Vis kilden til Tillæg: Kalevipoeg og Hiawatha (Ohrt)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Tillæg: Kalevipoeg og Hiawatha (Ohrt)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Ferdinand Ohrt2.jpg|thumb|<center>Ferdinand Ohrt (1873-1938)</center>|right|200px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala som Folkedigtning<br> og National-Epos''']]


[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]<br>1907


<big>'''C. Træk af Sangenes Liv <br>i nyere finsk Kunst'''</big>

<br><big><big>'''VII. <br>''Tillæg:''<br> Kalevipoeg og Hiawatha'''</big></big></center>




Et Aarstid efter at den gamle Kalevala (1835) var udkommet, gjorde en Landsbypræst i Estland (Schudlöffel) opmærksom paa, at ''Kaleva'' ikke var ukendt Syd for Finskebugten, og han meddelte en hel lille Cyklus af Æventyr om ''Kalevipoeg'' ɔ: Kalev's Søn, »en vældig Kæmpe, gigantisk af Legemsbygning, og af overordentlig stor Styrke.« Snart slog den Tanke ned i Lægen ''F. R. Fählmann'', Ester af Nationalitet, at det maatte være muligt, i dette Folk at skabe noget tilsvarende til den finske Kalevala; og netop »Kalevidesagnene», som han kendte til fra Barn af, gjaldt det at forene. Ved de første Møder i »det lærde estiske Selskab (S. 86), hvis Medstifter Fählmann var, talte han med Henrykkelse om »Esternes Hovedhelt, deres herlige Kalevipoeg«, og meddelte Brudstykker. Flere Medlemmer gav deres varme Tilslutning; een af Lægens Venner, Dr. Schultz (Bertram) ytrede i en Tale med sværmersk Tro: »Hvorledes, skal vort Selskab kraftigst fremme Oplysning og aandelig Genfødelse i et for myndigt erklæret, fra Livegenskabet løst Folk, der dog sukker under Byrden af sin Umyndighed og Forsagthed? Jeg tror, ved to Ting: Lad os give Folket et Epos og en Historie, og alt er vundet! Til den sidste er der Materiale nok for Haanden, til det første maa vi endnu samle det.« Men i de følgende, for Folket stadig tunge Aar, skred det nationale Værk kun langsomt frem for Fählmann; det meste af hvad han fik samlet, betroede han endda til sin Hukommelse alene. Og i Aaret 1850 afbrød Døden hans Gærning.


[[Fil:Kreutzwald-köler.jpg|thumb|<center>Friedrich Reinhold Kreutzwald (1803-1882)<br>Maleri af Johann Köler</center>|right|300px]]Men straks traadte Efterfølgeren til. Med sin Ven Kreutzwald havde Fählmann drøftet Sagen; nu fik hin af Selskabet overdraget det Hverv at fortsætte og kom i Besiddelse af den afdødes Smule Optegnelser; men ogsaa for Kreutzwald var Sagnene hjemlige fra Barndommen af. — ''Friedrich Reinhold Kreutzwald'' var født 1803 paa et Gods og Søn af en estisk Livegen; som Trælleslægt havde Familien oprindelig intet Efternavn; Sønnen fik siden ''sit'' i Skolen ved Oversættelse af Gaardnavnet Ristmets. Livegenskabets Ophævelse faldt for det egentlige Estlands Vedkommende medens Kreutzwald endnu var Barn (1816). Hjemme paa Gaarden hørte han om Aftenen Kvinderne synge ved Rokken, og en gammel Træl fortalte ham Æventyr om Kalevsønnen. Siden, efter at det unge Menneske var kommen til et andet Gods, blev han kendt med den 80-aarige Toa-jaagub (ɔ: Stue- eller Husjakob), der spiste Naadsensbrød dær; den gamle var en højst mærkelig Entusiast, modtagelig for Naturens Sprog, han havde i yngre Dage lagt hele sin Sjæl i Fedelbuen og henrykte nu sin unge Tilhører med sære Æventyr, som naar han fortalte om Kalevsønnens Færd til Finland. Ved megen Energi lykkedes det den læselystne men fattige Kreutzwald at blive Student og senere at tage medicinsk Eksamen; han nedsatte sig derefter som Læge i Byen Verro i Livland; det var her han overtog Fählmanns ufuldendte Arbejde. Fra Verro var der kun faa Mil til Setukesernes Egne, og Kreutzwald lærte, omend ret sent, deres Sangskat at kende. Oprindelig havde han fundet det rigtigst at behandle Kalevipoeg-æmnet i Prosa; men formentlige Hentydninger til Helten i Setukesernes Sange førte ham til den Overbevisning at man i en svunden Tid havde ejet en Række Runosange om Kalevipoeg, en herlig Bygning hvoraf nu kun Ildstederne og nogle Vægbjælker var tilbage. Den rette Sammenhæng kunde nu kun anes, og det maatte være tilladt med digtersk Frihed at gøre et Forsøg paa Genrejsning af den gamle Bygning ved Versificeren af Æventyr og Indblanding af egnede Folkevisevers. En Del nyt Stof fik Kreutzwald hos en Mand i Verro, Märt Mohn, »en sand Æventyrbog«. Embedshværv, tildels anden litterær Virksomhed, Omarbejdelse og Udvidelse af Stoffet, endelig det lærde Selskabs Pengemangel og Vanskeligheder med Censuren, sinkede Værkets Udgivelse, der foregik hæftevis. Først 1861 forelaa ''Kalevipoeg, et estisk Sagn'' færdigt paa Tryk; »Sagnet« tæller i 20 Sange over 19000 Vers, altsaa kun lidt mindre end ny Kalevala. Kreutzwald var for beskeden til at ville have sit Navn paa Titelbladet og kasserede den af Selskabet foreslaaede Undertitel »Estisk Nationalepos«. En (daarlig) tysk Oversættelse var vedføjet den estiske Tekst; Aaret efter udkom Originalteksten alene i Kuopio i Finland. Digtningen omhandler især Kalevsønnens Færd til Finland for at ramme den Trold der har røvet hans Moder, Heltens Elskovssynd med en Øpige (hans Søster), Kampe med Trolde og udenlandske Fjender, Rejse til Jordens Ende og til Underverdenen hvor han baster Sarvik, den hornede Djævel, endelig hans Vaadedød for eget Sværd og Stilling som Helvedes Dørvogter.


