Vis kilden til Kîlíka. Fortalt af Asîneq (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Kîlíka. Fortalt af Asîneq (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Kîlíka'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Asîneq''</center>



Det fortælles fra gamle dage om Kîlíka og hans yngre broder følgende:

En aften sad Kîlíka og hans bror længe oppe og sludrede sammen. Hen på natten sagde broderen: »Når der igen bliver skibsanløb, rejser jeg bort med skibet«.

Kîlíka, der ikke havde andre søskende end broderen og derfor ikke ville af med ham, advarede: »Skibe er ikke til at spøge med, thi de hører alt, hvad der bliver sagt, så du må ikke sige sådan noget«. Broderen tav.

En anden aften sukkede Kîlíka’s bror og sagde: »Næste gang, der kommer skib, rejser jeg altså bort med det«.

Kîlíka svarede: »Skibsfolk hører alt«.

Det blev sommer. –

Og virkelig. En dag blev et skib anråbt. Det lå på reden i flere dage. Kîlíka vidste ikke noget om, hvor længe skibet skulle blive liggende.

En ganske tidlig morgen vågnede Kîlíka ved, at folk talte ophidsede: »Nu rejser Kîlíkas bror bort med skibet. Fortøjningerne er allerede taget ind«.

Jo, ganske rigtigt, Kîlíkas bror var for længst om bord. Kîlíka løb ned mod stranden – og sprang. Han fløj gennem luften og landede let på dækket, som om skibet lå tæt ved land.

Vinden fyldte sejlene, og skibet stod ud mod havet. Gradvis svandt landene bort bag dem.

Snart var man ude på det åbne hav, og da skibet begyndte at slingre, blev Kîlíkas bror, der kun var en stor dreng, ilde til mode. Han var søsyg og hang med hovedet. – Og det var ham, der var så eventyrlysten. Kîlíka, der helst var blevet hjemme, lod sig derimod ikke mærke med noget.

Brødrenes gamle far, der havde stor viden om skjulte ting, skar to trædukker ud og bar dem op på toppen af Naujánguin, hvor han stillede dem op, således at de ikke blev blæst om kuld af vindene. Først hvis én af brødrene døde, ville den dukke vælte, der stod for vedkommende.

Langt ude på havet trimlede Kîlíka og hans bror rundt i slinger både dag og nat.

Man havde sejlet i mange dage, da man kom ind i stærke strømhvirvler. Pludselig blev der stor opstandelse, da skibet blev suget ned. Søfolkene råbte angst: »Er vi suget ned i havets navle«. Men lidt efter blev der råbt: »Mon ikke vi er blevet slugt af et havuhyre«.

En af søfolkene åbnede en luge, og vandet fossede ind som et vandfald. Idet han lukkede lugen, sagde han lettet: »Havuhyret har skånet os«.

Kîlíka og hans bror måbede af forundring og spænding. Skibet snurrede rundt, fuldkommen ude af styring.

Oppe fra dækket hørte man kaptajnen råbe af glæde: »Vi er sluppet lykkeligt igennem«. Ganske rigtigt. Skibet var holdt op med at hvirvle rundt og tog igen sin rette kurs. Således passerede man velbeholdent storhavets lumske tærskel. Og på de bløde bølger nærmede man sig »Kángermín-nunân«, »Kángeq-folkets land«.

Man sejlede endnu en tid, og så en dag ankom man til Kángeq-folkets land.

Aldrig havde Kîlíka og hans bror set mærkeligere mennesker. Det vrimlede med mænd, der bar skydevåben og lange sabler. Kîlíka og hans bror stod nu over for de folk, de havde hørt om, og som de i tankerne altid havde frygtet. Det var om dem, Kîlíka senere sang: »Det kriblede i mig af angst, da jeg kom til Kángeq-folkets land«.

Brødrene var knapt gået i land blandt Kángeq-folket, før en stor mand kom dem i møde. Manden var yderst glad og venlig, og i sin begejstring sagde han: »Dem vil jeg have som plejesønner«. Den store mand blev således plejefar for Kîlíka og hans bror.

Den store mand førte brødrene hjem til sit hus, og de boede nu hos deres nye plejefar.

En dag gik Kîlíka og hans bror en lille tur for at trække frisk luft. Medens de gik, fik de øje på en stor sø. Ved bredden steg en voldsom bålrøg op. Brødrene gik hen for at finde ud af, hvorfor det sådan røg, men det var dem umuligt at løse gåden. De gik hjem til deres plejefar og spurgte: »Gad vide, hvad det var for en voldsom røg, vi så pulse op af jorden?«.

