Vis kilden til Erqigdlit (C. Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Erqigdlit (C. Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Tupilak 01.JPG|thumb|300px|<center>Grønlandsk tupilak</center>]]<center>


'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''
<br><br><br>'''Christian Rosing'''<br><br>
[[Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger (C. Rosing)|'''Grønlands sidste Hedninger<br>Østgrønlænderne<br>Tunuamiut ''']]


<big>'''Kapitel IX'''<br><br><big><big>'''Erqigdlit'''</big></big></big></center>



En anden af de Ting, som de østgrønlandske Hedninger tror naa paa ''Erqigdlit'', der siges at være Væsener, der har Overkrop som et Menneske, men hvis Ben er som en Hunds Bagben.<ref>''Erqigdlit'' øgrl. ''Erqittin'' betegner en art fremmede mennesker, som bor i indlandet, måske på (eller bag) indlandsisen, men som sjældent eller aldrig ses. Dette navn indeholder et gammelt minde fra de eskimoiske vestegne, helt ovre i Nordalaska, hvor et lignende navn er fundet i brug hos de dærboende Eskimoer som betegnelse for indlandets indanerstammer, særlig Tinneh- el. Athapaskastammerne. Disse indlandsindianere var frygtede av Eskimoerne som deres arge arvefjender, som overfaldt dem for at plyndre, undertiden for at røve deres kvinder, mens disse var ude at plukke bær. Navnet ''Erqigdlik'' (i ent. ''Erqilik'') betyder 'befængt med gnid' av ''erqeq'' 'gnid, luseæg' og ''-lik'' 'havende, forsynet med'. De optræder også i den eskimoiske avstamningsmyte som deres brødreavkom fra forbindelsen mellem en fornem kvinde og en hund. Som oftest opfattes dette forhold som en blot smædehistorie, men har måske oprindelig skullet forstås på en anden måde. Som myte findes fortællingen i adskillige varianter lige fra Øst- og Sydland [Allerede hos P. Egede (Journal 1788, s. 127 under 1739).] til Beringstrædet; ja den er udbredt ikke blot blandt flere nordamerikanske Indianerfolk, men over den største del av Østasien (bl. a. Japan, Korea, Kina osv.), en for en mængde folkeslag fælles oprindelsesmythe, idet de hævder dels om hinanden, dels om sig selv, at de alle nedstammer fra forbindelsen mellem en kvinde og et dyr (hund, bjørn, ulv osv.). Det synes at være en av menneskehedens ældgamle grundtanker til forklaring av forskelligheden mellem folkeslagene. — For Inuiternes vedk. har jeg behandlet sagnet i »Grønlandske sagn om Esk. fortid«, og anført grønlandske varianter i grundtexten i M. o. G. 40, 389-397 og 586-587. Jvf. avhandlinger av W. Koppers (1930) og Freda Kretschmar (1938).</ref> De bor inde i Landets Indre og viser sig kun sjældent for Menneskene. De er alle meget frygtindgydende, de slaar hyppigt Fo mnjlk ihjel og er ubarmhjertige, akkurat ligesom bidske Hunde. Folk her paa Stedet siger om dem, at de har Seletøj af Jern. De siges at angribe Menneskene i store Horder, og de dræber og udrydder alle Beboerne ved en Boplads. Andre siger paa den anden Side om dem, at de kun dræber gamle Mennesker. Derfor er Folk som sædvanlig meget bange for dem og venter stadig, at de skal komme til deres Boplads. Heri ligger Aarsagen til, at Hedningerne venter, at nogen vil komme og udrydde dem. De er at beklage de stakkels Mennesker, der udelukkende venter noget frygteligt og ulykkebringende, og som har berøvet sig selv den Smule, der kan bringe dem Fred.