Kreutzwald skal siden — efter en næppe helt sikker Kilde<ref>Se om hele dette Spørgsmaal Kallas' Wiederholungslieder S. 70.</ref> — i Mismod over skarp Kritik have brændt en Del af sine Samlinger; der kan dog højst være Tale om selve Manuskriptet og Prosaoptegnelserne af Æventyrene. Sikkert er det derimod at en Del Aar efter hans Død († 1882) forsvandt alle hans Kalevipoeg-samlinger; forinden var der dog taget en Liste over de udnyttede Folkeviser, og selve disse kendes saa godt som alle fra andre Samlinger. Hvad Kreutzwald saa end maatte have brændt, er der i al Fald ikke Tale om nogen Mystifikation fra hans Side; Kreutzwald gjorde ingen Hemmelighed af, at store Dele af Værket var hans egen Omarbejdelse af Prosaæventyr; efter Selskabets Ønske betegnede han, da hele Arbejdet var færdigt, de Steder der var tagne fra Folkets egne Viser, med Stjærner i Randen. Her har det saa rigtignok vist sig at Kreutzwald — Skjald, ikke Lærd — bagefter aldeles ikke klart kunde sondre mellem sit eget og Folkets; de ægte Viser er stærkt udvidede med hans Indskud; han betegnede næsten Halvdelen som rent folkelig, i Virkeligheden kommer man meget længer ned. Sagen er jo den at de jævne estiske Sange nu engang ikke — selv ikke Setukesernes — frembød Mulighed for Sammensmeltning til Epos, allermindst da et Epos af mytologisk Farve; skulde noget saadant skabes, var det nødvendigt væsentlig at holde sig til de gamle Folkeæventyr — og vel endda hist og her strø ekstra paa med Gudenavne (?). Deraf den store Forskel mellem Kalevalas og Kalevipoegs Komposition; Lönnrot er den geniale, frit ordnende og udfyldende ''Sammenstiller'', Kreutzwald den, selvstændige ''Bearbejder''.


Et Spørgsmaal for sig er det om han har haft Held til at skabe et Værk, folkeligt i Stil; og det kan næppe nægtes at han ved Genfortællingen af sine Æventyr meget ofte træffer Folkesangens Tone, ogsaa hvor Stoffet indbyder til lyrisk Fordybelse; selve Æventyrene skal desuden i deres folkelige Form hyppig, som af sig selv, frembyde Forlydsrim og naturligt lade sig versificere. Stedvis kommer dog altfor tydeligt den litterært dannede Forfatter frem, endda bortset fra den lange Indledning med de ossianske (sikkert ikke blot Toa-jaagubske) Taager og Gravhøje; de enkelte Sange begynder undertiden med imponerende Solopgange, som hører helt andensteds hjemme end i Folkevisen; man jævnføre ellevte Sangs første Linier<ref> Efter Löwes ny tyske Oversættelse 1900 (Grundteksten til Kalevipoeg kender jeg ikke).</ref>: 


::Morgenrødens Skær, det klare 
::bræmmed skønt de Skyers Rande, 
::farved dem med Farvestriber, 
::gød saa sine gyldne Bølger 
::frem, den nye Dag at pryde, 
::da den stolte Kalev-ætling 
::sprang af Seng med vaagent Øje —


med Kalevala XII 7 fl., hvor det simpelt hen hedder:


::Saa en skønne Dag det skete,
::aarle Morgenstund det hændte:
::Lemminkäinen selv, ung Ahti,
::(Rogn at skaffe sig begiver.)


