Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 5 - Haakon Ivarssøn bliver paany uenig med Harald, og modtager Jarlsnavn af Sven

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 5 - Haakon Ivarssøn bliver paany uenig med Harald, og modtager Jarlsnavn af Sven]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 5]]'''<br><br>

<big>'''Haakon Ivarssøn bliver paany uenig med Harald, og modtager Jarlsnavn af Sven'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


[[File:Halland County.png|thumb|450px|Sven satte Håkon til jarl i Halland, som i vikingtiden var et len under danskekongen. I forbindelse med freden i Brømsebro 1645, ble det en svensk provins.(Kart: Fred J. Commons.)]]Det nys vundne Slag var nu, som man lettelig kan begribe, den fornemste Samtale-Gjenstand blandt Haralds Hirdmænd og de øvrige Krigere, der opholdt sig i Oslo, og ej vare dragne hjem. Enhver, som havde været med, syntes at han havde noget at fortælle derom, og fornemmelig bleve de Mænds Bedrifter omtalte og sammenlignede, der meest havde udmerket sig. Dog var der ingen, der saaledes blev priist og ophøjet til Skyerne, som Haakon Ivarssøn. Hans Navn var i alles Munde, og alle vare enige om, at man fornemmelig havde ham at takke for Sejren. Det var derfor ikke mere end saa, at Harald, der selv var stolt og forfængelig, kunde afholde sig fra at lægge sin Skinsyge for Dagen. Engang, fortælles der, sad en Deel Mænd i en Stue — sandsynligviis i Kongsgaarden — og drak under megen Lystighed og højrøstet Tale. Som sædvanligt var Nisaa-Slaget paa Bane, og hver enkelt Mands Bedrifter bleve omtalte, men alle vare eenstemmige i at berømme Haakon Ivarssøn; der fandtes ikke, hed det, en saadan Mand som han; han var den vaabendjerveste, og han var den kjekkeste, og han var den af Lykken meest begunstigede, og hvad han gjorde, det havde meest Klem, og han var det, hvem Sejren skyldtes. 

Imidlertid stod Harald ude paa Gaarden og talte med nogle Folk; ved at høre den højrøstede Tale inde i Stuen, gik han hen til Døren, lyttede efter, og sagde, idet han gik bort igjen: "her gad nok nogen hver hede Haakon". Imidlertid gjorde han tilsyneladende meget af ham, tilbød ham paany Ragnhilds Haand, og overtalte selv Ragnhild til at egte ham, idet han paa det bestemteste lovede at ophøje ham til Jarl, hvorfor der nu ej længer var noget i Vejen, siden Orm Jarl imidlertid var død. Paa denne Betingelse kom Giftermaalet virkelig istand, og Brylluppet stod om Julen hos Kongen selv. Alligevel gjorde Harald ikke nogen Mine til at opfylde sit Løfte, og unddrog sig, da Haakon mindede ham derom, under forskjellige Paaskud. Tilsidst sagde han ham reent ud, at det ikke kunde blive noget af; Harald frygtede vel nemlig, som rimeligt kunde være, for at han, naar han havde faaet Jarleværdigheden, med sin store Popularitet blandt Oplændingerne og den Magt, hvoraf han allerede var i Besiddelse, skulde gjøre sig ganske uafhængig. Da Haakon fra sit sidste Besøg hos Harald kom hjem til sin Hustru, der ikke tvivlede paa at han havde opnaaet den attraaede Værdighed, gik hun ham i Møde, og hilsede ham glad med de Ord: "Velkommen min Jarl!" Haakon havde nu den Ærgrelse at maatte oplyse hende om hendes Vildfarelse og Kongens Uordholdenhed, og da hans Stolthed forbød ham at benytte sig af en Fordeel, der alene skyldtes Kongens falske Løfter, tilbød han hende strax Skilsmisse, saaledes at hun desuagtet kunde beholde alt hvad han ejede. Men Ragnhild, der havde fattet megen Kjærlighed for Haakon, vilde intet høre om dette, og da Haakon længer ud paa Vaaren tilkjendegav hende sin Beslutning, at forlade Landet med sex Langskibe, han havde udrustet, og aldrig at komme tilbage, erklærede hun at hun vilde følge med, og dele Ondt og Godt med ham. De forberedede sig da i al Stilhed til Rejsen, og Haakon solgte underhaanden sit Jordegods for at samle saa mange Penge som muligt. Dette kan ej have undgaaet Haralds Opmerksomhed, da Haakons Hjem laa paa Raumarike<ref>Dette siges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 87, Snorre Cap. 72.</ref>, ikke synderlig langt fra Oslo. 

