Vis kilden til Tristram og Isodd

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | <b>Velg språk</b> !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga af Tristam ok Ísodd]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Tristrams saga og Ísoddar]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Tristram og Isodd]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>[[Riddersagaer]]</big>


<big>'''Sagaen om Tristram og Isodd'''</big>

Paa Dansk ved [[Gísli Brynjúlfsson biografi | Gísli Brynjúlfsson]] 
<br><br>Det kongelige nordiske Oldskriftselskab
<br>København, 1851
</center>



'''Forord'''

''Denne kortere, men, i alt Fald med Hensyn til sin nuværende Form, ældre Bearbeidelse i det oldnordiske Sprog af Romanen om Tristram og Isodd findes kun i eet Haandskrift, Skindbogen Nr. 489, 4to, i den arnamagnæanske Samling, hvilken selvfølgelig ene og alene er lagt til Grund for nærværende Udgave. Dette Haandskrift, angaaende hvis øvrige Indhold og udførlige Beskrivelse vi kunne henvise til Annalerne for 1850, S. 3, er sikkerligen ikke ældre end fra Midten af det 15de Aarhundrede, og da hverken dets Retskrivning eller Sprogformen kan siges at være consequent gjennemført, saa have vi ikke anseet det for nødvendigt at binde os altfor meget til Skindbogens Skrivemaade, men snarere fulgt Oldskrift-Selskabets sædvanlige Retskrivning i dets Udgaver af islandske Skrifter. Hvor imidlertid Afvigelserne fra Membranen ere af et større Omfang, angives dette stedse udtrykkelig i Noterne, medens enkelte Ord og Bogstaver, som øiensynlig kun af Vanvare ere udeladte af Afskriveren, uden videre ere tilsatte og kun for Tydeligheds Skyld trykte med Cursiv.''



'''Kapitel 1.''' 
<br>'''Sagaen om Tristram og Isodd.'''

Da denne Saga tager sin Begyndelse, regjerede der i England en Konge ved Navn Philippus; han var baade viis og god; hans Dronning hed Philippia, en meget dannet Kone. De havde to Børn, en Søn ved Navn Morodd og en Datter, Blenzibly; de var begge haabefulde og herlige Børn, og overmaade afholdte i deres Opvæxt. Der fortælles at Kongen elskede sin Datter saa høit at han vilde intet gjøre imod hendes Villie. Hos Kongen var der en Ridder ved Navn Plegrus; han var for Kongen Bryst (Skjold) og Brynje i alle Farer, hvorfor ogsaa denne skattede ham høiere end alle andre Mænd i Landet med Undtagelse af sin Søn og sin Datter. Hjere hed en Mand; han blev kaldet Hjere den vise, fordi han overgik alle andre i Viisdom; han blev tillige høit agtet af Kongen. Pollornis hed Kongedatterens Svend (Page); hun behandlede ham med udmærket Agtelse, thi han var hende hengiven og trofast, og opvartede hende godt og med Artighed. Saaledes havde Riget en lang Tid bestaaet med stor Berømmelse og Ære; da faldt Kong Philippus i en Sygdom og døde; hans Liig blev beviist al den Pragt og Ære som det tilkom; hele Folket sørgede over hans Død, og det med Rette, thi han havde været en udmærket Konge.



'''Kapitel 2'''
<br>'''Morodd blev valgt til Konge over England.'''

Efter dette sammenkaldte Morodd et Thing, og blev valgt til Konge over hele England, uden at nogen modsatte sig hans Valg, thi han var meget afholdt af alle. Derimod var Blenzibly høiligen misfornøiet derover, thi hun ansaae sig ingenlunde for mindre berettiget til Thronen end han; hun foretog sig derfor at samle Tropper og satte sig fast i Skardaborg uden Kong Morodds Tilladelse. Ridder Plegrus stod paa denne Tid i stor Gunst hos Kongedatteren, og førte i Forening med hende Overbefalingen over Armeen; de trække nu deres Styrke sammen og drage imod Kongen baade Nat og Dag. Kong Morodd søgte nu Raad hos sine Mænd; da reiste sig Hjere og talte baade længe og med stor Veltalenhed: han kaldte det ukongeligt at raadslaae længe om sligt: “det er derfor mit og vort eenstemmige Raad, at I lader Budstikken gaae over eders hele Rige, og drager ud imod Ridder Plegrus, og afgjør da Sagen saaledes, at I enten lader ham dræbe — men tag din Søster til dig — eller han skal overgive Landet i eders Vold”. Dette Raad fulgte Kongen, lod sammenkalde Krigsfolk og fik en stor Hær samlet. Kong Morodd lod ved Speidere udforske Blenziblys Armees Stilling, og disse bragte ham den Efterretning, at de havde opslaaet deres Leir paa nogle Sletter ikke langt borte. Da brød Kongen op med sin Styrke, indtil han saae deres Hær, og opslog derpaa sin Leir paa den anden Side af Skoven. Nu synes Kongen at mærke at han har en langt ringere Krigsmagt end deres, og at han ingenlunde er istand til at indlade sig i et Slag; det blev derfor besluttet, at han skulde sende Mænd til Ridder Plegrus og udfordre ham til en Turnering, saaledes at den skulde gaae af med Seieren og Prisen, som Gud vilde. Ridder Plegrus modtog Kongens Udfordring meget forekommende og sagde at han var villig til at vove en Dyst med ham. Derpaa sov de i Ro Natten over; men ved Dagbrækning bød Kong Morodd sine Mænd staae op og iføre sig sine Rustninger; dette blev ogsaa gjort, og man bevæbnede sig godt og hurtigt. Kongen tager ogsaa sin Rustning paa, og bestiger den bedste Hest i hele Leiren; men som de komme til Kamppladsen, forefinde de der allerede Blenzibly og Ridder Plegrus med deres Hær; og saa snart som Ridderen og Kongen mødtes, sprængte de strax imod hinanden. Kongen stødte sin Landse saa kraftigen i Ridder Plegrus's Skjold, at det gik itu; men saasom han var en udmærket Ridder, holdt han sig dog i Sadelen; Ridder Plegrus's Landse derimod blev ikke fast i Kongens Skjold, men gled udaf Randen og langs med Hestens Side, saa at han (Plegrus) nær var styrtet for over, men han holdt sig alligevel i Sadelen. Nu fare de anden Gang mod hinanden, og spore deres Heste med megen Vrede; da stødte Kong Morodd sin Landse med saadan en Kraft og Heftighed i Ridder Plegrus's forreste Sadelbue, at begge Sadelgjordene sprang, og Ridderen kastedes et langt Stykke Vei bort af sin Hest. Nu saae Ridder Plegrus's Folk deres Anførers Uheld. Kong Morodd spurgte dem, om de helst vilde slaaes med ham eller underkaste sig; de valgte at forliges med Kongen. Nu bleve begges Folk Venner og derpaa forligedes Sødskendene; Kong Morodd førte da sin Søster Blenzibly hjem med sig tilligemed Ridder Plegrus. Kort efter indbød Kong Morodd alle Høvdinger nordenfor Havet til en Turneringsfest; selv var han en udmærket Ridder og fandt stor Fornøielse i den Slags Forlystelser.



'''Kapitel 3'''
<br>'''Om Kong Hlødver.'''

