Vis kilden til Sigurd og Brynhild: Første Samtale

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd og Brynhild: Første Samtale]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]


'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]


'''Sigurd og Brynhild'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>


{|
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;'''De Talende.'''
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Sigurd:&nbsp;&nbsp;''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Søn af Sigmund.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Hjordise:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;hans Moder.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Tora:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hakons Datter, en dansk Prinsesse.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Brynhild:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Datter af Budle Hunekonge.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Odrun:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;hendes Søster.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Gjuke:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Konge i Frakland.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Grimhild:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;hans Dronning.
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Gudrun:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;deres Datter
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Gunnar:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;deres Søn
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Hogne:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;deres Søn
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Guttorm:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;deres Søn
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Fofner:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Søn af en Jotun Hrejdmar
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Fofner:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Søn af en Jotun Hrejdmar
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Yrpa:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Torgerd Hørgabruds Søster
|-
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;''Herman:''
|&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;
|-
|}
 


		
:'''Første Samtale.'''

:Lejre-skov. 


::''Sigurd:'' 

::Hvad vil du mig? du brede Egetop! 
::Hvad heller du, som bryder stærke Grene, 
::Du brusende! Jeg kjender ej jert Maal, 
::Og underlig til Sjælen dog det mæler. 
::Hvi tuder du, graabenet Ulv, saa højt? 
::Hvi skrige saa de sultne Odins Fugle? 
::De sultne! — ja, nu véd jeg det til fulde: 
::I kræve Brad hin varme af min Haand, 
::Og jeg er skyldig eder den at unde; 
::Ja, skyldig vist, thi mange Vintre led 
::Fra Stunden, da min Faders røde Aadsel 
::Med Tand og Klo I søndersled, og end 
::Ej Blodet af hans Banemand I suged. 
::Hvi har jeg nølet? er vel Armen svag, 
::Og klapper Hjærtet mig i Liv af Rædsel? 

::Du véd det, Dravge! høje Guder! I 
::Er Vidner, at, før denne Morgen gryde, 
::Min Faders Navn var mig en fremmed Lyd, 
::Og Lejrekongen kaldte jeg min Fader. 
::Men nu med Sol og Maane vil jeg vandre, 
::Og naar det mørknes, skal mit Øjes Ild 
::Mig lyse gjennem Skov og over Hede, 
::Til jeg ham finder, Saxlands fule Drot; 
::Og han skal sande, naar ham Sværdet deler, 
::At der er Liv i Volsungætten end. 

::Men Sværdet! — ak! end aldrig har det hamret 
::I tunge Balg min Lænd; som ussel Træl 
::Jeg kun en Bue véd mod Hjort at spænde, 
::Og ramme Ulven med det lette Spyd. 
::Ak, jeg har sovet, Barn jeg kun har været 
::Til denne Dag; jeg gik i Ledebaand; 
::Naar Sværd jeg kræved, rakte man mig Kjæppen, 
::Og taalig red jeg paa den, red til Hel. 
::Men nu er ogsaa Barndomstiden omme: 
::Paa anden Hest jeg Valhal vist skal naa. 


::''Regin:'' 

::Hvi raaber du saa højt i Skoven her, 
::Som om du vilde Stormen overbyde? 


::''Sigurd:'' 

::Det vil jeg ogsaa; jeg er mer end den: 
::Den bryder Eg og løfter høje Bølger; 
::Men farer kun, naar fule Turseørn 
::Med Vinger slaar, og stilles, naar han hviler. 
::''Jeg'' Styrke har til Eg og Jord at ryste; 
::Den er min egen, virker, naar jeg vil; 
::Thi fri jeg er af Asarod oprunden. 


::''Regin:'' 

::Hin gamle Ørn du ej maa skjælde saa, 
::Og ikke saa med egen Styrke prale. 
::Var det dig selv, som med din Vinge slog, 
::Og Vinden rejste, som nu i dig suser? 
::Dog, ung du est, og end ukjendt med Livet; 
::Ja, det mig tykkes fast, som om i Dag 
::Du mærked først, at der er Liv i Kroppen. 
::Ej underligt, at Kilden sprudler saa, 
::Da nys den brød med Magt igjennem Jorden. — 
::Men sig mig dog, du vakre Ungersvend! 
::Hvad Forsæt har du alt i Dag undfanget 
::Og avlet og opfostret? thi ret vel 
::Jeg mærker, det har faaet tidlig Manddom, 
::Den Stund det mæler alt saa højt og djærvt. 


::''Sigurd:'' 

::Hvor kan du spørge? Er du ej den samme, 
::Som mig i Morges lærte store Sagn 
::Om mine Fædres Manddom, og om Sigmunds, 
::Min Faders Drab? Og mener du, at Sol 
::I Morgen mig skal finde her i Lejre? 


::''Regin:'' 

::Hvor da? 


::''Sigurd:'' 

::Véd jeg vel det? Ej lange Vej 
::Til Saxland kjender jeg; men dog jeg dristig 
::Vil følge efter sultne Ravnes Skrig; 
::Ej vise de mig vild: de tørste 
::Selv<ref>[1. Udg.: Alt.]</ref> efter Linges sorte Hjærteblod. 


