Vis kilden til Snorri Sturlusons fortale

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Prologus]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Snorres fortale]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Snorre Sturlesons Edda samt Skalda Förespråk]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Snorri Sturlusons fortale]] !!  !! 
|-
|}


<center>Edda-Myterne II. - [[Snorris Eddasagn]]<br>Oversat fra oldnordisk af [[Thøger Larsen]]<br>Udgivet 1928


<big>'''Snorri Sturlusons Fortale'''</big></center>


''De i kantparantes [ ] satte Afsnit<br>findes kun i Codex Wormianus.''

GUD DEN ALMÆGTIGE skabte i Begyndelsen Himmel og Jord og alle de Ting, som er i dem, og sidst to Mennesker, Adam og Eva, fra hvem Slægterne er komne, og deres Slægt formeredes og spredtes over al Verden. Og da Tiderne led frem, blev Menneskeslægten uensartet, somme var gode og rettroende, men mange flere vendte sig til Verdens Fristelser og ringeagtede Guds Bud. Og derfor druknede Gud Verden i en Søgang og alle Verdens levende Væsner undtagen dem, som var med Noa i Arken. Efter Noafloden levede der 8 Mennesker, som befolkede Verden, og fra dem stammede Slægter, og det blev igen som før, at da Verden formeredes og bebyggedes, da hængte Menneskenes store Mængde ved Rigdom og Ære og forsømte Lydighed mod Gud. Og saa vidt gik det, at de ikke vilde nævne Gud. Og hvem kunde da fortælle deres Sønner om Guds Undergerninger? Det gik saa vidt, at de glemte Guds Navn, og Verden rundt fandtes ikke den Mand, der kunde fortælle om sin Skaber. Men ikke desmindre skænkede Gud dem jordiske Gaver, Rigdom og Lykke, som skulde følge dem i Verden. Han uddelte ogsaa Visdommen, saa at de forstod sig paa alle jordiske Ting og alt særegent, de maatte se i Luft og paa Jord. Da tænkte de og undrede sig over, at Jorden og Dyrene og Fuglene havde samme Væsen i somme Henseender, men dog var af ulige Beskaffenhed. En Særegenhed var det, at gravede man ned i Jorden paa høje Fjældtinder, vældede der Vand op, og man behøvede ikke at grave længere ned efter Vand end i de dybe Dale; det er ogsaa saaledes med Dyr og Fugle, at der er lige langt til Blods i Hovedet og i Fødderne. En anden Særegenhed ved Jorden er, at hvert Aar vokser der Græs og Blomster paa Jorden, og samme Aar falder det altsammen og visner. Ligeledes ved Dyr og Fugle, at Fjer og Haar vokser paa dem og falder af igen hvert Aar. En tredje Særegenhed ved Jorden er, at naar den aabnes og graves, gror der Græs paa dens øverste Muld. Fjeld og Sten sammenlignede de med de levendes Tænder og Knogler. Af dette sluttede de, at Jorden maatte være levende og havde Liv af en eller anden Beskaffenhed. Og de begreb, at hun maatte være umaadelig gammel af Aar og mægtig af Væsen. Hun fødte alt levende, og hun tog alt i sig, som døde; derfor gav de hende Navn og optalte deres Slægtled tilbage til hende. Ligeledes spurgte de af deres gamle Slægtninge, at gennem mange Hundrede Vintre havde der været samme Jord og Sol og Himmellegemer, men Himmellegemernes Gang var uens, somme havde længere Gang end somme. Af disse Omstændigheder skønnede de, at nogen maatte være Himmellegemernes Styrer, som indrettede deres Gang efter sin egen Vilje, og han maatte være mægtig og vældig. Og det gik de ud fra, at dersom han raadede for Elementerne, maatte han ogsaa have været til førend Himmellegemerne, og de indsaa, at hvis han raadede for Himmellegemernes Gang, maatte han tillige raade for Solens Skin og Himlens Dugg og Jordens Afgrøde, som fremkaldes deraf. Og ligeledes Luftens Vinde og Søens Storm. De vidste ikke, hvor hans Rige var, men dog troede de, at han styrede alle Ting paa Jorden og i Luften, Himlen og Himmellegemerne, Søen og Vindene. Men for lettere at kunne fortælle derom eller fastholde det i Mindet, saa gav de mellem sig selv alle Ting Navne. Denne Tro har i mange Henseender ændret sig, eftersom Folkene delte sig og Sprogene forgrenede sig.