En Konge ved Navn Hlødver, en vidt berømt Mand og ypperlig Ridder, herskede over Spanien. Han kom til dette Møde med et stort og glimrende Følge, gode Riddere og tappre Mænd. Ham fulgte en udmærket Ridder, men som allerede dengang var til Aars; han hed Patrocles, var af høi Byrd og en meget dygtig Mand. Mange mægtige Høvdinger og gode Riddere besøgte denne Fest. Ridder Patrocles havde en Søn ved Navn Kalegras; han var ung af Alder, men alligevel havde hans Fader vænnet ham til Turneringer, og han havde endog bragt dét saa vidt at Patrocles kunde ikke holde sig i Sadelen for Kalegras sin Søn. Biring hed Kalegras's Fosterfader, en høiagtet Mand i Kong Hlødvers Følge. Der fortælles nu videre, at en Dag da Veiret var godt og Solen skinnede klart - men dengang var der indtruffet en utallig Mængde Riddere fra forskjellige Lande og alle nærliggende Provindser - denne Dag pralede Ridder Plegrus paa Kamppladsen, og lod som det vilde glæde ham, hvis nogen vilde træde i Skrankerne mod ham. Dette saae Kalegras og udbeder sig nu af sin Fader Tilladelse til at maatte ride ud imod ham; men han kaldte det Galskab, sagde Plegrus var en god Ridder: “men du er endnu kun et Barn af Alder.” Misfornøiet herover gik Kalegras og fortalte Sagen til sin Fosterfader; denne henvendte sig derpaa til Patrocles og beder for ham, og paa Grund af Birings Forbøn tillod han sin Søn at gaae i Kampen. Nu udruster Biring sin Fostersøn til Turneringen: han ifører ham en stærk Brynje og sætter en forgyldt Hjelm paa hans Hovede; derpaa hængte han et Sværd ved hans Side og gav ham et Skjold, hvorpaa der var malet . . . af Guld; derpaa besteg han en herlig Ganger og tog en svær Landse i sin Haand, og man kunde nu see Straalerne af hans Vaaben en lang Vei, thi Solskinnet var baade mildt og klart. Ridder Plegrus udrustede sig godt baade med Hensyn til Hest og Vaaben. Men som de vare færdige, sprængte de mod hinanden, og ved første  Sammenstød gik Ridder Plegrus's Skjold itu og Buen adskiltes fra Sadelen; han selv støttede sig paa sin Landse og faldt derfor ikke af Hesten. Derpaa ride de sammen anden Gang, og Kalegras støder sin Landse i Ridder Plegrus's Skjold, men den sprang udaf det og rammede Næseskjermen paa hans Hjelm, som derved reves op af Hovedet og blev fulgt af det Kjød, som bedækker Hjerneskallen; ved alt dette styrtede Ridder Plegrus af Hesten for Kalegras. Derpaa gik han hen til Kongedatteren og fortæller hende om sit Uheld; hun forbinder hans Saar, og om kort Tid var han bleven rask igjen, thi hun var en udmærket Læge; siden forærede Kongedatteren ham en svær Guldring, for at han skulde forsøge en anden Kamp. De to Kæmpere rede derfor imod hinanden tredie Gang; men de, som vare i Nærheden og saae paa deres Kamp, monne høre en heftig Gny af Hestenes Trampen og stærk Vaabenbrag, da de kraftigen sporede deres Gangere med forgyldte Sporer; da rammede Kalegras's Landse Ridder Plegrus's Pande saaledes at den trængte ind til Hjernen. Derpaa red Kalegras tilbage til sine Mænd; Biring modtog sin Fostersøn med Fryd og saaledes alle hans Landsmænd. Kongedatteren Blenzibly havde seet paa Kampen fra Stadens høieste Taarne; hun blev meget indtaget af Kalegras's Høviskhed og Mandighed, thi han var udmærket fremfor alle andre og forstod sig bedst paa alt det, som kan pryde en tapper Mand. Derpaa kaldte Kongedatteren sin Page Pollornis til sig: “jeg har i Dag” sagde hun, “seet en Mand, hvis Lige jeg aldrig før har seet, og hvis jeg skal sige dig Sandheden, saa er jeg saa indtaget af ham, at det er mig en reen Umulighed at afholde mig fra strax at sende dig til Kalegras; bed ham komme hen til mig, og sig jeg attraaer hans Kjærlighed.” Pollornis svarer: “Frue! du maae være drukken, siden du taler Vanvid; han har jo tilføiet eder en uhyre Skade ved at dræbe Ridder Plegrus, eders Ven, som I nylig satte til Befalingsmand over eders Hær; jeg synes det var bedre jeg gik hen og dræbte ham og bragte dig hans Hoved; da først er vor Mand passende hevnet.” Hun, svarer: “hvis du ei gaaer, som jeg har befalet dig, da skal du hænge i den høieste Galge, naar Solen forgylder Træerne i Morgen, eller du skal faae en anden, den forsmædeligste død som findes i hele England. 
Nu mærker han at dette var hendes ramme Alvor og troede at Hexeri maatte være med i Spillet; da sagde han: “siden jeg veed eders Villie, saa vil jeg gjerne gaae, hvor som helst I vil sende mig hen.” Hun sagde at da handlede han rigtig: “og du skal erholde min Gunst, hvis du kan udvirke at Kalegras kommer til mig, han som jeg elsker høiere end nogen anden, som jeg har seet eller hørt fortælle om; og saa sandt hjelpe mig Gud”, vedblev hun, “at jeg hellere vilde døe strax end opleve at vor Kjærlighed sønderreves.” Derpaa forberedte Pollornis sig, og lod det ikke vare længe, før han kom afsted; han fortsatte sin Vei, indtil han traf Kalegras, og fortalte ham da Kongedatterens Ønske; tillige berømmede han hendes Høviskhed og Skjønhed. Dette behagede Kalegras høiligen og han beredte sig til at følge med Pollornis. Derpaa gik de til Blenziblys Jomfrubuur, hvor han traf Kongedatteren siddende i sin Stue; men som hun fik Øie paa Kalegras, reiste hun sig, lagde begge sine Arme om hans Hals, og kyssede ham. Siden gik de begge i een Seng og sov der Natten over; men skjøndt Dagen brød frem, saa glemte de dog ikke deres Kjærlighed og Venskab, thi, hvis vi skal sige den rene Sandhed, saa havde de begge fattet en saa heftig Kjærlighed og gjensidig Elskov, at de aldeles ikke tænkte paa andet end at omfavne hinanden; og skjøndt Folk kom for at tale med dem, saa kunde de ikke bringe et Ord udaf dem. Nu syntes Patrocles at hans Søn blev længe borte, og sendte derfor Bud til ham for at anmode ham om at komme hurtig tilbage, da Kong Hlødver var færdig til Hjemreisen; Budene traf Kalegras og rygtede deres Ærende fra hans Fader. Men omendskjøndt det var hans egen Fader, som havde sendt ham disse Bud, saa var det dog saa langt fra at han gik, at de ikke engang fik noget Svar af ham, og maatte vende tilbage med den Besked. Da de kom tilbage, fortalte de Patrocles at Kalegras var fortryllet og i den Grad besnæret af Blenzibly, “at han ikke vilde svare os”. Dette syntes Patrocles ilde om, gaaer hen og fortæller hvad der er skeet til Biring. Denne svarede: ”Jeg vil gaae for at tale med min Fostersøn”, siger han, ”og bedre gaaer det ham sikkert, end man har fortalt eder”. Han gik nu afsted, indtil han kom til Kongedatterens, Blenziblys, Jomfrubuur; der traf han Kalegras i slig Kjærlighed, som før er fortalt, at han tænkte ikke paa andet end at omfavne Blenzibly, og hun gjengjeldte ham paa samme Maade; og man kan trygt forsikkre, at de elskede hinanden mere end de Personer, hvis Kjærlighed om føie Tid forvandler sig til Fjendskab. Biring forsøgte nu paa at tiltale Kalegras, og denne gjorde ogsaa saa meget mere for sin Fosterfader end andre, at han tilkastede ham et Blik; men det var ogsaa det hele. Han maatte derfor vende om igjen, og siger til Patrocles at han ikke kan bringe et Ord udaf Kalegras: “det er derfor mit Raad, at lade dem i Ro nyde deres Kjærlighed, saalænge de selv vil, thi Kalegras vil nok selv være Herre over sine Handlinger”. Nu rider Kong Hlødver afsted med hele sit Følge, men Kalegras blev tilbage; man fortæller, at han og Blenzibly tilbragte tre Vintre i Jomfruburet, uden nogensinde at træde udenfor en Dør i al den Tid.



'''Kapitel 4.''' 

Det tildrog sig, imedens Kong Hlødver var fraværende, at Kong Elemmie af Holmgaard havde tilligemed sin Broder Seran underkastet sig Spanien; de vare begge store Krigere, og det kostede dem kun ringe Umage at erobre Landet, da Kong Hlødver ikke var hjemme og alle hans Kæmper vare dragne ud med ham. Forsvaret blev kraftløs af Mangel paa et Overhoved, thi der bliver sjelden udrettet meget, skjønt med en stor Styrke, hvis alle have ligemeget at sige. Da Kong Hlødver hørte dette, drog han gjennem det hele Land og samlede en Armee, skjønt den blev langt mindre end Brødrenes. Alligevel besluttede han at levere dem et Slag, da han ansaae det for sin Pligt, enten at erobre sit Rige tilbage eller falde. Hærene stødte nu sammen, og der begyndte snart en heftig Fægtning, hvori begge kæmpede meget tappert. Kong Hlødver kæmpede med udmærket Tapperhed; uden Hjelm og uden Brynje gik han igjennem Brødrenes Fylking, og mange drabelige Hug kunde man der see ham uddele, og mangt et Hoved flyve bort fra Legemet, da han svingede sit skarpe Sværd. Man kan snarest sammenligne hans Færd med det, naar en Ulv kommer iblandt en Flok Faar, eller en Vildorne imellem Sviin; men skjønt han var en overmaade modig Mand, saa kunde han dog ikke forhindre sin Død. Endelig mødtes nemlig Kong Hlødver og Kong Elemmie, og der opstod strax en langvarig Kamp imellem dem; begge forstode sig ypperlig paa at hugge med Sværd og at dække sig med Skjoldet; men alligevel blev dog Udfaldet paa deres Kamp saaledes, at Kong Hlødver faldt for Kong Elemmie, ikke fordi han var en mindre dygtig Ridder, men snarere fordi Gud, den himmelske Fader, tillod ham ei at leve længere. Nu saae Kong Hlødvers Krigere hans Fald; men de fulgte ikke de Folks Exempel, som strax flygte, naar Anføreren falder, og løbe ind i Skovene saa frygtsomme, som naar en Ged flygter for en Bede, eller en Ræv for en Hund, eller en lille Spurv for en hurtig Høg, eller en Muus for en Kat, eller en feig Usling for en hurtig Ridder eller en anden tapper Mand — men de fattede strax en snild og rask Beslutning efter deres Høvdings Fald; Patrocles overtog nemlig Befalingen over den Hær, som Kong Hlødver havde anført, og lod strax den Fane bære foran sig, som havde tilhørt Kongen. Nu begyndte da Kampen paany, og det med en ligesaa stor om ikke større Heftighed end første  Gang, saa at Kong Elemmie ikke kunde mærke andet, end at han havde med ganske friske Tropper at gjøre. Der fortælles tillige at Kong Elemmie kæmpede tappert og drabeligen, og saaledes ogsaa hans Broder Seran og alle deres Krigere. Man siger endvidere at dette Slag baade var heftigt og varede længe; ”og sikkerlig”, siger Sagaens Forfatter, “vilde feige eller modløse Uslinger, hvis saadanne havde været der tilstede saaledes at de oppebiede et eneste Hug — da troer jeg vist at de hellere have nedsænket sig i Havets Dyb eller i et fælt Morads; og snarere troer jeg”, vedbliver han, “at de hellere vilde have foretrukket enhver anden forsmædelig Død, og snarere hængt sig op i det høieste Træ”. — — Men Ridder Patrocles vilde hellere falde med Berømmelse, end leve med Skam og Skjændsel; men det tyktes ham at være Tilfældet, hvis han levede uden at hævne Kong Hlødver; og saaledes skeer det ofte, at den er ikke mere udsat for at døe, som styrter sig i Farer, end den som døer med alslags Feighed og Vanære. Ridder Patrocles gjorde nu et rask Angreb, skilte mangen Krop ved Hovedet, og mangen Jomfru mistede for hans Skyld sin Elsker; han hug til begge Sider, og mødte ingen saa overmodig at han jo maatte enten flygte eller falde for ham. Endelig møder han Kong Elemmie, og der begyndte en langvarig Kamp imellem dem; da hug Ridder Patrocles først til Kong Elemmie paa Hjelmen, og kløvede paa een Gang Hjelmen og Hovedet, Kroppen og Brynjen ned til Beltestedet. Ved Kong Elemmies Fald tog Hæren strax Flugten, men Patrocles og hans Mænd forfulgte de flygtende, og dræbte enhver de kunde faae fat paa. Blandt de flygtende var ogsaa Seran, Kong Elemmies Broder, men han slap tilligemed nogle andre ombord paa et Skib, saa at de fik ikke fat paa ham den Gang. Om Ridder Patrocles er det at fortælle, at han havde kæmpet saa mandigen, at han omkom af Træthed og døde en slig Heltedød med megen Berømmelse; men saaledes som Sagerne nu stode, var dette det største Tab, de kunde lide, og det er sandsynligt at de ikke ville erholde en Anfører, som fuldkommen er ham liig i Berømmelse og Tapperhed, med mindre den almægtige Gud vil give dem til Høvding en Slægtning af ham, og det er at haabe at han vil tilstaae dem dette. Disse Tidender spørges nu vide over Land, og Kalegras faaer at høre, at hans Fader og Kong Hlødver ere faldne; men omendskjønt han spurgte sin Faders Død, saa kunde man dog ikke mærke paa ham, om det glædede eller bedrøvede ham; men det kunde man see af hans forandrede Adfærd, at Efterretningen gjorde et dybt Indtryk paa ham, thi da gik han udaf Jomfruburet. Blenzibly forærede ham et Skib tilligemed Mandskab, saa at det var godt udrustet til Reisen. 



