Vis kilden til Snorre Sturlason og Sturlungerne - Biskop Gudmunds sidste dager

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Snorre Sturlason og Sturlungerne - Biskop Gudmunds sidste dager]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Snorre Sturlason og Sturlungerne]]'''<br><br>


<big>'''Biskop Gudmunds sidste dager'''</big>

<br>av [[Fredrik Paasche biografi|Fredrik Paasche]]

<br>H. Aschehoug & co.
Oslo, 1922.</center>




Det var til ufred av mange slags, Gudmund Areson vendte tilbake, da han sommeren 1226 kom hjem til Island. Høvdingeme paa nordlandet viste ham fiendesind gjennem mange aar; hos Sighvat Sturlason og Sturla Sighvatsson var uviljen mot ham gammel, for Kolbein unge, Arnor Tumesons søn, var der arv i den. Meget maatte biskopen taale av de tre stormænd; snart negtet de ham tilhold i Holar, snart tok de sig magt til at raade for, hvor stort hans følge skulde være. Bare av Sturlasønnerne Snorre og Tord fik han hjælp, andre vilde ikke for hans skyld lægge sig ut med nordlandshøvdingerne. Men Snorre tok imot ham med venlighet somrerne 1227 og 1231, da han møtte paa Altinget; og Tord, som en vinter hadde ham til gjest i Hvam, gav ham trofast støtte baade da og senere; vanskeligheten var, at Tords magt naadde til selve nordlandet.

Naar biskopens uvenner førte klagemaal mot ham, hadde de jævnlig det at sie, at han ødte bispestolens gods og i sin almissegodhet ikke gjorde forskjel paa de mænd han tok sig av, men viste omsorg ogsaa for slike, som ingen omsorg fortjente. Og biskopen skjønte selv, at ikke alle, som fulgte ham, var gode mænd. Han saa deres lyter, han fik ofte lide for dem. Men kanske har han mindtes sin mester, som helst sat tilbords mellem syndere og hadde frelse selv for røveren paa korset. Om dem, som er fattige i denne heim, trodde han med Jakob apostel, at Gud har utvalgt dem til at arve himlen og dens herlighet. Der stod skrevet:	"Om	en mand kommer ind til eder med guldring paa fingeren og i skinnende klæder og en fattig kommer ind i flekkede klæder, og I ser paa manden i den herlige klædning og sier til ham: sit her og sit godt! men til den fattige: staa du hvor du staar! eller: sæt dig dernede ved min fotskammel! — dømmer I ikke da efter eders egen lyst og med uretvise tanker? Elskede brødre, har ikke Gud utvalgt dem som er fattige i denne verden til at arve det rike, han har lovet dem som elsker ham? Den fattige gir I ingen hæder; men er det ikke de rike og mægtige som undertrykker eder og fører eder for domstolerne?"

[[Fil:BishopGudmundurArason.jpg|thumb|Guðmundur Arason  (1161 - 1237). Illustrasjon fra Prestssaga Guðmundar góða. (Commons).]]Biskop Gudmund hadde altid elsket de fattige. Men hans kjærlighet til dem maatte styrkes i glød ved det forbillede, som nyss var git av en hellig mand i sydlandene. For Franciskus<ref>Den hellige Franciskus av Assisi, d. 1226</ref> hadde det været, som om enhver fattig gav ham leilighet til at elske Krist. Det var hændt en gang, da han paa alfarvei møtte en trængende, at han sa til den broder, han hadde i følge med sig: "Jeg maa gi ham min kappe; den tilhører ikke mig, men ham, ti jeg har bare faat den tillaans, indtil jeg kunde finde en endnu fattigere end mig selv." Da hadde broderen bedt ham, at han ikke skulde gi bort sin sidste klædning; men Franciskus hadde svaret, at han vilde ikke være nogen ransmand; ti ran var det, om han ikke gav hjælp til en mand som var fattigere end han selv.