Hertil kom, at Kongen var kommen under Vejr med, hvad han ikke forhen vidste, at Haakon havde været Kong Sven behjelpelig til at undkomme ved Nisaa. Det traf sig nemlig atter i et Drikkelag, at der blev talt om Haakon, hans Tapperhed og hans Held; en af de Tilstedeværende sagde at hans største Held dog bestod deri at han frelste Kong Sven, og da en anden opkastede Tvivl om, hvor vidt det forholdt sig saa, svarede hiin at han havde hørt det af en af de to Mænd, der roede Sven i Land. Dette blev meldt for Kongen, som blev meget opbragt derover. Han besluttede strax et pludseligt Overfald paa Haakon, for at lade ham føle sin Vrede, og maaskee især for at forekomme ham, inden han iverksatte den forberedede Rejse. Harald lod 240 bevæbnede Mænd sætte sig til Hest, og reed i Spidsen for dem ved Nattetid op paa Raumarike; han rejste den hele Nat og ud paa den følgende Dag. Men om Morgenen mødte de Bønder, som bragte Meel og Malt til Byen, og en af Kongens Mænd, der var en god Ven af Haakon, benyttede sig heraf til hemmeligt at faa en af Bønderne til, imod Betaling, at skynde sig ad alle de Gjenveje og hemmelige Stier, han kjendte, til Haakons Gaard og underrette ham om den overhængende Fare. Bonden udførte Ærendet, og kom netop saa betids til Haakon om Aftenen, at denne, der sad ved Drikkebordet, fik Tid til i Hast at undkomme til Skoven med sin Hustru, alle sine Mænd, og sit Løsøre. Harald fandt derfor Gaarden ganske tom, og vendte den næste Morgen med uforrettet Sag tilbage til Oslo, efter at have erklæret alle de Ejendomme, Haakon havde tilbage, hjemfaldne til Kronen. Siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Sommeren. 

