Vis kilden til Lappernes Gobdas eller Kobdas, Runebom

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Lappernes Gobdas eller Kobdas, Runebom]] !!  !!  !!  
|-
|}


[[File:Jens_Andreas_Friis.jpg|thumb|150px|<center>Jens Andreas Friis</center>]]

<center>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Lappisk Mythologi]]'''

<br>'''[[Jens Andreas Friis biografi| Jens Andreas Friis]]'''
<br>

<br><big><big>'''§ 3.<br>Lappernes Gobdas eller Kobdas, Runebom'''</big></big></center>



Det lader til, at alle de turanske Folkeslags Schamaner under Udøvelsen af sine Kunster have benyttet sig af et Instrument, deri har havt større eller mindre Lighed med en Tromme. Den grønlandske Angakoks Tromme beskrives som ganske simpel, dannet af en Ring af Træ eller Fiskeben og temmelig liden. Over Ringen var spændt et Sælskind, og til Ringen var fæstet et Skaft. Den blev altid benyttet, naar en Angakok skulde udøve sin Kunst, men anvendtes ogsaa ofte til profant Brug, ved Leg og anden Lystighed. I begge Tilfælde slog man paa den med en Træpinde og sang dertil. De Samojediske Tadibers ''"Pjanser"'' beskrives af Schrenck som en flad Tromme, kun 4 Tommer høi og 1½ - Fod i Diameter. Den var overtrukket med Skindet af en nyslagtet Ren, efterat Haarene først vare afskavede. Skindet spændtes paa, medens det endnu var raat og seigt, saaledes at det strammedes, alt eftersom det tørredes. Paa den modsatte Side var som Haandtag anbragt tvende Tværtræer, som laa i Kors over hinanden og i Krydsningen vare fæstede sammen, dog saaledes, at de vare lidt bevægelige. Til at slaa paa Trommen benyttedes en liden Stav, ''Pegantschj'', overtrukken med korthaaret Renskind. Tadiberne holde Trommen i venstre Haand og Kjeppen i høire. I Begyndelsen slaa de ganske svagt og i langsom Takt paa Trommen, medens de i en monoton, syngende Tone, hvori en Medhjælper ogsaa istemmer, udstøde: Goj, goj, goj! Ved disse Raab, der ogsaa bruges til at lokke Renen, hidkaldes ''"Tadebsier"'' eller Aander, som de Spørgsmaal forelægges, hvorpaa man ønsker Svar. Ph. Joh. v. Strahlenberg fortæller i sit Værk: "Das nordliche und östliche Theil von Europa und Asia", Stockholm 1730, p. 321, at ''"Die Barabintzer'', ein heidnisches Volck zwischen der Stadt ''Tara'' und ''Tosmkoi'', haben und brauchen solche Trummeln als die Lappen, wie zu sehen Figur A und B mit beiliegender holzerner Kelle oder Trummelstock. C ist das Trummel-Fell und D der Handgriff, der sich umdrehen lasst, welche der Schaman in die linche, der Trummel-Stock aber in die rechte Hand nimt. E. Klapperwerck von Eisen auf ein en Kverstock."

[[Fil:Lappisk mythologi 04.jpg|thumb|left|300px]]Saaledes fortæller ogsaa Georgi i sit Værk: Reise im Russich. Reich. St. Ptb. 1775, at Tungusernes Schamaner havde en Tromme, som var "eyförmig, 3 Fuss lang, halb so breit, der Rand weniger als eine Spanne hoch and nur an einer Seite mit Trommelfell überspannet. Dieses ist bisweilen einem Stern gleich, bisweilen mit Vogeln, Thieren und Schlangen bemahlen. Die andere Seite ist offen. In der Trommel befindet sich eine Handhabe und ausser der eine Paar eiserne Stäbe, an welchen Blechgötzen hangen, die bei dem Trommeln an einander schlagen und also klingeln. Der Trommelstock ist mit Haasenfell überzogen, platt einen kleinen Waschholz gleich und am einen Ende mit zwei eisernen Spitzen versehen, die Schwäne vorstellen sollen."

