philippus, Antippus, Diomeneus, Polamon, Epistropus, Askedius, hvilke alle vare Anførere; Eneas fældede Amphimachus og Nereus; Alexander fældede Palamedes, Akilles, Antilochus og Ajax, ligesom denne igjen Alexander. Derpaa skulle nu berettes Grækerhøvdingernes Heltegjerninger: Akilles fældede Euphemus, Hippotus, Phileus, Asterius, Likaon, Euphorbus, Hektor, Troilus, Mennon; Diomedes fældede Zantippus, Nestes, Prothenor; Palamedes nedlagde Deiphobus, Sarpedon; Neoptolemos Pirrus nedlagde Penthesilea, Priamus og Polixena.

Nu ophører her den Saga som Dares har berettet, hvilken Saga man anseer for den troværdigste, ligesom han ogsaa var der nærværende og vidste nøje (hvad der foregik). Men de andre, som have berettet denne Saga, havde deres Herkomst fra Eneas, og disse frikjende ham mere for Forræderi, eller saadanne Raad mod hans Slægtninge, som ikke sømmede sig for ham; dette holde dog de fleste lærde Mænd for utroligt, men det er bekjendt, at den fornemste Slægt i Verden stammer fra ham og Kresva (Kreusa), Priamus's Datter, nemlig Keiserne, der ere Høvidsmænd for den hele Verden.

Kapitel 33.

Romernes Beretning er nu saaledes, at efter at Pirrus havde dræbt Pentisilea, og Tyrkerne vare flygtede i Borgen og vilde ikke drage ud trods alle Grækernes Udfordringer, da holdt Kong Agamemnon en Forsamling, og sagde at ham syntes Borgen vanskelig at overvinde, og at det forekom ham at den aldrig vilde blive vunden uden Forræderi, samt at Sejren kun var opnaaet, saavidt som Trojamændene ikke vare beskyttede ved Borgen; han ansaae det derfor for raadeligt at man drog hjem til Grækenland, idet han bemærkede, at Kong Priamus vilde ligefuldt huske at Grækerne havde besøgt Troja. Da han sluttede sin Tale, var der mange som vilde bort, men andre, som havde mistet der Frænder eller Fostbrødre, vilde heller lade Livet der end drage bort derfra. Da talte Ulixes, som før havde længe været taus, saa at ingen fik Ord af ham i mange Dage: det forekommer mig Uraad, sagde han, nu at drage bort, nu, da den Stund nærmer sig, da Guderne have lovet Sejren; strax vilde alle følge hans Raad. Han lod da begynde paa at forfærdige en Hest, af en uhørt Størrelse; Hesten var saaledes bygget, at en Mængde bevæbnede Folk kunde være deri; mange og store Hjul vare under Hesten, og mange Mennesker kunde med forenede Kræfter føre den hvorhen de vilde. Da den nu var forfærdiget, hengik nogle Dage indtil Agamemnon sammenkaldte Grækerne til en Forsamling og det saa nær Borgen at Trojanerne kunde høre deres Tale. Kong Agamemnon bebudede da sin Bortreise og takker alle for deres Understøttelse og Bedrift, hvorpaa han gav enhver Lov til at drage til sit Fosterland; derpaa hævede de Modet, toge op deres hele Leir og droge bort den samme Nat, og lagde Skibene under en lille Ø, som laa kort derfra; den var høj og steil, saa at Skibene ej kunde sees fra Borgen. Men Hesten stod tilbage, nær ved Borgen, og i Hesten var Ulixes og en Mængde bevæbnede Riddere.

Kapitel 34.