Imidlertid flygtede Haakon over den svenske Grændse, der siges endog til Kong Steenkil selv, efter først at have dræbt en af Haralds Aarmænd og plyndret hans Gaard; siden passede han paa, saa snart Harald havde forladt Østlandet, vendte tilbage til sin Gaard, dræbte dem, som Harald havde sat til at bestyre den, satte Ild paa Husene, og sejlede deretter afsted med sine Langskibe. Ragnhild raadede ham at drage til Kong Sven, og bad ham at vise denne som Jertejn en Ring, hun havde faaet af sin Fader, thi Sven, sagde hun, søgte nu ved Velgjerninger mod Magnus’s Frænder og Venner at opveje den Troløshed, han i hans levende Live havde viist ham. Det synes dog, som om den Hjelp, Haakon selv havde givet Sven, da denne var i Livsfare ved Nisaa, maatte i og for sig selv være tilstrækkelig til at berede ham en god Modtagelse, hvad der end tidligere kan have været imellem dem. Han blev ogsaa modtagen med aabne Arme. Sven tilbød baade ham og Ragnhild at opholde sig ved hans Hof, og viste især Ragnhild, som Kong Magnus’s Datter, stor Udmerkelse. Paa denne Tid gjorde Aasmund, Svens Brodersøn, megen Ustyr i Danmark. Vi have seet, hvorledes Sven etter hans Fader Bjørns Drab havde taget sig af ham og opfostret ham<ref>Morkinskinna, der intet veed om denne Tjeneste, han kun beviste Sven, lader ham omtale Slaget ved Nisaa som en Grund for ham til at frygte denne.</ref>. Men ettersom Aasmund voxede til, artede han sig slet, øvede Vold og Drab, og viste sig saa uregjerlig, at Kongen ikke vilde have ham hos sig, men gav ham et Len, hvoraf han godt kunde holde sig og sine Folk. Lenets Indtægter forsloge imidlertid ej for Aasmund, der omgav sig med langt, flere Folk end han egentlig skulde, og naar han da kom tilkort, tog han andetsteds i Riget med Vold, hvad han behøvede. Da fratog Kongen ham Lenet, og sagde at han skulde forblive ved Hirden uden at holde nogen Skare; men Aasmund kunde ikke længe finde sig i denne Tvang, rømte bort til sine forrige Stalbrødre, og øvede nu i Spidsen for dem endnu større Uvæsen end forhen. Det lykkedes vel Kongen endnu engang at faa ham i sin Vold, og han lod ham lægge i Lænker, for saaledes at tæmme ham. Men Aasmund fandt Udvej til at befri sig fra Lænkerne, flygtede bort, skaffede sig Folk og Skibe, og gav sig nu til at herje og dræbe Folk baade indenlands og udenlands. Hans Frækhed gik endog saa vidt, at han fordrede af Sven, at denne skulde udnævne ham til Jarl i Halland efter Finn Arnessøn<ref>Denne Beskrivelse over Aasmunds gale Streger findes i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 61) samt hos Snorre Cap. 67. Morkinskinna (kol. 14. a.) siger kun i Korthed at Aasmund blev tre Gange fangen og at Sven hver Gang skjenkede ham Livet, men beretter først, at Sven, saa snart Aasmund var bleven voksen, gav ham Folk og Skibe til at hevne sin Faders Drab paa Harald Godwinessøn, som dengang var Konge i England, og at Aasmund brugte denne Flaade til at herje i Danmark. Denne Beretning er højst usandsynlig, ikke saa meget fordi Harald Godwinessøn paa denne Tid endnu ej var Konge, thi han havde dog næsten kongelig Magt, som fordi han var altfor mægtig til at det fornuftigviis kunde falde Aasmund eller nogen anden ind at angribe ham med tre Skibe, hvilket var det Antal, Sven siges at have givet ham til dette Tog. Derimod er det vistnok ganske rigtigt, naar Morkinskinna fortæller at Aasmund lagde an paa at blive Jarl i Halland, og at Sven i dets Sted tilbød Haakon denne Værdighed. Det er ogsaa rigtigt at Morkinskinna kalder Aasmund en Søn af Bjørn Ulfssøn, og udtrykkeligt siger at denne blev dræbt af Sven Godwinessøn i Thingmannalidet i England, medens den anden Bearbejdelse derimod kalder ham Svens Systersøn. Ogsaa beskrives Enkelthederne ved Slaget og Haakons paafølgende Møde med Sven noget forskjelligt i den sidste. Haakon hugger Hovedet af Aasmund, og lægger det paa Bordet for Sven.</ref>.