Plejefaderen svarede: »Der må I ikke gå hen, thi de, der laver røgen, dem slipper man ikke levende fra«. »Hvorfor slipper man ikke levende fra røgfolkene?« spurgte brødrene. »Jo«, sagde plejefaderen, »ved det store bål gøres der jern. Og de folk, der laver jernet, er nogle grumme fyre. Pludselig kan de finde på at gribe én af deres egne og slænge ham på bålet. Der lyder en syden og sprutten, og så griber de nogle lange stænger og hiver og vender ham, de har smidt på bålet. Og ser I, mandens knogler bliver til det fineste jern, man kan tænke sig«.

Kîlíka og hans bror tænkte ved sig selv: »Der må vi over og rage os noget jern til«. Men højt sagde de: »Det kunne vi tænke os at opleve«.

Plejefaderen svarede: »Der går I ikke hen, thi I slipper ikke levende fra et besøg hos jernmagerne«.

Kîlíka og hans bror havde en så uimodståelig lyst til at besøge jernmagerne, at plejefaderen til sidst gav efter, og da de gik, sendte han en mand med brødrene. Ledsageren kaldte de for deres »løjerlige plejestorebror«. De nåede frem til et kæmpebål, en grube fuld af sydende gløder. Nogle mænd fodrede ilden med store sorte klumper, og hver gang lød der en sprutten og smælden. Mens de undrende så til, greb jernmagerne én af deres kammerater og slængte ham på bålet. De greb deres lange stænger og hev og sled i liget fra alle sider, alt imens de hvinede og skreg af morskab. Snart klirrede det fra bålet, da mændene ragede jernklumper ud af det. Knoglerne var blevet til kosteligt jern.

Inden man var kommet sig af sin forundring, greb jernmagerne »løjerlige plejestorebror« og kylede ham på bålet. Der blev en ragen og skubben med stængerne, og glædeshylene var overvældende. Nu var løjerlige plejestorebror just ingen fryd for øjet, men jernmagernes begejstring over det jern, de ragede ud af bålet efter ham, kendte ingen grænser. En af jernmagerne tog en stor hammer og hamrede løs på løjerlige plejestorebrors jernknogler og råbte begejstret: »Der kan man se, de grimrianer bliver til det fineste jern«.

»Hå«, måbede Kîlíka og hans bror, da de fik at vide, at der blev fint jern af grimrianer. Af smukke mennesker blev der altså det elendigste jern, der var så sprødt, at det spaltede, blot man hamrede på det. »Hå«, således var det altså fat.

Pludselig greb jernmagerne Kîlíkas bror og smed ham på bålet, men inden han faldt ned i gløderne, pustede han ned i dem og røg ubeskadt op på den anden side af bålgruben.

Jernmagerne, der aldrig før havde oplevet, at et menneske slap levende fra dem, hylede af forundring: »Har I set – har I set, han slap over«. Derpå greb de Kîlíka og smed ham i bålet. Akkurat som broderen pustede Kîlíka ned i bålet og røg over på den anden side gruben uden at have rørt gløderne.

Nu fik Kîlíka og hans bror lyst til selv at gøre jern. De greb jernmagerne én efter én — først de grimme – og de reddede sig derved det fineste jern. Omsider blev de trætte af legen og gik hjem til plejefaderens hus, mætte af dagens herlige oplevelser.

De kom hjem til en dybt bekymret plejefar og fortalte, at løjerlige plejestorebror var omkommet på bålet. »Åh, skidt med ham«, svarede plejefaderen. »Godt, at I kom levende fra besøget hos jernmagerne«.

Brødrene gik derpå glade til ro og sov godt. Næste morgen stod de op og gik en tur. De lod, som de ikke så noget. Men inde på en stor slette ved en stor sø fik de øje på et stort hvidt dyr, der på afstand lignede en bjørn. En stor skare mennesker havde omringet dyret, og de hujede af morskab.

Kîlíka og hans bror gik tilbage til deres plejefar og spurgte ham ud om det, de havde set.

Ligesom sidst sagde plejefaderen: »Disse mennesker slipper man ikke levende fra«. »Hvorfor ikke?« spurgte brødrene.

»Jo, ser I, de propper folk i en bjørne- eller rensdyrham, og når så »dyret« går til angreb, støder de det ned med lanse«.

Atter måtte plejefaderen modstræbende lade plejesønnerne gå. »Men I må holde jer godt på afstand og kikke. Her har I en af jeres »plejebrødre«, han kan gå med jer«, sagde plejefaderen. De gik.

