Vis kilden til Træer (Ny række)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Træer (Ny række)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde (Ny række)| <big>Danske sagn</big><br>som de har lydt i folkemunde<br><big>Ny række</big>]]'''
<br>Samlede og for størstedelen optegnede
<br>af '''[[Evald Tang Kristensen]]'''
<br>1931


'''Bind III'''

<br><big>'''D. Forskjellige Stedsagn'''
<big>'''8. Træer '''</big></big></center>



1217. I Begyndelsen af dette Aarhundrede boede en Præst her i Byen, og han havde Avling som andre Præster. Saa havde de et Føl, som Præsten holdt meget af, og hans Karl gjorde ogsaa. Men til alt Uheld hængte Føllet sig i sin Baas, og da det fandtes dødt, sagde Præsten til Karlen, at han var Skyld i det. Denne blev derover saa ærgerlig, at han gik hen og hængte sig i Loen. I den Tid maatte Selvmordere jo ikke komme i Kirkegaarden, og han blev da begravet oppe i det sydøst Hjørne af ''Bøgebjærg'', og for en 50 Aar siden stod der en lille Tjørn paa hans Grav.     

''J. Sørensen, Østerby. Besser S., Samsø''. 


1218. En Bondemand i ''Vedskjølle'', der hed Peder Haagensen, havde af Herskabet faaet udvist et Træ i Kohaven. Men han tykte, Træet var for lille og vilde ikke have Ulejlighed med det, og derfor lod han det staa. Det staar endnu og er vokset op til at blive det allerstørste Egetræ i ''Vallø'' Godser Skove. Det staar ved Vejlinien mellem Frihedshuset og Damhuset.	

''O. P. Jensen, Vallø. Herfølge S., Bjeverskov H.<br>Har forhen været trykt i en Avis, fortalt af samme Mand''. 


1219. Danmarks tredje største Træ er den store Eg, der staar ved ''Ryde'' Station. Det er saa tykt, at 6 Mænd ikke kan favne om det. Det kaldes ofte Baggesens Eg, men det er fejl. I den lille Skov, som ligger ved Kristianssæde Have og kaldes Korodet, fandtes endnu 1864 en udgaaet Eg, som var hul indvendig og forsynet med Bænke, Bord og et Vindue. Der førte en Trappe op til dette Værelse, og under det var der Plads til Fyrsted. Baggesen stod i stor Yndest hos Kammerherre Reventlow, og der i Træet har de tit drukket Te sammen. Se, det Træ var ''Baggesens Eg'', og jeg har set det og været oppe i det, men nu er det sporløst forsvunden. 

''Lærer Mortensen, Brandstrup. Ryde S., Lollands Sønder H.; Skjørringe S., Fuglse H''. 


1220. ''Barnehøj'' paa det sydlige ''Helnæs'' skal være Landets højeste Punkt. Her staar den Dag i Dag en Hyld, som ikke kan ryddes bort. Hvert Aar er der blevet pløjet over den, og man har gravet dybt ned i Jorden og opsamlet enhver lille Rod, men Hylden kommer bestandig igjen, og nu fredes den. Sagnet siger, at et Barn, der er blevet ombragt, skal være begravet her.	

''P. Runge, Helnæs. Helnæs S., Baag H''. 


1221. Lidt sydvest for ''Sindal'' Præstegaard imellem nogle Lyngbanker findes to meget lave Bøgetræer med tykke Stammer og vældige Kroner. De kaldes ''de hellige Træer'', og en forhenværende Præst, der hed Hr. Niels, har givet dem det Navn. Han var stjernekyndig og tilbragte en stor Del af sin Fritid under disse Træer, hvor han da sad og nedskrev sine Iagttagelser over Stjærnerne, ligesom han ogsaa tit sad der og hvilte sig. Han fik Stedet saa kjær, at han lyste Velsignelse over det og forbandede dem, der fældede Træerne. 

''Sindal S., Vennebjærg H.	Lærer L. V. Rømer, Skjærum''. 