For Biskop Gudmunds almissegodhet strak indtægterne av hans bispestol ikke til. Og bønderne, som engang hadde elsket Gudmund "den gode", var ikke villige til at dele sit gods med den fattigflokk, som omgav ham og saa ut til litt av hvert. Det er sagt, at landets smaatroende mænd ikke skjønte biskopens tro. Og hændte det saa, at der blev ranet paa gaardeme, var harmen vakt og hævnen rede.

Det hændte mere end én gang. Under jul 1228 flakket biskopen omkring paa nordlandet — ti Kolbein unge hadde drevet ham bort fra Holar — og da blev det saa galt at han maatte sætte Ravnssønnerne, som dengang var hos ham, til at vaake over at hans følgemænd ikke stjal. Da de forlot gaarden Husavik, maatte hver mand i flokken stanse foran Ravnssønnerne og la sig ransake; ti der skulde ikke gjøres forskjel, og det kunde tænkes at ogsaa den bedste — uten at vite om det — bar ranet gods. Om det saa var biskopen selv, lot han sig ransake.

Det var saa ilde, at meget, som hørte bønderne til, fandtes i flokken; nu blev det alt sammen sendt tilbake til eiermændene. Men værre ting hændte biskop Gudmund under denne omflakning. Det var nogen maaneder senere, paa en gaard hvor han hadde fundet tilhold; da kom det til uvenskap og slagsmaal mellem hans mænd, en kveld der blev holdt dans i stuen, — efterat biskopen hadde lagt sig og de som hadde lyst til det var gaat i bad. En mand tok til orde: "Vi har ikke git biskopen for stor løn for hans velgjerninger mot os, om vi lar være at holde ufred i hans følge." Men denne mand fik et øksehugg over akselen, og selv han var ikke mere fredelig av sig, end at han tok blodig hevn. Det gjorde han nogen tid senere, paa en anden gaard. Om kvelden samme dag kom bonden paa gaarden ind til biskop Gudmund og sa at bad stod rede for ham, om han vilde ha det. Biskopen svarte: "Mine mænd har budt mig bad nok idag og lønnet mig for det kosthold de har havt hos mig i vinter. "

Nu vendte han tilbake til Skagafjord, i paaskeuken 1229, og fik komme til Holar; men Kolbein unge drev hele hans følge fra ham, paa 2 klerker nær, og satte ham og klerkerne under vagt inde i stuen. Der sov han og der fik han mat, og der sang han sine bønner, undtagen messen og messebønnerne; han hadde ikke raadighet over noget og kunde ingen almisser gi av denne verdens gods, men blev holdt som en mand som har avstaat sin arv mot at faa husly og kost. Slik hadde han det hver vinter gjennem 3 aar, paa sin egen bispegaard. Bare om somrerne, naar han drog omkring i bygderne, var han fri mand.

Ved erkestolen i Nidaros blev der stadig talt om ham og hans sak. Allerede i 1228 var biskop Magnus av Skaalaholt, paa erkebiskopens bud, seilet over til Norge; der blev han gjennem flere aar og raadslog med kirkens og landets høvdinger. Biskop Magnus var en dugelig mand; nan hadde styrt sit bispedømme godt og i en tid av ufred ført fredens tale. Det passet ham ikke at gaa langt i hjælpsomhet mot biskop Gudmund; han var av Haukdølernes mægtige ætt og som sin formand, biskop Paal av Odde-ætten, vilde han gjerne ta hensyn til stormændene, sine frænder. Men retvis vilde han allikevel være; i Norge maa han ha sagt, at der laa skyld baade hos biskop Gudmund og hos Islands høvdinger; ti i 1230 kom der stævnebrev baade fra erkestolen til biskopen og fra kong Haakon og Skule jarl til høvdingerne. Det var første gang, det norske kongedømme tok sig myndighet paa Island. Det førte ikke til noget, høvdingerne kom ikke; men det var et varsel om fremtiden. Sikkert har kong Haakon havt mere paa hjerte end biskop Gudmunds sak alene; det han inderst inde ønsket kom frem 4 aar senere, da Sturla Sighvatsson var hans gjest paa hjemveien fra Romaborg.