::''Regin:'' 

::Du er ej raadvild; men du maa betænke, 
::At der er langt til Saxland: dine Ravne 
::Med tørre Munde ej kan flyve did; 
::Og hvis du undervejs skal give 
::Dem alt det Blod, de tørste efter, 
::Du kommer næppe did, mens du kan gaa; 
::Og tro du mig: at Ravne drikke 
::Saa godt en ''Volsungs'' som en ''Jættes'' Blod! <ref>[Dette Linjepar fattes i 1. Udg.]</ref> 
::Dog, kom du saa vidt end<ref>[1.Udg.: kom du der nu end.]</ref>, du ej maa glemme, 
::At der er langt til Linges Hjærteblod: 
::At baade Staal og Kjød og Ben<ref>[1.Udg.: Ben og Kjød.]</ref> maa skæres, 
::Før du betale kan dit Følgeskab! 
::Hvormed vil du vel ''det'' udrette? 


::''Sigurd:'' 

::Hvormed? hvormed vel, uden med et Sværd: 
::Med den, som bryder Ben og kløver Brynjer! 


::''Regin:'' 

::Hvor har du det? mig tykkes ej, ved Lænd 
::Det hænger, saa som Kæmpesæd mon være. 


::''Sigurd:'' 

::Vil du mig spotte, Dværg! hvad Møje 
::At faa' et Sværd, naar man har Kraft og Mod? 
::Du har jo et. 


::''Regin:'' 

::Ja, jeg, men ikke du. 


::''Sigurd:'' 

::Saa ræk mig det! Jeg har ej Tid at tøve<ref>[1.Udg.: nøle.]</ref>. 


::''Regin:'' 

::Ja, række! Mener du kanske, at det 
::Er fløjet mig saa i den aabne Haand? 
::Nej, mange Dage, mange halve Nætter 
::Jeg først har svedt<ref>[1. Udg.: Jeg svedet har.]</ref> ved Ambolt og ved Ild, 
::Før jeg det fik med Kunst og Kløgt udhamret, 
::Og Hjaltet er af drevent Guld; en Skjænk 
::Saa herlig ej til ukjendt Drot man rækker: 
::Ej, før man véd, hvordan han Gaven lønner. 
::Hvad giver du mig vel for dette Sværd? 


::''Sigurd:'' 

::Hvad, give? gror her Guld i Skoven? 
::Naar Hundings Arv jeg skifter, kom da kun! 
::Og hundredfold jeg skal dig Sværdet lønne. 


::''Regin:'' 

::Ja, naar; men Hundings-Sønnerne er Kæmper<ref>[1. Udg.: Hundings Sønner ere Kæmper.]</ref>, 
::Det véd ej ene jeg, det véd al Nord, 
::Og selv din Fader det paa Valen sanded. 
::Hvad ikke jeg, og hvad slet ingen véd, 
::Er derimod, hvad ''du'' en Gang kan vorde; 
::Men æde dine Ravne nu dig selv, 
::Hvad faar saa jeg for Guld og Møje? 


::''Sigurd:'' 

::''Du'' nævned mig min Faders Banemand, 
::''Du'' tændte i mig Hævnens stærke Lue; 
::''Du'' er og skyldig da at give mig, 
::Hvad der kan køle den: det kolde Staal. 


::''Regin:''
 
::Nyfigen var du; jeg dig Sagn fortalte, 
::Som man for Løjers Skyld fortæller sligt; 
::Jeg sagde dig, du var en Søn af Sigmund, 
::Fordi mig tyktes, det var sært, at du 
::Ej skulde vide, hvem din Fader var. 
::At ægge dig til Hævn, det var et Indfald, 
::Som jeg vist aldrig fik; det er jo noget, 
::Som kommer ikke mig det mindste ved. 
::Hvis du har Lyst, saa rejs! og nu god Nat! 
::Mit Sværd er ej til fals for Løfter. 


::''Sigurd:'' 

::Men dog for Styrke, mener jeg; og flux 
::Med Magt jeg tager det, hvis ej du giver 
::Det hid paa Stand. 


::''Regin:''

::At røve fremmed Mand 
::I Skov, ej hædrer storlig Kongesønner; 
::Men vil du være Røver, nu velan! 
::Saa er det her, vor Styrke er ej lige. 


::''Sigurd:''

::Ret saa! giv mig, hvad Navn du vil, 
::Naar kun du giver Sværdet! Selv fra Odins 
::Den høje Lænd jeg rev det, om mig ej 
::Et andet undtes. — Ser du: som jeg hugger 
::I denne Eg, saa skal jeg hugge til 
::Paa Linges Isse. Trods, om den kan holde! 


::''Regin:''

::For dette Sværd den holder nok; thi se! 
::Det sprang jo sønder mod den haarde Bul. 


::''Sigurd:''

::Det sprang! det var et Sværd, som du er Mand; 
::Det burde jeg betænkt. 


::''Regin:''

::Ej maa du laste 
::Mit Sværd, om end du laster mig; 
::Thi sandt er det at sige: intet findes 
::I Nørrelande<ref>[1. Udg.: Nordurlande.]</ref>, gjort af Mandehaand, 
::Som lignes kan ved ''det'' i Haardhed, Styrke; 
::Og er din Arm til saadant Sværd for stærk, 
::Du ikkun sent vil finde et, som holder. 


