Vis kilden til Orunilik. — Klapmydsefangst. — Kamp med en Bjørn (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Orunilik. — Klapmydsefangst. — Kamp med en Bjørn (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[ File:2016-klappmützemuseumkoenig.jpg|thumb|400px|<center>Klapmyds – Foto: Ziko van Dijk (CC.) Wikimedia</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''19. Orunilik. — Klapmydsefangst</big><br> — Kamp med en Bjørn'''</big></big></center><br>



I Egnen af Agdluitsok levede Orunilik, som var berømt for sin store Duelighed. Han pleiede blot med sin Kniv at dræbe Klapmydser, som vare trufne med Harpunen. Hermed bar han sig saaledes ad: naar han saae at der var sat fast i en Klapmydse, og de skulde til at lændse den tildøde, og han gjerne vilde have sit Lændsestykke, pleiede han at stige ud af Kajakken paa et Stykke Driviis, fremtage sin Svømmepels, iføre sig den og springe ud i Vandet med Kniven mellem Tænderne. Naar han saa kom hen imod Klapmydsen, dukkede han under Vandet, man saae det røre sig og farves rødt af Blod, og lidt efter kom han op et Stykke fra den; han havde nemlig dræbt den med det samme nede under Vandet. Men naar saa den, der havde harpuneret Dyret tog sin Harpun ud og indbød de andre Kajakmænd til at slæbe det op paa Isen for at flense det og faae deres Lændsestykke, satte Orunilik sig derimod, han vilde have, at de skulde flense den ude i Vandet, og da han truede med, at han ellers vilde flænge deres Kajakker med sin Kniv, maatte de føie ham. Efter Flensningen slæbte han sit Stykke hen til Isen, afførte sig sin Svømmepels, satte sig i sin Kajak og roede saa hjem smilende og munter sammen med de andre. Saaledes bar han sig altid ad, men man hørte aldrig om ham, at han begik noget Drab. Engang havde de fundet en Finhval som Drivaadsel, og hele dens Overflade fyldtes af Mennesker som vilde flense. Orunilik betragtede dem i nogen Frastand, og da han saae, at der aldeles ingen Plads var mere ovenpaa den, tænkte han: hvis man saaledes blot skal være Tilskuer, faaer man nok ingen Deel af den. Derfor vendte han sig til dem og raabte: »Hvad om om ma-ma-man skubbede til dem engang« — han stammede nemlig, og med det samme tog han, som sædvanlig sin Kniv mellem Tænderne, og foer løs paa dem. Ved Synet af ham trængte de sig forskrækkede tilside, ligesom en Fiskestime, der deles, og han flensede ganske roligt uden at støde til nogen af dem, skjøndt han truede dem, naar de kom ham for nær. Da han havde taget saameget som han vilde have, vendte han sig om sigende: »saaledes skulle I bære eder ad med at flense«, og dermed gik han hen og betragtede dem fra et Sted i Nærheden. Da de saa vare færdige med Spækket, og ligeledes havde taget Ribbenene ud, og skulde til Kjæbebenene, blev de uenige og vare nær ved at stikke hverandre, da enhver vilde have det største Stykke. Herover blev han bange, tog Kniven mellem Tænderne og gik løs paa dem, splittede dem ad paa samme Maade. Han udtog da begge Kjæbebenene. Det ene deelte han i Stykker, passende til Aarebeslag, og uddeelte dem til alle, saa at ingen blev forbigaaet, men det andet beholdt han for sig selv.


Engang hørte han tale om en Mand, der vilde have sin Pleiedatter til Medhustru. Dette misbilligede han i sine Tanker, og da han slet ikke kunde glemme det, besøgte han ham engang. Da han kom hen til Stedet, var Manden endnu ikke kommen hjem fra Fangst. Han trak sin Kajakpels af og gik ind i Huset, hvor han traf Qvindfolket alene og satte sig hos dem for at vente paa ham og iagttog hvorledes han var. Henad Eftermiddagen blev der meldt, at han kom, og det varede da heller ikke længe førend man hørte Støi udenfor og han kom springende gjennem Opgangen og strax gav sig til at skjænde paa Gjæsten. Uden at sætte sig blev han ved at bruge Mund. Imidlertid sad Gjæsten ganske stille og saae ned for sig, uden at sige et Ord, men da den anden endnu bestandig blev mere og mere høirøstet og tilsidst kom hen imod ham, tænkte han: hæ, jæ jæ jæ jæ, jeg pleier da ellers at kunne tæmme saadanne Mandfolk, hvad om man kastede ham paa Døren — og i denne Tanke havde han uvilkaarlig allerede taget fat i ham og brødes med ham, til han fik kastet ham ned i Huusgangen og derpaa udenfor Huset, hvor der var en Mødding, som skraanede stærkt ned til Strandbredden; denne Skraaning gled han nedad og standsede først paa Iiskanten, da han var lige ved at flyve ud i Vandet. Den Faldne gik atter op til Huset, bestandig skjælvende, men da han kom til Indgangen sprang Orunilik forbi ham og ind i Huset, den anden kom bagefter men flygtede strax hen til en Krog paa Brixen. Imidlertid sagde Orunilik til Pleiedatteren, at hun skulde følge ham, han bragte hende ud, tog hende ovenpaa sin Kajak og førte hende hjem med sig.


Engang midt om Vinteren, da der laa fast Iis, overraskedes de ved en Bjørn tæt udenfor. Mændene grebe til deres Vaaben, men Orunilik løb strax afsted udenfor, og da saae han allerede Bjørnen ved Iiskanten, og da der ikke var Tid til at hente Vaaben, greb han blot et Stykke Træ og gik lige løs paa den, glad over at skulle være den første, som saarede den. Da han kom ned paa Isen ventede han paa Bjørnen, der foer ind paa ham, støvende Sneen op omkring sig. Først da den lige skulde til at bide ham, gav han den et Stød. Orunilik pleiede nemlig at dræbe Bjørne paa den Maade, at han holdt Armen for sig og lod den bides, men saa langt inde i Gabet, at den var bag ved Tænderne. Men Stødet gik blot ind imellem Huden og Kjødet, og da Bjørnen, som ikke ændsede det, vilde bide rigtig til, trak han sig tilbage, men traadte ned i en Revne mellem Iisstykkerne og styrtede baglænds over. Bjørnen foer over ham og bed i Armen, som han holdt for Hovedet, trak ham frem og slæbte ham ud paa Isen, hvor den standsede med ham. Da den vendte sig fra ham, sprang han op og løb, men den bagefter ham, greb ham i Bagdelen og slæbte ham atter ud og lagde ham paa Isen. Denne Gang satte den sig paa Hug og vendte sig fra ham, men hvergang han rørte sig vendte den sig om, den vilde nemlig lade ham afkjøles. I et Øieblik, da den saae lidt bort fra ham, reiste han sig ganske forsigtig, og gav sig til at løbe af alle Kræfter, og da Bjørnen denne Gang vilde forfølge ham, blev den modtagen af de væbnede Mænd. Men medens Orunilik løb, mærkede han at noget hang ned og viftede fra hans Arme, og da han kom ind i Huset, og det blev undersøgt, var det Kjødet, af Armen, ligefra Skulderen til Albuen, som var revet løst og hang omvendt ned. De syede det til, men hans Haand blev stiv paa den Arm.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 49-51
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]