Engang da nogle Kajakmænd fra Overvintringsstedet Igdluliarssuk om Vinteren var ude i Kajak, hørte de en Lyd, og da de kom hjem og fortalte derom, mente man, at denne Lyd maatte stamme fra Erqigdlit. Skønt det var Vinter og meget koldt, og Dagslyset kun var af kort Varighed, og til Trods for at deres Konebaad var anbragt oppe paa Stilladset, lod man sig af lutter Frygt ikke hindre af disse Ting, men alle Husets Beboere tog ud og overnattede paa en Ø, der laa ude til Søs. Næste Dag tilsaa Kajakmændene Huset, og først da de havde overbevist sig om, at der intet var sket med de uflænsede Sæler de havde liggende i Nærheden af Huset, vendte de tilbage. Saafremt de havde opdaget den mindste Smule Uorden, havde de ikke turdet vende tilbage og maatte da enten have overvintret under Konebaaden eller søgt hen til en anden Boplads. Der fortælles ogsaa om en Konebaadsbesætning, der havde været paa Rejse hele Dagen, at den sent om Aftenen, træt og udaset, naaede en Teltplads; men de turde ikke slaa Lejr dér, fordi man fortalte, at der i gamle Dage var set en Erqilik paa Stedet. De maatte da, hvor trætte de end var, fortsætte Rejsen hele Natten, fordi de var bange for at slaa Lejr i Nærheden af Stedet.


Man ved ikke, paa hvilken Maade denne Tro paa Erqigdlit er opstaaet, men man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Aber, som de muligvis har hørt noget om.<ref>''Erqigdlit'' her som oftere betegnet som »hundemennesker« eller »aber« har næppe en forsvarlig begrundelse. Eskimoerne i Grønland har formodentlig fastholdt mindet om Indianernes udseende, når de bar deres ponchodragter, skindet af et landdyr med den fasthængende hale på ryggen (se illustr. hos Em. Petitot: Les Grands Esquimaux (1877, s. 246-247), jvf. mine bemærkninger i M. o. G. 40, 687). Erindringen derom er blevet sammenkoblet med myten om oprindelsen fra en hund som stamfader. Dette billede af Erqilikkerne har fulgt Eskimoerne helt ned til Sydgrønland. — I de vgr. sagn optræder der ofte indlandsboer, og de omtales som et fremmed folk i bjærgene, der kommer ned og »stormer løs på os«. Da denne forestilling træffes levende i Sydgrønland endnu i det 18. årh., har dette forhold giet stødet til troen på at Sydgrønlænderne skulde ha haft stadig føling med de sidste islandske Nordboer, idet der jo notorisk i middelalderens slut hade udviklet sig et stærkt fjendskab mellem de to folk. Og dermed kunde let sagnenes minde i Grønland om Eskimoernes naboer i Amerikas indland være sammensmeltet med mindet om Nordboerne og deres skærmydsler med de nordfra kommende Skrælinger, som fordrev de hvide mænd og besatte sydkysterne av Grønland. Således forvexles let ligeartede minder.</ref> Men den kan ogsaa have en anden Oprindelse, idet der findes et Sagn om »en Kvinde, der fik Børn med en Hund«, og disse var halv Menneske og halv Hund. Jeg er derfor mere tilbøjelig til at tro, at Oprindelsen til Overtroen ligger i dette Sagn. Hvis det er Tilfældet, er det indlysende, at de, skønt de driver Utugt, som de jo ikke anser for noget slemt, dog ræddes for den Tanke, at en Mand eller en Kvinde skal give sig selv hen til et Dyr. Dog kan vi ikke være af den Formening, at de frygter selve det, at Kvinden levede sammen med Hunden. Der fortælles intet om, at man nærer nogen Frygt for dette, men det, man er bange for, er, at hendes Efterkommere skal bringe Ulykke. Paa den Maade bliver ogsaa den Frygt overfor den Slags Ting, som de forestiller sig, ubegrundet og hensigtsløs. De føjer dem blot til den Mængde af betydningsløse Rædsler, der omgiver dem, og forhindrer sig selv i at finde Fred


==Fodnoter==

<references/>

 

==Kilde==

Christian Rosing: ''Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger'', ss. 100-101, København, 1946
 
</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Christian Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]