Naar Sturla drog ut var det fordi erkebiskop Sigurd krævet det av ham i de brev, biskop Magnus hadde med, da han sommeren 1232 vendte tilbake til Island. Men i disse brev, som talte haarde ord til Sturla og hans far, for deres fremfærd mot biskop Gudmund, var det heller ikke glemt, at biskopen kunde ha sin skyld i de vanskeligheter, som Holar bispedømme gjennem flere aar hadde staat i. Han hadde ikke fulgt den stævning, erkestolen sendte ham i 1230 — like litt som høvdingerne fulgte kongens; han var en mand paa 70 aar, og veien over havet faldt ham ikke let. Og nu maatte han finde sig i at de nye brev fra erkestolen, samtidig som de tok haardt paa hans motstandere, bød ham at vike fra sin stol. Hele sommeren 1232 flakket han omkring paa nordlandet, indtil Brand bonde, paa gaarden Høvde øst for Eyjafjorden, bad ham hjem til sig. Han blev hos Brand gjennem 2 vintrer; men høvdingeme paa nordlandet valgte ingen ny biskop i hans sted. De gik til forlik med ham, Sighvat Sturlason og Sturla i 1233, Kolbein unge aaret efter, og da drog Gudmund tilbake til Holar bispegaard.

Siden bodde han i Holar, den tid han hadde tilbake. Han holdt jævnlig til i lillestuen sammen med 2 klerker, sin brorsøn Helge og en anden, som het Torkel, og lignet mere en sagtmodig og stilfarende einsætemand end en haardsindet og stridbar biskop — som hans uvenner hadde git ham ord for at være. To fulde vintrer bodde han slik, og saa meget av den tredje som han levet. Med hans helse var det daarlig; han blev svaksynt, og alt da han forlot Brand bonde i Høvde, kunde han ikke længer læse i bok. Den sidste vinter han levet, var han hélt blind. Da sang han meget og lot sine klerker læse høit for sig av latinskrevne sagaer om hellige mænd.

Litt før fasten i 1237 blev Tord Sturlason gjestet av munken Magnus talesvein, som kom med hilsninger fra biskop Gudmund. Magnus og Tord sat paa tværbænken og talte sammen, og Tord kaldte paa sin søn Sturla — som har skrevet om dette — og bad ham høre paa samtalen. "Biskopen har bedt mig sie dig," sa Magnus til Tord, "at du ikke skal tvile paa at I to kommer til at møtes i vaar." Tord sa: "Det tykkes mig ikke rimelig; ingen av os duger til langfærd." "Han sa nu allikevel saa," gav Magnus til svar. "Men hvad mente han om sine gamle uvenner?" spurte Tord. "Han talte noget om dem ogsaa," svarte Magnus. "Hvad sa han?" spurte Tord. "Han sa, at faa vintrer vil gaa, før de og deres avkom lægger haand paa hverandre og slaar ned hverandre som varger, han sa at faldet blir størst der hvor opgangen har været den største."

Ved denne tid fik biskop Gudmund tung sott og laa tilsengs i førstningen av fasten. Fredagen den 13. mars lot han sig salve av Jon prest og sine djakner, og efter dette vilde han ikke tale mere end det aller nødvendigste, endda han ikke hadde ordnet med meget, før han blev salvet heller, — bare skiftet sine bøker mellem nogen av klerkerne. Men længe i forveien hadde han sagt hvor han vilde ligge efter døden, i kapellet paa sydsiden av kirken, mellem 2 prester som han hadde latt jorde der.

