Vis kilden til Magnus Lagabøters landslov (III. Landevernsbolken)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Magnus Lagabøters landslov (III. Landevernsbolken)]] !! !! !! 
|-
|}


<center><big><big>'''[[Magnus Lagabøters landslov]]'''</big></big>

Oversat av

'''[[Absalon Taranger]]'''

Kristiania 1915.


<big>'''III. Landevernsbolken'''</big>
</center>


<div class="toclimit-{{{1|{{{limit|3}}}}}}">__TOC__</div>


==Kap. 1. Her begynder landevernsbolken. Om ledingsgjerd==

'''1.''' Det er ophavet til vor landevernsbolk, at Jesus Kristus, den korsfæstede, Guds og jomfru Marias sande søn, alle kongers konge, av hvem alt vælde og styre er, han være vort vern og alle Norges mænds varetækt (varðveizla) evindelig. 

'''2.''' I det samme Jesu Kristi navn skal vor lovlige Norges konge raade for bud og bann og for vore utfærder og raade efter lov og ikke efter ulov, Gud til ære, sig selv til gagn og os til tarv. Ikke skal vi negte ham leding eller utbud, naar han byder ut efter de regler, som her følger: 

'''3.''' Kongen skal ikke kræve større utbud i fred end halv almenning, medmindre noget saadant nødstilfælde rammer ham, at folket vil yde mere av kjærlighet til ham med gode mænds samtykke, om de møter miskund og godvilje fra hans side. 

'''4.''' Ingen almindelige tolde (avgifter) skal kongen eller hans ombudsmænd paalægge os, hverken gaver eller veitsler eller hestef&#244;r eller vedhugst, der hvor leding gjøres, undtagen skyssfærd og den andre lydskyld, som lovboken foreskriver. 

'''5.''' Nu ældes skib eller naust i herredet eller redskapen forringes, saa den trænger ombøting eller fornyelse, da skal kongen la utbyde i den landsdel saa meget, som han synes passende efter aaringen med de bedste mænds raad. Det gods skal lagmanden og en av kongens haandgangne mænd og en troværdig bonde i den landsdel motta til forvaltning (varðveizla) og det skal ikke anvendes til noget andet end det ovenfor bestemte med kongens vidende og vilje. Skal kongens ombudsmænd, som der har syssel, la paa hvert sted det nødvendige arbeide utføre efter den kontrakt (kaup), som de avtaler med dem, som har bondekassen til forvaltning. 

'''6.''' Men i Frostatings-(Gulatings- osv] lagen skal lagmanden ha for sit arbeide 10 mark av bondekassen og 5 mark hver av de andre om aaret, og de skal være skyldig at gjøre regnskap for disse penger paa hvert Frostating [Gulating osv.], hvad de har oppebaaret og hvad som staar igjen (restanser) og likesaa for det de har betalt ut eller lagt op.

<small>Kilde: § 2 1. p.; jfr. G. 295 og F. VII 1. Resten nyt.</small>


==Kap. 2. Om skibsbygning og arbeidstakster==

'''1.''' Nu ældes skib i herredet, da skal et nyt gjøres efter kongens raad for bondekassens regning og la det reise hvor de vil, saa at hverken aker eller eng spildes; men om de spildes, skal det bøtes (erstattes) av bondekassen efter skjønsomme mænds takst; kongsjord skal man avgi til at reise skibet paa, om den findes inden fylket, likesaa er kongens skog skyldig at gi trævirke til landevernsskib og alle andre skogeieres skoger efter ligning; ti ikke skal én mands skog ødes. 

'''2.''' Nu skal haandverkere tilsies, alle de som er inden fjerdingsfylket og videre, om det trænges. Hver stavnbygger er saket 1 mark sølv til kongen, om han lar være at fare, men hver bordhugger en halv mark, om han ikke vil fare. Nu har de sat kjølen paa bakkestokkene (stabelen) og begyndt at bygge, om da nogen av dem løper fra bygningen, da er stavnbygger saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, men bordhugger 5 mark sølv, fordi de da nedfælder landevernet for kongen. 