På tilbørlig afstand fulgte de nu det, der foregik: En mand krøb i en bjørneham og gik brølende til angreb på de lansebevæbnede mænd, der havde slået kreds om ham. Gennemboret af lange lanser sprang manden i bjørnehammen et par sæt og faldt så død om. Aldrig havde Kîlíka og hans bror set noget mere spændende og sjovt.

Så betaget havde de været, at de ikke havde lagt mærke til deres nye plejebror, før de så ham stå klædt i bjørneham midt på pladsen og puste sig op som en tirret bjørn.

Den nye plejebror fik ikke engang tid til at angribe nogen, før en mand for til og stødte sin lanse langt ind i siden på ham.

Med et ynkeligt vræl — i øvrigt det eneste han nåede at udstøde, og som skulle forestille et brøl — sank den nye plejebror om og var død. Han døde en forsmædelig død, kun ramt af én eneste lanse.

Kîlíka og hans bror kom først til besindelse, da en af mændene for længst havde givet broderen bjørneham på. Broderen blev en stor brummende bjørn. En mand for til og jog en lanse i siden på bjørnen, der udstødte et højt brøl og gik til angreb. Bjørnen væltede manden og slog ham helt fordærvet.

Man forsøgte nu længe at støde livet af Kîlíkas bror, der – skønt gennemhullet af lanser – hele tiden gik til angreb og ødelagde den ene mand efter den anden. Snart blev man ked af Kîlíkas bror, der ikke var til at dræbe.

Nu kom turen til Kîlíka. Han var endnu mere vild og farlig end broderen, og til sidst slap man også ham ud af bjørnehammen med ordene: »De to kan vi ikke få bugt med. Lad os slippe ham, inden han i stedet udrydder os«. Man slap Kîlíka ud.

Kîlíka tog den af mændene, der havde trukket bjørnehammen ned over broderen, og puttede ham i en tom ham. Straks teede manden sig som en bjørn, og Kîlíka udvalgte sig den smukkeste lanse, han kunne finde, og stødte den i siden på ham. Med et brøl faldt manden om.

Således fortsatte Kîlíka, thi han længtes sådan efter at høre en bjørns dødsbrøl. Men aldrig blev brølene lange, thi de mænd, han puttede i ham, var så lidt sejlivede, at de kun fik udstødt et ynkeligt brøl, før de faldt døde om.

Omsider blev Kîlíka træt af legen. Og de gik hjem.

Ligesom sidst beklagede brødrene deres »plejebror«s død, men plejefaderen slog det hen: »Ak, ham var der ikke meget mandfolk i; godt, I slap fra det med livet. Jer var jeg dybt bekymret for«.

Glade over plejefaderens ord gik Kîlíka og hans bror til ro.

De sov godt, og da det blev lyst, begav brødrene sig ud for at se sig om. Denne gang var der ved den store sø om muligt endnu flere mennesker end de foregående dage. Sandelig var der ikke mangel på underholdning i Kángeq-folkets land. Én efter én sprang folk ud i søen, og vandet skummede om ørerne på dem.

Kîlíka og hans bror, der ikke forstod sig på, hvad der foregik, gik hjem og spurgte deres plejefar: »Gad vide, hvad det er, de laver oppe ved søen?«

»Jo, ser I«, forklarede plejefaderen, »de mennesker er endnu farligere end dem, I før har truffet. Thi de lægger en løkke om én af deres egne, og så står der andre på den modsatte bred og haler tovet ind. Derved trækkes offeret gennem vandet. På bredden er sat en lang række bajonetter, som peger ud mod dem, der bliver trukket gennem vandet. Og når offeret nærmer sig bredden, hiver de til, og vedkommende bliver spiddet på bajonetterne«.

»Ih, hvor ville vi gerne derhen«, sagde brødrene. Denne gang var plejefaderen meget betænkelig, men han gav efter og gav dem som sædvanlig en ny plejebror med.

De havde ikke stået længe, før plejebroderen blev fanget med en kasteløkke og smidt ud i vandet. Kîlíka og hans bror stod i nærheden og fulgte optrinet. Aldrig havde de set noget mere spændende.

Plejebroderen skummede gennem vandet, da tovet blev halet ind fra den modsatte ende af søen. Og da plejebroderen nærmede sig bajonetterne, hev ophalerne til. Der lød et ynkeligt vræl, da plejebror blev spiddet.

For en gangs skyld følte Kîlíka og hans bror sig betænkelige ved legen.

Men pludselig var Kîlíkas bror fanget i en løkke, og inden han vidste af det, svævede han i luften og faldt i vandet med et mægtigt plask. Han hvirvlede gennem vandet, da han blev trukket ind. Farten blev større og større. Og netop som mændene på land hev til for at spidde ham på bajonetterne, satte Kîlíkas bror hænderne på bajonetterne og sprang i et nu gennem luften. Han landede langt inde på land, glad og uskadt.

