Vis kilden til Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror'''</big></big></big></big></center>



Ajijak havde en hjælpeånd, der havde en bror. Den ældste hed Uniagaq. De var fra den tidlige barndom forældreløse, og de gik derfor altid nøgne. De opretholdt livet ved at være stik-i-rend-drenge for deres bopladsfæller, og de kunne kun spise sig mætte, når de havde hentet vand eller på anden måde tjent deres bopladsfæller og til gengæld fik noget kød. Således voksede brødrene til.

En dag, mens Uniagaq sad inde i huset, blev der voldsom panik udenfor. Folk råbte, at jorden var ved at tippe rundt. Alle klædte sig på og løb ud, og inden længe sad Uniagaq og hans bror alene i huset, nøgne. Da ingen af dem havde klæder at trække i, fandt Uniagaq en rulle udspændingsrem, der bruges til at spænde skind ud til tørring med, og som laves af aflagte spækposer, som skæres i lange fingerbrede remme.

En sådan rem snoede Uniagaq om broderen og gav ham således en trøje på. Selv snoede han sig ind i en anden rem, og de løb begge ud af huset.

Jorden var da begyndt at hælde, og deres bopladsfæller – de boede på øen Qêrpik – flygtede til fjelds.

Uniagaqs bror ville følge efter, men Uniagaq stoppede ham og sagde, at de i stedet skulle løbe ned mod havet i den retning, hvor jorden hævede sig ved tipningen.

Brødrene løb, og hele tiden havde de den lyse himmel over sig. De havde løbet længe, da noget mørkt hævede sig foran dem. Da alt tilsyneladende igen stod stille, stoppede de op, og da de undersøgte deres omgivelser, fandt de ud af, at de var ude på øen Avâdîn — ude på den yderste ø.

Brødrene fulgte kysten, og mens de gik langs bugten, hvor der var en bred sandstrand, stødte de på en lang drivtømmerstok. Brødrene rullede den tunge træstamme ind på land, hvor havet ikke kunne nå den. Her sagde Uniagaq til sin bror: »Bare vi havde redskaber til at kløve den igennem med, så skulle vi bygge en kajak deraf«.

Knapt havde Uniagaq talt ud, før der lå en stor økse ved siden af dem. Uniagaq tog øksen og huggede en lang planke af. Udelukkende ved hugning forarbejdede han træet.

Da han i lang, lang tid havde hugget, sagde han: »Bare man havde en kniv«.

Straks lå ved siden af ham en langskaftet snittekniv. Uniagaq havde snart snittet kajakskelettet færdigt. »Hvad kan vi få at betrække den med?« spurgte han.

Straks drev tre skind ind i bugten, de to passede lige til bunden af kajakken, og det tredie var som tilpasset dækket.

»Hvordan skal vi to, der ikke har begreb om skindtilberedning kunne ordne dem?« spurgte Uniagaq. Og straks kom en kvinde gående imod dem.

Kvinden gik i gang med at strække skindene. Da hun var færdig, sagde hun: »Jeg ejer ikke nogen krumkniv«. — En krumkniv lå nu nok så nydeligt ved siden af hende. Skindene blev skrabet, og alt var klart til at betrække kajakken. Men hun beklagede, at hun ingen tråd havde. Da drev bagkroppen af en sæl ind i bugten. Kvinden skar senerne ud og tørrede dem. Derpå flettede hun dem til tråd.

Men hun havde ingen synåle. Knapt havde hun ytret ønsket om synåle, før der lå et skindstykke ved siden af hende, og i det sad tre synåle faststukket.

Alle tre gik de i gang med at betrække kajakken. Det varede ikke længe, inden den var færdig, og Uniagaq overlod den til sin bror.

Uniagaq viklede sin og broderens trøjer op og bandt remmen fast i kajakken. Dag efter dag trænede Uniagaq sin bror i at ro i kajak, mens han selv stod på land med remmen i hånden, klar til at hale broderen i land, hvis han skulle kæntre.

Frem og tilbage over bugten sejlede broderen dagen lang, og til sidst kunne han stikke til søs og fange sæler. Først da lavede Uniagaq en kajak til sig selv. Og de fik bygget sig et hus.

Uniagaq havde i lang tid stor lyst til at tage kvinden til kone. Nok havde han stor lyst, men han gjorde op med sig selv, at han ikke kunne stå mål med sin bror i fangst og idræt, derfor overlod han hende til broderen som kone. Når broderen tidligt om morgenen roede ud over havet, roede Uniagaq langs Avátîn langs med land mod Puisorqaq. Her mellem øerne var vandet smult, og edderfuglene havde deres ædepladser.

Uniagaq roede efter edderfuglenes »sang«, »avôq – avôq«, og han stoppede altid op i læ af et næs, hvorfra han holdt øje med edderfuglene, der dykkede efter skaldyr. Når fuglene havde ædt sig så mætte og tunge, at de næsten ikke kunne flyve, for Uniagaq frem og skræmte dem. Fuglene baskede i vejret for straks efter at falde ned, og når de så tyede til dykning, fangede han dem med sin fuglepil. Da nød Uniagaq at kikke bagud og se den dynge af edderfugle, der lå på agterdækket af kajakken.

Når Uniagaq roede hjem, lå broderens fangst trukket op på stranden, en række fede sæler. Broderen var en vældig sælfanger.

Selv fangede Uniagaq udelukkende edderfugle, thi han havde ikke forstand på sælfangst.



En dag, hvor broderen var taget på fangst, syntes Uniagaq, at broderens kone var så smuk og tiltrækkende, og så krøb han op på briksen til hende.

Da hun var helt umulig og ikke ville indlade sig i elskov med ham, slog han hende ved trolddom vanførhed i bækkenet. Men kvinden tog ikke skade af hans trolddom, som i stedet faldt tilbage på ham selv, så han fik en lammelse over lænden, så han ikke mere kunne gå oprejst. Kun ved at støtte hænderne på knæene var Uniagaq herefter i stand til at stavre rundt.

En dag mødtes Ajijak og Uniagaq inde i fjorden bag Sermiligâq. Her fik de øje på en remmesælunge.

Uniagaq sagde til Ajijak: »Nu skal jeg lade dig fange den«.

Uniagaq satte efter sælen, som dykkede, og netop som den var i færd med at dukke op, trykkede Uniagaq den ned under vandet med åren og holdt den nede. Sælen gik i dybet, og Uniagaq fulgte den over vandet. Bagved kom Ajijak. Da sælen var ved at dukke op, trykkede Uniagaq den ned med åren og holdt den nede. Atter gik sælen i dybet, dog kun et lille stykke ned.

Da den ville op igen, holdt Uniagaq den atter nede, men sælen, der nu var desperat af mangel på luft, maste på og ville op og stak til sidst hovedet op. Uniagaq veg til side og lod Ajijak harpunere sælen.

Ajijak har fortalt, at Uniagaq var en meget stor sælfanger. At han kun kunne fange edderfugle, var det rene »pral«.

Som afslutning på sin fortælling om sig selv har Uniagaq sagt til Ajijak, at når et uhørt voldsomt snefald satte ind over hans boplads, ville jorden igen tippe rundt. Men begynder jorden at slå revner, så tipper den ikke rundt, men inden man ved et suk af det hele, befinder man sig langt inde under jorden.

 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 232-234, København, 1963.


<center><big>'''[[Ajijak bortføres af to kæmper (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]