::''Sigurd:''

::Usalig er jeg med min Styrke da. 
::Hvi skjænke Guder ej med den og Vaaben, 
::Som taale kan at bæres højt i Luft 
::Og falde tungt? 


::''Regin:''

::Ja, skjæld du kun 
::Paa Guderne! de har fortjent det ærlig, 
::Om ej just denne, saa en anden Gang. 
::Men ellers var det mig, som burde skjælde: 
::Hvormed betaler du mig nu mit Sværd? 


::''Sigurd:''

::O, tal ej mer om sligt! men est du kløgtig, 
::Da raad nu paa min Vaande Bod! 


::''Regin:''

::Ja, her det gjælder udi flere Maader, 
::At dyre ere gode Raad, og tit 
::De kun betales ilde. Dog, din Manddom 
::Har rørt mit Sind, og slig en Kæmpes Hjælp, 
::Som du, er og mig selv nødtørftig. 
::Kom! lad os sidde ned paa denne Sten! 
::Og, medens Solen sættes, jeg en Saga 
::Dig vil fortælle; kan vi enes da, 
::Jeg stræbe vil, dig gode Raad at kjende. 


::''Sigurd:''

::Hvortil den Nølen? Sig mig, hvad du véd! 
::Begjær for Raadet alt, hvad jeg kan evne! 
::Og det skal vorde dit. Kun snart, kun snart! 


::''Regin:''

::Med Sværdet var jeg snar, fordi jeg vidste, 
::Du kunde tage det. Jeg er lidt sen 
::Med Raadet; thi ''det'' har jeg sikkert, 
::Og kom du end til Lejet, hvor det er, 
::Du fandt det derfor ej. Du haster! 
::Hvorfor? Du er jo ung endnu, og først 
::Naar du har Vaaben, er det Tid at haste. 
::Men Vaaben faar du ej af mig, 
::Hvis ej med Ro du vil min Saga høre, 


::''Sigurd:''

::Velan! jeg maa vel høre; saa fortæl! 


::''Regin:''

::Min Slægt og din er ej saa lidt adskillig, 
::Og Venskab var kun sjælden dem imellem: 
::Du stammer ned fra Asamanden Odin; 
::Om ham, den onde Fjende af min Slægt, 
::Er Sagnet, jeg hans Ætmand vil fortælle. 


::''Sigurd:''

::Om Odin vil du tale ondt, du Jotun! 
::Kan jeg da høre dig? 


::''Regin:''

::Det véd jeg ej; 
::Men høre maa du, om du Raad vil have. 


::Det var da Odin og hans arge Svende, 
::De ginge langs med Elv, og som de gik, 
::De saa' en Odder ligge der paa Bredden: 
::Det var min Broder, han i Fiskeham 
::Sig skjæmted tit i disse Vande. 
::Vor utro Frænde, Loke, Lavfej s Søn, 
::Var og med Odin, og det er hans Gammen 
::At virke ondt; han tog en mægtig Sten 
::Og knusede med den min Broders Hoved. 
::Det var en Lyst for gjerrig Asaflok 
::At stjæle Bælgen fra den døde Jotun; 
::Men Loke stundum husker, hvem han er: 
::Han lokked Odin til min Faders Gaard, 
::Indbildte ham, han var hos sine Venner. 
::Da pralede han storlig over Bord 
::Af Kæmpeværket, som han havde drevet; 
::Men vi med Hænder bandt den Asaflok, 
::De maatte love, Odderbælg at fylde 
::Med røden Guld, og med den samme Malm 
::Hvert Haar bedække. Guld har Aser ej, 
::De altid maa det stjæle eller røve, 
::Og Loke gik afsted, og kom igjen 
::Med Dværgen Andvars Skat. Vi rejste 
::Nu Odderbælg paa Fod, og fyldt den blev 
::Og dækket med; men som nu Hrejdmars Øje 
::Paa Asamænd og Bælgen vandred om, 
::Det fandt en fager Ring paa Odins Finger, 
::Paa Bælgen og et utildækket Haar; 
::Det maatte Ringen skjule; Odin nødig 
::Den vilde mistet, og den fule Trold 
::Med sære Runer den forhexed saa, 
::At Hrejdmar den til Bane skulde vorde. 
::Vi kunde dræbt de Niddinge, men dog 
::Vi lod dem gaa, for ej vor Ed at bryde. 

::Fra denne Stund min Broder Fofner gik 
::Omkring med sære Tanker; Odin voldte, 
::Ham Fadermord blev skudt i Hu. <ref>[1. Udg.: At Fadermord kom ham i Hu.]</ref> 
::Jeg raadte ham, som det en Broder sømmed, 
::Men han det agted ej; thi der han nu 
::Vor Fader havde dræbt og Guldet ranet, 
::Han undte mig dog ej det mindste Gran, 
::Men flygted ud paa Gnytas vilde Hede: 
::I Ormelignelse han ruger dér 
::Nu<ref>[1. Udg. Alt.]</ref> over Guldet; kun forgjæves 
::Jeg efter Faderhævn og Fædrearv 
::Har hidtil tragtet. Vil du nu mig love 
::At dræbe Fofner, med mig Guldet dele, 
::Saa vil jeg kjende dig et Raad. 