'''3.''' Nu skal haandverkerne ha løn: en stavnbygger 2 ører sølv paa søgnedager mellem søndagene, men bordhugger 1 øre, dertil mat og maaldrikke, en halv bolles ydelse pr. dag. 

'''4.''' Nu naar skibet er gjort, da skal det tjærebrædes og sættes i naust, om slikt er til. Men om der ikke er naust, da skal det bygges og virke skaffes fra hver mands skog, som man vil, saaledes som er foreskrevet om skibet; likesaa skal haandverkere tilsiges og faa løn. Seil og anker, baat og al redskap, tjæld og alt det, som trænges til skibet, skal skaftes med kongens raad av bondekassen, saa skibet i alle maater er vel ført.

<small>Kilde: Jfr. G. 306-8; F. VII 1-5.</small>


==Kap. 3. Om hærpil og gisling==

'''1.''' Nu om saa tungsomt hænder for menneskenes synders skyld, at hedensk eller kristen hær anfalder Norges kongevælde paa noget sted, og selv om anfaldet gjælder hans skatland, da skal vi ikke negte vor konge fuld almenning av folk og skiber og vaaben, hvis han med vise mænds raad ser at saa meget kræves; men hvis mindre kræves, tar vi med tak imot avslaget. 

'''2.''' Men hvis saa haardelig hænder, at nogen hær gjør anfald eller reises indenlands, da skal de, til hvis hus sandt hærsagn kommer, skjære op hærpiler og la dem fare fra den ene landsende til den anden. Denne pil skal tillands fare efter tjodveiene med tre fuldmyndige mænd i mindste laget; men tilsjøs med bemandet skib. Den skal fare efter tjodleden baade nat og dag. Træpiler skal utskjæres i bygdene fra tjodleden og ind i fjordene og ut til øene og bæres med vidner og bære den ene til den anden. 

'''3.''' Men alle de mænd, til hvis hus pilen kommer, da gjør den dem stevne til skibs ved sjøen, men til samling til lands. Men hvis da nogen blir sittende rolig, da er han utlæg; ti da skal fare tegn og træl, om det trænges; og hver skal selv faa niste (kost) til sig og til sine huskarer, som ikke selv har forraad til at skaffe sig det. Men om nogen stanser hærbudspil eller ikke følger budet, da er han utlægg og alt det han eier, medmindre nødsfald hindrer; kongen dømmer om disse nødsfald.

'''4.''' Men om kongen mistror os, at vi ikke vil verge hans land med ham, som vi har magt til, da skal vi stille ham gisler for vor troskap. Men om vi holder vort ord vel og vort landevern med kongen, da skal han gi os vore gisler tilbake ulemlæstet; men om vi svigter, da er utleveringen av gislene forspildt og de er da i kongens miskund og de svare derfor, som efter loven har ansvaret.

<small>Kilde: Jfr. G. 312. F. V 2 (se indholdsfort. NgL I 176).</small>


==Kap. 4. Om vetevagt==

'''1.''' Men om der er krigsvon i vort land, da skal man holde vetevagt. Da skal lendmand [baron] eller kongens ombudsmand la skære bud op, og den er saket &frac12; mark sølv til kongen, som ikke møter frem, Bønderne er skyldig at gjøre vete der, hvor den har været efter gammel sedvane, fjerdedelen av de herredsmænd som bor nærmest, og vagthus med tak paa og fire dører. 