Direkte Henvendelser til Læserne og almindelige Ræsonnementer bryder af og til Sammenhængen. Bølgerne der stadig slaar mod Klippekysten, minder ham om vort Livs Bølger der i Skumringen ruller mod Kalmas (Gravens) Høje; sligt er dog Undtagelser. Rent æstetisk er der meget tiltalende i Digtningen, men dens Bredde er ganske umaadelig, ikke ved indlagte Tryllekvad som i Kalevala, men som Følge af Skildringens gennemgaaende Omstændelighed og de mange, lange Gentagelser.


Ikke faa af Motiverne kendes i anden Skikkelse fra finsk Folkedigtning og Kalevala; Helten selv minder om den stærke Kullervo, endvidere forekommer bl. a. Himmellysenes Frieri, en Ainosang, Jordens Pløjning og Saaning, den store Okse, to Gange den store Eg. I enkelte Tilfælde er vistnok selve den trykte Kalevala Kilden, saaledes en Scene hvor en Skovens Viv viser Helten Vej (Kal. XXXIV), samt sikkert Navnene Vanemuine og Ilmarine der dog ingensomhelst Betydning har for Helheden. — I det hele og store er Kalevala vel nok rigere paa naiv Sjælfuldhed og Idyl, medens Kalevipoeg kraftigere viser Folkeæventyrenes Glæde ved spændende, vældig Handling og deres Forkærlighed for det grovkornede (stundom ogsaa for det platte). Den gængse Karakteristik, at det estiske Epos aander langt mere Tungsind end Kalevala, er næppe træffende, især ikke naar man ser bort fra Kreutzwalds egen Indledning.


Den skarpe Kritik der rejste sig mod Værket indenfor Estlands litterære Krese, bedrøvede Kreutzwald dybt. Men hvorledes har Eftertiden dømt? Er Forfatteren og hans Venners varme Ønske, gennem dette Værk at faa vækket Esterfolket til nationalt Liv, faldet til Jorden? Bedst at lade en Ester føre Ordet til Svar<ref>Reiman i F. U. F. III 3, forkortet Gengivelse.</ref>: »Til Kreutzwald skylder det estiske Folk efter hundredaarslangt ydre Tryk og indre Nedbrydning Takken for den genvaagnede Følelse af nationalt Samhør og Bevidstheden om Ret til national Særeksistens. Først Kreutzvalds Liv og Virke forenede de forskelligartede Stammer og dybt sondrede Dialektgrupper i det navnløse »Landfolk« (maarahvas) paany til et uadskilleligt Samfund. — Resultatet maaler vi ikke efter [den ret ringe] Afsætning i Boghandelen, men efter ''Virkningerne''. — Vi minder om den Kendsgærning at den nyere estiske Kunstpoesi først har kunnet udvikle sig i Tilslutning til Kalevipoeg. — Men særlig betoner vi at Kreutzwalds Livsværk tilkommer Takken, naar i Estland trods Tidsforholdenes Ugunst uanede Skatte af folkloristisk Materiale er hævede og bjærgede under Tag. Kun liden Betydning har det naar vi henviser til, at alle Sigtere, Udgivere, Bearbejdere af Esternes nationale Poesi udleder deres varigste Impuls fra Kalevipoeg. Hvad der udgør det store og maaske enestaaende i Folklorens Historie, er det sælsomme Syn, at et helt Folk — selv om det kun tæller een Million — samdrægtigt er traadt ind i det møjsommelige Samlerarbejde<ref>[Udtrykket »et helt Folk« maa forstaas med Skønsomhed. Samlernes Objekter, Sangerskerne selv, var, som vi veed, ofte vrangvillige nok.]</ref> og har stillet Tusender af frivillige i Videnskabens Tjeneste. Thi hvem var disse frivillige? Pastor J. Hurt, »den estiske Nibelungenskats Vogter« skildrer dem som simple Bønder og Arbejdere, Haandværkere og Folkeskolelærere [jfr. S. 87]: Hvad har sat disse Tusender i Bevægelse og holdt dem i Aande Aar, Aartier igennem? En klingende Belønning kunde ikke stilles dem i Udsigt. En klar Indsigt i Folklorens Betydning tør kun forudsættes hos de færreste. De frivillige Hjælpere stod alle under Kalevipoegs Fortryllelse og virkede i den dunkle Følelse af, at der maatte tilkomme ogsaa de splittede og spredte Brudstykker som de bar sammen, een eller anden Betydning, og at enhver af dem, selv i Arbejdskittel, er meddelagtig i et Værk der bærer hans Folks Navn ud over Hjemmets snævre Grænser og sikrer det en, omend nok saa beskeden, Plads blandt de Folk der har ydet deres Skærv til den internationale Kulturkapital.«
gyldne Dæmringsland.