::''Sigurd:''

::Ej løj du, Regin! dyrt var Raadet: 
::Om høje Odin har jeg Nid og Løgn 
::Nu maattet høre, det var værst Betaling; 
::Thi gjærne vil jeg dræbe leden Orm 
::Og hver en Jotun, og af Guldet 
::Du tage maa alt efter Lyst. 
::Men sig nu snarlig, hvor er Sværdet, 
::Som i min Haand kan virke slig en Id? 


::''Regin:''

::Kun ét jeg véd: det skjænked Odin 
::Til Sigmund fordum, og dets Navn er Gram; 
::Men ej det findes mere over Mulde: 
::Din Moder grov det dybt i Jord, og brustet 
::Det er itu, kun én har Magt og Kunst 
::Til det igjen at sammensmedde, 
::Og det er mig. — Saa gak nu flux 
::Hen til din Moder, søg det prude Vaaben! 
::Men nævn ej mig! og sig ej, at du véd, 
::Hvem<ref>[1. Udg.: Hvo.]</ref> der har Kløgt til Sværdet at helbrede! 


::''Sigurd:''

::Jeg iler, hvad jeg kan; bliv her imedens! 


::''Regin:''

::Saa stander jeg da nu ved Maalet snart, 
::Som gjennem mange Aar jeg higed efter; 
::Kun Gram kan Fofner dræbe, og kun én, 
::Kun Sigmunds Søn, det mægter kjæk at løfte. 
::Dér ganger han; paa haarde Ambolt snart 
::Af Jærnet jeg skal røden Guld udhamre. 
::Min Broder fældes, — ej for Broder han 
::Mig kjender, og hans Dravge jeg forsoner 
::Med Blod af Odins Æt. 




:Fruerburet. 


::''Hjordise:''

::Har endnu ingen set min Sigurd? 
::Det mørknes alt, og fra den aarle Morgen 
::Han ej har været set i<ref>[1. Udg.: været udi.]</ref> Kongens Gaard. 
::Det er imod hans Sæd, han ej alene 
::Saa længe plejer løs at vanke om, 
::Og hele Dagen klemtes jeg om Hjærte, 
::Men allermest, da Solen skred i Hav. 
::Mig bæres for, at noget ondt har rammet 
::Min elskede, min eneste i Skov. 


::''Tora:''

::Ej maa du, Dronning! saa med Frygt dig ængste 
::Din Sigurd gangen er at bede Dyr; 
::Jeg selv ham saa' i Morges ryste Spydet, 
::At kaste det i Luft, som er hans Sæd, 
::Og gribe det med Snilde. Efter Hjorten 
::Og Ulven er han dreven dybt i Skov, 
::Ej før ved Solesæt han mindes Tiden, 
::Og med den tunge Byrde gaar han mere sent. 


::''Hjordise:''

::Du vil mig trøste, mægter det dog ikke; 
::Jeg véd, hvad som forborgent er for dig: 
::Den tunge Lov, der over Slægten hviler. 
::For intet ej jeg stævned hid til Nord, 
::Ej kunde jeg i hine Egne dvæle, 
::Hvor mig Uvætter tyktes overalt 
::Til Undergang den stolte Slægt at lokke. 
::Og dog det rinder mig saa tit i Hu, 
::At Norner bygge over alle Lande, 
::Og at forgjæves kun jeg skjuler mig. 


::''Tora:''

::Dér er din Sigurd, glæd dig nu! Men se! 
::Han har ej Vildt, han haardelig fremfarer, 
::Og bær i Haanden Hælvden af et Sværd! 
::Hvor Øjet tindrer over blodrød<ref>[1. Udg.: røden.]</ref> Kind! 
::Jeg frygter selv, at noget sært er hændtes. 


::''Hjordise:''

::Ja, visselig! 


::''Sigurd:''

::O, sig mig snarlig, Moder! 
::Hvor dulgte du min Faders gode Sværd? 
::For længe har det hvilet under Mulde. 


::''Hjordise:''

::For længe? nej, des værre alt for kort, 
::Hvis nu igjen det skal i Daglys vandre. 
::Men hvem har i en ulyksalig Stund 
::Fortalt dig Sagn om Gram, det jordede? 
::Hvad agter du med Sværdet at udrette? 


::''Sigurd:''

::Min Fader vil jeg hævne og ved Daad 
::Bevise, at jeg er af Volsungætten. — 
::Hvi dulgte du mig, Moder! saa min Æt? 
::Hvi dulgte du min Faders Sværd i Jorden? 


::''Hjordise:''

::Just for at dine Ætmænd kunde sige: 
::De stammede fra Volsung. — Stat<ref>[1. Udg.: Stand.]</ref> ej saa, 
::Som om du bied kun paa Sværdet, 
::For dig at skynde fra min Favn 
::Til Undergang! O, kom og sid 
::Paa Hyndet! Nu du alt skal vide. 
::Betænk dig ej, men kom! Maaske 
::For sidste Gang du sidder hos din Moder. 


::''Sigurd:''

::Min Tid er knap, mit Ærende er stort, 
::Men nægte maa jeg ikke, hvad du beder. 


