Vis kilden til FJ-Litteraturhist.Bd.1-Sigurðarkviða hin skamma

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=FJ-Litteraturhist.Bd.1-Sigurðarkviða hin skamma]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie]]'''<br><br>[[FJ-Litteraturhist.Bd.1|Første Bind]]</big>

<br>af '''[[Finnur Jónsson]]'''

<br>Anden udgave 
<br>G. E. C. Gads Forlag
<br>København 1920

<br>'''Første tidsrum'''<br><br>'''1. afsnit: EDDAKVAD'''

<br><big>'''§ 4  De enkelte Eddakvad.</big><br><br>C. Heltekvad.<br><br> c. Völsungekvadene.'''</center>



'''7. Sigurðarkviða hin skamma''' 

Dette digt på o. 71 vers er fuldstændig bevaret uden indskud af prosastykker og med meget få interpolationer (1). I hdskr. har det titlen: ''kviða Sigurðar'', Men det er uden tvivl det samme digt, som i det foregående kvads slutningsprosa kaldes »det korte Sigurdskvad«, da det, som prosast. omtaler som stående i dette, kun genfindes i det kvad, vi her behandler.

Digtets indhold er temmelig vidtløftigt. Det er fra v. 6 af benyttet i Völs. s. kap. 30 - 1 og ligeledes i Nornagestsþ.

Det begynder med at omtale Sigurðs ankomst til Gjuke, hans fostbroderskab med Gunnarr og Högne, hans giftermål med Guðrún (v. 1. 2), Sigurðs frieri til Brynhildr på Gunnars vegne og i hans skikkelse (v. 4. 5). Dette er alt meget kortfattet; jfr. hvad der før blev bemærket om forholdet mellem dette digt og Brot. Brynhildr sværger [ɔ: efter at hun er bleven gift med Gunnarr og har fået hele bedrageriet at vide] at ægte Sigurðr ''eller også skal han dø'' (v. 6. 7). »Ofte gik hun, fuld af mén [onde hævntanker], hen over is og jøkler, når det lakkede mod aften«, bitter ved tanken om Sigurðs og Guðrúns samliv. Hun opfordrer sin mand til at dræbe Sigurðr, hvis han ikke vil, at hun skal forlade ham og rejse bort til sit forrige hjem. Gunnarr er tvivlrådig, men ikke vilde han, at Brynhildr skulde forlade ham (v. 8 - 13). Han rådslår om sagen med Högne, som fraråder at bryde ederne; han beskylder Brynhildr for at være den egenlige ulykkesstifter. Da vil Gunnarr, at de skal ægge ’vor yngre broder’ Guttormr til at dræbe Sigurðr, da han ikke har deltaget i nogen edsaflæggelse (v. 14—20). Han lod sig let ægge - »sværdet stod i Sigurðs hjærte«, men Sigurðr kastede sværdet Gramr efter ham og skar ham midt over (v. 21 - 3). Guðrún vågner i den blodige sæng og bryder ud i en lydelig klage, men Sigurðr, som endnu ikke har opgivet ånden, trøster hende; han siger, at det hele er Brynhilds værk - »hun elskede mig mer end nogen anden«. Guðrún stønner tungt og Sigurðr udånder (v. 24 - 9). Da lo Brynhildr for første gang, og så stærkt at hele huset genlød deraf, men Gunnarr irettesætter hende strængt (v. 30 - 2). I de følgende vers (33 - 41), der ikke er uden vanskeligheder, fortæller Brynhildr meget udførlig, hvorledes det er gået til, at hun - af Atle - blev tvungen til at gifte sig - ellers skulde hun miste alt sit arvegods. Hun valgte det første, at giftes med den formentlige Sigurðr - »en andens ringe vilde jeg ikke modtage«. Til sidst truer hun med at ville tage sig selv af dage, da hun kun vil være éns hustru. Gunnarr og andre søgte at afholde hende fra en sådan tanke, men forgæves, og Högne siger desuden, at man ikke skal forhindre hendes plan, »da hun altid vil være til ulykke og sorg« (42 - 5). Brynhildr forbereder sig til døden. Hun uddeler kostbarheder til sine folk, ifører sig sin guldbrynje [stadig valkyrjenaturen] og gennemborer sig med sit sværd (v. 46 - 52). Resten af digtet indeholder den døende Brynhilds sidste til Gunnarr henvendte ord; den består fornemmelig af en spådom om, hvorledes det vil gå med det fremtidige forhold mellem Guðrún og hendes brødre (at de vil forliges), om Guðrúns giftermål med Atle, om forholdet mellem Gunnarr og Atles søster Oddrún [jfr. Oddrúnargrátr], om Gunnars død i en ormegård, om Atles død, om Guðrúns ankomst til og giftermål med kong ''Jónakr'', om Svanhilds ulykkelige giftermål med Jörmunrekkr og død - »da er Sigurðs hele slægt uddød«. Herpå udtaler Brynhildr sin sidste bøn til Gunnarr, om hvorledes hun efter døden vil blive behandlet; hun vil brændes ved siden af Sigurðr med et blottet sværd imellem ham og sig som fordum, »da vi bægge besteg ét leje og kaldtes ægtefolk« - »Meget jeg dig sagde, mere vilde jeg have sagt, dersom livets mål gav mig tid dertil. Stemmen svigter, såret bløder, sandt har jeg sagt, nu må jeg dø«.