1222. Der er et grundt Sted i ''Viborg Sø'', der kaldes ''Hyldebakkerne'', og der har groet en Hyld, det er nu sikkert. Min Morfader hed Edvard Handberg, og han bandte paa, at han havde set den, og han fortalte, at saa snart den Hyld skød op, saa skar de den af, for de kjendte nok Sybilles Spaadom og vilde ikke, at den skulde gro op. Der er heller ingen nulevende, der har set den. Han var Fisker og Skomager og Kirkefejer. Hyldebakkerne er paa det Sted, hvor den ældgamle Vase har gaaet fra Viborg og over til Asmildkloster, og det er endnu saa grundt, at man kan vade over Søen paa det Sted. 

''Viborg.	Edv. Hammershøj''. 

<small>Paa en Spadseretur med E. H. viste han mig Stedet, hvor Hyldebakkerne var. E. T. K. </small>


1223. En Karl, der hed Ott, tjente her omme i den Gaard, der ligger lige vesten for Kirken. Saa havde han glemt at give Hestene deres Juleaftens-Natter; det var saadan en Extragift, de skulde have, og Manden havde skjændt paa ham for det og truet ham med, han skulde ingen Juleaftens-Natter selv have. Om han saa ikke maatte være med til at synge Julesalmen? Jo, det blev ham tilladt, og da de havde sunget, rejste han sig fra Bænken der inde og sagde God nat, nu skulde de ikke komme til at give ham Juleaftens-Natter tiere. Derefter gik han op paa Kirkegaarden og hængte sig i Klokkestrengen. Der hængte han saa Julemorgen, da Degnen kom og skulde ringe. Han blev saa begravet der omme østen for Kirken; det var jo Skik i gamle Dage, at Selvmordere skulde begraves saa afsides som mulig. Den Gang det blev Foraar, saa kom der en bitte Torn op paa hans Grav, og det var hans ene store Taa, der groede op, og den blev ved at gro og blev til en stor Busk. Det første a kan huske, brugte de Torn til Nokker paa deres Spinderokke, men min Moder var saa overtroisk, at hun forbød os at tage Torn af den til hendes Rok.	

''Kristen Sørensen, Lime. Lime S., Rødding H''. 


1224. To Naboer havde været ude at slaa, og paa Vejen hjem kom de i Trætte om, hvor Skjellet var mellem deres Marker. Fra Trætte gik det over til Slagsmaal, der endte med, at de slog hinanden ihjel. Nu maatte de ikke blive begravede i indviet Jord, derfor grov man dem ned, hvor Gjerningen var forøvet, og kastede en Stendysse op paa Stedet. Men nu gik Enkerne og grublede meget over, om deres afdøde Mænd vel kunde blive salige. Den ene drømte da en Nat, at der skulde plantes en Hyld og en Tjørn paa Stendyssen, for at dette kunde ske. Enken undrede sig over Drømmen, da hun ikke mente, der kunde gro noget paa dette Sted, men alligevel plantede hun Buskene. Den anden Enke syntes nu, at Planterne skulde vandes, og hver Dag gik hun derhen og vandede dem med sine Taarer. Der skete nu det forunderlige, at de begge slog Rødder og vogsede op. Stendyssen med Tjørnen paa findes endnu, og den kaldes af Egnens Folk ''Tjørnhøj'' og ligger paa ''Virring'' Mark ved Randers. Der siges, at det ikke skal være raadeligt at komme derom ved, naar det er blevet mørkt.	

''A. Kr. Kristiansen, Taarup. Virring S., Sønderhald H''. 


1225. Her omkring ''Salten'' findes hist og her store enligt staaende Tjørnebuske. De siges at være plantede i Pestens Tid, hvor Lig var nedgravede, for at man ikke atter skulde grave paa disse Steder. 

''Tem S., Vrads H.	S. J. Kristensen, Salten''. 


1226. Paa ''Ringstholm'' Mark til venstre for Vejen ad ''Aastrup'', altsaa paa samme Side, som Gaarden nu ligger, staar et enligt Træ paa en lille, rund Høj. Man siger, at der kun har været ét Træ Mage
til i hele Danmark. Det bar røde Bær, og vi Børn kaldte det et Fuglebærtræ. Da en af vore Konger var i Besøg paa Palsgaard, forbød han at lade dette Træ omhugge.	

''Ane Johansen, Overby Mark. As S., Bjærge H''. 




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]