::''Hjordise:''

::Ej mene du, det Kvindeblødhed er, 
::At jeg for dig din Æt og Sværdet dulgte! 
::Ej var din Fader blød, og dog i Døden 
::Han som ''Hjordise'' bød mig vogte ''Gram''. 
::Sig onde Magter have sammensvoret 
::Mod Slægten, true den med Undergang: 
::Sinfjotles Hjærte brast af Edderdrikken, <ref>[1. Udg.: Sinfjotle sprang af Edderdrik i sønder.]</ref> 
::Og Helge sank for Odins eget Spyd. 
::Jeg svanger gik med dig, og gamle Sigmund 
::Nu tyktes vide, du blev sidste Søn; 
::Paa dig han byggede et tvivlsomt Haab, 
::Og jeg i Lund de høje Norner spurgte. 
::Med Sorg og Gammen fyldte Svaret mig; 
::Thi stor Bedrift og prisomgærdet Minde 
::Forkyndtes dig, men Slægten Undergang, 
::Hvis Gram du fik i Hænde nogen Sinde. 
::Den høje As til Frelse for sin Æt 
::Har Sværdet brudt, evindelig forbandet 
::Den Haand, som helt det række vil i din. 
::O, grib et andet! bær det højt med Kraft! 
::Og jeg skal glædes. 


::''Sigurd:''

::Du din Søn vil spotte; 
::Thi sikkerlig du véd, at intet Sværd, 
::Foruden ''Gram'', kan taale, jeg det svinger. 


::''Hjordise:''

::Jeg aned det, men vidste det dog ej, 
::Og mangen søvnløs Nat mig Tanken voldte<ref>[1. Udg.: Nat det mig har voldet.]</ref>. 
::Det pinte mig at se dig uden Daad 
::Hendøse Livet, og dog ej jeg turde 
::Dig række Sværd, ej sige dig din Æt. 
::Din Styrke saa' jeg, og jeg frygted saare 
::At vække Attraa i din unge Sjæl, 
::Som ej jeg kunde, ej jeg maatte stille. — 
::Nu er den vakt, og dobbelt er min Kval. 


::''Sigurd:''

::Og kan du dig et Øjeblik betænke? 
::Og vil du, at, naar Fremtids Skjalde kvæde 
::Om Volsungers Idrætter, da de skal 
::Din Søn, som ejer baade Mod og Styrke, 
::Benævne Fætten i den prude Æt? 
::Er det ej bedre, den forgaar med mig, 
::Og hæderfuld igjennem mange Aldre 
::Med den jeg lever højt i Skjaldekvad<ref>[1. Udg.: lever udi Skjaldes Kvad.]</ref>, 
::End at i mig, mens end jeg Livet frister, 
::Den skal med Skam og Skændsel undergaa? 
::O, jeg besværger dig ved Valhals rige Guder: 
::Lad Gram opstande af det sorte Muld! 
::Det skjænkedes til Kamp mod sorte Jætter, 
::Og til at straale vidt i Dagens Lys; 
::O, lad mig snarlig det i Haanden veje, 
::Og virke med det, som jeg kan og maa! 
::For Skæbnen raade da de høje Norner! 


::''Hjordise:''

::Din Tale rører mig til Sjælen, Søn! 
::Og vidste jeg — Dog nej, det hjælper ikke. 
::Desuden, Sværdet er jo brudt. 


::''Sigurd:''

::Kan det ej sankes, er mig Lodden kastet; 
::Og til at bide mig ved Hjærterod 
::Behøver det vel ej at sammenføjes. 


::''Hjordise:''

::I høje Aser! og min Sigmund, du! 
::Tilgiver mig! jeg er jo Sigurds Moder, 
::Og kan ej stride mod mit eget Blod. — 
::Du fanger Sværdet, Sigurd! Kun en Ed, 
::Enddog jeg véd, at Eder lidet mægte 
::Mod Norners Lov, en Ed du sværge maa: 
::At ej du kæmpe<ref>[1. Udg.: gange.]</ref> vil paa Gnytas Hede, 
::Ej drage Sværdet dér. 


::''Sigurd:''

::Det kan jeg ej. 


::''Hjordise:''

::Det kan du ej! Saa er da Haabet ude, 
::Saa er du viet alt til Undergang! 
::Ej kan jeg standse Strømmen, dig henriver<ref>[1. Udg.: som dig river.]</ref>, 
::Det ser jeg grandt; men kaste dig deri, 
::Det kan jeg endnu mindre. Vrede Norner, 
::Som i det Mulm, jeg kunstig om dig svøbte<ref>[1. Udg. væved.]</ref>, 
::Dog skjænked dig et ulyksaligt Lys, 
::De<ref>[1. Udg.: Og.]</ref> mægte vist at gjennembryde Mulmet: 
::Det lette Muld, som hviler over Gram; 
::Men jeg i Værket være vil uskyldig. 
::Ej bede du mig længer, elskte Søn! 
::Jeg kan, jeg vil, jeg maa ej række Sværdet. 


::''Sigurd:''

::Du vil det ej! Maaske du kan det ikke. 
::Velan! jeg gaar da<ref>[1. Udg.: Nu vel! jeg ganger.]</ref>; og om end jeg skulde 
::Med Negle grave Jorden milevidt, 
::Saa vil jeg finde Gram; hvis ikke, 
::Da har du set mig, Moder! sidste Gang. 


