Vis kilden til Marsk Stig (den lange Vise)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Opretter Marsk Stig (den lange Vise)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Mark Stig.jpg|thumb|400px|<center>'''De sammensvorne rider fra Finnerup'''<br>''Otto Bache, 1882'' </center>]]

<center>'''[[Dansk folkedigtning]]'''<br>


'''Historiske viser'''<br><big><big>'''28. Marsk Stig'''</big></big>.<br>(Den lange Vise)<ref>Indl. S. 54—56; DgF. Nr. 145 A. De fleste Oplysninger om Udtryk i denne Vise maa søges under de kortere Viser (Nr. 25—27), som Digteren i høj Grad har benyttet ved dens Affattelse.</ref>


'''[[Danske Folkeviser i Udvalg]]'''<br>Ved [[Axel Olrik biografi|Axel Olrik]] og [[Ida Falbe-Hansen biografi|Ida Falbe-Hansen]]
</center>




::1. Marstig han vaagner om Midjenat,
::og taler han til sin kære:
::„Mig har drømt saa underlig,
::Gud raade, hvad det skal sæde!
::Min ædelig Herre hin unge Hr. Marstig.


::2. Mig drømte om mit store Skib,
::var vorden til liden Baad,
::og alle de Aarer for Borde laa<ref>2 laa for Borde, laa drevne over Bord. </ref>,
::der var ikke Styre paa.


::3. Mig tykte, det jeg og mine Mænd
::var ridende over en Bro,
::min Ganger han slog mig under sig,
::han løb til vilden Stod.“


::4. „Hør I det, min ædelig Herre:
::I give det intet i Gem!
::det volder: Bønder og Bomænd
::vil føre eder Skatten hjem.“


::5. Ind kom Marstigs liden Smaadreng,
::og stedtes han for Bord:
::„Her kommer Kong Eriks liden Smaadreng
::ridende i vor Gaard.“


::6. Op stod unge Hr. Marstig,
::han klædte sig for sin Seng;
::saa gik han i Gaarden ud,
::at tale med Kongens Dreng.


::7. „Hør I det, unge Hr. Marstig,
::og hvad jeg siger dig;
::I skal ride til Kongens Gaard,
::og følge skal I mig.“


::8. „Hør du det, liden Smaadreng,
::og hvad jeg siger dig:
::vedst du noget af Kongens Raad,
::da dølg det ikke for mig!“


::9. „Jeg ved ikke af Kongens Raad,
::før I faar det at høre;
::foruden I skal i Leding i Aar
::og Kongens Banner at føre.“


::10. Det var unge Hr. Marstig,
::han svøber sig Hoved i Skind;
::saa gaar han i Højeloft
::for skønne Fru Ingeborg ind.


::11. Hr. Marstig han ind ad Døren tren,
::han var i Huen saa gram:
::„Saa Mænd ved, skønne Fru Ingeborg,
::nu vil min Drøm gaa fram.<ref>11 gaa fram, gaa i Opfyldelse. </ref>


::12. Det jeg drømte, min gode Hest
::han løb til vilden Stod,
::det volder: jeg bliver vejen i Strid,
::min Hest bliver slagen mig fraa.“


::13. „Tier I kvær, min ædelig Herre,
::og siger I ikke saa!
::den rige Krist i Himmerig
::eder fuldvel vogte maa.“


::14. Det var unge Hr. Marstig,
::han rider i Kongens Gaard;
::ude stod Dannerkongen,
::han var vel svøbt i Maar.


::15. „Hør du, unge Hr. Marstig,
::hvad jeg siger dig:
::„du skal udi Leding i Aar
::og føre mit Banner for mig.“


::16. „Skal jeg fare af Lande i Aar
::og vove mit unge Liv,
::da vogter I mig min Hustru,
::hun er saa væn en Viv.“


::17. Det svared unge Kong Erik,
::han smiler under Skind:
::„Hende skal ikke mere ad Skade blive<ref>17 ad Skade, til Skade. </ref>,
::end hun var Søster min.