Kîlíka rankede sig af stolthed.

Flere gange trak man Kîlíkas bror gennem vandet, men hver gang røg han langt ind på land. Til sidst blev man ked af ham og slap ham fri.

Nu blev det Kîlíkas tur, men akkurat som med broderen var det umuligt at tage livet af Kîlíka.

Nu morede brødrene sig kosteligt med at trække folk gennem vandet, og hver gang én blev spiddet, lød der et ynkeligt vræl.

Til sidst var brødrene så trætte af legen, at de knapt nok kunne løfte armene. Trætte af dagens voldsomme spænding og morskab gik de hjem til deres plejefar.

Igen var plejefar glad over, at Kîlíka og hans bror var kommet levende fra eventyret. Plejebroderen, »ak, han var et sølle skrog, skidt med ham«, sagde plejefar.

Den dag, der nu fulgte, bød på en endnu mærkeligere oplevelse. Thi på toppen af noget, der lignede et stejlt fjeld, stod der tykt med mennesker.

Brødrene gik hjem og spurgte plejefaderen ud, og han forklarede, at folkene på toppen af »fjeldet«, fiskede folk med en kæmpejernkrog, som de firede ned. De krogede deres ofre under hagen, så krogspidsen stak op gennem hovedet på dem.

Brødrene drog af sted, ledsaget af en ny plejebror.

De fiskende satte et reb om plejebroderen og firede ham ned over fjeldsiden. Mens han hang således, firede man en krog ned og krogede ham. 

Det blev Kîlíkas brors tur, men ham kunne man ikke kroge. Til sidst blev man træt og halede ham op.

Snart hang Kîlíka på fjeldvæggen. Man gjorde sig store anstrengelser for at kroge ham ved at fire ham op og ned, samtidig med at man bevægede krogen. Men hele tiden unddrog Kîlíka sig ved at flytte hovedet. Til sidst opgav man også Kîlíka og trak ham op.

Nu blev det brødrenes tur til at fiske. Hver gang de firede en mand ned og rykkede i krogen, smældede det, når krogen fra hagen gik op gennem hovedet på den hængende. Men der var så mange mænd, at brødrene som sædvanlig blev trætte uden at have udryddet mændene. De gik trætte hjem og beklagede plejebroderens død, men plejefaderen slog det hen: »Han var ingenting til. Kun jer er jeg bekymret for«.


Mens Kîlíka og hans bror var i Kángeq-folkets land og oplevede alt det vidunderlige, gik deres gamle far hver dag op på toppen af Naujânguin og så til trædukkerne,

En dag, da den gamle gik op til dukkerne, fandt han den dukke, der stod for lillebroderen, faldet om, og han vidste nu, at sønnen var død den dag.

Grunden til Kîlíkas brors død var følgende: Han havde ingen synlige ar fået efter sine voldsomme oplevelser. De sår, han havde fået, var øjeblikkelig blevet lægt på overfladen, men hele hans indre var et åbent sår.

Kîlíka derimod overlevede, thi han havde store synlige sår, der senere lukkede sig og efterlod drabelige ar.

Kîlíka, der nu var blevet alene, blev ked og mæt af at gå på eventyr. En dag sagde han: »Bare man dog kunne falde hen i en dyb søvn«.

Plejefaderen sagde: »Hvorfor tager du ikke til Ilivilardivaq-landet over til din tante, min gamle moster, og får sovet ud?«

Straks stod et overdådigt skib klar til at sejle Kîlíka over til Ilivilardivaq-landet. Kîlíka sejlede bort, og der, hvor der ikke var store bopladser, hos plejefaderens moster, sov han dybt og længe. Da han var udsovet, førte det prægtige skib ham tilbage til Kángeq-folkets land, hvor hans plejefar tog vel imod ham.

Efter endnu en tid hos plejefaderen gik Kîlíka om bord i et andet skib og sejlede hjem til îvin-landet, landet, hvor han selv var fra.

Ved hjemkomsten gjorde Kîlíka et digt over sine oplevelser og sang:


::Jeg synger 
::»fjordmundingsfolket«s forfædres hymne.


::Jeg besteg
::det menneskegjorte fjeld 
::opigennem snoet hulning, op igennem røret.


::Det gjorde jeg, fordi den store mand 
::den storsindede mand ikke selv skulle bestige 
::det menneskegjorte fjeld
::op igennem snoet hulning, op igennem røret.


::Det kriblede i mig af angst, 
::da jeg kom til Kángeq-folkets land.


::Folk bar våben,
::– drabelige skydevåben.


</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]