Vis kilden til Æn wildæ hwær man oruæs at sint egæth

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Æn wildæ hwær man oruæs at sint egæth]] !!  !! 
|-
|}


[[Bilde:Æn wildæ hwær man oruæs at sint egæth.jpg|center|600px]]

<center>af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]] (Landinspektør årg. 1993)

&#169; 2011
</center>


I min tid som praktiserende landinspektør har jeg til dato afholdt én skelforretning (KMS j.nr. U2008/50064)<ref>En ''skelforretning'' er en officiel proces, som en ''landinspektør'' [der på norsk kaldes ''jordskiftekandidat''] kan gennemføre, hvis ejerne af to naboejendomme er uenige om, hvor skellet mellem ejendommene går. ''KMS'' er akronym for Kort- og Matrikelstyrelsen.</ref>. Selvfølgelig faldt jeg – dér på den omstridte grænse mellem matr. nr. 2n og 3f – for fristelsen til at gøre parterne opmærksomme på hævdsbestemmelserne i 5.5.1. i Christian V.’s Danske Lov fra 1683: ''Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve aar ulast og ukært til Tinge det beholder hand uden anden Adkomst at fremvise angerløst og uafvundet med mindre det bevisis at hand hafde det enten til Pant eller i Forsvar''. Enden på sagen blev i øvrigt, at landinspektør ''L'' afgjorde, at der ''var'' vundet hævd på et trekantet areal på 1987 kvadratmeter – en afgørelse, som retten sidenhen var enig i. Men, det er nu ikke mine stærkt begrænsede erfaringer med skelforretninger, der skal være emnet for denne artikel ...

Jeg nyder meget at fordybe mig i oldnordiske sagafortællinger, det vil sige særligt islændingesagaer og Snorre Sturlasons (og andres) kongesagaer, men også middelaldertekster i øvrigt. I tekster, der er over 400 år ældre end den nævnte ''Danske Lov'', finder vi omtale af situationer, der kan være af særlig interesse for nutidige landinspektører. Sagaerne ligefrem bugner af nabo- og ejendomstvister. Ja, det er ofte uenighed om fast ejendom, der igangsætter en lang række af fatale blodudgydelser. Derom kunne der skrives tykke bøger, men henvisninger til egentlige ''skelstridigheder'' er mærkværdigvis så tilpas få, at de kan rummes her.

[PS – hvis ellers man kan have et PS i indledningen: I teksten vil jeg fremover skrive citater i ''kursiv'', men i nogen grad tilpasse teksten nutidig retskrivning, dvs. skrive navneord med lille begyndelsesbogstav, ''å'' i stedet for ''aa'' etc.].


<center><big>'''Hvad siger loven?'''</big></center>

Inden vi hals over hoved trækker i gummistøvlerne og farer i marken for at studere de enkelte ''cases'', er det god landinspektørskik at se efter, hvad der står om skel i loven. Til det formål finder vi de fire nogenlunde samtidige middelalderlove: ''Jyske Lov, Skånske Lov, Grågåsen'' og ''Gulatingsloven''. For alle tre gælder, at de mere end at være egentlig vedtagne, nye love er en nedfældning af, hvad der var gældende ret på udgivelsestidspunkt. Bestemmelserne kan altså være noget ældre end selve loven, og det er derfor nok ikke helt urimeligt at antage, at tilsvarende regler om skel også var gældende 2–300 år før, i vikingetiden, hvorfra de fleste eksempler stammer. Lovmøllen kørte ikke helt så hurtigt den gang …


Jyske Lov er fra 1241, og alle kender den berømte indledning: ''Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.'' Her er den på jysk: ''Mæth logh skal land byggiæs; æn wildæ hwær man oruæs at sint egæth, oc latæ mæn nytæ iæfnæth; tha thurftæ mæn ækki logh with''. Tanken er slet ikke ny; i ''Nials Saga'' udtaler den vise hovedperson engang kort før år 1000 følgende til inspiration for Valdemar Sejr: ''Med lov skal man vort land bygge, men med ulov øder man det'' – og næste gang du skal i byretten i København, kan du jo prøve at kigge op på frisen over indgangsdøren.

