Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 5 - Haralds Sejr ved Djursaa, og Tvist med Haakon Ivarssøn. Haralds Fare i Limfjorden og heldige Flugt

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 5 - Haralds Sejr ved Djursaa, og Tvist med Haakon Ivarssøn.<br> Haralds Fare i Limfjorden og heldige Flugtt]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 5]]'''<br><br>

<big>'''Haralds Sejr ved Djursaa, og Tvist med Haakon Ivarssøn. Haralds Fare i Limfjorden og heldige Flugt'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


==Harald slipper ved List ud af Limfjorden==

[[File:Denmark physical map.svg|thumb|350px|Kolindsund (engelsk: Sound of Kolind) er en 26,4 kvadratkilometer stor, langstrakt innsjøbunn på halvøya Djursland i Danmark. Den strekker seg 25 kilometer vestover inn i landet, fra kystbyen Grenå ved Kattegat til jernbanebyen Kolind i den vestlige enden. (Kart: Urutseg, 2011. Commons.)]]Det næste Tog, Harald gjorde til Danmark, gjaldt, som formodentlig de fleste, Jylland, men omtales, merkeligt nok, ikke af vore egne Sagaskrivere, men kun af den danske Forfatter Saxo. Harald, fortæller han, laa med hele den norske Flaade ved Djursaa, eller Indløbet til Kolind-Sund i Nærheden af den nuværende By Grenaa (forhen Grindhøg), da Kong Sven kom til, og uforsigtigt angreb Nordmændene med en langt ringere, i Jylland samlet Styrke. Han leed ogsaa et fuldstændigt Nederlag; den største Deel af hans Mænd løb i Vandet, og omkom der. Aaret, i hvilket dette Slag blev holdt, angives ej; kun seer man saa meget, at det maa have fundet Sted henimod 1060<ref>Dette synes at kunne sluttes deraf, at Saxo, strax efter at omtale Slaget ved Djursaa (XI. Bog S. 551, 552) fortæller om Nisaa-Slaget som foregaaet kort derefter (brevi post); da nu Nisaa-Slaget skede 1062, og Haralds Tog i Limfjorden det foregaaende Aar, bliver Tiden for Djursaa-Slaget i det seneste 1060, medens den heller ikke, hvis vi strengt skulle holde os til Udtrykket brevi post, kan sættes mere end eet eller højest to Aar tidligere. Men paa den anden Side maa det igjen ikke oversees, at Saxo omtaler Djursaa-Slaget, som om det var det første, Harald og Sven leverede hinanden, og udtrykkeligt siger, at de ikke kæmpede sammen i formeligt Slag mere end to Gange, nemlig ved Djursaa og Nisaa; hvorhos Saxo her, som i hele Svens Historie, er saare usikker i Chronologien, og dertil ufuldstændig. Der vilde saaledes altid være en Mulighed for, at Saxo ved Djursaa-Slaget har tænkt paa Slaget ved Thjodarnes 1048, hvis man blot kunde antage, at Djursaa ej var Grenaa-Indløbet, men derimod et af de Vandløb, der gaa til Gudenaa og Randersfjorden. Og vist er det, at medens Strømmen ved Grindhøgh paa Langebeks Kart over det ældre Jylland (Ser. VII. 520) kaldes "Dyursa fl.", finder man Navnet "Diuraa" anbragt ved Gudenaa paa et Strøg nordenfor Alling. Men hvad Hjemmel han hertil har haft, vides ikke, og nyere danske Historikere, navnlig N. M. Petersen i det geografiske Register til "Oldnordiske Sagaer", erklære sig ubetinget for Grenaa-Strømmen.</ref>.

Om Sommeren 1061 gjorde Harald et nyt Tog til Jylland, men alene med faa Folk og nogle smaa letsejlende Smaaskibe. Han gik som sædvanligt i Land og herjede, idet Indbyggerne samlede sig sammen og søgte at forsvare sig. Han vovede sig endog ind i Limfjorden, hvor han herjede paa begge Kyster. Imidlertid fik han her den ubehagelige Efterretning, at Kong Sven havde lagt sig med en stor Flaade ved Hals, og agtede at strenge ham inde. Der var og al Rlmelighed for, at denne Plan kunde lykkes, da Udløbet ved Hals er meget smalt, og Haralds Skibe kun vare faa. Men Harald sejlede længer ind i Fjorden, indtil det Sted, hvor den er bredest, næsten som et Hav, nemlig den saakaldte Lyge- eller Livø-Bredning; derfra styrede han ind i Vigen ved Vuust, hvor der kun er et smalt Ejd over til Havet, og om Natten, da det var blevet mørkt, lod han Skibene losse, og efter at de saaledes vare lettede, drage over Ejdet til den anden Side, hvor de atter bleve ladede og bragte i sejlklar Stand. Om Morgenen var det hele Arbejde tilendebragt, og Harald sejlede nordefter forbi Jylland, i det hans Mænd sang spottende:


:Harald slap 
:af Haanden paa Daner.


Men Harald selv sagde dog, at han næste Gang skulde komme til Danmark med flere Folk og større Skibe<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 71, Snorre Cap. 60. Bearbejdelsen i disse Sagaer tilføje ogsaa en højst usandsynlig og vistnok opdigtet Fortælling om, hvorledes Harald, der i Limfjorden laa med sin Flaade ved en liden uopdyrket Ø, raadede Bod paa en i Hæren herskende Vandmangel ved at lade fange en Lyngorm, holde den ved Ilden til den tørstede, og derpaa slippe den løs med en Traad bunden ved Halen, for at man kunde see, hvor Instinktet lærte den at søge ned i Jorden efter Vand, og siden grave der, hvilket ogsaa skede med Held. I Morkinskinna (og Flatøbogen) hvor denne Fortælling om Haralds Undkommen fra Limfjorden ikke findes, fortælles vel ogsaa Historien om Ormen (fol. 12. b), men henføres til Laholmsfjorden, strax forud for Nisaa-Slaget, da Harald var indsluttet der af den danske Flaade. Hertil slutter sig Ágrip Cap. 35. Fagrskinna fortæller hverken om Flugten fra Limfjorden eller om Ormen. Den Bredning af Limfjorden, hvorfra Harald søgte ind til Vigen og Ejdet, kaldes i de fleste Haandskrifter Lúsbreið, men i enkelte ogsaa Lyseift og Lygsbreið. Den sidste Form er øjensynlig den rette, da Øen Lívø, der ligger midt i Bredningen, forhen kaldtes "Lyg", "Lygsø", "Ljugsø"; "Lygsbreið" er altsaa kun "Bredningen om Lívø". Ejdet, hvor Harald lod Skibene drage over til Havet, og som ifølge Knytlingasaga Cap. 32 skal have faaet Navnet "Haraldseid", kan dog ikke, som de fleste have antaget, være det vestligste Ejd ved Aggerkanalen, da det udtrykkeligt heder, at Ejdet var ved en Vig paa Indsiden af Lygsbredningen. Ejdet bliver saaledes alene det ved Vust, hvor Sven nogle Aar i Forvejen havde udfordret Harald til Kamp, se ovf.</ref>. 