'''2.''' Nu skal stevnes skipredeting for at utbyde vagt; lendmand [baron] eller kongens ombudsmand skal gjære bønderne lagastevning til at holde vagt. Da skal bønderne sitte paa vagten den 5te nat efter at vagt var paabutt, medmindre det trænges fær. Men de som har at holde vagt, og ikke møter frem, da er de saket vagtbot til kongen, det er 1 mark sølv til kongen. Tre mænd skal holde vetevagt. De mænd er alle vagtføre, som har friske øine, øren og føtter, frie mænd og fuldmyndige og vel hærføre, indlændinger og ikke utlændinger fra andre kongers riker. Folk skal gaa paa vagten ved middag og holde [vagt] til næste middag; men om der senere er gaat til eller før av, da er den saket vagtbot til kongen, medmindre én gaar i deres ærende. Paa vagten skal man vaake og ikke sove; men om alle sovner og vete brænder søndenfor eller nordenfor, da er de saket vagtbot til kongen.

'''3.''' Nu skal vagtmænd tænde veten, naar de ser 3 hærskib eller flere. Men om de ikke tænder veten, da er de saket vagtbot til kongen. 

'''4.''' Nu om de er i tvil om det er hærskib eller ikke, da skal de tilkalde de skjønsomste mænd, som er i nærheten og faa deres raad, om veten skal tændes eller ikke. Den vetevagt som er længst mot øst, skal svare kongen 8 ørtuger og 13 mark sølv og likesaa den nærmeste. Saaledes skal ogsaa den nordligste svare 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen og likesaa den nærmeste, hvis hær kommer nordenfra; og saaledes overalt der hvor hær er mest ventendes. Men hver av de andre skal [svare] 1 mark sølv i vagtbot til kongen. Lendmand [baron] eller kongens ombudsmand skal faa skjelrike mænd til at ransake vagten hver dag, saalænge det er nødvendig, og sørge for at vagten gaar i orden; men om de glemmer det, da er de saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, om skade sker.

<small>Kilde: Jfr. G. 311. F. V 1.</small>


==Kap. 5. Om hærsagn==

'''1.''' Nu kommer mænd til vort land, som fær var gjort utlægg herfra og bær sandt hærsagn, som landsfolket ikke før visste, da er han ilænd med kongens raad og bud, selv om han før var niding.

'''2.''' Nu bær en mand hærsagn, som ikke er sandt, da er han utlægg, selv om han før var ilænd, medmindre han sværger ensed paa at han gjorde det for det gode og han trodde det var sandt.

'''3.''' Nu bær en ilænd mand sandt hærsagn, da skal han ha 3 mark sølv av kongen, men 1 mark av hvert fylke.

<small>Kilde: Jfr. G. 312. F. V 2.</small>


==Kap. 6. Om nogen unddrar sig leding==

'''1.''' Nu skal alle mænd gjøre sin leding efter ligning (at jamnade). Men, naar leding er utbutt, skal folk utrede sin del (jamnat sin greiða) efter jordskyld (jarðarh&#491;fn) og formue. Men den leding som gjøres av jordeiendommen, frelser jorden for eieren; da skal den, som bor paa jorden, utrede av sin avling og løsøre, hvem som end eier jorden.

'''2.''' Nu skal den kræve ligning, som trænger det, hos sine skipredemænd med kongens ombudsmands raad. Men de som ikke møter forfaldsløst, skal betale sin ilignede anpart, selv om det sker senere og dertil svare kongen ledingsfald, det er 6 ører. Men hvis folk kræver ligning med kongens ombudsmands og andre skjelrike mænds raad i et andet skiprede eller i en anden otting eller fjerding eller fylke, da skal det kræves paa tinge; men om de negter ligning, skal man gaa frem, som ovenfor er skilt.

'''3.''' Nu unddrar en mand sig leding eller ligning og løper mellem skipredene eller fjerdingene eller fylkene og gjør hverken her eller der, da gjøre han leding senere og er saket ledingsfald, 6 ører sølv, til kongen. Hver som gjør sig trodsig og er skaaret paa ledingsstokken og søkt dertil og løper fra søksmaalet (sókn) og ikke gjør leding nogetsteds i tre aar, da skal han gjøre fuld leding senere og er saket 5 mark sølv til kongen.