::18. Saa vel skal jeg hende vogte,
::saa vel skal jeg hende gemme;
::hende skal ikke mere ad Skade blive,
::end I vare selv hjemme.“


::19. Det var unge Hr. Marstig,
::han skulde af Landet ride<ref>19 han skulde af Landet ride, han maatte ride af Landet (jf. V. 1 i forrige Vise). </ref>;
::igen sad skønne Fru Ingeborg,
::hun mon de baade sørge og kvide.


::20. Det Var unge Kong Erik,
::han beder lægge Sadel paa Heste:
::„Vi vil ride os op ad Land,
::saa høvisk en Frue at gæste.“


::21. Det var unge Kong Erik,
::han svøber sig Hoved i Skind;
::saa gaar han i Højeloft
::for skønne Fru Ingeborg ind.


::22. „Her sidder I, skønne Fru Ingeborg:
::og vil I være mig huld,
::da syr I mig en Skjorte,
::singler<ref>single, bræmme, baldyre.</ref> den med røden Guld.“<ref>22 En udsyet Skjorte var Fæstemøens Gave til Fæstemanden (jf. Nr.20 Esbern Snare) i Kongens Bøn til Fru Ingeborg er altsaa et Spørgsmaal, om hun vil være hans Elskerinde. </ref>


::23. „Skulde jeg sy eder en Skjorte
::og single med røden Guld,
::saa Mænd ved, Dannerkonning,
::da var jeg Hr. Marstig uhuld!“


::24. „Hør I, skønne Fru Ingeborg,
::og vil I have mig kær,
::alle de Dage, jeg leve maa,
::jeg vil eder elske og ære.“


::25. „Hr. Marstig han gav mig Guldringe
::og Kæden om min Hals,
::saa Mænd ved, Dannerkonning,
::jeg bliver ham aldrig falsk!


::26. Det loved I Hr. Marstig,
::der han af Lande for:
::I skulde mig vogte og gemme,
::som jeg eders Søster vaar.“


::27. De tændte op de Vokselys,
::de stode paa Bord og brændte;
::saa saare græd skønne Fru Ingeborg,
::de fulgte hende med Kongen til Senge.


::28. Det var skønne Fru Ingeborg
::hendes<ref>28 Fru Ingeborg hendes, Fru Ingeborgs.</ref> allerstørste Kvide:
::han red til hende baade aarle og silde,
::han lagde hende hos sin Side. —


::29. Det var unge Hr. Marstig,
::han kom fra Leding hjem;
::saa stærke var de Tidend’,
::der ham ginge igen<ref>29 ginge igen, mødte ham, (igen, imod).</ref>.


::30. Hjem kom unge Hr. Marstig,
::red i sin egen Gaard;
::ikke vilde skønne Fru Ingeborg
::gaa ham ud imod.


::31. Det var unge Hr. Marstig,
::han ind ad Døren tren;
::ikke vilde skønne Fru Ingeborg
::staa ham op igen.<ref>31 staa ham op igen, staa op imod ham (ham er Hensynsbetegnelse).</ref>


::32. Længe stod Herre Marstig,
::og tænkte han ved sig:
::„Hvi monne skønne Fru Ingeborg
::ikke ville staa op mod mig?“


::33. „Den Tid I ud af Lande for,
::da var jeg en Ridders Frue;
::nu er jeg Dronning i Danmark,
::det monne saa lidet due.


::34. Den Tid I ud af Landet for,
::da var jeg en Ridders Viv;
::nu er jeg Dronning i Danmark,
::det angrer mig al min Tid.<ref>34 det angrer mig, det nager og harmer mig.</ref>


::35. Nu skal jeg aldrig Søvnen sove
::hos eders hvide Side,
::førend I faar vejet Kong Erik,
::som mig har gjort den Kvide.


::36. Nu vil jeg aldrig Søvnen sove
::udi eders hvide Arm,
::førend I faar vejet Kong Erik,
::som mig har gjort den Harm.“


::37. Hr. Marstig klæder sig og sine Mænd
::baade i Brynje og Jern;
::saa rider han til Landsting
::og undsiger Kongen der.