Da han naaede Norge, sejlede han videre langs Vestkysten, og standsede ikke, førend han kom Nidaros, hvor han tilbragte Vintren. Her lod han strax sætte et stort Krigsskib i Arbejde ude paa Øren. Det var bestemt til at blive et saakaldet Busse-Skib, og for øvrigt til at ligne Ormen lange saa meget som muligt, baade med Hensyn til Størrelse, Pragt og omhyggelig Bygningsmaade. Det fik 35 Rum, og var endda stort i Forhold dertil. I Forstavnen fik det et Dragehoved, i Agterstavnen en Krog eller krummet Dragehale, og Svirerne eller Stavnsiderne vare ganske forgyldte. I sig selv blev det derfor overmaade smukt; og derhos sørgede Kongen for, at saa vel dets Sejl og Tougverk, som Ankere og anden Redskab vare af det meest udsøgte Slags<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 61. Det er Snorre, som kalder Skibet Busse-Skib; i Morkinskinna og Flateybok kaldes det Skejd. Men Snorre har vist Ret, da de saakaldte Busse- eller Butse-Skibe paa denne Tid vare meget betydelige; saaledes omtales saa vel i de engelske Annaler ved 1051 og 1064, som i Domesdaybook de saakaldte "Butse-Karle". Navnet "Busse" (bussa, buza, bucia, buccia, bucea) forekommer hyppigt hos Middelalderens Skribenter; det er egentlig det samme Ord som det franske "bourse", og bruges om store, udbugede, meget rummelige Skibe.</ref>.

==Haakon Ivarssøn drager første Gang til Danmark==

[[File:Haakon Ivarsson og Ragnhild Magnusdotter.jpg|thumb|400px|Håkon Ivarsson jarl frir til Ragnhild Magnusdatter. Illustrasjon av Wilhelm Wetlesen, Snorres kongesagaer, 1899-utg.]]Imidlertid var Kongedatteren Ragnhild voxet til<ref>Det er forhen omtalt, at Morkinskinna fremstiller Haakons Historie rigtigere end Hrokkinskinna og Snorre, ved at lade Haakon Ivarssøns endelige Frafald og Aasmund Bjørnssons Død finde Sted efter Nisaa-Slaget. Men at Haakon allerede før dette var bleven uenig med Harald, som Hrokkinskinna og Snorre berette, og kun ved uformodentlig at komme ham til Hjelp ved Nisaa atter vandt hans Yndest (hvorom igjen Hrokkinskinna, Hryggjarstykki og Snorre, der urigtigt lade Aasmunds Drab bevirke Haakons Adskillelse fra Sven, intet vide), bestyrkes saa vel af Morkinskinnas eget udtrykkelige Udsagn, hvorom nedenfor, som af Saxos Vidnesbyrd om "den uformodede Ankomst af en Anfører fra Hjemmet". Man faar derhos saa vel af Morkinskinnas Udsagn, at Finn og Haakon tilsammen kom fra et Tog med deres Skibe til Laholmsfjorden, da de fandt Harald liggende der, som af Hallands Nærhed ved Viken og af den Omstændighed, at Bonden Karl i Halland var Haakons Ven, den bestemte Forestilling, at Haakon i denne første Landflygtighedstid især havde sit Tilhold hos Finn i Halland, og at de oftere vare paa Tog sammen. Da Ragnhild neppe vilde have givet et saa stolt Svar som det oven anførte, førend hun var voxen, eller da man neppe vilde have taget Notits deraf før, maa hun ved hiin Samtale mellem hende og Haakon antages at have været mindst 15 til 16 Aar gammel, og Samtalen, saa vel som Haakons Bortrejse maa derfor ifølge det ovenfor anførte nærmest henføres til 1058.</ref>, og Haakon Ivarssøn havde henvendt sig til Kongen om Opfyldelsen af det Løfte, Finn Arnessøn paa Kongens egne Vegne havde givet ham. Harald svarede at han for sit Vedkommende vilde holde alt, hvad Finn havde lovet, men at Haakon med Hensyn til Giftermaalet maatte henvende sig til Ragnhild selv, da det ikke vilde være raadeligt for nogen at faa hende mod hendes Vilje. Haakon gjorde som Kongen sagde, men den stolte Ragnhild svarede: "jeg faar nok ofte at føle, at min Fader Magnus er død og begraven, især hvis jeg skal tvinges til at egte en Bondesøn, hvor smuk og dygtig en Mand du forresten kan være; hvis Kong Magnus levede, vilde han ikke bortgive mig til nogen Mand under fyrstelig Værdighed, og heller ikke vil jeg have nogen saadan". Med denne Besked vendte Haakon tilbage til Harald, og forestillede ham i Overvær af flere, der i sin Tid havde været tilstede ved Forliget, at da det var en Betingelse ved dette, at Kongen skulde udstyre Ragnhild som hun selv ønskede, og hun ikke vilde egte nogen, der ej var Konge eller Jarl, var det heller ikke mere end billigt, at Kongen ophøjede ham til Jarl, hvortil ogsaa baade hans Byrd og øvrige Fortjenester berettigede ham. Men Kongen gav hertil det merkelige Svar, at saavel hans Broder, Olaf den hellige, som Magnus den gode, havde overholdt den Regel, aldrig at have mere end een Jarl ad Gangen i Riget; at han selv havde iagttaget og fremdeles vilde iagttage det samme, og at Haakon derfor ikke kunde blive Jarl, saa længe Orm Jarl levede, thi ham gik det dog ikke an at fratage hans Værdighed. Herover blev Haakon Ivarssøn meget forbitret og drog efter Finn Arnessøns og de andre Misfornøjedes Viis strax til Danmark, hvor man maa formode at han først og fremst søgte sin Frænde Finn Arnessøn, der som Jarl i Halland var nærmest ved Haanden, og som den, der havde sluttet Forliget med ham paa Kongens Vegne, var nærmest til at høre hans Beklagelser over dets Ikke-Opfyldelse. Men siden begav han sig ogsaa til Kong Sven, der tog imod ham med megen Hæder, gav ham store Forleninger, og satte ham til Landværnsmand mod Vender og Kurer, der tillige med andre Austrvegsmænd og Vikinger herjede i Danmark. Haakon laa nu ude til Søs baade Vinter og Sommer, men synes, naar han var i Land, fornemmelig at have haft sit Tilhold hos Finn Jarl, der ogsaa stundom ledsagede ham paa hans Tog<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 07, 08, Snorre Cap. 49—52.</ref>.