[I sin Alderdom skiftede Noa Verden mellem sine Sønner. Han overlod Kam den vestlige Del, Jafet den nordlige Del og Sem den sydlige Del, den siden bibeholdte Tredeling af Verden. I den Tid, da disse Mænds Sønner var i Verden, voksede Begæret efter Rigdom og Anseelse, fordi man da fandt paa mange Kunstfærdigheder, som ikke før var set, og enhver ophøjede sig efter sin Bedrift. Og saa vidt gik de i deres Overmod, at Affrikanerne, Kams Ætlinge, hærgede i den Verdensdel, som deres Frænder, Sems Efterkommere, beboede. Og da de havde overvundet dem, mente de ikke at kunne nøjes med Verden, men dannede paa den Slette, som kaldes Senniar<sup>[1]</sup>, et Taarn af Tegl og Grus, som de havde i Sinde at bygge helt op til Himlen. Og da dette Bygværk var naaet saa vidt, at det ragede [godt] op i Vejret, og da de ikke desto mindre havde Lyst til at fortsætte Arbejdet, og da Gud ser, hvorledes deres Overmod raser højt, da ser han, at han bliver nødt til at slaa det ned paa en eller anden Maade. Og den Gud, som formaar alt og kunde slaa alt deres Værk ned i et Øjeblik og forvandle dem selv til Støv, vilde dog hellere, for at de maatte erkende deres Ringhed, ødelægge deres Forehavende paa den Maade, at ingen af dem forstod, hvad den anden sagde. Og derfor vidste ingen af dem, hvad den ene befalede den anden, og den ene brød det ned, som den anden vilde bygge op, indtil de blev splidagtige med sig selv, og derfor ødelagdes hele deres Plan til Taarnets Opførelse. Og han, som var den ypperste, hed Zoroastres<sup>[2]</sup>, han lo, inden han græd, da han kom til Verden, og Bygmestrenes Antal var 72, og saa mange Sprog har siden bredt sig over Verden, efterhaanden som Kæmperne siden delte Landene mellem sig og Folkene formeredes. Samme Steds var opført en overmaade berømt Borg, som havde faaet Navn efter Taarnet og blev kaldet Babilon. Og da Sprogforvirringen var sket, da øgedes saaledes Navnene paa Mennesker og Ting, at samme Zoroastres havde mange Navne, og skønt han maatte forstaa, at hans Overmod var stækket gennem nævnte Byggen, saa forfremmede han sig dog i verdslig Ære og lod sig tage til Konge over mange assiriske<sup>[3]</sup> Folk. Fra ham opstod Afgudsdyrkelsens Vildfarelse, og da der blev blotet til ham, blev han kaldet Baal, hvad vi kalder Bel; han havde ogsaa mange andre Navne. Og i samme Forhold, som Navnene forøgedes, formindskedes Sandheden, og fra den første Vildfarelse fulgte hver Mand sit Forbilledes Eksempel og blotede til Dyr eller Fugle, Luften og Himmellegemerne og forskellige dødelige Ting, indtil denne Vildfarelse gik over hele Verden. Og saa fuldstændig svækkede de Sandheden, at ingen vidste noget om sin Skaber uden alene de Mennesker, som talede det ebreske<sup>[4]</sup> Sprog, de, som var før Taarnbyggerne. Og dog forringedes ikke de legemlige Gaver, som var dem givet]. Men de opfattede alle Ting med jordisk Forstaaelse, fordi der ikke var givet dem aandelig Visdom. Saaledes mente de, at alle Ting var forarbejdede af et eller andet Emne.