Faa Dage senere saae Trojanerne, hvor en Mand løb fra Søen op til Borgen, han havde faa Klæder og hans Hænder vare bundne paa Ryggen, fremdeles havde han Bind for Øinene, der var gledet lidt fra. Manden yttrede stærk Frygt og løb lige efter Næsen. Trojanerne toge ham tilfange og spurgte hvad han var for en Mand. Det sværger jeg ved Pallas, sagde han, at jeg skal ikke lyve hvad jeg beretter eder: for det første er jeg en Græker, som I kunne see, og hedder Sinon, en Frænde af den vise Ulixes; iøvrigt venter jeg ingen Fred fra eders Side. De spurgte hvorfor han gik saaledes og hvad han havde forbrudt. Hvad hjelper det mig at berette eder sligt (svarede han): jeg flygtede for Døden, men har dog vel kort til den. De bemærkede, at han vilde lettest kunne tilkjøbe sig Livet ved at fortælle dem hvad de vilde vide. Det første var, siger Sinon, at Kongen fordelte Vagterne blandt vore Tropper, men jeg var misfornøjet dermed og yttrede mig imod, men Ulixes er opfarende og hadsk, som jeg nu har erfaret, han lod i Begyndelsen som om vi i ingen Henseende havde været uenige, men dog mærkede jeg siden ofte at han brugte mig i saadanne Tilfælde, som snarere maatte blive til Livsfare end til Ære for mig, og da vi vare beredte til Bortreisen, og der blæste Modvind og Kalkas erklærede — i Grunden efter Ulixes Raad — at man burde offre til Helvedes (Underverdenens) Guder for at faa Medbør: da fandt Ulixes paa, at Guderne kun monne ville modtage Menneskeoffer, og at man skulde vælge en Mand til Offer ved Lodkastning, og halshugge den samme til Gudens Ære. Da nu dette blev foretaget, kom min Lod frem efter Ulixes Raad, hvilket han lod som han var misfornøjet med, skjøndt han (sagde at han) ikke vilde bryde Lovene, selv om hans eget Liv svævede i Fare. Jeg blev da ført til Land og forberedt til Henrettelsen, saaledes som I kunne see, men det gik mig som Ordsproget lyder, at hver har sig en Ven imellem Uvenner, idet en hug af mig det Baand, hvormed jeg blev fastholdt, og som her er et Stykke af, som I seer; men jeg løb da ligeud og da gled Bindet mig fra Øinene, men de vovede ikke at forfølge mig, da jeg vendte mig herhen; nu finder jeg det mere i sin Orden, at I berøver mig Livet heller end mine Venner eller Nærpaarørende, skjøndt det dog er en ringe Ære at dræbe mig saaledes bunden og alene; her er heller ingen Hevn at befrygte, thi de ville glæde sig, naar de høre min Død. Da kom der alle de viseste Mænd, og ansaae alle det for raadeligt at han blev dømt til døde, idet de bemærkede at her monne stikke Forræderi under. Da svarede Kong Priamus: jeg er nu gammel og har kun kort Tid tilbage at leve i, men jeg synes ikke det er nogen berømmelig Gjerning at dræbe ham, tvertimod, hvis han er blevet jaget bort paa Grund af at de ansaae ham for vor Ven, vil jeg skjenke ham Fred. Manden takker ham for at han skjenkede ham Livet. Da sagde Priamus: jeg er nysgjerrig efter at vide, hvorfor de ikke brændte Hesten, slig en udmærket Sjeldenhed. Det vovede de ikke, Herre, for Guderne, (svarede Sinon), og hvis Hesten kommer ind i Borgen, vil denne aldrig blive overvunden. Kongen spurgte hvorfor de havde forfærdiget denne Hest. Ulixes offrede til Guderne (svarede han), og disse antydede at man skulde bygge Hesten, paa den Maade som den nu er gjort, og med den vil Sejren følge hvorsomhelst den drager hen; de have ogsaa foresat sig at komme her en anden Gang til Hesten og bringe den bort, enten med Hexeri eller med Kunstgreb. Da nu Sinon havde sagt dette, samledes Høvdingerne og syntes, hvis denne Beretning var sand, at det vilde være mere passende for dem at blive de første og bringe Hesten ind i Borgen og saaledes have Sejren i egne Hænder. Da svarede en Offerbiskop (høj Offerpræst) at al Ulykke monne komme over dem, hvis Hesten kom ind i Borgen, men Folket stimlede til og vilde skaffe Hesten ind; de anbragte Touge omkring den og halede den med Vinder til Borgen, og da blev deres Raaben saa voldsom at ingen hørte hvad den anden sagde. Da gik Offerbiskoppen til Templet og vilde skaffe sig Underretning, men i det samme kom to Slanger frem under Alterne og dræbte hans Sønner. Dette tyktes ham et ondt Forvarsel og sagde, at saaledes monne det ogsaa gaa i det større, hvorpaa han gik hen og raabte høit, at de ikke skulde føre Hesten ind i Borgen, og at der var en heel Hær i Hesten, men de skraalede imod ham og sagde at deri var intet sandt og bleve ved deres Forehavende, og da de kom til Borgeledet med Hesten, kunde den ikke komme ind i Borgen uden at Muren blev nedbrudt omkring Ledet, hvilket da ogsaa blev gjort og ikke igjen istandsat. De stillede Hesten der hvor Grunden var højest i Borgen, saaledes at man kunde see derhen og derfra, derefter holdt de sig lystige der omkring, da de syntes at alt nu var bragt i en god Orden, hvorpaa de gik til at sove om Aftenen, stærkt berusede af Vin og i den største Tryghed. Men de, der vare i Hesten, tændte et Blus efter deres forud trufne Aftale; Grækerne havde da snart deres hele Hær iland og gik i opstillede Rækker til det Borgeled, der var aabent og som de (Trojanerne) selv havde nedbrudt for Hesten. Da nu hele Grækernes Hær var kommen ind i Borgen, og Ulixes og hans Staldbrødre gaaede ud af Hesten, klang Lurerne over den hele Hær, og nu begyndte de at brænde Husene og nedsable Indbyggerne. Eneas vaagnede, da han saae Luen over hele Borgen, han griber sine Vaaben og vil derhen, hvor Kongen var; han saae da at der foretages et frygteligt Angreb paa selve llium, der var det ypperligste Sted i hele Borgen, hvorfra den havde sin hele Glands; han saae Pirrus ile fremad og angribe llium, bevæbnet med en bred Øxe, og det bemærkede Eneas at han lignede snarere Fanden end et Menneske, thi han sprang paa de døde Kroppe, fra den ene til den anden, og hug til begge Sider, blodig over hele Legemet; han kom til det Alter som var helliget Thor og hug alt ned hvad der berørtes af hans den rædsomme Øxe; han dræbte Polidamas, Priamus Søn, og strax efter Priamus for Thors Alter, og da Eneas saae at han var der falden, ønskede han heller at dø der end at undkomme, idet han dog erindrede den Spaadom, at han skulde komme til Italialand, og fra ham skulde nedstamme de mægtigste Mænd, hvis Lige ikke monne findes i Verden; derfor drog han bort med sin Fader og Søn. Men da Borgen var vunden, droge Grækerne bort, og fik paa Havet en saa stærk Storm, at de fleste gik under, som der bereltes i Theodolo og ingen af dem kom derefter til synderlig Lykke. Her træffer nu denne Beretning igjen sammen med den som Dares har efterladt, hvilken af alle ansees for den sandsynligste.