<small>Kilde: Jfr. G. 296, 298. F. VII 8—10.</small>


==Kap. 7. Hvor leding skal gjøres==

'''1.''' Nu skal vi vite, hvor vi skal gjøre vor leding. Om mand eier hus i kjøpstad, men bu (gaardsbruk) i herred og farer der imellem og er der skiftevis, da skal han gjøre leding i herred efter det jordbruk (jarðarh&#491;fn), han bor paa, efter ligning med andre bønder, men av sine handelsvarer (kaupeyri og husleieindtækt (garðleigur) i kjøpstad. Saaledes ogsaa om en mand eier 2 bu i herred og i hver sit skiprede, da skal han av hvert gjøre [leding] der, hvor det er, efter jordskyld og ligning. Men om en løskar farer mellem kjøpstad og herred og er født i kjøpstaden og driver sin forretning der og han er i herred om julen, men hele aaret ellers løser han sin skindsæk (&#596;: opholder sig og sover) i kjøpstad, da gjøre han sin leding i kjøpstad av sine handelsvarer. Hver mand som er født i herred og farer til kjøpstad for at handle og ikke har noget hjem hverken i herred eller i kjøpstad, da skal han gjøre sin leding i herred av sine handelsvarer. Men om en mand opløser (sliter) sit bu i herred og farer til kjøpstad før mandtal og ligning og han siden farer tilbake til herredet, da eier bønderne hans gjerd.

'''2.''' Nu om en mand gjør leding paa et andet sted end han skal gjøre den, da er det, som om han ikke har gjort, om han selv vet at den er ugjort (var.: hvor han skulde gjøre den).

<small>Kilde: § 1 jfr. F. VII 11. G. 298 sidste del. § 2 jfr. G, 301 næstsidsie punktum. F. VII 9.</small>


==Kap. 8. Om styrmand og haaseter==

'''1.''' Den skal styre skibet, som kongen nævner til eller hans ombudsmand.

'''2.''' Nu skal styrmanden opnævne haaseter at fare med sig; da skal alle de væra skyldig at fare, som er nævnt, medmindre lovlig nødsfald hindrer, og da skal andre nævnes i deres sted. Styrmanden skal for sit arbeide og møie, om han utfører arbeidet vel, ha en halv mark sølv om maaneden av bondekassen, hvis han ikke før har len eller veitsle av kongen, og oppebære det den tid han kommer hjem igjen. Lodsen skal ha en halv mark sølv fra Trondhjem og til Bergen, fra Bergen til Tønsberg en halv mark sølv, fra Tønsberg til landsenden en halv mark sølv, [og] likesaa meget tilbake; dertil mat og drikke.

'''3.''' Den skal fare, som først blir nævnt og der skal intet omskifte gjøres, medmindre lovlig nødsfald indtræffer. Ingen skal motta løsepenger [av en opnævnt]; men den som mottar, skal bøte 8 ortuger og 13 mark sølv til kongen for hver han tok løsepenger av; men den som tilbyr, [skal bøte] en mark sølv til kongen. Men den som anklager en anden for slikt og ikke kan bevise det, skal svare derfor saaledes, som loven sier om den, som baktaler en anden.

<small>Kilde: §§ 1—2, jfr. G. 299. F. VII 7. § 3, jfr. foran I 2 § 2.</small>


==Kap. 9. Om skibsskiping og hyre==

'''1.''' Nu skal styrmanden skjære op bud, naar skibet skal utsættes og stevne folk til i den utstrækning, som han ser nødvendig; og hver som ikke kommer erter bud forfaldsløst, er saket en øre sølv til kongen; og de skal føre skibet i havn; skibet er i deres aabyrgd, til det er fortøiet. Saa skal han og for det utskrevne mandskap (nefndarmenn) sætte en møtedag (eindagi), naar de skal komme til skibet, og da ha mandskapsstevne (skiparastefna) og granske (skoða) mændenes utskrivning (nefnd), vaaben og klær.