::38. Det var unge Hr. Marstig,
::han gaar for Kongen fram;
::der hilser ham alt Rigens Raad,
::saa mangen ærlig Mand.


::39. Hr. Marstig staar paa breden Ting
::og han begyndte at kære:
::„Min Hustru er med Volde tagen,
::derfor er jeg kommen here.


::40. Jeg var mig af Landet ud
::og voved for Riget mit Liv;
::hjemme sad I, Kong Erik,
::voldtog min væne Viv.“


::41. Det svared unge Kong Erik,
::han smiler under Skind:
::„Hendes Ja og hendes Vilje
::den var saa god som min.“


::42. Det svared Hr. Marstig,
::han var ikke meget glad:
::„Det er nu et gammelt Ord:
::Spotten og Skaden vil følges ad


::43. I har voldtaget min væne Hustru
::og gjort mig det til Møde;
::I skal det vide, Kong Erik:
::I skal for hende dø!“


::44. Hr. Marstig gik af Tinge,
::og han tog til sin Hat:
::„I lader eder mindes, alt Rigens Raad,
::det har jeg Kongen undsagt.“


::45. „Hør du, unge Hr. Marstig:
::du lader bortfare slig Ord;
::jeg giver dig Borg og Fæste
::og dertil grønnen Jord.“


::46. „Jeg skøtter ikke om eders Borge,
::de kommer ikke i min Hu:
::jeg vilde, den Gerning var aldrig gjort
::alt mod min skønne Fru’.“


::47. „Marstig du rider ikke saa stærkt,
::jeg kan mig jo for dig vare;
::vil du ikke være min Ven,
::da maa du vel lade det fare.“


::48. „Ikke rider jeg saa stærkt,
::ikke heller er jeg saa streng;
::man finder dog tit en Mynde,
::der løber ind Hjort og Hind.


::49. Drages det vel til Minde,
::at jeg har eder undsagt;
::det kommer saa tit, at liden Tue
::hun vælter fuldstort et Las.“ —


::50. Fru Ingeborg har en Søstersøn,
::Rane er hans Navn;
::han tjente unge Kong Erik,
::det var ikke for hans Gavn.


::51. Fru Ingeborg og unge Rane
::de gaar dem i Raad,
::alt hvor de skulde Kong Erik
::hans unge Liv forraade.


::52. Det var liden Rane,
::han staar for Kongens Bord;
::han sagde Kongen af Hjorte og Hinde,
::som spilled udi den Skov.


::53. „Jeg ved mig baade Hjorte og Hinde,
::de spiller udi den Lund;
::tykkes eder saa, min ædelig Herre,
::did vil vi ride en Stund.“


::54. Det var unge Kong Erik,
::beder sadle Ganger graa:
::„Vi vil ride til Landsting
::og se, hvor Landet mon staa


::55. I rider nu frem, mine gode Mænd,
::I reder mig Herberg der:
::jeg vil ride med Rane,
::om hans Ord de Sanding er.“


::56. Han bad alle sine gode Mænd
::til Viborg om Herberg ride;
::det kom saa lidet udi hans Hu,
::at Rane vilde ham svige.


::57. De hidsed efter Hjort og Hind
::og ligesaa efter Raa;
::de holdt det saa længe,
::at Dagen den monde forgaa.


::58. Det mælte unge Kong Erik,
::han var i Huen saa ve:
::„Hjælp nu, Gud–Fader i Himmerig!
::jeg er ud af min Led.“<ref>58 ud af min Led, Vej, er faret vild.</ref>


::59. Saa saa han sig saa lidet omkring
::udi de tykke Ris;
::der blev han var et lidet Hus,
::der brændte baade Ild og Lys.


::60. Han gik sig i Huset ind,
::han var i Huen saa ve;
::der stod inde saa skøn en jomfru,
::som nogen Mand vilde se.