Biskopen sa, at hvert menneske burde dø paa den bare jord; slik hadde ogsaa den hellige Franciskus talt i sin sidste sykdom. Og mandagen den 16. mars, i den fjerde time, da klerkerne Helge og Torkel saa at deres herre var døende, løftet de ham op av sengklædeme og la ham paa en askestrødd fjæl, og der, mellem deres hænder, skiltes hans aand fra legemet, og der paa fjælen kysset de ham. Og de bar tung sorg over, at de for saa lang en tid skulde være skilt fra sin fader, ti fra deres barneaar av hadde han vist dem faderlig kjærlighet og blidhet.

Om natten hvilte biskop Gudmunds legeme der i stuen; men den tredje dag blev det ført til kirken og prydet. Da kom Eyjolv prest fra Vellir — fra Vellir i Svarvadardal, hvor Gudmund Areson hadde levet sine lykkeligste aar, hvor klokker ringet av sig selv og kirkens stængte dør paa løndomsfuld vis lukket sig op for ham. Eyjolv satte en guldring paa den dødes haand, og den fik han med i graven. Jon prest sang liksangen, og en frænde av Kolbein unge takket klerkerne og talte fagert over graven.

Da biskop Gudmunds lik blev baaret til kirken, blev det sagt at der skulde ringes med saa mange klokker som mulig; men kirken var gammel og hadde det med at skjælve, naar det blev ringt, og derfor var folk varsomme og brukte bare to av klokkerne. Da bød Jon prest, at der skulde ringes med to til, og alt gik vel, — det kjendtes som om bygningen bare stod fastere end før; og nu kom alle klokker i gang, og mænd som var til stede har fortalt, at aldrig stod kirken støere end da alle klokkerne klang.

Længere ute i fasten blev Tord Sturlason syk; da var han 72 vintrer gammel. Han døde fredagen den 10. april og sang i sin dødsstund ''Pater in manus tuas commendo spiritual meum''<ref>"Fader, 1 dine hænder overgir jeg min aand."</ref>. Tords hovedarving var Bødvar, hans egtefødte søn; men efter den fremfarnes vilje fik ogsaa hans døtre og hans uegtefødte sønner, mellem dem Olav hvitaskald og Sturla, sin rikelige del av arven.

I samme aar som biskop Gudmund og Tord Sturlason døde ogsaa biskop Magnus av Skaalaholt. Det var den 14. august 1237, dagen før Maria himmelfarts fest. Da hadde Sturla Sighvatsson seiret over Torleiv av Gardar og Olav hvitaskald, sine frænder, og var den mægtigste mand paa Island.


<center>__________</center>


Gudmund Areson var 76 vintrer gammel da han døde. Han gik bort i rette tid. Erkebiskop Sigurd av Nidaros hadde latt ham sitte i Holar, da det blev kjendt at hans fiender var gaat til forlik med ham og at han uten fare for landets fred kunde vogte sit bispedømme. Men siden, da det rygtedes til Norge, at biskopens blindhet gjorde det vanskelig for ham at tjene sin kirke som han skulde, skrev erkebiskop Sigurd til pave Gregorius<ref>Gregorius den 9. (1227—1241).</ref> og spurte ham til raads i saken, og paven skrev tilbake den 11. mai i 1237 og vilde at biskop Gudmund skulde vike fra sin stol. Men biskopen var død, da dette brev blev skrevet.

Gudmund Areson hadde havt flere fiender end nogen anden kirkefyrste paa Island. Det maatte saa være med en mand, som aldrig vilde slaa av paa kravene. Men han hadde ogsaa havt venner, som villig la sit liv til hans. Han hadde havt dem mellem slike som trængte ham og nød godt av hans trofaste omsorg, mellem fattige og forkomne, men ogsaa mellem mægtigere mænd, mellem slike som kjendte en kraft gaa ut fra renheten i hans sind og hans vilje og selv hadde grobund at møte den med. Disse mænd agtet ikke paa dem som førte klagemaal over biskopen, ikke paa de høvdinger som fandt sin magt truet, ikke paa bønderne som frygtet for sit gods, — de bare visste at det som drev ham var kjærlighet til kirken, Guds egen brud, og til de fattige som skal arve Guds rike. De saa ham i glansen av hans bønneliv og selvforsagelse og hørte med ærefrygt om synerne og spaadomskraften han hadde, og om jertegnene som fulgte ham.