'''Kapitel 5.''' 

Derpaa reiste han med et lille Følge, indtil han kom til Spanien, hvor han traf sine Frænder og sin Faders Venner. Disse bleve meget glade ved hans Ankomst, og fortalte ham de Tidender, at Seran var vendt tilbage tilligemed sin Broder Desixtus; de bade ham om at blive deres Høvding, og sagde , at de vare beredte til at følge ham, hvilken Beslutning han saa tog, ”hvad enten du ønsker”, sige de, ”at dræbe disse Brødre eller jage dem udaf Landet”. Kalegras var let at overtale hertil, hvorpaa han lod samle Tropper, hvilket for ham var en let Sag, thi enhver, som hørte om ham, stødte strax til ham med sine Tropper, og ansaae sig desto lykkeligere, jo flere han medbragte. Da Seran og Desixtus hørte dette, samlede de deres Styrke, som dog blev mindre end Kalegras's; derpaa stødte Hærene sammen, og der opstod en Kamp, i hvilken Mandfaldet snart blev større i Brødrenes Rækker, saa at der ingen Modstand skete fra deres Side. Kalegras hørte ikke op forend begge Brødrene vare faldne, Tilligemed den største Deel af deres Hær; de tilbageblevne overgave sig til ham; selv blev han imidlertid dødelig saaret. Valtare hed en Mand, en Ridder, som var bleven tilbage med Kalegras i England, dengang Kong Hlødver og Ridder Patrocles droge hjem til Spanien, som før er fortalt. Denne sendte Kalegras nu afsted til England, for at hente Blenzibly. Valtare begav sig paa Veien; han havde et godt Skib og udsøgt Følge, og standsede ei, førend han fandt Kongedatteren Blenzibly og havde udrettet sit Ærende hos hende. Da Blenzibly hørte Kalegras's Bud, tænkte hun mindst paa nogen Opsættelse, og det varede ikke længe, førend hun gik ombord med Valtare; siden da de vare færdige og havde faaet Bør, blev Seilet heiset, og Reisen var meget heldig, lige indtil de kom til Spanien. Kalegras og Kongedatteren Blenzibly bleve meget glade ved at see hinanden igjen; derpaa undersøgte hun hans Saar, og det forekom hende, som om de ikke havde nødigt at forbindes. Hendes Anelse bedrog hende heller ikke heri, thi han levede ikke mere end tre Nætter efter hendes Ankomst, og udaandede da; men hvor tungt end Tabet af Kong Hlødver og Ridder Patrocles havde været, saa beklagede man dog endnu mere Kalegras's død, thi han var baade gavmild og rundhaandet, sagtmodig og føielig mod alle sine Mænd i alle de Tilfælde, hvor begge Parters Anseelse maatle stige. Hans Liig blev bisat i en Steenkiste, og ingen Ridder, ihvor tapper han end var, bivaanede hans Jordefærd uden Taarer. Førend Blenzibly forlod England om Foraaret, var hun bleven forløst med et Drengebarn, som i Daaben havde faaet Navnet Tristram; ham havde hun taget med sig til Spanien. Kalegras's død gjorde et saa heftigt Indtryk paa Blenzibly, at hun kun overlevede ham i faa Nætter; hun døde af Sorg og blev lagt i den samme Steenkiste som Kalegras. Dette havde begyndt paa en underlig Maade, og det endte ogsaa saaledes. Efter det tog Biring Drengen Tristram til sig og opfostrede ham; han blev tidlig stor af Væxt og smuk af Udseende. Biring elskede Drengen høit, og denne var sin Fosterfader ogsaa saa hengiven, at han stedse vilde være om ham. Men strax som Tristram havde Styrke og Forstand dertil, samlede han om sig de Drenge, som han syntes bedst passede til hans Alder eller Styrke. Om Dagen tog han med disse Drenge ud i Skoven, hvor de øvede sig i mange Idrætter, Skydning, Svømning, Fægtning, Turnering og enhver Kunst, som det sømmer sig for en smuk Yngling at kunne udøve med Færdighed og Høviskhed. Imidlertid overgik Tristram i enhver Idræt de to af de andre, som legede bedst, men med de svagere legede han skaansomt; han sørgede godt for sit Følges Vaaben og Klæder, men bortgav alt, hvad han fik, til begge Hænder; han var særdeles yndet af alle, der i ham haabede at finde en god Erstatning for deres Høvdinger, som før er bleven fortalt om. Dette blev saaledes ved, indtil han var ni Aar gammel, og i hele Spanien fandtes ikke hans Mage; imidlertid styrede Biring Riget til alles Tilfredshed, thi han var en sagtmodig Mand og fredelig stemt mod alle Mennesker.



'''Kapitel 6'''
<br>'''Om Kong Turnes.'''

Turnes hed en Konge, som raadede over Blakamændssletter; han var en mægtig Konge og en vældig Viking; han sammendrog en Hær og faldt derpaa ind i Spanien, skjændte og brændte, hvor han drog frem og ødelagte Bygden. Biring samlede Tropper, men fik kun faa, da Indvaanerne deels vare dræbte eller brændte, deels flygtede til forskjellige Lande; derpaa stødte de sammen og Kampen begyndte strax. Trods sin høie Alder havde Biring dog ikke glemt at kæmpe kjækt og mandigt; men da han havde en ringe Styrke og de andre gjorde et heftigt Angreb og vare Mænd af udmærket Tapperhed, varede Slaget kun kort, inden Biring og hele hans Hær toge Flugten; han selv undkom haardt saaret til en Skov. Kong Turnes dræbte enhver, som ikke vilde tilsværge ham Troskab, og underkastede sig derpaa hele Landet. En Dag, da Kongen med sine Tropper gjorde et Herjetog op i Landet, kom de til en ryddet Plads, hvor Drengene legede; de toge dem tilfange og førte dem med sig ned til Skibene. Men da de mægtige Høvdinger spurgte, at deres Sønner vare hærtagne, bleve de meget bedrøvede derover, begave sig til Kong Turnes og bade om deres Sønner; men han gav dem kun lidet Haab derom, med mindre de udredte ham derfor saa mange Penge, som han selv bestemte. Enden blev at de løskjøbte deres Sønner for den Priis, som Kongen fordrede, men for Tristram bøde de imidlertid ikke saa høi Betaling, at Kongen vilde løslade ham, thi han holdt sig overbeviist om, at han var af stor Æt, og frygtede for at han vilde gjøre-Oprør, hvis han ikke søgte at sætte en Hindring derfor. Kongen spurgte Tristram om hans Navn og af hvilken Æt han var, men han taug dertil, og Kongen fik ikke et Ord af ham; da vilde Kongen at han skulde opvarte, men Tristram var ikke at formaae dertil. Nu raadførte Kongen sig med sine Mænd, hvorledes hermed skulde forholdes; da tog hans Raadgiver tilorde: Jeg veed et godt Raad”, sagde han, “sælg ham som Træl til en eller anden ond Mand”. Kongen sagde, dette var et godt Raad, “det skal tages tilfølge”. Da Kongen derpaa traf den værste Viking, som han kjendte, falbød han Tristram, og sagde, han tegnede til at blive en udmærket Træl. Da kjøbte Vikingen Tristram for saa høi en Priis, at man neppe kjendte noget Exempel paa at eet Menneske var bleven betalt saa dyrt. Efter dette spurgte de ham om hans Navn og af hvilken Æt han var; men omendskjønt de havde kjøbt ham for en høi Priis, kunde de dog ligesaalidt som Kongen bringe et Ord ud af ham. Endnu mere ophidsede over ikke at kunde tvinge en lille Dreng, forsøgte Vikingerne nu mange Midler: snart sloge de ham med Næverne eller med Riis, snart med Stokke, uden dog at faae saameget godt af ham som for en Penning; derpaa ragede de Haaret af ham, gjorde ham stundum til en Skaldepande, og smurte derpaa hans Hoved over med Tjære; men herved blev han kun endnu mere halstarrig. En Dag som de i god Bør seilede langs med Englands Kyst, tog en af Vikingerne tilorde og sagde: “hvorfor skulle vi føre med os denne Djævel, af hvem vi ikke have andet end Ulykke? det er mit Raad”, sagde han, “at vi kaste ham over Bord, og lønne ham saaledes for hans Halstarrighed”. Da tog en anden tilorde og sagde: “Det Raad, at myrde Drengen, er meget grusomt, og jeg seer en anden Udvei, hvorved vi dog skulle komme til at skilles ilde fra ham; jeg seer nemlig”, sagde han, “at hist ligger en stor Skjærgaard, og det tykkes mig raadeligere, at vi lade ham blive der tilbage, uden ligefrem at tage Livet af ham”. Dette forebragte de nu deres Høvding; han bifaldt at de skulle kaste Tristram op paa Skjæret, hvilket ogsaa skete. Skjæret laa saa langt fra Land, at kun faa vare saa dygtige Svømmere, at de turde vove sig i Land, selv om Skibe vare ved Haanden; men da det forekom Tristram, som om han alligevel var dødsens, skjønt han forblev paa Skjæret, da kastede han sig i Vandet og svømmede i Land uden Standsning og uden at hvile sig underveis. Derpaa vred han de daarlige Klæder, han havde paa, “men”, siger den, som har nedskrevet Sagaen, “efter hvad jeg troer, saa havde Vikingerne nok behandlet ham saaledes, at han havde let ved at vride sit Haar, thi det var reent borte”. Derpaa gik Tristram til en Skov, og fortsatte sin Vandring, indtil han traf Kong Morodds Hyrdedreng. Denne spurgte han om hans Navn, hvad det var for et Land han var kommen til og hvo der herskede over Landet; Drengen sagde ham sit Navn, at han var kommen til England og at deres Konge hed Morodd. Efterat de siden havde talt sammen i nogen Tid, gjorde Drengen sig færdig og forlod Tristram der.