Dette digts poetiske fortrin er ikke mange. Personernes karakter er noget anderledes opfattet her end i andre digte, men dog, som sædvanlig, konsekvent skildret. Mindre heldigt er det, at personerne i det hele er meget talende og stærkt ræsonnerende i modsætning til personernes optræden i andre digte. Dette karakteriserer digteren. Forholdet mellem Brynhildr og Sigurðr er det samme som ellers ; de er her bægge lige rene og uskyldige, hvilket udtrykkelig fremhæves (v. 4. 5); det er den grumme skæbne, som skiller dem. Vi genkender Sigurðs ædle heltekarakter. Brynhildr er her mere elskovssyg, men ellers er hun den sædvanlige Stolte og stærke kvinde, dog ikke helt uden vemodigt anstrøg. Derimod er Gunnarr ikke så sympatisk her som ellers. Han viser sig som en vaklende, rådvild og mindre ædel person - »Han vidste ikke, hvad der for ham var bedst og sømmeligst«. Han rådslår med Högne, der viser sig som den ædelmodige og retfærdige, der ikke vil svige Sigurðr; mod Brynhildr er han stræng og hård. Högnes råd fører til intet, og hans ''optræden griber således slet ikke ind i begivenhedernes gang; '' det kan derfor ikke ses, hvad der har bevæget digteren til at indføre Högne i digtet. Det ses, at forfatteren har kendt Brot (se herom nedenfor) ; her findes en - kortere - samtale mellem Gunnarr og Högne, hvor det ganske vist ikke ''udtrykkelig'' står, at Högne har sagt det afgørende ord, men det må han dog ifølge sammenhængen have gjort, ligesom det er ham, der ''efter'' drabet er den, som fører ordet.

Skønt digtet således har forskellige mangler med hensyn til komposition og opfattelse af de enkelte sagnmomenter, kan det dog ikke frakendes en vis kraft og højhed på sine steder og psykologisk finhed (jfr. ''Heusler'' s. 87). Dets forfatter har ikke uden held søgt at sætte sig ind i sagnhistorien og ofte benyttet ældre digtes udtryk på en ret heldig og virkningsfuld måde (2). —

Synderlig stor sagnhistorisk betydning har digtet ikke, navnlig da det er bygget over ældre digte; dog er der enkelte nye sagntræk deri. Det er blevet optaget i samlingen, fordi det så udførlig fortæller om Sigurðs og navnlig Brynhilds død.

