Vis kilden til FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völsungakviða (Helg. hund. I)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völsungakviða (Helg. hund. I)]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie]]'''<br><br>[[FJ-Litteraturhist.Bd.1|Første Bind]]</big>

<br>af '''[[Finnur Jónsson]]'''

<br>Anden udgave 
<br>G. E. C. Gads Forlag
<br>København 1920

<br>'''Første tidsrum'''<br><br>'''1. afsnit: EDDAKVAD'''

<br><big>'''§ 4  De enkelte Eddakvad.</big><br><br>C. Heltekvad.<br><br> b. Kvadene om Helge hundingsbane.'''</center>



'''2. Völsungakviða''' eller '''Helga kviða Hundingsbana þeira ok Höðbrodds''' (eller ''Helgakviða Hundingsbana I'') (1).  

Digtet begynder med det formelle: ''Ár vas alda'' (Det var i gamle dage), er uden prosastykker og i det hele fuldstændigt i sammenhæng.

Der fortælles først om Helges fødsel og opdragelse (v. 1 — 9), om hans første kamp med Hundingr, »den gang han var 15 år« (v. 10), om Hundingssønnernes fordring om faderbod, og deres kamp med og fald for Helge (v. 11 — 14). Helge mødes med Sigrún, som fortæller ham, at hun er fæstet til Höðbroddr Granmarssön, men Helge lover at ville beskytte hende (v. 15 — 20). Kampen med Höðbroddr forberedes, og Helge sejler til Granmarssønnernes land (v. 21 — 31). Her finder en stærk ordstrid sted mellem Sinfjötle og Guðmundr Granmarssön; denne ordstrid er af en meget vidtløftig og overordenlig grovkornet art. De beskylder hinanden for de værste og uanstændigste ting. Guðmundr minder Sinfjötle atter og atter om den tid, han og hans fader, Sigmundr, måtte leve ude i skoven i ulvehamme (jfr. Völs. s. kap. 8), om hans slette gærninger og broderdrab. Herfor var der et virkeligt sagnhistorisk grundlag; derimod synes Sinfjötles bebrejdelser mod Guðmundr — at han havde været en ufredstiftende valkyrje hos Alfader, moder til en ulveyngel, en hoppe, som tidligere havde været Sinfjötles ridehest osv. — simpelt hen opdigtede beskyldninger. Denne strid slutter med, at Guðmundr siger, at han ikke mere vil strides med Sinfjötle, og ved at Helge selv kommer og befaler Sinfjötle at holde op (v. 32 — 46). Herpå følger forberedelser fra Granmarssønnernes side til den store kamp (v. 47 — 52) og skildringen af kampen selv (53 — 4), hvori valkyrjerne yder Helge deres beskyttelse. Tilsidst ønsker Sigrlin Helge til lykke med sejren og forudsiger, at han skal både nyde sejrens frugter og leve i fryd sammen med hende selv (v. 55 — 6).

Digtet er sikkert helt og fuldstændigt, bortset fra, at enkelte linjer hist og her er udfaldne; forsåvidt har ''Symons'' (2) og flere andre ret.

Digtet hører til de ''yngre'' kvad. Det viser ikke alene sådanne ord som ''fróðafriðr'' (v. 13) i betydn. dyb fred i almlh., men også og navnlig den omstændighed, at Helge siges at være 15 år gammel, da han udførte sin første bedrift, faderhævnen. Herved antydes hans myndighedsalder; men denne myndighedsalder er opstået først kort efterår 1000. »Vor dem 11. jahrhunderte wird hiernach dieses lied kaum entstanden sein« (3). Også forholdet til ældre kvad fører i samme retning (4). På den anden side forbyder en form som ''fáa'' (infin. 12, 52) at gøre det altfor ungt; senere end til midten af det 11. århundrede tør det ikke sættes (5).