==Haralds Tog til Halland==

[[File:SkånelandSvDa.png|thumb|400px|Landskapet Halland var tidligere et dansk len. Elven Niså (i dag Nissan) renner ut i havet ved Halmstad. (Kart: HjalmarTre, 2014. Commons.)]]Saaledes stode Sagerne, da Harald om Vintren 1061—62 sendte Bud til Sven Ulfssøn, og udæskede ham til et Hovedslag, der, saaledes som det ogsaa i den forrige Aftale lød, skulde staa ved Elven, og hvori man skulde kæmpe til det yderste, paa den Betingelse at Sejrherren erhvervede Kongedømmet over begge Riger. Om Sven modtog Udfordringen, siges ikke<ref>Der staar rigtignok længere nede (Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63) at Sven ikke vilde holde Stevnelag med Nordmændene, men dette kunde vel ogsaa tages i den Betydning, at han ej ændsede den af Harald paa egen Haand fremsatte Udæskning. Der kunde endog være Spørgsmaal om, hvor vidt Harald virkelig har fremsat nogen saadan, eftersom Morkinskinna tier derom, men Spørgsmaalet maa dog besvares bekreftende, naar man seer hen til Øjevidnet Thjodolfs udtrykkelige Udsagn, som her nedenfor nærmere berøres, nemlig at Harald holdt Thing ved Thumla, og at Mødet med Sven der var "berammet" (eindagaðr fundr).</ref>, men imidlertid udbød Harald Almenning af hele Riget, da det under alle Omstændigheder var hans Hensigt at prøve en afgjørende Kamp. 

I Løbet af Vaaren blev Hæren og Flaaden dragen sammen: det var en betydelig Styrke, men som først efterhaanden samledes, da Ledings- og Lendermænds-Skibene nu, som ellers, ikke paa eengang indfandt sig, men først efter som Harald paa sin Rejse langs Kysten kom forbi hvert Fylke. Selv tiltraadte han ikke Rejsen, førend det store Skib var færdigt, hvilket det vel neppe blev førend henimod Sommerens Begyndelse<ref>Da Slaget ved Nisaa, som det nedenfor vil sees, foregik i August, og Harald rimeligviis en 14 Dage eller 3 Uger forud, altsaa midt i Juli, afskedigede Ledingstropperne fra det Nordenfjeldske, da de vel havde ligget ude i den foreskrevne Tid af halvanden Maaned, maa man sætte Udfarten fra Nidaros til sidst i Mai eller først i Juni.</ref>. Da løb det af Stabelen, og derefter bleve de forgyldte Drageprydelser paasatte. Thjodolf Skald beskriver meget levende Skibets Pragt. "Jeg saa", siger han, "Skejden løbe ud i Aaen henimod Søen: betragt kun, hvorledes den prude Drages lange Side strækker sig ud foran Landet: Ormens blanke Fax straaler nu, siden den er kommen paa Søen, og de prægtige Svirer bære det pure Guld". Thjodolf nævner ogsaa Ugedagen, paa hvilken Harald lettede Anker. "Det var en Løverdag"<ref>Denne Løverdag kunde saaledes nærmest være 1ste eller 8de Juni.</ref>, siger han, "at Kongen lod tage Tjeldingerne ned, medens de fagre Kvinder betragtede Dragens Fart fra Byen: den unge Konge styrede den nye Skejd ud af Nid-Elven mod Vesten, idet de brave Drenges Aarer sloge Søen". "Disse Mænd", siger han videre, "forstaa sig ret paa at føre Aarerne: Kvinden staar og undres over deres Aareslag som noget, hvortil hun ej har seet Magen: det vil gjøre hende ondt, om de sorte Aarer springe, men hun behøver ej at ængste sig: alt skeer med Orden og Rolighed. Vældigt trykkes Hamlen, førend Aaren løftes, idet Nordmændene ro den naglede Drage gjennem den haglkolde Strøm: og naar de sytti Aarer bevæge sig i regelmæssig Takt, seer det ud som Ørnevinger af Jern"<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 62.</ref>. 