'''Kapitel 7.''' 

Derpaa begav Tristram sig hjem til Hallen, og som han var gaaet ind i den, fremstillede han sig for Kong Morodd og hilste ham med stor Artighed og Belevenhed. Kong Morodd saae paa ham og skiftede Farve, thi det forekom ham at han hos Tristram gjenkjendte sin Søster Blenziblys Træk; og senere har han selv fortalt, at han først ikke vilde kjendes ved Tristram, fordi han var saa usselt klædt. Kong Morodd spurgte ham, hvad han hed og hvis Søn han var. “Jeg er Tristram”, svarede denne, “en Søn af Kalegras; men Blenzibly hed min Moder”, sagde han, “og det har man nærmest fortalt mig, at hun var en Søster til eder, Herre!” Da Kong Morodd hørte dette, stod han op imod Tristram, kyssede ham og satte ham derpaa hos sig i Høisædet. Derpaa spurgte Kongen ham, hvorledes det forholdt sig med hans Reise, og paa hvilken Maade han var kommen der til Landet, hvorpaa Tristram fortalte alt om sine Reiser. Kong Morodd beklagede ham høiligen og mange andre, som havde staaet i et inderligt Venskabsforhold til hans Moder. Siden lod Kong Morodd ham gaae i Bad, og lod ham give kostbare Klæder; han fattede saa stor Kjærlighed til ham, at han ikke kunde have gjort bedre imod ham, om han havde været hans eneste Barn. Tristram havde den samme Skik som før: han samlede om sig de Drenge, som passede for ham, og om Dagen droge de ud i Skoven og øvede sig i Skydning, Svømning, Turneringer, og alslags Idrætter, som pryde mægtige Høvdinger. Men skjønt Tristram længe havde maattet taale Mishandling og Mangel, havde han dog alligevel ikke glemt den Færdighed og Høviskhed, som han havde lært af sin Fosterfader Biring, og det gik endnu som før, at han fandt ikke blandt sine Jævnaldrende to, som sammen kunde maale sig med ham i nogensomhelst Idrætter. Kong Morodd fandt megen Fornøielse i Turneringer, som før er fortalt, han morede sig jævnligen ved at lade sine Riddere øve denne Slags Idrætter; men dog fandtes der ikke i Kongeborgen eller i hele England nogen, som kunde holde sig i Sadelen for Kong Morodd. Tristram Kalegrassøn voxte nu til og blev holdt i stor Agt og Ære, saavel af Kongen selv og alle Høvdinger som ogsaa af hele Landsfolket rundt omkring. Han fandt nu i Udøvelsen af sine Idrætter ikke længer nogen Modstand hos Drengene, og vovede derfor at forsøge sig imod Kongens Riddere, men holdt sig dog først til de letteste; men Enden herpaa blev dog, at der i Kong Morodds Hal ikke fandtes een Ridder, som kunde holde sig i Sadelen for Tristram; og skjønt han saaledes overgik dem alle i Manddom, saa fattede de dog ingen Misundelse derover, men glædede sig snarere alle over hans Lykke, thi han gav dem Guld og Kostbarheder. Det skete en smuk Dag at Kongen havde en Samtale med Tristram: “Frænde”, sagde han, ”nu vil jeg prøve, om du er saa god en Ridder som der gaaer meget Ry af det, eller om man har rost dig mere end efter Fortjeneste; hvis du”, blev han ved, “med Lethed stikker mig ned, skal det være mig Borgen for, at du vil sidde fast i Sadelen, hvor du end samles med de tappreste Mænd”. “Herre”, svarede Tristram, “dette er ulige, thi du er den meest udmærkede Ridder, hvis Mage ikke findes i hele England, eller selv om man søgte paa andre Steder; men eftersom jeg, Herre! kjender din Velville mod mig, saa haaber jeg, at I snarere vil lære mig Idrætter end drive Spot med mig, endog I kunde finde Fornøielse i, at kaste saadan en Pusling som mig af Sadelen, thi I veed, at jeg er et Barn af Alder og har endnu ikke forsøgt mig for Alvor; thi skjønt eders Riddere have leget med mig, saa vidste jeg dog, at de kunde gjøre med mig hvad de vilde, og skjønt de fortalte eder, Herre! at jeg kastede dem af Sadelen, saa gjorde de det kun for at gjøre sig selv desto behageligere for eder”. Derpaa lod Kong Morodd sin Hest sadle og en anden til Tristram, men ingenlunde lod han ham have en daarligere Hest eller en mindre god Rustning end han selv havde; og som de vare heelt færdige, stege de hver paa sin Hest, hvorpaa man gav dem stærke Landser, forsynede med Jernspidser, forat de kunde fæstes i Skjoldene. Nu ride de ud imod hinanden, og hele Dagen kunde man see dem gjøre mangen en smidig Bevægelse paa deres Heste uden at nogen af dem faldt af for den anden; alle kunde imidlertid see, at det stod fuldkommen i Tristrams Magt at løfte Kongen af Sadelen, men dog gjorde han det ikke, thi han ansaae det for en Ære for sig, at Kongen i alt, hvad der berørte ham, blev anseet for den første. Tristram Kalegrassøn skildres som høi af Væxt, bredskuldret, midjesmal, svær og bred over Brystet, med tykke Arme, meget muskuløse opimod Skuldrene, men snarere tynde henimod Haanden og dog godt proportionerede; Haanden var smuk, ikke meget lille, Laarene tykke og haarde at føle paa, Benene lange nedenfor Knæerne, Lægene uhyre svære, og Foden udmærket smuk. Der fortælles at Tristram dengang ikke længer var nogen Skaldepande, men havde gjort et meget heldigt Bytte, thi nu havde han det herligste Haar, skinnende som Guld og passende langt; hans Øine vare snare, Øienbrynene eens farvede som Haaret, Ansigtet middelmaadig langt og hvidt som en Lilie, men Kinderne røde som en Rose; han var glad og nedladende mod sine Mænd, men streng imod Tyve og Forbrydere; gavmild og rundhaandet var han i den Grad, at han ikke sparede Penge mod nogen; han havde lært alle de Idrætter, som han havde hørt at de berømteste Mænd paa hele Jordkloden kunde. Kort sagt: i Snildhed, Høviskhed og Manddom fandtes der ikke hans Lige i hele Verden, og ikke monne der findes nogen saa viis, at han kunde ønske sig en større Fuldkommenhed i nogetsomhelst end Tristrams. Paa denne Tid kom Biring til England forklædt som en Tigger; Tristram blev meget glad herover, thi han syntes som han havde faaet sin Fosterfader tilbage fra de Dødes Verden, og saaledes syntes begge om hinanden. Tristram gav ham gode Klæder og mange Penge og gjorde ingen Forskjel paa ham og sig selv; i ham havde han ogsaa den bedste Raadgiver, thi Biring var en meget viis Mand. 



'''Kapitel 8.''' 

