Vis kilden til Kvett tönnum

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kvett tönnum]] !!  !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Arkiv for nordisk filologi]]'''

ved<br>[[Johan Fritzner]]

Andet bind, s. 161-163 
<br>Christiania 1885.


<big>'''Kvett tönnum'''</big><br>([[Hálfs saga ok Hálfsrekka|Halfs saga]] c. 7)</center>



I Halfs saga c. 7 fortælles der om en Havmand, som blev fangen af Fiskere og ført til Kong Hjørleif. Her fik han god Behandling, men ingen kunde alligevel faa et Ord af ham, førend han ved et indtruffet Tilfælde var kommen til at le og han da paa Kongens Forespørgsel angav Grunden dertil. Men hvormange Spørgsmaal Kongen end derefter gjorde ham, fik han intet Svar af ham. Siden sagde Kongen, at man skulde bringe ham til Søen, men båd i det samme, at han vilde sige ham, hvad han havde nødigt at faa vide. Efterat derpaa er fortalt, hvorledes Havmanden underveis til Søen forudsagde nogle Fremtidsbegivenheder, fortsætter Sagaen saaledes: ''þá lét Hjorleifr konungr hann útanborðs; þá tók einn maðr í hönd honum ok spurði: hvat er manni bezt? Marmennill svarar'':

<blockquote>''kallt vatn augum,''
<br>''en kvett tönnum,''
<br>''lérept líki,''
<br>''lát mik aptr i sjó!''
<br>''dregr mík engi''
<br>''í degi síðan''
<br>''maðr upp í skip''
<br>''af mararbotnum.''</blockquote>

