Vor Folkeæt i Oldtiden: Rituelle formler og tekster

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Femte bog: Excurser og henvisninger Excurser 17. Rituelle formler og tekster (side 336) A. Formæle a. Retsformel. Með þeim formála = eo tenore. Cf. leggja á, vadium dedit eo ordine ut, skilja fyrir. b. Offerformel. Mæla fyrir, formæli, formáli. Cf. den kristne tillæmpning af ordet = bøn; det kan bruges som indledningsord til skriftemål, hvor det sikkert implicerer noget mere end blot indgangsord. c. Skille for skålen. Den norske almue har fattet det afgørende i skål-formælet når den kalder det at »skille for skålen«, ti »skil« er det fyldestgørende, det retskraftige i ord eller handling: erklæringer fremførte under den tvingende formel, beviser fremførte på rette sted og rette tid, i rette rækkefølge og med ret ceremoniel. d. Mæle for graven, for højsædestøtterne. e. Nornernes formáli. f. Mæla fyrir = ønske til lykke, velsigne. g. Mæla fyrir = forbande. B. kjósa Betydningen af ordet kjósa bestemmes af den aktive karakter som tænkningen i gammel tid har. Verbet har en betydning der – som det så ofte er tilfældet i gammelgermansk – står midt imellem aktiv og passiv; det betegner den modtagelse som er begrundet i en vilje der har haft valget og har taget sit parti. Når en Germaner vælger, bøjer han sig ikke for nødvendigheden eller gør det bedste ud af den, men modtager den på en sådan måde at valget bliver hans vilje og skæbne, eller idet han vælger, bestemmer han ved sin vilje fremtiden. Derfra udgår betydningen: bestemme i følge højere magtfuldkommenhed. I religiøst sprog betyder det altså at få eller tage, efter blot, ved anspændelse af helligheden, at vælge ved offer, d. v. s. at skabe lykke i og eo ipso gode varsler, en betydning der er fortsat i moderne sprog som »trylle«. I Vøluspå 63 betyder udtrykket derfor intet andet end at få de forønskede varsler og derfor den forønskede lykke, altså at leve i herlighed og glæde. Naturligvis har der været andre udforskningsmetoder, Strabon synes jo at angive en direkte varselsævne i (side 337) offerblodet. Hýmiskviða kan måske forstås på samme måde, men betyder sandsynligvis: så efter gode varsler. Offerfællernes glæde, seledréam, visdom, indskydelser som kastede lys over spørgsmålene, deres profetiske indsigt var i sig selv gode varsler. C. gefa – fórn Gaven medfører assimilation og livsforening, fællig og inspiration, og dette er i endnu højere grad en virkelighed i forholdet til guderne. At eje – eiga — indbefatter vital forbindelse mellem ejeren og tingen, og verbet eigna betyder at overdrage legeme og sjæl, som vi vilde sige, at gøre overdragelsen virkelig; derfor er gefa og eigna i religiøs betydning identisk med blóta. En interessant efterklang finder vi i udtrykket gefinn = vist til sit sted, d. v. s. inspireret med bærekraftig lykke, som kreaturet, som øllet blev det, og som den døde måtte blive det for at sikres mod undergang. Her har vi også den oprindelige sammenhæng mellem betydningerne leg eller ritus og gave, i et ord som angelsachsisk lác. Det tekniske navn for gave viet til guderne er fórn. I forlængelse af den gamle sprogbrug bruger den kristne literatur fórn både om blodigt offer og om votivgaver. I egnelse og ophøjelse til lykkeførende værdighed mødes blotdyr og offerdyr, derfor kan det første ord vel bruges om de sidste, selv om det ikke er almindeligt. Henvisninger (side 416) A Formæle Se II 143 ff. 336. a. Heid. 98 (23, 27), 100 (9); Njála c. 8 (22); Forns. 124; Sturl. II 158, cf. Jy. lov I 21, III 21. Með þeim formála — eo tenore, Heims. III 107. Leggja á etc., cf. her I 196 f. og exc. 9 A (II 316). – b. Heims. I 192; Flat. I 283, II 452; Sturl. I 17; Unger 219 (11); Herv. 283, 4; obs. formælets ordlyd, cf. Flat. I 280. – formæli, Fornm. I 90; Egil 208; Mork. 20. – formåli, Heims. II 219; Flat. II 184; Egil 263; Kormak 20. – Tillæmpning, Bisk. I 140, 167; NGL. III 254 n. 41. Cf. det interessante sted Fórnm. VII 198; Grágás Stað. 442, cf. Finsen: Register til Skálh. – c. N. h. T. 2 III 204. – skilja fyrir, se ovenfor og cf. f. ex. Flat. III 274 l. 2; Vestg. I Gipt. 2; 9. – d. Heims. I 219; Landn. 7. – e. Völs. 100, cf. faderens ord, der er et typisk formæle. – f. Forns. 148 (3), 136 (16); Sturl. II 104. – g. Grettir 94; Fornald. II 250, cf. også Bisk. I 774 1–35; Grettir 177; Islend. 59; Norr. Fornkv. 324; Hrolf 56; Fornald. II 287. B kjósa 336. Bestemme, angående exempler, se Fritzner. – Religiøst sprog, cf. Helg. Hj. 32; Faf. 12; Vsp. 63. — Andre udforskningsmetoder, Strabon VII c. 2; Hym. 1; dette hlaut er og bliver uklart; måske skal ordene tages som: så på udfaldet, på varslets budskab. Overgangen fra lod til offerblod må i hvert fald gå igennem betydningen: »det varslende«, som jo i gammel tanke var identisk med »det varslede« (jfr. heill etc.), lykken. C geja — fórn 337. geft, eigna, cf. f. ex. Flat. I 283: óðni er ol gefit ok ásum eru full eignuð; Fagr. 85: eignaðu þau full hinum rikastum frændum sinum. – Efterklang, Fornald. III 389. – fórn, cf. Flat. I 144, 213. – Kristne literatur, se exx. hos Fritzner s. v.; cf. Atlam. 5, der muligvis har en dybere betydning. Man »giver« eller vier. Forns. 143; Herv. 233; Austf. 96; Eyrb. c. 7 etc.; Ol. Tr. 24. Der kan i dette »give« komme en tone som antyder at guden ikke længer er blótnaut, Egil 244. Fodnoter