Harald havde ogsaa sin Dronning og begge sine Sønner Magnus og Olaf med, uagtet de endnu vare saa godt som Børn: Magnus, maaskee og Olaf, styrede endogsaa et eget Skib<ref>At Magnus styrede Skib, nævnes i alle de Sagaer, som handle om Slaget. Olafs Nærværelse omtales i Fagrskinna Cap. 192.</ref>. At Kongens Svoger og paalideligste Støtte, Ulf Stallare, var med, følger af sig selv. Blandt andre anseede Mænd, som deeltoge i Toget, nævnes udtrykkeligt kun trende, nemlig Kongens Svoger Eystein Orre fra Giske; en stor, sterk og stridbar Bonde fra Moster, kaldet Thorolf Mostrarskegg ligesom hiin bekjendte Landnamsmand af dette Navn; og Skjalg Erlingssøn fra Jæderen<ref>Se Fagrskinna Cap. 192, Harald Haardraades Saga Cap. 78, 82, Snorre Cap. 65.</ref>, hvis Deeltagelse tyder paa, at der nu herskede nok saa god Forstaaelse mellem ham og Kongen; men det følger af sig selv, og antydes endog, at de fleste Høvdinger fra det hele Land vare med. Da Flaaden kom til Viken blev den adsplittet af heftig Storm og Modvind, saa at der, som Thjodolf Skald siger, laa Skibe næsten i hver Havn mellem Skjerene<ref> Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 62.</ref>. Dog kom, som det synes, ingen af Skibene til Skade, og da der atter blev Bør, fortsatte Harald Sejladsen øster til Elven. Det af ham betegnede Sted, hvor Slaget skulde staa, var ved Thumla, sydvestligst paa Hisingen, eller i Sundet mellem denne og Bjarkø, en af Eykrøerne. Her samlede hans Skibe sig, og her holdt han Vaabenthing eller Mønstring over sine Folk<ref>Thjodolf siger nemlig udtrykkeligt: "Fyrsten (Harald) holdt Thing ved Thumla (Læsemaaden þumlu synes her rettest); der er det Møde, der skyldes Ravnene (nemlig fordi Slaget vilde skaffe dem Liig at æde) aftalt mod Sven, naar kun ikke Danerne unddrage sig". Thumla gjenkjendes endnu i Navnet Tumlehede (þumluheiðr) i Thorsland Sogn paa Hisingen.</ref>. Men Sven lod sig ikke see; og de Daner, der vare nærmest Elven og Grændsen, flygtede ved den første Efterretning om Haralds Ankomst. Imidlertid erfoor Harald, at Sven havde en Flaade ude, og at han laa med den ved Fyn og Smaa-Øerne, men havde den bestemte Hensigt, at undgaa et Hovedslag med Nordmændene. Harald gjorde nu som forrige Gang, sandsynligviis dreven af Nødvendigheden, da den Tid af halvanden Maaned, da Ledingstropperne vare forpligtede til at tjene<ref> Se Ældre Gulathings Lov Cap. 302.</ref>, nærmede sig sin Ende for dem, der vare komne nordenfra og allerede havde været længe ude: han sendte Ledingsskibene, det vil sige de nordenfjeldske, hjem, og beholdt kun halvandet Hundrede (180) Skibe tilbage, der fornemmelig tilhørte Lendermændene, men hvoriblandt der vel ogsaa vare endeel Ledingsskibe fra Viken, hvilke først nylig havde stødt til Flaaden. Med denne, altid temmelig anseelige, Styrke sejlede han videre sydefter langs Kysten af Halland, som han nu herjede vidt og bredt<ref>Paa dette Tog var det maaskee at han, som det i Tillægget til Landnaama fortælles, laa i Nærheden af Brødrehøjene ved Glaumstein i Halland, og forgjæves æskede Oplysning om, hvo der laa begraven i dem, indtil en vis Sigurd hvite om Natten drømte, at en hærklædt Mand kom til ham og kvad et Vers, hvori han som de der begravne Kæmper nævnte Snjall og Hjaldr, og forudsagde Kamp og Sejr, ligesom og en anden af Haralds Mænd, Bjørn Bukk, drømte noget lignende. Da Harald, heder det, kom hjem til Norge, fik han vide af Kaare den svarte, en Frænde af Thjodolf af Hvin, at Snjall og Hjaldr vare Sønner af Kong Vatnar, se ovf. B. I.</ref>.