I Jyske Lov finder vi bestemmelsen om ''Sandemænd'' i 2. bog, kap. 1–3: ''Sandemænd skal sværge om manddrab, om afhug, om voldtægt mod kvinder, om hærværk, om markeskel, om sår, om kirkegods, hvis det drejer sig om mere end en mark sølv, og om frihedsberøvelse.'' Her møder vi faktisk første udgave af Lov om landinspektørvirksomhed. Bevares, opgavefeltet er som følge af stigende specialisering blevet lidt indskrænket siden, men bemærk at spørgsmål om skel hører til i den alvorlige ende af skalaen: Drab, voldtægt, hærværk … og skel! Sandemænd – hvoraf der skal være 8 i hvert herred – kan i øvrigt ikke afsættes, medmindre de sværger falsk, så der har også dengang været et slags Landinspektørnævn.


[[Bilde:Codex Runicus.jpg|thumb|right|300px|<center>'''''En side fra Codex Runicus'''''</center>]]Skånske Lov er nedskrevet omkring 1210. Vi kender den især fra håndskriftet ''Codex Runicus'' fra ca. 1300. Codex Runicus er – som navnet antyder – skrevet med runeskrift og bogen indeholder foruden lovteksten også tekst og melodi til ''Drømte mig en drøm i nat'' – det i det ældre læsersegment så velkendte pausesignal fra radioens P1 (Find den selv på [http://www.youtube.com/watch?v=lpDQYdoIQ0w youtube.com]).

I Skånske Lov handler kap. 67–84 om jordtvister; jeg skal ikke trætte med hele lovteksten, men vil dog lige citere fra kap. 72. Det är tyvärr på svenska: ''Tvista männen i en by om ornum'' [Grænse mod fælleslod] ''eller annan jord, da är det samma rätt och lag'' [nemlig at 12 ældre mænd fra byen skal sværge ved skellet]. ''För dem som skola svärja är detta ordasätt: at bedja Gud hjälp sig, så sant som de göra det ej for väld och ej för gods, utan därfor at de mena så vara rätta gränsmärket, och så have de hört av sina förfäder (...) ty äldringarna må ej göra annat än svärja den vid hävd, som dem tyckes vara rätt.'' I Jylland behøves kun 8 landinspektører, i Skåne 12, når der skal sværges ved skellet. Er det et udtryk for at jyder er en halv gang mere ærlige end skåninger? Svaret er nok snarere, at det er umuligt at opdrive mere end 8 troværdige jyder …


Grågåsen er en islandsk lovsamling, der gjaldt fra ca. 930 til fristatens ophør i 1263, hvor Island blev indlemmet under Norge. Loven er nedskrevet omkring 1117. Det for nutiden lidt besynderlige navn kan skyldes, at lovbogen var indbundet i gåseskind, men det er vist lidt uvist …

Grågåsens bestemmelser om skel findes i kapitlerne 174 og 175. Loven gør meget ud af, at køber og sælger af fast ejendom i fællesskab skal besigtige markskellene og blive enige med de på forhånd indkaldte naboer om eventuelle uklarheder; der findes ingen Sandemænd eller lignende ‘opmænd’. At skel også på Island ansås for ''serious business'' fremgår af kap. 175: ''Dersom man dølger markeskjel, eller angiver urigtige skjel, eller flytter skjellene for jord eller skov eller enge, er straffen landsforvisning, hvosomhelst det gjør, og er det en sag, hvori stævning skal foretages i bøigden; ni nabobønder skulle til udsagn tilkaldes på thinge''. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at man på oldtidens Island – længe før Montesquieu – ikke hyldede idéen om tredeling af magten. Der var en lovgivende og en dømmende forsamling, men al udøvende magt var fuldstændig overladt til privat initiativ. Altså, frem med øksen og slibestenen, hvis naboen ikke retter sig efter dommen …


Gulatingsloven er den ældste lov, vi kender i Norden. Dens ældste dele gjaldt for det norske vestland fra før 930 til 1274, hvor loven blev afløst af Magnus Lagabøtes Landslov. Loven er formentlig første gang blevet nedskrevet i den senere halvdel af 1000-tallet.