::61. Han tog hende listelig i sin Arm,
::han talte til hende saa brat:
::„Hør I det, min skønne jomfru,
::I sover hos mig i Nat.“


::62. Det da svared den skønne jomfru,
::saa hjertelig hun lo:
::„Svar du først, Kong Erik,
::den Gerning, du har sidst gjort!“<ref>62 svar du først den Gerning, gør først Rede for den Gerning.</ref>


::63. „Min skønne jomfru, ved I det saa,
::da ved I ogsaa mere:
::I siger mig det, min skønne jomfru,
::hvor længe mit Liv skal vare.“


::64. Det da svared den skønne jomfru,
::saa hjertelig der hun lo:
::„Spørg du ad den liden Krog,
::der dit Sværd hænger paa.“<ref>64 Muligvis er Meningen: dit Liv vil ikke vare længere, end Sværdkrogen i dit Bælte holder.</ref>


::65. Det var tinge Kong Erik,
::han efter den Jomfru tog;
::hun blev borte imellem hans Hænder,
::han hende aldrig mere saa.


::66. Den Stund den Jomfru hos ham var,
::da havde han Ild og Lys;
::saa snart som hun var kommen ham fraa,
::han stod i tykken Ris.


::67. Det var unge Rane,
::saa tog han oppaa:
::„Herre, vi rider af denne Skov,
::medens Maanen skinner saa klar!


::68. Der ligger en By her lidet fraa
::for uden den grønne Lund;
::tykkes eder saa, min ædelig Herre,
::did vil vi ride en Stund.


::69. Did vil vi ride saa længe,
::at Maanen han skin;
::saa Mænd ved, unge Kong Erik,
::os sker der ingen Men!“


::70. Saa red de til Finderup,
::der bad de om Hus;
::det var i–saa sildig,
::slukt var baade Ild og Ljus.


::71. Saa stalded de ind i Finderup Lade,
::og ingen Mand dem kendte;
::det var end aldrig i hans Agt,
::ham skulde saa gaa i Hænde.<ref>71 ham skulde saa gaa i Hænde, at saadan en Skæbne skulde overgaa ham.</ref>


::72. Det mælte unge Kong Erik,
::og saa tog han oppaa:
::„Rane, du lukker den Ladedør,
::som jeg monne dig tiltro!


::73. Luk du vel den Ladedør,
::som jeg monne dig tiltro:
::du tænke paa unge Hr. Marstig
::og mindes paa hans Ord!“


::74. „Marstig, min ,Frænde, er snar i Sind
::og underlig i sine Ord;
::saa Mænd, min ædelig Herre;
::I tør det ikke tro!<ref>74 I tør det ikke tro, I behøver ikke at bryde eder derom.</ref>


::75. Viben vil værge om hvert et Sted,
::som udi Marken mon staa;
::kunde hun end værge det mindste Sted,
::som hun skal bygge paa!“


::76. Det var ikke andre Sværd eller Spyd,
::som monde for Døren staa:
::det vil jeg for Sandingen sige,
::han satte derfor to Straa.


::77. De var ikke brader’<ref>77 bradere, hurtigere (jf. brat, hurtig).</ref>
::og brader’ i Laden lagt<ref>de var lagt, de havde lagt dem.</ref>,
::saa kom skønne Fru Ingeborgs Bud
::udi den Bondegaard.


::78. Saa stødte de paa Døren
::med Glavind og med Spjud:
::„Du stat op, unge Kong Erik,
::du gak hid til os ud!“


::79. Det svared unge Rane,
::saa tog han oppaa:
::„Ikke er unge Kong Erik herinde,
::I tør det ikke tro!“


::80. Han kaste over hannem Hø,
::han kaste over ham Straa;
::det vil jeg for Sandingen sige,
::han viste dem, hvor han laa.


::81. Han hug over Bjælke,
::og han hug over Balk;
::saa fast hug han for Kong Erik:
::han værged ham som en Skalk. —


::82. „Hvem vil ride til Viborg
::og følge Kongens Lig?
::hvem vil ride til Skanderborg,
::sige Dronningen Tidende slig?“


::83. Ingen vil ride til Viborg
::og følge Kongens Lig;
::en Dreng sendte de til Skanderborg,
::sige Dronning Tidende slig.


::84. Ind saa kom den liden Smaadreng,
::og stedtes han for Bord;
::han var snild i Tale sin,
::han kunde vel føje sine Ord.