<center>______________</center>


Kalevipæg blev til indenfor et Folk som staar Finnerne meget nær; og de Folkeviser der er nyttede i Værket, hører jo til een af Hovedkilderne for Karelernes Kvad, Kalevalas nærmeste Grundlag. Endnu før Kreutzwald fik sin Jættesøn mejslet færdig, havde imidlertid Tusende Mil borte fra Finland Kendskabet til Kalevala sat en anden Frugt; i det finske Epos' Form og Tone var der fremstaaet en Digtning om et primitivt, nu døende Folk; Amerikaneren ''Longfellow'' havde i 1855 udsendt ''The song af Hiawatha''. En lærd Forskers Beretninger gav ham selve Sagnstoffet; Sagnene om Hiawatha skal være stedlig knyttede til Ojibway-indianernes Stamme Syd for Øvresøen<ref>Poetical Works (Tauchn.) II S. 315.</ref>. Rimeligvis har deres Stemning og Fortællemaade i Digterens Øre lydt beslægtet med det finske Epos's, siden han valgte netop denne fjærnt opstaaede Digtning til Forbillede. Kalevala har han vel (?) kendt gennem Schiefners tyske Oversættelse fra 1852; først langt senere udkom (i New York) den hele Kalevala første Gang paa Engelsk.


I firefodede Trokæer, i Vendinger der ofte minder om det finske Digt, med fyldig Parallelisme, med Forkærlighed for den blide Idyl skildres Hiawathas Liv. Han avles af Vestenvinden med Maanegudindens Datter, han bliver en vældig Jæger og Fisker, men er tillige en Fredens Mand som dyrker Majs og opfinder Billedskriften, han vinder Hjemlykken med sin unge Hustru Minnehaha (»det leende Vand«), som han paa fredelig Vis har faaet fra Nabostammen; i Overguden Manitos Aand holder Hiawatha over Fred, kun Urostiftere og Forbrydere forfølges. Men Sorgens Dage venter; Hungersnøden bortriver hans Hustru; og da de hvide Mænd kommer til Landet med Sortkjolen, Præsten, i Spidsen, viger han frivilligt for dem, ikke bitter, men med gode Raad til sit Folk om at tage mod den himmelske Sandhed de hvide bringer. Uden Harme — og uden Ord om Gensyn — skilles han fra Folket; men selve Affærden former sig omtrent som gamle Väinös. Hiawatha skyder sin Birkekano i Vandet og hvisker: Mod Vest, mod Vest; Folket sukker: Farvel for evigt, og Skov og Bølge gentager Sukket, selv Hejren skriger fra Sumpene sit Levvel;


::saadan svandt nu Hiawatha,
::Hiawatha, højlig elsket, 
::ind i Glans hvor Solen synker, 
::ind i Kvældens Purpurtaager, 
::bort til Hjemmevindens Egne,
::mod Nordvestens Vind Keenwaydin,
::til de salige Sjæles Øer,
::til Poneraas Kongerige, 
::til det Land som ligger hisset.


<center>______________</center>


I mange forskellige Lande og paa mange Sprog har man gennem Oversættelser helt eller delvis lært Kalevala at kende. Og hos dem der skænkede Værket nogle Tanker, har vel Meningerne været delte, omtrent som dengang det fremkom i sit eget Land. Det er givet at Kantelen stundom har maattet skurre under de fremmede Hænders Tag og Hørernes Dom derved maattet falde skarpere. Men da »Gubben over Ovnen« — han i det første Kantelekvad — vredt havde raabt paa Ro for at kunne gaa over til Dagsordenen eller for at genoptage sit søde Blund, saa besindede han sig bagefter og talte sindigere Ord: Han aner dog saa meget, at Harpen turde være for god at slaa i Stykker, kanske ejer den i sit Hjemland en skønnere Klang; og saa sender man Kantelen varsomt tilbage hvorfra den kom, at den maa klinge videre under sin egen Mesters Hænder.
 


==Fodnoter==

<references/>
<br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finsk-ugrisk mytologi]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]