Paa den Tid, dette skete, herskede der over Irland en Konge ved Navn Engres; hans Moder hed Flurent, men hans Søster Isodd den fagre; hun var skjønnere end alle andre Kvinder og saa smuk, at der ikke kunde opdages en Lyde paa hende, og hvis det tør siges, da forekom det Folk, at der funklede Straaler fra hendes Øine og Ansigt; hendes Haar var saa langt at hun kunde dække sig dermed, naar hun løste de Guldbaand, som holdt det sammen, og saameget smukkere var det end Guld, som dette er smukkere end Jern; hun var forstandig og vennesæl, gavmild og rundhaandet, og hun forstod sig bedre paa Lægekunsten, end nogen anden Kvinde, man havde hørt fortælle om paa den Tid. Der var en Mand i Kongens Følge, som hed Kæe den høviske; han var Kongens Yndling; og skjønt han som oftest anvendte sin Indflydelse paa den Maade, som mishagede de fleste, saa havde han dog alt for meget at sige, thi Kongen skattede ham høit, omendskjønt det ikke her var paa det rette Sted. Kong Engres var en Viking og den meest uforfærdede Kriger; han faldt ind i England med en uovervindelig Hær, og paa dette Tog fulgte ham hans Moder Flurent og Isodd den fagre. Kong Morodd spurgte dette, og fortalte derpaa til Tristram, i hvilken Vaande han var stedt; denne svarede: “Herre! jeg skal drage imod Kong Engres, thi det tykkes mig at være paa Tiden at jeg prøver, om jeg forstaaer at hugge med Sværd og skjerme mig med Skjold, og forsøge om det vil lykkes mig at see mine og dine Fjender saarede med Spyd”. Derpaa lod Tristram Budstikken udgaae, og fik samlet en stor Hær. Kong Engres farer med Hærskjold over hele Landet, skjænder og brænder, hvor han kommer, indtil han og Tristram stødte sammen, da opstillede begge deres Hær, men Kong Engres's var dog langt større. Tristram eggede nu sine Mænd, bad dem vise sig kjække, og lovede at de ikke skulde mangle Penge, hvis de seirede; “hvis vi imidlertid falde”, blev han ved, “er det bedre at efterlade sig det Rygte, at vi have ført os mandig op”. Nu stødte Fylkingerne sammen og der begyndte den haardeste Kamp. Kong Engres fulgte tappert sin Fane og kæmpede med udmærket Dygtighed, thi han var en vældig Helt, uforsagt i alle Farer. Men om Tristram fortælles der, at han red igjennem Kong Engres's Fylking og dræbte hans Mænd til begge Sider, og ikke kunde der skjelnes nogen Farve, hverken paa ham selv eller hans Hest, thi begge saae ud som de vare badede i Blod. De sloges hele den Dag, men om Aftenen lode de Vaabenhvile indtræde og de Saarede bleve forbundne; Tabet var snarere større paa Tristrams Side og han var meget misfornøiet derover. Men saa snart det var blevet kamplyst om Morgenen, rustede begge sig og Kampen begyndte endnu hæftigere end den første  Dag; der skortede hverken paa store Hug eller en heftig og langvarig Skydning: der kunde man see kastet med Paalstave, store og hvasse Hellebarder og skarpeggede Kastespyd. Kong Engres gik saa vel og mandigt frem i Kampen, som om han havde mange Mænds Styrke og han gjorde Tristram uhyre Skade, idet han fældede alle dem, som han kunde række med sit Spyd. Men Tristram, der han sad paa en god Hest, med forgyldt Hjelm, indlagt Skjold, skarpt Sværd, haard Hu og et mandigt Hjerte, saae nu sine Mænd falde; han kunde ilde taale dette og vendte strax sin Hest derhen, hvor han saae Kong Engres fælde sine Mænd, som om han var stedt i en Skov og omhuggede ethvert Træ, som han stødte paa. Tristram red nu frem med megen Vrede, han mødte Kongens Mærkesmand, stak efter ham med et Spyd og gjennemborede ham, kastede ham siden død fra Spydsodden og hug Mærket ned; derpaa red Tristram imod Kong Engres og stak efter ham med et Spyd; Spydet traf Skjoldet, men gled ud deraf og forbi Kongen; denne rammede ikke Tristram. De rede derpaa anden Gang imod hinanden; Tristram stødte atter til Kongen, Spydet traf Skjoldet og gled ud deraf paa Kongens Bryst, som det gjennemborede lige til Skulderbladet; men Kongens Spyd gled udaf Tristrams Skjold uden at han blev saaret; ved denne Leilighed skiltes Jernet i Tristrams Spyd fra Skaftet. Derpaa stødte de sammen tredie Gang og Kong Engres hug nu til Tristram og kløvede hans Hjelm, hvorved han fik et stort Saar i Hovedet og der brødes et Skaar i Kongens Sværd, saaledes at det afbrudte Stykke blev siddende i Tristrams Hoved, og det er rimeligt, at det ikke vil komme bort derfra, hvis ikke den almægtige Gud sender ham den bedste Læge i hele Verden. Tristram hug imod til Kongen og traf den høire Skulder, saaledes at Sværdet bortskar Haanden tilligemed hele Siden og standsede først i Hoften, hvorpaa Kongen faldt død af Hesten; da istemte Tristrams Mænd Seiersraabet, men Kong Engres Hær tog Flugten. Tristram og hans Mænd forfulgte saa drabeligen de flygtende, at de dræbte enhver, som de fik fat paa; derpaa droge de hjem. Kong Morodd blev meget glad ved at gjensee Tristiam, men dennes Saar smertede imidlertid høiligen, som man ogsaa kunde vente, da Jernet sad i hans Hoved, thi der fandtes ikke nogen Læge, som kunde trække det ud; han blev afkræftet og dødssyg, og alle troede at det var ude med ham. Siden bad Tristram Kong Morodd give sig Skib og Mænd; Kongen spurgte, hvad han vilde dermed; ”Jeg vil”, sagde han, “drage herfra, giv mig et godt Skib og 60 Mand, som alle skulle være i de Forhold, at nogle ere Brødre eller Fostbrødre eller Frænder, men alle maae de være sammenknyttede med et eller andet Slægtskabsbaand”. Kongen tilstod dette strax, og der blev udrustet et Skib med Mandskab, eftersom Tristram bestemte det. Da han var færdig, gik han ombord med sine Mænd, heisede Seilet og stak strax i Søen; de fik god Bør, lige til de kom i Nærheden af Irland; da kaldte Tristram en af sine Ledsagere til sig og sagde til ham: “vid”, sagde han ”at her er en Mand ombord, som har meget imod dig”. Denne spurgte, hvem det var, og Tristram nævnede ham en, som han fandt for godt; ”jeg er kommen til Vished om”, sagde han, at han vil din Bane, og jeg underretter dig herom, fordi jeg hellere vil at noget ondt maa hændes dig end ham, og det er derfor mit Raad, at du ikke taaler hans Forhaanelse, men slaaer ham ihjel”. Den anden troede strax at han ikke behøvede at tvivle om, at det jo forholdt sig som Tristram sagde; han passede derfor paa Leiligheden, og da han troede at denne Var den mest gunstige, hug han til den Mand, som Tristram havde talt til ham om, og klovede ham ned til Skuldrene. Dette seer den dræbtes Fostbroder og vil hevne sin Stalbroder, hvorpaa der reiste sig den ene efter den anden, og saaledes kom det endelig saavidt, at der opstod en almindelig Kamp, hvori de faldt alle tilsammen, med Undtagelse af Tristram, som slæbte sig hen og dræbte alle dem, han syntes at opdage Livstegn hos, saa at han nu levede ene tilbage; men eftersom det var bestemt, at han skulde leve længere endnu, som ogsaa fordi Vinden stod paa Land, drev Skibet hen til Kysten med ham, ikke langt fra det Sted, hvor Dronning Flurent havde sit Ophold.



'''Kapitel 9.''' 

Der var en Mand i Dronningens Tjeneste ved Navn Koll, hvis Syssel var gaaet i Arv i hans Familie, thi han kjendte ingen af sine Frænder, som havde haft nogen anden Id: han vogtede nemlig Sviin og var en livegen Træl; Svinestien stod nær ved Søen. Dronning Flurent havde befalet Koll, at han skulde først underrette hende om alle de Nyheder, han blev var. Den Morgen, da Tristram var kommen til Irland om Natten, traf det sig saaledes, at Trællen Koll gik ned til Søen og saae at et Skib var kommet der til Landet; dette tyktes ham forunderligt, thi der var ingen Havn i Nærheden og Skibet var drevet tvers paa Land og han saae hverken Telte i land eller Folk ombord i Skibet. Det første som faldt ham ind, var at gaae hen til det Sted, hvor Skibet var drevet op, derpaa raabte han ud til Skibet og spurgte, om der var noget Menneske der ombord, men han fik intet Svar; derpaa gik han ombord i Skibet og saae at det var ganske bedækket med Menneskeliig; men ved dette Syn vendte han forskrækket om, og det forekom ham at den af hans Fødder var den mest fortjente, som kom hurtigst afsted. Han standsede ikke, førend han kom til Dronning Flurent, og fortalte hende, hvad han havde seet; hun bad ham skaffe sig en Kjørehest og bære Klæder i Vognen; han gjorde som hun befalede, og hun satte sig derpaa op i Vognen tilligemed sin Datter Isodd den fagre. Koll førte Hesten derhen, hvor Skibet laa; der stode de af Vognen og gik ombord i Skibet. Dronningen spurgte, om der var noget levende Væsen paa Skibet, som kunde svare hende. Tristram svarede, det kunde neppe kaldes saa. Hun spurgte om hans Navn, men han svarede dertil det som han fandt for godt. Hun spurgte, om han var til at læge. Han sagde: at han troede det sikkert. Hun bad da Isodd den fagre om at læge ham. Derpaa bare de ham paa Vognen og kjørte ham til Isodd den fagres Jomfrubuur. Hun badede ham nu og undersøgte hans Saar, og fandt derved et Jernstykke i hans Hoved; dette trak hun ud og gik med det hen til sin Kiste, udtog deraf det Sværd, som Kong Engres havde havt, dengang han faldt for Tristram, og sammenholdt derpaa Jernstykket med det Skaar, som var i Sværdet. Hun følte sig nu overbeviist om, at Jernet, som hun havde trukket ud af Tristram« Hoved, passede til Skaaret i Sværdet; herover blev hun høiligen opbragt, trak Sværdet og vilde hevne sin Broder, uagtet hun var en Kvinde og ingen Mand. Men idet hun løftede Sværdet, greb Dronning Flurent paa een Gang fat om Isodds Hænder og Sværdgrebet og forhindrede hende saaledes fra at hugge. Dronningen bad Isodd læge Tristram og ikke tilføie ham noget Ondt, og ved hendes Forbøn lagde hun Baand paa sin Vrede. Hun rensede da Saaret, bortskar det døde deraf og smurte det derpaa med Salve og lægende Balsam; derved syntes han at al Smerte strax forsvandt af Saaret; hun redte ham en Seng og han sov derpaa ind; Saaret begyndte snart at læges. Hun spurgte ham, hvorledes det forholdt sig med hans Reise; han fortalte hende alle Omstændigheder derved, fra den Tid han tog hjemme fra, indtil han kom til Irland. Hun sagde: ”du har tilføiet din Frænde, Kong Morodd, stor Skade ved at lade hans Mænd slaae hinanden ihjel, men nogle dræbte du selv, uagtet du var halvdød”. ”Nei, Frue!” sagde han, “thi de bleve alle valgte dertil, som der var mindst Skade i, om de saa ikke kom tilbage”. Hermed endte de deres Samtale for denne Gang. Hun lægede ham, indtil han var fuldkommen helbredet. Tristrams Skjønhed og Mandighed gjorde et saa dybt Indtryk paa hende, at, uagtet han havde dræbt hendes Broder og gjort hende anden stor Skade, saa vilde hun dog heller ægte ham end nogen anden, hun havde hørt fortælle om.



'''Kapitel 10'''
<br>'''Om Dragen.'''