Det er sagt at knapt nogen islending har været saa kjær for sine venner hjemme og utenlands som biskop Gudmund. Til vidnesbyrd er der talt om brev, som erkebiskoperne Tore og Guttorm og Haakon Haakonsson, kongen, og mange andre ypperlige rnænd i Norge sendte biskopen ; i disse brev skal de ha vist, at de elsket ham som en bror, eller som en far, de trygt kunde sætte lit til, og hvis forbønner hos Gud de ønsket sig. En av sagaskriverne har tat ind i sit verk et brev, som biskopen fik fra en norsk klerk i et av aarene omkring 1230. Der heter det:


<blockquote>"Til den værdige herre Gudmund, med Guds miskund biskop ved Holar paa Island, sender underskrevne klerk en sand hilsning i Hans navn, som er al frelses ophavsmand. Herren Gud, som lønner enhver for den godhet han i kjærlighet viser sin næste, være Eders løn evindelig for alt det gode I gjorde mig, da jeg endnu var i nærheten av Eder, værdige fader! Jeg vet, gode herre, at det er tungt for Eder at bære jordlivets haarde utlegd i langvarig fravær fra himmeriks arv, og saa meget tyngre som I bor hos et umildt og gjenstridig folk, et som ikke er rede til at gaa Guds veier i sand lydighet. Men hvad Eders undermænd end gjør Eder imot, saa vogte den himmelske fader Eders liv og sjæl for nogen gang at glide ut paa verdens vei!

I mindes, hellige fader, hvad vi talte sammen om Guds sæle moders legemlige opstan- delse; det vil jeg ta frem igjen i dette mit brev."</blockquote>


Saa fortæller han, at nu er det ikke uvisst længer — som det var i de hellige kirkefædres tid og længe efter — om Guds moder er staat op fra de døde og opfaren til himmels, ogsaa med sit legeme. Han har læst et skrift om nonnen Elisabet av Skanogia<ref>Den hellige Elisabeth av Schönau, d. 1164.</ref> og set at den hellige Maria har aabenbaret for denne synske og Gud-nære nonne sandheten i saken og gjort sin legemlige opstandelse viss. Klerken slutter: "Nu beder jeg Eder, signede biskop, at I mindes mig og mine brødre i Eders bønner og gir os alle ind under Maria dronnings vælde og værdighet, saa at I og vi i evighet kan faa være ved den himmelske hird, i den store glæde foran Guds aasyn. Farvel i Krist!"

Naar den norske klerk bad biskop Gudmund holde frem paa Guds veier og aldrig vike, gjorde han det baade for biskopens skyld og for sin egen. Han og mange med ham har kjendt, at det som trængtes i tiden var forbilledets magt. Og dette blev det varigste ved Gudmund Areson: den forbilledets magt han gav.

Kirken hadde sine helgener: Maria dronning, Guds apostler, og blodvidner og renlivsmænd fra mange tider og folk. De var mægtige ved sin forbøn hos Gud, de blev til hjælp i fare og nød. Det er sandt, at de delte arven efter de hedenske guder. Men i fortællingen om deres jordliv laa en kraft som var ny; de var ikke guder, de var mennesker, født til fristelse og synd; men de hadde stridd den gode strid og været tro indtil døden og paa den vis vundet livets krone. Og magten som gik ut fra fortællingerne om deres rene og faste sind, forbilledets magt, var ikke det mindste ved helgnerne.

Gudmund Areson blev en helgen for sit folk, han blev skinnende i kvad og i sagaer. Hans mindes-gode landsmænd glemte ikke ufreden som hadde fulgt ham, men mægtigere blev mindet om ham selv.