Kapitel 35.

Men da nu Krigen var tilende og enhver dragen bort til sit Hjem, da fik Neoptolemus Pirrus Andromache, og de droge siden til Effirum (Epirus), og ledsagedes derhen af Elenus. Pirrus var i de fleste Henseender meget lidenskabelig, og da han havde levet sammen med Andromache i en ikke lang Tid, vilde han forlade hende og ægte Hermione, en Datter af Menelaus og den skjønne Elena, som han sagde var ham trolovet af Menelaus den Tid de beleirede Troja; han erklærede at ville hente hende, men Elenus raadede ham stærkt derfra og sagde, at han ansaae ikke hendes nærmeste Frænder for at have synderlig Lykke med sig, tvertimod forekom det ham sandsynligt, at det vilde have slemme Følger, hvis det kom til Udførelse. Denne Plan blev bragt for Orestes, Kong Agamemnons Søn, han blev meget vred, sagde at Hermione var lovet ham af hendes Fosterfader Tindarus, og erklærede, at enten skulde han tilintetgjøre dette Parti eller miste Livet. Derefter lurede Orestes uophørlig paa Pirrus, og omsider fik han ham skudt med en Piil, dog saaledes at han kunde føres levende hjem; han skjenkede da Helenus Andromache og det hele Rige i Epirus og derefter døde han, men disse overtoge Riget og opførte der en stor Borg efter Trojas Forbillede; der bleve da Andromaches og Hektors Sønner opfostrede, de vare store og stærke, og tegnede godt til at blive Høvdinger.

Kapitel 36.

Efter Krigen for Troja maatte for det meste alle Kong Priamus's Slægtninge rømme Landet, de nedsatte sig da paa forskjellige Steder, men mange droge bort uden Plan, og fandt aldrig et Sted, hvor de kunde være tilfreds, saa længe de levede. Antenor blev tilbage i Troja, som før bemærket, dengang Grækerne droge bort; de rensede da Borgen og ryddede den og boede der en tidlang med Kong Agamemnons Tilladelse, dog blev Borgens Tilvæxt kun ringe, uagtet Landet var saa frugtbart, naar der var Fred, at Indbyggerne intet savnede. Men da Ektors Sønner vare voxne, og de fik at vide Tilstanden i Troja, som de ansaae for deres Fosterland, at den nemlig holdtes besat af andre, som ikke hørte til deres Familie, da bade de Elenus om Tropper og Skibe, og at han skulde selv drage med dem til Troja, rydde de daværende Indbyggere af Vejen, og erobre Borgen til dem og nedsætte dem der. Elenus føjede dem heri, hvorpaa de droge med en Hær til Troja, og da Borgens Indvaanere saae at Elenus var ankommen der og Ektors Sønner, og at de agtede at angribe Borgen med Od og Eg heller end at drage bort igjen, da indsaae de at de havde ingen Kræfter til Modstand og overgave derfor det hele, baade sig selv og Borgen, i deres Magt. Elenus nedsatte da der sine Brodersønner og bestyrkede dem i deres Magt; de bleve der ogsaa hele deres Levetid og der boede deres hele Slægtrække siden, men alle Antenors Tilhængere og Slægt drog bort og boede der ikke fra den Tid af; men Elenus drog tilbage til Epirus, og forestod dette Rige saalænge han levede, og nu have vi fuldført den Saga, som har været den ypperste i Verden i Hedenold, efter alle lærde Mænds Anskuelse, hvem de fleste Fortællinger ere bekjendte, men herefter begynder en Saga om Eneas og dem som bebyggede Bretland.