Verden blev delt i tre Dele: Lodden fra Syd mod Vest og indtil Midjords-Søen<sup>[5]</sup> blev kaldet Affrika, og den sydlige Del heraf er hed og brændt af Solen. Den anden Lod fra Vest og til Nord og indtil Havet er kaldet Evropa eller Enea; den nordre Del deraf er kold, saa intet Græs vokser, og ingen kan bo der. Lodden fra Nord og over Østredelen helt mod Syd kaldes Asia; i denne Verdensdel er al Slags Herlighed og Pryd og Jorden fuld af Frodighed, og der er Guld og Ædelstene; dér er ogsaa Midverden, og ligesom Jorden dér er fagrere og bedre skikket end andre Steder, saaledes var ogsaa Menneskene dér bedst udrustet med alle Gaver, Visdom og Kraft, Fagerhed og al Kunnen.

Nær ved Verdens Midte var opført det Hus og Herberge, som har været allermest berømmet, det, som kaldes Troja, i det Land, som vi kalder Tyrkland. Dette Sted var meget større anlagt end andre og med mere Kunstfærdighed paa mange Maader ved Hjælp af Bekostning og tilstedeværende Forraad. Der var 12 Kongedømmer og en Overkonge, og der laa mange Folkelande til hvert Kongedømme. Der var i Borgen 12 Hovedbefalingsmænd. Disse Høvdinger har været forud for alle Mennesker, som var før i Verden, i alle Manddoms-Egenskaber; [alle lærde Mænds Vidnesbyrd om dem stemmer godt overens i, at alle Øverster i den nordlige Verdensdel tæller deres Ætter tilbage til dem og sætter alle, som var Stadens Overhoveder, i Gudernes Rækker, navnlig for Eksempel regner de selve Priamus for Odin. Det er ikke saa underligt, fordi Priamus nedstammede fra Saturnus, som den nordlige Verdensdel i lang Tid troede havde været selve Gud.

Denne Saturnus voksede op paa den Ø i Grikklandshavet, som hedder Krit;<sup>[6]</sup> han var større og stærkere og skønnere end andre Mænd. Saavel hans Visdom som andre Naturgaver overgik alle Menneskers. Han opfandt ogsaa mange hidtil ukendte Kunstfærdigheder og dyrkede meget den Idræt, som kaldes de onde Aanders Kunst, saa han vidste forud tilkommende Ting. Han fandt ogsaa i Jorden den Malm, hvoraf han smeltede Guld. Ved den Slags Ting blev han snart mægtig. Han forudsagde ogsaa Aarets Gang og mange andre skjulte Ting. Og af disse og mange flere Aarsager tog man ham til Høvding over Øen. Og da han havde styret den en liden Tid, blev der ret snart gode Aar i enhver Henseende; man benyttede heller ikke andre Penge end Guldpenge, saa meget Guld fandtes der. Og selv om der var Uaar i andre Lande, var der aldrig Uaar der paa Øen, men der kunde man søge alle de Ting, man havde Brug for. Og paa Grund af, at han besad disse og mange andre usynlige Kræfter, ansaa man ham for at være Gud, og deraf opstod andre Vildfarelser mellem Krits Beboere og Makedonierne, ligesom fordum mellem Assirierne og Kaldeierne ved Zoroastre. Og da Saturnus finder, hvor megen Styrke Folket tyktes at have af ham, da lader han sig kalde Gud og anse for Himlens og alle Tings Styrer.