==Slaget udenfor Nis-Aa. Svens Flugt==

Paa denne Maade kom han lige ned til Lovefjorden (Laholmsbugten), hvor han lagde ind i Udløbet af Nis-Aa, og begyndte at herje, som sædvanligt. Dog medens han mindst væntede det, kom Kong Sven med hele den danske Flaade, der bestod af ikke færre end 360 Skibe, fornemmelig fra Sjæland, Skaane og Smaaøerne, og lagde sig i Nærheden<ref>I Morkinskinna (Flateybogen) fortælles det, som ovenfor bemærket, at Sven søgte at blokere Harald ved en Ø, og at det var her, at Harald ved Hjelp af Ormen fandt Vand; ogsaa Fagrskinna Cap. 191 (jvfr. Ágrip) siger, at Danerne lukkede Nordmændene inde. Men at ingen saadan Indelukning fandt Sted, sees tydeligt af Sagaens egne Ord, hvor de lade Harald forelægge sine Folk Valget mellem at kæmpe og at undfly. Vare de indestængte, havde de intet Valg. Dertil kommer og, at de med Hensyn til Enkelthederne paalidelige Skalde, nemlig Stein Herdisesøn, om hvem der udtrykkeligt siges, at han var tilstede, lade Slaget foregaa "indenfor Nisaa-Oset" (Stein), "udenfor Mundingen" (Stuf), "udenfor Nisaa" (Thjodolf), ligesom Saxo baade lader Sven selv lægge sig i Nisaa, samt derfra drage ud mod Harald, og Skaaningerne siden flygte tilbage til Nisaa. Indstængnings-Historien vedkommer derfor vistnok kun det Aaret forud foretagne Tog i Limfjorden, se ovf. Men naar Saxo derhos lader Sven have mindre Hær end Harald, da er dette aabenbart en Fejl, thi Stein Herdisesøn siger udtrykkeligt, at Harald havde halvandet Hundrede (180), Sven tre Hundreder (360) Skibe.</ref>. Men da det nu saa ud til at Harald aldeles vilde blive indestængt og overmandet, fik han en uvæntet Forsterkning af Haakon Ivarssøn, der, nylig hjemkommen fra et Søtog, var i Følge med Finn Arnessøn, men ved at see Nordmændenes farlige Stilling besluttede at komme dem til Hjelp, hvor meget han end havde imod Kong Harald, enten nu fordi han ikke kunde bære over at kæmpe mod sine Landsmænd, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var ked af at være i Landflygtighed, og ved at staa Harald bi i denne Fare haabede at faa sin Landsvist tilbage, ja maaskee endog Ragnhilds Haand, som hidtil havde været forholdt ham<ref>I Hrokkinskinna og hos Snorre deeltager Haakon i Slaget som Haralds Jarl, og gift med Ragnhild, men at dette er urigtigt, er allerede ovenfor viist. Urigtigt er det dog ogsaa paa den anden Side, naar Morkinskinna her lader Finn og Haakon komme tilbage fra et af de Vikingetog, de foretoge i Fællesskab med Ketil af Ringenes. Thi for det første var det Guthorm, ikke Ketil af Ringenes, med hvilken de havde ligget paa Tog; for det andet henhøre disse Tog til en langt tidligere Periode, se ovf. Det rimeligste er, at Haakon, hjemkommen fra et af sine Østersøtog, har sluttet sig til Finn, da denne som Svens Jarl skulde støde til hans Flaade.</ref>. Han sagde derfor til sine Mænd, at uagtet Kong Sven var vennesæl, Harald derimod det modsatte, havde han dog meest Lyst til at staa sin egen Konge bi; hans Mænd bade ham at raade, som han vilde, og saaledes gik han over til Harald med ti Skibe, medens Finn derimod blev Sven tro. Harald takkede Haakon for den uvæntede Hjelp, der var ham saa meget mere kjærkommen, som han havde hørt Haakon højt berømme for hans Krigsvanthed og Tapperhed. Derpaa lod han sine Mænd sammenkalde til et almindeligt Møde, og forelagde dem det Spørgsmaal, om man skulde binde an mod Danerne, eller forsøge at undkomme. "Hidtil", sagde han, "have vi kun herjet og taget endeel Gods, uden at udrette det mindste, der kan tjene os til Berømmelse; derfor ønskede jeg helst at vi nu kunde vinde en hæderlig Sejr, hvilket slet ikke er saa umuligt, thi om Sven end har en stor Flaade, ere hans Skibe dog mindre end vore og hans Mænd ikke saa meget at lide paa: jeg vilde være eder saare taknemmelig, hvis I stemte for hellere at kæmpe end at undfly". Mange svarede dog, at Sven havde for stor Overmagt til at det var raadeligt at binde an med ham: andre taug stille. Da sagde Haakon Ivarssøn: "endnu har jeg ikke tjent eder, men saa meget ivrigere ønsker jeg nu at vise eder, hvad jeg kan udrette: Danerne pleje vel at være hidsige i Førstningen, men ogsaa desto snarere at løje af, naar de faa en varm Modtagelse. I har ofte tilforn sejret over en stor Overmagt, og saaledes haaber jeg nok at det ogsaa nu vil gaa, derfor stemmer jeg for Kamp, men beder kun om at jeg maa have mine Skibe løse, uden at binde dem i Tengslerne". Harald blev glad ved at høre disse Ord, og fortalte nu en Drøm, han havde haft om Natten. "Det forekom mig", sagde han, "som om jeg og Kong Sven holdt begge i een og samme Ring, hvilken vi søgte at drage fra hverandre, og at endelig Sven drog Ringen fra mig". Denne Drøm forekom de fleste betænkelig som om Sven skulde komme til at beholde Sejrens Priis. Men Haakon sagde: "jeg tror snarere det skal betyde, at Sven vil blive kjørt i Ring"<ref>I Sagaen staar der egentlig, at Kongerne drog "Hank" (d. e. Ring, Krog) med hinanden, og at Haakon udtydede det, som om Sven vilde komme til at "áhankask", d.e. faa Hank om sig, komme i Klemme. Ordspillet kan ikke oversættes.</ref>. "Ja", svarede Harald, "denne Forklaring anseer jeg for den rimeligste, og vil derfor heller ikke gjøre flere Omstændigheder, men strax begynde Slaget; og før skal enhver af os falde over den anden, førend vi uden Sverdslag fly for Danerne". Derpaa drog han sit Sverd, gik frem i Forstavnen af Skibet, og gjorde tre Hug foran sig i Luften; paa Haakons Spørgsmaal, hvad det skulde betyde, sagde han: "det kalder man udenlands Sejrstegn (sigrbákn), idet Kongen derved viser, hvorhen hans Vrede vender sig<ref>Dette er aabenbart den samme symboliske Handling, som lige indtil de seneste Tider have plejet at foretages ved Kongers eller Kejseres Kroning.</ref>. Derpaa gav han Befaling at lægge Skibene i Orden. Sin egen Drage lagde han i Midten; ved Siden af ham laa Ulf Stallare, og bad sine Mænd endelig at lægge Skibet godt frem, hvilket Skalden Svein Herdisessøn, der var ombord hos ham, udtrykkeligt bevidner. Paa den ydre Fløj laa Høvdingerne, fra Thrøndelagen, paa den indre Haakon Ivarssøn og Høvdingerne, fra de sydlige Egne<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63. At Høvdingerne fra de sydlige Egne laa inderst, sees deraf at Skjalg Erlingssøns Skib drev ind mod Land, se nedenfor S. 253.</ref>.

Paa samme Tid ordnede ogsaa Sven sine Skibe. Han lagde sit eget Skib i Midten, lige imod Haralds. Ved hans Side laa Finn Jarl, og derefter de tapreste af Danernes Høvdinger, blandt dem fornemmelig Skjalm hvide, fra Sjæland, Erkebiskop Absalons Farfader, og hørende til en af Danmarks ypperste Ætter. I Svens Hær skal der ej have været færre end sex Jarler, Finn iberegnet<ref>Thjodolfs Vers, anført i Harald Haardraades Saga Cap. 78, Snorre Cap. 67, Fagrskinna Cap. 101.</ref>. Man skred nu til at tenge eller binde Skibene sammen, men paa Grund af deres store Antal kunde dette alene skee midt i Flaaden. Paa begge Sider vare saaledes en heel Deel Skibe løse, og lagde sig frem eftersom Befalingsmændene havde Mod eller Lyst til, men dette, heder det i en Saga, var heel forskjelligt. Efter Aftalen beholdt ogsaa Haakon Ivarssøn sine Skibe løse. Med alle disse Forberedelser gik Dagen hen, saa at det allerede var blevet Aften, inden Slaget kunde begynde. Det var Laurentiusmesse-Aften (9de August)<ref>Morkinskinna og Fagrskinna nævne Laurentiusmesse-Aften, Hrokkinskinna derimod Laurentsmesse-Dag. Meningen er aabenbart den, at Forberedelserne til Kampen begyndte den 9de, og at Kampen selv stod paa om Natten mellem 9de og 10de.</ref>, og Nætterne havde derfor allerede begyndt at mørkne. Begge Flaader synes at have indtaget en saadan Stilling, at enhver af dem med den ene Fløj berørte Landet strax udenfor Elvemundingen, medens den anden vendte udad mod Fjorden<ref>Dette fremgaar af det ovenfor i S. 250. Note 1, berørte.</ref>.