Det fortælles, at en stor Drage laa i Bjerget Sukstia i Irland; den var det værste Uhyre, lige farlig for Mennesker og Dyr. Kong Engres havde høitidelig lovet, at han vilde give sin Søster, Isodd den fagre, til den Mand, som fik dette Uhyre ryddet af Veien. Dronning Flurent gjorde Forbud mod, at nogen maatte fordriste sig til at give Tristram Underretning om Ormen, thi hun havde en Anelse om, at han da vilde forsøge at slaae den ihjel, thi han var modig i alle Farer. Tristram lagde Mærke til, at Kvæget hver Aften blev indespærret i en Fold. Der var en Mand ved Hirden ved Navn Disus, han var Dronning Flurents Hofsinde. En Dag, da Tristram og Disus vare stedte ude, spurgte Tristram, hvorfor Kvæget der blev foldet, naar det hældede mod Aften; ”jeg veed tillige”, sagde han, ”at man tager sig i Agt for at være ude, naar det aftnes”. Disus svarer: ”det er os ikke tilladt at fortælle dig Aarsagen hertil”. “Hvem har forbudt det?” spurgte Tristram. Disus svarer: “Dronning Flurent”. Tristram bad ham dog fortælle sig det. Disus gav da efter og fortalte Tristram om Dragen. Men allerede den samme Nat stod Tristram op og fik sig en Hest, han satte en Hjelm paa sit Hoved, omspændte sig med et Sværd, hængte Skjoldet ved sin Side og tog et Spyd i Haanden. Derpaa red han henimod det Sted, hvor Disus fortalte ham at Dragen laa i en Bjerghule. Tristram ventede nedenfor Hulen, indtil Dragen kom ud for at drikke, da steg han af sin Hest og lod den blive staaende mellem sig og Hulen; men i det Øieblik Ormen vilde flyve ud af Hulen, stak Tristram den under Boven med Spydet, saa at det standsede først i dens Hjerte. Ved dette Stik styrtede Dragen strax ned imellem de Klippestykker, som laa foran Hulen, og faldt ned paa Tristrams Hest; og hvis han selv havde siddet paa Hestens Ryg, saa vilde han aldrig mere have seet Solens Lys, men det er rimeligt at han ikke undkom for Ingenting. Ormen omkom nu med Spydet siddende i Saaret, men den havde hugget Kloerne saa fast i Hesten, at de vare trængte ind imellem Ribbenene. Tristram skar et Stykke af Ormens Tunge og kom det i sin Pung, gik derpaa hjem til Hallen og lagde sig til at sove, som om intet var forefaldet. Han sov nu Natten over, men om Morgenen, da han vaagnede, havde Edderen slaaet ud igjennem Pungen og angrebet hans Laar. Kæe den høviske havde faaet Nys om, at Tristram havde dræbt Dragen; han gik derfor hen til Ormen, skar et Stykke af dens Tunge, vendte derpaa hjem og sagde, at han havde dræbt den. Dronning Flurent sagde det var Usandhed. Hun lagde Mærke til, at Tristram var bleg og drak lidet, og spurgte ham derfor, hvad han feilede; da var det kommet saa vidt, at Tristram paa ingen Maade længer kunde skjule Sandheden, og han underrettede hende derfor om Grunden. Dronningen gik da strax til Isodd og bad hende læge Tristram; hun paatog sig det og maatte nu bortskære alt det, som Edderen havde berørt, men hun holdt ikke op, førend Tristram var lægt anden Gang. Flurent gav Befaling til at tage Kæe den høviske og hænge ham i det høieste Træ, men Tristram talede derimod; “det sømmer sig ikke, Frue”, sagde han, “thi han har længe været i eders Tjeneste; lad ham hellere forlade Irland og aldrig komme tilbage, saalænge I hersker over Landet”. Flurent fulgte dette Raad, og Kæe drog bort, som Dronningen befalede, og kom aldrig mere tilbage. Dronning Flurent tilbød Tristram Isodd til ægte som Belønning for den store Heltegjerning, han havde udført ved at dræbe Ormen, men Tristram svarede: “det vil jeg ikke”, sagde han, thi jeg veed den Mand, som det sømmer sig for hende at ægte, men dette Parti er for ringe for hende”. Dronningen spurgte, hvem det var. “Min Frænde, Kong Morodd”, svarede Tristram. Dronningen svarede: “min Datter benøver aldrig en bedre Mand end dig”, men hun kunde ikke bringe mere ud af ham angaaende denne Sag. Siden bad Tristram Dronning Flurent om Skib og Mænd, Jeg vil drage hjem til England og træffe min Frænde, Kong Morodd”. Hun tilstod ham alt hvad han forlangte; hun gav ham 60 Mand, alle godt udrustede med Vaaben og Klæder, og et udmærket Skib, paa hvis hele Udrustning der var anvendt den største Omhu. Dronning Flurent forærede Tristram meget Gods, Guld og Sølv og mange udmærkede Kostbarheder som værdig Belønning for den store Heltedaad, han havde udviist i Ormens Drab. Da Tristram var færdig, stak de i Søen og fik god Bør, indtil de naaede England. Men som Morodd fik sin Frændes, Tristrams Ankomst at vide, lod han Vogne kjøre ud imod dem, satte sig selv i en Vogn og lod sig kjøre ned til Søen; men da de to Frænder mødtes, blev Morodd saa glad, at han kunde ikke holde sine Taarer tilbage, thi han syntes at han nu anden Gang havde faaet Tristram tilbage fra Dødens Rige. Derpaa lod Kong Morodd berede et pragtfuldt Gilde til sin Frænde, Tristrams Modtagelse; da spurgte han ham, hvor han havde været henne. Tristram fortalte ham omstændelig om sine Reiser, ligeledes hvor han havde været og hvo der havde læget ham; Jeg har ogsaa, Herre!” sagde han, “dræbt en slig Orm, at Dronning Flurent tilbød mig sin Datter, Isodd den fagre, tilægte, men jeg skal drage hen, Herre! og beile til hende for eder”. Dette syntes Kong Morodd godt om. Han lod derpaa gjøre Forberedelser til Tristrams Reise; han havde tre veludrustede Skibe og et godt Følge. Kongen selv fulgte ham tilskibs tilligemed mange andre mægtige Mænd,
og de skiltes med den største Kjærlighed. Tristram tog nu afsted, saa snart som Bør gaves; Reisen løb heldigt af og de naaede snart Irland. Da Dronning Flurent blev det vaer, sendte hun strax Folk ud imod ham og indbød ham til et Gilde med hele hans Følge; Tristram modtog Indbydelsen og drog hjem til Hallen med Hælften af sit Følge, men den anden halve Deel lod han bevogte Skibene. Som han nu kom til Hallen, modtog Dronning Flurent ham med aabne Arme og satte ham i Høisædet; men da han havde været der tre Nætter, frembar han sit Ærende for Moder og Datter; dette var ingen vanskelig Sag for ham, thi de rettede sig efter hans Raad. Isodd lod sig dog endnu mærke med, at det var ikke umuligt at hun vilde sige ja, om han beilede til hende for sig selv; men han var ligesaalidt at formaae dertil nu som før. Sagens Udfald blev da det, at Kongedatteren blev lovet bort til Kong Morodd, og det blev bestemt, at hun skulde følge med Tristram hjem til England. Bringven hed Isodds Fostermoder, en Datter af Cusen Jarl, og hun ledsagede hende til England; til hende leverede Flurent et Drikkehorn og bad hende række det til Kong Morodd og Isodd den fagre, naar de gik til deres Seng. Da nu Bør gaves, stak de i Søen, men som de en smuk Dag seilede fremad, bad Isodd Bringven bringe sig noget at drikke; denne tog da det Horn, som Flurent havde givet hende, førend hun forlod Irland; Isodd drak af Hornet og gav det derpaa til Tristram, som tømte det; men efterat de havde drukket, begyndte Reisen at gaae langsommere, thi begge fattede nu en saa heftig Kjærlighed til hinanden, at de næppe lagde Mærke til, hvorledes det gik med denne. Deres Reise blev nu ogsaa meget langvarig, thi de laa længe i den samme Havn, og man fortæller at de først naaede England efter at have været tre Maaneder underveis; men da de vare landede, bad Tristram sine Mænd fortie om deres Reise tor Kong Morodd, og de lovede at gjøre dette. Som nu Kong Morodd erfarede Tristrams Ankomst, befalede han at mange Heste skulde sadles; det blev gjort, og Kong Morodd modtog nu Tristram og Isodd den fagre meget vel; alle beundrede hendes Skjønhed, thi hun var den skjønneste Kvinde, som nogensinde er født. Kong Morodd tilbød Tristram at ægte Isodd og sagde at det var mere passende paa Grund af deres Alder, ”men jeg under dig godt baade Konen og Riget”. Tristram svarede: “nei, Herre!” sagde han, Jeg vil ikke være Konge, saalænge I lever”. “Men jeg sværger paa”, siger den som har skrevet Sagaen, “at jeg foretrak Isodd for Alverdens Guld.” 



'''Kapitel 11.''' 