'''2.''' Nu om nogen vaaben mangler, da skal vaaben med styrmandens raad lages der, hvor han ser det høver bedst, og den som har dem, har aabyrgd efter loven.

'''3.''' Nu skal hver haasete ta en øre sølv i hyre (fararkaup) og hver kok (matgerðarmaðr) likesaa meget som andre haaseter.

'''4.''' Nu skal bønderne utrede 2 maanedsmat i smør og 3 i mel til hver hamle (aaretol); styrmanden skal ta imot det, saalænge ledingen er ute, og holde derav det utskrevne mandskap (nefndarmonnum) med kost i tre maaneder efter gammelt kosthold (með forni vistataku). Men dette er ret kosthold (rett vistataka) for hver halvmaaned pr. tylvt: 1 [skip]pund bygmel og 3 trepundslauper smør. Men den som ikke utreder dette, svare ledingsfald eftersom før er mælt, og sysselmanden skal søke det og ha selv to deler og styrmanden den tredje del. Men hvis han ikke vil søke det og han er tilsagt paa forhaand, da søke styrmanden og beholde halvdelen, men sysselmanden halvdelen.

<small>Kilde: Jfr. G. 300. F, VII 12.</small>


==Kap. 10. Om vaabenbunad==

'''1.''' Bue skal ligge ved hver tofte. Den skal 2 mandskaper (sessar), som deltar i færden, skaffe med buestreng eller bøte (gjalde) til kongen en halv øre sølv, og skaffe buen senere; og 2 tylvter skjæftede piler eller brodder (&#596;: piler med firsidet spids) skal bonderne skaffe; men for hver tylvt piler, som mangler, skal der bøtes halvanden øre til kongen. Men om kongen vil skipe et stærre skib, da blir saa mange flere skibreder om det skib, som skal fare, saa at hver haasete skal ha saa stort kosthold som for var sagt.

'''2.''' Nu farer en mand paa andet skib end han er tilsagt til, da skal han gjøre begge deler, baade ro ledingen og betale boten.

'''3.''' Nu om fri mand blir kok og farer ilde med matstellet, da skal det meldes til styrmanden og han skal ha mandskapsstevne og revse ham med skjønsomme mænds raad, saaledes at han hverken faar lemstersaar eller bane derav: ti styrmanden skal ha den øverste myndighet indenbords paa hvert skib.

'''4.''' Nu løser de skibet av fortetningen og mandskap søker ikke til sit halvrum, bøte en mark sølv til kongen, medmindre lovlig forfald hindrer. Men om en mand forsømmer færden av trods eller ulydighet, han være utlægd og alt det han eier; men om nødsfald hindrer, da bedømmes det av kongen efter gode mænds raad og omstendighetene.

<small>Kilde: § 1, 1. p. jfr. F. VII 13 beg. G. 309 in fine. § 2 = G. 301 in fine. § 3, jfr. F. VII 24. § 4, 1. p. jfr. G. 301 beg.</small>


==Kap. 11. Om vaabenbunad==

'''1.''' Den mand som eier 6 veiede mark foruten sine klær, han skal eie rødt skjold med jernbeslaat rand paa begge sider (tvibyrðing) og spyd og sverd eller halvtyndet øks. Men den mand som eier 12 veiede mark foruten sine klær, han skal eie skjold og staalhue tillikemed de foran nævnte vaaben.

'''2.''' Og hver skjoldmaker skal paa de skjold som han gjør, ha et merke som er vedtat paa bymøtet, for at man kan vite, hvem der har gjort det, om der findes fusk i det; men om nogen ikke har, da er skjoldene optøk til kongens haand.