Da alt var ordnet, lod Harald blæse til Angreb. Da, siger Sagaen, roede Danerne til, og da gik Ludrene med Raab og Opeggelser, og Danerne troede for vist at have faaet Nordmændene ganske i deres Magt. I det Sven lagde sit Skib mod Haralds, bad han sine Mænd at mindes, hvor meget ondt Nordmændene havde gjort i hans Rige, og hvor haardt det var, idelig at maatte døje Ufred af dem. "Lad det nu spørges", sagde han, "at vi gaa vel og tappert frem; her ere nu mange fornemme Mænd og brave Drenge: sejre vi nu, da kunne vi siden leve i Fred og Ro med Ære". Nu begyndte Kampen, og førtes en Stund med stor Heftighed. Kong Harald tog Plads i Forrummet af sin Drage, og skød derfra med Bue hele Natten. Det gik, som Haakon havde forudsagt, at Danerne i Førstningen kæmpede meget hidsigt. Især udmerkede sig en af Skjalm hvides Mænd, ved Navn Aaslak. Uden Rustning, kun dækket med sit Skjold, og uden andet Vaaben end en Egegreen, der oprindelig var bestemt til Rorstang, løb han over paa et fiendtligt Skib, fældte de forbausede Nordmænd til begge Sider, jog andre ud i Vandet, og først da Skibet var ryddet, vendte han tilbage til sit eget, efter at have faaet flere, dog i det hele taget kun ubetydelige, Saar. Men imidlertid roede Haakon Ivarssøn, hvis Skibe ikke vare bundne sammen med de øvrige, omkring paa forskjellige Kanter, for at angribe Fiendens lese Skibe. Disse vege tilbage, efter som han nærmede sig, men han forfulgte dem, ryddede det ene efter det andet, og drev de øvrige paa Flugten. Da kom en Skude med Melding om det store Mandfald paa den anden Fløj, og at denne havde begyndt at vige: strax ilede Haakon did, og angreb saa vældigt, at Danerne vege tilbage. Forfærdede herover, benyttede Skaaningerne sig af Nattemørket til i al Stilhed og ubemerket at hugge Tengslerne og drage sig ud af Slaget; de flygtede ind i Elven, hvor de forlode Skibene, og snege sig tilbage til Skaane ad afsides Veje. Dette, siger Saxo, var en Skjendsel, ej alene for dem, men ogsaa for deres Efterkommere, og som til alle Tider vil paadrage dem Haansord<ref>Saxo (Side 553), som her udtrykkeligt paaberaaber sig Erkebiskop Absalons Vidnesbyrd.</ref>. Haakon Ivarssøn vedblev den hele Nat, saaledes som han havde begyndt, at ro omkring og hjelpe til, hvor det mest behøvedes: og hvor han angreb, kunde intet staa sig for ham. Paa denne Maade fortsattes Kampen indtil det begyndte at gry af Dag<ref>Ogsaa Saxo fortæller, at Kampen fandt Sted om Natten. Det siges udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, hvor det heder at Kongen skød "hele Natten", og i Steins, der siger at "Ravnen fik sit Bytte i Otten".</ref>.

Da først blev Sven til sin Ærgrelse var, at Skaaningerne havde taget Flugten, men desuagtet søgte han endnu at holde Stand. Det nyttede ham dog ikke, thi Harald entrede hans Skib, hoggende til begge Sider, og de af Besætningen, som ikke faldt, maatte enten styrte sig i Søen, eller flygte bort paa Smaabaade. Sven selv holdt ud til sidste Mand, og flygtede ikke, førend Skibet ganske var ryddet: da kastede han sig i en Baad, der laa ved Løftingen, og roede bort. Fra de andre Skibe saa man hans Merke falde, og dette var Tegn til almindelig Flugt. Da man ikke saa hastigt kunde faa hugget Tengslerne, søgte de, som befandt sig paa de sammenbundne Skibe, at komme over til de løse, eller kastede sig overbord: det gjaldt kun at frelse sig, som man bedst kunde. Paa denne Maade kom ikke færre end 70 danske Skibe til at ligge efter, aldeles folketomme<ref>Tallet nævnes udtrykkeligt i et Vers af Thjodolf.</ref>. Finn Arnessøn, der nu var meget gammel, og dertil næsten ganske blind, forsøgte ikke paa at flygte, men satte sig i Løftingen paa sit Skib, hvor han blev greben af Haralds Mænd. Ogsaa Skjalm hvide, omringet af en Mængde Fiender og svækket ved Blodtab, blev fangen, og saa stor Priis satte Harald paa at have faaet ham i sin Magt, at han gav ham en Vagt, der ej alene skulde passe paa at han ikke undkom, men ogsaa sørge for at der ikke tilføjedes ham nogen Skade<ref>Saxo (S. 554) der rimeligviis ogsaa her har hoft Absalons Fortælling for sig.</ref>. Hvor mange der faldt paa begge Sider, nævnes ikke, men det har sikkert været en stor Mængde, ogsaa af Nordmændene<ref>Der blev saa stort Mandfald, at ingen kunde faa Tal derpaa, og næsten alt paa de Danskes Side, siger Morkinskinna fol. 13. a. Antager man, at de danske Skibe i Gjennemsnit havde en Besætning af 50 Mand (de vare nemlig smaa), faar man dog en Styrke af 18 000 Mand, og regner man kun at der paa hvert af de 70 ryddede Skibe faldt 20, blir dog allerede dette 1400. Dog faldt der ogsaa paa de andre Skibe en stor Mængde, saa at man vist i alt kan regne 3000.</ref>. Det største Tab, som disse havde at beklage, var Skjalg Erlingssøns Fald. Hans Skib laa i den Fløj, som vendte mod Land: det svajede ind, kom paa Grund, og blev strax angrebet af nogle Tropper som Sven havde efterladt paa Kysten; hver eneste Mand paa Skibet blev dræbt.