Gulatingslovens § 89 indeholder også en bestemmelse om, hvordan man skal bedømme folk, der fusker med skelmærkerne: ''Nu er folk uenige om skellet i indmarken, enten på agerjord eller på eng. Nu påstår den ene part, at den anden har drevet jorden ud over det, som han ejede til at drive, og at han har stjålet jord og opgravet mærkesten. Da skal man tilkalde de mænd, der véd mest om skellet dem imellem; hvis de da finder, at mærkestenene står rigtigt, således som de oprindeligt blev sat ned, skal de tilbyde at bevidne, at mærkestenene står rigtigt. Da er det vel. Nu, hvis mærkestenene er gravet op og ikke sat ned, men han har drevet jorden ud over skellet, da skal han betale erstatning for afgrøden og landnamet til ham, der ejer jorden. Nu, hvis han har gravet mærkestenene op og sat dem ned et andet sted og ført dem ind på naboejerens lod, da er han jordtyv og fredløs.''


Når således lovgrundlaget er på plads, kan vi se nærmere på de enkelte sager …


<center><big>'''Kompendium'''</big></center>

'''I.''' Vi indleder sagssamlingen med at overvære en fastlæggelse af skel på Island i den såkaldte ''Landnamstid'', dvs. fra ca. 874 til 930. I denne periode blev det mennesketomme Island befolket af indvandrere, der fortrinsvis udvandrede fra Norge.

I ''Eyrbyggja Saga'' (undertiden også benævnt ''Snorre Godes Saga'') følger vi søndhordlændingen Thorolf Mostrarskæg, der omkring år 884 er raget uklar med kong Harald Hårfager i Norge. Efter råd fra sin yndlingsgud Thor beslutter Thorolf sig til at forlægge residensden til Island, og da han efterfølgende sejler ind i Bredefjord på det vestlige Island, kaster han sine højsædestøtter i vandet; der hvor de driver i land, sætter han bo. Han gennemfører derpå følgende hedenske opmålingsceremoni for at markere den landstrækning, som han tager i besiddelse: ''Derefter gik Thorolf med ild over hele sit landnam, ude fra Stavå og ind til den å, som han kaldte Thorså''. Enhver praktiserende landinspektør har nok en og anden jordgerrig kunde, der ville svide næverne slemt, hvis han på samme vis fik lov at tilegne sig jord ved at gå rundt om det med en brændende fakkel.


'''II.''' At skeltrætter kan opstå mellem nære familiemedlemmer er ikke nogen nyhed. I en af de store slægtssagaer ''Laksdøla Saga'' møder vi engang før år 972 de to halvbrødre og naboer Hrut Herjolfson og Høskuld Dala-Kolsson. Hrut giver en frigiven træl et stykke land, som han kan bygge en lille gård på, men ''Hruts familie vidste ikke nøjagtig, hvor skellet var, og de havde ladet den frigivne bosætte sig på Høskulds grund.'' Høskuld er naturligvis fortørnet over, at broderen sådan giver ''hans'' jord væk og vil have penge af nybyggeren for jorden. Denne klager sin nød til Hrut, ''men Hrut bad ham lade som ingenting og ikke betale Høskuld noget. »Jeg ved ikke hvem af os, der ejer jorden,« sagde han.'' Denne lemfældige omgang med ejendomsretten er ganske uforenelig med Høskulds principper og han beder sin søn Torlejk om at dræbe den frigivne og konfiskere løsøret. Torlejk effektuerer pligtskyldigt sin faders ordre, og så er det Hruts tur til at blive sur: ''Han vilde søge sin ret ved lovens hjælp. Men de lovkyndiges mening gik ham imod; de lagde megen vægt på, at Hrut havde ladet den frigivne bosætte sig og samle formue på Høskulds jord; Torlejk havde altså dræbt ham på faderens grund. Hrut var utilfreds med sagens udfald.'' De to stolte brødre kommer i øvrigt flere gange på kant med hinanden – det er vist noget med en uafsluttet arvesag efter deres fælles moder, der spøger i kulissen.