Digtet synes at være forfattet med Völsungakvida hin forna for øje, idet det dvæler ved de begivenheder, som i hint kun kort antydes, men har derimod f. ex. kun ét vers om faderhævnen, medens denne behandles langt udførligere i Völs. kv. f. Forf., ynder særlig at dvæle ved krigstog og især forberedelserne dertil; hans udmalinger er kærnefulde og kraftige og udførte af hjærtens lyst. Selve kampen skildres i få raske træk. Forholdet til Sigrún, der skildres pragtfuldt som valkyrje, omtales kun begrænset, og de lever lykkelig til deres dages ende. Dette er en hovedforskel på de to digte; herom kan henvises til ''Ussings'' træffende udvikling (6). Digtet er i det hele et godt kvad, kraftigt i udtryk, og står i alt på et hedensk standpunkt, skønt det ikke fortjæner den ros, man tidligere har været tilbøjelig til at give det. ''Symons’'' dom om digtet er ret træffende (7). Det er ud fra digtet selv ikke let at afgøre, hvor det er forfattet. Jeg regner det dog nu til de norske digte, da det intet indeholder, der kunde modbevise det eller lede i en anden retning. Når jeg tidligere har været tilbøjelig til at henføre det til den grønlandske gruppe, berode det på formen ''Hniflungar'' med ''h'' i forlyd (v. 48); men dette navn er næppe identisk med ''Niflungar'', da det her ikke betegner Nibelungerne, men Granmarssønnerne. Digtet er benyttet i Völsungasaga kap. 8 slutn. og 9.


<center>_____________________________</center>


Uden at komme ind på det sagnhistoriske stof skal der til slutning gives en kort oversigt over de i disse Helgekvad forekommende personers optræden i andre kilder, for så vidt som en jævnførelse er mulig.

I tyske sagn forekommer intet som helst minde om Helge; derfor er alle nu enige om at betragte ham som en ikke-tysk ɔ: skandinavisk sagnhelt. Så meget vigtigere er, hvad ''Saxo'' har at fortælle. Han meddeler da følgende om ''Helgo'', en søn af Haldanus, som »maris possessionem sortitus« underkastede sig Sclavien. »Hundingum Saxoniæ regem, Syrici filium, apud Stadium oppidum prelio vicit, eundemque ex provocacione adortus duello prostravit. Ob quod Hundingi interemtor vocatus, victoriæ decus cognomine usurpavit Ipsum quoque Hothbrodum cum omnibus copiis navali pugna delevit; nec solum fratris, sed eciam patriæ injuriam pienis ulcionis armis pensavit. Quo evenit, ut, cui nuper ob Hundingi cædem agnomen incesserat, nunc Hothbrodi strages cognomentum inferret« (8). Iøvrigt identificerer Saxo denne Helge med Helge, Rolf krakes fader og fader til Yrsa, hvilket næppe er rigtigt. Saxo har således ingen betænkelighed haft ved at gøre denne Helge, Hundingsbane, dansk (9).

''Hundingr'', om hvis rige intet fremgår af digtene, kaldes af ''Saxo'' (l. c.) bestemt »Saxoniæ rex« (ɔ: en nordtysk konge). Her foreligger sikkert en tradition, som må respekteres. Men er Hundingr en nordtysk fyrste, er det én grund mere til at betragte Helge Hundingsbane som en ''dansk'' (og ikke norsk) sagnfigur (10).

''Höðbroddr, Saxos Hothbrodus'', hører derimod et helt andet land til. Hos    ''Saxo'' (l. c.) er han en søn af en ''svensk'' konge ''Regnerus'' og dennes hustru ''Suanhuita ''; selv har han sønnerne ''Atislus'' og ''Høtherus. '' Hothbrodus er altså svensk. I Helgekvadene er ''Höðbroddr'' en søn af ''Granmarr''. I Heimskringla (Ynglingasaga kap. 36) nævnes en konge ''Granmarr »i Suðrmannalandi«'', hvilket viser, at navnet Granmarr optræder i Sverrig, og da ''Hothbrodus'' er svensk, forekommer det rimeligt, at Snorres Granmarr og Höðbrodds fader er samme person.

Sigrún må snarest være at betegne som götisk (11).

En forholdsvis sen tid (dog den forhistoriske) har knyttet det nordiske Helgesagn til det tyske Völsungesagn og gjort Helge til Sigmunds søn og Sigurðr Fáfnisbanes broder, ligesom Sigurðr på den anden side knyttes til nordiske (danske) kongeslægter, idet han gøres til en dattersøn af kong Eylime.