Engang fôr han med Skib til Grikkland,<sup>[7]</sup> fordi der var en Kongedatter, som han havde Lyst til. Han opnaaede hende paa den Maade, at en Dag, da hun var ude med sine Tjenestepiger, paatog han sig en Tyrs Skikkelse og laa paa Lur efter hende i Skoven, og han var saa skøn, at der laa Guldskær paa hvert af hans Haar. Og da Kongedatteren saa ham, klappede hun ham over Mulehaarene. Han sprang op og krængede Tyreskikkelsen af sig, tog hende i sin Favn, bar hende til Skibet og sejlede hjem til Krit. Dette opdagede Juno, hans Kone; han forvandlede hende da i Kvieskikkelse, sendte hende østpaa mellem Flodarmene og lod hende bevogte af den Træl, som hed Argulus; der var hun 12 Maaneder, til han sejlede hende tilbage. Mange lignende eller endnu mærkeligere Ting gjorde han. Han havde tre Sønner, en hed Jupiter, en anden Neptunus, en tredje Plutus. De var alle de ypperste Foregangsmænd, og var Jupiter langt forud for de andre. Han var Stridsmand og erobrede mange Kongeriger; han var ogsaa snild som hans Fader og paatog sig forskellige Dyreskikkelser, og derved gjorde han meget, som det er almindelige Mennesker umuligt at gøre. Og paa Grund af sligt og andre Ting frygtede alle Folk ham. Derfor er Jupiter regnet for Tor, hvem alle Uvætter frygter.

Saturnus lod i Krit opføre 72 Borge, og da han tyktes sig fuldfærdig i sit Rige og regnede sig for Gud, delte han med sine Sønner og tildelte Jupiter Himmerige, Neptunus Jorderige og Plutus Helvede. Da denne sidste Lod syntes ham mindst attraaværdig, gav han Plutus sin Hund, som han kaldte Serberus,<sup>[8]</sup> til at holde Vagt ved Helvede. Denne Serberus, siger Grikkerne, skal Erkulus<sup>[9]</sup> have draget af Helvede og op i Jorderige. Men skønt Saturnus havde tildelt Jupiter Himmerige, begærede han ikke desto mindre at tilegne sig Jorderige, og han anfaldt nu sin Faders Rige, og det fortælles, at han lod ham tage og gilde,<sup>[10]</sup> og for sligt Storværk siger han sig at være Gud, og Makedonierne siger, at han lod tage Lemmet og kaste ud i Havet, og de troede i lang Tid, at der var opstaaet en Kvinde deraf; hende kaldte de Venus og satte hende i Guderækken, og Venus er altid siden kaldet Elskovsgudinde, fordi de troede, hun var i Stand til at stemme alle Hjerter til Kærlighed, Karles og Kvinders. Da Saturnus var gildet af sin Søn Jupiter, flyede han østen af Krit og til Italia; der boede dengang de Folk, som ikke arbejdede, men levede af Agern og Urter og opholdt sig i Klippe- eller Jordhuler. Og da Saturnus kom der, da skiftede han Navn og kaldte sig Njård, fordi han da mente, at hans Søn Jupiter vanskeligere kunde opspore ham. Han lærte først Menneskene at pløje og plante Vingaarde. Der var god og fugtig Jord og oprandt snart frodige Aar. De tog ham til Høvding, og saaledes kom han i Besiddelse af dette velordnede Rige og lod der opføre mange Borge.