'''3.''' Men den mand som eier 18 veiede mark foruten sine klær, han skal eie skjold og staalhue og panser eller brynje og alle folkevaaben. Men om nogen mangler disse vaaben, da skal han bøte en øre sølv til kongen for hvert som mangler, 

'''4.''' Men hver ungkar og de mænd, som eier mindre gods end nu er sagt, hver av disse skal eie skjold og spyd og sverd eller øks. Men bredøkser er gilde og halvtynde økser, som er godt skjæftet og spyd, som er paalidelig skjæftet og forsynt med to spydnagler, eller ialfald en som gaar tvers igjennem og er klinket i begge ender. Gild skal for disse mænd træskjold være, naar tre jernspænger ligger tversover det og der er tre haandtak paa indsiden, som er vel naglet.

'''5.''' Men naar en arbeidskar tar sin første tjeneste for fuld løn, da skal han første sommer kjøpe sig øks, den anden skjold og den tredje spyd. Men om han mangler noget av disse tre vaaben, da skal han bøte en øre sølv til kongen for hvert han mangler. Men om han mangler alle, da skal han bøte en øre til kongen og være halvretsmand indtil han faar sig vaaben.

<small>Kilde: § 4, jfr. G. 309. F. VII 13. 15.</small>


==Kap. 12. Om naar vaabenting skal holdes==

'''1.''' Nu er der et ting som heter [vaarling og] vaabenting; det skal holdes over hele Norge; det skal ikke ha større omraade (tinglag) end skibredetinget; det skal begynde ved kyndelsmesse (2. februar) og alle ting skal være færdig til midfaste (torsdag før 4. søndag i faste). Der skal [utsendes] budstikke foran dette ting; det skal søke hver bonde, som bygger og bor og bondenavn bær og ha der sine fulde vaaben. Men om nogen sitter hjemme under dette ting, da er han saket 2 ører sølv til kongen og 1 øre sølv for hvert vaaben han der skulde havt.

'''2.''' Nu er nogen syk eller saar, da skal hans leiekar bære hans vaaben til tings eller bøte sekt for vaabenfald, 1 øre sølv for hvert som mangler. Men hvis einvirkesmand er syk eller saar, da skal han tilkalde sine granner og syne dem sine vaaben paa den dag tinget er; da er han sakløs, om alle vaaben er tilstede; men om ikke alle er tilstede, saket 1 øre sølv til kongen for hvert som mangler.

'''3.''' Nu sælger nogen sine vaaben, saa han ikke eier folkevaaben efter det som nu er skilt, da er han saket 1 øre sølv til kongen for hvert som mangler, hvilket det end er.

'''4.''' Nu skal sysselmanden lyse for folket paa dette ting, hvorledes folket skal gaa frem efter loven. Men da er der gaat frem efter loven, naar der gaar tre mænd i geled og ikke flere og de gaar langsomt, saa at sysselmanden kan vel bese (skoða) deres vaaben. Men haandgangne mænd og veitslemænd er skyldig at bese vaaben med sysselmanden. Men om de marsjerer i tættere geled end nu er sagt og sysselmanden av den grund ikke faar set paa folkets vaaben, da bøte (gjalde) enhver, som det gjør, 1 mark sølv til kongen for sin ulydighet; men hver som ikke har de lovbestemte vaaben, er saket 1 øre sølv til kongen. Men om nogen laaner vaaben til vaabentinget og det blir vidnefast, da eier kongen vaabnene, men laantageren bøte vaabenbot som før.

<small>Kilde:  1. jfr. G. 309. F. X 3 (vápnaþing = fylkesting). Resten nyt.</small>


==Kap. 13. Om styrmand eller haasete løper fra skibet og om kost mangel==

'''1.''' Nu drar styrmanden med sit skib paa vei mot kongen og mandskap løper av skibet, mens kongen ligger ute til landevern, da er han saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen. Men om styrmand løper, da er han ubetinget utlægd og landsforræder mot kongen.

'''2.''' Nu maa ingen hefte ledingshæren længere ute end folket har igjen en halv maanedsmat i mel og smør, og lyse det for andre skib og syne dem sin mat, at de ikke har mere mat.