I en saga om Tomas av Kantaraborg, en av de hellige mænd biskop Gudmund elsket og tok lærdom av, er det talt om skolen i Parisiusborg og nævnt hvordan Tomas var anderledes end læresveinerne flest. Det staar: "Skolen i Parisiusborg er et stort samfund, og mange sønner av høibyrdige mænd gaar der i den alder da legemets elsk og attraa er sterkest; og det kan ligge tungt paa mangen mands liv, selv om han ikke er født i saa glad en verden og i saa stor en rikdom, som der er. Knapt stod han til at finde i hele flokken, den mand som ikke holdt sig en ven-kone, og ingen kan vi undtage uten Tomas alene."

En lignende ros har Gudmund Areson faat av Sæmund Jonsson i Odde. Da Sæmund sa sig enig i, at Gudmund skulde bli biskop, var det ingenting han la større vegt paa end biskopsemnets rene liv. Det var forbilledets magt, Sæmund trodde paa. Den trængtes paa Island, og de bedste søkte den. Og den blev sterkere da "de første ting var veket bort, da bare aanden i Gudmund Aresons liv og gjerning var tilbake i landet. Da lyste det av hans redelige og rene vilje, av hans miskund mot de fattigste og mest usæle mennesker, av hans liv i bøn og nattevaak, av hans brændende kjærlighet til Guds kirke. Og alle vilde ha ham til	sin. Rundt om i bygderne sat folk som vilde vite, at her hadde den gode	og hellige	biskop Gudmund været gjest og gjort vel mot menneskene; kilden som blinket ved gaarden, og fossen som randt i fjellet, hadde han vigslet.

Og for	den næste, som reiste strid for kirkens frihet paa Island blev veien lettere at gaa. Men det drog ut før han kom; ti magtkampen mellem høvdingeme øket i styrke og tok folkets tanker og kræfter. I ett aar stod Islands bispestoler tomme efter biskoperne Gudmund og Magnus. Da vigdes, i 1238, to norske mænd til at følge efter dem. Paa Island var der intet domkapitel, ingen "korsbrødre", ved biskopskirkerne, og det hadde gjerne været saa, at høvdinger og bønder raadet for bispevalget; de kunde lægge det i en aldrende biskops haand at utse etterfølgeren, eller de kunde spørre biskopen i grannestiftet til raads; men hvad de saa gjorde, var magtens kilde hos dem. Det kunde endnu gaa, saa længe den officielle vedtægt i den romerske kirke var denne, at geistlighet og folk skulde vælge biskop. Men anderledes stod det efter Laterankoncilet i 1215, ti her blev det fastslaat, at valgretten laa hos en kirkes domkapitel og hos dette alene. Og da nu Island var uten domkapitler, fandt erkebiskopen av Nidaros, at han og hans korsbrødre var de rette til at vælge. Naar de valgte norske mænd, var det for at øke erkestolens magt paa Island; kan hænde har ogsaa kong Haakon havt en finger i spillet: de norskfødte biskoper kunde bli redskaper ogsaa for kongens magtvilje.

Til Skaalaholt valgtes og vigdes abbed Sigvard i Selja, til Holar broder Botolv fra Helgesæter kloster ved Nidaros. Gudmund Aresons etterfølger var en god og retfrem mand, men ingen stor klerk. Det hændte i Holar en jul, at to djakner sat og spillet skaktavl, og biskop Botolv satte sig ned hos dem og hjalp den ene til at vinde. Da sa han som hadde tapt: "Bedre var det for dig, broder Botolv, om du gik til kirken og saa paa den tekst du skal læse i nat, ti forrige nat læste du alting vrangt; biskop Gudmund, som var før dig, strævet mere med bønnehold og almisser end med kunster i brætspil." Biskop Botolvs svar var bedre og sømmeligere end denne tiltale. Han sa: "Hav takk for dette, djakn min! Jeg skal følge dit gagnlige raad og gaa til kirken; og det er sandt, det du sier, at mangt og meget skiller mellem herre Gudmund og mig."

==Fotnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori: Fredrik Paasche]]