Jupiter, hans Søn, havde mange Sønner, som Slægter nedstammer fra: hans Søn var Dardanus, hans Søn Herikon, hans Søn Tros, hans Søn Ilus, hans Søn Lamedon, Fader til Hovedkongen Priamus. Priamus havde mange Sønner; en af dem var Ektor,<sup>[11]</sup> som har været den berømteste af alle Mænd i Verden for Styrke og Vækst og alle de ridderlige Slægters mandige Kunster. Og det er skrevet, at da Grikker og alle den nordlige og østlige Verdensdels Styrker kæmpede mod Trojamændene, da var disse aldrig blevet overvundne, hvis ikke Grikkerne havde paakaldt Guderne, og det hed sig, at ingen menneskelig Magt kunde besejre dem, hvis ikke de blev svegne af deres egne Mænd, som det siden skete. Og paa Grund af deres Berømmelse gav senere Tiders Mænd sig deres Æresnavne, og i Særdeleshed Romerne, som i mange Henseender har været de berømteste Mænd efter deres Dage. Og det siges, at da Roma var fuldført, indrettede Romerne deres Sæder og Love saa nær som muligt efter dem, som deres Forfædre Trojamændene havde haft. Og saa megen Kraft fulgte disse Mænd, at mange Tider senere, da Romerhøvdingen Pompejus hærgede i den østlige Verdensdel, flyede Odin ud af Asien og hid til den nordlige Verdensdel, og da gav han sig og sine Mænd deres Navne og fortalte, at Priamus havde heddet Odin og hans Dronning Frigg, og at efter hendes Navn blev Riget siden opkaldt og hed Frigia,<sup>[12]</sup> der, hvor Borgen laa. Og hvad enten Odin sagde dette til Ros for sig selv eller det var en Følge af Sprogskiftet, har dog mange lærde Mænd holdt det for sandfærdige Sagn, og i lang Tid efter tog hver stor Høvding sig det til Forbillede].

En Konge i Troja hed Munon eller Mennon; han havde ægtet Hovedkongen Priamus' Datter, som hed Troan; de havde en Søn, som hed Tror; ham kalder vi Tor. Han opfødtes i Trakien hos den Hertug, som kaldtes Lorikus. Men da han var ti Vintre gammel, modtog han sin Faders Vaaben. Mellem andre Mænd virkede hans Skikkelses Skønhed som Elfenben indlagt i Eg. Hans Haar var fagrere end Guld. Da han var 12 Vintre, havde han sin falde Styrke. Da løftede han 10 Bjørneskind paa eengang, og da dræbte han Hertug Lorikus, sin Fosterfader, og dennes Kone Lora eller Glora, og bemægtigede sig Riget Trakien; det kalder vi Trudhjem. Da for han vide om Land og undersøgte alle Verdensdele og sejrede ene Mand over alle Bersærker og alle Kæmper og en vældig stor Drage og mange Dyr. I den nordlige Verdensdel fandt han den Spaakvinde, som hed Sibil og som vi kalder Sif, og fik hende. Ingen kan nævne Sifs Æt. Hun var skønnest af alle Kvinder, hendes Haar var som Guld. Deres Søn var Loridi, der lignede sin Fader; hans Søn var Ejnridi; hans Søn Vingetor, hans Søn Vingener, hans Søn Moda, hans Søn Magi, hans Søn Seskef, hans Søn Bedvig, hans Søn Atra, som vi kalder Annan; hans Søn Itrmann, hans Søn Heremod, hans Søn Skjaldun, som vi kalder Skjold; hans Søn Bjaf, som vi kalder Bjar; hans Søn Jat, hans Søn Gudolf, hans Søn Finn, hans Søn Frjallaf, som vi kalder Fridlejf, han havde den Søn, som er nævnt Vodin, ham kalder vi Odin; han var en berømt Mand for sin Visdom og alt sit Forehavende. Hans Kone hed Frigida, som vi kalder Frigg.

Odin havde Spaadomsevne, ligeledes hans Kone, og ved denne Kundskab fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret i den nordlige Verdensdel og hædret frem for alle Kongers. Af den Grund fik han Lyst til at iværksætte sin Rejse fra Tyrkland, og han havde med sig en stor Skare, gamle og unge Mennesker, Karle og Koner, og de havde mange kostelige Ting med sig. Og hvor de fôr over Land, der blev sagt meget berømmeligt om dem, saa de syntes ligere Guder end Mennesker. Og de stansede ikke paa Færden, førend de kom mod Nord i det Land, som nu hedder Saxland; der dvælede Odin en lang Stund og bemægtigede sig i vidt Omfang dette Land. Der indsatte Odin til Landeværnere 3 af sine Sønner, af hvilke een hed Vegdeg, han var en mægtig Konge og raadede over Øst-Saxland. Hans Søn var Vitrgils; hans Sønner var Pitta, Hejngests Fader, og Sigar, Fader til Svepdeg, som vi kalder Svipdag. Odins anden Søn hed Beldeg, som vi kalder Baldr, han ejede det Land, som nu hedder Vestfal; hans Søn var Brand, hans Søn Frjodigar, som vi kalder Frodi; hans Søn var Freovit, hans Søn Yvig, hans Søn Gevis, som vi kalder Gave. Odins tredje Søn hed Seggi, hans Søn Verir; deres Efterkommere raadede over Jet, som nu kaldes Frakkland,<sup>[13]</sup> og er derfra den Æt kommen, som hedder Vålsunger. Fra alle disse er store og mange Slægter komne.

