Vis kilden til Barne-Uhyret, som aad sine Huusfæller (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Barne-Uhyret, som aad sine Huusfæller (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Emanuel A. Petersen - Solnedgang over grønlandsk bugt.png|thumb|450px|<center> Solnedgang over grønlandsk bugt. <br> ''Emanuel A. Petersen'', 1921-48</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''109. Barne-Uhyret</big><br> som aad sine Huusfæller'''</big></big> <br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center>


Tungavik var et Pattebarn, som ikke kunde voxe, og som Forældrene ikke kunde dysse i Søvn hele Natten naar deres Huusfæller skulde sove. Men paa Vinduesbrixen havde et Par Forældreløse, Broder og ældre Søster, deres Plads. Naar Tungaviks Forældre bleve søvnige, gave de ham til disse, som passede ham til de andre vaagnede, saa faldt han først i Søvn. Saaledes gik det hver Aften, omsider var han 2 Aar gammel uden at voxe og uden at kunne tage en Bid. Da kom Faderen engang hjem med sin Fangst, og da de Forældreløse som sædvanligt skulde vaage over Barnet, lod Moderen dem gaae ud og hente et Stykke Lever, og dette gav hun dem til at holde sig vaagne med. Da de nu, vendte mod hinanden, begyndte at spise Lever, gav Tungavik sig første Gang til at bede om noget. Da han aldeles ikke havde kunnet tale, forbausedes Moderen og sagde, at de hurtigen skulde give ham et Stykke Lever, da han nu endelig begyndte at ville spise. Søsteren afskjar et Stykke, som han fortærede i to Mundfulde, hvorpaa han bad om mere. Da han sagde, at Stykkerne vare for smaa, gav Moderen ham selv et stort Stykke, og saaledes vedblev han at sluge det ene efter det andet indtil al Leveren var fortæret. Da han endnu bad om mere, men Moderen sagde at det var opbrugt, begyndte Tungavik, der hidtil ikke havde kunnet tale, pludselig at snakke: »da du byder mig at tale, vil jeg fortælle Følgende: »I Efteraaret da vi droge ud ad Fjorden og vi laae under Baaden (der laa omvendt som Telt) slog Fader mig med en Narhvaltand prrr......« Da Moderen hørte ham tale saa underligt, turde hun af Skræk ikke reise sig op, men saa bukkede hendes slemme Pattebarn sig ned over hendes Bryst. De Forældreløse blev bange og flygtede tilbage til Vinduesbrixen. Medens Huusfællerne, uden at mærke til noget, laae og sov, begyndte Barnet at æde Moderens Bryster. Det aad og aad til det havde fortæret sin Moder, og da det nu vendte sig mod Faderen, vækkedes først Huusfællerne, forfærdedes og begave sig paa Flugten. Den forældreløse Pige tog sin Broder ved Haanden og førte ham ud, men de andre grebe dem og kastede dem tilbage imod Tungavik, idet de sagde: »I Snavs Børn, som ingen bryder sig om, lad ham kun opæde eder.« Imidlertid havde han næsten opædt sin Fader og skulde have fat i en Anden, allerede var der ikke mere end Benene tilbage af Faderen, da de Forældreløse atter gik ud og da de kigede frem af Huusgangen, saae de at deres Huusfæller vare flygtede op paa en stor Steen, som ovenpaa havde en lang Flade. Søsteren tog sin lille Broder ved Haanden, grædende og seende sig om efter Husets Indgang løb de over til Stenen og bade dem om at hjælpe dem op. Men der blev atter svaret: »I Snavs Børn behøves slet ikke, I ere til ingen Nytte, lad ham kun æde eder.« Grædende vendte de sig om og saae efter et andet Tilflugtssted, men opdagede ikke andet end en mindre og temmelig lav Steen. Den bestege de, men neppe vare de ovenpaa førend Tungavik kom farende ud og henimod dem, da begyndte de først rigtig at græde. Men da han nu lige skulde til til at naae dem, tilraabte Pigen ham: »Tungavik vær dog fornuftig, jeg vil sige dig noget, i Efteraaret, naar vore Huusfæller sov, have vi alene passet dig, vi have dysset dig i Søvn naar dine Forældre opgave dig, ikke os, men de mange Andre skal du gaae til.« Da Tungavik fik Øie paa de mange Mennesker, han skulde æde, blev han rigtig begjærlig, Børnene holdt da op at græde og saae hvorledes han nærmede sig Stenen, og med det Samme begyndte den at hælde over imod ham, de mange Mennesker faldt efterhaanden ned og bleve alle opædte. Med det samme voxede Tungavik bestandig, og da han havde fortæret den sidste var han uhyre stor og kom nu ogsaa over imod Børnene. Det hjalp ikke, at de formanede ham, han blev blot mere begjærlig. Da de nu forgjæves saae sig om efter et Tilflugtssted og de dog ikke vilde have kunnet undslippe ham, vidste Pigen intet andet Middel end at tage Støvlen af sin venstre Fod og true ham med den. Da nu Tungavik med Begjærlighed nærmede sig, kastede hun Støvlen hen imod ham, den traf lige paa Hjertekulen, trængte ind med Spidsen, og Tungavik stivnede og faldt omkuld. De gik hen til ham og betragtede hans uhyre Mave. Søsteren tog sin Støvle ud og sagde: »hent hurtig en Kniv og en Ullo, jeg skal passe paa ham. Da Tungavik hører til de Usædvanlige ville vi sønderlemme ham.« Broderen gik ind i Huset og hun ventede med Længsel, men da han kom ud igjen, turde han ikke komme nærmere. Først da Søsteren raabte til ham, at Tungavik ikke vilde leve op igjen, kom han, og hun opskjar først Bugen, hvorpaa det væltede ud med Mennesker, næsten lige op til Svælget havde, han været fuld; da der netop endnu havde været Plads til Børnene, var han bleven dræbt. Alle Indvolde fandtes fulde af Mennesker, og hans Forældre sadde hver paa sin Side i de store Tæer. Da hun havde sønderlemmet ham ganske, gik de op i det mennesketomme Huus, og de forbleve her indtil deres Slægtninge kom der forbi i Kajak. Da disse besøgte dem, traf de dem alene tilovers. De hentede dem derpaa med en Baad hjem til sig, og der voxede de op.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 125-126
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]