Ikke ret længe efter lod Kongen berede et herligt Gilde, hvortil han sagde ingen skulde komme uindbuden. Men da den Tid nærmede sig at Kongen og Isodd den fagre skulde gaae i een Seng, tænkte hun paa at spille Kongen et Puds, eftersom hun var sig bevidst, at hun havde ventet ham med liden Troskab; hun fattede derfor den Beslutning at lade sin Fostermoder Bringven ligge hos Kongen i tre Nætter, men selv delte hun Seng med Tristram, og skjønt Kongen var en viis Mand, saa kunde han dog ikke opdage dette Bedrageri. Da Gildet var til Ende, gav Kongen enhver de prægtigste Gaver, og Tristram gav ogsaa mange Penge bort; siden drog hver tilbage til sit Hjem og takkede Kongen hjertelig for det prægtige Gjestebud og de herlige Gaver. Strax efter Gildet sagde Isodd til to Trælle: ”I skal føre Bringven ud i Skoven og brænde hende der siden paa et Baal.” De gjorde som hun bød, førte Bringven ud i Skoven og antændte derpaa Baalet; men førend de kastede hende paa Baalet, spurgte de hende, hvad hun havde forseet sig, siden Isodd dømte hende til en saa haard Død. Hun svarede: “ikke vilde hun have befalet dette, hvis jeg ikke fuldkommen havde fortjent det; dog troer jeg at min største Brøde er, at jeg ved Ankomsten hertil havde en reen Særk; men hendes var smudsig.” Trællene svarede: ”dette er en ringe Grund til saa stor en Straf — men alligevel maa dette fuldbyrdes, skjønt det er den værste Misgjerning. Men som de vilde til at kaste hende paa Ilden, kom Dronning Isodd ud af Skoven, og bad dem ikke begaae den største Ulykkesgjerning. De bleve meget glade derover. Dronning Isodd havde gjort dette for at forvisse sig om, om Bringven var hende saa tro, som hun antog, men hun vilde i Virkeligheden ligesaalidt lade tiltøie hende noget ondt som sig selv. De sov alle i det samme Huus, Kong Morodd, Dronning Isodd og Tristram; Kongen elskede Dronning Isodd høit, og man kunde ikke mærke andet, end at hun ogsaa holdt meget af ham. Det skete engang at Hjere den vise havde en Samtale med Kong Morodd og fortalte ham, at Tristram gik til Dronning Isodds Seng om Natten, “og I maa vide, Herre!” sagde han, “at Isodd i alle Henseender viser større Forkjærlighed for ham end eder.” “Nei'“, sagde Kongen, “det vil ikke vise sig at forholde sig saaledes, thi altsammen dette gjore de kun af Kjærlighed til mig, men ikke af nogen anden slettere Bevæggrund.” Hjere svarede: ”Herre!” sagde han, ”I skulde anstille en Prøve.” ”Hvilken ?” sagde Kongen. Hjere svarede: ”jeg skal strøe Hvede over hele Husets Gulv, da ville hans Spor blive synlige, hvis han gaaer til Sengen”; Kongen bad ham gjøre det. Kong Morodd var en meget gudfrygtig Mand, han gik til Kirke hver Nat og bad til Gud. Hjere anstillede nu den aftalte Prøve og saaede Hveden paa Gulvet mellem Sengene, men om Morgenen bad han Kongen gaae hen og see, om han havde berettet feil. Kongen gik og saae Tristrams Spor i Hveden; da sagde han: “omendskjønt Tristram gaaer til Dronningens Seng, saa troer jeg dog ikke at det skeer i nogen slet Hensigt, men han vil kun”, vedblev Kongen, “underholde hende, imedens jeg er borte”; men alligevel lod Kongen Tristram fra denne Tid sove i et andet Huus. Det Huus, hvori Kongen og Dronningen laa, stod saaledes overfor Tristrams, at begges Glasvinduer vendte mod hverandre; Tristram befæstede derfor et Toug imellem Husene, halede sig op ad dette om Natten og kom saaledes til Dronning Isodds Seng. Saaledes gik det da i nogen Tid, indtil Hjere underrettede Kongen om, hvorledes alt gik til. Kongen sagde det havde intet at betyde. Det skete en Nat, som Kongen var gaaet til Kirke, at Tristram rendte mod Sengestokken og stødte sin Haand, saa den blødte. Dronning Isodd stak sig i Haanden med sin Sax. blandede derpaa sit Blod med Tristrams, forat Kongen ikke skulde mærke at det var Mandfolkeblod. Om Morgenen spurgte Kongen, hvorfra Blodet kom der. “Det kommer deraf, Herre!” svarede hun, “at jeg kom til at ridse mig lidt med min Sax, da jeg gik fra Sengen i Nat.” Hjere svarede: ”ja Frue! dette er vistnok eders Blod, men dog er det blandet med Mandfolkeblod”. Kongen sagde, det var ikke Tilfældet; men skjønt han modsagde det, saa vidste han dog meget godt Sandheden. Det skete en Dag, at Dronning Isodd var gaaet til Lunden med sit Linned; Tristram var ogsaa fulgt med hende. Der var en smuk, stillestaaende Brønd, der hvor hun skulde vadske Linnedet; de saae at en Skygge faldt paa Brønden og mærkede nu at Kong Morodd sad i Grenene over dem. Da sagde Tristam: “fjendske bør vi være mod den Mand, som sætter Ondt for os hos min Frænde, Kong Morodd”. Hun svarede: “det undrer mig, at du ikke dræber det onde Menneske, som vil sætte Ondt for os hos saa god en Mand”. “Nei”, sagde han, “det veed Gud, at jeg skal bære over med ham for min Frændes Skyld”. Saadanne og lignende vare deres Samtaler. Kongen lod nu derfor endnu som han intet vidste, og viste sig bestandig meget kjærlig mod sin Frænde Tristram. Da skete det en Nat, da Kongen kom tilbage fra Kirken, at han traf Tristram i Sengen hos Dronning Isodd. Nu syntes han, at han ikke længere kunde tvivle om, at det just ikke hang saa ganske rigtigt sammen hermed, og lod dem derfor føre til en Grotte. Da sagde Dronning Isodd: “hvad er der nu andet for os at gjøre, end at more os i Grotten”? “Nei”, sagde Tristram, lad os gaae hver til sin Side af Grotten”. De gjorde da saaledes. Kong Morodd var udenfor Grotten og vilde høre, hvad de talede. Da begyndte Tristram: “vaager l, Frue”, sagde han. “Jeg har hidtil sovet”, sagde hun, ”men nu vaager jeg”. “Hvorledes synes I Sagerne nu staae”? spurgte han. “Godt”, sagde hun. “thi det tykkes mig godt at døe uskyldig”. Tristram svarede: “godt tykkes mig at døe, men det synes mig ilde, at Kong Morodd, min Frænde, skal feile saa meget, at ansee os for skyldige; men omend vi skal begge døe her, saa beder jeg dog den almægtige Gud, at han af sin Naade og Miskundhed vil tilgive ham, saaledes som jeg for Guds Skyld bør gjøre det, thi han gjør dette mere af onde Menneskers Tilskyndelse end af Lyst til at dræbe os”. Man fortæller at de saaledes tilbragte en Uge i Grotten uden Føde. Efter den Tid gik Kong Morodd ind i Grotten og fandt dem da sovende hver paa sit Sted, og nu troede Kongen at kunne være overbeviist om, at man havde løiet for ham. Han lod dem følge med sig hjem til Hallen og gjorde endnu vel imod dem.



'''Kapitel 12.''' 

Fulsus hed en Konge, som hærjede paa England med en uhyre Hær; han var hedensk som en Hund. Kong Morodd lod sammenkalde en stor Hær, og Tristram drog derpaa ud imod Kong Fulsus. Strax som de stødte sammen, begyndte Slaget, og der opstod den heftigste Kamp; de sloges hele den Dag lige til Nat; da var største Delen af Tristrams Hær falden, og han syntes nu det begyndte at see sort ud. Da fattede han det Raad, at han paakaldte Gud selv til Seir og lovede at afbryde sin Forbindelse med Dronning Isodd; men den næste Morgen, da det var blevet kamplyst, begyndte de Slaget paa ny, og Tristram gik da vel og mandigen frem; han nedhug Hedningerne til begge Sider, og hans Færd kan bedst sammenlignes med en kraftig Mands, der kommer i en tæt Skov og nedhugger ethvert Træ, han støder paa. Da udbrød Hedningerne: “dette er en Djævel men ikke et Menneske, som tilføier os saa stor Skade; den hellige Maumet vredes paa ham og dæmpe hans Overmod; og det veed Makon”, bleve de ved, “at han hugger langt vældigere end nogen anden, vi have kæmpet med”. Tristram hørte nu hvad de sagde og svarede ”Sandhed”, sagde han, ”det gjør jeg alt for Fruens Skyld”; og slige Ord ansporede ham saaledes til Kamp, at han mødte ingen saa overmodige, at de jo faldt den ene over den anden. Da raabte Kong Fulsus med høi Røst: “saasandt hjælpe mig Makon”, sagde han, “skal jeg paa Øieblikket dræbe denne Djævel, saasnart jeg faaer fat paa ham, og bringe eder ham død paa min Spydsod”! Dette hører Tristram og vil nu ikke vise noget Tegn paa Frygt, men sprænger strax med stor Heftighed henimod Kong Fulsus, indtil han træffer ham; da hug den ene til den anden, og Kongens Sværd traf tvers over Tristrams Skjold saaledes at Hugget forblev uden Virkning. Da hug Tristram imod og traf Hjelmen saa vældigen, at han kløvede Kongen lige til Sadelen, og det skjønt han havde to Brynjer paa og den stærkeste Plade; da faldt Kongens Legeme til to Sider af Hesten, men Sjælen foer til Helvede. Nu saae Hedningerne deres Høvdings Fald, og Hæren begyndte strax at flygte; men Tristram forfulgte dem syv Dagsreiser og hørte ikke op, førend de vare alle dræbte; da han saa kom hjem, takkede Kong Morodd ham for denne hans Færd, og han blev nu herved meget berømt. Dernæst lod Kong Morodd Dronning Isodd underkaste sig en Uskyldighedsprøve. Hun sagde det skulde ganske komme an paa ham, “men dog vilde jeg gjerne tale med Tristram først”. ”Nei”, sagde Kongen, “det skal ikke skee, denne Gang skulle I ikke have Leilighed til at forenes om noget Bedrageri”; — men ikke desto mindre traf det sig, at de mødtes i et Stræde, førend de toge afsted til Uskyldighedsprøven. Hildefonsus hed den Biskop i Valland, som skulde foretage Prøven; men en Dag som de vare paa Reisen, stødte de paa et stort Morads, hvori Dronningens Hest kom til at sidde fast; da kom der en Stavkarl til og rykkede hende op paa Bredden, men det tildrog sig dog herved, at hun kom til at stige over ham. Derpaa kom de til Valland og traf Biskoppen, og Isodd erklærede nu at hun var saa reen og uskyldig, at, med Undtagelse af bendes Husbond, var kun den Stavkarl kommet hende nær, som havde rykket hende over Moradset; og paa dette Udsagn underkastede Biskoppen hende Prøven, som hun bestod meget godt. Nu tiltraadte Tristram sin Reise fra England til Spanien; der havde en Konge, ved Navn Benidsus, og to Jarler, af hvilke den ene hed Sigurd, den anden Ring, underkastet sig Riget. Disse samlede en Hær imod Tristram, som holdt et Slag med dem; det var en haard Kamp, men dog ikke langvarig, inden Kong Benidsus faldt. Da underkastede Jarlerne Tristram Landet og tilbøde ham deres Søster, Isodd den sorte, som ansaaes for det bedste Parti i hele Spanien, tilægte. Tristram lod nu berede et prægtigt Gilde og indbød dertil alle Landets Høvdinger; derpaa giftede han sig og fik Navn af Konge over hele Spanien. Men da Gildet var forbi, gav Kong Tristram alle anseelige Gaver, enhver efter hans Værdighed; siden drog hver til sit Hjem, og det tyktes dem, at de nu havde faaet en god Høvding. Det fortælles, at det varede længe, inden Tristram slog Isodd den fagre af Tankerne, og Isodd den sorte syntes at hun ikke nød hans Kjærlighed. Det skete engang, at de skulde til et Gilde hos en fornem Mand, men da de droge tilbage fra Gildet, regnede det stærkt, og Isodd den sorte sagde nu, at Regnen ikke var mindre nysgjerrig end hendes Husbond. Men da de havde levet tre Vintre sammen, fødte Isodd den sorte et Drengebarn, som blev overøst med Vand og kaldet Kalegras; han var tidlig stor af Væxt, smuk af Udseende og lignede sin Fader.



'''Kapitel 13.''' 