::85. „Hil sidder I, Dannerdronning,
::er klæd i Skarlagen rød!
::vejen er unge Kong Erik,
::i Finderup ligger han død.“


::86. De stak ham ind ved højre Arm
::og ud ved venstre Side;
::— I vogter saa vel det lidet Barn,
::al Danmark bær for Kvide!


::88. „Det skal du have for Tidende,
::enddog de er ikke gode:
::Øl og Mad udi min Gaard,
::den Stund vi lever baade.“


::89. Marstig vog Kongen i Finderup,
::han agter det i–saa ringe;
::Saa red han til Skanderborg,
::han lader sin Ganger springe.


::90. Det var danske Dronning,
::hun ud ad Vinduet saa:
::„Hisset ser jeg den selvgjorte Konge
::ridendes i vor Gaard.“


::91. „Jeg er ikke selvgjort Konge,
::fordi du siger saa;
::men det var Drost Hr. Lovmand,
::sidst i dine Arme laa.


::92. Saa lidt agter du Kong Eriks Død,
::saa lidt agter du den Kvide:
::meden du har Drost Lovmand,
::og du ser ham i Live.“


::93. Det mælte Hertug Kristoffer,
::han stod i Skarlagen rød:
::„Alt er det fuld ond en Bod
::for min kære Faders Død!“


::94. Det mælte Hertug Kristoffer,
::han talte et Ord med Ære:
::„Alt skal du ud af Landet rømme,
::om jeg skal Kronen bære!“


::95. „Skal jeg ud af Landet rømme
::og ligge paa Vandet hint kolde,
::saa mangen Enke da skal jeg gøre
::og mest af Fruer hin’ bolde.


::96. Skal jeg ud af Danmark rømme
::fra Hustru og Børn saa smaa,
::alt skal jeg min Føde i Danmark hente
::baade Vinter og Sommer og Vaar.“


::97. Saa red han fra Skanderborg;
::han lod sin Ganger springe;
::han red sig til Møllerup<ref>97 Herregaarden Møllerup i Feldballe Sogn ved Æbeltoft var — ifølge Overleveringen — Marsk Stigs Bopæl.</ref>,
::hin skønne Fru Ingeborg at finde.


::98. Det var unge Hr. Marstig,
::red i sin egen Gaard;
::op stod skønne Fru Ingeborg.
::hun gik hannem ud imod.


::99. Det mælte unge Hr. Marstig,
::han tog hende i sin Arm:
::„Nu har jeg vejet Kong Erik,
::som dig har gjort den Harm.


::100. Hvad heller vil du være en fattig Kvinde
::og følge en fredløs Mand,
::heller du vil være en Slegfred
::og bære det Hadings–Navn?“


::101. „Langt heller vil jeg være en Dannekvinde
::og følge en fredløs Mand,
::end jeg vil være en Slegfred
::og bære det Hadings–Navn.“


::102. Marstig han drog sig til Hjælm
::og saa tog han det ind;
::det vil jeg for Sandingen sige:
::derfor blegned mangen Kind.


::103. Saa lod de gøre det Hus paa Hjælm,
::saa lod de det gøre saa fast;
::de skøtte hverken om<ref>de skøtter ikke om, de regner ikke for noget.</ref> Bøsse eller Pil<ref>103 Bøsser &#596;: Kanoner) nævnes tidligst under Valdemar Atterdag, og kunde nok være kendte paa den Tid, da Visen digtedes (derimod sikkert ikke, dengang Hjælm blev belejret af Erik Menved); de ældre Kastemaskiner (Blider) var dog stadig de almindeligste Belejringsredskaber.</ref>
::ikke heller om Blidekast.


::104. Bonden gaar ad Marken,
::og der saar han sit Korn:
::„Hjælp os, Gud Fader i Himmerig,
::har Hjælm nu faaet Horn!“


::105. Marstig han lader opbygge Hjælm,
::han sætter der Mur og Tinde;
::Kongen drog derfor med al sin Magt,
::kunde ham det ikke afvinde.
::Min ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.





==Fodnoter==
<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Axel Olrik]]
[[Kategori:Ida Falbe-Hansen]]