::''Hjordise:''

::Og finder du det, gak da aldrig mer 
::For mig at staa! din rædselsfulde Gammen 
::Den vilde mer end dræbe mig. — 
::Saa kom da nu, min eneste! min Søn! 
::Og kys mig sidste Gang! Og naar i Valhal 
::Du møder Sigmund, naar han vaander sig 
::Ved Synet af den lange Volsungbænk, 
::Som nu maa evig stande tom og øde, 
::Hvor nederst du til Ragnarok maa sidde, — 
::Da sig ham, om han ikke alt det véd: 
::''Jeg'' er uskyldig. 


::''Sigurd:''

::Kjære Moder! ti! 
::Hvis jeg var Konning over Verdens Hælvde, 
::Og du mig bad at gange bort fra Land, — 
::Hvis alt det Guld, som er i Drotters Sale, 
::Var mit, og du mig bad det sænke ned 
::I Issefjord, — jeg gjorde det med Gammen; 
::Men her det gjælder: om jeg ned til Hel 
::Skal stødes mellem Niddinge og Jætter, 
::Hvad heller jeg ved Faderhævn og Daad 
::Skal kjøbe mig en Plads paa Odins Bænke. — 
::Langt heller vil ''jeg'' mangle Søn ved Side, 
::End at min Fader skulde savne sin, 
::Hvis høje Norner har det saa beskikket. — 
::Da ej du vil mig se med Gram ved Lænd, 
::Saa ses vi aldrig mer. Far vel! 


::''Hjordise:''

::Far vel, min Søn! Saa gjærne Hjærtet vilde, 
::At vel du fór; — men ak! du farer ilde. 


::O, Tora! du har kunnet sidde tavs. 
::Hvad vilde jeg ej givet for din Lykke! 


::''Tora:''

::Din Vinding var ej stor, om end<ref>[1. Udg.: og.]</ref> 
::Vi Hjærte skifted. Mener du, det kvæger, 
::At have Øre kun og ingen Mund? 
::Og piner Sorgen mindre, naar den lukkes 
::I Hjærtet ind, end naar i stadig Strøm 
::Den gjennemfarer og i Ord udbryder<ref>[1. Udg.: udrinder.]</ref>? 


::Vel maa det tykkes dig en ringe Trøst, 
::At Sigurd laa en Gang dig<ref>[1. Udg.: dig én Gang.]</ref> under Hjærte 
::I lange Maaneder; og dog var den 
::Vel til paa Jord, som gjærne Livet vilde 
::Hengive, for at være ham saa nær 
::I korte Timer. Men, du prude! sig, 
::Hvad er paa Gnytas Hede? hvorfor skifted 
::Dit Aasyn tvende Gange Lød, 
::Da Sigurd ej dig Eden vilde sværge? 


::''Hjordise:''

::Hvad nytter det, at onde, svare Sagn 
::Jeg tynger paa dit arme Hjærte, Tora! 
::Hvi vil du, at jeg briste skal af Kval, 
::I det fra egen Læbe jeg maa høre 
::De Navne, som jeg gyser, gruer for, 
::Naar jeg dem ser i Tankens dunkle' Hvælving? 
::Dog, snart min Tid er omme; det er godt, 
::Jeg dør, før Tidende mig bæres 
::Om blodig Strid imellem høje Frænder, 
::Om Asaslægtens Undergang paa Jord. — 
::Vil end du høre, skal jeg Sagn fortælle. 


::''Tora:''

::Ej véd jeg selv min Villie; jeg gruer 
::Ved Tanken om, at dine sanddru Ord 
::Kan brænde Saften ud af Haabets 
::Den tynde Kvist, som bærer Ønskets Fugl; 
::Og dog, om Sigurd maa jeg alting vide. 


::''Hjordise:''

::Saa hør da! Men jeg føler mig for svag, 
::Det hele Sagn at mindes og fortælle. 
::Ét mindes jeg, det ganger ej af Sind: 
::Paa Gnytas Hede ligger Ormen Fofner 
::Og ruger over høje Dynger Guld; 
::I Dyngen er en '''Ring'', til den er knyttet 
::Forbandelse, og hver dens Ejermand 
::Maa sørgelig af Slægt og Ven forraades; 
::Ja, otte Konger, mangen Kæmpe bold, 
::Maa falde, før den onde Lov er ude. 
::Selv Odin har Forbandelsen stadfæstet, 
::Som første Ejer, Andvar, gav den med; 
::Ej vidste Odin, <ref>[1. Udg.: Ej vidste han, at.]</ref> sine egne Ætmænd 
::Han skabte Undergang. 


::''Tora:''

::Hel grueligt! 
::Men hvorfor, kjære! sagde du ej Sigurd 
::Den onde Lov? og hvis han maatte did, 
::Hvi vared du ham ej for Uheldsringen? 


::''Hjordise:''

::Det nytter ej; thi den jo Ringen har, 
::Som Ejermanden dræber; og desuden, 
::Hvor kunde jeg vel den Gang saadant mindes? 
::Maaske, jeg véd det ej, maaske det kunde 
::Dog hjælpe, — gid han var her end! 


::''Tora:''

::Jeg løber gjennem Skov og over Gærde, 
::Og Midnatsmulmet<ref>[1. Udg.: Midnatstimen.]</ref> skal mig ej forfærde. 




:Skoven. 