Saa foretog Odin sig sin Færd mod Nord og kom til det Land, som de kaldte Rejdgoters Land, og satte sig i det Land i Besiddelse af alt, hvad han vilde have. Han satte over dette Land sin Søn, som hed Skjold, hans Søn hed Fridlejf; derfra er den Æt kommen, som hedder Skjoldunger, det er Daners Konger. Og det hedder nu Jotland, som dengang kaldtes Rejdgoters Land.
<br><br>Derefter fôr han mod Nord til det Land, som nu hedder Svitjod;<sup>[14]</sup> der var den Konge, som hed Gylfi. Og da han hørte, at Asiamændene, som kaldtes Aser, nærmede sig, drog han dem i Møde og tilbød, at Odin skulde have den Magt, som han vilde, i hans Rige. Og saadan Lykke fulgte deres Færd, at hvor de dvælede i Landene, der var der godt Aar og Fred, og alle troede, de raadede derover. De fornemme Mænd saa, at de ikke lignede andre Mennesker, som de havde set, i Skønhed og Visdom. Odin fandt Sletterne og Landsforholdene der smukke, og han valgte sig en Borggrund, som nu hedder Sigtun. Der indsatte han Høvdinger efter Trojas Mønster, satte 12 Høvedsmænd i Staden til at dømme efter Landslov, og saaledes ordnede han al Ret, ligesom før i Troja og efter Tyrkernes Skik.

Derefter fôr han mod Nord, indtil han mødte det Hav, som de mente omspændte alle Lande, og der satte han sin Søn over det Rige, som nu hedder Noreg.<sup>[15]</sup> Han hed Sæming, og Noregskongerne regner deres Ætter tilbage til ham, og ligeledes Jarler og andre fornemme Mænd, som det hedder i Haleygs-Tælling. Og Odin havde med sig den af sine Sønner, som hed Yngvi og var Konge i Svitjod efter ham; fra ham stammer de Ætter, der kaldes Ynglinger. Aserne tog sig Kvinder der indenlands og nogle ligeledes til deres Sønner, og disse Ætter blev saa talrige, at over Saxland og ud derfra over den nordlige Verdensdel spredte de sig saaledes, at deres Sprog, Asiamændenes, blev Hjemmesprog over alle disse Lande. Og deraf, at deres Slægtregistre er skrevne, tykkes man at kunne skønne, at disse Navne har fulgt dette Sprog, samt at Aserne har ført Sproget med sig her nord i Verden, i Noreg og i Svitjod, i Danmark og i Saxland. Og i England er der fordums Lands- og Stednavne, som, saavidt man kan skønne, stammer fra et andet Sprog end dette.


'''Fodnoter'''

<blockquote>
1. Sinear.
<br>2. Zoroaster.
<br>3. Assyriske.
<br>4. Hebraiske.
<br>5. Middelhavet.
<br>6. Kreta.
<br>7. Grækenland.
<br>8. Kerberos.
<br>9. Hercules.
<br>10. Dette sagn fortælles af Grækerne om Kronos (Saturn) og hans Fader Uranos.
<br>11. Hektor.
<br>12. Frygien.
<br>13. Frankrig.
<br>14. Sverige.
<br>15. Norge.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Thøger Larsen]]
[[Kategori:Den yngre Edda]]