''Laksdøla Saga'' er for resten oversat til dansk af digteren Thøger Larsen (1875–1928), der i perioden 1896–1911 var ansat hos landinspektør Aaberg i Lemvig. Mon ikke Thøger har tænkt på sin gamle arbejdsplads, da han kom til dette sted i sagaoversættelsen …


[[Bilde:Johannes Flintoe Havnen i Skiringssal.jpg|thumb|center|800px|<center>'''''Afslutningen på en skelstrid?'''''</center>]]


'''III.''' ''Egils Saga'' giver et godt eksempel på, hvad to generationsskifter på to naboejendomme kan afstedkomme. Egil Skallagrimsson har overdraget sin gård Borg til sønnen Thorsten; naboen Ønund Sjones søn Steinar har overtaget sin svagsynede fars ejendom Anabrekka. Med til historien hører desuden, at det var Egils far, der i sin tid overdrog Ønunds far Anabrekka.

Skellet mellem de to ejendomme udgøres af bækken Håvsløk, og syd for denne ligger et areal kaldet Staksmyr, som hører til gården Borg. Om vinteren står Staksmyr oftest under vand, men om sommeren er der en fin græsgang for kvæg, hvilket Steinar udnytter – velvidende det er naboens jord. Thorsten er et fredsommeligt gemyt og lader sig til at begynde med ikke hidse op over sagen, men da det gentager sig sommeren efter, gør han i al fredsommelighed Steinar opmærksom på problemet. Denne ryger imidlertid straks helt op i det røde felt, skælder naboen ud og får efterfølgende sin hyrde til nidkært at sørge for, at hans kvæg græsser på Thorstens eng. Thorsten gider ikke udsætte sig selv for Steinars verbale udgydelser igen og slår hyrden ihjel.

Steinar anskaffer sig en ny hyrde, Trond, og forsyner ham med en økse med en alenlang æg, der er så skarp, at den kan kløve et hår. [Husk på, at en alen dengang var afstanden fra albuen til lillefingerspidsen og ikke de nuværende 0,6277 m – øksen er altså ikke helt så drabelig som umiddelbart antaget]. Historien om den grænseoverskridende afgræsning gentager sig og ''Thorsten sendte en af sine huskarle hen, for at gøre ham'' [Trond] ''opmærksom på grænseskellet; men Trond svarede, at det var ham det samme, hvem jorden tilhørte, han lod sit kvæg gå der, hvor der var den bedste græsgang''. Nu står der ''ikke'' i sagaen, at Thorsten tænker »Det er da ligegodt satans!«, men det gør han, fatter derpå sin økse og går tidligt om morgen ned på engen og vækker lidt ublidt Trond, der udfører sin hyrdegerning sovende. Denne farer op, svinger med sin store økse og spørger Thorsten, hvad han vil. Thorsten svarer tålmodigt, ''at han vilde sige ham, at denne jord tilhørte ham, men Steinars græsgang var på hin side af bækken; det var ikke så underligt, om trællen som fremmed ikke kendte grænseskellet så nøje. Men trællen svarede som før, at han skøttede lidet om, hvis jord det var, hans kvæg måtte gå, hvor det syntes bedst om det. »Da skulde jeg dog tro,« sagde Thorsten, »at jeg selv råder for min jord, og ikke Steinars trælle.«'' Trond svarer, at ''han'' har den største økse og ikke er bange for Thorsten, men det bliver hans sidste ord, for Thorsten hugger ham hurtigt over halsen, og så er Trond færdig med at vogte kvæg på andres jord.

