Vis kilden til Regin og Sigurd (Olaf Hansen)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Reginsmál]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Reginsmål]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anden Sang om Sigurd Fåvnesbane]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sången om Regin]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Reginsm&#491;&#769;l]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link= Regensord (Regensmǫ́l)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Regin og Sigurd (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Reidmars ordskifte. Andra kvädet om Sigurd Fafnersbane (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Sigurd Fofnesbane (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Sigurd Fåfnesbane (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd Fafnersbane 2 (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Qvädet II. om Sigurd Fafners bana (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Uddrag af Reginsmál]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd Fafnersbane, andet Kvad (V.B.Hjort)]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Den ældre Edda]]'''</big>


Oversat af<br>'''[[Olaf Hansen]]'''<br>1911


<big>'''Regin og Sigurd'''</big></center>


Sigurd gik hen, hvor Hjalprek havde sit Stod, og udvalgte sig en Hest; den blev siden kaldt Grane. Dengang var Regin, Hreidmars Søn, kommet til Hjalprek. Han var kunstfærdigere end nogen anden, ikke større end en Dværg, klog, grum og troldkyndig. Regin tog sig af Sigurds Opfostring og Opdragelse og holdt meget af ham. - Han fortalte Sigurd sin Slægts Historie, og da ogsaa denne Begivenhed: Odin, Høner og Loke var kommet til Andvarafos, sagde han, og i den Fos var der en Mængde Fisk. Men der var en Dværg, som hed Andvare. Han færdedes tit i Fossen i Geddeskikkelse og hentede sin Føde der. "Saa havde vi en Bror, der hed Odder," sagde Regin, "han svømmede tit rundt i Fossen i Odderskikkelse. Engang havde han fanget en Laks, og saa satte han sig paa Aabrinken, lukkede Øjnene og gav sig til at æde Laksen. Ham slog Loke ihjel med en Sten. Aserne syntes, de havde haft et stort Held, og flåede Skindet af Odderen. Den samme Aften søgte de Hus hos Hreidmar og viste ham deres Fangst. Saa greb vi dem og forlangte Løsepenge for deres Liv: De skulde fylde Odderbælgen med Guld og ogsaa tildække den udvendig med det røde Guld. Aserne sendte Loke ud for at skaffe Guldet. Han gik hen til Ran, fik hendes Net og tog saa til Andvarafos, hvor han kastede Nettet for Gedden. Den løb i det. Saa sagde Loke:

<blockquote>
<br>1. <br>Hvem er den Fisk
<br>i Floden der?
<br>Pas dog paa, hvor du svømmer!
<br>Løs dit Hoved
<br>fra Hels Greb!
<br>Find mig Kildens Flammer!
<br>
<br>''Gedden:''
<br>2. <br>Jeg er Andvare –
<br>Oin hed min Far,
<br>gennem mangen Fos jeg for.
<br>En Ulykkesnorne
<br>har i ældgamle Dage
<br>sat mig til at vade i Vand.
<br>
<br>''Loke:''
<br>3.<br> Andvare, sig,
<br>hvis du ønsker at leve
<br>længer i Slægternes Sale:
<br>Hvad Straf faar
<br>Folkenes Sønner,
<br>lyver en en anden paa?
<br>
<br>''Andvare:''
<br>4. <br>Stor Straf faar
<br>de Folkenes Sønner,
<br>som vader i Vadgelmer.
<br>Løgnagtige Ord
<br>om en anden Mand
<br>sætter skæbnesvangre Skud.
</blockquote>

Loke saa alt det Guld efter, Andvare ejede. Men da denne havde givet det fra sig, havde han dog een Ring igen. Den tog Loke fra ham. Saa gik Dværgen ind i Klippen og sagde:

<blockquote>
<br>5. <br>Guldskatten her, 
<br>som Gust ejed, 
<br>bliver tvende 
<br>Brødres Bane,
<br>sætter ondt Blod 
<br>mellem otte Fyrster – 
<br>mit Gods skal ingen
<br>nyde godt af mer.
</blockquote>

Nu udbetalte Aserne Hreidmar Løsesummen; de stoppede Odderbælgen fuld og rejste den op paa Benene, og saa skulde de dynge Guld op omkring den og tildække den. Da det var gjort, gik Hreidmar hen til den. Han saa, der stak et Knurhaar frem og bød dem ogsaa tildække det. Odin trak da Ringen Andvaranaut frem og tildækkede det. Da sagde Loke:

<blockquote>
<br>6. <br>Her er dit Guld –
<br>mit Hoved har jeg maattet
<br>betale i dyre Domme.
<br>Din Søn vil faa
<br>en sørgelig Lod –
<br>den Skat bliver Skyld i jer Død.
<br>
<br>''Hreidmar:''
<br>7. <br>Gaver gav du,
<br>men ej Gaver fra en Ven –
<br>du gav dem ej gerne fra dig.
<br>I laa forlængst
<br>som Lig, hvis jeg havde
<br>forud vidst, hvad der vented.
<br>
<br>''Loke.''
<br>8. <br>Værre Fortræd,
<br>saa vidt jeg ved,
<br>vil slaa de senere Slægter
<br>Fyrster, der ikke
<br>er fødte endnu,
<br>skal komme i Kiv om Guldet.
<br>
<br>''Hreidmar:''
<br>9. <br>Det røde Guld
<br>vil jeg raade for,
<br>saalænge der er Liv i min Krop.
<br>Tru blot –
<br>jeg blinker ikke.
<br>Gaa jer Vej igen!
</blockquote>