Der raadede en Keiser over Saxland ved Navn Donisus, en mægtig og udmærket Høvding; han blev bekriget af en Konge ved Navn Amilias. Da sendte han Bud til Spanien og bad Tristram om Hjælp; denne var villig hertil og drog strax til Keiseren med en stor Hær. Tristram tilbød Keiseren at drage alene mod Kong Amilias med sin Hær, og denne modtog Tilbudet med Glæde. Derpaa drog Tristram ud imod Kongen, men da de mødtes, havde Tristram langt mindre Hær; da udæskede han Kongen til Tvekamp: “og lad den gaae af med Prisen og Seiren, som Gud vil”! “Det vil jeg gjerne”, sagde Kongen, “men jeg troer dog, at du, den Tid vi skilles, vil fortryde at du har talt dette, eller man kan ikke stole paa Drømme”. “Vær saa god”, sagde Tristram, “at troe ikke paa dine Drømme! og da først kan du prale, naar vi ere skilte”. Derpaa gik de til Kamppladsen og Tristram fremsagde Holmgangs-Loven. Kong Amilias skulde, som den udfordrede, hugge først; han hug da til Tristram og traf hans Skjold oventil, kløvede dette heelt igjennem paa den ene Side af Haandtaget, og Sværdet standsede først i Jorden. Da tænkte Tristram som saa, at det var ønskeligere, at denne Konge ikke skulde hugge tiere til ham, og dette hans Ønske blev ogsaa opfyldt. Han hug nu til Kongen og rammede Hjelmen, men Sværdet streifede Forbi Øret ned paa Skulderen og kløvede hele den venstre Side lige til Hoften. Seiren var nu Tristrams som bestandig, thi da Kongens Mænd saae hans Fald, flygtede de til Marker og Skove; Tristram forfulgte dem en Tid og dræbte mange Mænd. Derpaa begav han sig til Keiseren og fortalte ham, hvorledes alt var gaaet til. Denne takkede Tristram paa en smuk Maade for hans Bedrift og den store Heltegjerning, han havde udført for hans Skyld; og førend Tristram forlod Saxland, skjenkede Keiser Donisus ham ogsaa herlige Gaver, som han havde fortjent. Derpaa drog Tristram hjem til Spanien med stor Hæder og opholdt sig nu der i nogen Tid i megen Herlighed og Berømmelse; hans sædvanlige Forlystelse bestod i, at han red ud i Skoven for at skyde Dyr og Fugle, thi han var en udmærket Bueskytte, ligesom han ogsaa havde lært enhver Idræt, som det sømmede sig bedre for ham at kunne end at undvære. Det skete en Dag, da Tristram var taget paa Jagt, saaledes udrustet at han havde Sværd og Hjelm, Skjold og Spyd i Haanden, at han mødte en Mand i Skoven, som ogsaa kaldte sig Tristram. Kong Tristram spurgte: “hvor er du fra”? sagde han. Den fremmede Tristram svarede: ”jeg kom fra Jakobsland”, sagde han; “men derfor drog jeg til eder”, blev han ved, “fordi vi have hørt meget fortælle om eders Tapperhed, og jeg troer nu høiligen at trænge til eders Hjælp; efterdi syv Brødre, hvoraf den ene hedder Ayad, den anden Albad, den tredie Dormadat, have forjaget mig fra mit Rige; de ere alle store Helte, saa at deres Lige findes neppe over hele Riget, og det vilde tykkes mig, at du ydede mig god Understøttelse, hvis du vil kæmpe med de tre, medens jeg kæmper med de fire”. Da blev Kong Tristram vred og sagde at han ikke monne være forud for ham i nogen Ting, “og Gud veed”, sagde han, ”at jeg troer jeg vil slippe bedre fra at kæmpe med fem, end du med to”. Den fremmede Tristram vilde, at de da strax skulde begive sig paa Reisen.



'''Kapitel 14.''' 

De to Navner rede nu bort fra Spanien og standsede ikke, førend de kom til Jakobsland, til den Stad, bvor Brødrene havde deres Ophold. Da opfordrede Tristram dem til at gaae ud af Staden: ”vi to skulle kæmpe med eder syv, og hvis I due til noget, saa gaaer ud af Staden”! Da de hørte dette, rustede de sig hurtigt og behændigt og rede derpaa ud af Staden; men da de mødtes, skortede det ikke paa store Hug. som begge Parter uddelte til hinanden. Kong Tristram kæmpede med fem, hans Navne med to, og deres Kamp blev meget langvarig, efterdi begge vare Mænd af den mest udmærkede Tapperhed. Kong Tristram hug vældigen ind paa Brødrene og modtog ligeledes store Hug af dem, men Enden blev dog den, at han dræbte de fem, som han kæmpede med. Hans Staldbroder havde da dræbt den ene af dem, som han havde at bestille med, og Kong Tristram dræbte nu den anden; “men det er at befrygte”, siger den, som har skrevet Sagaen, “at denne bliver den sidste, han dræber”, og dette gik ogsaa fuldkommen i Opfyldelse, thi han blev dødelig saaret. Den fremmede Tristram takkede ham for den store Seir, han havde tilkæmpet ham, og tilbød ham Landet, tilligemed alt, hvad der stod i hans Magt. Tristram svarede: “det vil snart være uvist, hvo der skal herske over Lande”. Siden sendte Kong Tristram Bud efter sin Kone og sine Svogre; hans Saar bleve meget slemme, og skjønt der kom alle de bedste Læger i Landet, saa forværredes hans Tilstand kun meget ved enhvers Ankomst, og hans Kræfter toge stærkt af. Derpaa lod han Jarlerne, sine Svogre, kalde til sig og sagde:, jeg har tiltænkt eder en Sendelse”. “Hvorhen”, spurgte de. “I skal gaae til England og bede Dronning Isodd komme for at læge mig, thi hun er den bedste Læge, jeg kjender; siger hende, at der ikke vil raades Bod paa mine Meen, hvis hun ikke kommer; naar I saa komme tilbage og eders Færd kan sees herfra, da skal det være Tegn paa Udfaldet af eders Reise, at I skulle telte Skibene med sort, hvis hun ikke er med, men ellers med hvidt”. De beredte sig nu hurtig til Reisen, og da de vare færdige, droge de afsted og fortsatte deres Reise, indtil de kom til England; men da Kong Morodd og Dronning Isodd fik dette at vide, droge de dem imøde og indbøde dem til et Gilde. Jarlerne takkede dem, “men”, sagde de, “nu er andet for end at tøve”; hvorpaa de frembare deres Ærender. Da Dronningen hørte disse Tidender, blev hun taus derved og gjorde sig færdig i stor Hast; de standsede siden ikke, førend de kom til Jakobsland. Da gik Isodd den sorte til det Herberge, hvor Tristram laa, og fortalte ham at Jarlerne vare i Sigte. Han spurgte, om Skibene vare teltede med sort eller hvidt. “Med sort er der teltet”, svarede hun. “Det havde jeg ikke ventet”, svarede han, “at Kong Morodd vilde ikke tillade hende at reise, naar det gjaldt mit Liv, og jeg kan ikke begribe”, blev han ved, “hvorledes dette hænger sammen”. Men da Jarlerne kom, var Tristram død. Hele Folket sørgede saa dybt over dette Tab, at ingen, hverken Mand eller Kvinde, kunde holde sine Taarer tilbage. Men, skjønl alle toge sig dette nær, saa gik det dog ingen saaledes til Hjerte som Isodd den fagre, thi hun levede kun tre Nætter herefter og døde da af Sorg. Derpaa bleve de førte til den største Hovedkirke i Landet og begravede der, men ved deres Begravelse stode alle dybt bedrøvede, paa Grund af deres sørgelige Endeligt; han blev begravet nordenfor, hun sønden for Kirken. Men paa begges Grave fremspirede der siden en Lund med de fagreste Frugter, og Træerne voxede saa høit, at de mødtes over Kirkens Tag, hvor deres Grene da slyngedes i hinanden; men Træerne vedbleve at voxe saa høit imod Himmelen, at man næppe har seet høiere Træer, og der kneise de endnu som Tegn paa, at Tristram elskede ikke Isodd den fagre af Had til sin Frænde, Kong Morodd, men fordi Gud selv i sin Viisdom havde bestemt dem til at leve sammen; men af den Grund vilde Tristram ikke modtage Isodd den fagre af Kong Morodd, at han gjerne vilde forunde denne det bedste Parti, og dog kunde han paa ingen Maade modstaae Skjebnen. “Men”, siger den, som har skrevet Sagaen, “skjønt de ikke maatte nyde hinandens Kjærlighed her i Livet, saa lader os bede til Gud selv, at de nu maa leve sammen i Venskab og Kjærlighed; og det er at vente”, lægger han til, “at det nu er Tilfældet, efter som man her har med en barmhjertig at gjøre”.



'''Kapitel 15.''' 

Dybt sørgende droge nu Jarlerne tilligemed deres Søster, Isodd den sorte, hjem til Spanien, og kunde fortælle en stor Sørgetidende. Men da Kong Morodd hørte, hvad der var skeet, saa blev han meget bedrøvet og syntes dette var den største Sorg; men dog bar han det, ligesom alt andet, med den største Mandighed. Han sendte Bud til Spanien efter Kalegras Tristramssøn, og da han var kommen til England, sammenkaldte han et Thing og gav Kalegras Tristramssøn der paa Thinget England tilligemed Kongenavn; men selv drog Kong Morodd til Jorsalaheim, gik der i Kloster og ventede saaledes roesværdigen den Tid, da det behagede den almægtige Gud, at kalde ham til sig fra denne Verdens Trældom. Kalegras Tristramsson blev den bedste Ridder og en udmærket Mand i enhver Henseende; han var gavmild og rundhaandet, gjorde sig yndet af alle gode Mænd i Riget, men straffede Rov og Misgjerninger, som det bør sig en Konge. Men da han i nogen Tid havde været Konge over hele England, drog han til Saxland og bejlede til Keiserens Datter, Lilia, som næst efter Isodd den fagre var den skjønneste Kvinde. Keiseren giftede ham sin Datter med stor Pragt og Herlighed, og han førte hende derpaa hjem med sig til England. Og da de havde levet sammen i nogen Tid, avlede de Børn, to Sønner og een Datter; Patrocles hed deres ene Søn, den anden Morodd og Datteren Mollina, alle meget haabefulde Børn. Kalegras's Sønner bleve de berømmeligste Mænd, og der er meget om dem at fortælle. Nu raader Kalegras over England, saalænge Gud tillader det, den samme som lever og hersker i Verdenernes Verden. Amen.



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Riddersagaer]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Gísli Brynjúlfsson]]