Steinar tager hyrdedrab nr. 2 ilde op og anlægger sag mod Thorsten på Altinget. Nu bliver det hele for meget for den gamle Egil; han opsøger Steinars far – sin gamle ven – Ønund og gør ham det klart, at det er helt uacceptabelt med sådan en skelstrid. Ønund er enig og overbeviser sin søn om at Egil er en retsindig mand. De overlader herefter Egil ‘selvdømme’ i sagen i den tro, at han vil forlige parterne, men Egil er aldeles ubarmhjertig: »''Vi ved alle, Steinar, hvor grænseskellet går imellem Borgs og Anabrekkas jorder, at det er Håvsløk. Det var heller ikke af uvidenhed'' [ond tro!], ''Steinar, at du lod græsse på Thorstens jord og tilegnede dig hans ejendom. (…) Thi både du, Steinar, og ligeså du, Ønund, må vide, at det Land, Ane'' [Ønunds fader] ''besad, det fik han af min fader Grim. (…) Men fordi, Steinar, du havde i sinde at frarane min søn Thorsten hans landejendom, som blev ham overdraget af mig, og som jeg havde arvet efter min fader, derfor skal du have forbrudt dit land på Anabrekka uden at få erstatning derfor; heller ikke skal du have bopæl eller hjem her i herredet syd for Langå, og forlade Anabrekka før fardag …''«. Tak for kaffe! Ud af herredet med den elendige skelsvindler! Ønund og hans søn er godt skuffede over Egils dom, men Egil er iskold: »''Jeg har før forsvaret min ret imod sådanne mænd, som du og din søn er.''«


'''IV.''' Vi slutter gennemgangen med en skelstrid på et lidt højere plan, nemlig grænsedragningen mellem to lande. Nu falder den slags naturligvis uden for landinspektørens virkefelt, men eksemplet skal lige godt med, fordi det indeholder en løsningsmodel, som man kunne overveje at indføre i dansk skelforretningspraksis.

Året er 1020 og stedet er den nu svenske ø Hisingen, dengang grænseland mellem Norge og Sverige. På øen ligger en by, som gennem tiderne snart er norsk og snart svensk, og de to landes konger Olaf ‘den hellige’ Haraldsson (N) og Anund Jakob (S) har ikke helt samme mening om sagen. ''Kongerne blev nu enige om at kaste terninger om den; den, der gjorde det største kast, skulde have bygden. Svenskekongen kastede først; det blev to seksere, og derefter mente han, den sag var afgjort. Men kong Olaf tog terningerne, rystede dem i hånden og sagde: »Begge sekserne er der dog endnu, og om Gud vil, er han mand for at lade dem komme op.« Han kastede og slog to seksere. Så kastede svenskekongen og fik igen sekskast. Men da Olaf Haraldsson slog det sidste kast, viste den ene terning seks, den anden gik midt over og viste syv; dermed havde han vundet bygden. Det er, hvad man ved om dette møde, og kongerne skiltes som venner.'' Husk, at raflebægre herefter bør være standardmateriel i enhver veludstyret landmålerbil ...


'''Litteratur:'''

* Ole Fenger og Chr. R Jansen (red.): ''Jyske Lov 750 år''. Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland, 1991.
* Åke Holmbäck og Elias Wessén: ''Svenska Landskapslagar. 4. serien: Skånelagen och Gutalagen.'' Hugo Gebers Förlag, 1943.
* Vilhjálmur Finsen: ''Grágás – Islændernes Lovbog i Fristatens Tid''. Det nordiske Literatur-Samfund, 1870.
* Snorre Sturlason: ''Olaf den Helliges Saga''. Oversat af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre. Gyldendal, 1948.
*'' [[Egils Saga]]'', ''[[Eyrbyggja Saga (Dansk)|Eyrbyggja Saga]]'' og ''[[Nials Saga (Dansk)|Nials Saga]]''. Oversat af N. M. Petersen. 4 udg., Nordisk Forlag, 1923.
* ''[[Laksdøla Saga]]''. Oversat af Thøger Larsen. Gyldendal, 1930.


'''Note:'''

<references />


Artiklen har i en tidligere udgave været bragt i fagtidsskriftet [http://publikationer.ddl.org/ddl/l/566/1/ Landinspektøren 06, 2011] (p. 40 ff.)

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]