Der skal ikke meget til at indse, at dette digt i sammenligning med andre er af en forholdsvis temmelig sen oprindelse. De lange samtaler - Brynhilds vidtløftige spådomme om de mindste enkeltheder, - selve indholdets udtværede fremstilling f. ex. med hensyn til Gunnars sindstilstand (v. 13. 14), af Guttorms drab (23) osv., hvor ældre digte vilde have ladet sig nøje med korte kraftige enkeltstrøg, viser straks forholdet. Hertil kommer enkelte mindre »klassiske« udtryk som ''Völsungr'', brugt som en slægtsbetegnelse.

Hvad der er endnu vigtigere er, at man finder i kvadet forskellige ord og udtryk, lånte fra andre digte (3).

Hertil kommer hvad der ovf. (s. 70 - 71) er bemærket om Sigurðs forunderlige betegnelse som ''húnskr, hinn hunski. ''

Af alt dette fremgår med tilstrækkelig vished, at digtet ikke alene er yngre end det gamle Goðrúnskvad, men også yngre end Goðrkv. I, som ikke er ældre end fra det 10. årh.s slutning, og Oddr. grátr. Sig. sk. kan således ikke være ældre end fra det 11. årh. På den anden side gør en sammenligning mellem kvadet og Gripisspá det klart, at dette sidste er betydelig yngre ; når nu hertil kommer, at Sig. sk. har former som ''séir'' (31.10), ''séi'' (65.8), ''féar'' (36.8), og giver os en meget interessant kulturhistorisk beskrivelse af ægte gammel-nordisk begravelsesmåde, må digtet sættes til det 11. årh.s begyndelse eller ikke ret meget senere. Herfor taler også dets overlevering.

Ligeså sikkert er det, til hvilket land kvadet må henføres. Det er et ''grønlandsk'' digt. Dette fremgår allerede med sandsynlighed af det ovenomtalte ord ''húnskr'' og brugen deraf. Men af afgørende betydning er v. 8, hvor det hedder om den »af mén fyldte« Brynhildr, at hun hver aften går over is og ''jøkler'' (4). Det skal endvidere fremhæves, at i Atlamál hin grænl. forekommer ordet ''óvo'' (v. 1.1), men det forekommer også i Sig. sk. 33,4, hvilket vistnok ikke er tilfældigt.

Der forekommer i Sig. sk. forskellige alderdomlige ord, som ''drukku ok dæmðu'' (2.5) ''kynbirt'' (22. 7), ''salkonur'' (47.4; 50.7), ''hroðit sigli, bók ok blæja'' (49.6-7), ''svelta'' (= dø, passim), ''valarift'' (66.3); alle disse ord er sikkert optagne fra andre ældre digte. 

Versformen i dette kvad er ofte temmelig fri, idet særlig 3-stavelseslinjer hyppig forekommer tilligemed sådanne 5-stavelseslinjer, som næppe er rigtige i fornyrðislag. En sådan uregelbundethed er her ikke tegn på nogen ælde, men den bliver let forståelig under forudsætning af, at digtet er grønlandsk; man kan let tænke sig, at teorien, verslæren, her aldrig blev så strængt og nøjagtig fulgt som i Norge og på Island.


----


'''Noter'''