::''Sigurd:''

::Her stander jeg i Skovens tavse Nat, 
::Og vender mig mod Verdens fire Hjørner. 
::''Hvor'' findes ''Sværdet?'' Hvilken Vej og Sti 
::Kan lede mig til Højen, hvor det hviler? 
::Saa tit jeg hørte, at en blaalig Lue 
::Om Nattetide blusser op fra Jord, 
::Hvor Malmet vogtes af de dødes Dravger; 
::O, kunde Øjet finde sligt et Skin, 
::Da var jeg glad, og uden Frygt jeg vilde 
::Med Dravgen brydes, gange gjennem Ild; 
::Men intet ser jeg, intet uden Mørke. 
::O, vilde dog en Fugl sin Stemme røre! 
::O, vilde dog en Ulv med hæse Glam 
::Mig kalde til en Side! Her jeg stander, 
::Som om min Fod var groet fast til Jord; 
::Ej tør jeg flytte den, thi onde Magter 
::Kan lede mig fra Skatten, som jeg søger. 
::Ak, Odin! — Dog, det hjælper ej, min Bøn 
::Til dig at vende: du kun ser paa Slægten, 
::Og ej paa mig; jeg og i Dag 
::Dig vist fortørned. — Høje, strænge Norner! 
::Min Moder sagde, det var eders Værk, 
::At store Sagn om Gram jeg fik at høre. 
::O, er det saa, da hjælper mig af Nød! 
::Jeg villig under eders Dom mig bøjer. — 
::Hvad rasler hist? det er den første Lyd, 
::Jeg hører, det er Tegn fra Norner, 
::Og følge vil jeg. 


::''Yrpa:''

::Hvad er det, 
::Som skygger over mig og Tornen? 
::Af Alder er mit Øje dumt, jeg ej 
::Kan se. Est du et levende, da svar! 


::''Sigurd:''

::Jeg er en Mand; men hvem er du? 


::''Yrpa:''

::Jeg er en gammel Kvinde; og hvis ikke 
::Mit Øre slaar mig fejl, du vist 
::Er Sigurd, Sigmunds Søn, af Volsungætten. 


::''Sigurd:''

::Det er jeg, Kvinde! du har Kløgt; 
::Du kan vist Bod min Vaande raade. 


::''Yrpa:''

::Du leder om et gammelt, broddent Sværd; 
::Ej saa' jeg det, thi dumt var alt mit Øje; 
::Men lydhør er jeg: da det faldt i Jord, 
::Jeg Klangen hørte, og jeg end den hører; 
::Thi det i Jord har ingen rolig Søvn. 
::Vil du mig følge, Ungersvend! til Højen? 


::''Sigurd:''

::Til Midgaards Ende og til Jotunhejm 
::Jeg følge vil, naar mig kun Sværdet lønner. 


::''Yrpa:''

:::Saa træd da fast!<ref>[1. Udg.: Saa kom da flux!]</ref> 
:::Ej Tjørnebusk, 
:::Ej Stub og Stød<ref>[1. Udg.: Ej gamle Stub.]</ref> 
:::Dig standse<ref>[1. Udg.: stille.]</ref> maa. 
:::Min Vej er brad,<ref>[1. Udg.: Der gaar min Vej.]</ref> 
:::For blind er jeg; <ref>[1. Udg.: For jeg er blind.]</ref> 
:::Men følg kun med! 


:::Saa! hurtig frem! 
:::Lad sove de Drotter 
:::I gyldne Sal! 
:::Du springer hel kjæk 
:::Paa Stok og Sten; <ref>[1. Udg.: Paa Stub og paa Sten.]</ref> 
:::Din Idræt lønnes: 
:::Det bedste Sværd 
:::Du snarlig vejer 
:::I Kæmpehaand; 
:::Og stor Bedrift 
:::Du virke skal, 
:::Og vorde berømt 
:::Som Fenris-Ulv. 


::''Sigurd:''

::Hel trang er Vejen over Stok<ref>[1. Udg.: Stub.]</ref> og Sten; 
::Men sig mig, Kvinde, du, som ejer Kløgt! 
::Er onde Lov. da ej til Sværdet bundet? 


::''Yrpa:''

::Saa var det vel, og mangen Jætteisse 
::Det kløved alt; men det er snart forbi: 
::Naar du har Fofner dræbt paa Gnytas Hede, 
::Da følges Sværdet af hin bedste Lov. 


::''Sigurd:''

::Skal ej jeg frygte Gnytas nøgne Hede? 


:::''Yrpa:''

:::Er bange du? <ref>[1. Udg.: Ej skal du det.]</ref> 
:::En Bunke af Guld 
:::Du finder vist<ref>[1. Udg.: fanger der.]</ref>, 
:::Og fanger<ref>[1. Udg.: siden.]</ref> Kys 
:::Af væne Mø'r, 
:::De væneste, 
:::Som mødes<ref>[1. Udg.: findes.]</ref> maa 
:::I Midgaards Egn<ref>[1. Udg.: Stad.]</ref>. 
:::Men kom i Hug: <ref>[1. Udg.: Men agt det vel.]</ref> 
:::En kunstig Ring 
:::I Øjne falder<ref>[1. Udg.: Den glimrer saa saare.]</ref> 
:::Paa Fofners Haand! 
:::Dit Liv det gjælder: 
:::Forgjæt den ej! <ref>[For de to sidste Linjer har 1. Udg. de tre: Forgjæt den ej! Thi til den Ring Er bundet dit Liv.]</ref>  


::Hvor blev du? Sigurd! ej jeg hører 
::Dit Traad; hvor est du? Sigurd! kom! 