Indholdet af de i det sidste prosast. i Völs. kv. forn. omtalte ''Káruljóð'', som samleren af cod. reg. rimeligvis kun har kendt af navn, foreligger ganske vist i en forvansket og mindre ædel skikkelse i Hrómundr Greipssöns saga. Men vi får dog der en nogenlunde tydelig forestilling om dette digts indhold. En oversættelse af det her pågældende stykke hidsættes; Helge kaldes her Hröngviðs broder og opholder sig hos to Haddinge, konger i Sverrig. De udfordrede kong Oláfr i Danmark til kamp. I denne kamp deltog både Helge og Hrómundr. Så hedder det: »Helge den tapre '' (frækni) '' havde altid haft sejr, og fik den ved trolddom. Hans ''frille'' hed ''Lara'' [fejl for ''Kára'']; hun var der i en svanes skikelse [altså som en valkyrje]. Helge svang sit sværd så højt op over sit hoved, at det ramte midt på svanens ben og huggede det sønder, og sværdet løb ned i jorden lige op til hjaltet. Helge [der havde villet ramme Hrómundr] sagde: »nu er det ude med min lykke, og det traf sig ilde, at jeg ikke ramte dig.« Hrómundr svarede: »Du Helge har begået den største ulykkesgærning, da du selv har dræbt din frille, og det er sikkert ude med din lykke. Lara faldt død ned.« Derpå fortælles, hvorledes Hrómundr dræbte Helge (12).


----


'''Noter'''

1): I hdskr. findes overskriften: ''Hér hefr upp kvæði frá Helga Hundingsbana, þeira ok Höðbrodds. Völsungakviða''; i et prosast. i Völsungakv. forn. kaldes dette digt ''Helgakviða''. Ang. digtet henvises iøvrigt til ''S. Bugge:'' Helgedigtene, især kap. III— VIII, ''Neckel:'' Beiträge s. 358 ff., ''Symons: '' Einleitung CCCXXVIII f., ''A. Bugge: ''Arnor jarlaskald og det første kvad om Helge hundingsbane, i Edda I (1914), ''H. Ussing: '' Heltekvadene, især kap. 1 og 3, ''Niedner: '' Bemerkungen i Zs. f. deut. alt. 36.
<br>2): Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 173; Zeitschr. f. d. Phil. XVIII, 112. ''Detters'' indvendinger herimod (Arkiv IV, 59 f.) kan ikke bifaldes. Når ''Neckel'' mener, at v. 36—43 er indskudt, kan jeg ikke være enig heri.
<br>3): ''K. Maurer''. Zeitschr. f. deut. Phil. II, 443, jfr. Krit. Vierteljahrsschr. II, 85—91.
<br>4): Jfr. ''Bugge: '' Helgedigt. s. 12, ''Ussing'' passim; ''Heusler'' antager, at digtet er forfattet o. 1070 (Jung Sigurd s. 182).
<br>5): Jfr. ''Symons: '' Zeitschr. f. deut. Phil. XVIII, 115 (jfr. 113), ''E. Jessen'' sst. III, 41.
<br>6): Når ''A. Bugge'' har antaget, at digtets forf. er Arnorr jarlaskald og at Helge egenlig betegner Magnus d. gode, betragter jeg alt dette blot som fantasi. Jfr. ''Heusler'' l. c. 
<br>7): Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 173.
<br>8): Saxo (P. E. Muller) s. 80, 82.
<br>9): ''Symons'' har gjort det samme, idet han særdeles træffende minder om, at navnet ''Ylfingar'' sattes af ''Snorre'' (Yngl. s. kap. 37) i noje forbindelse med Rolf krake.
<br>10): Herom og meget mere henhørende henvises til ''Bugges'' fortolkningsforsøg i Helgedigtene.
<br>11): Herimod synes udtrykket om Sigrún: ''dís suðræn'' (Helg. hund. I 16) og ''Ylfingar austan komnir'' (sst. 34) at stride. Men sagen er uden tvivl den, at digtets forfatter slet ikke har været rigtig inde i sagnet, dets lokaliteter og personforhold.
<br>12): Fornaldarsögur II, 372—75.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]