1): Ang. digtet kan især henvises til ''Müllenhoff: '' D. A. V, 373 ff., ''Edzardi: '' i Germania XXIII (1878), ''Niedner:'' Eddische fragen p. 55 ff., ''Symons: '' Sigfrid u. Brunhild 26 f., Einleit. CCCXXX, ''Heusler: '' Die lieder der lücke s. 82 f., ''Neckel: '' Beitr. 274 ff., ''Boer: '' Untersuch. I og II 105 f., 123, ''Ussing: '' Heltekv. 135 ff., samt til ''min'' afhdl. i Aarbøger 1897, hvor jeg har søgt at påvise digtets enhed. Jeg henviser hertil. Heusler og Ussing har sluttet sig til min opfattelse.
<br>2): ''W. Ranisch's'' udtalelser (Arkiv V, 170) om dette digts tilblivelse og beskaffenhed er dels for stærke, dels rentud forfejlede.
<br>3): Således er hele udtrykket ''Völsungr ungi, es vegit hafði'' åbenbart lånt fra ''Reginsmál'' 18, 3-4, hvor ''Völsungr'' står i sin sædvanlige betydning som navn på Sigmunds fader, men forfatteren til Sig. sk. har misforstået udtrykket eller misbrugt det. Man indvende ikke herimod, at ''Völsungr'' oprindelig netop er et patronymicum (jfr. ''Wælse'' og ''Wælsingas'' i Beow.); den betydning var forlængst glemt i Norden, da Sig. sk. blev til. ''Vön geng ek vllja vers ok beggja'' (9,1-2) er en genklang af ''vön sé sú vættr vers ok barna'' i Goðrkv. I, 23,3-4; ''ok gullu við gæss i túni'' (29,7-8) = Goðrkv. I, 16,5-6; ''svá sló hún sváran sínar hendr'' (25,1-2 = 29,3—4) jfr. Goðrkv. 1,6; ''Edzardis'' mening, at det er Goðrkv., som her har lånt fra Sig. sk. (Germania XXIII, 183 jfr. ''Müllenhoff'' D. A. V, 372; Boers bemærkning, Unters. 124 under teksten, beror på misforståelse) er sikkert urigtig, ''Hló þá Brynhildr, Buðla dótttr, einu sinni af öllum hug'' (30,1-4) = Brot 10,1-4 (hvor dog 1. 2 hedder: ''bær allr dunði), Gengu allir - hána at letja'' (42,5-8) er en tydelig genklang af Goðrkv. I, 1,1- 4; ''mörgum mannl at móðtrega'' (45,11-12), jfr. Sigrdrífumál 3033; ''þá vas á hvörfun hugr minn um þat'' (37,1-2) jfr. ''lengi hvarfaðak, lengi hugir deildusk'' Goðrkv. II, 6,1-2; ''hvarf [sér óhroðugr] andspilli frá (46,1-2) &#8800; ''hvarf [’k ein þaðan] andspilli frá'' Goðrkv. II. 11,2; ''hné við bolstri'' (48.1) jfr. Goðrkv. I, 15,1-2 ''(þá hné G. höll við bolstri; þögðu allir - hugðu at ráði'' (fejl for ''við þvi?'' 50,1-2) jfr. ''þögðu allir við því orði'' Brot 15,1-2; ''sólar geisla'' (55.6) = ''sólar gelsli'' Goðr. hvöt 15.8 (jfr. sammenhængen på bægge steder); ''vaðin at vllja'' (57.5) = Hamðismál 5.5; ''hana munu hefja hávar bárur'' (62,5-6), jfr. ''hófu mik [né drekðu] hávar bárur'' Goðrhvöt 13,5—6; ''Ala mun sér jóð erfivörðu, erfivörðu Jónakrs sonu'' (for ''sonum'' 63,1- 4 efter Bugges rigtige rettelse) jfr. Goðrhvöt 14,5—8 ''ólk mér jóð erfivörðu'' osv.; ''eru Goðrúnar græti at fleiri'' (64,7—8) afspejler sikkert indholdet af den senere del af Goðrhvöt, hendes klage, jfr. udtrykket ''Goðrún grátandi'' osv. (9 f.); ''mundu i öngan ormgarð lagiðr'' (59,3-4) jfr. Oddrgr. 28,7-8 (''en í ormgarð annan lögðu), mjötuðr'' 71. 3 = Oddrgr. 16.8. Desuden minder udtrykket ''ein sat hón úti'' (6.1) om Völuspá 2.1 og ''er hón vaknaði vllja firð'' om Völ. kv. 12,3.
<br>4): Se herom ovf. s. 70.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]