'''3.''' Nu farer de hjemover og blir matlæns, da kan de sakløs slagte 2 naut hos en bonde; betale 2 ører for en ku og likemeget for en tredungsokse (treaarsgammel okse), men 2&frac12; øre for en fuldvoksen okse (olldung) og la ligge igjen hode og føtter og hud; da er de sakløs. Men om nogen slagter hos den samme bonde, som andre før har slagtet hos, og hode, føtter og hud ikke blir fremlagt, da slagter de sakløst, om de betaler saa meget, som før er skilt og lar hode og føtter og hud ligge igjen. Men om de slagter anderledes end nu er mælt, da er styrmanden saket 8 ørtuger og 13 mark sølv til kongen, om der blir slagtet efter hans raad; men hver haasete 1 mark sølv til kongen; og bøte dog først fuld erstatning (b&#339;te—fullum botum) til bonden for hans kvæg, som de slagtet. Men av bøtene skal bonden først ha slik retsbot, som svarer til hans stand, men kongen resten. 

'''4.''' Nu er de anklaget for, at de slagter anderledes end nu er mælt, og de negter det, da skal styrmanden negte med lyrittered (tremandsed) for saa mange mænd han vil; men om han ikke vil sverge for dem, da sverge hver for sig med lyrittered.

'''5.''' Nu gaar mandsknp fra borde før skibet kommer til lunnene og ingen har git ham orlov, da er han saket 1 mark sølv til kongen.

<small>Kilde: § 1—2 efter G. 302. § 3—5 efter G. 303.</small>


==Kap. 14. Om skibets opsætning og bevaring av seil og redskap==

'''1.''' Nu kommer skibet hjem til lunnene, da skal styrmanden skjære op budstikke i den utstrækning han finder paakrævet for at faa skibet opsat. Overalt hvor styrmand skjærer op budstikke, da skal alle bære den budstikke, hvad enten de er i det skibrede eller i andre. Men hver den som stanser budstikken, er saket 1 øre sølv til kongen. Men hver som ikke kommer til skibdraatt naar budstikken kommer til hus, da er han saket 1 øre sølv til kongen, med mindre nødsfald hindrer. Men disse sekter, hvad enten det gjælder skibets opeller tilsætning, skal sysselmanden søke og ha derav to deler og styrmanden en tredjedel. Men om sysselmanden ikke vil søke dem, naar han er tilsagt paa forhaand, da skal styrmanden søke dem og beholde halvdelen, men sysselmanden halvdelen.

'''2.''' Nu om skibet ikke gaar ut eller op og fjerdingen av skibredet eller halvdelen eller flere forsømmer [at møte], svare de sekter, som mælt er, og skibet være i deres aabyrgd, om det skades.

'''3.''' Nu kammer folk 5 nætter før eller 5 nætter senere, da skal ingen yde den anden kost. Men om der blir større tidsforskjel, da skal de yde de andre kost, som efter loven skal utrede den, efter tidens længde. 

'''4.''' De skal ta vare paa seilet som er de mest skjønsomme og bor nærmest den kirke som er nærmest skibet. Men alle haaseter skal følge seilet til kirken og alt redskap og forvare det saa, at det ikke tar skade. Nu om nogen tar det seil eller redskap bort uten kongens eller bøndernes lov, har han hele aabyrgden for det (ábyrgizt at allo), til det kommer tilbake og er saket 8 ørtuger og 13 mark til kongen og bønderne. Men om kirken brænder og seilet er i den, har bønderne selv aabyrgden for sit seil, medmindre nogen sætter ild paa med vilje.

'''5.''' Nu skal de der ha opsætningsplads (uppsát), som de har hat fra gammel tid. Men om elv bryter opsætningspladsen eller sjø, da skal kongsjord avgi grund dertil, om den findes inden fjerdingsfylket. Men om den ikke findes, da skal tomt kjøpes, hvor de vil, for bondekassen efter skjønsomme mænds takst.