Saaledes stode Sagerne, da Haakon Ivarssøn kom til Danmark. Sven klagede sin Nød for ham, og tilbød ham selv Jarledømmet over Halland, hvis han kunde faa Aasmund i sin Vold og bringe ham fangen til Hoffet. Haakon, hvis Hug stod til at faa Jarletitel, lovede det, og sejlede afsted med sine 6 Langskibe for at opsøge Aasmund. Han vilde ikke engang modtage de Hjelpetropper, Sven tilbød ham, for at ikke Danerne siden skulde have det at prale af, at Sejren var vunden ved deres Bistand. Efter nogen Tids Forløb fik han at vide, at Aasmund laa med ti Skibe ved Indløbet til Slien. Uden at ændse Overmagten stevnede Haakon derhen, og lagde strax til Angreb. Da Skibene mødtes, raabte Aasmund over til ham: "det er ikke at undres over at du lægger saa ivrigt i Vej, siden du har faaet Løfte om Jarldom, men Skam var det af Sven at tilbyde dig det, og ikke hugsede han da stort paa Nisaa-Slaget". "Det er sandt", svarede Haakon, "at jeg stod Kong Harald bi ved Nisaa, og jeg havde ingen Skam af at hjelpe min Konge, medens du derimod stedse søgte at svige din Frænde og Herre. Men i Dag skal du faa at føle, at jeg tør binde an med dig". Der blev nu en overvættes heftig og blodig Kamp; men tilsidst fik dog Haakon Overhaand. Han entrede Aasmunds eget Skib, og stormede kæmpende lige op til For-Rummet, hvor Aasmund blev tagen til Fange. Efter Aftalen skulde Haakon bringe ham levende til Sven, men ved at see ham, kunde han ikke modstaa Lysten til strax at skille Verden ved dette slette Menneske. "Aldrig", sagde han, "kunde jeg bringe Sven nogen daarligere Gave end dette onde Hoved!" I det samme gik han hen til Aasmund og dræbte ham. Men da han nu, som han troede, med vel forrettet Sag kom tilbage til Sven, tog denne ham heel ilde op, at han havde gaaet videre end det var aftalt. Med en mørk Mine og uvenlig Tone bad han Haakon at tage Sæde, uden for Resten at tale til ham. Haakon var imidlertid ikke den, som fandt sig heri. Han forestillede Sven, at han havde gjort alt i bedste Hensigt, da han forudsaa, at Aasmund aldrig vilde ophøre at efterstræbe hans Liv; han havde, sagde han, væntet en ganske anden Modtagelse, end den, der nu blev ham til Heel, og han fordrede i det mindste den Belønning, som var ham lovet. Sven maatte erkjende Sandheden af hans Ord og Retmæssigheden af hans Fordring, "dog", sagde han, "kan du ikke længer være min Hjertens ven, lige saa lidet som jeg kan paatage mig at sikre dig mod alle vore Frænder, der maaskee kunde kræve Hevn; du gjør derfor bedst i at drage bort til den Heel af mit Rige, som er meest udsat for fiendtlige Angreb, og nøje dig dermed". Han udnævnte ham nu til Jarl over Halland, hvor han saaledes fra første Haand kunde herje i Viken og tilføje Kong Harald Skade, naar som helst han saa sin Lejlighed dertil<ref>I Fremstillingen af Haralds Forhandlinger med Haakon Ivarssøn og dennes Bedrifter have vi her i det væsentlige, og hvad Tidsregningen angaar, fulgt Morkinskinna, som paa dette Sted, hvad vi og allerede ovenfor have bemærket, har et afgjort Fortrin for den Fremstilling, der gives i Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og hos Snorre. For bedre Oversigts og Sammenlignings Skyld meddeles her et kort Uddrag af dem begge. Morkinskinna omtaler ikke Haakon, førend den, som ovenfor nævnt, lader ham skille sig fra sin Krigskamerat Finn Arnessøn og slutte sig til Kong Harald umiddelbart før Nisaa-Slaget. Den nævner intet om at han skulde have hjulpet Sven til at undkomme fra dette Slag, og omtaler heller ikke Karl Hallandsfar. Efter Haralds Tilbagekomst til Norge lader den ham drage til Nidaros, efter først at have indbudt Haakon til sig, som ogsaa siden kommer, og bliver modtagen med store Æresbevisninger. Den lader Kongen selv tilbyde ham Ragnhilds Haand, og, da hun gjør Vanskeligheder ved at egte en "ugift" Mand, overtale hende til at give sit Samtykke ved at forpligte sig til at give Haakon Jarlsnavn. Saaledes kommer da Giftermaalet istand efter Julen, og Haakon rejser hjem med Ragnhild. Den følgende Juul (altsaa 1063—1064) rejser han til Kongen for at forlange Jarlsnavnet, men møder Udflugter og Afslag, og forbereder derfor sin Afrejse, som ovenfor beskrevet; han dræber derpaa den kongelige Aarmand, og drager bort; Harald inddrager hans Ejendomme, men naar Kongen er borte, kommer han tilbage, dræber de Mænd, han har sat til at bestyre dem, brænder Gaardene op, og drager til Kong Sven, af hvem han udsendes mod Aasmund, kæmper med ham og dræber ham, saaledes som ovenfor beskrevet, og bliver Jarl i Halland, hvorfra han, som det heder, herjede om Sommeren, naar Harald var nordenfjelds. Derpaa, siges der, sluttede Kongen Fred i det tredie Aar efter Nisaa-Slaget, altsaa 1065. Om Kongens forsøgte Overfald paa Haakon tales ikke et Ord. Den anden Bearbejdelse lader, som oven omtalt, Haakon faa Løfte om Ragnhilds Haand af Finn Arnessøn, som en Forsoning for Einars Drab (Harald Haardraades Saga Cap. 65, Snorre Cap. 47, 48), lader Haakon drage misfornøjet af Landet, fordi Giftermaalet strandede paa Ragnhilds Vægring ved at egte en "utigin" Mand, og Haralds Vægring ved at ophøje ham til Jarl, saa længe Orm Jarl levede (Harald Haardraades Saga Cap. 67, Snorre Cap. 49); den lader ham derpaa drage til Kong Sven, blive udnævnt til dennes Landværnsmand mod Vender og Kurer o.s.v., og dræbe Aasmund, hvilket bringer ham paa en uvenskabelig Fod med Sven, saa at han atter vender tilbage til Norge, forliger sig med Harald, og nu, siden Orm Jarl er død, baade udnævnes til Jarl paa Oplandene og faar Ragnhild til Egte (Harald Haardraades Saga Cap. 68, Snorre Cap. 50, 51, 52). Den lader Haakon nu som Haralds Jarl ledsage ham til Nisaa og deeltage i Slaget, hvorfra han hjelper den under Navnet Vandraad formummede Sven til at flygte. Den lader Harald tilbringe Vintren efter Slaget (1062—63) ej, som Morkinskinna, i Nidaros, men i Oslo, hvor han ud paa Vaaren faar vide at Haakon har hjulpet Sven til at undkomme, og derfor strax søger at overfalde ham, men forgjæves, hvorimod Haakon flygter til Kong Steenkil i Sverige, vender siden tilbage til Oplandene, medens Harald er nordenfjelds, begiver sig atter til Steenkil, af hvem han forlenes med Vermeland, og gjør derfra et nyt Besøg til Raumarike om Vintren (1063—64) for at hæve sine Skatter, medens Harald residerer i Oslo, og forgjæves søger at faa Skat af Oplandene (Harald Haardraades Saga Cap. 77—87, Snorre Cap. 63—72). Derpaa tales om Fredsslutningen, Vaar eller Sommer 1064 (Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73). Der tales ikke et Ord om, at Haakon nu kom tilbage til Danmark, lige saa lidet som at Sven gjorde ham til Jarl. Begge disse Fremstillinger ere saa forskjellige, at de umuligt kunne bestaa ved Siden af hinanden, og man skulde derfor efter Kritikens strenge Regler holde sig ubetinget til den ene, forkastende den anden. Dette lader sig dog her ikke gjøre, da det er øjensynligt, at den ene er rigtig i eet, den anden i et andet, saa at man altsaa nødvendigviis saa vidt muligt maa kombinere begge, saaledes som det her skal vises. At Morkinskinnas Fremstilling i Hovedsagen maa have Fortrinet, og lægges til Grund, synes utvivlsomt af følgende Aarsager:

a) var Ragnhild for ung til at egte Haakon, eller sætte ham noget bestemt Vilkaar, i Aarene 1050—1052, som ovenfor viist;

b) var Aasmund, som det ligeledes er viist, for ung til at optræde som Kriger og Urostifter i 1050—52;

c) viser Saxos Vidnesbyrd, at Haakon ej som Jarl ledsagede Harald til Nisaa, men at han virkelig mod Forventning der kom ham til Hjelp, saaledes som Morkinskinna siger;

d) lader i det mindste Morkinskinna Aasmund selv før Slaget ved Slien tale om Nisaa-Slaget som forbiganget;

e) lader — hvad der især er af Vægt — Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre selv Erling Skakke senere udtrykkeligen sige til Kong Valdemar, at Sven Ulfssøn udnævnte baade Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn til Jarler i Halland (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30), ved hvilket Udsagn disse Sagabearbejdelser modsige deres egen tidligere Fortælling, men bekræfte Morkinskinnas;

f) viser ogsaa den Omstændighed, at Haakons Æt kom til stor Anseelse i Danmark (se nedenfor), at han maa have haft Tilhold der, ej mindre end i Sverige;

g) er det højst sandsynligt, at Haakons danske Jarletitel har forledet andre Sagabearbejdere til at antage, at han var Jarl i Norge, især da de Sagaer, der omtale dette, intet nævne om hans Ophøjelse til dansk Jarl.</ref>.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]