::''Sigurd:''

::Vi vanke jo paa Gynger i en Mose; 
::Jeg sank, og først da du mig kaldte lydt, 
::Jeg atter fik mit Ben af Dyndet. 


::''Yrpa:''

::Det volder Mørket. Jeg vil tænde Lys. 
:::Som Lygtemand hopper 
:::Fra Knold til Knold, 
:::Saa spring du efter! 
:::Og synker du ned, 
:::Saa nævn mit Navn! 
:::Det ''Yrpa'' er, 
:::Yrpa, Yrpa, 
:::Husk det vel! 


::''Sigurd:''

::Det er hel underligt at fare saa 
::Ved Midjenat. Du skuffer mig vel ikke? — 
::Jeg sank, jeg synker dybere; o, hjælp! 
::O, hjælp mig, ''Yrpa!'' 


::''Yrpa:''

::Saadan! det var godt, <ref>[Saa! nu, det var vel.]</ref> 
::Du huskede mit Navn og bad saa kjønt. 
::Det vil I Asabørn kun saa nødig. 
:::Se hist paa Høj! 
:::Se Luen dér, 
:::Hvor blaa den blusser 
:::Mod sorten Sky! 
:::Det eneste Lys, 
:::Mit Øje kan se, 
:::Er Luen saa blaa. 
:::Nu lider det brat, 
:::Nu Vejen er endt. 
:::Nu kommer her ud, 
:::I Dravger af Høj, 
:::Og bærer mig Gram! 
:::I Yrpas Navn, 
:::I Torgerds Navn, 
:::Efter Norners Dom, <ref>[Denne Linje fattes i 1. Udg.]</ref> 
:::Jeg byder<ref>[1. Udg.: rækker.]</ref> dig Gram. 
:::Nu brug det flink, 
:::Og sov saa vel<ref>[1. Udg.: hen.]</ref>, 
:::Du vakre Kæmpe! 




:Et andet sted i Skoven. 


::''Regin:''

::Han kommer ej. Mon saa det skulde svigte, 
::Det sidste Haab? Mon Hjordis ej 
::Ham giver Sværdet? Vel jeg tvivled; 
::Thi Sagnet véd hun; men jeg tænkte, 
::Hun trøsted paa, at Gram var brudt, 
::Og kunde ej sin Sigurds stærke Bønner 
::Modstaa. Dog underligt det er. 
::At ej han kommer, nye Raad at søge. — 
::Hvem raaber hist paa Sigurds Navn? 
::Det maa jeg vide. 


::''Tora:''

::Sigurd! Sigurd! 
::Saa hør mig dog! Jeg bærer Bud 
::Fra Hjordis. Hør mig! svar mig dog! jeg ængstes 
::I Natten saa. Jeg raaber, for at dog 
::Jeg noget levende kan høre. 


::''Regin:''

::Hvem est du, ædle Kvinde! som ved Nat 
::Dig vover ud imellem Ulv og Dravge? 
::Hvi raaber du saa højt paa Sigurds Navn? 


::''Tora:''

::Hvem est du? Dværg! 


::''Regin:''

::Kun Dværg i Skabning; 
::I Sind og Styrke Kæmpe, Sigurds Ven. 
::Vil Hjordis nu ham Sværdet unde<ref>[1. Udg.: give.]</ref>? 


::''Tora:''

::Du véd det alt! Hvor gik han hen? 


::''Regin:''

::Han gik at søge Sværdet som en galen. 
::Du finder ham vist ikke; men du kan 
::Jo sige mig dit Budskab; jeg tør<ref>[1. Udg.: vil.]</ref> mene, 
::Vi mødes end en Gang, om ikke før, 
::Saa dog i Saxland; jeg skal bære 
::Ham Budet vist. 


::''Tora:''

::O, vil du det? 
::Men skuf mig ikke! — Hjordis tør 
::Ej give Sigurd Sværdet; men som Moder 
::Hun varer ham: at hvis han finder Gram 
::Og Fofner dræber, at da ej han rører 
::Den fagre Ring, som skinner paa hans Haand; 
::Thi stor Forbandelse er til den knyttet. 


::''Regin:''

::Det er et vigtigt Budskab og nødtørftigt, 
::Og Ærendet jeg vist skal røgte, som 
::Det gjaldt mig selv; gak kun til Huse 
::Og sov i Ro! 


::''Tora:''

::Ja, gange vil jeg; 
::Thi jeg dog selv ej mægter ham at finde. 
::Men glem ej Budet! 


::''Regin:''

::Glemme det? Nej, før 
::Mit Navn og alt paa Jorden jeg skal glemme. 
::Imidlertid, hvad nytter det nu alt, naar ej 
::Han finder Gram! og hvor skal han det finde? 
::Naar man kun vidste, hvem det grov i Jord, 
::Hvem Hjordis trode bedst<ref>[1. Udg.: troer godt.]</ref>! Fordømt! nu kunde 
::Jeg truet hende til at sige det. — 
::Ej! hør! hvor blev du? Sigurd er her. — 
::Nej, borte er hun. Vidste jeg endda, 
::Hvor Sigurd var, maaske man fandt paa Raad. 
::Jeg maa dog se, jeg finder ham. 


==Fodnoter==

<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]