<small>Kilde: §§ 1—2. jfr. G. 304. §§ 3-4. jfr. G. 305.</small>


==Kap. 15. Om hesteskyssbud==

Saa er mælt, at bønderne skal gjøre kongen hesteskyss saa meget som trænges. Men kongens ombudsmand skal sende ut hesteskyssbud i den utstrækning han finder [nødvendig] forat kongen ikke skal mangle skyss. Men alle bønder, til hvis hus skyssbudet kommer, de skal gjøre skyss med hver hest, som sadel eller sæle er kommet paa. Men om det skorter kongen paa skyss, da bøte hver bonde, til hvis hus budstikken kom og som ikke utredet skyssen, 1 øre sølv til kongen for hver hest, som ikke forfaldsløst kom tii skyssskiftet.

<small>Nyt.</small>


==Kap. 16. Om ransmænd og pilbudstikke==

'''1.''' Nu er ransmænd ubotamænd, hvor de blir tat, og hver den, som yder dem hjælp dertil, efter det som siges om ubotamaal i vor mannhelgebolk. 

'''2.''' Nu herjer de, og den som rammes av herjingen, har ikke folkehjelp til at sætte efter dem, da skal han sende ut pilbudstikke, om han vil; da skal enhver fare dit efter hæren, hvor pilen stevner ham. 

'''3.''' Nu sætter de efter dem, da skal alle fare, som er for haanden; men om de ikke vil, da kan deres gods optages, medmindre nødsfald hindrer. 

'''4.''' Nu kommer de dit, hvor han er, som sendte pilen ut, og hvis han har sendt den rigtig ut, da er det vel; men om han har sendt den rangt ut og der er ingen hær kommet til hus, da kan de opta hans gods og skifte det mellem sig. Men om han har sendt pilen ut rigtig, da skal de fare med ham saa langt han vil. Men om de finder hæren og de maa røde odd eller egg for at faa tak i det [ranede] gods, da eier den som før eiet godset, alt det som han kjendes ved; men de andre skifter sig imellem alt det som hærmændene eiet, hvis ikke nogen eiermand kommer til med vidner.

<small>Kilde: §§ 1-3, jfr. G. 312. § 4 jfr. G. 314.</small>


==Kap. 17. Om nogen handler med ransmænd==

Nu drar de, som har herjet, langs landet og man kjøper av dem nogen ting, da skal den ha det gods, som for eiet og møter frem med 2 mands vidne. Men den som kjøpte av vikingene, bøte 1 mark sølv til kongen, om han visste det. Men om han ikke kan føre vidner mot den, som har kjøpt [ranet] gods, da skal han stevne ham til tings; da skal tingmændene tildømme ham godset eller lyrittered isteden.

<small>Kilde: G. 314 (s. 104).</small>


==Kap. 18. Om landsforræderisak og langskibsbygning i herredet==

'''1.''' Nu om kongen anklager nogen fur landsforræderi, da skal han negte med tylvtered; men om den ed falder, da falder den til utlægd.

'''2.''' Nu gjør nogen langskib i herredet og lyser ikke sin færd, da skal lendmand [baron] eller kongens ombudsmand fare til og spørre ham, hvor han vil reise hen. Men om han ikke vil si fra, da skal de avkræve ham sikkerhet (tak) for 8 ørtuger og 13 mark. Men om han ikke vil stille sikkerhet (tak), da skal de hugge ut paa begge sider av kjølen et 5 alen langt bord og saaledes lamme deres reise. Men om de ikke gjør det, da er de saket 1 mark sølv til kongen for hver tofte; men for hver styrehamle 3 mark sølv. Det kaldes toflebot (þoftogj&#491;ld).

<small>Kilde: § 1, jfr. F. VII 25. jfr. IV 4. § 2 G. 314 beg.</small>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Lovtekster]]
[[Kategori:Absalon Taranger]]