I disse Linjer er der et Ord nemlig ''kvett'', som efter min Mening endnu vænter paa en bedre Forstaaelse og en rettere Udtydning, end det hidtil har fundet hos dem, hvis Tolkning deraf er kommen mig for Øje. Det sidste mig bekjendte Forsøg paa at udfinde Ordets rette Betydning og anvise Ordene ''kvett tönnum'' den rette Plads i den Sammenhæng, hvori de her forekomme, er K. Gislasons i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1866 S. 377 flg. Der har han vistnok godtgjort, at alle tidligere Tydninger ikke kunne bestaa for en nøiere Prøvelse, men den Fortolkning, han selv giver af disse Ord, har jeg derimod ikke kunnet finde fyldestgjørende.
<br>&nbsp;&nbsp; For det første forekommer det mig urigtigt med Gislason at dele dette Vers saaledes, som om der ingen Sammenhæng var mellem den 3dje og 4de Linje. Allerede derfor synes en saadan Deling mig uberettiget, fordi man i Almindelighed maa gaa ud fra, at hver af de to Halvstrofer, hvad Meningen angaar, skulle udgjøre en Helhed for sig. Naar Gislason alligevel vil løsrive den 3dje og 4de Linje fra hinanden og han som Grund derfor anfører, at det kun er de tre første Linjer, hvori der gives Svar paa Spørgsmaalet: ''hvat er manni bezt?'', medens den 4de Linje derimod kun udtrykker Havmandens utaalmodige Længsel efter at komme tilbage i sit naturlige Element: da tillægger han efter min Formening hint Spørgsmaal en utilbørlig Indflydelse paa Tolkningen af det omhandlede Vers. Ser man nøiere til, vil det nemlig neppe kunne nægtes, at der ogsaa i den fjerde Linje gives Svar paa Spørgsmaalet, om end ikke saa ligefrem som i de foregaaende. Ti naar Havmanden skal besvare det, er han dog vei berettiget til ogsaa at tage sig selv med blandt de ''menn'', hvilke det gjælder, om han end ikke er nogen ''mennskr maðr'', og naar han siger ''lát mik aptr í sjó'', da ligger jo deri indesluttet dette Svar: "mig er Søen bedst". Men er dette Tilfælde, kan eller maa disse Ord opfattes saaledes, som et Svar paa det fremsatte Spørgsmaal, da staa jo de tre første Verslinjer i nøieste Forbindelse med den fjerde, ligesom denne Forbindelse maa haves for Øje, om det hele skal finde sin rette Forstaaelse. Naar Havmanden i den 4de Linje udtaler sin Længsel efter at komme tilbage i sit naturlige Element, ligesom i de følgende Linjer, at man ikke anden Gang skulde faa udrevet ham deraf, da tjene ogsaa netop de 3 første Linjer ham til at illustrere, hvor godt det vilde gjøre ham at komme tilbage i Søen, idet han der til Sammenligning nævner tre andre Tilfælde, hvori et lignende Velbefindende indtræder. Som Øjnene har godt af koldt Vand, Tænderne af ''kvett'' Legemet af ''lérept'', siger han, saa finder jeg mig ogsaa bedst i Søen, som mit rette Element, slip mig derfor deri.
<br>&nbsp;&nbsp; Som jeg saaledes er uenig med Gislason i Opfatningen af den hele Sammenhæng, hvori Ordet ''kvett'' forekommer, saa er jeg det ogsaa med Hensyn til Ordets Betydning eller Forklaring. Gislason opfatter ''kvett'' som om det stod for ''kveitt'' og dette dernæst som et Præt. Part. af Verbet ''kveita'': undertvinge med Magt. Dette ''kveitt'' forbinder han saa med et fra foregaaende Linje underforstaaet ''vatn'', opfatter dernæst ''kveitt vatn'' som om det kunde betyde kuldslaaet Vand, og finder, at en Oversættelse som denne: "koldt Vand for Øjnene, men kuldslaaet for Tænderne", giver en sund Mening overensstemmende med Erfaring og overensstemmende med Havmandens Natur, der hovedsageligen maatte lade hans Tanker dreie sig om Vandet. Herimod maa jeg nu gjøre følgende Indvendinger. For det første kan jeg ikke indse, hvorfor Havmandens Tanker mere skulde dreie sig om Vandet ved Indholdet af 2den Linje, end ved den 3dje Linjes, og dernæst kan jeg heller ikke tænke mig, at hans Havmandsnatur gjør sig gjældende i den Omtale af Vandet, som forekommer i 1ste Linje, hvor han siger, at koldt Vand er godt for Øjnene. Tvertimod finder jeg ikke alene, at de 3 første Verslinjer udgjør indbyrdes parallele Led af en Udtalelse om forskjellige Tilfælde, hvori der indtræder et ønskeligt Velbefindende, men ogsaa at denne Parallelisme tillige udstrækker sig udover den fjerde Verslinje, idet Havmanden der udtaler sin Længsel efter et lignende Velbefindende, medens der paa den anden Side ogsaa finder en vis Modsætning Sted, forsaavidt der nemlig i de tre første er Tale om menneskelige Forhold, i den fjerde derimod om det for Havmanden eiendommelige Forhold, hvoraf hans Velbefindende er afhængigt. Han vil saaledes have sagt, at ligesom Menneskene gjerne søge at skaffe sig det Velbefindende, hvortil de føle Trang, saa er det samme ogsaa Tilfældet med ham selv, hvorfor han nu maa begjære snarest mulig at komme tilbage i Søen, som det eneste Sted, hvor han hører hjemme og kan trives. Men ligesom der i de tre første Verslinjer tales om tre forskjellige Forhold, saa har jeg ogsaa ondt ved at finde mig i, at ikke hvert af disse forskjellige Forhold skulde have faaet et lige fuldstændigt Udtryk i sin Linje, hvad jo ikke vilde være Tilfælde, dersom ''kvett'' ikke kunde forstaaes uden ved at underforstaa ''vatn'' fra den foregaaende Linje. Endeligen er det mig uforstaaeligt, at man ved undertvunget Vand skulde kunne forstaa Vand, som er kuldslaaet, om man end kan sige, at Varmen undertvinges, naar det Varme bliver kuldslaaet.
<br>&nbsp;&nbsp; Af de anførte Grunde kan jeg altsaa ikke finde den Fortolkning antagelig, som Gislason har givet af de omhandlede Ord. Vanskeligere kan det derimod synes at finde den rette Forstaaelse deraf. Men gjør man desuagtet et Forsøg derpaa, saa synes der ganske naturligen at paatrænge sig det Spørgsmaal: hvad kan det vel være, som er lige tjenligt for Tænderne, som koldt Vand for Øjnene og ''lérept'' for Legemet? Svaret herpaa er da heller ikke vanskeligt at finde; ti derom ved man god Besked i de mange af Norges og Sveriges Egne, hvor det er en almindelig Vane at tygge Kväde eller Kode for at bevare Tænderne, holde dem rene og give dem en blændende Hvidhed, noget hvorom der gives Oplysning i Østgaards en Fjeldbygd 2den Udg. S. 89; jfr. I. Aasens norsk Ordbog S. 402 a 9 fgg. og Rietz Svensk Dialektlexicon S. 373 b under ''kwåda''. I vort gamle Sprog, hvor det forekommer kun et Sted, nemlig NgL. III 119 <sup>11</sup>, heder Ordet ''kvaða''; i Folkesproget har man derimod ikke alene ''kvaada'' (se I. Aasen 1. c.), men ogsaa som Afledninger deraf et Substantiv ''kvæde'' af samme eller lignende Betydning og et Verbum ''kvæde'' dvs: bestryge med Harpix (se I. Aasen 1. c. S. 413 <sup>38-44</sup>; Rietz 1. c. S. 374 a). Af et saadant Verbum ''kvæða'' vilde Præt. Part. Neutr. Sing. hede ''kvætt'', hvilket ogsaa kunde opfattes som Neutr. af et Adj. ''kvæðr''. Men en upersonlig Anvendelse af et saadant ''kvætt'', hvad enten man opfatter det paa den ene eller den anden af de nævnte Maader, i Betydning af "Brugen af Kvade", vilde her i Forbindelsen med ''tönnum'' netop give en i Sammenhængen særdeles passende Mening. At opfatte ''kvett'' som ''kvætt'' kan vel heller ikke vække mindste Betænkelighed. For den, som kjender den nævnte Anvendelse af Kvaden som noget for Tænderne velgjørende, ligger det i al Fald saa nær og falder det saa naturligt at tænke derpaa ved Ordene ''kvett tönnum'', at han ikke let kan forestille sig, at deres rette Fortolkning kan være at søge i anden Retning - idetmindste saa længe som man ikke har været heldigere end hidtil i at finde nogen bedre Udtydning deraf.


Februar 1884.

JOHAN FRITZNER.

{{DEFAULTSORT:Kvett tønnum}}

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Arkiv for nordisk filologi]]
[[Kategori:Johan Fritzner]]