Vis kilden til Aungeqs død (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Aungeqs død (KR)]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Jakob Olsen.jpg|thumb|250px|<center> Jakob Olsen – ekspeditionens tolk</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br><big><big><big>'''Aungeqs død'''</big></big></big><br>'''Oversat fra Jakob Olsens dagbog'''<br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926</center>



<blockquote>
"Under mit Ophold ved Chesterfield Inlet var jeg engang paa Rens jagt i Indlandet sammen med Pilakavsak og hans Kone Hauna, og under denne Jagt kom vi ned til en Boplads Paunat. Her boede en Mand ved Navn Uhughuanajoq. Han havde syv Husfæller, og blandt dem var hans Svigermoder, som hed Aungeq; hun var brystsyg og spyttede Blod, uden dog at være særlig haardt angreben. Jeg besøgte ofte dette Hus og talte tit med den gamle Kone. En Aften gik jeg som sædvanlig derhen og kom ind gennem Husgangen, uden at mærke noget usædvanligt; Folk sad inde paa Briksen, som de plejede, kun syntes jeg, alle var paafaldende tavse. Det var ikke Skik her at opfordre en Gæst til at sætte sig, saa da jeg kom ind gennem det lave Indgangshul, rettede jeg mig op og gik straks hen mod det Sted, hvor den syge Kone havde sin Plads. Da jeg kom nærmere, havde jeg nær udstødt et Brøl; jeg saa lige ind i et Ansigt, der var ganske blaat, med et Par store Øjne staaende helt ud af Hovedet og en vidt opspilet Mund. Jeg blev staaende for at samle mig og fik nu Øje paa en Line, der gik fra den gamle Kones Hals op i Snehyttens Tag. Da jeg havde faaet Mælet tilbage, spurgte jeg Husets Beboere, hvad dette skulde betyde. Det varede længe, før jeg fik noget Svar. Endelig tog Svigersønnen til Orde og sagde: "Hun følte sig gammel, og da hun var begyndt at spytte Blod, vilde hun gerne dø hurtigt, og det indvilligede jeg i. Jeg gjorde kun Linen fast i Snehyttens Tag, Resten ordnede hun selv." 

Jeg kunde ikke holde ud at se paa det uhyggelige Lig, der laa ganske nøgent udstrakt paa Briksen, og jeg spurgte derfor, hvem der skulde klæde hende i Ligdragt. I samme Øjeblik kom en Enke og en lille Pige ind fra et Nabohus. Disse to samlede alle den dødes Ejendele sammen og lagde dem paa et Renskind, som de bandt sammen; derpaa begyndte de at snøre Liget ind i et andet Renskind, og jeg gik frem for at hjælpe til, for der var ingen andre i Huset, der turde røre ved det. Saa gik Konen og den lille Pige ud, efter først at have bevæbnet sig med deres Kvindeknive, og Husbeboerne gik nu til Ro. Baade Mændene og Kvinderne lagde deres Knive under Hovedgærdet; de fortalte, de gjorde dette af Frygt for, at den dødes Sjæl skulde vende tilbage og skræmme dem. 

Næste Morgen tidlig blev alle Slæder stillet paa Højkant uden for Snehytterne; det skulde være de Besøgende et Tegn paa, at der var Lig ved Bopladsen. 

I fem Dage blev Liget holdt inde i Snehytten; ingen af den dødes Husfæller gik udenfor, og intet Arbejde blev udført. Først paa den femte Dag blev der aabnet et Hul i Snehyttens inderste Væg, og gennem det blev den døde og alle hendes Ejendele slæbt ud ved Hjælp af en lang Line, helt hen til det Sted, hvor Graven skulde være. Alle Husfællerne fulgte med og snakkede og lo, som om der ikke var noget alvorligt paa Færde. Et Stykke fra Bopladsen blev Liget dækket til med Sneblokke, og næppe var det gjort, før alle brød ud i voldsomme og ubeherskede Veklager; det var ikke Graad, det var Skrig og Raab. Derefter gik alle hjem. Men fem Dage i Træk blev Graven besøgt paa samme Tid af Dagen, og hver Gang udstødte man de samme øredøvende Veklager. I al den Tid maatte ingen Fangst drives, og den dødes Husfæller maatte kun spise den Mad, der bragtes dem fra andre Huse. 

Tilsidst blev Snehytten forladt, en ny bygget, og man levede atter Livet paa sædvanlig Maade."


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1'', ss. 135-137. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]