Men ingen af disse Forfattere ved at fortælle Noget om Betydningen af de Figurer, som fandtes paa enkelte af de sibiriske Folkeslags Schamantrommer. Det synes derfor, som om Trommen hos samtlige disse Folkeslag især har været benyttet for dermed at forøge Indbildningskraften eller for gjennem Slag paa samme og den dertil hørende Sang at bringe Schamanen og Tilskuerne i den rette Stemning og Spænding. Maaske Trommen ogsaa kunde benyttes som Middel til bedre at skjule enkelte Taskenspiller-Kunstgreb. Den lappiske Runebom eller Tromme benyttedes maaske ogsaa i samme Øiemed, men hvad der især udmærkede denne og gav den Værd og Anseelse i Folkets Øine, var den Omstændighed, at alle Lappernes Guder ved mere eller mindre hieroglyfisk udseende Figurer vare aftegnede paa samme, hver inden sin Kreds eller den Afdeling af Universet, hvor man troede, han havde sit Hjem. Sol, Maane, Stjerner, vilde Dyr, Fiskevand, Lappen selv, hans Rensdyr og hans Bopæl vare ligeledes aftegnede paa Runebommen. Ogsaa Nordmændene eller de Kristne med de for dem eiendommeligste Ting havde sin Plads der. I det Hele taget fandtes der Billeder af Alt, som kunde interessere Lappen, eller hvorom han kunde ønske Besked. Den lappiske Runebom var saaledes baade Folkets Bibel og deres Orakel, paa samme Tid som den ogsaa var et Slags Landkart over denne og hin Verden. Hos andre turan- Folkeslag synes Schamantrommen ikke paa langt nær at have havt den Betydning som hos Lapperne. Den lappiske Runebom var da ogsaa større end Samojedernes og Grønlændernes og forarbeidet med langt større Omhu. I Beskrivelsen af dette berygtede Instrument afvige de forskjellige Forfattere noget fra hinanden, rimeligvis paa Grund af, at Runebommen har været noget forskjellig ikke blot i de forskjellige Trakter af Finmarken og Lapmarken, men sandsynligvis har enhver Noaide, alt efter sit større eller mindre Kjendskab til Gudeverdenen eller paa Grund af særegne Interesser, havt flere eller færre Figurer paa sit Orakel. Ogsaa den ydre Form har været forskjellig. Man er endnu i Besiddelse af enkelte Exemplarer, ligesom man har Tegning af andre. Men omtrent 70 Stykker, der af Th. v. Westen vare nedsendte fra Finmarken til Kjøbenhavn, gik tabt ved Vaisenhusets Brand sammesteds 1728. Det lappiske Navn paa Runebommen var ''Gobdas'' eller ''Kobdas'', af Ukyndighed i Sproget ogsaa ofte skrevet ''Gobda, Gobdes'' eller ''Kobdes''. Ordet udledes med størst Rimelighed af ''Govva'' eller ''Kovva'', Billede, og Afledningsendelsen ''-das''. Govvadas betyder saaledes Noget, hvorpaa en Del Billeder ere tegnede, en Samling af Billeder, og derved bliver det norske Udtryk "Runebom" en Slags Oversættelse af det originale lappiske Navn. Træværket i Runebommen var gjort som en fladbundet Skaal eller Æske af oval eller rettere ægrund Form, undertiden ganske rund. Kun sjelden bestod samme blot af en Ring af Træ som et Tøndebaand, hvortil et Haandtag af Renhorn var fæstet, saaledes som den, der findes paa Bergens Musæum, se Tegn. No. 6. Træet, hvoraf Emnet til de mere kunstigt udarbeidede Runebomme var taget, kunde være Birk, Gran eller Furu, kun maatte det ifølge Leem "være voxet paa et Sted, hvor Solen aldrig saaes, og afsides for sig selv, langt fra andre Træer". Dernæst maatte Stammen "i Væxten ikke være vredet imod, men med Solens Gang", rimeligvis for at gjøre Solguden eller Solen til Behag, da denne altid stod malet midt paa Runebommen. En saadan udhulet Træskaal var paa Bag- eller Ydersiden udsiret med Udskjæringer, der dannede Cirkler, Triangler, Kvadrater og forskjellige andre Figurer. Skaalens Bund var ikke hel, men i Midten af samme var gjort to aflange Huller, saaledes at det mellem samme tilbagestaaende Træ dannede et Haandtag, som følgende Tegninger efter Scheffer vise.

[[Fil:Lappisk mytologi 02.jpg|thumb|300px]]Paa flere Steder langs Ydersiden af Skaalen var Huller anbragte, hvori kunde fæstes Snore, der vare om viklede med Tindtraade og havde Messingringe eller andet Skrammel i Enden. Disse Ringe vare ofrede eller skjænkede til Runebommen som Taknemmelighedstegn, naar Nogen efter Raadførsel med denne havde været heldig i sit Foretagende. Ligeledes maledes Kors paa samme med Hjerteblodet af en skudt Bjørn, og smaa, inddrevne Messingnagler viste, hvormange vedkommende Eier havde skudt.

Skaalens Størrelse var i Almindelighed henimod 1 Alen i Diameter paa længste Kant. Efter Tornæus skal dog enkelte have været meget større. Han beretter nemlig, at Kemi Lapperne havde "afleveret Runebomme, saa store og brede, at man ikke kunde føre dem med sig, da de ikke kunde rummes i en Renslæde, men maatte brændes paa Stedet". I den franske Udgave af Scheffers Lapponia findes Tegning af en Runebom, som har været omtrent 3 Alen i Diameter.

Over den konkave Del af den forud beskrevne Træskaal udspændtes et semsket Renskind. Dette fastnagledes paa Ydersiden, strax nedenfor Kanten, med Trænagler, eller det snøredes fast med Rensener, som bleve trukne igjennem smaa, dertil bestemte Huller. Skindet spændtes saa stramt som muligt, for at det kunde faa den rette Klang. Paa Oversiden var det semsket hvidt og glat; thi paa denne maledes nu med en Dekokt af Olderbark eller, efter Tuderus, af Renblod og Olderbark allehaande hieroglyfiske Figurer, der, som før bemærket, kunde være flere eller færre og mere eller mindre godt udførte, alt efter Noaidernes Kundskab og Tegnefærdighed, som vil sees af de senere her leverede Tegninger af Figurerne.




<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Jens Andreas Friis]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]