Fafner og Regin forlangte, at Hreidmar skulde give dem en Del af Slægtsboden efter deres Broder Odder. Men han vilde ikke ud med noget. Saa stak Fafner et Sværd gennem sin Fader, engang da han sov. Hreidmar raabte paa sine Døtre:

<blockquote>
<br>10. <br>Lyngheid, Lofnheid!
<br>Mit Liv er forbi – 
<br>Nød faar mange til meget. 
<br>
<br>''Lyngheid:'' 
<br>De færreste Søstre, 
<br>hvis Far dræbes, 
<br>tager Hævn over ham paa en Bror.
<br>
<br>''Hreidmar:'' 
<br>11. <br>Avl da en Datter 
<br>ulvevilde Dis, 
<br>hvis du ikke føder 
<br>Fyrsten en Søn. 
<br>Gift hende bort, 
<br>her gælder det meget, 
<br>og hendes Søn 
<br>skal hævne din Sorg.
</blockquote>

Derefter døde Hreidmar, men Fafner tog alt det Guld, der var. Nu krævede Regin sin Fædrenearv, men Fafner vilde ikke høre et Ord derom. Saa spurgte Regin sin Søster Lyngheid til Raads, hvordan han skulde faa fat i sin Fædrenearv. Hun sagde:

<blockquote>
<br>12. <br>Bed vor Bror
<br>med blide Miner
<br>om din Arv og venlige Ord.
<br>Det sømmer sig ikke
<br>at gaa ind med Sværd
<br>til Fafner og fordre hans Gods.
</blockquote>
<br>Disse Ting fortalte Regin Sigurd. En Dag, da denne kom til Regins Bolig, blev han vel modtaget. Regin sagde:
<blockquote>
<br>13. <br>Nu har Sigmunds 
<br>Søn, den forvovne 
<br>Svend, fundet Vej til vore Sale. 
<br>Ynglingen har mere 
<br>Mod end Gubben – 
<br>den glubske Ulv 
<br>vil æske til Kamp.
<br>
<br>14. <br>Jeg fostrer den djærve 
<br>Fyrstesøn op. 
<br>Nu bor Yngves 
<br>Ætling hos ''mig''. 
<br>Han er født til den mægtigste 
<br>Fyrste paa Jord, 
<br>hans Skæbnetraade vajer 
<br>Alverden over.
</blockquote>

Sigurd opholdt sig nu til Stadighed hos Regin, og denne fortalte Sigurd, at Fafner laa ude paa Gnitahede i Slangeskikkelse, og at han havde en Skrækkehjelm, som alt levende var bange for. - Regin lavede Sigurd et Sværd, som hed Gram. Det var saa skarpt, at det, da han stak det ned i Rhinen, gennemskar en Uldtot, han lod drive med Strømmen, ligesaa let som Vandet. Med det Sværd huggede Sigurd ogsaa Regins Ambolt igennem. Derefter æggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner. Sigurd sagde:

<blockquote>
<br>15. <br>Hundings Sønner
<br>vil le højt af Fryd,
<br>de, for hvis Ægge
<br>Eylime faldt.
<br>hører de, Fyrsten
<br>heller vil søge
<br>funklende Ringe
<br>end Faderhævn.
</blockquote>

Kong Hjalprek skaffede Sigurd Folk, saa han kunde hævne sin Fader. Det blev stærkt Stormvejr, og de maatte krydse foran et Bjægnæs. Der stod en Mand oppe paa Bjærget. Han sagde:

<blockquote>
<br>16. <br>Hvem rider der 
<br>paa Rævils Heste 
<br>over høje Bølger, 
<br>i Havgangsbrus? 
<br>Sejldyrene 
<br>driver af Skum, 
<br>Vinden er for stærk 
<br>for de vaade Foler.
<br>
<br>''Regin:''
<br>17. <br>Sigurd og jeg – 
<br>Søens Træ bær' os. 
<br>Vi har susende Bør 
<br>mod selve Døden.
<br>Bølgebjærge hæver sig 
<br>højt over Stavnen, 
<br>Strandgangerne drukner – 
<br>Hvem er du, der spørger?
<br>
<br>''Manden:'' 
<br>18. <br>Hnikar blev jeg kaldt, 
<br>da fra Kamp den unge 
<br>Vølsung gik 
<br>og glæded Ørnen. 
<br>Nu kan du kalde 
<br>Næsbjærggubben 
<br>Feng eller Fjølner – 
<br>Folk, tag mig med!
</blockquote>

De lagde da til Land, den gamle Mand gik ombord, og nu stillede Vejret af. Sigurd sagde:

<blockquote>
<br>19. <br>Sig mig, da du ved
<br>alle Varsler, Hnikar,
<br>Guders og Menneskers med:
<br>Hvilke er bedst
<br>for en Vaabenleg,
<br>naar Sværd skal svinges mod Sværd?
<br>
<br>''Hnikar:''
<br>20. <br>Om Menneskene vidste,
<br>hvor mange der er gode,
<br>naar Sværd skal svinges mod Sværd!
<br>Vil en sort Ravn
<br>med en rustet Svend,
<br>har han faaet et Følge, der duer.
<br>
<br>21. <br>Godt er det ogsaa,
<br>hvis du udenfor,
<br>engang naar du agter at gaa,
<br>faar Øje paa tvende 
<br>ærelystne
<br>Mænd, der venter ved Vejen.
<br>
<br>22. <br>Et tredje er dette,
<br>hvis der tuder en Ulv
<br>under en Asks Grene.
<br>Og med godt Mod
<br>kan du møde en Fjende,
<br>ser du ham, før han ser dig.
<br>
<br>23. <br>Aldrig skal man kæmpe
<br>med Øjet vendt
<br>mod Maanens Søsters
<br>synkende Skin.
<br>De vinder Sejr,
<br>der kan se, hvor de er,
<br>eller svinefylker
<br>til Sværdlegens Fest.
<br>
<br>24. <br>Men det varsler dig Fare,
<br>hvis din Fod snubler,
<br>naar du kommer et Sted for at kæmpe.
<br>Paa to Sider af dig
<br>staar der Ulykkediser
<br>og ønsker at se dig saaret.
<br>
<br>25. <br>Kæmmet og tvættet
<br>er en klog Mand altid
<br>- og mæt - fra Morgenen af.
<br>Man ved ej, hvor man er,
<br>naar Aftenen kommer -
<br>Vogt dig, er Varselet mod!
</blockquote>

Sigurd kæmpede nu mod Hundings Søn Lyngve og hans Brødre i et stort Slag. Der faldt Lyngve, og hans Brødre faldt ogsaa. Efter Kampen sagde Regin:

<blockquote>
<br>26. <br>Nu er Blodørnen ristet
<br>ned et bidende Sværd
<br>paa Sigmunds Banes
<br>blødende Ryg.
<br>Aldrig har en Fyrstes
<br>Arving som han
<br>gjort Jorden rød
<br>og Ravnen glad.
</blockquote>

Sigurd drog hjem til Hjalprek, og nu æggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner. Sigurd og Regin drog op paa Gnitaheden. Deroppe fandt de Fafners Spor, saa, hvor han var krøbet, naar han krøb hen til Vandet. Nu lavede Sigurd en stor Grav over hans Vej og sprang ned i den. Men da Fafner krøb bort fra sit Guld, sprudede han Gift, men den fløj ovenover Hovedet paa Sigurd.

Men da Fafner krøb hen over Graven, gennemborede Sigurd hans Hjærte med et Sværd. Fafner rystede sig og slog med baade Hoved og Hale. Saa sprang Sigurd op af Graven, og nu saa de hinanden.


----


'''Anmærkninger''':

Dette Stykke er bygget over to ret forskelligartede Digte, der har behandlet samme Emne - det ene i ljóðaháttr, det andet i fornyrðislag. I det første har Guldet været taget fra Andvare, i det andet fra Gust; Andvare lever som Fisk i Flod, Gust som Dværg i Sten. I det ene stammer Forbandelsen fra Gust, i det andet fra Loke. Sml. ogsaa Vers 10-11: I det ene Digt har Lyngheid fraraadet Hævn, i det andet tiltales hun som den ulvevilde Dis, osv. Helhedsindtrykket bliver derfor ret springende. - Den indledende Prosa har oprindelig fortsat Stykket om Sinfjøtles Død.
<br>Vers 1:6. Kildens Flammer d.e. Guldet.
<br>Vers 4:3. Vadgelmer. Denne Flod nævnes ellers ikke.
<br>Vers 5:3,4. De to Brødre er Fafner og Regin.
<br>Vers 5:6. Til de otte Fyrster hører i al Fald Sigurd og Gjukungerne.
<br>Vers 11. Dette Vers gaar altså ud fra, at Sigurds Moder, Hjørdis, er en Datter af Lyngheid.
<br>Vers 16:2. Rævils (Søkongens) Heste d. e. Skibene. Det samme betyder Sejldyrene i Linie 5.
<br>Vers 17:2. Søens Træ d.e. Skibet.
<br>Vers 17:7. Strandgangerne d.e. Skibene.
<br>Vers 18. Hnikar, Feng og Fjølner er Odinsnavne.
<br>Vers 23:3. Maanens Søster d.e. Solen.
<br>Vers 23:7. Svinefylking var en bestemt Hæropstilling, hvis Oprindelse man tilskrev Odin.
<br>Vers 26. Ogsaa i dette Digt er det altsaa Sigurd, der hævner Sigmund. - At ”riste Blodørn” vil sige at skære Ribbenene løs fra Ryggen og rive Lungen ud.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Olaf Hansen]]