[[File:Harald Hardraades saga-Jarlen talar med Vandraad-W. Wetlesen.jpg|thumb|400px|Håkon Ivarsson taler med Vandråd (kong Sven). Illustrasjon av Wilhelm Wetlesen til Snorres kongesagaer, 1899-utg.]]Harald forfulgte de flygtende Daner, men dette var ej nogen let Sag, da Skibene laa saa tæt sammen, at man næsten ikke kunde komme frem. Medens han var beskjeftiget hermed, laa Haakon Ivarssøn efter paa en anden Kant nærmere Land, ligeledes hindret ved de sammenbundne Skibe fra at komme videre. Da kom en høj Mand i en siid Hat roende hen til hans Skib i en Baad, lagde til ved Løftingen, og raabte op: "hvor er Haakon Ivarssøn!" Haakon stod just i Forrummet og hjalp til at forbinde en af sine Mænd. Han vendte sig mod Manden i Baaden, og spurgte om hans Navn. "Jeg heder Vandraad" (d. e. den som er i Nød), svarede han, "og ønskede gjerne at tale med dig". Haakon bøjede sig frem over Rælingen til ham. Da sagde denne: "Jeg vil gjerne modtage Livet af dig, hvis du vil skjenke mig det". Haakon gjenkjendte strax Kong Sven, men uden at lade sig merke dermed rejste han sig op, kaldte to af sine kjæreste Mænd til sig, og bød dem at bringe Vandraad sikkert i Land; "Vandraad har nemlig", sagde han, "forhen gjort mig mange gode Tjenester; siden skulle I følge ham op til min Ven Karl, og sig denne til Tegn paa at I ere sendte af mig, at han skal lade Vandraad faa den Hest, jeg i Forgaars gav ham, og at han skal lade sin egen Søn følge ham videre". 

Det var endnu ikke blevet ganske lyst. Paa alle Kanter roede der Baade med flygtende, deels til Land, deels ud til Havs. Sven satte sig ved Roret i sin Baad, medens de to Mænd, Haakon havde givet ham med, roede. Han styrede der, hvor han fandt bedst Plads mellem de øvrige Fartøjer, og hvor han mødte norske Skibe, sagde hans Ledsagere, at de hørte til Haakons Folk, og fik da uhindret komme forbi. Sven styrede en Stund langs med Stranden, og lagde ikke til Land, førend Baaden var kommen ud af Trængselen. Herfra gik de op til Karl, en Kot-Bonde, der boede i et lidet afsides liggende Huus, hvor Sven var langt sikrere end i Landsbyerne og de store Gaarde, thi her strejfede allerede Flokke af Nordmænd omkring. Karl var nys staaet op og paaklædt. Haakons Mænd hilste ham fra deres Herre, og sagde ham deres Ærende, hvilket han var strax rede til at adlyde. Han lod sætte Mad for dem, medens Hesten sadledes og hans Søn gjorde sig rejsefærdig. Nu kom ogsaa hans Kone ind, og da hun saa de Fremmede, spurgte hun, hvo de vare. "Vi ere vejfarende Mænd", sagde den ene af Svens Ledsagere, "og trænge til eders Hjelp". "Ere I saa fornemme Mænd, som I føre eder vigtigt op", sagde hun, "da kunne I vel i det mindste give mig Besked om, hvad det Raab og Glam skal betyde, der i Nat har hindret os fra at sove, om Kongerne maaskee have holdt Slag, eller om der har været noget andet paa Færde". "Det er nok saa, at Kongerne have holdt Slag", sagde Svens Ledsager. "Hvo har sejret", spurgte Konen videre. "Nordmændene", svarede den anden. "Er da vor Konge dræbt", spurgte hun. "Nej", svarede han, "han er undkommen". "Vee os", sagde hun da, "at vi skulle have en Konge, som er baade halt og modløs". "Nej, min gode Kone", sagde Sven, som nu tog Ordet, "lad os ej ansee ham for modløs, men kun for ikke synderlig sejrsæl". 

Da de vaskede sig før Maaltidet, vilde Sven tørre sig midt paa Haandklædet; men da Konen saa det, rykkede hun det fra ham med de Ord: "veed du da ikke saa meget Folkeskik, at man ej skal tørre sig midt paa Haandklædet, og gjøre det alt sammen vaadt?" "Med Guds Hjelp", sagde Sven, "kommer jeg vel endnu saa vidt at jeg kan tørre mig midt paa Haandklædet". Karl havde imidlertid allerede gjenkjendt Kongen, og var derfor saa meget villigere til at hjelpe ham. Sven undkom ogsaa i god Behold og belønnede sidenefter Karl med en stor Gaard paa Sjæland, men tillod ham dog ikke at tage sin Kone med: han maatte skille sig ved hende og egte en anden, af fornem Herkomst<ref>Det er Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre, der lade Haakon hjelpe Kong Sven under Navnet Vandraad, og omtale Bonden Karl. Morkinskinna (og Flatøbogen) saa vel som Fagrskinna vide intet om at Haakon hjalp ham, og fortælle heller ikke noget om Karl, men sige kun at Sven med een Ledsager flygtede i Land og kom til et lidet Huus, hvor de traf en gammel Kerling, der gav de oven anførte Svar. Beretningen om Haakons Medvirkning synes dog umuligt at kunne være greben af Luften, og bærer ganske Sandhedens Præg, hvorfor vi ej have betænkt os paa at optage den.</ref>.

