Vis kilden til De forladte Børn (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=De forladte Børn (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big><big>'''44. De forladte Børn'''</big></big></big></big></center><br>

Paa en meget befolket Plads boede et Par gamle Ægtefolk, med en Søn og yngre Datter. Medens disse endnu vare Børn, døde de Gamle. Børnene fik vel Pleieforældre, men disse elskede dem ikke; bestandigt skjændte de paa dem, og lode dem selv søge deres Føde ved Strandbredden, naar det var Lavvande. Om Foraaret, da Pladsens Beboere reiste, satte de disse Forældreløse ind i et tomt Huus, stoppede Vinduet og Indgangen til med Steen, og forlode dem. Da de stakkels Børn nu vare nær ved at sulte ihjel, famlede de frem i Mørket, og hvadsomhelst af gamle Levninger de fandt, det spiste de. Da Levningerne næsten vare opbrugte, fandt Søsteren et Boreredskab. Da de ikke kunde naae Loftet, stablede de Steen op, og staaende ovenpaa dem, borede de Hul i Taget, hvorpaa han først hjalp Søsteren ud, og derpaa selv krøb bagefter. Da de kom ud, kunde de see Foraarspladsene med mange Telte paa Øerne udenfor dem, og de saae, hvorledes der kogtes hele Dagen, og Mændene jagede efter Sælhunde udenfor. Da de havde staaet og betragtet dette, gik de hen og eftersøgte Stedet, hvor Sælhundene om Vinteren vare flensede, og spiste hvad Affald de fandt. Paa denne Maade fandt de Hovedet af en Remsæl, hvorover de bleve meget glade. Først spiste de af det, derpaa tog Søstereu Skindet deraf, tilberedede det og sagde til Broderen: »jeg vil lave dig en Forklædning, erindrer du Moders Tryllesang?« — »Ja, jeg kjender den, og ligeledes har jeg en, som kan skaffe Blæst; velan! lav kun Skindet istand.« Da hun havde gnedet Skindet, sang de over det, og prøvede det paa ham; han kunde da netop komme i det til Knæerne. Atter gned hun det, og da de prøvede det, omsluttede det ham heelt. Søsteren bandt for ham, og sagde: »du ligner en hvid (ung) Remsæl, prøv det nu engang i Vandet.« Derpaa gik de ned til Stranden, han gik ud i Vandet, medens Søsteren stod paa Land, sang Tryllevisen og sagde: »duk under.« Da han var dukket under, og kom op igjen, sagde hun: »du ligner en Teist, som dukker ned, nu vil jeg atter synge for dig.« Derpaa dukkede han under, og kom op. Søsteren sagde: »du ligner en Remsæl, der ligger i Vandet, kom nu kun op igjen.« Den følgende Morgen, da han stod op, var det ganske stille, og da endnu ingen Kajak var stødt fra Land ude paa Øerne, fik han Lyst til at spille Sælhund for dem. Han krøb da i sin Ham, Søsteren sang Tryllevisen og han gik ud. Da de nu fra Teltene saae ham drage forbi, raabtes der: »en Remsæl, en Remsæl, lad os komme ud at jage den!« Der blev megen Munterhed, og de skyndte sig i Kajakkerne og ud efter ham. Imidlertid gik han under Vandet, men da han ikke kunde holde sin Aande længere tilbage, dukkede han op tæt bag ved en Kajak, og trak Veiret uden at blive seet. Nu havde nogle af Kajakmændene i deres Hastværk glemt at tage Halvpelse paa, skjøndt det var temmelig langt ude fra Land; paa disse tænkte den Forvandlede at ville øve sin Hævn. Han sang da Tryllevisen for Vind, og strax kom der en pludselig Storm. De jagende Kajakker skyndte sig hjemad, men alle de, som manglede Halvpels, sank og omkom. Da den Forvandlede kom hjem, sagde han til Søsteren: »det er dog bedst at vi give os tilkjende; hvis de see os og kunne bruge os, ville de hente os med en Baad.« Derpaa gjorde de Tegn, og da Folk derude fra kunde see dem, sagde de: »vi ere jo nu blottede for Mandskab, de kunne nok bruges, lader os hente dem med Baaden.« Derpaa bleve de bragte over paa Foraarspladsen, hvor de begyndte at komme sig lidt igjen. Om Sommeren, da Folk droge ind i Fjorden, toge nogle dem med som Roere, men deres Huusfader elskede dem ikke. Da han havde faaet det første Rensdyr, gav han Drengen en Knæskal og sagde: »først skal du sluge denne; førend du har slugt den, faaer du intet at spise.« Medens de Andre saae til, stod han og var nær ved .at qvæles; omsider fik han Knæskallen ned, og da først fik han noget at spise, men han glemte herefter ikke denne Knæskal. Da Rensjagten var forbi, og de droge ud af Fjorden, var der nogle, som reiste nordpaa; med dem fulgte de Forældreløse, og forlode deres Huusfæller. Imidlertid voxede de til, og tænkte ikke paa andet, end at øve deres Kræfter. Begge bleve de meget stærke, og Broderen blev tillige en god Fanger. Senere droge de atter sydpaa og traf igjen ham, der havde ladet ham sluge Knæskallen, men som nu var bleven en aldrende Mand. Da Vinteren kom, og der blev knap Tid, gik den unge Mand endnu bestandig paa Fangst. Engang kom han hjem med en stor Remsæl, og sagde til Søsteren, at hun skulde koge Tran ud af Spækket. Derpaa indbød han Mændene til Maaltid, og da Maden var sat frem, sagde han til den Gamle: »mon det skulde være lettere at sluge en Knæskal, end at drikke hed Tran? forsøg engang at drikke dette, før faaer du ingen Mad.« Den Gamle tøvede først længe, derpaa tog han Trannen og drak, men strax forbrændtes hans Hals, og han døde. Da den unge Mand saaledes havde tilfredsstillet sin Hævn, og det blev mildt Veir, reiste han til sin Boplads igjen.


_______________


Der fortælles ligeledes om et Par forældreløse Børn, at deres Huusfæller lode dem blive ene og hjælpeløse tilbage, da de droge paa Rensjagt. Men da de vare nær ved at sulte ihjel, hørte de Støi udenfor Huset, og da de kom ud, laa der en død Rype paa Huusgangen, og den følgende Dag fandt de paa samme Maade en Fjordsæl, og atter, da denne var fortæret, en Sortside, og saaledes videre. — Om et Par andre fortælles der, at den ældre, en Dreng, døde, men da Pigen var alene tilbage, saae hun en Dag mange Kajakker udenfor paa Raabejagt. Da de havde fanget, bragte en af dem hende en Fjordsæl, men da de gik tilsøes, saae hun, at de bleve forvandlede til Maager, og fløi bort. Da hun derpaa laa ene i Huset, kom der en ubekjendt Qvinde og bragte hende en Ild, som ikke kunde slukkes.
Endelig fortælles der om en forældreløs Dreng, som ligeledes blev forladt af sine Huusfæller, at han lærte sig selv at gaae paa Vandet, og saaledes kom til dem, men at han senere hævnede sig, da han var sammen med andre Kajakmænd ude paa et Skjær, for at samle Muslinger, idet han skubbede Kajakkerne ud i Vandet, og lod Mændene omkomme paa Skjæret.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 151-153.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]