Kong Harald og hans Mænd opholdt sig ikke længe med at forfølge de flygtende, men vendte tilbage til de forladte Skibe, og undersøgte de faldnes Liig, for at erfare om Sven var iblandt dem. Paa hans Skib laa en Mængde døde, og skjønt man savnede ham selv, troede man dog at han var falden. Derpaa lod Harald sine egne Mænds Liig samle, og de saarede forbinde; de faldne Danske lod han Bønderne i Omegnen tilsige at bringe i Land og begrave. Sidenefter skiftedes Byttet. Alt dette medtog nogle Dage, og imidlertid fik man den ubehagelige Etterretning, at Sven var undkommen til Sjæland, og at saavel Flygtningerne fra Slaget, som andre Tropper havde samlet sig til ham, saa at han atter havde en betydelig Hær. Den fangne Finn Arnessøn blev ført frem for Kongen, der endnu var i ypperligt Lune over den vundne Sejr, og vilde have Løjer af at erte ham. "Her treffes vi nu, Finn", sagde han; "sidst var det i Norge, den danske Hird har nok ikke været dig rigtig haandfast, og det bliver et slemt Arbejde for Nordmændene, at slæbe paa dig blinde Mand". "Mangt og meget slemt have Nordmændene nu at gjøre", sagde Finn, "og det værste er, hvad du befaler dem". "Vil du modtage Grid, skjønt du ej fortjener den", spurgte Kongen. "Ikke af dig, din Hund", var Finns Svar. "Maaskee heller af din Frænde Magnus" (Kongens Søn), sagde Harald. "Hvad kan den Hvalp raade for Grid", svarede Finn. Kongen morede sig kosteligt over hans bidske Svar og ved blev leende: "vil du da modtage Grid af din Frændkone Thora (Dronningen)?" "Er hun her", spurgte Finn. "Ja hun er her", sagde Kongen. "Da er det ikke underligt", sagde Finn, der nu glemte sig selv ganske af Vrede, "at du har bidt saa vel fra dig, naar Merren fulgte dig"<ref>Her sigtes til Hestekampene.</ref>. Imidlertid gav Harald ham dog Grid, og beholdt ham hos sig, men han var saa grætten og uvoren i sin Tale, at Kongen, der vel for Frændskabs, gammel Venskabs og hans høje Alderdoms Skyld ej nennede at dræbe ham, fandt sig bedst tjent med at sætte ham paa fri Fod. "Jeg seer nok", sagde han, "at du ikke vil forsone dig med mig eller dine Frænder, og jeg vil derfor give dig Lov til at drage til din Konge, Sven". "Det vil jeg gjerne", sagde Finn, "og jo før jo heller". Kongen lod ham da sætte i Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han synes kun i kort Tid at have overlevet dette Slag<ref>Allerede om Høsten eller Vintren efter Nisaa-Slaget tales der nemlig om Udnævnelse af en ny Jarl i Halland, se nedenfor.</ref>.

Imidlertid var ogsaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets ham, en Nat, at skuffe sine Vogteres Aarvaagenhed<ref>Det var, siger Saxo (S. 554) ved lacus caprinus (Gjetesjø? Hafrssjø? Bukksjø?) et Sted hvis Beliggenhed nu ej kjendes.</ref>, og der samlede sig, maaskee især ved hans Bestræbelser, en ikke ubetydelig Hær af Daner, der overfaldt de Nordmænd, som vovede sig for langt fra Skibene, saa at Harald var nødt til, alvorligt at indskærpe sine Folk den yderste Forsigtighed. Dette afholdt imidlertid ikke Kongens egen Søn, den unge Magnus, og Thorolf Mostrarskegg fra, endog Natten efter, at snige sig til Land, hver paa sit Skib, og siden at gaa op i Landet, for at søge Æventyr og indlægge sig Hæder. Men de havde ikke gaaet langt, førend en Mængde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmændene forsvarede sig godt, men maatte dog efter kort Tids Forløb bukke under for Overmagten. Thorolfs og Magnus’s Ledsagere bleve alle dræbte, og de selv undkom kun paa den Maade, at Thorolf, som var meget sterk, tog Magnus paa Ryggen og løb til Skoven med ham. Harald savnede dem den paafølgende Morgen, og biede en Stund, i det Haab at de skulde komme tilbage. Men da man intet saa til dem, troede han at de vare døde, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem<ref>Magnus’s og Thorolfs Æventyr omtales kun i de vidtløftige Sagaer, ej hos Snorre eller i Fagrskinna. Fortællingen derom synes dog ganske troværdig.</ref>. Om at forfølge Sejren, og ganske at fordrive Sven fra Danmark, synes der ej at have været Tale, saa vel — hvad man maa formode — paa Grund af dette sidste Uheld, som fordi Sven allerede havde en saa stor Hær samlet, at det neppe var raadeligt at angribe ham. Altsaa havde Harald ingen anden Fordeel af den store og blodige Sejr, end Æren, og det vistnok betydelige Bytte. Med Hensyn til Herredømmet over Danmark var han ikke et Skridt nærmere Maalet end forhen. Men Æren og Byttet havde i de Dage mere at betyde, end nu omstunder, og fornemmelig maatte de erobrede Skibe være Harald en velkommen Tilvæxt til hans Flaade. Saa mange af dem, som muligt, bleve derfor tagne med. I Løftingen paa Svens eget Skib fandt man et Skriin med St. Vincentius’s Relikvier, hvilke man vist ogsaa betragtede som en herlig Skat, og førte dem til Norge.

Med sin sejrrige Flaade og alle de erobrede Skibe sejlede Harald nu langs Hallands Kyst, indtil han naaede Viken, det vil her sige den sydlige Deel af Ranafylke, ved Gant-Elven, hvor han var i sit eget Rige, og sikret mod Angreb af Danerne. Her gjorde han Holdt, og lod Telte slaa op paa Land, for at helbrede de saarede. Her havde han ogsaa den uvæntede Glæde at see sin Søn Magnus, hvilken han troede død, komme vel beholden tilbage. Thorolf Mostrarskegg og han havde taget Vejen til Lands gjennem hele Halland, og sandsynligviis gjennem de meest uvejsomme og afsides liggende Egne, hvor de vare mindre udsatte for Efterstræbelser. Thorolf havde næsten den hele Tid baaret Kongesønnen paa sine Skuldre, og var derfor næsten opgiven af Træthed, ligesom de begge vare halv forhungrede. Harald irettesatte dem for deres Uforsigtighed og altfor store Ærgjerrighed, der ej tillod dem at nøje sig med den allerede vundne Hæder, og drev dem til at søge nye Æventyr, hvoraf Nordmændene kun høstede Skam og Skade, men Danerne Ære og Fordeel; dog takkede han Thorolf inderligt for hans Troskab og Hjelpsomhed mod hans Søn, og lod dem begge pleje paa det bedste. Han takkede ogsaa alle sine Krigere for deres Tapperhed, og især Haakon Ivarssøn. Derpaa fortsatte han Rejsen til Oslo, hvor han tog sit Vintersæde, og hvor han gav alle dem af sine Krigsmænd Hjemlov, der ønskede det<ref>Harald Haardraades Saga Cap. 77—85, Snorre Cap. 62—69. Disse Beretninger ere eenslydende. Morkinskinna (Fol. 12. b. og 13. a) saa vel som den dermed stemmende Flatøbog ere noget afvigende, som ovenfor paapeget. Til disse sidste slutter sig nærmest Fagrskinna Cap. 191—194. Saxo I. B. S. 552—554 stemmer her bedre med Sagaerne, end det ellers plejer at være Tilfældet.</ref>.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]